En 5-årig pige står ved klaverbænken foran klaveret i stuens nordøstlige ende. Det er juleaften, og de er netop færdige med at pakke julegaverne ud. Bag pigen er juletræet, en bunke iturevet gavepapir, sofabordet fyldt med julegodter og resten af familiemedlemmerne, der snakker om deres gaver. Hun kigger på gaverne på bænken. Tager dem op en efter en og mærker dem. En lille kurv er pakket ind i gennemsigtig plastik.
   I kurven er der små, roseformede sæber i forskellige pastelfarver. Hun tager kurven op til næsen og snuser ind. Hun prikker hul i plastikken, og tager den af kurven. Tager de små sæber i hånden en efter en og dufter til hver farve. Faderen går hen bag pigen og taler til hende, mens han bliver stående mellem hende og resten af familien. Pigen står helt stille et stykke tid. Hun sætter kurven forsigtigt på klaverbænken, og går fra stuen til sit værelse, hvor hun lukker døren efter sig. Faderen kigger efter hende, drejer rundt og går tilbage til sofabordet, hvor han sætter sig og tager et stykke konfekt.

-o-

Jeg stod og kiggede på alle de fine julegaver, jeg havde fået. Kurven med de små rosensæber var fra min moster, og den var så fin, at jeg først ikke nænnede at fjerne plastikken. Men jeg blev alligevel for nysgerrig på, hvilke farver der duftede hvordan. Jeg tænkte på, at jeg ikke ville bruge dem, for så ville de forsvinde. Jeg ville have dem stående på mit værelse, så jeg kunne dufte dem hele tiden. Jeg tænkte på moster med glæde og taknemmelighed, for det var ikke noget, jeg havde ønsket mig, men det var måske den bedste gave, jeg havde fået. Moster var altid så pæn og velduftende, og de dejlige sæber fra hende mindede mig om hende selv.
   Da far talte bag mig, stivnede jeg. Der var noget i hans stemme, jeg havde hørt før.

- Du ved godt, hvorfor moster har givet dig sæbe, ikk'? sagde han.

Jeg svarede ikke. Jeg vendte mig heller ikke om. Jeg ventede.

- Det er, fordi hun synes, du stinker.

Jeg kunne mærke, hvordan en knude strammede til og voksede i min mave. Jeg troede, moster var glad for mig, men nu tænkte jeg, at hun måske slet ikke kunne lide mig. Jeg syntes ikke, jeg lugtede grimt, men hvis moster syntes det, måtte jeg hellere sørge for ikke at komme for tæt på hende.

Jeg skammede mig over, at moster syntes, jeg stank, og jeg var bange for, at der var nogen i stuen, der også syntes, jeg stank. Jeg stillede kurven forsigtigt ned og listede lydløst ned på mit værelse. Jeg kravlede op i sengen, trak dynen op over hovedet og gav mig til at græde. Mine omgivelser voksede og voksede, og jeg så mig selv blive mindre og mindre, til jeg kun var en prik og forsvandt. Det var kun mig, der vidste, jeg fandtes, for jeg var så lille, at verden ikke ænsede mig.

Moster nåede ikke at få kendskab til hændelsen. Hun var borte, inden jeg lærte, at far bevidst havde løjet for mig for at isolere mig fra mennesker, der holdt af mig.