Værre
   værre end værst
   under kommoden
   med de rynkede ben
   snerrer de
   som mus
   uden deres huller.
   Havde jeg tænkt efter
   var jeg skredet i svinget og smuttet som en mandel
   nu
   er gode råd dyre

Nede om hjørnet ligger der faktisk en dyrehandler, det var der jeg købte kælekaninen. Ninka Nina. Det var en dværgvædder med store brune øjne. Pluskæbet. Blød som smør, med dejlige deller og lange ører.
   Da jeg så den, ville jeg have den: "Hvad koster den der", spurgte jeg manden i butikken.

"150 kr. - 500 med bur, foder og diverse".

Jeg så på ham, han måtte være sindssyg. Men jeg ville have kaninen: "300", sagde jeg. Jeg havde 400 i pungen, der skulle bare også være til mad: "og min arbejdskraft sort i to dage", sagde jeg og så sukkersødt på ham.
   Han smilede tilbage, det var åbenbart et sprog han kunne forstå: "Kom klokken 10 i morgen", sagde han, da han åbnede butiksdøren for mig.
   Så gik jeg med Ninka.
   Ninka var det bedste der skete for mig de måneder. Mit krammedyr, min hemmelige ven. Når jeg var hjemme lukkede jeg hende ud af buret, og hun løb rundt mellem mine ben. Det er løgn når folk påstår kaniner hopper. Ninka Nina pilede raskt afsted, og hun var hurtig. Hvis jeg ikke passede på, smed hun små pøller alle vegne. Når hun startede sine skudsalver, plejede jeg at tage hende og sætte hende i buret. Med tiden lærte hun, at bruge det som toilet. Til gengæld gnavede hun i alt, jeg skulle ikke have bøger, papir eller andet hun kunne gnaske i stående i hendes højde.

I dag lukkede de for strømmen. Jeg vidste det på en måde godt. Regninger og rykkere, er som bjerge, jeg aldrig kan bestige. Jeg har ringet til elselskabet. De siger jeg er nødt til at betale regningen, før de lukker op igen. Jeg må vente til den første. Jeg skulle aldrig have købt kaninen. Jeg har ikke råd til hende.

Jeg har brugt to dage på at rense og rengøre bure i dyrehandlen. Slangerne får ejeren mig ikke til at røre, de er klamme. Det er også i orden siger han, bare jeg klarer resten. Jeg spørger ham, om han ikke har brug for en til at gøre rent, et par gange om ugen?

Han ser på mig: "Sort"? Spørger han.

Jeg nikker, jeg kan godt bruge pengene.

"400, hvis du kommer 3 gange om ugen"

!600 kroner er mange penge: "500", svarer jeg. Op i røven, så er rengøring heller ikke sjovere, heller ikke selvom den er sort.

Han nikker, og jeg ærgrer mig over jeg ikke sagde 600.

Ellers går jeg på seminariet, det vil sige det er meget længe siden, jeg har været der. Min fremmødeprocent er nok efterhånden nær nul. Signe er den eneste, der har kontaktet mig. Jeg bandt hende en rørende historie på ærmet, om at min far er ved at dø af kræft. Lige bagefter fik jeg et sødt lille kort fra min studiegruppe. Siden har jeg ikke hørt noget. Jeg er også helst fri. De smider mig vel ud, jeg ved ikke hvornår, men når de gør udebliver SU en, og nå ja sikkert også den ekstra indbetaling fra far og mor.

Det banker på min dør.
   Vanvittigt, hvem kan det være?
   Jeg gider ikke snakke med nogen, hverken i dag eller i morgen.

Jeg bliver siddende stille i sofaen, indtil brevsprækken giver sig, og spytter noget ud på gulvet i entreen.
   Så går jeg går ud og kigger. Der ligger et brev, en rudekuvert.

Jeg tager det med ind i stuen, sætter mig ved spisebordet og sprætter op. Det er en rykker, det er da klart.
   Betal din husleje eller bliv smidt ud. Jeg glor skræmt på ordene, det burde ikke komme bag på mig, men det gør det.
   Hvad vil de gøre? Vil de komme med en kran og flytte mig? Og hvad med Ninka Nina, hvad skal jeg gøre af hende?