Fryseslottet

Vera


6 måneder, 20 dage siden 1 kommentar Uafsluttet Romaner tuberkulose angst historisk roman

0På den yderste dag - Prolog
1945 · Gerda · Det var en af de dage, hvor hun blev ved, selv nu, fle... [...]
Romaner
4 måneder, 16 dage siden
0Værn mod kulde - Snedronningen 1974
David - 1974 · Han kunne høre deres mor på trappen. Hendes skridt v... [...]
Romaner
5 måneder, 19 dage siden
0Værn mod kulde - Naja - Børnehjemmet
Hun stod tidligt op, før varmen blev trykkende mod panden. Det va... [...]
Romaner
6 måneder, 1 dag siden
2Værn mod kulde - Mosehaven
2016 · David · Mosehaven lå i udkanten af byen, hvor villakvarterer o... [...]
Romaner
6 måneder, 11 dage siden
3Den yderste dag
2016 · Kirsten · Knopperne på busken var bristet for tidligt. I går h... [...]
Kortprosa
6 måneder, 14 dage siden
1Fryseslottet - Vera
1911 · Tuberkulose: Hoste og blodigt opspyt. Træthed, feber og natt... [...]
Romaner · tuberkulose, angst, historisk roman
6 måneder, 20 dage siden
1Værn mod kulde - Prolog
Prolog · 1945 · Gerda · Hendes mor blev ved. Det var en af de dage, hvo... [...]
Romaner
6 måneder, 23 dage siden

Puls: 2,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Stine Nørregård (f. 1995)
1911

Tuberkulose: Hoste og blodigt opspyt. Træthed, feber og nattesved, dårlig appetit.
   Vera åbnede vinduerne langs korridoren ét for ét, lod den rene, kolde morgenluft trænge ind til børnenes skrøbelige lunger.
   Kur mod tuberkulose: Frisk luft.
   Sanatoriet lå ud til fjorden. I horisonten kunne hun skimte vandet som et flimrende gråt tæppe under en hvid dis. Det var en råkold morgen. Så snart solen brød igennem, ville disen stige og opløse sig. Det ville blive en klar dag med blå himmel. Børnene ville misse med øjnene, når de blev lagt ud under markisen på verandaen. Det var dér, de skulle ligge, børnene der kunne modstå kulden. Hvor feberen var faldet.
   Tuberkulose: Infektionssygdom i lungerne. Smitte: Mikroskopiske dråber i luften, når børnene hostede, snakkede, grinede, nøs.
   Som i eventyret. Det var sådan, hun forklarede det for børnene. Mikroskopiske splinter fra det store troldspejl, så bittesmå, ikke til at skimte med det blotte øje. De kunne ramme enhver.
   Hun var faldet i staver, som hun havde for vane i korridoren ved vinduerne, når der ingen mennesker var, når dagen endnu ikke havde afsløret sig selv i sin fantasiforladte efterligning af forrige dage: endnu en stuegang. Hvor dagen endnu var ny.

*

"Ikke slangen!"
   Der lå sytten børn på en attenmandsstue. En pige vred sig i sengen, slog hænderne op for munden. Lyset fra de høje vinduer faldt ind over børnene i søjler. De var alle pakket godt ned under tæpperne. Der var koldt på tuberkulosesanatoriet, på fryseslottet, som Vera hviskede til børnene i smug.
   Er det virkelig et ægte slot?
   "Så. Nu skal du vise os en dygtig pige."
   Overlægen nikkede til oversygeplejersken. Han vendte sig om mod håndvasken og vaskede hænder med rutinerede bevægelser under den tynde vandstråle, og Vera stod klar med håndklædet.
   "Det er ikke så slemt."
   Sygeplejeeleven smilede indøvet, lagde en hånd beroligende over pigens, men Vera ville ikke lyve.
   De satte skærme op om pigens seng. Der var nysgerrige øjne i stuen. Børnene kendte slangens lyde, men blev skånet for synet. De var kun glade for, at det ikke var deres senge, der nu blev sat skærme omkring, at de denne morgen kunne vide sig undgået af slangen, putte sig længere ned under dynen. Vera kunne til tider mistænke børnene for at glemme deres sygdom, når en patient skulle have slangen. Der var sjældent nogen, der hostede, sjældent nogen, der beklagede sig. Gjorde sig usynlige.
   Det var en sædvanlig procedure. Vera og sygeplejeeleven stillede sig på hver sin side af sengen efter at slangen var kørt ind på et rullebord. Den skulle ned gennem halsen, hvorigennem der blev hældt lunken vand ned i mavesækken, og den samme væske blev suget op igen, sendt til dyrkning og mikroskopi. Det var tegn på bedring, når lægen forlangte en maveskylning. Kunne der ingen baciller påvises i mavesyren efter tre maveskylninger, blev patienten udskrevet.
   "Nu må De værsgo at gabe op."
   Overlægen stod med slangen i hånden, og pigen kunne se, hvor lang den var, og hun kneb læberne hårdt sammen, greb fat om sengens kanter, da lægen lænede sig ind over hende, og hendes knoer blev hvide.
   "Gab op," forlangte han, da hun ikke adlød, og det lød hårdt i en ordre, og pigen åbnede kun munden en smule. Vera kunne se i hendes øjne, at hun vidste, at der ikke var nogen vej udenom.
   "Kom så."
   Han greb fat om hendes kæbe, pigen åbnede munden i en refleks, og han førte slangen hurtigt ned, og pigen hev den op igen med begge hænder kort tid efter, og hun gylpede. Tårer sprang frem i hendes øjne.
   "Ja."
   Overlægen trådte et opgivende skridt tilbage, som om han i et øjeblik tog det for nær, rystede på hovedet ad pigen.
   "Vi vil dig jo det bedste."
   Vera bøjede sig over pigen, den lille Elise, hviskede i hendes øre:
   "Kan du huske eventyret? Om roserne?"
   Elise rystede på hovedet, men nikkede så.
   "Hvis den lille Gerda kunne gå så grueligt meget igennem, så kan du gøre det samme, tror jeg. Tror du ikke? Tænk på roserne. Hvilken farve havde de? Var de røde? Var de hvide?"
   Der skulle ikke meget til for at gøre dem rolige. De skulle tænke på noget andet.
   Oversygeplejersken nikkede til overlægen.
   "Så tænk på eventyret."
   Vera greb fat om pigens hænder, da lægen tog fat om hendes hage, forsigtigt. Nu førte han slangen ned. Pigens ben slog spjæt af reflekser, så lægen måtte lægge sig over hende, men hun lå stille med hænderne under Veras, stirrede op i loftet uden at blinke.
   "Roserne," hviskede Vera. "Tænk på roserne."
   Det gik så hurtigt, som det kunne, da overlægen nikkede til sygeplejeeleven, der satte sugeapparatet til, da slangen endelig var nede, og stuens børn fik store øjne over dynekanten, da de kunne høre sugelydene og halvkvalte host, før slangen blev trukket op igen.
   Pigen svedte i hårkanten. Hun drejede hovedet på puden og så ind i Veras blik, før hun lukkede øjnene. Nu var hun træt. Nu var det overstået.
   "Det var jo ikke så slemt."
   Vera foldede skærmene sammen og satte dem ind til væggen. Børnenes hosten vendte adspredt tilbage, forstærkedes af hinandens. Hun åbnede vinduerne mod fjorden, mærkede luften i en kølig brise om sine kinder.
   "Snedronningen."
   Hun vendte sig rundt tidsnok til at se overlægen forlade stuen. Han havde genkendt eventyret. Han havde set på den unge sygeplejerske, der nok kunne virke til at have tankerne andetsteds, af flyvsk manér, men som, når det gjaldt med slangen, udviste en sjælden indlevelse i børnene. Som kunne trænge ind til dem. Gøre dem rolige.

*

"Er det så snedronningen, der har taget hende?"
   I den tredje af Elises maveskylninger, var der igen blevet påvist baciller efter to rene. Som om de baciller, der havde ligget i dvale, igen var vågnet. De havde spredt sig til lymfeknuderne, spredt sig til andre organer. Der havde være blod i urinen.
   Vera sad med eventyrbogen i skødet i en stol på verandaen, hvorfra der var udsigt over fjorden, hvor martssolen var skarp i øjnene. Fire børn lå ved siden af hende med tæpper trukket op under deres hager, huer trukket ned over deres ører.
   "Det er trods alt kun et eventyr."
   Det mente hun, at de havde krav på at vide. Det kunne for nogle af børnene være svært at skelne mellem fantasi og virkelighed. Tuberkulosesanatoriet lå afsondret, som en anden verden for sig, med sine egne dage, sin egen tid, ved fjorden. Med lange korridorer, hvide kittelklædte, kold vind, kunne det være svært at skelne hvorvidt virkeligheden, som den gjorde sig gældende derhjemme, var den samme på Fryseslottet. Og Vera tænkte ved sig selv, at eventyrene oftest måtte gøre nytte, som nu. Hvad ellers skulle hun fortælle dem? At Elise var gået bort? At hun var død af de samme bakterier, de selv havde i lungerne? At det kunne gå den samme vej for dem. Efter to rene maveskylninger ... Der var ingen garantier.
   "Man må gerne lade som om."
   Vera lod sit blik fæstne sig på horisonten, på solens glimt i vandet. Hun hørte børnenes stemmer, den livlige Peter:
   "Så har hun fået snedronningens kys. Det ved jeg."
   "Nej, hun har ej."
   "Et stort og koldt og vådt smækkys."
   "Det har hun vel ikke ..."
   Nu skændtes de under tæpperne. Peter rejste sig på albuen, med øjne der skinnede af spænding.
   "Så er hun i snedronningens slot, så er hun blå af kulde. Med iskolde vinde, helt stiv. Så fryser hun ihjel."
   "Det kan hun vel ikke, hvis hun allerede er død."
   "Hvem siger, man ikke kan dø to gange? Har du da prøvet det?"
   "Nu skal I ikke ophidse jer."
   Vera rejste sig fra stolen. Hun skubbede Peter tilbage på puden og stoppede tæppet så langt ind under madrassen, at drengen blev som en puppe. Han vrikkede sig med det samme lidt løs.
   "Vil du ikke nok læse om snedronningen? Rigtigt?"
   Børnene gav sig til at plage hende. Alles øjne var som klæbet til eventyrbogen, da hun bladrede i den forsigtigt. Den var efterhånden blevet skrøbelig og tynd i kanten af siderne, hvor den engang havde været brændt, var ved at gå løs i ryggen.
   "Så husk, at det er et eventyr. En forfatter har skrevet det. Og hvad hedder forfatteren?"
   En pige hviskede, den lille Signe: "Hans Christian Andersen."
   "Men måske har han selv oplevet det? Og selv skrevet det ned?"
   Det var igen Peter, der rejste sig. Veras mors ord kom til hende, netop som hun skulle til at læse:
   Det er ikke en snedronning. En isheks.

*

Hun havde lagt mærke til at overlægen iagttog hende, oftest når hun var alene, når hun stod ved linnedskabet, eller når hun stod i skyllerummet, kogte spytkrus og flasker, så stod han der.
   Oftest nikkede han blot, når de i et flygtigt øjeblik fik øjenkontakt, så fortsatte han med sine nøje afmålte skridt på korridoren. Der lød en taktfast rytme. Vera blev stående og lyttede til de aftog, før hun fortsatte med kanylerne.
   Denne aften havde hun lagt mærke til lyset. Det var i begyndelsen af april måned, og lyset fra dagen var der endnu, da hun trådte ud af skyllerummet, ud i korridoren for at lukke vinduerne for natten. De lyse nætters tid.
   Hun nynnede for sig selv, hvilket hun ofte gjorde, når der var for stille, når hun gik sin aftenrunde og skulle lukke vinduerne, og kun kunne høre sine egne skridt.
   Hun følte stemningen så tydeligt, duftene fra havens udsprungne blomster, der trængte ind med sin tunge sødme, det hårde murværk i korridoren, de dybe vindueskarme, hvide gardiner. Alt blev mere levende om aftenen på en døsig, drømmeagtig måde, som om hun i et øjebliks eufori kunne bilde sig selv ind, at nogen holdt øje med hende.
   Værre var det om vinteren, når mørket kom tidligt. Hun kunne næsten se det i dets ankomst til korridoren; komme krybende som et sort slør over gulvet, kravle op ad væggene, vælde ind ad vinduernes sorte munde, som en sort ånde. Der kunne blive så sort blandt de bleghvide ansigter, hvide kitler, hvide gardiner.
   Vera var bevidst om sin egen fantasi, der kunne løbe af med hende. Billederne der kunne få hende til at gyse og gribe fat om vindueskarmen. Hun kunne smitte børnene med sine forestillinger. Hun ville alligevel ikke være dem foruden.
   "De er måske faldet i staver?"
   Hun drejede hovedet i et ryk mod korridorens modsatte ende, hvor stemmen kom fra.
   Hun var ikke bange for overlægen. Han kunne være hård i munden med sine hårde kommandoer, med sine ordre til børnene, men han nærede omsorg for hvert eneste barn. Den lå i hans hænder. Måden han lod sin hånd hvile over et barns pande, lod den hvile der længere tid end nødvendigt.
   Han stod ved vindueskarmen på den anden side af korridoren over for sit kontor, stod med hagen hævet ved det endnu åbne vindue, med hænderne samlet bag ryggen. Han talte til hende om udsigten. Vera vidste ikke, hvad hun skulle svare. Overlægen havde ikke før talt til hende direkte, som nu. Hun ventede på lyden af hans skridt, der fortog sig, men der var stille i korridoren.
   "De kalder det Fryseslottet, har jeg ladet mig fortælle." Han gentog det for sig selv uden at værdige hende et blik.
   "De fryser måske?"
   Nu vendte han ansigtet mod hende og smilede, spørgende. Hun havde sjældent set ham smile. Nu smilede han til hende.
   Hun gengældte hans smil, trak gardinerne for vinduet, fortsatte til næste.
   "De ser mig nu lidt bleg ud."
   Vera mærkede en varme stige op i sine kinder. Hun var ikke vant til at blive lagt mærke til. Bleg? Hun kom til at lukke vinduet for hårdt, så stilheden efter føltes brat.
   "Går de ture ved fjorden?" fortsatte overlægen. Han smilede ikke længere. Så ikke på hende. Så ud ad vinduet.
   "Det hænder."
   Hendes stemme var blevet lille. Hun var sikker på, at overlægen, når han næste gang så på hende, ville se på hendes kinder. At hun hverken var bleg eller frøs.
   "Hvis De henter deres frakke, så møder jeg Dem ved garderoben."
   Nu hørte hun hans skridt fortage sig. Hun så ham forsvinde i udkanten af sit synsfelt ind på kontoret. Hun lod ikke længere mærke til lyset. Til mørket.

*

Han gik med den samme holdning, som når han bevægede sig på korridorerne, som når han stod ved vinduet: med hænderne foldet bag ryggen.
   "De arbejder meget. De kunne måske trænge til lidt frisk luft."
   Hun sendte ham et høfligt nik. Hun indåndede ikke andet. Kold og frisk luft på fryseslottet.
   De fulgte gangsystemet, der var anlagt som spadsereruter til børnene, med bænke til hvilepauser ved udkigsposterne, bakker med forskellig stigningsgrad til øvning af lungerne. Stien gik op og ned, åndedrættet ligeså.
   Kur mod tuberkulose: Hvile. Frisk luft. Motionsture.
   "De har jo allerede en sund kulør i kinderne."
   Overlægen standsede brat og vendte sig mod hende, som var det noget, der overraskede ham, og Vera sendte ham et høfligt blik magen til det første. Hun havde aldrig set overlægen i andet end hvid kittel. Nu var han klædt i en lang, mørk frakke. Bag dem lyste det fra vinduerne i Fryseslottet.

Vandet skyllede op ad stranden som mørkeblå tunger, og trak sig tilbage igen, som mørkeblå tunger, der fortrød.
   Det forekom Vera, at overlægen ikke bekymrede sig synderligt om hendes helbred. At det var noget andet end farven på hendes kinder, der var årsag til denne natlige spadseretur. (Hende?) Og overlægen kunne fornemme denne undrende tøven. Han havde lagt mærke til hende de seneste vintermåneder, det tidlige forår, til nu. Hun havde ikke lagt mærke til ham, måske kun i skyllerummet, ved linneddepotet, når han i et anfald af vovelyst, lod hende fange hans blik. Hun havde ikke lagt mærke til ham, når hun læste for børnene på verandaen, når hun hviskede de hvemvéramte søde ord i ørerne, strøg håret væk fra deres øjne med ømme fingre. Hun var så inderligt god ved børnene. Det lyste fra hende som fra ordene i en salme, som glorie og stråleglans. Han kunne ikke beherske sig.
   "De undrer dem måske?"
   Vera trak på skuldrene. Hun så ud over vandet, hvor det føltes naturligt at lade blikket hvile, ved bevægelsen fra brisen i bølgerne.
   "Bogen ... Er det Deres egen?"
   Først vidste hun ikke, hvilken bog, der var tale om. Det kunne kun være én.
   "H. C. Andersens?" spurgte hun, og overlægen nikkede. Hun havde arvet den fra sin mor.
   "De læser så pænt for børnene. De er meget glade for Dem."
   Overlægen gelejdede hende hen til en hvid bænk, der stod skjult i et hybenkrat med udsigt til en bro, hvorfra børnene kunne bade, når det var sommer, når de var i bedring.
   "De er særligt glad for Snedronningen?"
   "Børnene eller jeg?"
   "Det er oftest Snedronningen, De vælger."
   "Nu befinder vi os trods alt på Fryseslottet."
   "Så det er derfor."
   Vera nikkede. Børnene plagede hende. Hun skulle læse det igen og igen.
   "Hvad synes De så, at det handler om?"
   Hun havde ikke forventet at blive stillet til ansvar for eventyret.
   "Har De selv læst det?"
   "Jeg har lyttet til det."
   Lyttet til hende.
   "Det handler om uskylden."
   Vera hørte sin egen stemme. Hun hørte vandet, der trak op mod deres fødder, trak sig tilbage igen.
   "Gerda er uskyldig, fordi hun er et barn. Hun tror på det gode, at hun kan redde sin Kay, for han har en troldsplint i hjertet, og et i øjet. Han kan ikke se klart. Ikke engang roserne, alt er grimt, roserne er ædt af ormene. Kun Gerda kan redde ham."
   "Og hvad mere handler det om?"
   Overlægen så på hende. Vidste han det? Ville han høre hende fortælle det?
   "Uskyldens magt. Barnets."
   Vera hørte sig selv hviske. Hun sagde ikke mere. Hun tænkte det: Overgangen fra barn til voksen. Fra det levende fantasifulde, endnu uvidende. Barnet, der troede på snedronningen, på fryseslottet, snedronningens kys. Den voksne, der var vidende. Kunne se det hele, som det var. Baciller i lungerne.
   "Måske fordi De endnu ser Dem selv som et barn?"
   Vera følte det snørre sig sammen i hendes hals. Hun ville rejse sig op og gå, men blev siddende.
   "De har en sjælden fortrolighed med børnene. De tror måske selv på eventyrene?"
   Han så på hende.
   Hun havde set børn dø. Hun havde set blodet forlade børnenes ansigter. Set et dødt væv fra en lunge. Var hun endnu ikke for vidende? Hun troede ikke på eventyrene. Hun vidste, at det var det, de var. Eventyr.
   "Min tro er jeg vel selv herre over."
   De så dagens sidste lys flimre og svinde ind i en bræmme langs horisonten. Hun kunne til tider bilde sig ind, at hun troede. Var det dét, der gjorde det? Var det derfor, at hun i korridoren, i mørket, kunne fornemme et par øjne, der så hende, en gysen fra en kold vind, der ikke trængte ind gennem vinduerne, der kom fra hende selv.
   Hun rejste sig med et sæt fra bænken, som om overlægen havde beskyldt hende for noget grusomt. At hun skulle se sig selv, som et barn. Hun var ikke et barn.
   Der var kun få meter fra hendes fødder til vandkanten. Så vidste hun ikke, hvad hun gjorde, eller hvorfor, da hun tog sine sko af. Hun havde gået i dem hele dagen, ind og ud af sygestuerne, op og ned ad korridorerne.
   "Et barn, siger De."
   Hun løsnede forklædet, lod det glide ned over sygeplejedragten. Hun stod i sin hvide underkjole.
   "Så skal De se et barn."
   Hun gik ud i vandet med høje, beslutsomme skridt. Der stod skumsprøjt op om hendes krop. Vandet var koldt, hun mærkede det trænge gennem kjolestoffet, ind til huden. Hun slog plask med håndfladerne i vandoverfladen, drejede rundt så hurtigt vandets modstand tillod hende, slog hovedet op mod himlen. Hvad gik der af hende? Hun var ude af sig selv. Noget i hende ville ud. Endnu en stuegang. Endnu et gardin, der blev trukket for. Endnu et vindue, der blev lukket.
   Hun grinede.
   Jo, hun var nok som et barn.
   Hun kunne ikke huske, hvornår hun sidst havde været lykkelig, som nu, og det var som om hendes krop anede, at det var sidste gang. At hun med bevidstheden om forskellen på barnets og den voksnes sind, ikke længere ville være i stand til at forlade den voksnes. For hun var ikke længere noget barn.

*

Han rejste sig fra bænken, iagttog hende i vandet, med hvad der først var målløshed, siden afløst af frygt og begær, en længsel. Hun havde barnet i sig. Hun var ung og lysende.

*

Hun hørte ham i vandet, ingen taktfast rytme, kun vandoverfladen, der blev brudt, til han standsede bag hende, lagde sine hænder på hendes skuldre. Hun stod helt stille.
   Hun lagde mærke til sit åndedræt, der var forpustet. Hun så ned ad sig selv på sin kjole, der var gennemsigtig og klæbede til kroppen. Hun så sig selv gennem kjolen. Han stod lige bag hende.

*

Hun sad ved sit skrivebord i sit værelse i fløjen, der vendte væk fra fjorden, ind mod skoven, hvor hun havde udsigt til trækronerne.
   Snedronningen.
   Hun havde eventyrbogen slået op foran sig på bordet. Eventyret om snedronningen. Hvad handlede det om? Hun læste det for sig selv, om roserne:
   "Roserne blomstrede den sommer så mageløst; den lille pige havde lært en salme, og i den stod der om roser, og ved de roser tænkte hun på sine egne; og hun sang den for den lille dreng, og han sang den med:
   "Roserne vokser i dale,
   der får vi barn Jesus i tale!"
   Hun huskede sin mor i glimt fra årene i tagværelset. Hun huskede sin mors øjne, når hun læste højt for dem, inden hun blev syg, hvordan de blev anderledes, som om de ikke længere tilhørte hendes mors. Som om de var et andet sted.
   Hendes mor havde bedt hende tage eventyrbogen med sig, da hun rejste. Hun havde løftet den op fra slagbænken med begge hænder, havde pakket den ind i en gammel, hullet strik. Hun havde talt til hende om eventyret, altid det samme. Snedronningen. Hun havde hvisket til hende:
   Virkelighedens snedronning er en isheks.
   Hun måtte endnu en gang lime siderne fast til ryggen, hvor de havde løsnet sig. Hvor de var brankede i kanten. Endnu et glimt kom til hende: hendes far, der lagde bogen ind i ovnen. Hendes mor, der stak hånden ind og hev den ud igen.
   Hun havde ofte fornemmet, at der var mere. At hun en dag ville kunne genkalde sig morens forklaring om snedronningen, isheksen, eventyrbogen. At den skulle ligge i hende latent, som bakterier, der kunne vågne, vækkes til live pludseligt, latente erindringer, tanker, dukke op gradvist, men hun huskede intet. Hendes mor var død. Der var kun eventyrbogen. Det var alt, hvad den var: En bog med eventyr.

*

Hun stod i korridoren i mørket. Intet andet. En korridor med fravær af lys.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/12-2019 10:39 af Stine Nørregård (Tyren95) og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3483 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.