I
   Jane havde netop sat sig et øjeblik med en kop eftermiddags te. Fra vinduet i køkkenet havde hun et godt overblik over vejen nedenfor. Ude på det det åbne stykke op mod bjergene fik hun øje på Paddy, som kom gående på vej ind til købmanden. På den afstand var han bare en krop med arme og ben. Men da Paddy var den eneste, hun havde set gå på vejen, var hun ikke i tvivl.

Paddy var lige blevet 25 år. Han var stor og stærk, og altid venlig og hjælpsom, men tilværelsen var aldrig faldet ham let. Paddy havde fået en hjerneskade under fødslen. Så siden hans forældre døde, havde alle i det lille samfund følt, at de havde et fælles ansvar for ham.
   Ingen regnede med, at Paddy nogen sinde ville kunne klare sig selv. Alligevel var det lykkedes ham at overbevise de sociale myndigheder om, at han faktisk var i stand til at kunne bo alene, efter at hans mor var død.
   Paddys far havde haft dårlige lunger og familien var derfor flyttet fra Newcastle til Lake District i det nordvestlige England, for fem år siden. Hans far havde håbet, at den friske luft ville kunne styrke hans lunger.
   Til huset hørte der et stort landområde, som udgjorde hele sydsiden og den flade top af et bjerg. Jorden var i sig selv ikke meget værd, men den gjorde det muligt for dem at holde får og geder og den havde givet Paddys far en idé. Han havde set, at det var lettest at komme op til toppen af bjerget fra sydsiden og at der var mange turister, som startede herfra. Ikke bare udsigten fra toppen men også selve turen op hørte til blandt de smukkeste i området.
   Så snart Paddys far havde overtaget huset, var han da også gået i gang med at afmærke en sti. Han havde tænkt sig at opkræve betaling, men en af de lokale beboere fortalte ham, at han ganske vist var ejer af jorden, men i bjergene skulle ingen betale for at gå over anden mands jord. Da det havde været en indtægt som Paddys far havde regnet med, var det et alvorligt problem for familien. Forældrene havde dog været enige om, at de penge, som stadig var i overskud fra hushandelen da de var flyttet hertil var Paddys. De måtte ikke røres.


II
   Jane fulgte Paddy med øjnene -. Det var da onsdag i dag - var det ikke? Det var sært. Paddy plejede da altid at hentet sine varer nede hos købmanden mandag og fredag.
   Tanken gjorde hende bekymret for Paddy. For hun havde allerede set ham gå ind til byen én gang tidligere på dagen, og da var han kommet tilbage uden købmandsvarer. Det var nok bedst, hun holdt øje med ham.

Paddys far var død pludselig for tre år siden. Kort tid efter havde hans mor fået konstateret en alvorlig sygdom. De havde lige netop kunnet klaret sig igennem, men da Paddys mor blev så dårlig, at hun måtte blive i sengen, blev det nødvendigt at tage af Paddys penge.
   Allerede den første dag moderen måtte blive i sengen, fortalte hun ham, at hun om ikke så mange måneder ville dø af den sygdom, hun havde, men at han ikke skulle være bange. Inden det skete, ville hun sørge for at lære ham alt det, som han skulle gøre, når hun ikke var hos ham mere. Derfor var det vigtigt, at han fra nu af huskede alt det, hun fortalte ham. Fra den dag passede Paddy sin mor og klarede alt det huslige
   Fra sengen lærte hun ham at lave mad, gøre ren, vaske tøj og alle de andre ting, som ville være nødvendige, hvis han skulle kunne klare sig selv. Hun vidste, hvor vigtigt det var at fortælle ham det, han skulle gøre så enkelt og med så få ord som muligt.
   Men der var noget, som Paddys mor ikke vidste. Han fortalte det heller aldrig til nogen, for han troede, at det var at snyde. Paddy vidste, at han kun ville klare sig hvis han fulgte sin moders råd. Han vidste også, at hun ville blive ked af det, hvis han glemte noget af det, hun havde lært ham. Derfor blev det det vigtigste af alt for Paddy at kunne huske alt det, hun havde sagt.
   Hver aften når Paddy havde sagt godnat. Gik han ind på sit værelse. Her sad han og skar sider og bunde ud af de papkasser, han bar købmandsvarerne hjem i. Papstykkerne brugte han som tavler. Hver tavle beskrev en arbejdsopgave med en tegning og en simpel tekst.
   En planche for hver af de forskellige retter han kunne lave. En for hver af de huslige opgaver osv. Han havde en tavle med tegninger af alle varerne, han købte hos købmanden. Tavlen viste både prisen og hvor stor en del af indholdet, der skulle bruges i hver ret. På den måde lykkedes det ham at forstå, hvor langt de penge, som stod i banken kunne række.
   Når han var færdig med at skære, tegne og skrive, hørte han sig selv i alle tavlerne.


III
   Paddy var nu kommet så tæt på, at Jane kunne se, at han ikke gik sammenbøjet i vejsiden, som han plejede, men oprejst midt ude på kørebanen. Hun kneb øjnene sammen. Det varede flere minutter, inden hun var sikker på, det var ham. Men hvorfor gik han midt ude på vejen på den måde? Han gik som en, der var ligeglad med alt omkring sig -, eller måske som -, hun prøvede at finde et billede, - som en, der var vred. Måske var Paddy vred? Hun kom i tanke om, at de penge, Paddys mor havde efterladt ham, snart måtte slippe op.

En dag, da det huslige var overstået, havde Paddys mor sagt: "Paddy du ved, at inden jeg forlader dig, må du lære at klare dig selv. Derfor er det vigtigt, at du lærer tre ting. For det første må du lære alt om det huslige og om madlavning, Det har du allerede lært. For det andet må du lære. hvad en mand skal finde sig i og hvad han ikke skal finde sig i. Hvordan man tjener penge og hvordan man sparer på pengene og holder styr på dem. Og som det tredje, og det vigtigste af alt, må du lære om kærligheden. Men her kan jeg kun give dig gode råd. Kærlighed er ikke som fåre-ragout, der findes ingen nøjagtig opskrift. Den må du selv lave.
   Måske sker det for dig en dag, at du finder en pige, som du synes er den smukkeste og sødeste pige af alle og måske er hun også lige så glad for dig. Så skal du vide, at kærlighed mellem to mennesker er det smukkeste, du kan opleve. Jeg ved, du føler at du ikke er så klog som andre. Men når det gælder kærlighed, er du lige så klog som alle andre. Derfor skal du ikke være genert og skjule din kærlighed, men vise alle at du elsker hende og gå med oprejst pande. Hvis I vil gifte jer, må du fri til hende, som det hører sig til. Og så fortalte hun ham om, hvordan han skulle gøre, hvis han skulle fri. Inden du frier, må du sikre dig, at I kan tjene penge nok til, at I kan klare jer."
   Nu fortalte hun Paddy, at hvis han fortsatte med at leve som nu, ville der være penge i banken til næsten et år, men at det var bedst, at han prøvede at spørge sig for, om der skulle være nogen som havde arbejde til ham.
   "Hvis det går dig skidt, når jeg ikke er her mere, så bed købmandens kone om at hjælpe dig. Hun er god og ærlig og ved råd, hvis noget går galt."


IV
   Var Paddys penge nu sluppet op?
   Jane slog det hen. Men tanken dukkede straks op igen. Havde han ikke kunnet betale for varerne hos købmanden i går? Måske var det slået klik for ham, hvis kontoen var tom? Ville han gøre noget dumt? Hun måtte hellere sikre sig, at det ikke var ved at gå helt galt for Paddy.

Moderens sygdom havde fået de sociale myndigheder til at indkalde til et møde, men Paddys mor havde ikke svaret på brevene. En dag var der så pludselig dukket seks personer op hos hende. De havde forsøgt, at overbevise hende om, at den eneste løsning for Paddy, set i sammenhæng med en hurtig forværring af hendes sygdom, ville være at sende Paddy på en institution. Men moderen holdt fast. Paddy ville aldrig kunne klare den uro og uvished, som ville blive hans tilværelse der. Hun var overbevist om, at hvis bare han fik tid og ro til selv at gøre tingene i sit eget tempo, så skulle han nok klare sig.
   De undersøgelser af Paddy, som havde været lavet tidligere, gav ikke anledning til at tro, at han nogen sinde ville komme til at kunne klare sig selv. Psykologen, som skulle undersøge Padddys evner og mulighed for at kunne klare sig selv, forlangte nu at tale med ham.
   Til alles store forundring kunne Paddy svare på alle de spørgsmål, han blev stillet om madlavning, rengøring, tøjvask, økonomi og de andre nødvendige ting. Derfor var der ikke grundlag for, at tvinge ham til at skulle passes på en institution.
   Enden var blevet, at Paddy fik mulighed for at klare sig selv i sin egen bolig. Myndighederne ville så foretage kontrolbesøg i en periode, indtil de var sikre på, at alt gik godt.
   Paddys mor var både glad og stolt af Paddy. Det gav hende fred til at kunne dø med visheden om, at alt var gået, som hun ønskede.
   Da de sociale myndigheder opdagede, at Paddy ingen forbindelser havde til andre unge mennesker, arrangerede de, at han hver tirsdag aften deltog i en klubaften, hvor alle unge udviklingshæmmede fra egnen også deltog.
   Ind imellem var det lykkedes for Paddy at tjene lidt ekstra ved at hjælpe til, når nogen havde brug for det. Langt størstedelen af tiden havde han dog tiden for sig selv. Den tid havde han besluttet at bruge på gøre den sti færdig, som hans far var begyndt på.
   Paddy førte nu stien rundt langs kanten af bjergets flade top. Midt på sydsiden af toppen var der et stykke som ikke var mulig at passere henover. Derfor førte han i stedet stien ned på den anden side af stykket. Længere nede var der nogle store fugtige områder, som han også måtte føre stien udenom. Først efter nogle dage gik det op for ham, at stien nu ville komme til at ende på den anden side af vandløbet. Vandløbet var både for bredt og for dybt til at man kunne passere det. Når de gående nåede frem, havde de gået i fem til seks timer. Derefter stoppede han arbejdet for at overveje, hvad han skulle gøre.


V
   Jane stirrede gennem ruden for at få be- eller afkræftet de tanker, hun gjorde sig. Først da Paddy rundede svinget nede for enden af hendes have, så hun, at han havde taget sit bedste tøj på og havde redt de røde krøller ud. Samtidig fik hun øje på, at han holdt en buket blomster i den ene hånd.
   Nu forstod hun ingenting. Derfor skyndte hun sig at ringe til sin veninde Mary nede i landsbyen. Mary boede tæt på købmanden og Jane ville have hende til at se, hvad Paddy skulle nede i byen. Hun forklarede sine bange anelser og bad hende tale Paddy til ro, hvis han på nogen måde virkede truende eller var vred på købmanden eller bankens pengeautomat.

I klubben for unge udviklingshæmmede, havde Paddy mødt Maddie. Det var kærlighed ved første blik-, og den var gengældt. Maddie var er par år yngre end ham. De to havde nu kendt hinanden i over et år. Maddie havde flere gange spurgt Paddy, om de ikke skulle giftes, når de nu var kærester. Men selv om Paddy også gerne ville giftes med Maddie, så fulgte han sin moders råd om først at sikre sig, at de havde råd.
   Igen og igen regnede han på tallene, så godt han kunne. Han havde øget antallet af får og geder og var begyndt at dyrkede flere grøntsager. Selv frugttræerne var begyndt at give godt, men regnskabet nåede stadig ikke helt sammen.
   I går, havde Maddie så sagt, at nu skulle det altså være snart, for ellers ville hun finde en anden. Hun ville ikke ende lige som sin mor, som sad alene derhjemme i en stol.
   Maddie havde fortalt Paddy om hendes far, som var druknet, mens hun var en lille pige. Han havde haft et fragtskib, som var gået under i en orkan. Skibet havde ramt et klipperev og var gået ned. Det eneste minde, hun havde tilbage, var en kraftige mahogni planke fra skibets dæk, som var blevet bjerget.
   Om natten havde Paddy haft mareridt. Han havde drømt, at Maddie ikke ville vente længere og i stedet havde fundet en kaptajn på et skib. Paddy havde hugget hul i bundet af skibet for at få det til at synke så han kunne få Maddie tilbage. Da skibet sank, havde han været ved at drukne i det kolde vand. Til sidst havde han været ved at opgive. Men Maddie var pludselig dukket frem med en planke, som han tog fat om. Da han vågnede, knugede han stadig sengestolpen så hårdt, at han havde krampe.
   Han havde sovet længe efter mareridtet. Da han endelig kom op, så han, at der var en hel busfuld turister på vej op på bjerget. Han kom i tanke om, at han burde advare dem om, at stien ville føre dem over på den anden side af floden, men han opgav at nå dem.
   Men synet af alle turisterne fik igen Paddy til at tænke, at der her måtte være en mulighed for at tjene penge, som han havde overset, men han kunne ikke regne ud hvordan. Det var den eneste anden mulige indtægt, han kunne komme i tanke om. Men han måtte ikke tage penge for at benytte stien og nu da han var kommet til at føre den ned på den forkerte side af flodløbet, var han måske nødt til at lave en bro. Det havde han slet ikke råd til. Men hvis nu -? Han kendte kun én han turde spørge.
   Så snart han kunne, gik han ned til købmandens kone for at bede hende om hjælp. Men kun hvis hun ikke sagde noget til nogen. Han ville vide, om han kunne tage penge af de folk, som kom ned fra bjerget, for at gå på hans bro, hvis han byggede en. Men købmandens kone forklarede, at i bjergene måtte alle færdes overalt på det, som stod fast og var lavet til at færdes ad og på.
   På vejen hjem kørte det hele rundt for ham. Han var ved at miste Maddie, pengene var ved at slippe op og han var ved at miste modet. Det så ikke for godt ud.
   Inde i hovedet hørte han moderens - først når I kan klare jer, Maddies - nu eller aldrig og moderens - fri med oprejst pande. Hans håb om alligevel at kunne få penge ud af bjerget. Og mareridtet, hvor han eneste tanke om redning havde været Maddies planke.
   På vej op til huset fik han øje på den busfuld turister, som var gået op på bjerget, inden han var stået op. De stod på den anden side af floden og kaldte på ham. En af dem råbte:
   "Har du ikke noget, som du kan hjælpe os over floden med?"
   Paddy stod og tænkte sig om.
   "Nej -," men pludselig lyste han op.
   "Kan I vente en time?" sagde han.
   "Det var godt nok længe. Kan du ikke gøre det, du skal noget hurtigere.
   "Nej for jeg skal først ned til byen og fri til en pige. Men hvis I vil plukke en buket blomster til hende og kaste den herover vil det kunne gøres hurtigere.
   "Hvis det er sandt" sagde en af turisterne "så venter jeg gerne, hvis bare jeg må høre historien bagefter"
   Nu var Paddy løbet. Lidt efter kom han tilbage. Han havde ikke haft tid til at varme vand og havde derfor vasket sig i koldt vand. Han havde sit fineste tøj på og han havde redt håret. Han skyndte sig over til floden, hvor han samlede en stor bylt op med en stor buket af fint sammensatte markblomster. Damerne havde ofret hvad de havde af bånd og andet for at sikre Paddy et heldigt udfald.
   "Vent -," råbte en af turisterne, og en knaphulsblomst kom flyvende og landede ved siden af ham.
   Med alle de glade turisters ønske om held og lykke begav Paddy sig nu af sted. i sit fineste tøj og med hovedet hævet højt for at fri til Maddie.


VI
   Janes veninde Mary var gået ned til købmanden. Da hun så Paddy runde svinget rundt om købmandsbutikken midt ude på vejen uden hverken at se til højre eller venstre, forventede hun det værste. Men til hendes forbløffelse fortsatte Paddy forbi købmanden.
   Paddy gik direkte ned til det hus, hvor Maddie boede sammen med sin mor. Her bankede han på, og bad om at tale med Maddie. Maddies mor viste ham ind i stuen, men blev stående ude i gangen - for at lytte ved døren.
   Nu gik det stærkt.
   Paddy lagde sig på knæ foran Maddie og spurgte hende, om hun ville gifte sig med ham. Maddie sagde "ja", og så kyssede de hinanden.
   Maddie spurgte, hvordan de pludselig havde fået råd til at blive gift. Paddy forklarede hende sin idé. Da alt var klaret, lånte Paddy en trækvogn, som han kørte af sted med Maddies planke på.

Da Paddy kom ud og trak af sted med trækvognen, gik Mary hjem og ringede til Jane. Hun fortalte hende, at hun godt kunne forstå, at hun havde frygtet det værste, men at han blot skulle ned for at køre Maddies planke væk.

Da Paddy svingede trækvognen ind på engen foran huset, ventede hele flokken af turister i spænding på resultatet. Men så snart de så planken, brød jubelen løs og alle begyndte at råbe lykønskninger.
   Paddy lagde planken over floden og hjalp alle det sidste stykke over. Alle gav Paddy nogle mønter i hånden.
   Først da alle var ovre, fortalte Paddy sin historie.
   Men den blev kort. For midt i beretningen gik det op for ham, at planken var løsningen på alle hans problemer. Alle årene han havde kæmpet for at få en tilværelse. Al den energi, han havde brugt på at overvinde sine begrænsninger. Alt dette viste sig at have været det hele værd, og fik nu lykken til at skylle ned ad hans kinder.
   Han vendte sig om, så på bjerget mens han gjorde sig så høj han kunne, inden han sagde. "Nu er vi to makkere, og selv om du er den højeste, så er jeg alligevel den største."