Den polske astronaut Thomasz Szymański kiggede ud af månestationens koøje.
   "Endnu en af Månens solopgange" sagde han stille for sig selv. Astronaut Szymański kiggede ned på den dagbog, som han skulle skrive som dokumentation. Øverst på siden stod der: Tirsdag d. 03/12-2019 (Gregoriansk standart dato). Han rettede blikket mod uret. Han rejste sig, og gik ud til de fire andre astronauter, som befandt sig i et opholdsværelse og snakkede.
   "Klokken er 16:30 standardtid. Mission begynder om en halv standarttime" gjorde Thomasz dem opmærksom på.
   "Tak, for påmindelsen" sagde Ronja Anderson, med sin norsk dialekt. "Vi må hellere gøre os klar."
   "Ja der går jo hurtigt 20-30 standartminutter, før vi er kommet i rumdragterne og ud til elevatoren" Tilføjede Timo Wayman. Thomasz kastede et arrigt blik på Timo, men det lod ikke til at blive opfattede negativt for Timo. Thomasz tænkte på, hvad det mon kunne være ved ham, som irriterede Thomasz så meget. "Det er måske bare den typiske amerikanske kultur, som han er vokset op i. Denne typiske, amerikanske opfattelse af stort set alt."
   Heldigvis var både Thomasz, Timo og resten af astronauterne professionelle nok til at lægge den slag kontroverser bag sig, de var på mission. Det var også derfor, at Thomasz glædede sig sådan til at mission, skulle begynde.
   
* * *
   De fem astronauter - hvoraf de to var uddannede marine-astrobiologer - var kommet i deres månevandringsdragter. Deres livline, en slange, der forsyner dem med den tilstrækkelige mængde ilt, monteres. Dernæst bevægede de sig ud til elevatoren, som transporterede dem 300 meter ned under Månens overflade.
   LC-Moon minus 300. Den første elevator til at transportere mennesker ned under Månens overflade.
   Da alle de fem astronauter var kommet ind i elevatoren, trykkede Ronja på en knap, i den ene side af elevatoren, ned, og sagde: "Delta 16, delta 16. Anderson fra Lima Charlie Moon her." Hun gentog det, og holdt inde et par sekunder før hun fortsatte "Lima Charlie Moon-expedition daler." Hun slap knappen, og afventede svar fra Jorden.
   Næsten 10 sekunder senere, den tid det tager signalet at nå Jorden og tilbage, løb et "Det er modtaget."
   "Slut" svarede Ronja, og trykkede på en anden knap, som lukkede elevatoren. Det ville tage mellem 15 og 20 standard minutter, før de var nået ned dertil, hvor dagens mission skulle finde sted. 300 meter under Månens overflade. Nede i de grotter hvor der findes ilt. Ikke bare ilt, men også vand, nærringsstoffer, kuldioxid og et tryk på omkring 1.05 atmosfære; stort set ligesom ved Jordens overflade.
   Thomasz tænkte på hvor heldig, han havde været at være blandt de første der skulle sætte sine føder i Månens huler. Han tænkte tilbage på, hvad han havde været igennem, for at kvalificere sig til denne mission. Til at starte med havde det ikke været planen at blive astronaut. Hans vej til denne mission, startede med at han i år 2000, flyttede fra Polen, for at uddanne sig scient. marinebiologi på HIUB (Hawaii International University of Biology), og senere, da han fik interesse for astrobiologi, tog han en Ph.d.-grad på EANA05 i 2005. I 2007 begyndte han at modtage astronauttræning på opfordring fra en talentspejder fra ESA (European Space Agency). Han blev godkendt af NASA (National Aeronautics & Space Administration) i 2015, til at deltage i LC-programmets månevandringer, som han nu stod spændt i elevatoren, og ventede på at skulle påbegynde for alvor.
   
* * *
   Der kunne mærkes ét kraftigt ryk, da den stoppede helt. Dørene gled til side, som var det en forestilling, der skulle til at begynde.
   Selvom det reelt set ikke skulle være nødvendigt, var åndedrætsbeskyttelse, i form af iltmaske - med både livline; og iltflasker med ilt til to timer i tilfælde af nødsituationer - påbudt da ingen rigtigt vidste, hvordan eventuelt planteliv, svampe og lignende dernedefra ville påvirke mennesker.
   Det var de første mennesker nogensinde, som stod der på én ret linje, og betragtede den helt nye verden. De stod på linje af politiske årsager. Ikke én af dem skulle tage det første skridt, men de skulle tage det sammen.
   "Fem... fire... tre... en... nul" lød en computerstemme, og astronauterne trådte ud.
   "Sådan. Det første menneske 'under' månen. Det er mig. Skåle for det?" sagde Timo med en irriterende rask tone.
   Thomasz sendte et vredt blik mod Timo "Vi er på en vigtig mission, Wayman."
   "Ja ja Szymański" svarede Timo med himmelvendte øjne "Jeg siger det også bare."
   Thomasz vendte en kold skulder mod Timo, mens han sank en klump for at bide de sure miner i sig. Thomasz lagde en stor ære i, at en mission skulle gå helt efter planen, og i særdeleshed så vigtige missioner som denne. Det undrede ham, at Timo overhovedet var blevet taget i betragtning til denne mission, når han var så uprofessionel. Og så lige den her mission.
   Denne mission skilte sig nemlig ud fra andre, af én ganske bestemt årsag. Den var et stort og vigtigt trin i LC-programmet. Måske endda det største. LC stod for Life Criterion. Det har vist sig, at der ikke behøves at graves særlig langt ned i månens overflade, før man støder på et enormt underjordisk hav. Et hav hvor der på bunden er fundet massive klipper, med huler og gange i. Målinger havde tidligere vist, at der inde i disse gange fandtes forskellige gasarter i forhold, som passede helt perfekt til liv; faktisk opfyldes livskriterierne her bedre end på Jorden. Alt efter hvor god form man var i, burde det reelt set være muligt at opholde sig i disse gange i flere timer ad gangen. Da man første gang sendte en sonde dertil for at undersøge de for nyligt opdagede klippehuler, fandt man intet liv. Anden gang man så sendte en sonde, vrimlede det med ukendte insekter, og man observerede også enkelte bakterier. Nogle af dem lignede faktisk bakterier fra Jorden én hel del, mens andre var mere eller mindre eksotiske. For hver gang man sendte en ny sonde, for at gøre nye observationer, var livet i disse grotter blevet større, mere intelligente og mere fremmedartede. Det formodedes, at dette "liv" kom, da den første sonde blev sendt. At det simpelthen var de få bakterier, som sad på sondes og overlevet rejsen, der så havde udviklet sig under disse ekstremt velegnede forhold. Efter at have sendt den syvende valgte man, at det var tid til at sende en bemandet ekspedition dertil. LC-programmet ansås for, værende så vigtigt, at Constellation-programmet - som havde til formål, at sende mennesker til Mars - blev udsat på ubestemt tid til fordel for LC-programmet.
   Astronauterne bevægede sig en linje igennem gangene, som vrimlede med kryb og kravl. Thomasz kunne tydeligt læse på Timos ansigtsudtryk, at han væmmedes ved disse skabninger. Thomasz syntes godt nok heller ikke for godt om dem, men han var trods alt for professionel til at lade sig kue. Han var i øvrigt også vant til at arbejde med den slags; men hvad der fandtes her, var trods alt mere fremmedartet, end noget andet. Det var Thomasz helt sikker på. Forest gik Thomasz efterfulgt af Timo. De to andre astronauter var tredje og fjerde led, og Ronja gjorde bagtrop. Ud over deres livline, var der også en sikkerhedsline mellem dem.
   Fra en åbning ind til den næste hule - som var planlagt, at de skulle studere - kunne Thomasz ane lys. Han kneb øjnene sammen for at dobbelttjekke, at lyset ikke bare var en illusion fra deres hjelmlygter eller lignende. Men nej.
   "Der er en lyskilde derinde" konstaterede han for sig selv, og standsede brat op.
   "Kan I også se det?" Spurgte han de andre, før de nåede at undre sig over hans pludselige stop.
   "Hvilket?" spurgte Ronja med rynket pande "kan du være lidt mere specifik?"
   "Jeg tror, at der kommer lys derfra" han pegede hen mod åbningen med sin lygte.
   "Jeg tror, du hallucinerer, Szymański " Indskød Timo.
   "Lad os nu bare være forsigtige, når vi går derind. Modtager?" Sagde Thomasz.
   "Modtaget" Bekræftede Ronja.
   Han tog en dyb indånding, og satte i gang igen; dog i et lavere og mere forsigtigt tempo. Selvom der var indlagt vægte i deres dragter, for at mindske problemer med den lave tyngdekraft, føltes det ikke nær så naturlig som hjemme på Jorden at gå. De andre var i undren over, at han ikke havde sagt noget, før han satte i gang igen, som man ellers skal.
   Efter at være kommet igennem åbningen og ind i hulen, så de det alle sammen. Thomasz havde fuldkommen ret. Der var en lyskilde. Det var noget selvlysende "svampemos". Det var godt nok svagt lys, der kom derfra, men lige akkurat stærkt nok til, at det kunne anes med det blotte øje. Den lave, selvlysende svampeplante lå flettet omkring de mange stalagmitter og stalaktitter, som er drypsten der henholdsvis står på klippegulvet og hænger fra klippeloftet.
   Én af de andre astronauter rettede en lyskegle mod mosset for, at se nærmere på det. Efter at astronauten havde fjernet lyset fra det selvlysende mos, blev lyset stadig hængende i mosset, hvorefter det lige så stille og roligt aftog for øjnene dem.
   Pludselig aftog lyset hurtigere, og i området hvor det havde forplantet sig voksede den lille plante ca. en halv centimeter over det resterende.
   "At det kan lade sig gøre" sagde astronauten med lygten og stirrede. "Hvordan kan det lade sig gøre?"
   "Det ved jeg ikke" sagde Ronja, som havde det samme undrende blik.
   "Ska' vi ik' videre?" indskød Timo
   Ronja pegede mod et hjørne omring et stort klippestykke. " Fortsæt den vej."
   Da de var kommet omkring hjørnet, viste det sig, at der var en kant. De kunne ikke se hvor dybt der var ud over den. Lyset fra deres lygter blev bare opslugt af dybet, når de lyste derned. Desuden var randen, de kunne befinde sig på, omkring en halv meter i bredde og strakte sig langs klippevæggen.
   Thomasz var efterfulgt af Timo nået ud på platformen, før der lød et forslag bagfra, om de ikke skulle finde et andet sted at udforske, om det ikke var for farligt.
   Timo vendte sig arrigt "Nej hør nu..." Med den ene hånd ramte han væggen på et svagt punkt. Det fik et klippestykke højere oppe fra til at løsrive sig, hvilket kappede deres livline, og platformen, som Thomasz og Timo stod på gav efter.
   De to astronauter faldt ned i et langt, glat og stejlt klippeunderlag. Deres rumsteren resulterede i at sten og løsrevne klippeblokke styrtede ned efter dem, hvilket isolerede dem fra de resterende astronauter.
   "Jeg føler mig let" tænkte Thomasz "Men alligevel falder jeg hurtigt. Det må være fordi min krop vejer mindre her, men min dragt er tung. Den må få mig til at falde hurtigere. Da jeg begyndte at falde følte jeg, at jeg faldt langsommere end dragten, at dragten skubbede mig ned. Det gør den ikke mere. Nu falder vi bare lige hurtigt. Der er noget mere af det fine svampelys. Nu dør jeg. Jeg lukker lige øjnene."
   Det gav et stort plask, da de Timo og Thomasz ramte en vandoverflade. De var landet midt i et vandhul. De flød ovenpå, og det lykkedes dem at komme op på et tørt sted. De var begge blevet svimle, og stjerner dansede omkring deres hoveder.
   Thomasz fik øje på, at der var en sky af blod efter Timo i vandet.
   "Hvad er der sket? Hvor slemt er det?"
   "Kan du ikke se hvad der er sket, min kære kollega? Jeg landede på en af de satans stalagmitter. Den gik ind i ryggen på mig. Men du skal bare holde dig væk fra mig" sagde Timo "Det skal du ikke tænke på, Thomasz. Det er kun et lille sår."
   Selvom begge deres hjelme var splintret, var det ikke på grund af selve mødet med vandet. Det kunne de nemlig sagtens holde til. Det var, da de stødt mod den hårde klippevæg.
   De gjorde et forsøg på at rejse sig i skæret fra de lysende svampe.
   "Her lugter" mumlede Timo, da han havde rejst sig, hvorefter han dejsede om.
   Lige som Thomasz skulle til at gøre et forsøg på at vægge ham, dejsede også han om.
   
* * *
   "Thomasz" sagde læreren.
   Han kendte ikke svaret på spørgsmålet. Han undrede sig over at han overhovedet havde rakt hånden i vejret.
   "Je jeg ved det ikke rigtigt" fremstammede den unge Thomasz Szymański.
   Han blev flov, og det blev ikke ligefrem bedre, da han opdagede at de alle sammen stirrede på ham. Han følte ikke, at han kunne gøre andet end at komme væk i en fart. Han rejse sig, og gik fokuseret mod døren.
   Læreren blokerede for døren.
   "Må jeg ikke nok?" Spurgte den unge Thomasz Szymański genert og diskret.
   Læreren besvarede hans forespørgsel med et nik, og åbnede døren for ham. Han gik ud. Han satte tempoet op, fordi han var bange, for at de andre ville komme efter ham.
   "De kan jo ikke lide mig. Hvor skal jeg tage hen? De kommer jo bare efter mig. Hvorfor rakte jeg hånden op? De må have tænkt det værst mulige om mig." Den slags tanker fløj igennem hovedet på ham. Hver gang en af den slags tanker løb gennem hovedet på ham, satte han tempoet op. Tempoet blev ved med at stige og stige. Selvom han var nået til et punkt, hvor han ikke troede, at han kunne spurte hurtigere, fortsatte accelerationen. Nu kunne han ikke kontrollere det længere. Han kunne ikke standse. Han kunne ikke sætte farten ned. "Så er det altså sådan, at jeg skal dø. Jeg skal dø af kvælning. Af at jeg ikke kan få luft, fordi min fart er så høj."
   
* * *
   Der blev rusket i Thomasz med stor kraft. Det lykkedes lige akkurat for ham at åbne øjnene, selvom han stadig halvsov; tingene omkring ham virkede slørede.
   "Vågn op, vågn op!" Ordene blev pumpet ind i hovedet på Thomasz.
   "Nå det er dig Timo" sagde han og gned sig i øjnene.
   Der gik et øjeblik før han blev bevidst om situationen "Timo, hvad sker der?" Spurgte han og forberedte sig på det værste.
   Da Timo hørte spørgsmålet faldt han helt til ro. "Det ved jeg ikke rigtigt" sagde han og lød næsten som et lille, genert barn.
   Der lugtede stadig. Dog mildere end tidligere. Det var svært at afgøre om den var mildere, fordi han var blevet vant til den eller om der faktisk lugtede mildere.
   Thomasz kunne ane Timo i svampemossets lysegrønne skær. Han virkede større og mere aggressiv end normalt. Det kunne selvfølgelig også bare være Thomsasz' svimmelhed der spillede ham et puds. "Men Timo ser da anderledens ud, gør han ikke? Jo han gør." Han virkede også lidt pukkelrygget, og hans mund var skubbet frem som en gorillas. Derudover var Timo også begyndt at ryste som en narkoman med abstinenser. Rystelserne deformerede næsten hans ansigt. I særdeleshed hans venstre arm så ud til at være fuldstændig ude af kontrol.
   Thomasz havde nu fået banket tankerne i sit hoved på plads.
   "Okay Timo. Hvor længe har du været vågen, og har du hørt noget til de andre?"
   "Hmm. Jaa. Det kan jo være svært at sige" sagde han tøvende mens han stadig rystede. "Se der!" råbte han pludseligt advarende og pegede bag Thomasz, som straks reagerede ved at gøre omkring for at vurdere faren. Der var intet, og det vældige antiklimaks fik både vrede og irritation frem i Thomasz.
   Da han vendte sig igen, var Timo forsvundet.
   "Timo" råbte Thomasz ud i hulen. Ingen respons.
   "Hvor er du Timo" råbte han så kraftigt, at han blev hæs bagefter.
   "Ti så stille. Har du ingen respekt" svarede Timo provokerende. På grund af alt ekkoet, var det ikke til at høre hvor lyden kom fra.
   "Hold op med det der. Kan du ikke forstå alvoren?"
   Timo sang barnligt "na na na, du kan ikke finde mig, finde mig, na na na."
   Timos sang fortsatte uafbrudt, og efter noget tid begyndte Thomasz at gå i trance af den. I svimmelhed forsøgte han at finde Timo. Grotternes luft havde en svækkende effekt på sanserne.
   Efter flere minutters mere eller mindre tilfældigt vaklen omkring i de uudforskede gange, begynde sangens ord at flyde sammen til det rene volapyk.
   "finde mig... ikke dig... na na na. Du ikke mig du er na na."
   Det varede ikke længe før han ville begynde at gå fra forstanden. Han havde lyst til at råbe om ro, men han var bange for hvad Timo kunne finde...
   "Hold nu kæft!" Røg det alligevel ud af munden.
   Han nåede kun lige at opdage, at noget havde snoet sig omkring hans ene ankel, før han hang med hovedet i nedad. Det forskrækkede tilsyneladende ikke kun Thomasz, men også en masse små kryb som tændte op i gulgrønne farver og myldrede væk.
   Han blev vendt om, og var i øjenhøjde med et ansigt, som han straks genkendte. Kun 15-20 centimeter fra ham var Timo, men han var forandret fuldstændig. "Åh den syntetiske stank når han trækker vejret." Hans hud var rug, og fra de forvoksede øjne og rynker lystes det med den samme gulgrønne farve som fra krybene og mosset. Han havde lige så brede skuldre, som en stor gorilla. Som Thomasz kiggede bedre efter, opdagede han, at det samme gjaldt for resten af hans krop. Huden dækkede ikke hele hans krop. Sprækket der ser ud som om at være opstået, fordi huden ikke kunne klare hans krops pludselige udvikling. De steder hvor den ikke dækkede, udsendtes der lys fra; det samme lys som fra så meget andet her i månens grotter. Bag hovedet på det monster, som engang var Timo, stak en kraftig hale op. Den hale, som Thomasz hang i.
   "Hvad ville du?" spurgte Timo.
   Thomasz tav nogle sekunder. "Kan... kan du sætte mig den?"
   "Ja det kan jeg da." sagde monstret og smilede, hvorefter han overraskende nok gjorde som han var blevet bedt om.
   "Kom jeg skal vise dig noget." sagde monstret og vadede hastigt gennem gangene, som om han kendte dem ud og ind. Hans hale var stadig viklet omkring Thomasz' ankel, så han blev slæbt efter på brutal vis.
   Klippegulvet var ujævnt. Thomasz fik den ene hudafskrabning efter den anden. Det ene blå mærke efter det andet. Han blev smidt i den retning, som halen tilfældigt lige svingede i. Ind mod klippevæggen og over hver top og fordybning i gulvet. Som monstret blev mere og mere ophidset, steg farten i vejret, og halen klemte mere om anklen. Det susede forbi med sten, som blev tvunget op fra gulvet. Han blev hamret ind i enhver drypsten, som tilfældigt lå på monstrets vej. Hver sten, sin skade. Smerten, som halen påførte anklen når den klemte, bedøvede resten af kroppen. En skarpt sten gik ind i låret hvorfra den påførte en rift langs maven, og knækkede det nederste ribben, hvor den blev siddende. Thomasz kiggede tilbage på sit spor af blod. Halen klemte så det kunne mærkes, at anklen knustes.
   Et hårdt slag op i luften, som halen gjorde, flåede foden fra benet. Thomasz udstødte et skrig af smerte. Monstret fortsatte sin færd uden tilsyneladende at have opdaget noget.
   Thomasz kæmpede hvad han kunne for at trække sin sårede krop ind i en tunnel, hvis åbning var ved hans side. Den var for smal til, at monstret ville kunne komme derind. I panik krøb han længere ind i tunellen, indtil han befandt sig på en platform ud til en større åben hule. Platformen kunne ikke bære kroppens vægt og gav efter. Han faldtomkring tre meter ned, men det slog ikke Thomasz helt ud. Under platformen havde monstret stået, og var nu blevet gennemboret af klippestykket, som platformen udgjorde. Thomasz kunne ikke bevæge sig.
   
* * *
   Nogle dage senere åbner han øjnene, men kniber dem hurtigt sammen igen og udstøder en lyd, da det skarpe lys blinder ham. Det bemærker en af de andre astronauter, som straks kommer hen til ham.
   "Han er vågen!" og resten kom hurtigt springende i den svage tyngdekraft.
   "Ah, hvor er det fantastisk at se dig vågen. Hvad skete der?"
   Thomasz kiggede ned ad sin krop, og så på den lille stump, som det højre ben var blevet til, efter amputationen lige under knæet; hvorefter han gav sig til at fortælle.