En kvinde må gøre hvad, der er nødvendigt


17 dage siden 1 kommentar Noveller gangster 1920erne lgbt

4En aften i december
Hvide fnug daler gennem luften. Langsomt faldende ned på de aller... [...]
Kortprosa · sorg, jeg-fortæller
17 dage siden
1En kvinde må gøre hvad, der er nødvendigt
Efter treogtredve år har jeg lært en ting eller to om at overleve... [...]
Noveller · gangster, 1920erne, lgbt
17 dage siden

Puls: 44,0

Publiceret: 2
Afgivet: 19
Modtaget: 5
Gitte Lindorff Hansen (f. 1986)
Efter treogtredve år har jeg lært en ting eller to om at overleve i denne rottebefængte muddergrøft af en storby. Først og fremmest må en kvinde gøre hvad, der er nødvendigt. Og ...

En raslende og bankende støj. Snart larmende om kap med resten af midnattens lyde. En gennemtrængende og forvirrende sammenblanding af saxofoner, trompeter, tromboner, klarinetter og kontrabasser fra de omkringliggende speakeasies. Filtret sammen med havmågernes skrige og jammer, bølgernes sprøjten og kasten mod kysten. Alt sammen tilføjet storbyens almindelige støj af råb, knust glas, politifløjter og total eufori.

Den raslende støj lyder nærmere og nærmere. Jeg slipper mit greb om pungen. Den glider tungt tilbage i den marineblå jakkes inderlomme. Jeg rejser mig op, støder et øjeblik fra med den ene hånd hvilende på den marineblå jakke. Hvilket ikke hjælper ret meget. Tværtimod. Slatten og kraftesløs.

Hen ad den måneskins oplyste grusvej. Jeg spejder intens. Dér. Ud af dunkelmørket skyder to store lysende cirkler frem over vejen. Tilføjet den raslende støj er der ingen tvivl. En automobil. Direkte mod mig. Fandens.

Et øjeblik. Jeg kigger på den liggende krop. Prøver et skub med foden. Forgæves. På trods af slapheden stadigvæk alt for tung til jeg kan nå at trække den i skjul bag klitterne. Om få sekunder vil lysene ramme mig, og automobilens passagerer ser mig. En enlig kvinde stående ved en liggende mand. Naturligvis vil de stoppe.

Tænk.

Hm ... Ret enkelt. Jeg hiver hurtigt op i min indigoblå charlestonkjole. Trækker min lille pistol fri af lårhylsteret. Et fast greb med fingeren tæt på aftrækkeren. Mærker en svag fornemmelse af rigtighed. En sitren af ivrer. Endnu ikke tilfredsstillet. Endnu ikke mættet.

Lyset fra automobilens cirkelformede lygter oplyser mig. Hurtig skjuler jeg pistolen langs siden. Gemt bag kjolen. En dyb udånding.

En høj, gennemtrængende og skinger lyd. Hvinende dæk på en knasende vej. Automobilen - en sort Ford Model T - bremser hårdt op.

Plan er ganske enkelt. Enlig hysterisk kvinde i nød. Hjælp mig, åh hjælp mig. Bang. Bang. Om Bruno og Bump skal grave en eller flere grave kan være det samme.

En dyb indånding. Strammer mit greb om pistolen. Jeg er klar.

Bildøren åbnes. Jeg er lige ved at begynde at løbe. Fortvivlet hjælpeløs kvinde. Men nej. En bredskuldret muskuløs mand træder ud. Bruno.

Jeg puster ud.

"Okay Boss" spørger Bruno gående hen imod mig, mens Bump hopper ud af bilen, og Bessie kommer ud fra bagsædet.

Jeg sætter pistolen tilbage i hylsteret, inden jeg bøjer mig ned for at finde pungen igen.

En forkrøblet fløjtelyd. Bump.

Jeg får fat i pungen og trækker den fri af jakkelommen. Rejser mig op og begynder at gennemsøge den.

"Rent pletskud" siger Bump med tydelig beundring i stemmen. Bruno og Bessie sammentygger. Jeg ignorerer dem. En kraftig papirlap. Jeg trækker den ud af pungen.

Et fotografi. Forestillende et par unge mennesker siddende tæt flettende fingrer. Kvinden er spinkel og har en tydelig skrøbelighed. Den perfekte jomfru i nød.

Jeg kaster et blik på den liggende krop. Pretty Boy. Det lysblonde hår med rødbrune streger og pletter. Blod løbende ud af siden på hovedet. De åbne øjne med det foreviget overrasket rædselsfuldte blik. De himmelblå øjne. Den brede mund. Læber med en svag antydning af noget mere end den gyldne drengfacade. Den perfekte helt.

Jeg kigger på fotografiet igen. Ikke noget at sige til, at han var villig til at gå gennem vand og ild for hende. Typisk ...


Og mænd elskede at være helte. Og hvilken bedre måde end at redde en lille hjælpeløs kvinde fra den farlige og fordærvede storby. Hvis det ikke havde været så brugbart, ville jeg havde fundet det anstrengende.

En svag vind bevægede blidt min indigoblå charlestonkjole, mens jeg gik fra parkeringspladsen og nogle få 100 meter hen til Morrisons Apotek. Den kølige efterårsluft fik gåsehuden frem hos mig, og jeg trak min gråbrune pels tættere sammen.

Ding. Lød dørklokken. Bag disken stod ekspertisen Dinah med de indbydende læber og velskabte krop. Hendes mørke dragende øjne mødte mine. Et koket smil med en klar antydning af villighed. Desværre ikke i aften. Jeg nikkede mod bagvæggen, hvor der hang to små fotografier forestillende medicinprodukter med tekster, der lovede redning og mirakler.

Et højlydt suk og efter et sidste kælende blik til mig bevægede Dinah hånden under disken og trykkede på den grå knap. Bagvæggen åbnede sig fra midten og delte sig i to hjørner, der langsomt rullede til hver sin side. Jeg trådte ind i den mørke gang, mens hjørnerne rullede tilbage igen. Jeg nåede hurtigt frem til mit bestemmelsessted. En grå jerndør med et enkelt lukket kighul. Jeg bankede hårdt. Kort efter mødte mine øjne Bumps. Låsen blev slået fra. Bump lukkede mig ind.

En tyk røgluft sprang mig i møde. Med det samme længtes jeg efter at tænde en Lucky Strike cigaret. Rytmiske toner fra saxofoner, trompeter, tromboner, klarinetter og kontrabasser indfangede mig sammen med Bessies hæse melankolske fremførelse af sangen 'Remember Me'.

Som altid var her propfuldt af festlystende mennesker. Unge som ældre mænd i smokinger eller jakkesæt, smukke og raffinerede kvinder i farvestrålende kjoler, der piskede og svajede, mens de dansede. Med så mange menneske samlet var varmen nærmest kvælende, og jeg fik hurtigt givet min gråbrune pels til Bump.

Med festlystende mennesker var det kun naturligt, at de alkoholiske drikke gik som varm brød. Og når det samtidig var ulovligt, var succesen givet på forhånd. Boss Kendrick havde været hurtigt til at se det. Han havde købt Morrisons Apotek og lavet sin egen speakeasy. Det havde gået rigtig godt for ham, indtil jeg, Bruno og Bump skød ham fuld af kugler. Og Boss Kendricks speakeasy blev min ligesom resten af hans bootlegging business.

Boss Kendricks speakeasy havde været god, men min var bedre. Jeg havde gjort The Drogue til det bedste party sted i byen. De bedste musikere, de bedste sangere, den bedste betjening og selvfølgelig den bedste spiritus. Alle som var noget ved musikken strømmede til The Drogue. Senatorer, borgmesteren, politichefen, betjente, overklassen, skuespillere, sportsfolk, osv. Glimmer glimmer glimmer. Og jeg tog mig godt betalt. En tjeneste her en tjeneste der.

"Han er kommet. Står ved baren" hviskede Bump mig i øret. Mit blik flød hurtigt gennem lokalet. Over den energiske og euforiske menneskeklump på dansegulvet. Til baren hvor en høj lyshåret mand iklædt et marineblå jakkesæt stod med albuerne lænet mod bardisken og med ryggen til den dansende menneskeklump. En rigtig pretty boy.

Den dansende menneskeklump var ikke let at komme igennem. Flere skulle lige sige godaften til mig, og andre skulle lige prøve at få en aftale eller to i stand. Alle som en lukkede jeg dem ned med et blik eller en kort bemærkning.

"Cash or check?" Laura Claypoole havde efterladt sin tydelig forvirret dansepartner og trådte tæt ind mod mig, mens hun kælent fremsagde sin anmodning. En køn nipsting af en brunette som hvilede selvsikker i viden om, at hendes familienavn og den tilhørende formue åbnede alle døre for hende. Stakkels lille rige pige.

Musikken stoppede et kort sekund. Tog fat igen med en ny rytme. Jeg kiggede mod den hævede scene foran den dansende menneskeklump. Musikerne Josephine Dillard, Etta Cooke, Wynona Harell, Peggi Everett, Roberta Pointer og bag mikrofonen Bessie.

Hun så nærmest overjordiske ud stående der badet i reflekterende glimtende lys fra hendes sølvgrå kjole. Hendes smukke brune hud var den perfekte baggrund til den glitrende kjole. Mit blik bevægede sig kælent op ad Bessies flotte velskabte krop, de uendelige lange fiskenet strømpe klædte ben, de veldrejede vrikkende hofter, og de velproportionerede smukke bryster, som jeg mange nætter havde befølt med tunge og hænder. Vores øjne mødtes. Hendes brune mine blå. Hun så på mig. Så mig sammen med denne ligegyldige nipsting af en pige.

Selv her et stykke fra hende kunne jeg mærke Bessies stigende irritation over synet af mig og Laura Claypoole sammen. Jeg hævede et øjenbryn. Det gjorde ikke Bessie mindre irriteret. Jeg bøjede mig frem mod Laura Claypoole hviskende "Cash" mod hendes læber og kyssede hende. Et kort men hedt kys. Lige nok til at gøre Laura Claypoole tilfreds. Man legede trods alt ikke med en Claypoole.

Hele tiden var mit blik på Bessie. Hendes øjne skød lyn og fortalte mig tydeligt, at mit lille drilleri ville kræve en senere opmærksomhed overfor hende i nat. Fint, jeg havde alligevel ingen planer efter Pretty Boy. Laura Claypoole åndede tungt ud og så begærligt på mig. Hun sitrede af lyst. Jeg følte til gengæld intet og var nærmest lettet, da hendes efterladte dansepartner endelig tog sig sammen og hentede hende tilbage til sig. Hun protesterede svagt, mens hun kastede opfordrende blikke mod mig.

Bessies hæse sexede stemme gennemborede mig. "I'm mad about the girl" Hendes hofter vrikkede kælent frem og tilbage. Alt imens hendes brune øjne indfangede mine. Drillende med en underliggende antydning af farlighed. Var der noget at sige til, at jeg stadig efter alt den tid var vild med hende.

En berøring på min arm fik mig frigjort af Bessie. Bruno stod foran mig. Så snart han havde min opmærksomhed, sagde han: "Bilen er pakket. Alt er klar."

"Fint." Jeg kastede et blik op på Bessie, der lod sin hånd glide drillende ned over hendes bryst, mens hun holdt mit blik fast. Jeg drejede ansigtet tilbage mod Bruno: "Tag Bessie med."

Han rynkede brynene, og det var tydeligt, at han overvejede, om det var værd at protestere. En vejrtrækning, så flakkede hans blik væk. Han besluttede åbenbart, at det var det ikke. Klog mand.

Jeg bevægede mig videre gennem den euforiske menneskeklump. Bevægede mig med en intens fremgang, som tydeligt sagde at jeg ikke kunne standses. Og det kunne jeg endelig ikke. Min måneder lange plan ville i aften endegyldig kulminere. Pretty Boy ved bardisken var løsningen på alle mine problemer.

Planen var meget simpel. Få Pretty Boy med mig ud til det sydlige bykvarter med alle klitterne, hvor der var enestående betingelser for at skjule en krop for evigt. Og samtidig støjende nok fra de omkringliggende speakeasies og havet til, at ingen ville reagere det fjerneste på et bang eller to. Og Eleonorafalken ville være min.

Indtil jeg i morgen formiddag mødes med kunstsamleren DeSolney på The Blackstone, og sælger gipsfalken for en million. Om eftermiddagen tager jeg over i Magstræde møder op med Polly Reeves og hendes Snare bande. Betaler dem. Når klokken slår midnat, er Vin Germi død, og jeg styrer kvarterne Bucktown og Klæboerne sammen med mit nuværende område. Et helt lille territorie jeg var ved at samle mig.

En ung smokingklædt mand trådte ind foran mig. Rygende en cigaret. Den rene uforfalsket smag af tobak ramte mig. Hurtigt rakte jeg hånden insisterende frem mod manden. "Butt me!"

Et kort sekund lignede han mest en paralyserede hjort fanget i forlygterne. Han fremdrog et lille gyldenfarvet etui, åbnede det med et hurtigt klik og rakte det mod mig. Jeg tog en cigaret. Han klikkede etuiet i igen, puttede det tilbage i smokingjakkelommen og tog en ligeledes gyldenfarvet lighter frem. Cigaretten mellem læberne bøjede jeg mig mod den fremrakte flammede lighter.

Et dybt sug ind. Så skønt. Jeg pustede tilfreds ud. Rakte hånden frem og gav den unge mand et kælent klap på kinden. "Tak Old Sport."

Menneskeklumpen blev tyndere og mere løs jo nærmere, jeg kom siden. Endelig var jeg ude og skulle kun gå et par skidt hen til baren, hvor Pretty Boy stadig stod stiv som en træstamme med albuerne lænet mod disken. Hans blik fæstet på det enkelte cocktailglas foran sig. På kanten af glasset sad et saftigt rødt jordbær. Det virkede ikke til at han havde taget en slurk af den brilliantrøde drik.

Bartenderen Finlay så mig først. "Hvad ønsker fruen?"

"Måske en Pepper's Pride". Først ved lyden af min stemme kiggede Pretty Boy op på mig. Hans himmelblå øjne var lige til at drukne i. For ti eller fjorten år siden ville jeg have været mere end villig til at gøre det. Jeg lænede mig mod ham. "Hvad siger du?"

Hans blik flakkede hen over de mange forskellige flasker spiritus; whisky, gin, vodka, cognac, champagne, rødvin, hvidvin og så meget mere. Hans ansigt var meget udtryksfuld. Det var så let at læse. De himmelblå øjne med sørgmodige undertoner, den bløde fyldige mund med en snert af farlighed. Den perfekte helt. På en og samme tid forpint og en smule farlig. Enhver ung piges drømmemand.

Jeg lagde en blid hånd på hans skulder. Mærkede den lille sitren min bevægelse fremkaldte hos ham. Et kort øjeblik nød jeg det begær, jeg vakte hos ham. "Kom nu, Baby. Vi har en del ventetid endnu. Vin Germi er aldrig punktlig."

Om det var denne konstatering eller hans lyst til alkohol der vandt ved jeg ikke, men han nikkede sammentykkende. Bartenderen fandt to skinnede krystalglas frem og begyndte at lave vores drikke.

Idéen med Vin Germi som skurk var ikke min mest opfindsomme. Ja Vin Germi var en stor spiller indenfor byens prostitution, men jeg havde aldrig hørt, at han lige frem kidnappede sine fruentimmere og trækkerdrenge. Men for Pretty Boy her var Vin Germi den perfekte forklaring på hans sweethearts pludselige forsvinden efter Den Store Krig. Gud ved om det ikke var en meget logisk tankegang, når man som Pretty Boy havde siddet et par år fast i en eller anden krigsødelagt europæisk hovedstad som fredsbevarende soldat.

Selvfølgelig må pigebarnet været blevet kidnappet, i stedet for den langt mere sandsynlige forklaring. Hun var blevet træt af at vente på en for længst glemt ungdomskæreste og stukket af med en anden mand eller kvinde, som hendes fine familie under ingen omstændigheder ville acceptere. Men jeg havde endnu ikke mødt nogen mand, som har kunnet acceptere, at vi kvinder ikke gad dem længere. At det samme gjaldt for Pretty Boy havde vist sig at være ganske brugbart for mig og min plan om at overtage Vin Germis plads i byen.

To fyldte krystalglas blev sat foran os. Jeg tog min, og Pretty Boy fulgte efter en svag tøven efter. Vi skålede. Den sødelig bourbon med en stærk undertone af den nøddeagtig smag fra Oloroso sherryen ramte min tunges smagsløg. Meget lækkert. Pretty Boy nød det tydeligvis også, for han tog flere hurtige mundfulde efter hinanden.

Hm ... Pretty Boy. Mit blik gled bedømmende hen over ham. Han så ret så godt ud. Filmstjerneagtig nærmest. Richard Arlen, Charles Farrell og John Gilbert kunne han sagtens havde konkurreret med, når det kom til udseende. Det korte lysblonde hår, hvor nogle filtret totter gled charmerende ned over panden. De himmelblå øjne som sikkert allerede havde fået flere kvinder og nok en del mænd til at falde i svime over. Trofasthed og venlighed strålede ud af øjnene på ham. Men det som virkelig ramte mig hos ham, var den brede mund med de fyldige læber. Der var en svag antydning af noget pirrende, noget mere mørkt end den gyldne drengefacade lagde op til. Jeg længtes efter at bringe dette væsen frem i lyset.

Min hånd bevægede krystalglasset svagt fra side til side. Jeg betragtede den brunrøde væske danse omkring med isterningerne. Først og fremmest måtte en kvinde gøre hvad, der var nødvendigt for at overleve i denne forhutlede verden. Pretty Boy var hverken den første eller sidste 'bright young thing' på min vej. Til gengæld havde hans far lige erhvervet sig den berømte og meget værdifulde gispskulptur Eleonorafalken. Og Pretty Boy var min nemmeste adgangsbillet til falken.

En ny melodi fra saxofonen, trompeten, trombonen, klarinetten og kontrabassen. Bessies hæst syngende melankolske fremsigelses af ordene "Forgive me Baby, whoo Baby, please forgive me."

Det var en meget tynd historie, men Pretty Boy var desperat og derfor villig til at tro hvad som helst. Hvis jeg havde sagt, pigen blev holdt fanget af Calvin Coolidge i Det Hvide Hus, ville han havde troet lige så meget på mit udsagn. Eleonorafalken for pigen. Enkel og simpel.

Jeg satte glasset fra mig på bardisken og gjorde med et hurtigt fingerløfte op ned tegn til bartenderen, om at han godt kunne fjerne vores glas. Pretty Boy havde forlænges drukket ud og stirrede igen på glassene foran sig. Jeg tog hans hånd i min, et let tryk inden jeg slap den igen. Hans himmelblå øjne mødte mine.

"Har du falken?"

Hans hånd rørte ved hans marineblå jakkesæt. Han følte efter noget et øjeblik. En inderlomme. En ubevidst og afslørende bevægelse. Ikke noget Pretty Boy tænkte det store over. Han nikkede og trak sig lidt ud fra bardisken. Afslørede en sort knælang kasse stående op mod baren. Med en sølv hængelås på siden.

Eleonorafalken. Lige inden for min rækkevidde. Her var løsningen til opnåelsen af alle mine drømme. Jeg ville bøje mig og tage den, men Pretty Boy greb min hånd og rystede hovedet. "Den er meget tung. Jeg skal nok bære den." Han gav min hånd et blidt klem, inden han lod sin synke væk igen. Vores øjne var fastlåst i hinandens.

Jeg slog blikket ned og trak væk fra baren. "Kom, vi må se at komme afsted." sagde jeg hen over skulderen, mens jeg hurtigt bevægede mig ind i den dansende menneskeklump.

Det var sjælden nu jeg følte nogen fortrydelse, tvivl, smerte over at gøre noget. Før i tiden som en mellemting mellem barn og voksen havde jeg haft svære ved at gøre ting upåagtet af konsekvenserne for mine omgivelser. Det var den ting ved mig, Ike havde fundet mest irriterende, og måske også den ting han havde beundret mest. Min eneste svaghed spottede han, når jeg havde fejlet ham igen og igen. Men mine år under Ike havde for længst banket det meste af denne svaghed ud af mig. Jeg havde aldrig troet, at den ville vise sit grimme ansigt nu. I øjeblikket hvor jeg bare skulle gribe ud efter sejren, og alle mine drømme stod til at blive virkelighed. Hvad fanden var der galt med mig!

Fri af den dansende menneskeklump. Bump trådte ind foran mig med min gråbrune pels. Jeg tog den og slyngede den i en blanding af irritation og vrede om skuldrene. Pretty Boy var nu også kommet gennem menneskeklumpen og med et par skridt stod han foran os holdende den høje kasse mod brystet. Hans spændte overarmmuskler var tydelige veltrænede og det samme gjaldt for hans muskuløse overkrop. Kort sagt manden var lækker. De omkringstående kvinder var enige. Deres blikke slugte ham rub og stub.

Bump slog låsen fra og førte os hen ad den mørke gang. Han drejede på et godt skjult håndtag i væggen. Pretty Boy kom gående langsommere bagved os. Kassen med gipsfalken var åbenbar ret så tung at bære. Jeg burde havde ventet, men i dette øjeblik ville jeg bare have det hele overstået. Pretty Boy måtte dø. Men hvor jeg dog i dette øjeblik ønskede, at jeg kunne undgå at gøre det. Tanken hvirvlede rundt. Hvorfor ikke bare lade Bump eller Bruno ordne det? En undskyld med hovedpine, opkastning, eller hvad pokker ved jeg, men bare rolig Pretty Boy, Bump her kan køre dig til mødestedet. Hvorfor ikke?

Væggen skiltes i to og rullede til hver sin side. Apotekets fyldte hylder og glasskabe kom til syne. Bag disken sendte Dinah mig et flirtende blik. Jeg ignorerede hende. Min mund en smal sur streg, mens jeg skyndte mig ud ad døren. Ding, Ding. Og så Ding for Pretty Boy.

Aftenluftens kølige eftertænksomhed skyllede over mig. Mens jeg skred med hurtige skridt mod parkeringspladsen og min bil, begyndte mit humør at løftes igen. Heden fra den dansede menneskeklump havde gjort mig ør. Her ude i den kølige aftenluft med en blid vind bevægende min charlestonkjole, klarede mine tanker hurtigt op. Alt gav mening igen. Jeg havde overlevet at være pige på bunden af samfundet. Overlevet en fordrukken far, en nedslidt mor, fabriksarbejde, sult, overfald. Ike. Alt havde jeg overlevet, og nu med salget af Eleonorafalken kunne jeg endegyldig efterlade rollen som underdog, hvis eneste motiv var overlevelse. Jeg havde klaret den.

Jeg åbnede døren på min Rolls-Royce New Phantom. Jeg satte mig ind på det sort læder betrukket forsæde. Bump åbnede døren til bagsædet for Pretty Boy, som forsigtigt lagde kassen med Eleonorafalken på langs ned i det lille mellemrum mellem for- og bagsæder. Min ene hånd lagde sig på det træbrune rat, mens min anden hånd søgte mod trykknappen på instrumentbrættet. Pretty Boy åbnede døren og satte sig ind på forsædet. Mit blik fangede Bumps i vinduet. Han nikkede svagt. Vi var alle klar. Jeg trykkede på knappen. Motoren sprang brummende og rumlende til live.

Min sidste tanke, da jeg kørte væk fra parkeringspladsen, gennem den indre by mod den sydlige del. Pretty Boy siddende ved min side stirrende frem for sig. Eleonorafalken liggende bagved mit sæde.

Først og fremmest må en kvinde gøre hvad, der er nødvendigt.
Forfatterbemærkninger
En historie om en kvindelig gangster i de brølende 1920'ere.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 06/10-2019 14:06 af Gitte Lindorff Hansen (Gilda) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 3441 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.