6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
6 måneder, 28 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 3 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 3 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 3 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
1 år, 11 måneder siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
2 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
3 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
5 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
5 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden

Puls: 8,1

Publiceret: 0
Afgivet: 4
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Vinden puffede en lys hårtot ind i øjet på Cessie. Hun strøg den til side og så mod en klynge store træer. Nu legede den drilske vind med grenene. De bugnede af bristefærdige knopper. Det var forår og hun sad på en træstub.
   Den kløvede rest af et gammelt træ stod ikke ved smedegården og hun vidste ikke, hvilket træ, det havde været.
   Hun havde givet en hånd med såningen af radiser og gulerødder. Rosita havde vist hende rundt og hun havde lyttet med et halvt øre. Hun kunne vist ikke huske, hvad dyrene hed. Prøvende skævede hun mod en indhegning, hvor der græssede et par køer, en ged og et mulæsel. Joh, mulæslet hed Klinky - et sjovt navn til et sælsomt dyr. Man kunne se på det, at det var halvt æsel, halvt hest.
   Dyret var Freddys og de passede sammen. Med sine blå øjne og brune lød, var det som om han var halvt tater, halvt hvid.
   Cessie så mod drengen. Han sad på knæ ved siden af Keith, i færd med at vise, hvordan man anbringer en pil mod en buestreng. Pilen var stump og ret ufarlig. Den var hjemmelavet, ligesom buen. Det havde Freddy og Kenny åbenbart haft tid til at begynde på, mens Rosita viste hende rundt. Og under den frokost, Rosita diskede op med i det grønne, var de blevet færdige.
   Rosita havde for resten sagt, at hun gerne måtte kalde hende Sita, ligesom Danny og Freddy gjorde. Det ville hun prøve at vænne sig til.
   "Ha ha - du ramte ved siden af, lillebror," klang Bubis kåde stemme og Cessie så mod de to børn. I forsvarlig afstand fra Keith og Freddy morede de sig med at skyde til måls mod et ensomt stående træ.
   Hvem havde mon lært dem at bruge dette gammeldags skydevåben? Nu om dage brugte de fleste bøsser.
   Keith fjumrede med pilen. Den ville ikke, som han ville have den til. Hun kunne ikke se hans ansigt, men han trippede irriteret. Om lidt kylede han nok pilen hen ad jorden, for derefter at smide sig ned. Tålmodighed var ikke en af barnets dyder. Liggende på jord eller gulv, kunne han skrige, så en rågekoloni ville blive misundelige.
   Hun måtte gøre noget for at forhindre raseriet.
   Med beroligende ord på læben rejste hun sig. Og så at Freddy placerede sin hånd hen over drengens. Roligt styrede han barnehånden og med sin anden hånden trak han lidt i buestrengen.
   Nu stod Cessie, så hun kunne se barnets ansigt. Han så lidt betuttet ud og underlæben bævrede en anelse. Han kunne ikke lide, at fremmede rørte ved ham.
   "Så tager du sigte," sagde Freddy til ham, "Knib det ene øje i og lad spidsen pege lige mod sækken!"
   Det var en halmfyldt sæk, der stod 3-4 skridt fra dem.
   "Det er en ond en, ikk` osse?"
   "Jo - og farlig. Sigt på hans ben, så falder han."
   Pilen fløj gennem luften.
   Keith jublede. Pilen sad nederst i sækken, hvor man med lidt fantasi kunne forestille sig dens "ben" befandt sig.
   Den dirrede lidt, men den sad der. Hvordan det så kunne gå til, når den ikke var spids?
   "Han falder ikke."
   Skuffelsen gjorde barnets stemme skinger.
   "Det er fordi han er stiv af skræk," påstod Freddy, "Du kan puffe han omkuld. Selv din mor
   kan overmande ham nu."
   "Puf til ham, mor. Vælt den dumme, dumme sække-mand."
   Drengen var begejstret, så hvorfor ikke lege lidt med?
   Der var huller i sækken; ikke store, men passende til en stump pilespids og pilen havde boret sig ind en af dem. Hun kom til at smile og smilet voksede, da hun slog på sækken.
   Efter en del slag, væltede den og lå "overvundet" ned.
   "Nu er den sød!" forsikrede Freddy.
   "Hvem har egentlig lært dig det?" spurgte Cessie.
   Spørgsmålet om hvorfor de brugte bue og pil, rumsterede stadig i hendes baghoved. Det kunne selvfølgelig være for sjov, men de store børns våben, virkede anvendelige og deres pile var sylespidse. Kenny havde også snakket noget om harer og ryper, mens de spiste.
   ""Kan du ikke høre, at han siger det?"
   Først fattede hun ikke, hvad han fablede om, men det dæmrede, da hun så hans drilske smil.
   "Jeg mener - at skyde med bue og pil."
   Hans smil forsvandt. Han vædede sin underlæbe og pillede ved sit skjorteærme.
   "Bedste," sagde han så, "min bedstemor har lært mig det."
   Lavede han sjov? Gamle damer skød da ikke med bue og pil.
   Nå, ja Freddys bedstemor var muligvis ikke ligefrem en DAME, men alligevel..?
   Han så alvorlig ud. Noget dystert sneg sig over hans ansigt, men blev blødt op af varmen i hans stemme, da han fortalte:
   "Jeg boede hos min bedste, da jeg var lille. Langt ude i skoven. Bedste, Raja, Pablo og mig. Og så dyrene, naturligvis. Hun var god til at ramme og god til at lære os det. Raja var ikke så god til det, for hun kunne ikke se en pind."
   Han tav og så væk, men Cessie fangede et glimt af noget fugtigt i hans øjne.
   Hun ville spørge, hvem Raja og Pablo var, men Keith plagede: "Jeg vil skyde den en gang mere. Vi leger bare det er en ny dum en."
   Han fik lov til at prøve igen. Han lo triumferende, da pilen ramte midt i sækken.
   Så fik han en idé:
   "Moar - du skal osse prøve."
   Cessie tøvede, men hvis en gammel kone kunne, så kunne hun vil også. I det mindste kunne hun da prøve.
   Det var ikke så nemt, som det så ud. Hun fumlede næsten værre end Keith. Irritationen fik sveden til at pible i armhulerne og farvede kinderne nervøst pink.
   En hånd lagde sig over hendes. Lidt tøvende, som afventede den en tilladelse. Han stod bag hende og hun syntes, hun kunne mærke hans ånde i nakken. Når Martin stod sådan, ville han som regel noget bestemt. Hendes uro voksede og hendes fingre dirrede.
   Han fjernede hånden.
   "Du kan lære det en anden gang." sagde han.
   Skuffelsen jog gennem hende. Hun verfede følelsen til side, for hvad betød det, om hun kunne bruge bue og pil?
   En masse! Det kunne bruges til forsvar, så hun ikke igen skulle blive et hjælpeløst offer. Det kunne betyde, at hun kunne gøre noget. Måske også for andre.
   "Lær mig det nu."
   Ordene sprang heftigt frem og hun tilføjede mere afdæmpet: "I hvert fald vil jeg gerne prøve i dag."
   Han sagde ikke noget, men hånden var der igen. Roligt lagde den sig mod hendes og førte dens bevægelser.
   Pilen ramte.
   "Flot."
   "Du kan jo skyde, smedekone."
   Uden hun havde opdaget det, var Bubi og Kenny kommet nærmere og de smilede mod hende.
   Det var vel ikke noget særligt at kunne ramme en sæk på tre skridts afstand, men alligevel følte hun et sus af glæde.
   "Jeg flytter den lidt," sagde Kenny.
   Det gjorde han og hun ramte alligevel.
   Hun ramte også, da Bubi flyttede den.
   Hver gang var Freddys hånd der, men det var hende, der spændte buen og skød.
   "Nå, vi skal vel videre med arbejdet," sukkede Bubi.
   "Smedekonen kan da lige prøve en gang til," sagde Kenny,
   Denne gang ramte pilen ikke. Men det var snyd.
   Kenny havde flyttet sækken lidt og han grinede over hele hovedet.
   Pokkers knægt.
   Han var ikke til at blive sur på, sådan for alvor, som han stod der og lo. Men han skulle få betalt, skulle han,
   Hun stak i løb. Hans øjne blev store, men han så vist smilet i hendes ansigt, for han lo - og stak også i løb.
   Lige om lidt havde hun ham. Dér var han. Hun skulle nok få fat i ham.
   Bag hende, var der nogle, der råbte noget, men hun hørte ikke, hvad de skreg op om.
   Der var nogen efter hende - skridtene lød tungt.
   Kennys lille robuste skikkelse flimrede foran hende. Så vendte han sig og vinkede med begge arme.
   Skulle hun stoppe? Nej, der var jo nogen efter hende.
   Pjat, irettesatte hun sig selv.
   Pjat.
   Jorden blev væk. Med en knasende, knurrende lyd forsvandt den. Hun greb efter den. Blade og smat trykkede mod hendes håndflade. En tornet kvist rev hende.
   Eller var det et insekt, der stak?
   En smerte jog gennem hende og så gik det op for hende, at hun var faldet i et dybt hul, der havde været dækket af tynde grene. En dyrefælde af en slags.
   Hun var landet på maven og derfra kom de værste smerter.
   Barnet!
   Skrækken overdøvede næsten smerten. Det gjorde vist heller ikke så ondt mere, men tænk, hvis der var sket noget med det ufødte barn.
   "Av. Av - jeg kunne da ikke vide...," hylede Kenny oppefra.
   "Hold kæft og find rebstigen," snerrede Freddy.

De hjalp hende op og der var vist ikke sket noget drastisk.
   På Kennys ene kind var der aftryk af en hånd. Han og Freddy skulede til hinanden og Bubi bar på Keith, der vendte ansigtet ind mod hende.
   Sita så forfærdet ud og kommanderede hende til at lægge sig på alkoven, hvor hun og Danny sov om natten.
   "D - det behøves ikke," stammede Cessie forlegent, men Sita så vredt fra den ene til den anden.
   Der var ingen grund til den opstandelse.
   Eller var der?
   På ny jog en kraftig smerte gennem hendes mave, eller snarere underlivet.
   Føjeligt krøb hun ned under dynen.
   "Sådan nogle tumpede knægte," skændte Sita, Bubi havde forklaret, hvad der var sket.
   "Han slog mig," klagede Kenny.
   "Så kan han få klø, kan han," hvæsede Sita.
   "Nu får du klø," triumferede Kenny.
   "Jeg er ikke døv," var hvad Freddy havde at sige om det.
   "Det får nu vente lidt," afgjorde Sita, "jeg tror sgu fødslen går i gang nu."

Smerten føltes som en ve, men det var jo for tidligt. Barnet skulle først komme til Maj. Det måtte stoppes. Kendte Sita da ikke et middel?
   Der var jo også længe mellem smerterne. De drev måske over? Hun havde jo også følt dem under flugten, men det var gået i sig selv.
   Åh, hun skulle ikke have jagtet Kenny. Hvor kunne hun te sig så fjollet - hun, en voksen kvinde på 26?
   Men det var i kådhed, forsvarede hun sig tavst. Det var i glæde over, at hun kunne lære at forsvare sig og sine.
   Det - AV - for pokker, hvor gjorde det ondt. Det føltes som om hendes krop blev sønderrevet. Hun vred sig forpint. Da det gik over, vidste hun, at Sita havde ret. Det var i gang.

Et lille, blåt barn var født. I sandhed et lille barn, en lillebitte blå pige. Blå i flere afskygninger og stille. Alt for stille.
   Lige ankommet fra sin lune hule i moders bug, burde hun blive så overrumplet, at hun skreg. Hun skulle skrige mod kvinden, der med knoklede hænder havde hjulpet hende ud og vræle mod drengen, der havde gået hende til hånde; hvine mod dybet i hans skræmte, blå øjne.
   Mat opfattede Cessie, at hun på ny var blevet mor. Der var ikke flere veer og ikke længere grund til at presse.
   Så ramte stilheden hende. Som en kile af fortættet frygt, borede den sig ind i hende.
   Et skrig gjorde sig parat, men inden det nåede struben, følte hun en hånd mod sin pande. Svedigt klæbede den sig fast. Hun mærkede fingerspidserne dirre mod hende, for straks efter at blive rolige.
   Sære ord krøb ind i hendes øregange. Ikke særlig højt, men indtrængende.
   "Swe Sapko - Nej - Belkin. Krazuitt zchi... "
   Cessie stirrede ind i Freddys blå øjne. Et lilla skær i pupillerne snoede sig som blinkende tråde i en bundløs spiral. Hvad var det her for noget? Hun så væk og fangede synet af en lille, klar perle, der listede ned af hans næse.
   Svagt fornemmede Cessie, at Sita baksede videre med barnet. Kvinden nægtede at give op.

Hun ville se sit barn. Se det og ruske det til live.
   Med et ryk satte hun sig op. Det svimlede for hende.
   Lyden var spæd og sprød. Cessie trykkede en hånd mod næseroden. Om det var det, der hjalp eller det skyldtes det svage håb, den spæde lyd tændte - svimmelheden forsvandt.
   Det spæde, usikre hvin blev til flere. De blev stærkere.
   "Hun lever!" jublede Sita.
   "Hun lever," gentog Cessie og strakte armene ud efter sin datter.
   De værste blåtoner blegnede. Dødens farver veg. Livet strømmede gennem den nyfødte.
   Cessie stirrede på den vidunderlige skabning, som Sita hastigt havde svøbt.


* * *


"Nu er du igen i en anden verden. Hvad skal det ende med? Og dit barn kan ikke komme i Himlen, hvis det går galt!"
   Endnu halvt i søvne satte Cessie sig op og stirrede ind i mørket, der omgav hende.
   Hun havde haft en sær, usammenhængende drøm. Moderen havde vist sig i den og hendes vrantne stemme genlød her i alkoven.
   Der var gået nogle dage. Cessie befandt sig stadig i ægteparrets alkove. Sita havde insisteret og Danny havde affundet sig. Lige sad hun opad nogle puder
   Barnet levede, men det var tvært og skrantende. Modermælken var endnu ikke løbet til, som den skulle, så den lille fik en mælkeblanding, som hun drak af en fåretarmsbeholder, godt skyllet med kogende vand.
   Sita havde lånt den af de nærmeste naboer, den anden taterfamilie.
   Det blev nu ikke til så meget og måske var det derfor, barnet ikke rigtigt trivedes? Men det ændrede sig vel, så snart mælken løb til. For det gjorde den vel?
   Barnet skulle leve. Det modsatte ville være for grusomt. Det var uretfærdigt mod pigen og selv ville hun blive vanvittig. Og det var jo ikke bare livet, barnet mistede, hvis...
   Cessie magtede næsten ikke at tænke tanken til ende og gjorde det så alligevel. Barnet ville ende i Limbo, hvor det skulle blive til evig tid - udøbt som det var. End ikke en kristen bøn, var det bedt for det. Og hun kunne ikke gøre det, for efter fødslen var hun jo uren.
   Turde hun bede en af familiemedlemmerne om det? De var jo ikke kristne og ville nok undsige sig.
   Sagde de ja, duede det måske heller ikke?
   Det snurrede i hendes hoved. Måske en af dem kunne hente en munk eller nonne? Eller -
   Nervøst fingerede hun ved korset, som hun bar i en kæde. Det lå tæt mod hendes krop.
   I morgen ville hun snakke med Sita om sagen.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 29/09-2005 01:51 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2394 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.