2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
6 dage siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
8 måneder, 23 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden

Puls: 19,7

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Måske havde Gud sanset hendes kval, selvom hun på grund af sin tilstand ikke direkte havde bedt til Ham. Han var jo alle vegne og kunne se ind i menneskenes sind. Det sagde både mor og præsten da.
   Næste dag spændte hendes bryster og den lille blev lagt til. Først tog hun trevent til sig, men så fik hun smag for det.
   Og netop som hun mæt og veltilpas lå i Cessies favn, gik yderdøren op. Overrasket og en smule forfjamsket pakkede hun dynen om dem begge.
   Det var en buttet taterkvinde, med håret tækkeligt gemt under en kyse. Mod hendes kjolebryst dinglede et guldkors.
   En kristen kvinde. Dét var måske løsningen på problemet med Lillepigens sjæl?
   Først da kvinden hilste på Sita med ordene: "Goddag i stuen, min fru moder," gik det op for Cessie, at hun kendte kvinden. Det var jo Mary, som i en årrække havde været køkkenpige, hjemme hos dem, på kroen i Bakkeby.
   "Har du ikke Johnny med?" spurgte Sita og så ikke overstrømmende begejstret ud.
   "Han er ude ved Kenny," oplyste Mary og fik øje på Cessie. Kvindens øjne spiledes op af forundring. Hun kløede sig under kysen.
   "Fru Johnson ligger i barselsseng," Sitas stemme lød trodsig, som om hun skulle forsvare sig over for sin voksne datter.
   "Hendes bror er frygtelig oprevet og også hendes forældre." Mary lød rigtigt sensationslysten.
   Ivrigt fortalte hun, at John var kommet forbi hende og havde fortalt om djævlenes overfald og at Cessie var forsvundet. Derpå henvendte hun sig til Cessie:
   "Dine arme forældre tror du er fange hos dem - eller ligefrem død."
   "Jeg nåede ikke hjem, før barnet kom," sagde Cessie. Besøgte John virkelig Mary ind i mellem? Så var det nok alligevel hans barn, hun havde født?
   Nå, det var jo en anden historie. Det føltes godt, at familien bekymrede sig om hende - nå ja, det var jo træls for dem, men for hende ville det da være værre, hvis de var ligeglade. Nu måtte hun hjemad, så snart barnet og hun selv kunne klare turen,
   ""Hvor er hun lille," udbrød Mary ved synet af Lillepigen, som de kaldte barnet.
   Hendes næste ord var som et ekko af mors stemme i drømmen:
   "Og så er hun vel ikke engang døbt?"
   "Nej," indrømmede Cessie spagt og greb sig i at stirre på Marys kors.
   "Næh, præsten vover sig vel ikke her ud." Det lød som en træt konstatering. Hun fortsatte i en provokerende tone: - " men der er vel bedt for hende?"
   "Selvfølgelig er der det. min pige."
   Sita løj faktisk temmelig overbevisende. Det lykkedes hende endda at frembringe et forundret, småfornærmet skær, som gav hendes ansigt et enfoldigt præg.
   Mary så forundret ud, men belønnede komedien med et forsigtigt smil.
   Kenny kom ind, sammen med en lille purk, der var Marys søn - og formentlig Cessies nevø. Eftersom det var en hemmelighed prøvede hun at lade være med, alt for åbenlyst, at se efter ligheder med John.
   Der kom mad og drikkelse på bordet. Danny, Bubi og Freddy kom til og snakken gik.
   Mary udbredte sig om, at det var godt, at der var bedt for Lillepigen - og mens hun udbredte sig, nidstirrede hun Freddy, der ellers sad ganske stilfærdigt, tyggende på en bid brød, og lignede en engel.
   Sammenligningen kastede sig ind i Cessies tanker, selvom hun aldrig havde set en engel i møgbeskidt skjorte og endnu mere snavsede bukser. Nå ja, i grunden havde hun jo ikke set en vaskeægte engel, men kun billeder af disse væsner. Der var noget blidt over dem, men også noget "pas på med at irritere mig." - agtigt. Præcis sådan syntes hun, at Freddy så ud - og så var der jo også de store blå øjne.
   Kort efter lignede han snarere en dæmon.
   "Lille mor, det skulle jo nødigt gå dig, som det gik Bedste," sagde Mary efter at Sita havde mumlet noget om, at det da var rart, at Mary bekymrede sig for, om de var gode kristne.
   Drengen spilede næseborene ud, kneb øjnene lidt sammen og efter en kort dirren blev munden til en vred streg.
   Cessie syntes næsten hun kunne se lyn fare ud af hans ører. Så rasende var han.
   "Det synes du heller ikke, vel - lillebror?"
   Det sidste ord udtalte hun med væmmelse.
   Han krængede læberne nedad, for derefter at åbne munden.
   "Smag nu kringlen, søde Mary," peb Sita.
   "Hold dog op med at krybe for hende," havde Cessie lyst til at råbe, men lod være. Mary var vel bange for at moderen skulle blive anklaget for hedenskab eller det, der var værre?
   "Eller det synes du måske?" fremturede Mary.
   "Nej!"
   De så arrigt på hinanden. Så greb Mary det stykke kringle, der daskede foran hende, holdt af Sitas smalle, lidt gigthærgede hånd.
   Freddy rejste sig.
   "Jeg går ud til den anden sæk," sagde han.
   Mary fik en bid kringle i den gale hals og Bubi dunkede hende i ryggen.
   "Ja, vi er jo færdige med den første sæk kartofler," uddybede Danny.

Hen på eftermiddagen drog Mary og lille Johnny af sted. Bubi tog med, for så kunne hun jo bringe hilsener med tilbage - og måske besked om hvor snart dåben kunne ske.
   Cessie var glad for, at forældrene nu ville få besked, men der var stadig ikke bedt for den lille. For efter Sitas "udflugt" kunne hun jo ikke bede Mary om det.

"Det er mærkeligt," tænkte Cessie højt. Det var hen på aftenen og hun så på Freddy, der havde trukket et tæppe om sig.
   "Hvad?" spurgte han og pillede ved et bånd på kurven, som Lillepigen sov i.
   " - At Bubi sover på kroen, hos mine forældre, og jeg er her."
   Cessie havde besluttet at rykke ind i aflukket bag skabet, for hun følte sig lidt bedre tilpas og ægteparret trængte vel til deres egen soveplads. Der var redt til hende, med bløde tæpper og ekstra puder, så hun ikke lå for tæt mod gulvet.
   " Nå dét?"
   Han virkede mut. Måske rumsterede søsterens besøg stadig i hans sind?
   Han var altså Sitas søn, men han kaldte hende aldrig mor.
   "Hvad skete der med din bedstemor?" røg det ud af Cessie.
   "Hun døde!"
   Han sagde det hårdt og affejende.
   "Er du vokset op hos hende?"
   "Ja - og hvad så?"
   "Ikke noget," svarede Cessie såret. Behøvede knægten blive sur, fordi hun gerne ville vide noget om ham?
   Så kom hun i tanke om tåren, da de skød med bue og pil. Måske gjorde det for ondt at tale om?
   Hun skiftede emne:
   "Pudsigt at Kenny ville våge over den drægtige kanin."
   Svaret var et skuldertræk.
   "Han ville nok være fri for Lillepigens skrigeri," tilføjede hun og frembragte et lille smil.
   Han gengældte det med et af de forsigtige, skæve smil, hun allerede syntes hun kendte.


* * *

   De fulgtes ad gennem skoven. Cessie og Freddy.
   Han gik et par skridt foran hende. Hestehalen daskede mod hans nakke og det øverste af den nussetgule bondeskjorte. Sommetider ramte den pilekoggeret.
   Over hans anden skulder hang buen og med begge hænder holdt han fast om kurven med lillepigen i.
   Hans skridt var rolige. Sommetider slap han kurven med den ene hånd, for at snitte vildfarne grene bort eller skubbe dem galant til side.
   Selvom han havde nok at bære på, gik han med rank ryg - dog ikke stift som et bræt eller som John, når han skulle vigte sig.
   De havde set en del smådyr og fugle og Freddy kendte dem alle. Han kunne endda fløjte som nogle af fuglene.

De nærmede sig Bakkeby og suget i Cessies mave blev kraftigere.
   Glædede de sig til at se hende, sådan som Mary havde sagt?

I udkanten af skoven, standsede de. Nu stod de ved siden af hinanden og holdt i hver sin hank på kurven.
   "Kan du bære hende herfra?"
   Det lød som en trodsig opfordring.
   "Det kan jeg vel," mumlede Cessie.

I næste nu trak han hende til side, idet han stadig holdt godt fast på Lillepigen.
   "Der kommer nogen," hviskede han
   Snart var de i skjul mellem nogle hybenbuske, der havde været så venlige at springe ud.
   Lyden af fødder sendte kvalfulde ilinger gennem hende.
   Djævle?
   De kom imod dem i raskt tempo. Cessie holdt hænderne for sine øjne, men så dog ud mellem spredte fingre.
   De var i grønt tøj. Lysegrønne klæder, der lignede uniformer.
   Folkesoldater!
   Så var der jo ikke fare på færde.
   Nu stoppede de.
   Lige ud for hybenbuskene.
   "Jeg er sikker på, jeg hørte noget," erklærede den ene og vendte sig mod dem.
   Det var en bred, muskuløs mand, nær de 30. Under hans grønne hat vældede gyldne lokker frem.
   Hans næse var en smule bred og stak lidt opad.
   Ligesom hendes egen.
   "John!" udbrød hun og brasede frem mod ham.
   Det var hendes storebror og et kort nu så han forbavset ud.
   Så smilede han og bredte armene ud.
   "Nå, der er du, lillesøster. Vi gik dig i møde, for der er jo dåb i dag."
   Åh ja, det var der jo.
   "Men hvor er den lille?" udbrød John forbløffet, "og hvorfor gemte du dig?"
   "Hende har Freddy da," brast det ud af Cessie, "og vi vidste jo ikke, hvem I var. Freddy - hils på min bror."
   Han kom frem, men så ikke spor begejstret ud. Dog nikkede han og sagde: "Goddag,"
   "Nå, sådan ser du ud," sagde John.
   "Ja, det gør jeg altså," sagde Freddy. "Bærer du Lillepigen?" henvendte han sig til Cessie og tilføjede, "for nu må jeg hellere vende hjemad."
   Hun nikkede og forsigtigt løftede han barnet op. Han tog sjalet, hun havde lagt på. Pigen klynkede lidt, men det var vist i søvne. Varsomt tog Cessie om sit barn og trykkede hende ind mod sig. Freddy bandt sjalet godt fast.
   "Gå dog med til min faders kro," foreslog John.
   Ordene faldt lidt hårdt og Cessie så forundret fra den ene til den anden. De to andre folkesoldater sagde ikke noget.
   Stivnede Freddy virkelig og glippede han nervøst med øjnene? Eller var det bare noget, hun bildte sig ind?
   "Nej, jeg - jeg lovede at komme hurtigt tilbage. Vi skal så."
   "Du må da være træt af turen," sagde John og smilede. Et sted i hans grønne øjne lurede et krævende glimt. Cessie kunne ikke lide det, men forsikrede sig om, at det nok bare var hende, der var overnervøs og tolkede udtrykket forkert. Hendes bror var rar og godmodig.
   Undtagen hvis man var en tilfangetaget djævel. Det havde han berettet en del om.
   Men sådan en, var Freddy jo ikke.
   Han var bare en rar dreng og lige nu så han ubeslutsomt på hende. En stemme i dybet af hendes tanker, råbte advarende, men hun skulle hun lytte til den?
   "Der vanker nok en bid brød og en tår øl," blev John ved, "det mangler bare, når du sådan følger min søster på vej."
   "Ja, gå nu med," blandede en af de andre sig og grinede lydløst.
   Freddy fingererede ved pilekoggeret. Hans næver knyttedes, men han rettede dem ud igen. Det så ud til at han følte sig utilpas og det smittede Cessie.
   "De skal have sået," sagde hun.
   "Det kan vel vente," mente John, "jeg vil gerne sludre lidt med gutten her."
   De var bevæbnede. Den snakkende af de to andre kærtegnede sit sværd og gjorde mine til at hale det frem.
   "Kommer du?" spurgte John hårdt.
   Freddy så rasende fra den ene til den anden.
   Hans hånd knugede om skæftet på den dolk, han altid gik med.
   Det jog gennem Cessie.
   Ikke det.
   De måtte ikke slås med våben. Og hvorfor var drengen så vred - eller bange?
   "Gå nu med, Freddy," bad hun. De ville jo ikke gøre ham noget. For han havde jo ikke gjort noget forkert.
   Han så på hende og hun ønskede hun kunne signalere til ham: Jeg er ikke sikker på, hvorfor du skal med, men I må ikke slås med våben, for jeg kan lide jer begge. Og Lillepigen er her. Jeg er bange. Gå nu bare med, for hvis du gør det, forstår de nok, at du er så rar.
   Måske KUNNE hun signalere, for han fjernede hånden fra dolken. Et skævt lille smil, krusede hans ene mundvige. Raseriet fusede ud og han sagde: "Jeg kan vist ikke afslå indbydelsen."
   Han sagde det direkte til John og de stirrede indgående på hinanden.
   "Nu ombestemmer du dig vel ikke?" spurgte John.
   "Nej," svarede Freddy, "jeg glæder mig til en bid brød."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 11/10-2005 23:27 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2071 ord og lix-tallet er 24.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.