Spillet


2 måneder, 9 dage siden 4 kommentarer Fantasy science fiction filosofi

4Spillet
Enkibano gik ind i fællesrummet og smed tasken under bænken. · Med ... [...]
Fantasy · science fiction, filosofi
2 måneder, 9 dage siden

Puls: 11,7

Publiceret: 1
Afgivet: 4
Modtaget: 4
Dmitri David Waldman (f. 1980)
Enkibano gik ind i fællesrummet og smed tasken under bænken.
   Med undtagelse af den mekatroniske multitjener, som metodisk fejede gulvet, var rummet tomt. Idet multitjeneren fik øje på Enkibano, stoppede den brat op og førte to af dens otte manipulatorer sammen i en hilse-gestus.
   - Vær hilset, unge herre, - brummede maskinen.
   - Ja, i lige måde, makker, - svarede Enkibano med kedsomhed i stemmen. - Hvor er mor henne?
   - Fru Sabahat skulle deltage i et ekstraordinært møde i Landbrugsministeriet her til eftermiddag. Hun vender hjem inden længe.
   Enkibano kiggede lettere forundret på multitjeneren.
   - Inden længe? Det er vist første gang, jeg hører dig sige den slags! Jeg troede, din programmering havde det svært med relative begreber.
   - Ja, sådan har det været indtil i går, hvor alle multitjenere af min model fik en programopdatering. Men begrebet "inden længe" er da heller ikke så relativt endda, - fortsatte maskinen. - Jeg definerer det bare som et stykke tid kortere end en tyvendedel af en døgncyklus. Det er en anden sag med et begreb som "lang". Når man f.eks. taler om en lang finger og en lang bro, er der jo tale om to helt forskellige længder. Det er...
   - Ja, det er fint, - afbrød Enkibano. - Sig mig, har programopdateringen også gjort dig filosofisk anlagt?
   - Nej, min herre, det er et personligt karaktertræk, som Deres tro tjener har udviklet over mange år, - svarede multitjeneren og fortsatte med at feje gulv.

"Hmm...", tænkte Enkibano siddende henslængt på bænken, "L1-intelligens er blevet så billig, at man nærmest får den smidt i nakken. Og så får man filosoferende støvsugere, undskyld, multitjenere. Jeg må hellere passe på med ikke at såre dens "følelser". Ellers går den måske i strejke!"
   "Til gengæld kan man som gamer endelig få noget kompetent modspil og realisme", tænkte han videre.
   "Tag bare det kommende spil Solsys-2, hvor man på en fremmed planet kan lede en hel civilisation af rumvæsener. Tænk engang, at lede millioner af individer, hver udstyret med en L1-intelligens, gennem årtusinder til storhed! Eller undergang, hvis man ikke er dygtig nok. Hvor vildt er det!?"
   Enkibanos overvejelser blev afbrudt af et indgående opkald. Hans kontaktlinse projicerede et billede af hans bedste ven, Ravosam, direkte på nethinden. Billedet så ud til at svæve frit i luften.
   "Forbind", tanke-kommanderede Enkibano.
   - Hey Enki, hvordan går det? - nærmest sang Ravosams billede.
   - Davs Ra, tjoh...fint. Jeg er lige kommet hjem fra undervisning. Hvad er du så opstemt over?
   - Tja, lad mig se. Måske fordi jeg lige har været til sneak preview for verdens største spilnyhed!
   - Sneak peview for Solsys-2?! Hvordan i alverden slap du ind? Er det ikke kun for særligt inviterede spilanmeldere?
   - Jo, dem... samt gode gamle Ra, - klukkede Ravosam. - Du husker nok, at jeg har en hemmelig velgører. En slægtning, der arbejder i massemediebranchen. Han lånte mig deres spilanmelders ID-kort. Fyren ville vist nok hellere bruge eftermiddagen sammen med sin forlovede, haha!
   - Ok. Men hvis man går mere op i romantiske middage end verdens største spilnyhed, er det måske på tide at gå på pension som spilanmelder, hva?
   - Det tror jeg også, han gør MEGET snart. I denne omgang, skal jeg nok redde hans skind. Jeg skriver en lille anmeldelse og han får lov at publicere den under sit eget navn, den fusker, hahaha!
   - Fedt! Ikke nok med at du slap ind til et eksklusivt event. Nu skylder den fyr dig også en tjeneste! Nå, men hvad fandt du så ud af? Taler rygterne sandt?
   - Du mener, om de her skabninger virkelig har L1-intelligens? Ja, den er god nok.
   - Og der er millioner af dem?
   - Spiludviklerne har fortalt, at der vil være ca. 8 millioner til at begynde med. Men efterhånden som deres civilisation modnes, bliver de jo nok en hel del flere. Hvor mange flere, ville de ikke ud med. Det skal åbenbart holdes hemmeligt for nu.
   - Ville de så ud med, hvordan væsenerne ser ud?
   - Ja, vi fik da et par glimt. Egentlig, ligner de os lidt. Måske for at vi, med en vis rimelighed, kan bilde dem ind, at de er skabt i vores billede, hehe. De har i hvert fald en krop, to ben, to arme samt et hoved. Men her hører ligheden også op! Jeg fik faktisk knipset et nærbillede fra spilsekvensen. Så, døm selv! Men husk, indtil i morgen, hvor spilanmeldelserne udkommer, er det strengt fortroligt!
   - Klart! Tag det roligt. Du ved, du kan stole på mig. Hit med det!
   Et umiskendeligt dyrisk hoved siddende på en overkrop tonede frem midt i Enkibanos synsfelt.
   - Føj! Skabt i vores billede min bare... Se lige den snude! Og hvad er det for en komisk pelstot, den har i toppen?
   Ravosam trak på skuldrene.
   - De er jo også rumvæsener.
   - Rumvæsener, som tror, de er skabt i vores billede!
   - De vil altså kun tro det, hvis du siger det til dem, - parerede Ravosam. - De er ikke født med den forestilling. Personligt, har jeg tænkt mig at afsløre mit virkelige udseende for mit folk. De skal ikke bilde sig ind, at de er skabt som perfekte kopier af deres skabergud!
   - Det må jeg lige tænke over. Hvordan man bedst griber det an. Det er jo ikke hver dag, man får lov at lege gud!
   - Så sandt, som det er sagt! En anden pudsig detalje, som vi fik at vide er, at de her væsener faktisk kun kan gå rundt.
   - Hvad skal de så gøre, hvis de skal bevæge sig opad?
   - Så må de klatre.
   - Ha! Jeg har allerede lidt ondt af dem. Klatre!
   - Du kunne jo lære dem at bygge trapper.
   - Det må jeg hellere! Som den barmhjertige gud, jeg har tænkt mig at være, hehe. Nå, jeg må videre. Vi snakkes ved.
   - Det gør vi, - svarede Ravosam og lagde på.

En eftermiddag nogle dage senere var Enkibano på vej ud af døren, da hans mor dukkede op.
   - Nå, og hvor skal du hen på denne tid af dagen? Vi spiser jo aftensmad snart, - sagde hun.
   - Hej mor. Jeg skal lige hente et opgraderet VR-sæt. I aften lanceres et nyt spil og man skal bruge det for at kunne spille med. Butikken er jo lige rundt om hjørnet. Jeg er tilbage før du når at tælle til 10!
   - Er det Solsys-2, du snakker om?
   - Wow, mor! Jeg vidste ikke, at du går op i, hvad der rører sig i gamerverdenen.
   - Det gør jeg heller ikke, - grinte hans mor. - Men det er jo heller ikke et hvilket som helst spil. Det giver du mig nok ret i.
   - Jo.
   - Faktisk, har det været oppe og vende i parlamentet i dag.
   - I parlamentet? Hvorfor nu det?
   - Fordi en del parlamentsmedlemmer syntes, og jeg citerer, at det er amoralsk at lade intelligente væsener være legetøj i hænderne på en flok store børn.
   Enkibano mærkede irritationen stige op inden i. Han tog et par dybe indåndinger for at få ro på. Det var jo ikke hans mors skyld.
   - Sådan nogle hyklere! Kunstig intelligens er jo overalt. Min personlige assistent i det her armbånd er intelligent. Søgemaskinen på distriktnettet er intelligent. Hey, selv vores gamle støvsu... jeg mente multitjener er blevet umådelig intelligent på det sidste! Gad vide hvor mange højintelligente armbånd hver dag bliver tabt i toilettet af uansvarlige børn og fummelfingrede voksne. Hvad siger de til det oppe i parlamentet?
   - God pointe! Men der er alligevel en forskel. Din personlige assistent er nemlig ikke designet til at have følelser, føle smerte og have et overlevelsesinstinkt.
   - Men det er jo bare programkode, - insisterede Enkibano. - Kun en simulation af følelser!
   - Er det ikke også "bare" en biologisk programkode, der kører i din hjerne og får dig til at tro, at du føler noget? Hvem ved, om det så er vores følelser, der er "kunstige" eller maskinernes følelser, der er "ægte"? Her har du lidt stof til eftertanke.
   Enkibano blev noget anspændt. "Hvad kan de finde på derover i parlamentet?" tænkte han.
   - Slap af! - lo hans mor. Du behøver ikke aflyse din udflugt efter VR-sættet. Spillet bliver lanceret i aften som planlagt.
   - Kan du læse tanker, mor?
   - Det behøver jeg da ikke, når de står malet i dit ansigt! Du kan takke spillets chefdesigner, som nærmest blev krydsforhørt af kritiske parlamentsmedlemmer. Men han talte godt for sig og fik dæmpet gemytterne. Så, af sted med dig!
   - Jeps, vi ses mor, - sagde Enkibano og gik ud af døren.

Samme aften sad Enkibano på sit værelse og sludrede med Ravosam, mens de ventede på at spillet bliver frigivet.
   - Så er det ved at være tid! Alle tilmeldte spillere får nu afsløret verdenskortet og deres egen startplacering, - sagde Ravosam og fortsatte få øjeblikke senere. - Jep, her er det. Ok, det er lidt specielt. Det ligner en stor flod, der løber gennem bar ørken!
   - Så kan jeg også se min, -udbrød Enkibano. - Hvad har vi her? En kyst, sump, tør slette. Jeg zoomer lige lidt ud. Ok, det er for enden af en havbugt... Hey! Jeg tror, jeg kan se din flod. Vi er ikke så langt fra hinanden!
   - Du har ret. Det var da pudsigt!
   - For resten, - sagde Enkibano, - hvad med din kammerat Zelaro? Spiller han også med?
   - Snakker du om Zelaro-Us? Jeg ville ikke ligefrem kalde ham kammerat, nærmere en bekendt. Han er ikke lige min type.
   - Det var da mærkeligt med sådan et dobbeltnavn.
   - Ja, han påstår, det er et ældgammelt adelsnavn. "Us", altså, - klukkede Ravosam. Det er han umådelig stolt af. - Så, hvis du vil nyde synet af en snotfornærmet wannabe-greve, skal du bare kalde ham Zelaro! Men ja, han sagde, han vil spille med. Bare ikke helt fra starten. Han bilder sig selv ind, at han er et es til den slags spil. Så han ville "allernådigst" give os newbies et forspring på et par tusinde Solsys-år, inden han træder til og tværer os ud!
   - Hvor "storsindet" af ham!
   - Det ville han også selv sige! Han har planer om at føre sit "folk" til kulturel dominans over hele verden. Så er du advaret!
   - Haha! Klart, intet mindre! Hvad er hans gamer-navn?
   - Jeg tror, det er ZeUs. Eller noget i den stil. "Us" giver han i hvert fald ikke afkald på! Så er der kun få øjeblikke til start. Vi snakkes ved, Enki.
   - Det gør vi, Ra.
   Enkibano satte sig godt til rette, foldede sine næsten udvoksede vinger og klaprede med sit korte næb af ren og skær spænding. I sit synsfelt kunne han se nedtællingen. Tre, to, en. Start!

* * *

Adapa slog øjnene op i sin lille sivhytte. Han rejste sig langsomt og gik over til et hjørne, hvor der stod en lerpotte fyldt med vand. Han kiggede ned i den. Fra vandets spejlblanke overflade kiggede et ansigt tilbage på ham. Det var hærget af vind og vejr og indrammet i uglet, gråsprængt hår samt et kulsort tommelfingerlangt fuldskæg.
   "Hvad i alverden var det for noget?", tænkte han. "En åbenbaring? Eller drømte jeg bare?"
   Han prøvede at genkalde det syn, han så.

Han var lige blevet færdig med at reparere sit slidte fiskenet, da han pludselig hørte en myndig stemme, som tilsyneladende kom ud af ingenting.
   - Adapa! Adapa! - kaldte stemmen.
   Adapa så sig omkring. Til hans store forundring, var der fuldstændig mennesketomt.
   - Hvor er du!? - råbte han.
   - Dæmp dig lige lidt ned, - sagde stemmen. - Du er ikke blevet skør. Men hvis du bliver ved med at skrige sådan, er det lige præcis det, dine naboer vil tro. Du er den eneste, der kan høre mig.
   "Den var god!", tænkte Adapa sarkastisk. "Jeg er begyndt at høre stemmer, og de siger, at jeg ikke er blevet skør!"
   - Godt at se, at du fortsat kan tænke rationelt, - svarede stemmen. - Det er en af grundene til, at jeg har udvalgt dig. Du er gjort af et særligt stof, Adapa, og jeg har store planer for dig!
   - Men hvem er du? Og hvad vil du med mig? - spurgte Adapa mere roligt.
   - Jeg er din Skaber. Jeg har skabt dig og dit folk i mit...hm...eget billede. Jeg er kilden til liv, viden og orden!
   - Men hvordan kan jeg vide, at det her er virkeligt og jeg ikke er blevet skør?
   - Du har ret, Adapa. Jeg kunne sagtens vise dig et tegn. Kig mod nord. Kan du se den sky, der hænger over horisonten? Kig godt efter.
   For øjnene af den forbløffede Adapa, delte den formløse sky sig i to. Den ene del formede sig til en mandsskikkelse mens den anden blev til en fisk.
   - Men, som vi begge to ved, - fortsatte stemmen, - kan skøre folk ikke bare høre stemmer, men også se syner. I bund og grund, kan jeg ikke bevise, at du ikke er blevet skør. Men hvad vil du selv helst tro? At du har mistet forstanden og snart bliver udstødt af din stamme? Eller at du er blevet udvalgt af din Skaber til at føre dit folk ind i en storslået fremtid?
   Adapa vejede et kort øjeblik de to alternativer op mod hinanden.
   - Ja, min Herre. Du har ret! Jeg kan selv mærke det! Jeg blev ikke født til at være en gemen fisker resten af mit liv! Jeg vil gøre det, Herren befaler!
   - Det var bedre! Jeg befaler dig at grundlægge en religion. Du vil snart opdage, at de syner, du ser også kan ses af andre. Så du får ingen problemer med at få følgere. Når I er blevet tilstrækkelig mange, vil du proklamere, at I skal opføre et tempel, som er jeres Gud værdigt. I vil bosætte jer ved templet og grundlægge en mægtig stad. Den største i hele verden!
   - Ja, - råbte Adapa fuld af begejstring. - Den mægtigste stad i verden! Det er sådan, jeg vil navngive den. Mægtige Stad! Hvis det navn behager Herren, selvfølgelig, - skyndte han sig at tilføje.
   - Hmm... Mægtige Stad, siger du. På dit sprog lyder det som "Eridu". Jeg kan godt lide lyden af det ord. Du har min velsignelse.

Tilbage i sivhytten var Adapa atter fuld af tvivl. Var det alligevel bare en drøm?
   Gjort af et særligt stof? Grundlægge en religion? Bygge en by? Sikke nogle vilde fantasier! Han er jo bare en gemen fisker, ligesom hans far og hans farfar. Nej, det var helt sikkert en drøm!
   I samme øjeblik vendte stemmen tilbage.
   - Nej Adapa! Det var ikke nogen drøm! Og kan du så rubbe neglene! Det kan godt være, jeg har en evighed. Men det har DU ikke!
   Adapa sprang op som var han stukket af en hveps bagi.
   - Ja, min Herre! Jeg har da aldrig tvivlet på dig!
   - Ja, den er god med dig, - klukkede stemmen. - Har du glemt, at jeg kan læse dine tanker? Men jeg er en barmhjertig Gud og jeg tilgiver dig.
   Adapa foldede ydmygt sine hænder.
   - Tusind tak, min Herre! Har Herren et navn, som vi dødelige må ytre?
   - Ja, - svarede stemmen. - Kald mig Enki.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/08-2019 05:56 af Dmitri David Waldman og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 2568 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.