5Sekulære Stjerne
Sekulære Stjerne · Nu prøver jeg igen · Med klisterbånd og knofedt · At... [...]
Digte
10 måneder, 19 dage siden
7Shiva
Ekvilibrist · Hold mig stående · Solid som egerod · Fast gribende og fo... [...]
Digte
1 år siden
9Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 4 - Den...
Hist havde gået i skoven længe, men hun synes ikke at hun var kom... [...]
Fantasy · uhyrer, magi, mystik
1 år siden
9Bjerg
Jeg mærker bedst · I stille stand · Som singularitet · Min retning er i... [...]
Digte · meditation, stilhed, uendelighed
1 år siden
1Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 3 - Sko...
Skovbrøleren vågnede ved lyden af noget listigt. Den greb sin bue... [...]
Fantasy · eventyr, mystik, monstre
1 år siden
8Tilblivelse
Du Slange, fæstn min rod! · Du Ørn, bring mig til vejrs! · Kundskaben... [...]
Digte · eksistens, skygge, lys
1 år siden
2Nangiala
Jeg hvisker tankerne · Så de ikke kan forstumme · Manifesteret · Dog in... [...]
Digte
1 år, 1 måned siden
2Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 2 - Hje...
Hist vågnede ved lyden af Skovbrøleren, der rungede ud over hele ... [...]
Fantasy · eventyr, helte, mod
1 år, 1 måned siden
8Kebalaskovens Hemmelighed - Kapitel 1 - Fee...
I et lille hus, et sted du sikkert ikke kender, boede en pige ved... [...]
Fantasy · eventyr, mystik, leg
1 år, 1 måned siden
5Kebalaskovens Hemmelighed - Prolog
Den gamle, gyldenorange eg strakte sine stive grene med et langva... [...]
Fantasy · natur, dans, mystik
1 år, 1 måned siden
5Usynlige tråde
Pigen havde besluttet sig. Det føltes rart, at have taget beslutn... [...]
Kortprosa · efterår, assistance, afsked
1 år, 1 måned siden
2Ion
Det var engang, at månen interesserede mig · Indhyllet var jeg til ... [...]
Digte
2 år siden
2Arachniden
Eksilsat i syremylder er jeg kampklar · Euforia spinder mine trin s... [...]
Digte · udvikling, selvopfattelse, segmentering
2 år siden
2Skisma
Briserne · de bryder altid igennem mig · Og efterlader mig sønderreve... [...]
Digte · eksistentialisme, identitet, splittelse
2 år siden
2Ved Figentræet
Buddha slog mig ihjel · Hvad fanden skal et krigerisk sind med sind... [...]
Digte · livsanskuelse, fred, krig
2 år siden
2Selviagttagelse
George havde slet ikke lagt mærke til, at det var blevet aften. H... [...]
Kortprosa · psykologi, bevidsthed, frustration
2 år siden
6Flammehav og Snebyger
Det meste forblev usagt mellem dem. To år, var der gået, siden de... [...]
Noveller · hverdag, følelser, oprør
2 år siden
3Flugten fra Guder og Dæmoner - Kapitel 2 - ...
På den anden side af templets ydre porte, drejede Jamir til venst... [...]
Fantasy · mystik, frygt, dæmoner
2 år siden
3Selviscenesættelse
Fra alverdens apati skabes på ny et perspektiv · Snart at beslutte ... [...]
Digte
2 år siden
3Øjesplint
De to mænd sad tavse over for hinanden. Farverne på den åbne træp... [...]
Kortprosa · facade, livsanskuelse, relationer
2 år siden
3Flugten fra Guder og Dæmoner - Kapitel 2 - ...
Stjernerne hang ubevægeligt over Tamekaørkenens nattehimmel, og o... [...]
Fantasy · magt, mørke, byrde
2 år siden
3Ankelgreb
Forvredet · Bark som glødende ståltråd · Bekriget af betonskorpen du ... [...]
Digte · eksistentielt, selvbedrag, splittelse
2 år siden
3Flugten fra Guder og Dæmoner - Kapitel 1
De kolde brosten i krinkelkrogens hjørne sendte kuldegysninger ge... [...]
Fantasy · mystik, frygt, død
2 år siden
11Ord til natten
De hænger der endnu. Indhyldet i stilhed og lys, anderkender de u... [...]
Kortprosa
4 år siden

Puls: 3,5

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 2
Zakarias Suviér (f. 1995)
Hist vågnede ved lyden af Skovbrøleren, der rungede ud over hele landsbyen fra Kebalaskovens dyb.
   "OOOOOOOOOOOOOOAAAAAARRRRRNGGHHH!"
   Hun satte sig i sengen og gnubbede søvn af øjnene. I dag ville hun finde ud af alt hvad hun kunne om Skovbrøleren. Hun svang sine små ben ud over sengekanten, og strakte sig en sidste gang inden hun forlod sin lune rede. Stengulvet var koldt mod hendes bare føder, så hun pilede over gulvet som en lille mus efter sine sko. Hun tog også sin skuldertaske med 'Den Gyldne Eg' i, og åbnede forsigtigt døren ind til stuen. Hun måtte prøve at liste sig ud, inden far vågnede. Hun greb håndtaget til hoveddøren, og rykkede den langsomt op.
   'Kniiiiiirk'
   Hist stod bum stille, i håb om at hendes far ikke havde hørt lyden.
   "Hist, er du oppe så tidligt?"
   Bag køkkenbordet kom et pjusket ansigt til syne. Hists far var en spinkel mand med lyst hår og skæg, der stod ud til alle sider, og så duftede han altid af Far.
   "Det er herligt!" sagde han, og dykkede tilbage bag køkkenbordet. "Jeg er nemlig i fuld gang med at bage græskartærte!"
   Hist kunne godt lide græskartærte. Men hun var så ivrig efter at læse om Skovbrøleren, at hun helt glemte at være sulten.
   "Jeg er slet ikke sulten," sagde hun, stadig med hånden om dørgrebet.
   "Ha! Når først du får smagt en bid af min tærte, vil du slet ikke kunne stoppe igen, min pige!" Hists far skramlede med pander og gryder bag køkkenbordet, da det pludselig holdt op. Hans ansigt tittede igen op fra overfladen.
   "Hør, du er vel ikke forelsket eller noget, Hist?" spurgte Far med rynket pande.
   "Forelsket? Hvem er det?"
   Fars ansigt blev roligt igen.
   "Nåh, øh, ikke nogen. Hvad hedder det..." begyndte han, og trommede lidt med fingrene. "Ah... et nyt eventyr, ikke sandt?"
   Hist slap dørhåndtaget med et suk.
   "Jeg vil bare gerne vide noget om Skovbrøleren," sagde hun med lav stemme.
   Far kastede et blik ud af vinduet, og smilede til hende.
   "Tjah, du er jo tidligt oppe, Hist. Mon ikke, du kan nå at lære lidt, inden tærten bliver kold?" Far blinkede til hende, som han nogle gange gjorde.
   Hist hoppede af glæde, og flåede døren op. Hun var allerede halvvejs gennem gulerodsbedene, da hendes far råbte efter hende, at han også godt kunne bruge en hånd til at binde halmballer lidt senere.
   Udenfor var solen kun lige stået op. Kornmarkerne omkring Hists hus bølgede let i vinden, og lignede lidt en stor, gylden sø. Kun enkelte fugle var gået i gang med deres første viser, men snart ville morgenen vrimle med lyde, vidste Hist. Hun måtte til pæretræet hurtigt, så ikke engang fuglene kunne sladre om, hvor hun befandt sig.
   Havren var endnu våd af duggen, og da Hist var nået gennem kornmarken, var hun gennemblødt til maven. Hun vidste, at der ville gå lang tid, før solen ramte skovbrynet, hvor pæretræet stod. Men det måtte hun leve med, tænkte hun. Sådan var det også i historierne. Helten er ikke altid heldig.
   Hist sprang det bedste hun kunne, og greb fat om Læsegrenen på pæretræet. Så svang hun sine ben op under sig, og viklede dem rundt om grenen i en lås. Derefter snoede hun sig, til hun kunne sætte en hånd på stammen. Og vupti, let som en kat sad hun i pæretræet på sin Læsegren. Over hendes hoved hang en saftig pære, som hun plukkede og spiste. Her var livet bedst. Hun fandt den tunge bog frem fra sin taske. Den var stor og slidt, og læderomslaget var mørnet. Men billedet af det smukke egetræ på omslaget gjorde alligevel bogen til noget særligt. Hist kunne mærke, at hendes fingre begyndte at kilde. Hun grinede. Hendes fingre kildede altid, inden hun åbnede en ny bog.
   'Den Gyldne Eg - Fortællingen om Skovbrøleren' stod der på bogens første side. Der stod ikke noget om, hvem der havde skrevet bogen. Det var dog ikke så unormalt. Det var faktisk de færreste af hr. Kobes bøger, hvori der stod, hvem der havde skrevet dem. Hist satte sig rigtig godt til rette, med ryggen opad pæretræets tykke stamme, og gav sig til at læse.

"Dybt i skoven, bor Skovbrøleren. Hvis du har ører og fornuft, så ved du nok allerede, hvem Skovbrøleren er. Hver morgen ved solopgang, og hver aften ved skumring, brøler Skovbrøleren nemlig så himlen ændrer farve. Alt dette ved du nok. Men ved du også, hvor Skovbrøleren holder til?"

Hist læste med store øjne. Hun blev ved med at læse, lige til hun løb tør for sider at læse, hvilket hun gjorde alt for tidligt. Efter side tre i bogen, var alle siderne helt blanke. Det var en mærkelig bog, synes Hist. Der stod slet ikke særlig meget om Skovbrøleren. Hverken, hvordan den så ud eller hvorfor den brølede. Der stod kun, at den boede i et kæmpe stort egetræ, hvis blade altid var de smukkeste orange farver, som guld og flammer.
   Hist klappede bogen sammen med rynket pande. Det var ikke, hvad hun havde forventet. Hun ville vide meget mere! Hun smed bogen tilbage i tasken, og kravlede ned fra træet. Dagen var dårligt nok begyndt, så hun kunne med sikkerhed sagtens nå både at hjælpe sin far og nå forbi hr. Kobe efter en ny bog.
   Hist var netop nået et par skridt ud på marken, da duften af tobak og vanilje fyldte luften. Hun så tilbage mod pæretræet, og lænet op ad stammen, stod en skikkelse med en pibe i munden.
   "Halløjsa!" sagde manden og vinkede. Hist blev stående. Hvor mon han var kommet fra, tænkte hun.
   "Jeg hedder Tam!" sagde han så, og stoppede piben. "jeg er en vagabond, og kom lige ud af skoven, da jeg så det lækre pæretræ." Manden smilede. Hist vidste ikke, hvad en vagabond var for en. Han så snavset ud, med fedtet hår og en beskidt skjorte. Men hans ansigt var venligt, så Hist blev stående lidt endnu.
   "Hvad hedder du?" spurgte Tam.
   "Hist," svarede Hist.
   "Hist! Det lyder næsten som noget fra et eventyr!" Tam samlede en pære op fra jorden, og tog en ordentlig bid af den. Han smilede mens han spiste, og spejdede ud over markerne. "Det er længe siden, jeg har set marker," sagde han.
   "Hvor har du da været?" spurgte Hist nysgerrigt.
   "Over det hele!" svarede han, og gjorde en stor gestus med begge arme. "Jeg har været steder, hvor sten er store som slotte, og søer er større end Kebalaskoven! For slet ikke at tale om Kebalaskoven!"
   "Har du været inde i Kebalaskoven?!" udbrød Hist, og trådte tættere på Tam. "Men der er Skovbrøleren jo!"
   "Jaah, det er han vel," svarede Tam, og tog endnu en bid af pæren. "Men ... her er jeg!" Han smilede med munden fuld af pære.
   "Orv," sagde Hist, og kastede et blik ind mellem skovbrynets store træer. Der så mørkt ud.
   "Hvad laver du herude ved skovbrynet?" spurgte Tam.
   "Jeg læste en bog om Skovbrøleren," svarede Hist.
   "Nå da! Hvad står der?" Tam tog en sidste bid af pæren, og kastede skroget fra sig. Så tørrede han sine hænder i skjorten.
   "Næsten ingenting ... kun, at den bor i Kebalaskoven, ved et stort, gyldent egetræ."
   "Hm, nej det var ikke meget." Tam så næsten nedslået ud. "Det var en skam."
   "Jaah," sagde Hist, og sank skuldrene. "Jeg ville så gerne vide noget om Skovbrøleren. Der er slet ingen, der ved noget om den."
   Tam kløede sig lidt i nakken, mens han så afmålende på Hist. Der var noget over ham, tænkte Hist. Han så både ung og gammel ud. Måske var det hans øjne. De funklede, som om de havde set hele verden.
   "Nogle gange, Hist," sagde han, "er det bedste man kan gøre, at følge sit hjerte."
   "Følge sit hjerte?"
   "Jep!"
   "Hvordan det?" spurgte Hist. Nu var det hende, der kløede sig i nakken. Tam lo en hjertelig latter.
   "Det ved man kun selv!" sagde han med et bredt smil. "Men nu må jeg videre. Jeg har en lang rejse foran mig!"
   "Hvor skal du hen?" spurgte Hist nysgerrigt.
   "Hvor mit hjerte vil det!" hans øjne funklede venligt. Så foldede han sine hænder foran sig, og bukkede dybt. Det havde Hist aldrig set nogen gøre før. Hist foldede også sine hænder, som Tam havde gjort det, og bukkede dybt. Men da hun rejste sig igen, var han væk. Hist vendte sig, for at se om han var gået mod landsbyen, men der var ingen spor efter Tam.
   Den nat sov Hist ikke ret meget. Hun lå og tænkte på sten så store som slotte og søer større end Kebalaskoven, for slet ikke at tale om Kebalaskoven. Hun tænkte på Skovbrøleren, og den dumme, ufærdige bog. Men mest af alt, tænkte hun på, hvad Tam havde sagt, om at følge sit hjerte. Det lød smukt, men også ret sejt, syntes Hist. Ligesom en rigtig eventyrer, eller en rigtig helt fra historierne. Måske var Tam sådan en. Måske, tænkte Hist, kunne hun også være sådan en.

"OOOOOOOOOOOOOOAAAAAARRRRRNGGHHH!"
   Hist sparkede dynen af sig, og sprang ud af sengen. I dag skulle det være! Hun tog sin skuldertaske, og lagde den tunge bog på bordet. Så åbnede hun vinduet, og kravlede ud. Hvis far så hende, ville han sikkert have hjælp med gulerødderne. Hun lukkede vinduet udefra, og af sted i en fart!
   Hendes bare fødder kildedes af den kolde morgendug i havremarken, og hendes tøj klæbede sig om hende. Men Hist var ligeglad. Hun ilede af sted og sprang gennem marken, fri som en hjort. Da hun nåede pæretræet, fyldte hun sin taske med pærer, og tog en i hånden. Hun tog en bid, og smilede. Den smagte sødt som honning. Hun vendte sig og så tilbage på landsbyen. Ingen røgsøjler stod fra husenes skorstene, og intet lys kastede sit skær gennem vinduerne. Kun Hist lod til at være vågen. Men ikke længe. Snart ville de alle sammen stå op, og gøre som de altid havde gjort. Bageren ville ælte dej sammen til brød, børnene ville frisere deres hår og læse lektier og kvinderne ville sladre og sludre, ligesom de plejede. Hist så mod det lille hus med stråtag og skorsten mellem landsbyen og skovbrynet. Om lidt ville hendes far også vågne. Og så ville han undre sig over, hvorfor hun ikke kom tilbage for at hjælpe med gulerødderne og halmballerne. Og han ville undre sig over, hvorfor hun ikke kom hjem for at spise græskartærte og snakke om eventyrer og røverhistorier.
   Hist vidste, at hun ikke havde fået pæren galt i halsen. Men alligevel, var det som om der sad en lille klump og trykkede lidt. Hun fjernede sit blik fra huset, og vendte sig igen mod Kebalaskovens tårnhøje træer. Hun kunne ikke se ret langt gennem brynet, da der var for mange blade og næsten intet sollys. Hist tog en dyb vejrtrækning, og samlede alt sit heltemod.
   Så tog hun sit første skridt, på hjertets vej.
Forfatterbemærkninger
Kritik bliver modtaget med kyshånd. God læselyst, mvh Zakarias

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 23/10-2017 10:03 af Zakarias Suviér (Zakarias) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 1822 ord og lix-tallet er 23.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.