3Jordbærkys
Kære Maiken · Tusind tak for din mail. Hvor var det dejligt at høre... [...]
Noveller for børn/unge · ulykkelig kærlighed, forelskelse, kærlighedslængsel
1 år, 5 måneder siden
0Gastric Bypass
"- Bo, hvorfor lader du hende bare spise, du sidder jo ved siden ... [...]
Noveller
2 år siden
4Savitha
Johanne sad i venteværelset i kontorbygningen. Hun havde ventenum... [...]
Noveller
2 år siden
3Sandeltræet
Efter krigen på Kuruksetrasletten står der et sandeltræ der hvor ... [...]
Noveller · mytologi, livsanskuelse, erkendelse
3 år siden
2Barnets bog
De uendelige rækker plasticpresenninger forsvinder i varmedisen. ... [...]
Noveller
3 år siden
3Angst
Angst. · Flosset og hudløs mærker jeg min venstre tinding stramme. ... [...]
Kortprosa · identitet, psykose, følelser
3 år siden
5Steningerne
Skrigene får en fugleskare til at lette fra de døde træer i vores... [...]
Kortprosa · død, chok, angst
3 år siden
2Kirken
Gl. sogn kirke lyser i aftensolen. Den hvide bygning står strunk ... [...]
Noveller
4 år siden
4Mors kinabog
Køkkenet er mørkt efter de mange timer i lys og Ibraham har funde... [...]
Noveller
4 år siden
2Kølerummet
- Jeg henter lige mit værktøj. · En tårnhøj overvægtig pustende man... [...]
Kortprosa · humor, sommer, mennesker
5 år siden
2Spejderhagl
En familie på syv træder ind over tærsklen. Faderen har et smil p... [...]
Noveller
6 år siden
2Min kinabog
Jeg kigger på den hvide slettelak. Mit navn er sirligt og med sik... [...]
Noveller
6 år siden
3Generalforsamling i danseforeningen
Et opslag op på døren fra den lokale danseforening faldt ned da m... [...]
Noveller
6 år siden
2Bedstemors Mørke
Jeg bliver ikke bange for hende når jeg ser på hende. Det er mest... [...]
Noveller
6 år siden
1Lampretten
Midsommeren lader et dansende vandspejl af søndenvind forme harle... [...]
Noveller
7 år siden
4Nattergalen
Nattergalen sidder på en gren udenfor loftsvinduet på Shantis vær... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 4,8

Publiceret: 0
Afgivet: 1
Modtaget: 0
Sujatha Gellert (f. 1976)
De uendelige rækker plasticpresenninger forsvinder i varmedisen. Slum. Bakke og dal fortættes i brune og grønne slidte rønner. Bag emmen og rønnerne stråler indfaldsvejene til Bangalore, Karnataka, Indien, Asien, Verden.
   Ledninger løber ud og ind i sindrige elinstallationer trukket fra masten på toppen af området og ind i samlesæt under bardunerne. Fugle flakser skrigende og grå rundt om dønninger af skrald, snavs og papir. Rotter ignorere de skarpe spark og jag med en pind. Brøndvandet plirrer i drypvise stråler fra en skæv messing hane. Børn i slidte shorts piller sig i næsen, kradser sig i lusereden og misser søvndrukkent med øjnene når de stoppes af for uoverstigelige bunker skrald. De råber "Pas på" til de andre når bolden ryger for højt op i slaggerne. Selv her renser solen deres grimede kinder.

Rundt om kvinden og barnet er der nøgen stilhed. Vejrtrækningen på den ene er stoppende, vejrtrækningen på den anden er lige begyndt. Et slidt liv ramt af blå os. Et helt nyt liv duftende af karry og røgelse. Pindene oser ud på sandet i et ønske om at disse liv måtte vare evigt. Heden stækker hans sind og gør ham følelsesløs. Solen griner. De ligger tæt. Hårene glinser i solens stråler. Krøllerne glattes af den fugtige klud på hendes pande. Hun er lige så smuk som den første gang han så hende. Frugten i hendes kurv blev stående uden at blive solgt den dag. De fandt hinanden i eftermiddagens hede, i blå røg mod en lys himmel og jasminerne duftede hvidt i hendes hår. Numinøs. I den første tid hvor tilværelsen var fuld af begyndelser og ingen ender og alt var for evigt ,så de hinanden som et hele, en rund enhed, der vidste hvad den anden tænkte, hvad den anden gjorde. Fælles identitet og vanvittig kærlighed. Pendulering mellem hans og hendes tanker som telepati var en naturlig form for dem at være i.
   Nu ligger hun her, han tæller dagene siden hun var ved bevidsthed. Tre. Hun kæmper imod, burde have så meget at leve for. Han tæller timerne hver og en til hun vågner. Vågn. Kali danser. Tankerne rækker ikke længere, de har fået en kant og en grænse, hvor skellet mellem dem bliver større og større. Det eneste der nu er tilbage er de fælles rande under øjnene, hendes af botulisme, hans af bekymring og sorg.
   Barnet ligger tilfreds mod det skrabede bryst. Han venter hvert sekund at hun drejer ansigtet, smiler og kærligt beder om bægeret, men drikken står urørt ved siden af hende, den bliver skiftet når den er kold. Hun bliver koldere, skuldrene slapper af imod barnet på brystet.

Så bliver hun borte, vejrtrækningen stopper midt i et suk. Ansigtet er smukt og der er små fine linjer ned af kinden, helt afslappede som i den dybeste søvn. Armene glider ned fra omfavnelsen og lader barnet ligge på hende i en bylt af grå klæder.
   Han pakker hende ind i den hvide sari, folder læg, kaster den over hendes skulder. Det lille barn bliver taget op. Der er gymnastik i de små ben, hun cykler i runde bevægelser. Ænser ikke at det skete er sket. Følelsesløs sover den bærende arm. Barnet suger sig fast til ham, knytter de små næver sammen om hans tøj i et forsøg på at mærke at tætheden aldrig forsvinder.
   Hurtigt er den hvide sari ude af hytten. Sarien trækker mod gulvet i et klistret forsøg på at blive i rummet. Pappet hun lå på har aftryk af hende, mast mod gulvet. Tørt rulles det sammen og ligges ud bag hytten i snavs og rod. Det lugter af hende, sveden rammer fordybningen ind i en skygge. Syrligt brænder røgen sig fast i den dødes glattede fletning. Spyttet smager salt da han kaster bylten fra sig. Med et kommer tårerne. De pibler frem, den ene glasklar og gennemsigtig efter den anden. Store dråber på et slidt skjortebryst. I skjul sætter han sig med barnet på sit skød. Forladt i en tåget blå røg mod denne afgrund af intethed. Døden er meningsløs. Lyset griner harskt på ham og varmer den iskolde hånd som vasker barnet og trækker sorte kohlstreger op omkring øjnene. Fortvivlet og fuld af sorg.

Hytten er tavs. Tavse sorte plasticsække løfter sig op mod himlen i tavse vejrtrækninger. Væggene folder sig tavse omkring barnet. Mellem de sorte plasticsække er der sort nat. Mørket trækker vejret rytmisk og inden luften forsvinder bliver sorgen slugt. Han sidder i sin slidte lunghi på hug foran barnet. Barnet er tavs. Det sover. Det aner intet om alt det der nu er forsvundet. Munden er åben. Han aer hende på det korte sorte hår. Mørket falder ind i det sorte og forsvinder ind i kærligheden til hende. Det er to dage siden han sidst spiste. Der har ikke været arbejde at finde i en uge. De sidste paisa bliver talt og talt. Pungen er tom. Messinglampen er hendes. Han burde kunne få en god pris for den. En slat olie ligger asketilblandet i bunden med den afrevne væge. Pengene rækker ikke til at tænde den, så kan den ligeså godt blive solgt. Den bliver båret frem og stillet på gulvet sammen med hendes glasarmbånd. Trætheden forsvinder ind i tavsheden, roen er langt borte. Barnet har ikke fortjent denne usle rønne. Hun har fortjent en ny chance, det skylder han hendes mor. Hende som så kærligt har lagt sig tæt ind til ham alle de nætter hun var hans. Hun, der skabte stemme i mørket.
   Lampen blev båret frem og skruet op så lyset famlende kunne finde den sidste afkrog. Der var intet ondt da hun var til. Den familie der skulle være omdrejningspunktet forsvandt. Før. Før hun fødte, før hendes krop skabte et barn.
   Udenfor stopper en slidt hund op og snuser til døråbningen. Øjnene lyser og det tomme gab søger sultent mod snavset som ligger i kanten, papir bliver tygget igennem. Biddet er skarpt selv om den er laset. Den sætter sig ned og gør.
   Hans hoved er fyldt med timer hvor hun smilende gav ham brød. Han trækker drømmene op i en brøndspand vand. De læsker ham, han vasker barnet og stilheden er endnu mere larmende efter de smukke billeder af hendes fletning. Hendes stemme som kalder ham skat.
   Hunden lopper sig. Han åbner øjnene og gaber. Søvn er så svær at finde når bekymringerne står i rækkefølge. En forbipasserende sparker hunden i bugen og tavsheden sprækker. Uret stopper tankerækkerne. Sylespidse visere. Pletten hvor hunden sad, er nu en sort tragt. Et mørke. Ved siden af hytten ligger skrald, skidt og snavs. Rotterne fester her hver dag. Små pilende grå dyr. De flyder rundt i bunken lige under overfladen. Den mørke tragt ender i gange mod lune boliger. Hans drivende billeder vender tilbage. Hunden trasker ildelugtende forbi igen. Denne gang sætter den sig på den anden side af åbningen.
   Han famler kludene fra hinanden og åbner den knitrende pose med linsemel. Posen bliver holdt op mod åbningen i presenningerne, her er der lidt lysere. Der bliver regnet og målt. Hvis han spiser noget af det nu og ikke i morgen så finder han et arbejde. Paisaerne og den enkelte rupiseddel er ikke nok til et blomkål, til en håndfuld æbler. Munden løber i vand. Den lille pose linsemel kan godt deles i to. Sultent varmer han den klæge dej på det gasblå blus og bager chapatis. To. Halvdelen af melet er borte. Brødet brækkes og munden fyldes endelig. Grådigt synker han næsten uden at tygge. Han tørrer mel af munden med bagsiden af hånden og slukker blusset igen. Hunden trækker på det ene bagben der hvor den er blevet sparket. Mørket er sortere nu og vinden fanger hundens sølede pels. Dens ører flapper i vinden. Hunden dufter brødet, men posen er allerede foldet sammen og lagt bort.

Hvidt ruller solen sig sammen mod de grå knuder i bylten foran lejet. Ikke en vind vægre sig. Storslået varmer den kraftigt. Middagen holder vejret mens han famler blindt i kanten af plasticposerne efter de fattige genstande. Små hvide stråler tvinger sig adgang i hyttens mørkeste afkroge. Ætser. Klamme damper klude på tøjsnoren, spændt ud over loftet. Klude der aldrig har været andet end grå bomuld bliver kridhvide i sollyset. Stive af sæbespåner foldes de skarpt sammen og bunkes op. Han fryser i solskinnet og tæller timerne på armbåndurets visere. Han står midt i rummet mens klokken er ti minutter i to. Klokken ti minutter i seks i morgen tidlig skal han stå ved pakkeriets låge i håb om det er ham der får penge til et blomkål klokken ti minutter i fem. De sidste rester linsemel er kogt i en tør grød til barnets morgenmad, der er først mad igen i morgen aften. Han har slikket skålen, slikket skeen, kogt den sidste mælk med det sidste snavsede sukker. Barnet drak begærligt og håbet om at der måske også var til ham svandt ind. Han varmer en appelsinbåd i munden. Nogen har kastet gammel frugt ud i bunken. Appelsinen er ikke muggen kun mast. Tænderne vil så gerne tygge saften ud af den syrlige frugt. Tungen kan ikke lade være at sluge båden næsten hel. Tre stykker appelsin daler saftigt ned i skålen, han maser frugten ud i en mos og mader barnet. Vand til at læske natten med, nu lampen er solgt. Barnet blev mæt en måned. Han selv gennemsigtig.

Han pakker en grøn plasticpose med slidte klude. Hullet tøj, forvasket, groft. Det bliver foldet sirligt sammen og han lægger det nænsomt ned i bunden af posen. Barnet ligger mæt på lejet. Røgelses pinde oser ud i sandet i håb om tilgivelse. Kærligt tager han omkring barnets skuldre, omkring hendes ende. Omfavner hendes sovende krop og mærker hendes tunge åndedrag. Lyset tatoverer hans magre bryst med hendes silhuet. En hullet sari bliver viklet rundt om barnet til et trygt svøb og snippen bliver et tøjdyr. De ligger tæt sammen på lejet af pap. Han hvisker søde ord og fortællinger til det sovende øre. Trøstende siger han "Såå, såå" men barnet græder ikke, barnet sover. Reagerer ikke på hans trøstende ord andet end han kan mærke at den lille krop slapper af i hans favn. De hører sammen de to. Trætheden mærker han ikke når de ligger så tæt sammen, han kunne trøste det mætte barn hele eftermiddagen, finde trøsten selv. Søvnen er svær at finde for bag trøsten, bag ordene ved han godt at alvoren er. Han ved godt at han ikke kan blive hjemme hos barnet, han ved godt at posen med linsemel er tom og pungens indhold ikke rækker til en ny.
   Han drømte i nat. Ikke den sædvanlige drøm hvor hun kærligt ligger ved siden af ham og smiler. Men en ny drøm som har gjort ham urolig. Hun var blevet en grå rotte som grinede med syleskarpe tænder mod ham.
   Han var kommet gående forbi skuret i støvet. Det skur hvor man kunne købe King Fisher og Cobra, øl. Det skur hvor pigerne stod med benet oppe på bænken, smigrende kaldte "Kom" pegede på ham og så på sig selv. Lokkede med deres hennarøde midterskilning og smukke næseringe. Gled fingeren ned i sariblusen og trak lidt ud. Råb og muntre viser dampede ud fra beværtningen, røde bindhimærker og munde, klirren og "Skål". Dødtræt vaklede han forbi. Kiggede lige ud på stien i slummen, ignorerede de blide stemmer.
   De tørre små skrig fra den lille strube fik hendes smukke hals til at sitre. Stemmen blev rynket og forvrænget til pib. Kravebenet gled frem og blusen ned. Rotten rejste sig på bagben på stien og hev op i sarien så han kunne se hendes lår. De faste gyldne lår var blevet ru og grå med korte hår. Han sagde "Dæk dig til, du er ikke en rotte" Hun tog et skridt mod ham, øjnene søgte hans mens knurhårene smilede. Han rystede på hovedet og ville hen til hende, tage hende under armen og få hende med. Idet han greb fat trak hun poten til sig, lod sarien falde og smilede med rottens mund. Rødt bindhimærke i den pelsede pande. Rotten trak i håret i fletningen og et smukt kokosduftende vandfald af sort hår dækkede rottens pels. Den sagde "Kan du se jeg har solgt mit hår. Det lange store sorte hår røg af snip snip, med en sløv saks. 500 rupis. En uvurderlig skat. "
   Han slipper hende. Rotten ser med sine sorte små øjne på ham. "Er du ikke glad...Det vokser ud igen." Skaldet står hun nu foran ham, håret fylder hele hendes favn. Han slingrer forbi hende. Håret er dødt i favnen på hende. Langsomt efter han er gået forbi hende vender han sig om og ser hende blive mindre. Hendes skrig blander sig med larmen fra beværtningen og de lokkende stemmer på bænken. Mindre og mindre bliver hun, til der kun er en bunke hår tilbage der midt på stien. Han går tilbage og skraber bunken sammen, fylder sin lunghi med det afklippede hår, der dufter af hende, og ser ud af sin øjenkrog en halespids der forsvinder i bunken af plasticflasker og skrald. Månen bliver borte. Han står i skygge, der står en skygge i skidtet.
   Barnet bliver vugget i søvne og solen er rund bag emmen. Skyerne formaterer sig til skygger og han drejer hovedet, tavsheden pulserer dumpt. Hunden står ved hans boligs åbning, den har fundet et sted til i ly.

Naboen vækker dem da solen kaster sine sidste orange stråler. Svedte ligger de tætte på papmåtten. Naboen har en klar flaske med sig og en skåret kop, den revner og drypper væske på gulvet. "Skynd dig at drikke" siger han, naboen ligger selv hovedet langt tilbage og skvulper den brændende drik ned. Han tager imod bægeret og væder læberne mod snapsen. Barnet pludrer og leger med sin sarisnip. Hunden stikker hovedet ind og står logrende bag naboen. Den forsøger at tage et skridt under presenningen, men bliver hevet hårdt i øret og vender sky tilbage til sin plads udenfor. Naboen bøvser højlydt og tørre sig med bagsiden af den snavsede hånd. Han knuger den skårede kop. Klokken er ti minutter i fem. Han sluger indholdet som gør hans følelser bedøvede.
   "Jeg må se at komme af sted, bussen venter ikke."
   "Jeg tilgav hende alt, alt for at hun måtte blive" Han hælder mere i koppen. "Alligevel valgte hun bænken. Men det jeg ikke tilgav hende for var mørket mellem os, som en handske lå det der. Og kom hun hjem med pengene?" Naboen ryster på hovedet. "Hun tog pigen med sig, nu er hun ikke jomfru mere".
   Han vender sig væk, vil ikke hører på naboen. "Jeg ved det på den måde hun sidder sidelæns med benene. Kan ikke holde dem samlede." Naboen rækker ham koppen og slubrer af flaskehalsen. Han drejer den i hånden, varmer den lidt og sluger så den beske drik. "Når natten kommer, er de begge borte" Naboen nikker hen for sig selv. Snorlige pibler et par kakerlakker mod lyset i åbningen. Danser blindt og forsvinder ud af den modsatte presenning. Han tier. Drikken smager af jord. Naboen lægger hånden på munden, "Det er tre nætter siden de var hjemme" Han nikker mod flasken "Jeg savner dem ikke. Rotter er der nok af. Jeg siger dig nabo, kvinder vil bedrage"
   Han kigger på barnet, ved at hendes fremtid er sikret nu. Ikke lokke, men læse. Ikke længere blive en rotte på bænken. Barnet får en uddannelse, et job, en karriere og sin egen dejlige familie med masser af børn. Der skal være en telefon, en bil, en lejlighed. Væk fra hans slum.

Held. Held at han kom forbi porten til børnehjemmet på vej tilbage efter aftalen med den nye arbejdsgiver. Nysgerrigt var han stoppet op og havde set på legepladsens uniformerede elever som gyngede og hoppede paradis. Brisen fik det grønne træ midt i gården til at kaste frøskaller af sig, under det, var der skabt en sval skygge. Her sad piger og vendte sider i bøger så tykke som hans fingre, han der aldrig havde ejet et stilehæfte syntes det måtte være en kæmpe opgave at tygge sig igennem alle de blade. Til at starte med var han sikker på at det måtte være en skole for velhavende børn og han vendte slukøret om i porten for at finde bussen, da han stødte ind i en skulder på vej ud. Skævt kiggede de på hinanden, og han tog mod til sig, ved ikke hvor han fik det mod fra. Men mod fik han. Han spurgte "Hvilken skole er det her?"
   De bløde øjne var venlige og der var smør i stemmen. "Vil du se ind til os?" Han kendte den fattiges ydmygt flakkende blik.
   Forvirret blev han stående, en dør smækkede oppe i bygningen bag legepladsen. "De finder sig alle sammen et godt betalt job, med den uddannelse de har med" Han slog ud med hånden og nikkede "Alle...jaa" Farverige fugle lettede og flaksede rundt om trætoppen.
   Der var et eller andet der fik ham til at blive stående, et eller andet. Det bløde blik og den store tålmodighed gav ham lyst til at fortælle hele hans historie. Den lille kop et eller andet som gør man har lyst til at hælde mere op. Læne sig tilbage og hvile benene. Der var noget ved denne mand. Lige pludselig fik han et jag af længsel mod hende som nu var aske. Denne mand.
   Manden tog ham om skuldrene, og pludselig føltes det som om han havde kendt denne fremmede mand hele sit liv.
   Han sukkede og kiggede på sine slidte fødder. Manden forsøgte at fange hans øjne "Er der noget jeg kan gøre for dig?"
   "Hvor meget koster din skole?" "Det er ikke en skole...og den er gratis", da han ikke kunne få øjenkontakt, undersøgte de ham, fløj hen over hovedet på ham og sagde så "Vi passer på børnene til deres forældre har råd til at hente dem, hvis ikke, giver vi dem et håndværk så de selv kan tjene deres penge."
   Den mand kunne mærke hans tyngde, hans tungsind og han rynkede panden. Smilet som havde så svært ved at nå øjnene. Pjalten han havde på, lunghien, som knapt kunne hænge fast over de magre hofter, den bare overkrop hvor hver en sene, hvert et ribben kunne ses. Det nedslåede blik hos den anden, der fik ham til at blive stående, selv om han for længst skulle være gået til sit vigtige møde.
   Manden sagde "Kom i morgen kl. atten, der serverer vi ris og carry for dem der har lyst...Det er gratis, tag din familie med, hvor bor du?"
   Han kiggede væk. Slummen var langt væk fra denne kølige skygge. Trak på skuldrene og snøftede, "Vi bor i slummen, min datter og jeg" "Tag hende med i morgen og hvis du kan lide det du ser kan hun blive hos os mens du arbejder. For det er det du skal ikke? Du skal arbejde i morgen?"
   Hvor vidste han det fra? Undrende nikkede han, følte sig helt let igen. Han tog et skridt tilbage og manden så på ham en sidste gang. Som om han ville indprente sig ansigtet, han smilede, så fløj han ned af gaden og prajede en taxa.
   Det første smil i meget lang tid bredte sig i ham til det nåede øjnene. Han sang.


En glorie af lys omkranser den friske nyfaldne sne foran vinduet til badeværelset. Lyset er et fyrtårn på den sorte bakke bag skoven udenfor den lille by i Jylland, Danmark, Europa, verden. Sneen gnistrer i lyset, reflektere snefnuggene på ruden som formaterer sig i små frosne roser. Istapper drypper fra taget og glider ned af ruden, dråberne skaber små stier på den matterede rude.
   Ved siden af toilettet ligger rent tøj klar efter moderens bad. Hun slår dampende og duftende badeforhænget til side og frottere sig omhyggeligt og hurtigt. Fugtig og nøgen sætter hun sig på toilettet og frotterer sine fødder. Hurtigt er hun i bukser, venstre ben, højre ben og undertrøje venstre arm, højre arm og henne på hylden finder hun nål og tråd i kurven. Hun træder nålen og holder fast i nål, tråd, knap og bluse og sætter sig igen på toilettet. Lige da hun skal binde knude får hun jaget nålen ind i pegefingerens kød og siger "Av" Hun trækker instinktivt fingeren til sig og taber sytøjet. Fingeren bløder. Nålen dingler under blusen som hun får grebet, sutter derefter det syrlige blod af fingeren. Knappen er syet på og hun kan vende blusen og trække den over hovedet. Tråden bliver revet af. Hun passer på hun ikke får blod på sit tøj.

Denne kølige december dag kaster moderen en stor pose ned i skraldebøtten, der lugter af jord på trods af frostvejret. Moderen bærer skraldet ind til sin krop. Skraldet i spanden slår bølger rundt om den nye pose skrald. Varmt damper kartoffelskrællerne i kulden. Hun går ud i hjemmesko, træder en rende i sneen om bag huset hvor skraldespanden står. Moderen er gået om bag huset til skraldespanden som det sidste inden hun skal gøre morgenmaden klar. Køligt strejfer vinden hendes hektiske kinder, snefnug klistrer sig fast på hende. Hvor gavlen ender vokser der en julerose. Kridhvid står den og misser i det blege sollys, dens stængel er skudt i vejret.
   På vej tilbage bukker hun sig ned og dufter til den, hun dufter meget længe til de kridhvide blade. Hun indånder den frosne luft, tager sig en frihed og mærker den krappe luft helt ned i lungerne. Havde hun haft en kniv ville hun have skåret julerosen af, sat den i vand så den pyntede i spisestuen. Hvidt i hvidt. Den er et ansigt. Barnet snart i hendes midte, det er det ansigt hun ser. De sammenkrøllede blade står kridhvide på den. Hvidt i hvidt. Den blomstrer så højt som en julerose slet ikke kan blomstre. Julen så tæt på. Gaverne for længst købt, hvem ved hvad hun nu fik tid til. Julerosen binder hendes skæbne, der midt i sneen. Kulden mærkes slet ikke, huden føles fugtig og hun dufter kun julerosen i den krappe luft. Så frugtbar som var det forår står julerosen, i skjul bag carporten står den i læ. Den slikker den søvnige vintermorgen i sig.
   Kaffemaskinen snorker på køkkenbordet og hun pakker brød med hvide birkes og smør frem fra skabet. I køleskabet finder hun ost, og på hylden marmelade. Faderen tag om hende og stopper hendes hektiske bevægelser, han vender hende rundt, aer hende på ryggen og kigger i hendes gråblå øjne. Blusen er prikket og knappet ned til kravebenet. Den nye tråd lyser hvidt. Tråden i de andre knapper byder den velkommen selv om den er blå. Blusen er af blank silke. Den varme hånd smyger sig igennem det fede stof op under blusen til de små bryster, knapper endnu en knap op og spiser sig stille ind på de spidse vorter. Kysset er blødt og kærligt.
   Musvågen flyver over birkene i skovkanten. I et nu står den helt stille i luften og så dykker den lige ned og fanger sin markmus. Den flakker i sin flugt. Solen står bag røde skyer i horisonten. Lyset spejler vinduet. Moderen trækker sig ud af sit kram, knapper sin bluse og går foroverbøjet frem og tilbage mellem køkken og spisebord. Faderen sætter sig, og ser så at moderen har blødt, han trækker fingeren til sig, kysser det lille sår og aer hendes hånd mod sin kind. Han tager hende om håndleddet og kan dufte hendes søde parfume. Moderen lader hånden glide ned ad sig og stiller sig foran ham. Hun lukker øjnene og åbner munden, han trækker hende tæt ind til sig. Kaffen bliver kold i koppen. Hun ser ham og mærker brystet åbne sig og blive fyldt med varme. Sprudlende smiler hun til ham og læner sig frem. Han tager hendes hoved i sine varme hænder og stemmer læberne mod hendes. Det bløde kys bliver længere og begge mærker en blød tungespids, en kærlig aen.
   Glæden lyser op over dem og de ser sig mætte i hinandens silhuet. Hun kan mærke han syntes det er lige sådan det skal være. En bølge af lys strømmer imod hende og hun bader i den sødme der strømmer igennem dem. De smelter sammen i et favntag bryst mod bryst. Når hun lægger hånden mod hans bryst kan hun mærke han trækker vejret, fornemme hans puls sanse den bløde fine hud. Samhørigheden gør dem stærke sammen, de kan overvinde alle farer, klare alle uforudsete forhindringer. Styrken ligger imellem dem, i deres smil, deres ansigtstræk. To halve bliver en hel trillende bold på vej ud i barnets fremtid. Deres barn. Han trækker hendes korte pagehår fri af ørene, det dufter af æble og falder så blødt ned i hånden på ham. Hun rækker hænderne om bag hans hoved. Det kriblende kommer igen da han kærtegner hendes øre og beslutter sig for at købe hende de øreringe han har set hos guldsmeden. Små kantede perler som passer til den halskæde hun altid går med. Perlerne er ganske vist lidt dyre men det er dem hun skal have, det beslutter han nu. Han kærtegner hendes hofte. Rundingen lyser helt, så smukt står den frem i tusmørket i køkkenet. Et øjeblik stopper begge op med deres kærtegn og bare ser på hinanden. Hendes blå øjne gnistrer i glimt af grønt. Et fast greb knyttes om hendes bluse som om den og hende vil forsvinde bort ud i intetheden hvis ikke han holder hende tæt og fast ind til sig. Som om den bliver væk som et fatamorgana hver gang han er tæt på. En regnbue der hele tiden ændre rod og som dukker op nye steder, på nye pladser, hvor han må nærme sig så forsigtigt at hun ikke opløses. Taknemmeligheden for den store omfattende kærlighed lyser ud af ham, falder i hans små dejlige dråber af ord, hun drikker direkte af hans mund.
   Hun svarer med et kys på begge øjenlåg. Det føles som tusind år og et sekund for dem begge. De vil fastholde, fastfryse sig selv og hinanden i en dans krop mod krop. Skønheden flyder i gnistrende billeder mod gulvet. Gåsehuden prikker dem op langs rygsøjlen til stedet hvor alt strømmer ud i damp, der fortætter kroppene til dråber.
   Musvågen flyver forbi vinduet.
   Brudeparret smiler fra den metalliske fotoramme over spisebordet. De læner sig mod hinanden og skjuler hænderne bag brudebuketten. Sløret stråler omkring hende, han ser kærligt på hende og smiler. Glasset reflekterer den første lysstråle fra morgenlyset. Det elektriske lys bliver tændt.
   Ved skovbrændingen flakser musvågen mæt og den finder en pæl at hvile vingerne på. Frosten er glimmer og ånden damper. Vinden dufter klart fra dens vinger, snart misser den søvnigt med øjnene. Musen ligger lunt i dens mave. Han rejser sig og ser ud af køkkenvinduet, ser den sovende på sin pæl.

I bilen tænder faderen radioen. Vinduesviskerne er klistrede af den grønne sprinklervæske, de skraber gnidrede mod ruden og efterladte striber. Motorvejen er fyldt og de zig zagger ud og ind igennem lastbiler og får snusk på ruderne igen. Vitser og latter fra radioen blander sig med nyhedsoplæserens formelle tone, vejrudsigten er grå. Vinduerne dugger og blæseren forsøger nu at overdøve den lette musik og speak. Spændte sidder de synkront fastspændt af to sorte seler. Hun kigger på ham og tænker. Hun tænker på barnet, selvfølgelig tænker hun på barnet. Kan næsten ikke fatte at det er nu. Graviditeten har varet i to år, som en indisk elefant, bliver den nu forløst. Maven stadig lige så slank som før undfangelsen. Hun tænker på hvordan hun vil tage imod barnet, hvordan hun vil favne den bløde hud i flyverdragten. Det må være en kold brat opvågning at komme ud af varmen og hun tjekker at hun har den nyindkøbte babydyne med. Deres indigoblå lift rejste tom til Indien og kommer nu fuld tilbage. Hun tjekker at pusletasken står på bagsædet, men selvfølgelig gør den det. Den var det sidste der kom ind i bilen, inden hun forventningsfuldt satte sig på forsædet og spændte sig fast. Billedet af julerosen blander sig med billederne af barnet som de havde vendt og drejet i hænderne i så lang tid, som om hvis de vendte billedet om, ville barnet falde ud af rammen og dumpe ned i skødet på dem. Alt var parat. Det havde det været så længe, de havde tapetseret børneværelset med brune glade blomster, stillet tremmesengen nymalet grøn op i hjørnet. Puslebordet havde fået en sød bamselampe og der hang en uro ned. Den dansede.
   Hun sukkede, de havde næsten ikke sovet i nat, havde bare ligget og hvisket søde fremtidsplaner ind i øret på den anden. Der var kun kærlighed mellem dem som noget sødt der forbandt dem sammen. Hendes øjne bliver blanke allerede, hun tørrer tåren hurtigt af kinden, det er ikke meningen at barnet skal se hende forgrædt som det første når hun kommer ud af flyveren. Bilen bliver hurtig en lun stue, hun må huske at tænde for varmen lidt før de skal køre, barnet skal have det lunt og godt i det kolde vejr. Bag dem kører hans forældre, de vinker og smiler i bakspejlet. Hun passer på at de ikke kommer for langt frem, så bilerne stadig har forbindelse. Uret bliver stillet synkront med speakerens tidsoplysning, sidst på formiddagen kommer barnet. Morgenen har været lang.
   Han finder en mandarin frem og begynder at pille den. Borer neglene skarpt ned i den orange skal. Skallen smutter af. Bådene klistrer. Der er en kerne i en båd og da han opdager det, piller han den ud inden han putter den i munden. Den har allerede et grønt kimblad. Levende og klar ligger den i det fugtige kød. Orange smag.
   Han så godt hendes tåre der trak ned ad kinden, men siger ikke noget. Nu smiler de forventningsfulde til hinanden. Mange gange havde de smilet forventningsfulde til hinanden, havde de snakket om denne dag, dette øjeblik. Glædet hinanden på puden inden de sov og talt om alle slags detaljer, det hele skulle være perfekt.
   Efter skænderier, trøstet hinanden ved at se frem til dagen og ladet de fortvivlede, stressende ordudvekslinger ligge for tilgivelsen. Det var jo bare fordi det skulle være perfekt.
   Saften drypper fra fingrene, hans grågrønne øjne har lidt blåt i sig i dag. Kernen bliver pakket ind i en serviet, han vil putte den i jord når de kom hjem. Se den gro. Fingrene dufter af de æteriske olier da han, synkende den sidste saftige båd, putter skrællen i en skraldepose.
   Han begynder at pille en mandarin til hende, giver hende hver båd en efter en. Den syrlige saft bliver sunket af hvide og varme tænder. Hun spiser og spytter en tygget kerne ud i hånden. Han ser den anden vej, nyder hendes småsludren og tænker en tanke. En bil overhaler mens hun tygger. Han giver skraldeposen en knude og griber fat i håndtaget til vinduet, som han drejer og lader kølig luft blande sig med duftene af mandarin. En elefant skal til at føde og han gør sig klar til at klippe barnet fri og svøbe det. Ruster sig. Hvor må hun fryse når hun lander, han vil bare gerne trykke hende ind til sig. Denne decemberdag kaster stråler langt ind i fremtiden. Saften hænger fast i fingrene.


I Kastrup lufthavn blev den fede silke pakket ind i en blød grå pels. Kulminationen ville ske. Gravid i elefanttid. Forløst i en ankomsthal. Moderen havde i den korte nats søvn drømt om den indigofarvede lift fyldt med barn, legetøj og dyne. Den dyne hun nu krammede så voldsomt, de første anslag til den nye musik i hendes liv. Dynen havde et stift hvidt betræk på med monogram, bogstaverne var sløjfer syet med små fine håndsting. Kniplinger var syet på hele kanten og var glattede med stivelse så de lå lige. Krammene fik dynen til at blive rynket og svedig. Julerosens hvidt i hvidt fik blandet solens farver i sig, den løftede sig op i kulden til hende og tabte dens blade. Bladene blev billeder, stilbilleder, af et par i sit stiveste puds og glade bedsteforældre som bare ikke kunne holde op med at smile. Faderen bar et velpresset jakkesæt, matchende slips og blanke sko som skinnede om kap med det nervøse smil. Så sprængfyldt, så uendelig glad.
   Butikkerne i lufthavnen sælger toldfrit, to slags for EU rejser, for oversøiske rejser, man skal bare vise sit bordingspas. Ligegyldige ekspedienter viser ligegyldige kunder billig parfume solgt dyrt. Læbestifter og cigaretter. Dyr whisky og minikufferter med LEGO flyvemaskiner og slik. Kortspil og bøger. Rulletrappen hedder Schindler og ruller tålmodigt passagerer op, op, op i luften.
   I ankomstområdet lyste DSB skiltene til metroen og s-toget og lige overfor billetsalget kunne man spise en pølse og drikke sin første savnede øl. Duften af bacon bød danskerne velkommen tilbage fra risen, carryen og de fremmedartede madvarer. Faderen knugede tøjdyret ind til sig og ville ønske at han kunne bære på noget større, så man ligesom kunne se at han havde et ærinde. Anden af orange plys forsvandt næsten i favnen på han. Der var fire skraldespande i hallen hvor der oven over stod "Brug mig" I skraldet lå cigaretskodder, tændstikker, kapsler, pølsepapir og pistacieskaller og af og til blev de vendt igennem af magre dårligt klædte mænd og kvinder der fiskede pantflasker op og tørrede dem fri af sød ketchup. Røde pletter gled ned af siden af skraldespanden.
   Da barnets fly dukkede op på denne frostklare formiddag blev der samling på flokken omkring tavlen med ankomster. Nu var der kun told og bagage tilbage så var hun her. Forældrene fandt hinandens gravide hænder. Presseveerne var startet, der ville gå under en halv time før hun blev født. Mundene blev knastørre.
   I mylderet var der kærlighed og iver over at være den første blikket falder på, den der kunne tage hende op, tage hende på sit skød. Voksne mennesker ventede på deres hjemvendte voksne børns dannelsesrejse til indiske ashrammer, ældre mennesker i gode travesko blandede sig ikke med andre rejsende, men holdt sig sammen i den gruppe, de havde rejst rundt og set Taj Mahal i. Længselsfulde indiske familier vendte tilbage til det danske strukturerede samfund, faktisk var deres hjem her og rejsen havde kun bekræftet dem i det. Børn i utålmodige klapvogne eller med små trolleys og en bamse under armen holdt sig tæt til deres mor mens de så kuffert efter kuffert kører forbi på bagagebåndet. De fik at vide at de skulle holde sig til de var igennem tolden, men alligevel måtte forældrene lade bagagen ligge og følge med ind på det hvide toilet.
   Parret, som var velduftende og i deres stiveste puds, var alt for fine til denne formiddag. De lignede et brudepar på vej til fotografen. Farmor knipsede løs med kameraet som ville hun forevige det synkrone ur. Familien fandt de flag frem bedsteforældrene havde haft med og der blev viftet ivrigt. De vendte sig fra ruden med den hvinende stålfugl foran den frostklare himmel, flyet var for længst blevet tømt. Hæle på stewardesser med små kufferter klakkede mod lufthavnsgulvet, kom ud i en kortege med piloten først. Skraldet ignoreret. Ivrigt maste den lille familie sig frem foran rækværket, syntes det måtte være tilladt på en så vigtig dag. Alle ankomstansigterne blev iagttaget og sammenlignet med de fotos forældrene havde, endeløs var rækken af passagerer. Kølig december luft blev varm klistret lufthavnsluft. Krøllede jakkesæt der rettede sig nødtvunget ud.
   Og endelig, dér blandt de første af de sidste der kom med dette fly, svajede en firkantet indigofarvet lift sig igennem mængden og så var hun der. Liften blev båret af fasteren som havde været ambassadør for det forventningsfulde par. Deres datter var i den lyserøde flyverdragt, moderen havde købt til hende. Omkring hende var svøbt et orange uldtæppe som komplimenterede den indigofarvede lift på en prik. Omfavnelser og kindkys. Barnet blev båret frem til en bænk og endelig, endelig kunne moderen tage barnet op. Faderen kunne kramme dem begge og knipse barnets nye liv ind i deres fotoramme.
   "Lad mig holde hende" sagde farmoren og tog barnet under armene og satte hende på sit eget skød, "Tag også et billede af mig" sagde hun til de andre. Alle var overvældede af ophidselse og glæde og alle ville røre, se, kysse og ae. Pigen selv bare kiggede. Hun kiggede på det blonde pagehår og den hvide hud, som ville hun være helt sikker på at det hun så på, var virkeligt. Hænderne rakte ud efter anden og hurtigt fangede hun en leg hvor hun lod anden dumpe ned på gulvet og straks blev samlet op og givet hende. Hendes hår duftede som julerosen af uendelig forår og sommer. Den gyldne hud var pakket godt ind, men alligevel fik hun den stive dyne rundt om sig.
   De elskede barnet fra det øjeblik de så det, alle sammen blev fyldte af en ufattelig kærlighed til det brune barn med det korte sorte hår. Fyldt med lus.
   Da de gik over til bilen var barnet pakket godt ind i den medbragte dyne så kun det stride hår stak op. Imens de snoede sig ind og ud mellem biler og taxier talte de til hinanden i tredje person med deres nye titel forrest. "Nu skal du se, far låser lige bilen op" sagde han og sprang ind på forsædet for at trække låsen op til den anden dør. Autostolen på bagsædet blev fyldt, og barnet kiggede betuttet på de små seler men fandt sig i at blive spændt fast. Parret satte sig ind. Pusletasken og kufferten med de få ejendele lå i bagagerummet. Bedsteforældre kørte foran denne gang, som en politibil der ville bane vejen for en prinsesse. Det begyndte at sne da de var halvvejs hjemme. Undrende så barnet ud af ruden på de smeltende snefnug og pludrede. Den grå pels var en grå elefant ved siden af autostolen. Konstant vendte en af dem hovedet og smilede til barnet.
   Endelig sås det gule nye skinnende hus på bakken, hilste bilen velkommen og lod den lavt flyvende mursejler skrige dæmpet, en forsinket fødselsve til en graviditet i elefanttid. Nu skulle reden huse den udklækkede fjerløse fremmedsprogede fugl.
Forfatterbemærkninger
Hjælp til komposition og montage søges, samt virker sproget?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/04-2017 17:55 af Sujatha Gellert (Annsujatha) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 6349 ord og lix-tallet er 29.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.