2Buller Betalæser og Gerda Grøn
Buller Betalæser (B.B) Altså det her afsnit, ikke:: · Hun hed Anna ... [...]
Blandede tekster
4 måneder, 7 dage siden
2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
7 måneder, 1 dag siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
1 år, 3 måneder siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
2 år siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
2 år siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
2 år siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
3 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
3 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
4 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
4 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
4 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
4 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
5 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
5 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
5 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
5 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
5 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
5 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
5 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
6 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
6 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
6 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
6 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
6 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
6 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
6 år siden

Puls: 10,4

Publiceret: 0
Afgivet: 3
Modtaget: 1
Pia Hansen (f. 1958)
Han sad på sengekanten og i det, hun opdagede ham der, skjulte han ansigtet i sine hænder.
   "Er du bange?"
   John hånede ham og det gav Cessie lyst til at kvæle sin bror, men hun holdt sit blik rettet mod Freddy. Han spredte fingrene og kikkede ud mellem dem, mens han nikkede.
   "Det er kun os to og børnene," oplyste Cessie.
   Han fjernede hænderne og rejste sig op.
   "Nå? Jer kan jeg godt klare."
   Hans hånd strejfede dolkens skæfte og han så temmelig sammenbidt ud, men sank så en klump og sendte hende et af sine skæve smil; "Hvad vil I?"
   "Bo her," svarede Keith ivrigt. Han stod allerede lige foran Freddy og rakte hænderne op i forventning om at blive løftet op til et knus.
   Forventningen blev indfriet. Med et forbløffet udtryk i ansigtet holdt Freddy sine arme om barnet, mens han så fra den ene til den anden.
   "Ja, jeg hører jo, at Joseph Keily er kommet galt af sted," sagde John, "og da konen nu skal pleje ham, tænkte vi, at en eller anden hellere må holde lidt øje med dig, Sean vil kigge forbi en gang i mellem."
   "Øhe?
   "Har du noget imod det?" John virkede stadig provokerende. Garanteret med vilje.
   "Ja," svarede Freddy og frembragte et af sine evindelige, skæve smil.
   John nåede at hæve sine øjenbryn, før Freddy tilføjede: "- men det nytter nok ikke?"
   "Du er ikke helt dum," fastslog John og så sig omkring. Åbenbart fandt hans blik ikke noget mistænkeligt, for han lod vadsækkene med tøj og småting dumpe ned på gulvet.
   "Jeg har nok at se til," erklærede han så og bød farvel.
   Det var lige før, Cessie fortrød, at hun havde overtalt ham. Det havde kostet hende al den overtalelsesevne, hun kunne mobilisere.

Har I spist?" Freddy kørte en hånd gennem sit uglede hår og så stadig forbavset ud..
   Hun nikkede, men tilføjede så: "- i morges. Har du noget at byde på?"
   "Brød og kold haresteg," oplyste han og greb sin skjorte, der lå sammenkrøllet på puden.
   Hastigt smed han dynen og lod skjorten glide ned over hovedet. Så gik han i gang med at dække bord. Keith hjalp ivrigt til, mens han fortalte om kattekillinger, kokkepigens børn og vandpytter.
   Under måltidet sørgede Keith stadig for underholdningen.
   Der efter lod Cessie Julie die, mens Freddy gik ud for at fodre.

Siddende på træstubben, der føltes så velkendt, betragtede hun drengen, der trak riller i jorden, for at så radiser. De først-såede strakte sig højt mod solen og bredte sig i omfang, klare til at blive trukket op, så det var godt at få flere sået, som han kort havde bemærket.
   Keith var i færd med at rykke dem op og samle dem i en lille kurv.
   Julie var vågen. Trygt pludrende lå hun og havde vist ikke planer om at sove lige med det samme.
   Beslutsomt tog Cessie sjalet og bandt hende ind mod sin mave, før hun roligt gik hen og tog lærredsposen med frø og gav sig til at så i den rille, han netop var blevet færdig med.
   Det var lidt besværligt at så, med barnet bundet fast.
   "Skal jeg tage hende eller vil du lave riller?"
   "Du må da godt..." begyndte hun.
   Han tog varsomt mod barnet og hun faldt i søvn mod hans mave.

De snakkede ikke meget sammen. Faktisk kun om, hvad de nu skulle lave, vejret og den slags.
   Til aften hjalp de hinanden med at lave en stuvning af radiser, salat og det sidste harekød. De kogte også lidt grød og det virkede som et fyrsteligt måltid.

Tusmørket sænkede sig og Freddy tændte et lys. Ungerne sov - Keith i alkoven og Julie i sin kurv.
   "Har du så været henne ved krydset?" spurgte hun,
   Han nikkede.
   "Hvad skete der?"
   "Det fortæller jeg måske en anden gang."
   Hun sukkede: "Ja, så må jeg jo bare vente. Du undrer dig vel over, at vi flytter ind?"
   Han nikkede igen.
   "Jeg kunne ikke enes med mine forældre. De syntes ikke rigtigt jeg gjorde gavn for føden, tror jeg.
   Og John mente jo, jeg skulle rende en del her ude. For at holde øje med dig. Og så sagde jeg til ham, at vi da kunne flytte her ud. Han blev helt bleg ved tanken om hvad du måske ville gøre ved mig og børnene, men jeg sagde, at hvis du var ond og ville få os over på din side, så var det da dumt, at gøre os noget. Jeg sagde også, at jeg ville vinde din tillid og sladre, hvis jeg opdagede, at du var en dæmon -eller at der ellers var lusk. Så gav han sig."
   Freddy pillede ved sin underlæbe.
   "Du VED jo, at jeg er udvalgt af de underjordiske og har hugget hånden af Sebastian. Har du fortalt din bror det?"
   "Sebastian?" gentog hun, "Nåeh, dragens søn? Hvorfor huggede du hånden af ham?"
   "Har du fortalt det til din bror?"
   "Nej, men han ved det godt. Hvorfor gjorde du det?"
   "Fordi han ville slå mig ihjel og jeg havde ikke lyst til at dø den dag."
   Hans stemme var alvorlig. Han virkede meget ældre end sine femten år. Men stadig ikke særlig oplysende.
   Hvis hun ville have noget at vide, måtte hun selv lægge for:
   "John siger, at to fraktioner af djævle kæmper mod hinanden; de gule mod de røde. De gule holder med heksene. Derfor blev Joseph Keily overfaldet. De fangede en af dem, der gjorde det."
   Freddy nikkede endnu en gang
   "Du kan ikke være udvalgt af de Underjordiske, for de findes ikke!" udbrød Cessie.
   Han så på hende. Som om han tænkte sig om. "Gør de ikke? Det var da godt. Så er det nok bare noget, jeg har drømt."
   Det var ikke første gang, hun ikke kunne tyde klangen i hans stemme. Troede han også på det?
   Hun tav og iagttog ham, men ingen små tegn afslørede, hvad han tænkte. Kun at der var stor aktivitet bag hans pandeskal. Det antog hun, fordi han rynkede brynene, hævede dem igen og imens tyggede på sin underlæbe.
   "Har du fundet ud af, om du vil være deres udvalgte?" spurgte han. Og nu var hans sindsstemning nemmere at tyde. Han var usikker og ville gerne vide besked.
   "Nej," svarede hun ærligt, "for jeg forstår det ikke. Jeg tror de kvinder må være rablende gale. Hvordan kan din mor mene, at du skal pines, stående i en eller anden dum cirkel med tegninger? Og at det skulle kunne frelse verden?"
   Han trak på skuldrene, glippede med øjnene og mumlede: "Hvem siger, hun mener det?"
   "Hun holder da møder med de hekse."
   "Det er måske for at afsløre dem? Det er ikke til at vide, hvor man har folk."
   Den sidste bemærkning sved. Hvor ville hun gerne fortælle ham, at hun altid ville passe på ham, men som andre gerne, hvor den følelse havde fået tag i hende, føltes det ledt at sige det. For hun var ikke sikker på noget som helst.
   "Jeg vil hellere være her end hos mine forældre. Her er rart og jeg har ikke lyst til at gøre dig fortræd. Skulle det nogensinde vise sig, at det kan redde hele verden, så gør jeg det måske alligevel. Og finder jeg ud af, at du er ond, så er jeg imod dig."
   "Og hvad så hvis jeg beder dig skrubbe af?"
   Hun havde tænkt på den mulighed. Den havde faktisk rumlet i hendes baghoved, siden John gav sit samtykke til hendes skøre indfald og bildte forældrene ind, at hun skulle passe hus for nogle mennesker han kendte i en anden by.
   I øvrigt en løgn, der betød at hun ikke kunne rende for meget omkring og måtte passe på, hvis nogle fra Bakkeby fandt ud i skoven.
   Hun var tæt på at fortryde. Igen. Hun burde være for voksen til at trumfe den slags igennem.
   "Så går vi vores vej. I morgen. Jeg har faktisk en adresse på nogle mennesker, hvor vi kan bo."
   Hun mærkede gråden presse sig på og følte sig kun halvt så gammel som hun var - 13 et halvt år, ville vist passe bedre med hendes opførsel?
   "I må gerne blive," sagde han stille, " Ungerne er søde og jeg kan godt lide dig. Ikke fordi du måske gør mig fortræd, men fordi du ikke lyver for mig. Og fordi du ikke har lyst til det. At gøre mig fortræd. Men..."
   Han så frem for sig.
   "Du må heller ikke skade min mor eller andre jeg holder af. Det må jeg forhindre. Jeg..." Igen afbrød han sig selv og begyndte på en ny sætning: "Det her er mærkeligt. At vi måske bliver fjender, men sidder sammen her. På en måde - sådan bor sammen...Vil du sove i alkoven, Cessie?
   Sammen med Keith?"
   "Jeg vil da ikke hugge din plads. Kan vi ikke flytte Keith?"
   "Jeg sover fint i halmen," påstod Freddy.

Og sådan blev det.
   Underligt nok faldt hun hurtigt i søvn.
   Anden gang i nattens løb, hvor Julie hylede "overhørte" hun det. Freddy kom listende og tog hende. Barnet var ikke sultent eller vådt og han gik med hende, til hun faldt i søvn, hvorefter han lempede hende ned i kurven.

Hun hørte ham liste tilbage bag skabet, men kunne ikke selv falde i søvn igen.
   Hendes egne ord til John gav genklang i hendes sind:
   "Han er trods alt søn af en adelsmand og kun femten år. Måske kan jeg få skik på ham. Og ram på de forbandede djævle, før de får ham i deres garn."
   Heksene havde hun ikke nævnt noget om.
   Hun følte, at det var forkert mod Sita, der havde været så rar mod hende og børnene.
   Hun måtte finde ud af det her.
   Men kunne hun omvende dem? Til hvad? Til den Gud som hun, inderst inde, syntes var en led, gammel knark - hvis han da overhovedet fandtes andre steder end i folks dumme, små hoveder?
   Hun pillede nervøst ved korset.
   Men der skete ikke noget. Hvis Gud var alle vegne, så var han ligeglad med hendes tanker. Han sendte hverken lyn, torden eller storm.
   Hun lukkede øjnene. Blot for at se en mængde dansende prikker. Hun vidste, de ikke var der. Det var bare dumme syner. Men de lignede gløder. En masse ulmende gløder, der søgte sammen og blev til dansende luer.
   Hun svedte og satte sig hastigt op i sengen. Hendes hjerte brændte. Flammer skød ud fra det og tog fat i hendes andre indre organer.
   Vand! Hun ville slukke ilden og tumlede op. Kunne hun huske, hvor vandspanden stod? Huske det og finde den i mørket?
   Nej, men hun famlede sig frem. Hytten var jo ikke så stor. Febrilsk formede hun en skål af sine hænder og drak grådigt. Dyppede hænderne på ny. Der sivede for meget ud mellem fingrene.
   "Er du dårlig?"
   Han var der straks. Hans stemme var tyk og grødet.
   "Jeg brænder!" hviskede hun.
   Han lagde en hånd på hendes pande. Den rystede.
   "Nej," sagde han, "det er noget du drømmer. Skal vi sidde lidt ved bordet?"
   Hun lod sig føre der hen. Hvorfor var han dog så god ved hende? Hvorfor havde hans stemme lydt så forkert?
   Han tændte lyset og lod det afsløre, at han var bleg.
   "Jeg drømte også," sagde han, "der er mange, mærkelige drømme."
   "Hvad drømte du?"
   Han kunne næppe have noget at drømme ret meget. Han kunne egentlig slet ikke have nået at sove, siden han lagde Julie. Kunne han? Måske mente han før det? Men han havde måske også set syner, da han lukkede øjnene?
   "At jeg fik jammeren frem. At jeg var ond. At..."
   "Du er ikke ond. Du er alt for god. Du er så rolig og voksen. Det er forkert. Det er mig, der er voksen."
   "Allan er også voksen," mumlede Freddy. Højere sagde han: "Jeg bliver måske voksen en dag."
   "Selvfølgelig bliver du det!"
   Hun stirrede på ham.
   Så gik det endelig op for hende, at han var bange. Han så ud som et meget lille barn og hans arme rystede.
   Hun rejste sig op og lagde sine arme om hans skuldre. Lidt usikkert. Hun plejede ikke at røre ved unge mænd eller store drenge. Og hvis hun rørte ved Martin, ville han straks mere.
   Hans skuldre rystede. Så rejste han sig op.
   I næste øjeblik lå hans arme om hende og han borede sig ind mod hende. Et øjeblik stivnede hun. Så strøg hun hans hår. Det var en smule fedtet, men alligevel blødt.
   "Jeg ville ønske jeg kunne passe på dig," hviskede hun, "at du var... min lillebror og at jeg havde magt til at forhindre nogle i at gøre dig fortræd."
   Han sagde ikke noget.
   Lidt efter løsnede han sit favntag og hviskede: "Lad os få lidt søvn."

Freddy lyttede. Jo, nu sov de vist, alle tre. Keiths næsefløje peb en smule og Cessies vejrtrækning lød rolig. Hendes tænder klaprede. Bare en anelse. Som om hun skar tænder i søvne.
   Hun havde ikke bestemt sig for, om hun ville være deres "udvalgte" og dermed være indstillet på at blive indviet i deres dybeste hemmeligheder. Men hun var her i hytten og ville tænke over det hele.
   Tænke over det og passe på ham, hvis hun kunne.
   Det var rart ikke at være alene og måske kunne de få snakket sammen og finde ud af noget.
   Han vendte sig uroligt.
   Han havde lovet at sende besked. I går, havde han lovet det. Da han mødte op på det sted, kortet havde budt ham.
   Det var ikke hvem som helst, han havde givet et løfte. Det var Raja. Man skulle altid holde løfter, men dette var endnu mere vigtigt end ellers. Hvordan noget så kunne være vigtigere end noget der altid...Han afbrød sine tanker. Det var jo ikke vigtigt. Men LØFTET var betydningsfuldt Og det kunne der vel ikke ske noget ved? Så længe hun ikke var imod DEM, var hun i sikkerhed. Og hvis hun pludselig fandt ud af noget mere og sladrede til sin bror, så var hun vel ikke længere her i hytten?
   For resten kunne han da være ligeglad med hende, hvis hun holdt med den ækle oberst, der havde grinet i Bedstes hytte. Han skulle få betalt, skulle han -
   Men lige nu var det ikke ham, han skulle tænke på.
   Med svedige hænder åbnede han en låge i skabet, famlede lidt og fandt skrinet under noget tøj, der duftede af støv og lavendler.
   Med den anden hånd fandt han lygten. Han lyttede. Sov de stadig? Også Julie? Hun var så lille og så kær.
   De sov. På bare tæer listede han hen til ildstedet, rodede i gløderne og fik gjort ild på pråsen i lygten. Han så på de fire små rør, der havde hver sin farve.
   Rød. Blå. Gul, Grøn.
   Han tog den gule og så på perlen, der også lå der.
   Han havde pudset den grundigt og den blå-gule flamme spejlede sig i den.
   Skulle Cessie have den perle? Ikke endnu, i hvert fald.
   Freddy lukkede låget, vrængede af kvinden, der var malet der på og listede tilbage, så skrinet kunne komme på plads. Han ville ikke have flere rædsler på grund af det rådne skrin.
   Det havde været skyld i meget for fem år siden og det gibbede i ham, da han fik det overrakt.
   Men nu måtte han se at komme af sted. Hvis hun vågnede kunne han selvfølgelig påstå han gik på jagt eller noget, men det var bedre, hvis hun bare sov.
   Han puttede røret i lommen. Med træskoene i den ene hånd og lygten i den anden, gik han over mod naboerne.
   I deres udhus kælede han for fire legesyge, hvide killinger og lukkede dueslaget op.
   Han kurrede og en hvid handue med et blåt mønster fløj over på hans skulder. Han strøg dens fjer og lukkede lågen.
   "Salfer, du skal flyve hjem til Raja med det her rør. Så ved hun, at Cessie er hos mig."
   Duen nappede ham i øreflippen, så han måtte tage den mellem sine hænder og se strengt på den.
   Det tog ikke ret lang tid, at gøre det lille - kun en tomme lange - rør fast i den ring, Salfer havde om sit ene ben.
   Den fulgte med, da han gik udenfor. Og den fløj af sted gennem natten.
   "Pas godt på!" råbte han efter den, "flyv fra alle rovfugle og kom frem."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 24/04-2006 21:18 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2730 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.