2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
6 dage siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
8 måneder, 23 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
6 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 18
Den gamle fyr skrabede næsten mod skyerne. I flere hundrede år ha... [...]
Fantasy
6 år siden
6Det mærkelige monster
Det er mørkt. Og koldt. Hans tryne klør, men han kan ikke gnubbe ... [...]
Fantasy
6 år siden
0Turbulens - Kapitel 3
København, forår 1962 · Kjeld stod og så ud ad vinduet. Mor havde m... [...]
Romaner
6 år siden
4Solskinspigerne - Første kapitel
De står med hinanden i hånden. To små lyshårede piger. Badet i gy... [...]
Fantasy
6 år siden
2Djævlestøv - Kapitel 17
Kapitel 17 · Freddy genkendte stemmen og vendte sig langsomt. Bag h... [...]
Fantasy
6 år siden
8Han og hun i en kostald
Det forbløffede ham at Sita græd. Hun hulkede ikke. Stod bare der... [...]
Kortprosa
6 år siden

Puls: 19,7

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Den sidste del af turen havde Cessie det, som om hun gik på glødende kul. Da de passerede de små gårde og siden herregården, føltes det som lurede tusind øjne på at suge noget til sig, som de senere kunne sladre om. Måske var det ren indbildning, for de få de mødte hilste høfligt.
   Så nåede de kroen og et sus af overraskelse fremkaldte en rislende kilde af varme følelser. Cessie holdt godt om lillepigen og satte farten op, Fra den brede fortrappe, kom de hende i møde; moderen med udbredte arme, faderen med en vis mildhed i sit trevne ansigt. Moderen lagde sine arme om Cessies ryg - temmelig akavet og ikke ret længe.
   Stadig med varmen i sig, sagde Cessie: "Her er jeg."
   "Ja - her er hun så," medgav John og tilføjede syrligt: "og her er gutten, der fulgte hende hjem."
   Han pegede med hele hånden. De to andre folkesoldater stod så tæt ved Freddy, som var de hver sin halvdel af en fælde, parat til at smække sammen om ham. Og Freddy så ud til at opfatte dem netop sådan.
   Mens Cessies far så på Freddy, bredte et ikke specielt klædeligt udtryk sig i mandens ansigt - nærmest som om havde bidt i en melet pære.
   "Hvad hedder så sådan en?" forhørte han og vendte sig mod sin søn, i dét han fortsatte: "og hvorfor har du ikke sendt ham hjem?"
   "Jeg hedder Freddy,." præsenterede drengen sig i et trodsigt tonefald. Han skævede til fangevogterne eller hvad de var. Mens de begge så på John, gik Freddy lidt frem og tilføjede: "Deres søn vil tale med mig."
   "Ja så." Cessie beholdt sin forestilling om den umodne pære- sådan gumlede hendes far på de to små ord.
   "Hvor i alverden har du gjort af Keith?"
   Usikkerhed og overraskelse, gjorde mors stemme en anelse skinger. Hvad mon hun forestillede sig? "Han er ude hos Sit - hos Rosita Ronantez og hendes familie. Han er lidt sløj og skal blive inde."
   "Ja så - og var det så ham dér, som syntes han ikke skulle se sine bedsteforældre?"
   Øhm?!" udbrød Cessie forbløffet, "nej -det -" Hun bed sig i læben, for Freddy havde tilsluttet sig, da Sita mente Keith hellere måtte blive inde. Barnet hostede og var varm, men tilstanden var ikke faretruende.
   Hvorfor afskyede de Freddy?
   "Han fulgte mig hjem, for at jeg ikke skulle være alene med barnet."
   Cessie opfattede sit skingre toneleje, men kunne ikke beherske det.
   "Kom nu indenfor og lad os se den lille," lokkede mor afværgende, "Moster Helen venter og moster Trudy er kommet på besøg.."
   "Freddy skal med," insisterede Cessie. Hun turde ikke forlange, at han fik lov at gå hjem, men kom han med ind, kunne hun vel holde øje med, hvad der foregik. Et strejf af ubehag gled over moderens smalle, stramme ansigt og hun så ud, som om hun lynhurtigt sammenholdt konsekvenserne af mulige beslutninger.
   "Godt," afgjorde hun så i et bestemt tonefald og så højt, at alle tjenestefolk og husdyr formodentlig var orienterede. Det skar i hvert fald i Cessies ører, men hun sendte alligevel sin mor et smil. Måske var hun ikke så slem alligevel.
   Et rasende blik fra gemalen fik dog moderen til at befale, at Freddy kunne få en tår tyndt øl og en fedtemad ude i stegerset.

Og sådan blev det. I første omgang. Da moderen havde afsagt sin beslutning gik de alle sammen indenfor. I stadsstuen var der pyntet med det fine porcelain, der kun kom frem ved ganske særlige lejligheder, men i et hjørne var der dækket almindeligt op, med krus til sød øl og saftevand. Fra bænken ved dette bord, rejste mostrene sig og bød hende velkommen.
   Snart gik snakken. Lillepigen blev behørigt beundret og udråbt til at ligne faderens side af familien, men - som Helen bemærkede - det kunne hun vel vokse fra.
   Løst og fast blev berettet under måltidet.
   Lillepigen stak i at vræle og Cessie kunne ikke trøste hende. Hun var vel omtumlet og sulten, så det var nødvendigt at lægge hende til.
   Urolige tanker for gennem Cessie, da John og deres far rejste sig. Det passede sig ikke, at de så hendes blottede bryster, men måske greb de muligheden for at snakke med Freddy.
   En del af hende havde lyst til at rende ud til drengen, gribe hans hånd og løbe tilbage til Sita og de andre, men en anden del advarede om, at det ville skabe panik. Og en tredje del af hende hyggede sig faktisk i moderens og mostrenes kvidrende selskab.
   Således underligt splittet lod hun barnet die, fik det puslet og bragt til at sove i kurven, som var blevet anbragt ved siden af bordet.
   "Det var ellers en ganske sød lille pige, Mary havde med," kvidrede moderen.
   "Åh ja, af en tater at være," faldt moster Helen ind.
   "Mary fik vi jo frelst," smilede mor, "så det kan undertiden lade sig gøre. Nogle af "dem" ejer en modtagelig sjæl."
   "Måske er familien ikke så slemme som deres rygte." Det var moster Trudys venlige stemme: "De ER da gift, de to derude. Og de behandlede dig jo godt, ikke min søde pige ?"
   Cessie nikkede lettet og greb muligheden for at formilde moderen og moster Helen, der så måske ville formilde far og John. Med varme i stemmen beskrev hun, hvor venlige de havde været og fik indflettet, at der var blevet bedt for lillepigen.
   Da mørket faldt på og der kom varm mad frem, dukkede faderen op igen.
   "Nå, så rendte knægten altså hjem for at så," sagde han..
   Men han kunne gemme sit sparsomme skuespiltalent til godtroende fjolser. Hun kendte ham.
   "Du lyver!"
   Dirrende af vrede stod hun foran ham og kastede med ord, der skulle få ham til at forstå. De sidste rester af den mildhed gensynsglæden havde fremkaldt, forsvandt fra faderens isblå øjne og mens kulden lagde sig over dem som et panser, mærkede hun suset fra kvindernes forbløffelse i sin nakke.
   En klirrende kaskade af splinter fra et fad, understregede den spændte stemning. Et flygtigt glimt af tjenestepigens forfjamskelse, styrkede Cessies vrede. Som om det åndssvage fad var noget at bekymre sig om.
   "De skal nok få den lille dæmon til at tale!"
   Faderens stemme var koldere end hans øjne. Hans ansigt glimtede hæsligt af hån og foragt.
   Moster Trudy havde rejst sig og stod med Lillepigen. Det bævede usikkert i konens tykke kinder, som var hun på nippet til at blande sig. I stedet trykkede hun den lille varsomt ind mod sig og signalerede sin hjælpeløshed med en svag hovedrysten. Hvis noget skete, ville hun passe godt på spædbarnet. Og der kunne ske noget, for det her ville Cessie ikke finde sig i!
   "Hvor Fanden er han?" brølede hun og mærkede de andres kollektive gisp. Et kort nu forekom det hende at Jesus vred sig på væggens messingkors og en tanke jog gennem hende: hvad med Keith, hvis alt gik galt? Hvad med ham? Hun måtte fatte sig, få styr på sin hysteriske vrede og gøre noget.
   "Jeg ved ikke hvorfor I vrede på Freddy," begyndte hun. Stemmen rystede som en mus i en orkan. "Undskyld, jeg bandede," forsøgte hun sig. Nu lød stemmen bare som en forkølet mus. Orkanen i mors ansigt dæmpedes til en tøvende storm. Cessie fokuserede på hende, for hun kunne ikke forholde sig til dem alle. Tankerne hamrede som blytunge hagl mod indersiden af hendes kranie: de troede vist at Sita var en heks og Freddy ligefrem en dæmon. De måtte ikke tro, at hun også var en heks. Hun måtte overbevise dem om, at det hele var noget sludder.
   "De var så rare," mumlede hun, "men jeg fik det mærkeligt der ude - som om jeg - nej, jeg ved ikke.." Hun lukkede øjnene, mens hun smagte på sine ord. Så åbnede hun dem, for at se, om de havde virket.
   "Måske forheksede de dig, lille pige."
   Mor var i grunden ikke særlig begavet, gik det op for Cessie, men hun havde ikke tid til at føle noget ved den erkendelse. Mor slugte hendes antydning og med et sigende blik, kastede hun den videre til far.
   "Jeg - jeg må se ham igen. Jeg.." Hun gjorde sig umage med at lyde som et forvirret barn.
   Tårerne kom af sig selv. De gjaldt noget andet end forældrene troede. Da hun mærkede faderens ene lab på sin skulder, fik hun lyst til at sparke ham. Strejfet af sorg over deres væsen, gemte hun væk.
   "Lille Cecillie," sagde far blidt, "de er i den gamle stald og jeg tror snart de får ham til at røbe, hvor hans djævelske bror er."
   "Tr - tror du?" gispede hun.
   Hastigt snøftede hun og satte i løb mod yderdøren.
   "Vent på mig," galpede moster Helen.
   Jeg burde have vidst det var dér, hamrede det i Cessies tindinger og hun fandt bygningen uden besvær, selvom det var mørkt. Hvor tit havde hun ikke kælet med en grisling, da det endnu var den slags svin, der holdt til der?
   Hun var næsten ved den skæve stalddør, da et grufuldt skrig flænsede luften omkring hende.
   En rystelse af feberdimensioner truede med at vinde over hendes voksende vrede. Hun krystede sig. Moster Helen var nået op ved siden af hende. Hendes tørre hånd landede på skulderen. Hendes stakåndede stemme fremstødte: "Gå nu med tilbage i stuen, hvor du hører til."
   Endnu et skingert skrig fløj ud gennem den tynde bræddedør.
   Skriget løftede hende op og bar hende derhen. Ridende på toppen af vreden hamrede hun klinken ned og døren fløj i mod hende, så hun måtte hoppe baglæns. Fnysende så hun sig omkring.
   Bagdøren stod på vid gab. En klynge folkesoldater stod med ryggen til, men det skjulte ikke, at de stod med sværd, spidse spyd og andre genstande. John var en af dem og han vendte sig mod hende, i dét hun trådte over dørtærsklen. Han stod med en pisk i den ene hånd og havde en flænge i panden. En smal stribe blod sivede ned over næseryggen, mens han undrende stirrede mod hende og lukkede sin mund, der netop havde frembragt et hyl af smerte og raseri. Hun fordybede sig ikke i hans ansigtsudtryk, men så sig om efter Freddy. Han stod tæt ved væggen og der var et stykke reb om hvert håndled. Tværs over det bare maveskind tegnede en rød, snoet streg sig og hans tænder var blottede i en dyrisk snerren. Alle musklerne i den spinkle krop var spændte og hans øjne kogte over i lilla og rødt, brynene var rynkede og han virkede så kampberedt, at han mindede om en rasende tiger i en fælde. Eller en dæmon i kamp mod kristne.
   En knurren fyldte det forblæste rum og en stemme skingrede: "Skyd dog det møgdyr!"
   En pistol glimtede allerede.
   Og alt hvad Cessie kunne finde på at udslynge var: "John!? Stop det!"
   Ordene kom vredt og faldt som en ordre. Hun følte sig stadig højt oppe på en vredesbølge, men angsten lurede lige under bølgeskummet. John så ikke på hende, men sagde anspændt: "Vent - måske kan vi bruge den - og den venter vist på en ordre."
   Noget hvidt sneg sig nærmere. Den måtte have trykket sig op ad væggen, der var hvid eller også havde hun haft for travlt med at overskue, hvad der ellers foregik.
   Det var katten. Stor og majestætisk lignede den sig selv fra skoven og virkede alligevel anderledes i staldens grumsede forfaldenhed.
   Den hvide kat var igen dukket op, fordi hun var i knibe. Denne gang var det måske nok allermest Freddy, der var det, men hun følte sig skyldig. Hun havde jo bedt ham om at følge sig på vej. Synet af dyret, forvandlede hendes vrede til en strøm af energi. Cessie følte sig stærk og brugte alle sine sanser. Hun reflekterede ikke så længe over, hvad hun så og fornemmede, men lod sin hjerne registrere det.

Langsomt kom katten nærmere, mens den så sig omkring. Mændene veg for den og pistolen rystede i hånden på ham, der var klar til at skyde.
   Folkesoldaterne veg ud til to sider, fire til den ene og tre til den anden. John stod pludselig for sig selv, tæt ved hende - og begge stod de overfor Freddy, der dog var flere skridt fra dem.
   Han kneb øjnene lidt sammen og lukkede munden, men lod den forvandle sig til et skævt, lurende smil.
   Katten slentrede dovent fremad, som en huskat, der overvejer at være kælen. Lidt tøvende gik hun frem mod den. Dens hoved var i højde med hendes mave.
   Da hun følte de andres øjne mod sig som anklagende, forbløffede tanketilråb, stoppede hun brat.
   Men for sent. Katten spandt og gned sit hoved mod hendes kjole.
   Den havde et lyseblåt halsbånd på, så selv om den var kæmpestor måtte den være tam og tilhøre en eller anden.
   Forsigtigt nulrede hun den mellem ørene og så at der var perler på det skinnende bånd. Det var nærmest overbroderet med dem. De var alle sammen hvide, men dog i forskellige nuancer, fra mælkehvid til marmoreret eller næsten glasklart gennemsigtigt.
   Et gisp fra moster Helen fik hende til at flytte sine fingre. Det var vist ikke godt, at hun kælede for dyret. De andre troede måske hun kendte det eller havde særlige evner.
   Forskrækket så hun hen mod Freddy og ønskede, han ville komme hende til undsætning.
   Det glimtede stadig lilla i øjnenes dyb. Han havde en dyb rynke i panden og det skæve grin kunne forveksles med begyndelsen til gråd.
   "Zantra," kaldte han, "Kom her, Zantra."
   "Miaw," udbrød katten i et dybt toneleje og så sig om efter den, der kaldte.
   "Det lader til dyret kender jer." John så på Cessie, som om det gjorde ham ondt.
   "Den var ude i skoven," sagde Cessie, "og den gik hen mod Rositas hytte. Så fulgte jeg efter."
   Han måtte da begribe, at hun ikke havde noget særligt med katten at gøre.
   Det er Ruriks," sagde Freddy, "hun er tam og han træner den, så den kan optræde på markedet til sommer. Hun har tilhørt en lyshåret kvinde, så måske troede hun, at din søster var den tidligere ejer."
   Drengen talte en smule langsomt, men ret roligt. Hvor meget fortræd, havde de nået at gære ham? Det var tydeligt at han havde forsvaret sig. Mens han kom med forklaringen, bestemte katten Zantra sig for at den godt gad lade ham kæle for sig og slentrede der over, mens den skævede til de målløse folkesoldater. Moster Helen holdt sig i baggrunden.
   "John?" for det ud af hende, "Hvordan kan I være otte mænd mod en dreng. Han er jo kun et stort barn."
   "Kun et stort barn," vrængede John, "Vi måtte sgu da hente hjælp. Det er unaturligt at sådan en hvalp kan stikke, sparke og slå - på den måde."
   "I vil jo pine ham," sagde hun, "og så er det da klart, han bliver bange."
   John stirrede på hende og til hendes glæde, så han ud, som om han følte sig en smule utilpas.
   "Han kunne jo bare fortælle, hvor hans forbandede bror holder til - så kunne vi måske snakke om det andet senere."
   "Hvad for noget andet?"
   Spørgsmålet røg ud af Cessie. Det føltes næsten som om, der kun var hende, broderen og Freddy.
   Dette kunne næsten have været en gang, hvor John som knægt havde pint en fugleunge eller drillet en mindre dreng - ikke fordi det var sket så forfærdelig mange gange, men alligevel…..
   Det havde også været omvendt….
   Men det kom afgjort ikke sagen ved.
   "Om at han holder med djævlene og er medskyldig i det, der skete med din mand - vil du ikke vide hvor han er? Og hans søster?"
   Hvor skulle Freddy vide det fra? Han anede måske ikke engang, hvad Niku var for en? Og dog..?
   En kile af tvivl borede sig ind i hendes sjæl; der VAR jo noget med en magisk cirkel, der blev skjult og sære ord, da Julie blev født. Der var så meget.
   Irriteret samlede hun sig om øjeblikket og spurgte, henvendt til Freddy:
   "Ja, hvor er Niku egentlig?"
   Hun spurgte for at berolige John og for at vinde tid. Måske også fordi hun ville vide, hvad der var blevet af Martin, Harry og Emily.
   For de var vel ikke allerede trængt i baggrunden?
   NEJ - selvfølgelig ikke, men de var jo ikke her og skulle pines, hvis ikke hun fik det forhindret. Men Freddy, han var her og han så uroligt på hende, mens to fingre pillede ved en perle på Zantras halsbånd.
   "Det ved jeg ikke," sagde han.
   Hun kunne ikke fange udtrykket i hans øjne, for han stirrede på den perle, han fingererede ved.
   "Men du har en anelse...?"
   Trykket af glanende øjne mod hendes nakke, føltes om en forhammer. Hvorfor sagde hun nu det? Hun behøvede jo ikke røbe for de andre, at han løj. Det var vel ham, hun holdt med?
   Ikke hvis han havde noget at gøre med det der skete derhjemme! Så ville hun spytte ham i fjæset.
   Han løftede blikket. Det lilla snurrede rundt og hun ville ikke se der ind.
   Hun så hans læber dirre. Hun så et barns sårede og angste ansigt - og så kiggede hun alligevel ind i øjnene, der glimtede spørgende. Er du også imod mig? Har du lokket mig i en fælde?

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/11-2005 22:33 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2889 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.