(Onsdag d. 13. december 2006)

Det er første dag i min selvbestaltede eksil fra Fyldepennen. Jeg var nødt til at tage nogle dage væk derfra for at finde ud af, hvad det er, jeg vil.

Spørgsmål, der trænger sig på i alt dette kaos er:

1) Vil jeg fortsætte med at skrive?

2) I tilfælde af, at svaret på ovenstående er ’ja’, vil jeg så fortsætte med at skrive på Fyldepennen eller skal jeg tilbage til skrivebordskuffen? (Og hvad glæde har jeg – eller nogen anden – af det?)

3) Hvorfor vil jeg fortsætte med at skrive?

4) Hvis jeg vil fortsætte, vil jeg så være bedre, eller skal det fortsætte på dette plan, hvor jeg dårligt kan holde ud at læse det, jeg selv skriver? (Svaret giver ligesom sig selv, ik!)

5) Og nej – det kan jeg jo nok ikke. Men så er spørgsmålet: Hvordan bliver jeg bedre (uden Fyldepennen)?

6) Gør Fyldepennen noget godt for mig?

7) Kan jeg – hvis det kommer til stykket – undvære Fyldepennen, og de mennesker, jeg har lært at kende der (begge dele på god og ondt)? Kan jeg undvære kommentarerne, debatterne, brevene, træffene og menneskene (igen: Alt på godt og ondt)?



Dagen er gået med refleksioner, men er det gået godt? Æh, egentlig ikke! Jeg har skrevet det meste af dagen. Meningen med mit eksil var ellers, at jeg netop IKKE skulle A) Læse B) Skrive C) Have noget med Fyldepennen at gøre. Men jeg har A) Læst B) Skrevet og C) Fyldepennen har konstant været i mine tanker. Men jeg har, trods alt, holdt mig derfra! Der er jeg nødt til, hvis jeg skal kunne reflektere fornuftigt over dette her.

Jeg troede, jeg kunne undvære at skrive. Med mit (manglende) overskud betyder hvert valg nødvendigvis også et fravalg, og hvorfor vælge at skrive, hvis jeg i bund og grund spilder min tid med det, og egentlig ikke kan/vil det? Problemet er bare, hvad jeg kan stille op i stedet?

I dagligdagen er der mange andre – og fornuftigere – ting, jeg kunne tage mig til, men når jeg (som nu i dag) har perioder, hvor jeg kun kan ligge og sidde, hvad er der så at tage sig til? Lad os se på mulighederne:

* Se fjernsyn ... Njo, nja ... hvis der var noget, der var værd at se! DVD-afspilleren er stadig ikke byttet, og selv hvis den var, kunne hjernen ikke koncentrere sig om film hele dagen.

* Læse – hmm, jo ... men ordene minder mig om det at skrive, og min hjerne vil automatisk gå i gang med at tænke, fortolke og relatere til det, jeg har lært på Pennen – hvilket vil resultere i, at jeg bliver fristet til at logge på og fortsætte i denne altopædende indre diskussion med mig selv om, hvad mit valg skal være.

* Så er der jo ... hm, ja ... æh ... Ah, jeg ved det: Spille computer! ... Men *suk* det har jeg jo gjort – i sådan ca. to-tre timer – hvorefter min hjerne begyndte at finde alternative steder her i soveværelset at placere Tetrilbrikkerne, hvis de var forstørret op (som rundt om fjernsynet, i rillen mellem skabet og væggen) ... Nevermind – pointen er, jeg bliver tvangsindlagt, hvis jeg skal spille alle mine liggende timer!

* Så kan tegne eller male. Nah, been there, done that! Jeg er ikke god til at foretage mig ting, jeg kun mestrer halvt. Det er jo det, der har bragt mig i hele dette dilemma!

* Så kunne jeg selvfølgelig genoptage min gamle interesse med at lave kattehalsbånd. Men *suk* hvor skal jeg gøre af dem alle sammen? Starte et netsalg? Give kattene 70 på ad gangen? Ringe på hos alle omegnens katteejere og forære dem en gratis julegave? Ligefrem opfordre kattene til at miste halsbåndene, når de er ude og lege? … Desuden er det sådan noget, man foretager sig, mens man ser fjernsyn og læser tegneserier. Ikke noget man bruger timer på, med mindre det er et nyt design, der skal indkøres i rutinen.

Jeg tror, konklusionen på i dag må være, at det ikke er gået skide godt. Jeg har skrevet det meste af dagen – og det er stadig noget lort. Jeg har kedet min røv i laser, og jeg har ikke fundet noget alternativ til det at skrive. På den anden side kunne jeg holde mig til debatterne og dagbogsteksterne – sådan de lidt mere banale ting, der ikke kræver det største talent. Men er det så nok? Er det tilfredsstillende? Og det ændrer jo heller ikke på det andet problem – har jeg virkelig lyst til at komme tilbage til alt det fnidderkastning og ’banken hinanden oveni hovedet for at blive hørt’-barnepjat? Jeg ved sgu ikke – årh, det er også noget lort det hele.

En helt anden ting, jeg slet ikke har tænkt på, er, at jeg bliver nødt til at tage stilling til, hvad der skal ske med konkurrencen ... Årh, fuck – det havde jeg slet ikke tænkt på!!

Nej, jeg melder mig ikke ud! Det virker for barnligt og spild af de andres kræfter, når nu de har læst, kommenteret og afgivet point. Hellere stemmes ud med hovedet under armen og skammen i ryggen. Det gør mig egentlig også fast besluttet på at stemme. Jeg har læst en stor del af teksterne, og de, der har skrevet dem og ønsker at være med, skal også have deres karakter. Og jeg vil være ærlig. Jeg bliver nødt til at være ærlig! Også om det koster mig vrede kommentarer eller sårede kammerater.

Nå, der er stadig nogle ting, jeg mangler at tage stilling til her. Hvis jeg skal blive bedre til at skri… hov, jeg har jo ikke taget beslutningen endnu ... eller har jeg?



Æh, HVIS og I SÅ FALD jeg ønsker at fortsætte og skal blive bedre, hvordan gør jeg det så? Hvad er der galt med mine tekster? Hvad sætter jeg selv pris på ved en tekst?

1) Den skal være velformuleret med varieret sprog. Nogle mener sproget skal være ’enkelt’, men hvad i hulan lægger man i det ord? ’Enkelt’? Den skal selvfølgelig ikke være sovset til i kringlerier, der er unødvendige, men ’enkelt’ ... hmm.

2) Personerne skal være levende. Mange sætter pris på, de skal have positive træk, men der er jeg altså meget ambivalent! Jeg elsker f.eks. "Stormfulde højder" i al sin brutale ondskabsfuldhed, hvor det næste kun er Nelly, der har positive karaktertræk. For er ondskab ikke en stor del af alle mennesker? Selvfølgelig skal en karakter ikke være gennemsyret af den, men nogle gange sætter jeg altså pris på en tyran. Åh, som Hemingways Evy – hun er sgu da skøn! Hvorfor må menneskets dunkle side ikke skinne igennem bare af og til? Dét hører vel også med til det at være levende.

3) Spænding. Både grund- og episodespænding. Det store spørgsmål, der antydes i starten, men først besvares til sidst. Og den spænding, der udløses lidt efter lidt, lige så stille undervejs. Jeg kan huske, Tom plejede at lave en model, der mindede om, på tavlen. En ’start’, hvorfra der gik tråde ud til en stor boks. I den anden ende af boksen førte trådene videre og mundede ud i en ’slutning’. I starten var indledningen, der spredte trådene ud. Inde i boksen/’indholdet’ blev tingene redegjort og til slut, fadede trådene ud i en slutning, hvor alle løsdele rundedes af. Den model har altid været i mit hoved siden.

4) Miljøbeskrivelse. Den skal virke troværdig og ikke præsenteres overvældende, men i passende små antydninger undervejs.

5) Intensitet – er der steder, hvor tingene bliver udpenslet, som kan skæres fra? Eller steder, der glides for let hen over, hvor tempoet bør sættes ned, så man som læser får en mere intens oplevelse af det, der sker?

6) Emnevalg – er der for mange emner, som om forfatteren desperat forsøger at behandle alt, hin brænder for, så få (eller måske ingen) af dem behandles tilbundsgående?

7) Troværdige replikker!

8) Følelserne skal være i orden. Der skal vækkes sympati for hovedpersonen hos læserne, og man skal have sympati for hovedpersonen – helst fra starten af.

9) Mindst mulige kommafejl, slåfejl, stavefejl m.v. Hader især fejl ved nutidsendelser, misbrug af apostrofer eller ............... brugt som om at jo mere, des bedre. NO!! Less IS more!



Ja, great, Line – men, hvor er dine egne fejl?? Arg – I have no idea!

Jeg tror, jeg har det med at udpensle for meget; gentage mig selv i det uendelige. At misse spændingen. Eller gentage mig selv. Ikke at få skabt sympati for personerne. At gentage mig selv. Og måske mine tekster ofte er lidt barske og dystre. Humor er nok ikke min stærke side – jeg er sgu ikke hverken særlig munter eller morsom! Og så gentager jeg for ofte mig selv.

Alt i alt har jeg det problem, at jeg er meget struktureret, men ikke særlig disciplineret. Og så har jeg altid så helvedes travlt. Jeg får skrevet teksterne og synes, jeg gennemlæser dem, men er totalt blind over for mine fejl. Jeg bruger nok for meget tid på min synopsis og for lidt tid på at tjekke, hvorvidt jeg egentlig har holdt mig til den. Hvis jeg skal blive bedre, er det nok nødvendigt, at jeg skriver mere og oftere – og måske læser nogle flere bøger om skriveteknik for at prøve at komme til bunds i, hvor mine problemer ligger. Mit problem er egentlig nok ligesom i livet: Mit indre er orden, kasser og skemaer, men det ydre sejler i rod. Jeg er god til at strukturere tingene i tankerne, men ikke til at udføre dem. Det svarer til, at en kunstmaler får lavet sin skitse, men ikke gider at udfylde den. Og hvem gider se på det?



Hold kæft, en gudsjammerlig dag! Men i det mindste med nogen fred (arg, lyder som en vejrudsigt! ’I dag nogen sol, men kold luft vestfra’).

Nå, i det mindste er der sket et par positive ting. Den ene vil jeg dog ikke tænke eller glæde mig over endnu, da det endnu ikke er sikkert, det får en lykkelig udgang. Hm, kringlet sætning.

Men den anden ting – yes, slankekuren holder endnu. Eller ... æh, det vil sige – på to dage har jeg kværnet 100g slik, Heino havde med hjem efter en dag i studiegruppe. Men altså – han sad dér og viftede med LAKRIDS(!!) foran snuden på mig og ville ikke selv have det. Men jeg lover – det var et momentary lap af selvkontrollen! Og jeg har ellers ikke rørt hverken slik, chips, kager, is eller andet i den retning i de 32 dage og 2 timer, kuren har varet. Og jeg har nu tabt 2 kilo og 400 gram! Godt halvvejs i mål – og rimelig hurtigt.

Desværre går det knapt så godt med cyklen. Har cyklet *host* én gang af to miles (kan ikke finde ud af at omstille dyret, så det tæller i kilometer!). Til mit ’forsvar’ skal siges, at jeg har kæmpet en ugelang kamp mod kramper og hold i ryggen.

Ja, jeg er ikke god til regler – i hvert fald ikke de, jeg stiller op for mig selv. Dette er beviset – en dag, der skulle gå med selvransagelse og indre diskussioner, er endt med at blive en dag med epos- og dagbogsskriverier. Mine tanker kredser konstant om Pennen – hvilket minder mig om, at hvis ikke jeg tager fejl, har min ’gamle’ c",) ven, Eddie, fødselsdag i dag, d. 13. december. Nå, tillykke, Eddie, gamle jas – selvom du nok aldrig får denne hilsen at se.

... Skulle jeg smutte ind og skrive en hilsen? – Nej, Line!! Ikke flere (dårlige!) undskyldninger for i dag.

"Ung kvinde søger disciplin og styrke" mrk.nr. 81 (Og en god røv og perky bryster ville heller ikke være at foragte, nu jeg alligevel er på udsigt efter nyt image!).