2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
6 dage siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
8 måneder, 23 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
6 år siden
4Lokkende toner
Fødderne er tunge som blylodder og benene er stive, men bævrer al... [...]
Kortprosa
6 år siden
3Djævlestøv - Kapitel 19
Der sad to krager på et tag. Mellem det høje græs og de skæve hus... [...]
Fantasy
6 år siden

Puls: 19,7

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Indledningen til et nyt kapitel voksede frem i Cessies hoved. Materialet var virkeligheden, men selv om hun fornemmede en glæde i sit søvnige sind, var det som om der var et hegn mellem hende og den direkte sansning af det, der skete netop i dette nu og derfor gendigtede hun det, siddende med en arm om Keith:
   I det årle gry, i den tavse skov, traskede et mulæsel af sted. På dets ryg sad en kvinde og en lille dreng. De fulgte en ung mand, der holdt dyret i en snor og bar et sovende spædbarn.
   De var ikke særlig langt fra den hytte, hvor de havde boet hele sommeren.

Faktisk var de heller ikke så langt fra en gruppe ophidsede mænd, der nærmede sig Serafinas hytte.
   Netop nu skræmte de en ravn, der baskede op og gav sig til at larme infernalsk, hvorefter den irriteret fløj længere ind i skoven.
   Den advarede andre ravne og de sorte fugle flaksede hen over hovederne på flygtningene i skoven.
   "Der er noget galt!" udbrød Freddy og stoppede brat.
   "Det er vel bare en ræv eller en grævling, der har skræmt dem," foreslog Cessie og følte sig en smule mere vågen.
   "De plejer ikke at flyve i flok på den måde,"
   Da en ravn landede på Freddys skulder og gav sig til at nippe i hans øre, vågnede Cessie næsten helt op. Da resten af flokken skræppende fløj videre, så hun undrende efter dem.
   "De er der nu!" udbrød Freddy forfærdet, "Jeg må tilbage og hjælpe dem."
   "Men børnene ..." jamrede Cessie.
   Da det raslede i løvet og en kvinde trådte frem på stien, troede hun, at hun alligevel ikke var ved at vågne, men tværtimod sov og drømte.
   I virkeligheden trådte der ikke pludselig kvinder frem mellem høje, krogede løvtræer. Og i hvert fald ikke præcis, når man havde brug for deres hjælp.
   "Lad mig se efter de små," sagde hun med en stemme, der lød som en blanding af tusind små klokker og vindens leg med løv og kviste.
   "Øhm - æh bøh," stammede Cessie og bryggede videre på sin antagelse om det umulige i situationen, som dog måtte være virkelighed, for nu mærkede hun duften af morgendug og smuldrende løv. Men turde hun stole på sådan en skov-kvinde og overlade hende sine børn?
   "Jeg er på vej hen efter mine katte; Zantra og hendes killinger. Det er en aftale, at jeg skal have dem igen, når sommertiden er ovre. Og det er jo snart. Rurik må snart være hjemme?"
   Kvinden smilede venligt, men samtidig så hun op og ned ad Cessie, som om hun ville kende hver en detalje af hendes krop og påklædning. Eller som om hun ville flå hendes sjæl ud og dissekere den.
   De gennemborende øjne var mørkegrønne og hun bøjede ansigtet nedad. Cessie ville også gerne bøje sit ansigt og se ned i den smalle stis løvdækkede rodnet, men hendes blik klæbede og hun kunne ikke undslippe de undersøgende øjenæbler og pupillerne, der glimtede og trak hende til sig.
   Kvinden var ret høj, for Cessie så op i de underlige øjne. Hun sad stadig på ryggen af Klinky og holdt en arm om Keith.
   "Du tør ikke stole på mig," fastslog kvinden og smilede lidt, "men du kan jo blive her sammen med dine børn. Manden der har jo noget, han skal klare."
   Kvinden vendte sig mod Freddy, der underligt nok ikke havde sagt et ord, siden hun dukkede op:
   "Hvem er det, du absolut må hjælpe?"
   "Min kusine," svarede han, "og måske også de andre."
   Cessie samlede sig til at se nærmere på kvinden. Hun var lidt mere end 6 fod høj og det var temmelig usædvanligt for kvinder. Nu stod hun med let bøjet hoved, så hendes gyldne hår faldt ned over den lyse kjortel hun bar. Kjortlen hang ned over nogle bukser, der endte i nogle besynderlige støvler med snuder, der pegede opad.
   "Så skynd dig dog!" opfordrede kvinden, "Jeg skal nok hjælpe med at passe på de små der."
   "Hvorfor har du en pukkel på ryggen?" spurgte Keith interesseret.
   Enten var han ikke spor bange eller også havde hans nysgerrighed sejret over angsten.
   "Ak, det er en byrde jeg må bære," svarede kvinden venligt.
   Først nu opdagede Cessie, at der virkelig var en krumning på ryggen, der fik det til at se ud som om en lille bakke gemte sig under kjortlen. Den var af noget stof, hun ikke kendte: tykt, glat og meget hvidt, var det.
   En solstråle fik hår mellem de gyldne til at glimte som sølv og afslørede, at kvinden ikke var purung. Fine rynker under øjnene understregede det, men trods puklen - eller det hun gemte på ryggen? - virkede hun mærkelig rank i sin holdning. Kun hovedet vendte lidt nedad, som om hun ville være imødekommende. Nu hævede hun det og var rank som et bivokslys, støbt af nonnerne i Liljeklosteret.
   "Lad ham få mulæslet," opfordrede kvinden og rakte ud efter Keith.
   "Lad dog være med at stå som en drøvtyggende ko!" skændte den fremmede kvinde. på Freddy, der faktisk så en anelse mindre begavet ud, end han plejede. Han fumlede med sjalet, der holdt Julie fast mod hans mave, tog om pigen og rakte hende varsomt til den fremmede kvinde.
   "Pas på hende," sagde han, "og på de andre. Venter I på mig?"
   "Er du sikker på, du kommer igen?"
   Under kvindens drillende tone, lå alvoren og først nu fattede Cessie den del af det.
   "Nej," sagde Freddy og strøg et par fingre mod sin bue, "men hvis jeg gør, vil jeg gerne vide, hvor de er."
   "Vi finder nok hinanden. Eller måske hjælper - øhm - HAN dig på vej. Skynd dig så!!"
   Kvinden holdt nu begge sine arme om Julie, og pigen, der ellers ikke kunne lide fremmede, pludrede veltilpas i hendes favn,
   Freddy vendte sig og stak i løb.
   "Hov!" råbte Cessie efter ham og gled ned af Klinkys ryg.
   "Lad ham løbe," foreslog kvinden og rystede sit hoved, så håret flagrede om hendes ansigt.
   "Men han glemte Klinky og måske slår de ham ihjel," gispede Cessie.
   "Vrøvl," vrissede kvinden. Hun var allerede på vej ind mellem træerne og vinkede dem med.

En sortklædt mand tog i døren til Sitas hytte og mumlede indædte, vrede ord, da han blev klar over, at slåen var sat for, så den ikke kunne åbnes uden brug af vold. Han bankede på døren med sin ene behandskede hånd, men ingen kom og lukkede op. Skodderne var lukket for, så han ikke kunne kigge ind.
   Han så sig omkring. Dagen gryede og der var ikke spor efter kamp. Så var fuglene vel fløjet. Men hvor hen? Hvor langt var de mon nået?
   Han så sig rundt og da der ikke var nogen mennesker skubbede han det sorte tørklæde væk fra underansigtet, strøg sig tænksomt over sin glatbarberede hage og travede hen til stalddøren. Han flyttede en kost, der holdt klinken lukket og trådte indenfor. Nogle grise gryntede. De troede vel det var fodringstid?
   "Nu får vi se," mumlede han, halvt til dyrene, halvt til sig selv.
   Han gik ud og bestemte sig for at gå over til den nærmeste nabo. Måske havde de søgt tilflugt der?
   På vej herud, var han omhyggeligt drejet udenom. Nu satte han farten op og da han nærmede sig trak han atter tørklædet op over næsen. Desuden pressede han hatten godt ned i panden og håbede, at han var umulig at genkende.
   Høje råb og trampende hestehove, fik ham til at glide ind mellem træerne, hvor de stod tættest. Han klappede sin pistol og flyttede så hånden over mod kårdens skæfte.
   Pistolen var nok det bedste våben at bruge, men hvis det blev nødvendigt, ville han svinge kården og krydse klinger med de af tåberne, der turde.
   Han så døren gå op. Ud ilede en ung kvinde med et barn i fem-seks års alderen. Hun så stift frem for sig og råbte noget til de, der åbenbart stadig befandt sig inden døre.
   Larmen kom nærmere, men der var vel endnu nogle minutter til de åh-så-tapre mænd var fremme og kunne nedkæmpe et let bytte.
   Sådan da. Manden trak lidt på smilebåndet. Måske gik det ikke så nemt som de troede?
   Kvinden og barnet gik lige mod det sted, hvor den sortklædte skjulte sig og inden han fik tænkt sig om brasede de frem mod ham. "Shyy," tyssede han hurtigt.
   "Jeg er en ven," tilføjede han dæmpet og tænkte, at fjende var han jo i hvert fald ikke.
   "Min ravn sad udenfor," hviskede den unge kvinde, "min ravn, som Varylis lige har givet mig. Den fløj op."
   Han tyssede igen.
   Mænd red frem med fakler og våben. Kvinder myldrede ud og tog kampen op.
   En pil susede mod en af de grønne og den sortklædte mand spændte hanen på sin pistol.

"Ha, der fik de sgu, hvad de havde godt af," grinede manden med den krumme tud.
   "Hende her har stadig det bedste til gode," lo en anden mand, der netop red op på siden af dem.
   Der var plads, fordi de befandt sig i et brandbælte i skoven. Foran sig på hesten, havde han en skræmt, ung kvinde med forslået ansigt og bagbundne hænder.
   Martin forsøgte at presse et ondskabsfuldt grin frem, men spyttet kogte i hans mundhule og dets beske afsmag fik hans mave til at vride sig. Med en følelse af at være alvorligt syg, vendte han sig og så at Niku befandt sig et stykke bagude.Han var gledet ned af hesteryggen og bevægede sig ind mellem træerne.
   "Du skal vel også lære tøsen her noget, smed?" fremturede manden med sin stakkels fange foran sig.
   "Det kan du tro," fik Martin frem og lod sig glide ned af hoppen, "men jeg skal lige ... du ved ... vande skoven."
   Manden trak på skuldrene og red videre. Et par andre ryttere red forbi. En holdt en smedejernslygte over sit hoved som et trofæ og en trak en ko med sig efter hesten.
   Niku stod og kastede op.
   Med udstrakt hånd gik Martin et langt skridt frem. Så stoppede han brat. Han havde lyst til at lægge en faderlig hånd på Nikus skuldre, men kunne alligevel ikke få sig til det.
   Niku havde dræbt den lille dreng i stuen. Med et vild hyl havde han hugget hovedet af ham, så blodet sprøjtede ud over væggen og gulvet.
   At han nu havde det dårligt med det, gjorde ham ikke til en flink fyr, der skulle have Martins støtte. Heller ikke selv om det måske var fordi, de andre havde leget en grusom leg med barnet. Og ville fortsætte den. Drengen var faktisk døende af smerter, fordi de havde lemlæstet ham. Niku stoppede hans lidelser og livet var ikke blevet nemt, hvis han alligevel havde levet videre.
   Men inden det kom dertil kunne Niku vel have vendt sig mod de andre?
   Det gjorde han heller ikke selv!
   Sammen kunne de måske have klaret dem. Men han selv havde tænkt på søsteren. Igen og igen. Og på Cessie, som han aldrig mere så, hvis han satte sig op mod udyrene. Dette var jo en prøve.
   Sådan troede og håbede han da, at han havde tænkt. Måske havde han bare været opfyldt af gru, som havde lammet ham?
   "Hvad glor du på, smed?"
   Niku havde åbenbart ikke mere at brække op, for nu havde han vendt sig og stirrede på Martin.
   Da Martin ikke svarede, kom Niku med et forslag til svar: "Nyder du synet af en, der nu for alvor er blevet en ond djævel?"
   "Nej," svarede Martin. Op ad dybet i ham steg der et svar: "Jeg ser på en mand, der meldte sig til djævletjeneste, fordi hans far var djævel. Fordi han troede de fleste djævle var som hans godhjertede far pi-iv og fordi han ville prøve at tage faderens plads. Også for sin halvbror, som han ellers prøvede på ikke at kunne lide. Det glor jeg på. Men tag dig nu sammen, inden de kommer tilbage efter os - og håner os, fordi vi har en smule menneskelighed i behold."
   "Har du lidt vand tilbage?"
   Martin greb efter sin dunk. Den skvulpede lidt og han rakte den til Niku, der flåede sit tørklæde af, vædede det og skyllede sit ansigt.
   "Hvor ved du alt det fra?" spurgte han med vanddråber piblende ned af hagen.
   "Det er, hvad du selv har fortalt mig, kammerat. Og hvad jeg har hørt."
   Uden at tænke nærmere over det brugte han djævlenes indbyrdes tiltaleform.
   "Du har lange ører, smed." Niku smilede skævt og anslog sin sædvanlige lidt overlegne og drilske tone. Han prøvede i hvert fald at anslå den. Men ansigtet var for skræmt og for fyldt med lede ved sig selv til at det virkede.
   Martin lagde en arm om hans skuldre i et hastigt klem.
   "Og du er et bedre menneske, end du selv ved," sagde han. "Lad os nu indhente de andre."
   "Jeg vil væk! Jeg vil aldrig mere dræbe et barn. Han var så lille, men de ville blive ved. Og ved."
   Nikus ansigt krakelerede. Det trak op til gråd, men med en kraftanstrengelse fik han styr på sig selv: "Mandfolk tuder ikke," hvæsede han foragteligt til sig selv og skottede usikkert til Martin.
   "Så det gør du heller ikke." Det var ment som en blanding af venlighed, advarsel og en besked om, at han - Martin - ikke kunne klare det, hvis hans unge kammerat knækkede sammen lige nu. Og de kunne absolut ikke stå her og flæbe sammen.
   Med hurtige skridt gik Niku hen til sin hest og Martin fulgte med.
   De andre var kommet nogle hestelængder foran. En af dem ville nok snart komme på, at de var sakket agterud.
   "Min lillebror græd," sagde Niku, "og han er tit bange, men han er alligevel et mandfolk. For meget med ham, sommetider spekulerer jeg på, hvem der har klippet halen af ham."
   "Halen?" gentog Martin forbavset og håbede det ikke var den lillebror, han snakkede om. Han havde vist en til?
   "Ja, halen - eller vingerne. Kærlighedsguden Sapko har hale. De engle I tror på har vinger. Den dumme knægt er alt for god og kærlig; lige til at brække sig over. Men jeg vil sgu ikke have, at Allan får fat i ham."
   "Men kongen kan da lide ham?"
   Det var selvfølgelig dæmondrengen Freddy, Niku fablede om.
   "Lide ham?" fnøs Niku, "Ih jo - han elsker ham. Føj for pokker!"
   Adræt svang Niku sig op i sadlen og greb tøjlerne. Hesten vrinskede tvært, for den var ved at gumle velsmagende græs og skovsyre i sig.
   Martin fik sin fod forkert i stigbøjlen og var ved at vælte bagover, men ved et desperat krumspring, lykkedes det ham, at få et ben på hver side af dyrets flanker. Det så vist ikke fikst ud, men dyret virrede bare med ørerne og Niku lod til at være opslugt af sine egne dystre tanker om sin nye status som barnemorder.
   Rytteren foran dem stoppede brat op. De bagerste heste vrinskede og gik baglæns; det var ikke nemt for dyrene, så et par af dem stejlede.
   "Hvad er der på færde?" råbte Niku.
   En djævlerytter fik styr på sin hest og den drejede omkring. "Græshopperne kommer!" gjaldede han.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 27/10-2006 00:01 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2530 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.