Det var en varm dag i midten af August. Hun kiggede ud mod bølgerne, mens hun dyppede tærene i havet. Hun vidste ikke hvad som ville komme. Men usikkerheden skræmte hende ikke. Ikke mere. For uanset, så vidste hun at det ville blive bedre. Det måtte det. Hun tog et skridt ud i vandet. Så et til.

Hun havde ikke anet hvad hun gik ind til. Hun havde bare sagt ja. Ja, af nød, men også ja af nysgerrighed. Hun havde troet at hun kunne, fordi hun ville. Det havde dog vist sig at vilje ikke var nok. Ikke denne gang. Det havde tærret på hende. Mere end hun havde ville indrømme, men også mere end hun havde kunne skjule.
   Sporerne havde vist sig. Som en strøm af tårer, som bølger af træthed og som små og store huller i hendes ellers så glimrende hukommelse. Hun var blevet fraværende. Det var som om hun var blevet væk lige der hvor hun var.

Hun tog et skridt længere ud.
   Den stærke vind fra dagene før var stilnet af og erstattet af en lettere brise, dog kunne stormens spor stadig fornemmes i vandet.