2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
6 dage siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
8 måneder, 23 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
6 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden

Puls: 19,7

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Martin rankede ryggen og strammede grebet om tøjlerne. Han så mod Nikus røde kjortelryg og ømmede sig. For pokker, hvor var han øm i bagdelen. Han var endnu ikke blevet vant til at ride. De heste han selv havde haft blev spændt foran vognen eller ploven; han red meget sjældent på dem, men som de andre sagde: "Djævle rider." Og han havde nu øvet sig nogle gange i Dalen.
   Hesten han red på, mindede ham lidt om Musse; en adstadig, halvgammel hoppe.
   Mod hans ben hang sværdet og i den anden side en pistol, som han ikke skød særlig godt med. Harry havde grinet som en flækket træsko, da han spændte hanen for hårdt og derefter blev sort i hele ansigtet af salpeterkrudt. Selv fandt han det ikke spor morsomt.
   Harry var ikke med, for hans far ville ikke risikere, at der skete ham noget.
   Ugilt var anfører og udover Niku kendte Martin kun de andre overfladisk; nogle gutter i tyverne. Flere skulle slutte sig til efterhånden som de nåede målet.
   Martin var også øm i fødderne, for de havde travet et stykke ad smalle, snoede bjergveje, hvor de måtte trække hestene og bevæge sig i gåsegang. Ind i mellem red de dog lidt.
   "Vi skulle hellere bruge bjerggeder og så hente heste inde i landet," havde Niku brummet og det syntes Martin var ret sjovt sagt. Ja, faktisk var det ligefrem en god idé.
   Den burde de foreligge kongen.
   Altså hvis han vendte med tilbage?
   Det var en underlig fornemmelse at ride gennem skoven og nærme sig de bebyggede egne, iført rød kjortel, bredskygget, sort hat og blanke fedtlæderstøvler. At komme som djævel og måske blive genkendt og regnet for en usling.
   Men der var jo Ralph, der nu var ude af sit fangehul og i bedring efter sit ophold og de forhør, han havde deltaget i. Og der var Emily, der meget snart ville gøre ham til farbror.
   Og ikke mindst Cessie, som han måtte frelse. Han så nu nødigt, at hun kom til Duedalen. Selvom kongen ikke helt var det uhyre, han havde troet, så var der mange sære og grusomme mennesker der. Om de dog bare kunne finde et andet sted, men hvis ikke, så gik det måske for en tid.
   Bare den der underlige knægt ikke skulle med. Det var ikke særlig betryggende, at sådan en dæmon var sammen med hans Cessie.



"I morgen løber vi væk," sagde Cessie til Freddys ryg. Han havde puttet Keith og sad på samme måde som for to dage siden. På kanten af alkoven. Men birkerisene var borte. Hun havde brændt dem og nydt at høre det syde, fordi de var friske.
   "Hvor løber I hen?" spurgte han ud i luften.
   "Du skal med." Hun sagde det med fast stemme.
   Så langsomt som en træt snegl vendte han sig, trak benene op og sad på alkoven med hænderne foldet om sine knæ. Så drejede han hovedet og så på hende, Hans øjne lignede klare blå perler i skæret fra de jævnt brændende pråse i stagerne.
   "Hvorhen og hvorfor?"
   Hun smilede svagt; "Hvorfor? Fordi jeg ikke kan holde det her ud. Kajtansøstrene vil gøre dig fortræd. Og de har fået mig til at være ond. Min bror og hans mænd vil have fat i dig - og folk tror du er de ondes udvalgte,"
   "Det er jeg da også. Du har vel set mærket?"
   Hun nikkede, kløede sig i hovedbunden og sagde tørt: "Hvis det virkelig er Den Onde Fyrste, der har gjort det fordi du skal være hans udvalgte - så har han valgt forkert."
   "Jeg slog ham," sagde Freddy spagt.
   "Fyrsten??"
   "Nej, Keith. Jeg daskede ham bagi og så blev han arrig og helt umulig."
   "Det er ikke ondt, at give en unge et par dask, når han vil daske sin spæde søster med en ildrager," sagde hun og tilføjede tøvende: "måske er der bedre måder, men ondt er det ikke. Du blev bange og vred. Og man slår jo uartige unger i numsen. Måske er der en grund til, at han gjorde det. Men mon ikke han lader være en anden gang?"
   "Jo."
   "Vi pakker nogle sager nu, mens ungerne sover. Så er vi klar i morgen."
   "Det kan vi da ikke," protesterede Freddy, "dyrene skal jo fodres. Og hvad med Sita og Danny og dem?"
   "Ja, de kommer nok snart hjem. I mellemtiden kan Serafina fodre. Hun opdager nok, vi er væk, for de vil jo hele tiden ævle med mig."
   "Men hvor skal vi hen? Danny bliver nok vred. Og hvad med Verden. Skal vi ikke frelse den?"
   "Vil du gerne stå i den dumme cirkel og blive pint?" Det var da utroligt, som han kunne brokke sig, tænkte hun.
   Han rystede på hovedet.
   "Jeg tror ikke på, at verden bliver frelst af den grund," erklærede hun.
   "Det gør Sliko ..." begyndte han ivrigt, bed sig i læben og mumlede: "En anden som jeg kender, tror heller ikke på det."
   "Fornuftig mand," erklærede Cessie.
   "Han kender et sted, hvor jeg kan skjule mig." Freddy bed sig i læben og sagde hurtigt. Måske kan I komme med. Hvis du virkelig vil."
   Et sted i hendes hjerne ringede en lille klokke. Ganske svagt, men den virkede som en advarsel og en snert af mistro sneg sig ind i hendes stemme.
   "Hvad er det for et sted?"
   "Det ved jeg ikke helt, men der er nogle hytter. Og man kan vist selv bygge en, hvis man vil. "
   "Mener du Duedalen?"
   "Nej. Den ved jeg ikke, hvor er. Han - han ved det godt, men han synes ikke, jeg skal tage derhen endnu. Vil du gerne derhen?"
   "Hvis det er et sted, hvor vi alle fire kan være i sikkerhed," sagde hun og tænkte på, at Martin måske var der. Og at der var fyldt med onde mænd, de ikke kunne klare sig mod. Ikke alene.
   "Han sagde...," begyndte Freddy og hun afbrød ham ivrigt: "Hvem sagde hvad?"
   "Ham jeg kender sagde, at jeg skal bo i Duedalen engang. Men han kender altså det her andet sted. Han har sagt, han vil vise vej, men jeg sagde, at det ikke gik. "
   Han tav, så hun tænkte, at hun måtte sige noget, der kunne få ham til at fortsætte.
   "Hvorfor ikke?"
   "Fordi jeg ..." Hans øjenlåg glippede. Han bed sig i underlæben og gispede. Sikkert for at undertrykke et hyl af smerte, for hans læber var stadig forbidte.
   "Jeg har lovet Raja, at I bare kan gøre det I vil." Han sagde det så hurtigt, at ordene næsten ramlede sammen for at komme først ud.
   "Du er håbløs," sukkede hun.
   "Men verden er da mærkelig," sagde han, "der er så mange, der sulter og lider. Og så få, der har det godt. Hvis det kan ændres bare ved det der med den cirkel, så ..." Han talte lidt langsommere nu, men igen afbrød han sin sætning. Straks efter fortsatte han dog: "Jeg ved bare ikke om det passer. Jeg vil helst ikke pines. Jeg kan ikke lide det. Danny siger det hele er noget vrøvl. Det er mærkeligt med ham. Jeg troede en gang han var dum og ond."
   "Ja, det er mærkeligt med folk," medgav hun, "Man tror de altid er rare og så gør de en fortræd. Eller man tror de er onde og så er de i grunden flinke for det meste."
   "Nemlig." Freddy så direkte på hende, mens han sagde det ene ord. Langsomt strakte han en hånd ud mod hende, men bøjede så fingrene ind, trak hånden op til sin mund og pressede knoen mod fortænderne.
   "Men lad os nu pakke, " vendte hun tilbage til sin beslutning.
   Hun havde brugt de to foregående dage til at blive helt sikker på, at de måtte væk. Naboerne og deres gæster havde været her og hun havde prøvet at snakke med dem, men de var trælse mod Freddy. Hans kusine var en smule venlig, men på en sært kejtet og modvillig måde. Og Freddy var alt for god ved hende. Han vrissede godt nok og kaldte hende en dum tøs, men da hun fumlede efter kosten, der stod lidt anderledes end Varylis beskrev det, rettede han hendes skridt, så hun ikke faldt. Han så ud som om det irriterede ham, at han kom til det. Sådan var det sikkert også, men han kunne åbenbart ikke lade være.
   "Er du sikker?" spurgte han nu.
   Igen så han på hende og hun nikkede. "Helt sikker! Jeg VED deres måde er forkert og jeg vil hellere hen til det sted, din ven kender,"
   "Min ven? Det ved jeg nu ikke om han er. Jeg ved ikke engang om det er et godt sted, men det sagde han altså. Måske skal vi bare gå, men ..."
   "Jeg skriver en besked til Serafina. Og en til Sita. Din mor kan læse, ikke?"
   "Jo."

"Det er på tide at slå til mod de forbistrede hekse!"
   Sir Robert af Flueborg hamrede en spinkel hånd ned i bordpladen, spærrede øjnene en smule op og pustede på hånden. Derefter så han rundt på de forsamlede mænd, der alle var i grønne uniformer. Han anlagde en barsk mine og noterede sig, at alle lod som om de ikke havde bemærket hans fadæse med den lidet flatterende pusten.
   "Vi mangler stadig afgørende beviser," sagde John Edwards, der ville have Cessie i sikkerhed, før de slog til og desuden fandt det ærgerligt at gå glip af en fangst, hvis skyld, der ikke kunne være tvivl om. Så sent som et par dage forinden havde han talt med hende og hun havde sagt, at hun var lige ved at afsløre nogle hekse. Hun havde fortalt det med, at de ville udføre et ritual og at de tilbad en gudinde, som de kaldte Vor Frue. Desuden var de blasfemiske kættere, der spottede Gud. Men hun måtte have beviser, havde hun sagt.
   "Dem får vi, når kællingerne møder pinebænken," mente en anden.
   "Vi har beviser nok til en sag," mente også sir Robert, "Vi ved, at de pønser på at udføre et hedensk ritual til foråret og at de allerede er i ledtog med en dæmon. Den må vi også se at få ram på - inden sir John får ham hjulpet væk. Din søster er jo derude, John?"
   "Ja det tilbød hun og ..."
   "Udmærket," mente sir Robert, "Du ønsker vel ikke, hun skal blive der så længe, at hun kommer i deres vederstyggelige spind?"
   "Bestemt ikke, men er det ikke bedst at vi venter til foråret. Så kan vi tage dem på fersk gerning."
   "Der kan ske meget i mellemtiden," mente sir Robert og hævede brynene i forundring.
   "Lad os nu komme af sted," råbte en mand med begejstring, der smittede,
   "Af sted," lød det fra flere.
   Og snart lød det som et kor af bjæffende blodhunde: "Af sted. Af sted."

Det susede for Cessies ører og med et følte hun sig urolig.
   Pludselig tænkte hun på John og på deres samtale for tre dage siden. Inden hun gik over til naboerne og bagefter pryglede Freddy. Hvad ville han gøre? Det varede vel en tid inden han og hans mænd kom efter kvinderne derovre? Måske ventede de på Sita? Hun blev nødt til at skrive en indtrængende advarsel, for Sita var jo så rar.
   "Måske synes kællingerne også, jeg skal gå min vej for en tid," sagde Freddy, "så ham din bror ikke får fat på mig. Er det derfor du vil have vi skal stikke af sammen?"
   Behøvede han at være så mistroisk? jog det gennem hende og hun spyede svaret ud med kun et ord, et heftigt "Nej".
   Han pillede ved sin ene øreflip, lod fingeren glide ned ad sin kind og støttede hagen i håndfladen.
   En strækning fik hans ene mundvige til at krumme sig lidt og langsomt formede læberne et smil.
   "Av," hvislede han lavmælt, men da smilet forsvandt, efterlod det en glød i de blå øjne.
   "Du er så sød og klog!" sagde han.
   Gløden var også i stemmen og det overrumplede hende.
   "Fordi jeg synes, du er god?" røg det ud af hende, i et drillende tonefald.
   Han trak på skuldrene: "Det er måske ikke så klogt af dig, men du ... du føler ... jeg mener: du er et ægte menneske og du kan heller ikke lide at gøre andre ondt. Vel?"
   Hun smilede, Hvor var han køn og det var lidt pudsigt, som han søgte efter ord, der kunne udtrykke det han gerne ville fortælle hende. Så falmede smilet, for det var ikke helt sandt, hun ikke kunne lide at gøre andre ondt. Jo, hun kunne ikke lide sådan direkte selv at gøre dem noget, men hun havde faktisk tænkt sig at lade Folkesoldaterne tage sig kærligt af de vanvittige hekse. Så var de jo af med dem. Sita ville hun advare, men ikke de dumme kællinger. Planerne om at lade dem lære fra sig var smuldrede efter de sidste dages nedrige opførsel.
   Skulle hun betro sig til Freddy? Var han mon så dum, at han ikke ville godte sig over det?
   Måske, men hun var ikke i humør til en diskussion om det lige nu. De måtte hellere se af at pakket. Og så måske mødes med Freddys bekendte. Eller lade være? Hvem var denne personage mon?
   "Vil du slet ikke vide, hvem det er, jeg kender, som vil hjælpe mig væk?"
   Freddy så forskende på hende, mens han stillede spørgsmålet og det slog hende, at han måske var tankelæser.
   "Nej," påstod hun, selvom det ikke passede og tilføjede: "jeg er ligeglad, bare vi kommer væk fra alt det her vanvid.. Jeg har brug for at samle mig og ingen skal gøre dig noget."
   "Nej, for det skal du nok klare," grinede han.
   Cessie rødmede og pludselig sved hendes øjne. Uf, hvor ordene ramte hende.
   Og mens hun ledte efter en grimasse, der kunne dække over, at hun nu følte sig skidt tilpas, kørte der billeder rundt i hendes baghoved: Serafina og Petruska blev ført frem mod et bål, mens Ivan skreg som en kaninunge, der blev flået levende.
   "Vi må vel advare Serafina og de andre," sagde hun højt, "så de ikke falder i kløerne på Folkesoldaterne, men jeg vil ikke følges med dem. Vi finder vores eget sted."
   "Sammen med Slikoran?" spurgte han. Hun nikkede og noterede sig, at nu fik hun vedkommendes navn.
   "Jeg HAR advaret Raja," oplyste han, "for Slikoran hørte lidt af samtalen med din bror. I mødtes jo i skovbrynet for tre dage siden."
   "Og hvornår snakkede du så med ham Slikoran?"
   "Den aften, du var så sur. Han syntes, jeg skulle gå med ham, med det samme."
   "Nå - og hvorfor gjorde du så ikke det?"
   "Det har jeg sagt. Jeg ville advare Raja. Jeg vidste ikke om du gjorde det, men..."
   " Jeg glemte det," påstod hun hurtigt.
   Han kneb det ene øje sammen, sænkede brynene og trak munden skæv. Da han også lagde hovedet lidt på skrå, vidste hun, at han ikke troede på hende.
   "Jeg vil have at vi skal være sammen: dig og mig og ungerne," vrissede hun.
   Han lo igen. Latteren virkede som små klokker, men nogle af klokkerne var hånlige. Andre jublende glade.
   Hun nåede lige at tænke: hvad er der nu med ham?
   Så sagde han: "Jeg elsker dig!"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 26/10-2006 23:58 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2533 ord og lix-tallet er 21.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.