Jeg aner ikke, hvorledes det startede... alt, hvad jeg kan erindre er, at jeg vilkårligt, for sølle seks dage siden, vågnede op med en uforklarlig livsglæde - og ikke blot var jeg opstemt; jeg var helt i sindsbevægelse! Jeg fortæller Dem, min ærede læser; energi fór igennem min kringlede krop i ubærlige mængder fra morgenstunden af som aldrig før - jeg sprang uopsætteligt ud af træsengen og kyssede hver eneste detalje af mit elskværdige bedetæppe, før jeg tilbad Herren med gudfrygtig entusiasme. Jeg fældede de tårer, Jesus aldrig nåede at fælde - ih, Kristi fødsel; jeg fældede tårer, der var indpakket i min dyrebareste taknemlighed og Guds største velsignelse! Det var så at sige en perfekt morgenstund - selv solen, med sine rødvinsrøde stråler, udgød sin godmorgenhilsen, og endog fik jeg lejlighedsvist besøg af sangfuglene. Jeg sprang op fra bedetæppet og begav mig hen mod køkkenet.

Jeg gennemførte mine morgenobligationer behændigt som aldrig før. Provianten gled ned ad mit spiserør, og det var usædvanligt velsmagende, skønt maden ellers er velkendt for sin kedsommelighed - havregryn med mælk. Jeg ordnede opvasken, som havde tårnet sig op, ubesværet, som jeg ellers plejede at bakse intenst med. Og ikke nok med det, min ærede læser, så foretog jeg mig en tiltrængt hovedrengøring i hele lejligheden! Kan De tro det? Jeg knoklede uafbrudt - eller, "knoklede"? Sikke et jammerhyl; jeg dansede behændigt gennem alle forpligtelserne som en pokalvinder i sportsdans, og på rekordtid var lejligheden skinnende og blankpoleret!

Jeg fortæller Dem, ærede læser - mit overskud oversteg selv de lykkeligste menneskers, selv de mest overskudsrige. Jeg fór rundt i lejligheden med utallige idéer og megalomaniske fantasier, og skreg mine favoritsange med overdrevet passion uden at skænke min ulejlige adfærd den mindste mine den morgen, hvorfor jeg de efterfølgende dage - på forudsigelig vis - fik tre naboklager; henholdsvis af en ung kvinde, ligesom jeg, i udødelighedens alder, en gammel dame med krybende posttraumatisk stresssyndrom og en pensioneret bureaukrat, som jeg mere eller mindre havde en venskabsetablering med. Jeg beklagede mig og udviste samvittighedsnag for hver især, skønt mine impulser skreg "jeg er bedøvende ligeglad!" Det var en ugenkendelig ambivalens; jeg plejer ellers snildt at kunne beherske mig selv, hvilket jeg krediterer mine forældres fremragende opdragelsesmetoder for. Skønt jeg ikke tør erkende det, så ved jeg, at mine naboer kunne fornemme min opstemthed - især var den unge kvindes bekymrende miner tydelige og påkaldende. Men til trods for ulejlighederne, ærede læser, så blev jeg mødt med sympati og tilgivelse.

Jeg forlod min lejlighed selvsamme dag uden at låse døren, løb ned ad trapperne helt fra fjerde etage jublende, som ekkoede i hele opgangen - som om jeg skulle giftes - og svang udgangsdøren vidt åben. Med ét indså jeg abrupt, hvad mit formål var. Jeg spankulerede de syv kilometer eller tilsvarende til Forfatterbutikken, som det blev kaldt, med henblik på at bortødsle alle mine velfortjente mønter på en skrivemaskine og bunkevis af neutrale skrivepapirer. Jeg hilste ærbødigt på vilkårlige fremmede på vejen, skønt nogle af dem virkede frastødte over min fremtræden, jeg forærede desperate gadetiggere min medlidenhed gennem mønterne, jeg smilte til de surmulende for at opmuntre dem, jeg trøstede de fortvivlede ved at vise min kærligheds altruisme. Jeg fortæller Dem, min ærede læser - jeg oplevede en hel ekstraordinær ekstroversion i mig, hvor jeg ellers plejer at være mere stilfærdig og reserveret; hvis blot De var til stede i disse lokationer på de pågældende tidspunkter, ville de ubetvivleligt udpege mig som den mest dominante og ekstroverte blandt menneskemyldret.

Idet jeg omsider ankom til forfatterbutikken, drønede jeg tilnærmelsesvist hen til skrivemaskinerne og iagttog dem med et ufravendt blik; blikket var fæstnet på de splinternye, tillokkende skrivemaskiner og skinnende knapper, som himlen i mine drømme, jeg havde haft de seneste nætter. Butikkens 'boglige' duft indtrængte mine næsebor, og forfatteratmosfærens velkomst beroligede mit hylster for en stund, men sindet - som stadig var i ukontrollabel, hysterisk forfatning - omsonst. Det var en forholdsvis stor, men ukendt butik for de fleste. Der var adskillige boghylder, som hovedsageligt indeholdte bøger af afdøde, legendariske forfattere.
   En eklatant detalje, som nærmest gjorde mig nyfigen, var, at bogpriserne var uangivne; man var nødtvungent til at henvende sig til indehaveren for at få beløbet afklaret. Jeg gik uger, hvis ikke måneder, og grublede over dette - jeg fortæller Dem, min ærede læser, jeg blev helt indædt af nysgerrigheden; den gnavede i mig som en uappetitlig parasit! Til sidst kunne jeg ikke mere. Jeg kunne ikke afstå fra at underholde spørgsmålene, som blot multiplicerede til uoverskuelige mængder; fra at underholde de uundvigelige tanker og følelser, fra at underholde lidenskaben heraf, som mere eller mindre gjorde mig afsindig.