2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
6 dage siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
8 måneder, 23 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
6 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
6 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
6 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
6 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
6 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
6 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
6 år siden
6Magisk pjækkedag
Stå så op, Jonas!" · Min mors stemme skar sig gennem værelset, åd s... [...]
Fantasy · overraskelse
6 år siden
3Turbulens - 2, kapitel
Nu sidder den fremmede i deres stue. · Han er bror til Pjotrs, Lari... [...]
Romaner
6 år siden
3Turbulens - 1, kapitel
1961. · København · Tapetet er falmet. Blåt med matte ranker, der eng... [...]
Romaner
6 år siden
4Turbulens - Prolog
Syttende juli 1959,stod der på avisforsiden. · Hvad der ellers stod... [...]
Romaner · familie, savn, frustration
6 år siden

Puls: 19,7

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Dæmonen grinede og pegede på ham med en klinge, der udsendte lyn. Og nu spruttede der også lyn ud af krapylets kæmpestore øjne. Lysende og gnistrende som kaskader af blålys sprang øjnene ud gennem deres huler og kom imod ham…
   Det spjættede i hans ben og Cessies latter spottede ham et sted bag alt det blå.
   Martin vågnede og satte sig op. I mørket skimtede han en skikkelse. Ralph var åbenbart også vågen. Han bevægede sig uroligt omkring i det snævre aflukke.
   Og ikke nok med det; han bandede indædt og hviskende.
   "Man kan jo ikke lukke et øje, sådan som du larmer." Martin sagde det lavmælt, for der var jo ingen grund til at vække alle andre.
   "Heller ikke sådan som du skaber dig i søvne!"
   "Hvor skal du hen?"
   Ralph tyssede på ham og hviskede: "Bare ud at lette ben."
   Så gik han.
   Martin tvivlede på, at Ralph talte sandt, for han havde virket så opstemt hele aften. I hvert fald efter at en dreng var dukket op, mens de spiste aftensmad. Ralph og den der dreng var gået afsides. Der måtte være noget på færde.
   Havde manden fået sit budskab og ville flygte uden ham?
   Skulle han følge efter? Nej, for hvis der var "ugler i mosen", ville han nok blive godt knotten og måske ikke tage ham med på sin flugt. Han måtte stole på ham; kunne vel lige så godt vende tilbage til Drømmeland og håbe. På en ny drøm og på at Ralph ikke gjorde noget dumt.

Men han kunne ikke falde i søvn igen. Han lyttede til svage stemmer fra et aflukke i nærheden, men opfangede kun løsrevne ord. De hviskede vidst bare om et spil kugler. Han kneb øjnene i og vendte sig på bænken. Så borede et skingert skrig sig ind i alle hans sanser. Det kom udefra. En kvinde havde vist våget sig ud i aftenen og måtte nu lægge krop til nogle mænds lyster. Formentlig djævle, for fanger vovede det vel næppe?
   Noget i ham bød ham, at fare ud og hjælpe kvinden, men de var nok for mange og for stærke. Og han risikerede vel blot selv at blive afstraffet?
   Han trak tæppet op om ørerne og nøs, fordi det var støvet. Vendte sig ind mod tæppet, der gjorde det ud for væg og nøs tre gange i rap, for det tæppe var endnu mere støvet.
   På den anden side af tæppet hostede en mand, der vist nok blev kaldt "klumpen." Det lød anstrengt og hivende. Et sted talte en mand i søvne og forsikrede sin mor om, at han snart kom hjem.
   Det var jo umuligt at sove og desuden skulle han tisse.
   Han måtte ud, ordne sit "ærinde" og få lidt luft.
   Måske skulle han så alligevel se sig om efter Ralph. Bare lidt. Hvis han ikke var der, så skulle han da mere end bare "træde af på naturens vegne."
   En hund glammede og da den tav, hørte han en kat miaewe langtrukkent. Ellers var der stille i dalen. Ralph så han ikke noget til. Så lød der tramp. Djævlevagter, for det gennem Martin. Han så sig om efter et skjulested. Der var ikke ret mange træer i dalen, men der var en del buskadser og hastigt listede han mod det nærmeste. Der gemte han sig og sagde for en sikkerheds skyld som en liderlig hankat - håbede han. Det var da en gang lykkedes ham at narre Cessie.
   Han krøb gennem budskabet og bed sig i læben, fordi grenene rev ham. Dog ikke slemt og han skimtede nogle stikkelsbær på grenene, Inde i midten var der ryddet. Djævlene havde det med at plante i cirkler. Han vidste ikke om det var noget helligt af en slags: de brugte også at hegne gravene ind med cirkler af sten. Mern lige nu passede idéen ham godt. Sammenkrøbet lå han og så ud mellem grenene. I den lune sommeraften var mørket nemlig ikke uigennemtrængeligt.
   Han så nogle ben i vadmelsbukser og fedtlæderstøvler. Det måtte være varmt at gå i støvler. Godt han ikke skulle lugte til deres fødder, når de tog fodtøjet af.
   De trampede heldigvis forbi. Men han måtte hellere vente lidt med at vove sig frem. Han plukkede nogle bær og spyttede dem ud. De var sure.
   En person kom løbende hen mod ham, stakåndet og nærmest tumlende. Han skimtede nogle bare fødder og et kjoleskørt. Det måtte altså være en kvinde. Med et smed hun sig ned og gav sig til at græde - dæmpet og meget trist.
   Det var synd for hende, men det kom jo ikke ham ved. Med lidt held kunne han mave sig ud og væk fra den grædende kvinde.
   Martin satte albuerne i jorden. Så hørte han igen skridt. Havde alle i dalen bestemt sig for at gå aftentur? Det var pisse irriterende.
   "Hold op med at skabe dig,"
   Det var en mand, der talte og det lød brøsigt, men stemmen dirrede, som om han samtidig var nervøs eller ligefrem bange.
   Så trøst hende dog, opfordrede Martin i tankerne.
   "Hvad skulle du ud og rende for?" spurgte manden.
   "Jeg har vel lov at besøge min mor!" skreg kvinden skingert og brast i en højere og endnu mere fortvivlet gråd.
   "Din mor!? Siden hvornår er Niku blevet din mor?"
   "Vi snakkede bare!" skreg kvinden arrigt.
   Manden tyssede på hende og hviskede: "Alle vagterne kommer rendende."
   "Gu gør de ej. De har travlt med at voldtage kvinder og pine små børn!" Hun snøftede, sikkert for at stoppe sin gråd.
   "Nå - men hvis du godt ved hvor onde de er - hvorfor snakkede du så med Niku?"
   "Fordi - fordi han faktisk hjalp mig. De ville - de ville voldtage mig, men så kom han og sagde de skulle styre sig. Og…"
   ""Du lyver," påstod manden usikkert, "du sad garanteret og kærestede med den horebuk. Om jeg fatter, hvad I fruentimmere og tøsebørn ser i ham?"
   "Han ser da godt ud," sagde kvinden. Og det var dumt sagt.
   "Så havde jeg ret," mente manden nemlig nu og hævede stemmen, "du skal blive pisket skal du. I morgen, ved stolperne!"
   "Jeg har ikke…"
   Kvinden gav sig til at trygle manden om at tro hende. Han hed åbenbart Willy, for hun kaldte ham skiftevis: "Elskede Willy" og "Willy, dit møgdyr."
   Martin så hendes skuldre ryste og hendes fingre rode med det lange, lyse hår. Han genkendte desperationen i hendes stemme - og han genkendte vreden og mistroen hos manden.
   Noget havde han da forstået, siden dengang - siden han og Cessie skændtes, som de to fjolser der.
   Han måtte dæmpe dem og helst forsone dem. Gerne inden de tilkaldte halvdelen af dalens beboere.


* * *

   "Hvad tror du din søde dreng laver lige nu?"
   Cessie stak sig på synålen, så irriteret blev hun over nabokonens spørgsmål. Klangen i den ældre kones stemme var nemlig ikke til at misforstå; den indikerede, at Freddy lavede ulykker. En refleks fik hende til at stikke fingeren i munden, fordi det gjorde ondt.

"Han fisker!" Cessie hev arrigt fingeren ud af munden for at svare. Den gamle Serafina trak på skuldrene og snerpede munden sammen, så den lignede en forkert stoppet sok.
   "Det tager da sin tid," blandede Petruska sig og prøvede vist at lyde lige så syrlig som sin mor.
   "Johow - jeg kan godt passe børn!" Ivans skingre stemme brød den tavshed, der fulgte Petruskas ytring. "Ikk´ os` - mor? Moar - kan mænd ikk´ osse passe små børn?"
   "Joda," mumlede Petruska uden overstrømmende overbevisning i stemmen.
   "Bare ikke far vel? Vel, moar - for han synes det kan vente til hende damen har været her, gør han ikke, mor?"
   "Jo, sådan er det." Serafinas nål bevægede sig hurtigt gennem stoffet. Hun var i færd med at sy et forklæde til sig selv. Og havde delt stof ud, så både Cessie og Petruska også kunne få nye forklæder, med mange gode lommer. Cessie elskede ikke ligefrem at sy, men i dag var det gået nogenlunde og de havde egentlig hygget sig - indtil nu, hvilket ville sige, en hel eftermiddag.
   "Freddy passer da også dig og Julie," påpegede hun, henvendt til Keith, for det lod jo til han havde protesteret mod Ivans idé.
   Keith skød underlæben frem, trak den tilbage og mumlede; "men han er bare en dreng - det siger du da tit, mor. Voksne mænd arbejder hårdt."
   Hvor fik han det fra? Huskede han stadig arbejdsfordeling hjemme i landsbyen? Faktisk var der en del kvinder, der arbejdede og overlod børnene til en bedstemor eller til ældre søskende - om muligt en pige, men ellers en storebror. Så..?
   "Voksne mænd er nogle tåber," drævede Serafina, "og de fleste er også nogle svin. De rige af slagsen er værst, men selv fattige mænd føler sig bedre end deres kvinder. Føj - og det skal der ændres på!"
   "Hvordan nogle svin?" spurgte Cessie forsigtigt og et billede af Martin med ornetryne glimtede i hendes fantasi.
   "Du har vel selv en mand?" Serafina hævede sine bryn, mens hun rystede på hovedet.
   "Joeh - hvis han virkelig er i bjergene? Måske er han død?"
   "Hjalp han dig med ungerne? Eller snorkede han bare? Talte han ordentligt til dig eller slog han dig? Drak jeres penge op? Hånede dig og krævede din opvartning?"
   "Øh," mumlede Cessie og knejste med nakken. "For det meste var han god og rar!" erklærede hun. Det føltes forkert at indvi den vrantne madamme i de episoder, som sommetider martrede hendes sind.
   "Slog han dig?" Det var Petruska, der spurgte. Hendes øjne virkede store og runde. Hun havde tidligere, da de var udenfor - mellem bygerne - at hendes mand kunne finde på at prygle hende, når han var vred. Cessie havde nikket, lyttet og mumlet nogle få, deltagende ord.
   Nu nikkede hun. Lidt mat. Det var jo bare nogle få gange, et par lussinger og en enkelt gang brugte han sit læderbælte, men det var jo en misforståelse og han havde undskyldt det mange gange. Alligevel sved det i hende. For mænd havde LOV til at gøre den slags. Det nyttede ikke at løbe til sheriffen og klage sig.
   Hun - Cessie - var vel selv lidt skyld i det; hun skulle ikke have lukket manden ind, selvom han ikke var fremmed, men en hun kendte hjemmefra - og han kiggede jo ind for at sælge børster og træ-kamme. Hvad kunne der så ske ved, at hun bød på øl og en bid brød, mens de snakkede om hjemegnen, gamle dage og sådan?

Cessie fik kvalme ved tanken om det, der var sket og ønskede bare at skifte emne - eller at flygte.
   Det var på tide at lave aftensmad. Hun havde forestillet sig, at de skulle have fisk, men det trak jo åbenbart ud. Hun havde lagt nogle grøntsager frem og de havde også brød endnu. Kartofler måtte de vente med, til de nye var klar.
   "Måske skulle du smutte en tur ned til søen." Serafinas stemme var smørblomstblød, selv da hun tilføjede: "måske er han på vej hjem med fisk. Vi kan da nok se efter de små…"
   "Joeh." mumlede hun. Ærligt talt ville hun jo gerne væk fra madammerne og hun gad også nok vide, hvorfor det tog så lang tid ved den sø.

Hun kendte ikke vejen, men kvinderne forklarede hende den og hun gik af sted, sikker på, at hun kunne finde søen. Den lå ikke mere end omkring en mil fra hytten. Det var en lys sommeraften og hun var ikke spor bange. Det havde hun heller ikke været som barn, men som voksen var angsten kommet krybende; man føjtede ikke rundt i skoven. Dels kunne der ske alverdens ulykker: vilde dyr eller ugerningsmænd kunne angribe eller troldtøj se sig vred på en. Man kunne falde eller få noget i hovedet.
   Hun rystede på hovedet af den snak nu. Følte sig fri og lyttede til de mange fuglestemmer. Dér sang vist en skovskade og dér et kor af spurve? Uglen, der pludselig tudede og sikkert ville på aftenjagt, var nem at genkende.
   Serafina og Petruska kendte Sitas metode og havde fortalt Cessie, hvilke særlige træer, veksler og planter hun skulle lægge mærke til - og da hun så klyngerne af krogede troldhassel forude, blev hun helt overrasket, for hun syntes ikke der var gået ret lang tid.
   Hun stivnede og lyttede anspændt. En skarp lyd kløvede luften, hastigt fulgt af et skrig. Og så lød der en latter, der skar gennem hende. For den lød ikke som et menneskes latter, snarere som et rovdyr, der prøvede at le som en syg gris. Underlig sammenligning, måske, men hvad var det dog, der skete?
   Mellem to af de gamle træer genkendte hun den sorte hestehale, der daskede mod den gule skjorte. Men frem mellem træets grene stak en lang, blå og kroget arm, med en knokkeltynd hånd og endnu tyndere, sylespidse kløer.
   Cessie kvalte et skrig og listede nærmere, selvom hjertet var fløjet op i halsen, hvor det snørede sig sammen til en lille bold, Hun måtte simpelthen se, hvad der foregik. En gren knækkede med en rungende lyd og fik hjertet til at flyve ned i maven, hvor det vred sig, så kvalmen rullede rundt i alle dele af hendes krop. Det passer at der altid knækker en gren, når man vil snige sig, tænkte hun irriteret.
   Derimod var det noget vrøvl, at hjertet hoppede rundt. Det dunkede bare heftigt. Freddy var hurtig til at vende sig og det fårede udtryk klædte ham. Han holdt en kårde frem for sig og klingen blinkede i solen.
   Hans modstander var enten forsvundet eller havde gjort sig usynlig.
   Mens disse kendsgerninger trængte sig op gennem det grumsede dyng af halvt forståede indtryk og blev til klar besked i Cessies hjerne, sænkede Freddy kården, så odden hvilede mod jorden.
   "Daw," sagde han og kløede sig i håret.
   Han så stadig fåret ud - og absolut overrumplet, men ikke bange. Han lignede ikke en, der havde været midt i en livsfarlig kamp. Han fik hende til at tænke på Keith, når han havde haft fingrene i syltetøjskrukken eller på anden måde været uartig.
   Det raslede mellem træerne. Løvet dansede og Cessie kløede et par irriterende myggestik.
   "Der var en blå arm," sagde hun.
   "Hvor?"
   "Mellem træerne. Jeg så den."
   Freddy kløede sig i panden og holdt så pludselig en hånd mod sin ene overarm.
   "Skulle du ikke fiske?"
   Han trak på skuldrene og hans ansigt lignede stadig fjæset på et lille barn, der prøver at charme sig fra skældud.
   Det fjæs drev hende til at spille voksen, Hvis han absolut ville lege uartig unge, så kunne hun da godt lege, at hun var hans mor.
   "Hvad laver du så med den kårde?" spurgte hun strengt.
   "Jeg træner," sagde han og holdt op med at se fjollet ud, "Jeg har skam fisket, men jeg tog kården med for at træne lidt. Jeg lader som om træerne her er farlige fjender. Se, jeg har snittet nogle grene af."
   Han pegede med kården og hun så nogle krogede grene ligge hulter til bulter som vridende snoge og andre slangearter. Han pegede videre og hun så et morads af buske.
   "..." men tjørnehækken der var den værste fjende. Jeg stak mig på en gren. Av. Det gjorde ret ondt."
   "Lad mig se."
   Han kom nærmere.. Der var blod mellem fingrene på den arm, han holdt mod sin arm.
   "Tag skjorten af," sagde hun.
   "Hvorfor?"
   "Vi må jo have tornene ud."
   "Det har jeg gjort, Har du noget, jeg kan binde omkring? Ellers er der vist noget i Klinkys saddeltaske."
   Dér var den latter igen. Et stykke borte og mere undertrykt, men stadig sær og umenneskelig, Hun drejede sig efter lyden. Freddy gjorde nogle hastige bevægelser med sin hånd, mens han råbte nogle ord, hun ikke forstod..
   Latteren forstummede. Det raslede i løvet. Nogen eller noget forsvandt. Et væsen med en blå arm? Eller en djævel? Niku?
   Hun fik sikkert ikke svar, hvis hun spurgte. Så hun lod være og så i stedet på skjorteærmet med blodet; der måtte have siddet en del torne. Ærmet var ikke gennemvæddet, men en lang plamage tydede mere på en rift eller flænge end mange små stik.
   "Lad os gå ned til søbredden," foreslog han, "så skal du se fisk og så binder jeg noget om den arm."
   Han gik og hun fulgte efter.
   "Ved det sidste træ pegede han og sagde: "blå? Der har du din blå arm, Cessie."
   Hun så at træets stamme og en del af grene var delvis dækket af noget blåt mos eller svampe - sære, grynede gevækster, der snyltede på træet. Med lidt fantasi kunne det sagtens ligne et blåt uhyre med tynde arme. Det stod bare ikke der, hvor hun havde set armen.
   Hun nævnte det dog ikke, for han måtte jo have ret. Hendes fantasi måtte have spillet hende et puds.
   Men hvem talte han til for et øjeblik siden? Tanken om en Niku eller en anden djævel duede ikke. De talte vel samme sprog som hun og Freddy? Nå ja, en af dem kunne jo være udenlandsk, men skridtene lød ikke menneskelige - og slet ikke den latter.
   "Der VAR et blåt uhyre!" insisterede hun.
   Han standsede, Kården havde han anbragt i en skede, der daskede mod hans lår. Han pillede ved det og så ned mod sine fødder., mens han mumlede noget, hun ikke forstod. Så rettede han sig op og grinede. Han rullede med øjne og fægtede med armene.
   "Det var bare mig. Sådan ser jeg ud når jeg er ond - og nu kommer jeg efter dig."
   Det var for sjov. Han drillede bare. Selvfølgelig - men alligevel stak hun i løb ned mod søen. Han fulgte efter.
   Hun mærkede hans ånde i nakken. Som små, lette pust. Hun var ikke rigtigt bange. Ud af øjenkrogene spejdede hun efter mulæslet, så de kunne finde noget at binde om flængen. Det kunne være sjovt at nå søbredden før Freddy, så hun satte farten op.
   Hun så ikke hvor hun løb. Så bare siv forude og dér var æslet vist. Havde det tænkt sig at gå i vandet eller var det bare tørstigt?
   Noget skarpt og slimet klistrede sig fast under hendes fødder. Vandspejlet var lige foran hende.
   I næste nu var det alle vegne. Omkring hende, under hende og over hende. Hun gylpede, men vandet strømmede ind gennem næse og mund. Hun lukkede munden og holdt sig for næsen. Hun måtte op. Men hun svømmede som en såret hund. Plejede John at sige. Altså ikke særlig godt.
   Panikken lurede på hende, men op måtte hun. Op til overfladen. Dér var den jo. Igennem vandspejlet så hun et solstrejf. Hun var oppe. Hun spyttede. Hun plaskede og spjættede. Noget trak i hende eller skubbede til hende. Igen var der vand over, under og ved siden af. Foran hende var der tang og små sorte fisk. Mere vand løb gennem næsen. Hun spyttede og fik vand i munden. Mere vand. Helt ned i lungerne. Gik under igen. Spjættede og sparkede. Følte sig slap. Skulle måske bare slappe af? Vandet var lunkent og vuggede hende.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 21/07-2006 01:57 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 3178 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.