6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
7 måneder, 6 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 3 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 3 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 4 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
1 år, 11 måneder siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
2 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
5 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
5 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
6 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
6 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
6 år siden

Puls: 11,4

Publiceret: 0
Afgivet: 2
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Cessie fulgte Harry ad små stier og markskel, til de befandt sig i skovbrynet.
   Sneen knasede under deres fødder. Det var så bidende koldt, at frosten bed i hendes næsetip og trængte gennem kåben, men efterhånden som hendes krop vænnede sig til det, var det forfriskende.
   Det var længe siden, hun havde gået en lang tur og hun nød det, selvom hun skammede sig lidt over det.
   Der var jo en alvorlig grund til, at de gik her.
   Det var ikke fordi, hun hadede sin svigermor, men her under den åbne himmel, forekom den syge kvinde og den lille stue, så fjerne.
   Da de trådte ind mellem de gamle, krogede træer, fik hun lyst til at lege en af de vilde drengelege, hun havde leget sammen med sin bror og hans kammerater. Men hun var jo voksen nu og de skulle skynde sig.
   Selvsikkert ledte Harry hende mellem troldelignende ege og udenom moradser af buske og små træer.
   Da en lille hytte dukkede frem, dunkede Cessies hjerte en smule hurtigere. Var det dér taterfamilien boede og hvordan ville de modtage hende?
   "Der bor Mats og hans familie," oplyste Harry, "de har fundet på, at de også vil være bofaste. Vi skal et stykke vej endnu."
   Det var en lettelse, for hun havde ikke fået tænkt over, hvad hun skulle sige. Nu tumlede ordene rundt, men det var vel bare at forklare, hvorfor hun kom og hvordan det var fat med svigermor?
   Mørket kom snigende og det blev koldere. Det prikkede i hendes fødder og hun gemte hænderne under kåben.
   "Så er vi lige ved at være der."
   Harry var kommet et par skridt foran, men nu stoppede han op.
   Foran dem, var der en rydning og da hun trådte ind i den, mærkede hun strå under sneen; det knasede anderledes end det visne løv i resten af skoven.
   Hytten var mindre end smedegården, men virkede solid. Da de kom nærmere, trængte et kor af stemmer ud gennem de lukkede skodder.
   I det tiltagende mørke blafrede der pludselig nogle svage lysskær, Da hun så direkte mod dem, opdagede hun at det var øjne! Det var lige før, hun hoppede en alen op i luften. I stedet stoppede hun og stirrede på et kranie, der grinede dødt mod hende.
   Harry mumlede noget, der lød som: "Hvad Pokker...?"
   Han gik dog ufortrødent videre. Tøvende fulgte Cessie efter lærlingen.
   Hun havde en sær fornemmelse af, at hun var ved at rode sig ud i noget.
   Først da de var tæt på kraniet med de blafrende øjne, så hun, at det var placeret på en stage. Det var anbragt som en dødningevagt ved døren og på den anden siden af den, var der en til. Mellem de to "vagtposter" stod en levende skikkelse, med den ene hånd på ryggen.
   Der var lige akkurat lys nok til, at hun kunne genkende den blåøjede taterknægt. Nå ja, det hjalp vel også at hun vidste, han boede der.
   "Årh. Er det bare dig?"
   Drengen smilede lettet til Harry og så spekulativt på Cessie.
   Før han nåede at åbne munden, snakkede Harry løs:
   "Davs, Freddy. Jeg har taget smedekonen med, for hendes svigermor er blevet så forfærdelig dårlig og så tænkte vi, at din mor kunne hjælpe..."
   Drengen Freddy så fra den ene til den anden, før han lod sin skjulte hånd komme frem. Der var to vokslys i den.
   "Velkommen, fru Johnson."
   Drengens anden hånd lukkede sig om hendes. Et øjeblik trykkede han fast om den og mørket skjulte udtrykket i hans ansigt
   Han rodede lidt i en lomme og fik tændt de to lys. Der efter åbnede han issen på det kranie, der havde tomme øjenhuler. Snart skinnede dets øjne om kap med det andet kranie.
   "Kom bare med ind," sagde Freddy.

Rosita Ronantez havde åbenbart gæster. Omkring et langt bord sad 7 koner i forskellige aldre, men alle i spraglede kjoler. Pigen, der havde danset på markedspladsen, var der også.
   Alle otte så tavse og overraskede mod dem, da de trådte ind i den lille stue.
   En tyk kone tabte et bundt grene, som hun ellers var ved at fortælle noget om.
   "...ind mod huden, som mange små næb..." hørte Cessie.. Så lå grenene oven i et stykke halvspist kringle.
   Cessies tunge føltes tør, men drengen havde inviteret hende ind og hun måtte forklare sig:
   "Undskyld jeg forstyrrer, men min svigermor, Eliza Smed... hun blev pludselig dårlig og faldt om."
   "Sita kan ikke hjælpe folk."
   Det var den tykke, der sagde det og hun så afvisende på Cessie.
   "Kan du da ikke forstå, søde Esmeralda, at det er HENDE, der er kommet."
   Den tykke Esmeralda så tvært på den nydelige taterkone, der havde vovet at irettesætte hende. Der efter så hun på Rosita Ronantez og da hun rejste sig op, med åbne arme mod Cessie, blev hun rød i kinderne.
   Cessie kunne ikke få sig selv til at lade konen omfavne sig. Hun gik dog nærmere og gav hånd.
   Konen så lidt fortrydelig ud, men greb dog Cessies udstrakte hånd.
   "Hvad skete der nøjagtigt, da din svigermor blev dårlig?" ville hun så videre.
   Cessie beskrev det så godt hun kunne og alle i stuen lod til at lytte opmærksomt.
   Mens hun fortalte skævede hun rundt i stuen. Bortset fra bordet, hvor de flød med grene, urter, svampe og andre sager, var den helt almindelig. Væggene var af rå bjælker, men der var ikke fyldt med spindelvæv, krukker og sære, tørrede urter. Der hang heller ikke billeder af afguder, som hun havde hørt der gjorde hos hekse.
   Da Cessie tænkte ordet "hekse" afbrød hun tankerækken. Hvorfor skulle Rosita Ronantez være en heks? Hun var sikkert bare en klog kone, som forhåbentlig havde noget mikstur, der kunne gøre Eliza rask.
   "Det må være et hjerteanfald!"
   Det var den nydelige taterkone, der sagde det. Hun så ud til at være sidste i trediverne og havde håret sat op, modsat de andre.
   "Selvfølgelig, Cloritta, selvfølgelig."
   Rosita Ronantez sagde det, som om hun selv havde været på nippet til at konkludere det. Nu henvendte hun sig til Freddy:
   "Gå ud og hent lidt af de styrkende dråber, du ved, knægt."
   "Javel," sagde han og forsvandt gennem en dør, der vel førte ind til en stald?
   Harry holdt sig ligesom lidt i baggrunden.
   "Jeg ville gerne byde på noget varmt og lidt brød."
   Rosita Ronantez smilede hjerteligt, men udtrykket skiftede til beklagelse, da hun føjede til:
   "- men du må hellere skynde dig hjem med miksturen. Giv hende 3 dråber på en lille slev, straks du er hjemme - og to hver morgen og aften.."
   Cessie nikkede lidt beklemt.
   Rosita Ronantez så alvorligt på hende:
   "Jeg kan ikke love, at hun lever længe. Et sygt hjerte er en alvorlig lidelse og måske dør hun, trods min mikstur.. Ligegyldigt hvad - så røb ikke, at jeg har givet dig disse dråber. Men kom gerne og fortæl mig, hvordan det går:"
   Drengen vendte tilbage og rakte hende en ganske lille lerkrukke, hvorpå der med sirlige bogstaver var malet: "nitro-velverin-ekstrakt."
   Sikke et besværligt navn, men bare det hjalp.
   "Hvad skylder jeg?"
   Det var flovt, men hun havde ikke tænkt over det før nu. Mon konen ville tage til takke med en høne?
   "At du kommer her ud igen."
   Rosita Ronantez sagde det med eftertryk. Ledsaget af et varmt smil.
   "Det gør jeg," lovede Cessie.

På hjemturen under den stjernespækkede himmel, følte hun sig knapt så sikker. Der kom vel bare vrøvl ud at omgås en kone, der satte kranier foran sin dør og holdt møder med kvinder i spraglede kjoler?


* * *

   Som tykke grå skyer hang røgen oppe under loftet i krostuen. Ved et bord sad nogle bønder og dampede på deres piber, mens de sludrede om den forestående jul og næste sommers afgrøder, som de håbede blev bedre end dette års.
   Martin lyttede med et halvt øre, mens han rystede raflebægeret grundigt.
   De spillede "højeste ens" og Larry havde lige slået tre femmere. Jack kunne ikke vinde, for han havde slået to firere og en treer. Nu var det Allans tur og et øjeblik, holdt han op med at ryste bægeret. Han så intenst på de to seksere foran ham. Det var sidste slag og han skulle vinde denne gang. Han havde skudt sine sidste mønter i puljen og hvis han ikke vandt, ville Cessie opdage, at han havde lånt hendes æggepenge; for at glæde hende havde han lovet, at hun måtte bestemme over de penge, hun fik ved at sælge hønsenes æg. Sådan set kunne han jo bare tage dem, for hustruer bestemte ikke over pengene, men hun var nu sød, sådan for det meste.
   Hun havde set noget muggen ud, da han sagde, at han lige slog et smit forbi kroen. Forstod hun da ikke, at han trængte til at være lidt sammen med vennerne? Han trængte så forbistret til at slippe lidt væk fra moderen, der lå til sengs det meste af tiden; fra Keith, der pylrede og fra Cessie, der flintrede forfjamsket rundt i huset med sin voksende mave og ikke havde styr på det huslige.
   Larry havde sagt, at de trængte til at rafle og det var længe siden, to måneder eller mere, så det passede ikke, når Cessie påstod, at han hang der hele tiden.
   Men han måtte koble lidt af. Det var ikke bare familielivet, der skrantede. Det gik heller ikke så godt med smede-arbejdet. Der var nok at lave, men bønderne havde ingen penge og for ofte lod han dem skylde. De havde de særeste undskyldninger for at vente med betalingen og han var ikke god til at forlange sine penge.
   Hvis Cessie ikke havde set så sur ud, havde han spurgt, om han måtte låne de penge og hvis hun så sagde nej, havde han nok ikke taget dem.
   Men det var ikke morsomt, at lade de andre betale for øl og brændevin - eller skylde kromanden. Og der var ikke meget skæg ved at spille uden penge, så han havde listet sig til at tage dem, mens hun surmulende puttede Keith og fortalte ham et eventyr, hun selv hittede på.
   "Slå nu, smed," opfordrede Jack, "du ryster jo alle øjnene af."
   Jack havde været ven med Martins far. Han var en ranglet mand i 50érne og hans næse var noget rødsprængt. For det meste var han munter og han kunne en del historier om folk og fæ. Martin betragtede ham som både en ven og en slags erstatning for faderen, der døde, kort efter at Martin var udlært.
   Så nu gjaldt det. "En sekser - en sekser," hamrede det i Martins hjerne.
   Måske havde han drukket for meget brændevin, for øjnene på den lille terning dansede så underligt.
   Det kunne da ikke passe, at der kun var fem af dem?
   Larrys triumferende hyl, røbede at det passede.
   Nu skulle han så vise sig som en god taber, lykønske vennen og se at komme hjemad.
   Men terning-øjnene grinede hånligt af ham og det sved i hans øjne. Det var vel den forbandede røg?
   For han var naturligvis ikke lige ved at give sig til at græde. Store; stærke mænd sad ikke og flæbede ned i deres brændevin. Visse sølle stympere gjorde, men han var byens smed og respekteret af folk, for sit gode arbejde.
   En tåre sved i øjenkrogen. Rasende tørrede Martin den væk. Fornedrelse og afmagt kogte i ham og han sprang op.
   "Det kan Dæleme ikke passe!" skreg han, "I snyder!
   Larry mumlede noget. Sikkert en harmfuld protest, men nu havde Martin fået nok af det hele. Han greb fat i bordkanten. Hvis han ikke kylede med et eller andet, hvis han ikke fik afløb for sit afmægtige raseri, så gik han til grunde..
   En hånd landede på hans skulder. En rolig stemme talte til ham:
   "Sæt dig ned, Martin, og fortæl mig, hvad der er galt. Er det din moder?"
   Den myndige, faderlige stemme trængte ind og Martin slap bordet. Opgivende dumpede han tilbage i stolesædet.
   "Ja, det - det er mor. Hun er så syg og intet hjælper. Jeg har talt med præsten og han vil bede for hende i kirken. Men han siger, at det hjælper, hvis jeg skænker penge eller sølvtøj til kirken. Jeg har bare ingen penge. Vi har solgt mors sølvtøj og folk betaler ikke, for det jeg laver. Hvad skal jeg gøre?"
   "Tag hjem og sov rusen ud, så snakker vi om det i morgen."
   Jacks stemme var varm og faderlig. Alligevel krøb en ubehagelig følelse gennem Martin. Manden ville vist bare ville slippe af med ham, så han og Larry kunne spille videre.
   Nå, han var revnende ligeglad. Hvis det skulle være på den måde, så kunne han da gå sin vej og de skulle ikke være sikre på, at de så ham igen.
   En smule slingrende rejste han sig op. Grødet hilste han farvel og så tumlede han mod døren.
   Bag ham lød der bløde skridt. Var der nogen, der fulgte efter ham? Eller var det blot en, der også ville bort fra kroen?
   Skridtene fulgte ham helt ud. Han stoppede op og gloede på skikkelsen, der også var standset.
   "Det er mig," oplyste manden i mørket.
   Stjernerne funklede, men det var sgu da ikke lige til at vide, hvem "mig" var.
   "Jeg er Niku. Du ved, Cedrics bror. Vi mødtes til markedet og du hjalp, da kniven ramte forkert."
   Det dæmrede.
   "Vi kan følges et stykke. Du trænger vist til at snakke? Ja, det var ikke pænt, men jeg kom til at høre, hvad du sagde til dem der inde. Jeg arbejder her sommetider og kom ind med en tønde øl. Tilfældigvis har jeg fri nu."
   Det var ikke godt at blive set sammen med det pak fra skov og skumle kroge på markeder, men det var jo sen aften, så de fleste sov vel? Desuden var Niku en frisk knægt, huskede han, så hvad kunne der ske, ved at de fulgtes lidt?
   Niku hørte opmærksomt på det Martin fortalte. Hist og her indskød han nogle få ord eller et spørgsmål. Og inden Martin vidste af det, havde han fortalt om både familie, arbejde og præsten.
   "Sikke noget," sagde Niku. Da der ikke var mere at fortælle.
   "Jeg kan ikke komme hjem uden penge," klagede Martin, "og mine venner er ligeglade med mig. Jeg kan lige så godt drukne mig."
   Igen lagde en hånd sig på hans skulder. Lidt usikkert og tøvende.
   Martin rystede sig, men kun på skrømt. Hvad skulle det til for, at en næsten fremmed, gjorde den slags? Men det føltes nu godt.
   "Du kan låne penge af mig."
   Martin troede først, han havde hørt forkert. Stod den unge tater der og ville låne ham penge?
   "Jeg kender nogle, der låner penge til godtfolk i knibe. De kan betales tilbage i afdrag eller naturalier, Mændenes rygte er ikke godt, men bare man overholder aftalen, så er alle glade."
   Hvad mon det var for mænd? En anelse tumlede gennem Martin; han havde hørt en del om nogle lovløse bander, der hjalp på den måde. Prisen for ikke at betale tilbage, var vist grum - men HAN betalte selvfølgelig tilbage.
   Måske burde han sige nej, for de lovløse var vist ikke Guds børn og ved at låne deres penge, hjalp han dem vel?
   Han åbnede munden for at afslå tilbuddet, men en klirrende lyd, bragte ham på andre tanker.
   Niku stod pludselig i skæret af nogle fakler og ved siden af ham, stod en mand med korslagte arme.
   Mens de snakkede, havde Niku ledt ham på afveje.
   "Vil han?"
   Manden med de korslagte arme havde en dyb stemme og han så ligegyldigt frem for sig, mens han spurgte.
   Niku så spørgende på. Martin, der tog en beslutning. "JA," afgjorde han.
   Tavst rakte den fremmede Niku pen, blæk og papir.
   Med fingre, der var stive af kulde, skrev Marin sit navn, på det papir, Niku holdt frem.
   Så fik han overrakt en lille skindpose, der bugnede af mønter.
   "Nu kan du trygt vende hjem," sagde Niku, "lad mig følge dig på vej."

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 09/05-2005 15:12 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2659 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.