2Ordet, der ikke ville ud
Vinden leger med de blomstrede gardiner i karnappen. De er florle... [...]
Kortprosa
6 dage siden
6Det var Agnetes skyld
Hun var min veninde. Livlig og sjov at være sammen med. Agnete tr... [...]
Kortprosa
8 måneder, 23 dage siden
3Tanker om frihed
En dag, da jeg ledte i de støvede arkiver for at researche til en... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
2Ridder Rask og smedens kone
"Det er hendes egen skyld!"råber den blå gestalt og stirrer på ri... [...]
Blandede tekster
1 år, 5 måneder siden
6Glansbilleder
Der sidder en pige på en bænk. Under et halvtag. Hun har noget me... [...]
Kortprosa
1 år, 5 måneder siden
1Vintermorgen
Hanen galer rustent. Hønerne putter sig i halmen. To opløbne hane... [...]
Kortprosa
2 år siden
8Barnetro
Hvad er det for nogen lyde? · Sidsel knuger de natlukkede guldblomm... [...]
Kortprosa
2 år siden
3Nøglen til lykken - 1.kapitel
En dag drog Lasse ud for at finde lykken. · Nå ja, det vil sige, fa... [...]
Fantasy
2 år siden
2Sytten år og stadig fri
"Er han ikke skøn?" henåndede Bea og rakte sit to dage gamle barn... [...]
Kortprosa
2 år siden
5Brian og båtnakken
"Så ti da stille, dit lille monster," skreg Brian til ungen i bar... [...]
Kortprosa
3 år siden
2Kajtansøstrenes forbandelse - Et grimt og a...
Somme tider kom der gæster om natten og det skete tit, at stemmer... [...]
Fantasy
3 år siden
4Kajtansøstrenes forbandelse - Prolog og før...
Det var mange hundred år siden, planeten Sakuriusses mange sælsom... [...]
Fantasy
3 år siden
3Mærkelige tøs
Yrsa gumlede på sine hakkede roer. Den lille dusk halm, Freddy ha... [...]
Kortprosa · undren
3 år siden
2Under jorden - 1
Jeg er Belkin, søn af Satan, sønnesøn af Fanden selv.Jeg er under... [...]
Fantasy
3 år siden
4Isklumpen
Helga har en isklump i maven. Lige nu er den ikke så stor,som den... [...]
Kortprosa
3 år siden
3Forhistoriske fragmenter
På den 82 millioner år gamle planet Sakurius, gik den røde sol ne... [...]
Fantasy · begyndelse
3 år siden
2Djævle-løjtnantens gave
Året 1720 lakker mod enden og der er bitterligt koldt i Rabitjang... [...]
Fantasy
3 år siden
3Stil og sten
"Jeg har ikke fået skrevet den dumme stil," siger Lotte. Hun er m... [...]
Blandede tekster
4 år siden
3Talende toner
Hvorfor skulle jeg absolut stikke hovedet ud af døren? Jeg skulle... [...]
Kortprosa · sanser
4 år siden
6Vandet bombesnak
"Jeg købe noget så vand løbe. Du hjælpe - ja?" · Den store dreng so... [...]
Kortprosa
4 år siden
3Tæppefald
De kæmpestore øjne i det blege ansigt stirrer på ham. Det lille a... [...]
Kortprosa · splittelse, drøm
4 år siden
1Solskinspigerne - 4. kapitel
Manden sad op i sengen, støttet af en solid, sammenrullet dyne. H... [...]
Fantasy
4 år siden
2Halvvejs er et godt sted at stoppe
Jenny så fra de sorte leggings til den blomstrede kjole og der ef... [...]
Kortprosa
4 år siden
1Solskinspigerne - 3. kapitel
Hun var nødt til at få manden med sig hjem. Måske boede han i en ... [...]
Fantasy
4 år siden
4Solskinspigerne - Kapitel 2
Blodet dunkede hidsigt i hendes tindinger. Kun en eneste tanke ha... [...]
Fantasy · overraskelse
4 år siden
4Alle er dumme
Bubi har gemt sig i sin hule af grene. Nede bagerst i den store h... [...]
Noveller
5 år siden
2I skyggen af guder - 1, kapitel. Et overras...
Hen ad den regnvåde vej kom en familie gående: en mand og en kvin... [...]
Fantasy
5 år siden
5Vi mødtes i hytten på heden
Det digitale papirark grinede mod mig. Hvidt og tomt. I fjernsyne... [...]
Blandede tekster
5 år siden
5Da Julie fik nok
Julie sidder på en væltet træstamme inde i skoven. Nogle skovspur... [...]
Noveller
5 år siden
5Støvlerne
Jeg tegnede ham med kul, men det lignede ikke. Jeg ridsede ham i ... [...]
Kortprosa · mennesketyper, livsrefleksion
5 år siden
2Små og store kampe - 1, kapitel
Vinden hvisker om forandring,. · Ikke alle i Tydanien kan høre det,... [...]
Fantasy · kamp
5 år siden
3Djævlestøv - 20. kapitel.
Havfruen slog med halen. · En finger strøg den dunkende blodåre i C... [...]
Fantasy
5 år siden
8Englen
I dag lossede jeg til genboens kat, tastede Magnus på Facebook og... [...]
Kortprosa · overraskelse, skæbne
6 år siden

Puls: 19,7

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 2
Pia Hansen (f. 1958)
Den onde general talte: "Din lillebror er bestemt ikke en dæmon, Niku, men udvalgt er han godt nok. Sådan er det. Og din lille kone, Martin, bor ude i hytten hos ham, mens den yndige Sita og hendes ret irriterende mand tager rundt til markeder. Kajtan-heksene har udvalgt hende til deres efterfølger. Ja, for deres anfører døde jo under kampene sidste sommer. Det gamle liv. Hun kunne ikke klare, at Freddy ophævede den forbandelse, hun havde spyet ud over Allan dér.
   "Vi skal kalde ham "kong Atkar," når at her er fremmede," gryntede den fede mand, der ellers havde stået tavst og fulgt samtalen. Den elegant klædte dreng havde heller ikke mælet et ord. Han stod bare mellem granitrotte-generalen og tyksakken. Nu så han oplivet rundt.
   "Godt, Barney, godt." Kong Atkar løftede hånden i en affejende bevægelse; "min kone - måtte hun rådne op i det Helvede, hun under andre - har sikkert røbet mit navn og smeden ved jo i hvert fald, at jeg er Harrys far. Ikke sandt, smed?"
   Martin anede ikke for hvilken gang han nu igen nikkede. Hans prøvede at få styr på informationerne:
   Cessie var altså i hytten, hvor taterkællingen Rosita Ronantez boede - alene med Nikus lillebror, der kun var en stor dreng. For med mindre han havde mange små brødre, måtte det vel være den knægt, som Niku havde kastet knive efter? Det VAR da vist sådan han hed.
   Og hvad pokker lavede hun mon dér?
   Det ville han sandelig gerne vide, men han kunne også godt tænke sig at vide, hvorfor de fortalte ham det - her på kongens skrivekammer og næsten venligt. Havde de brug for ham i dette underlige spil?
   "Kajtan-fruentimmerne har tænkt sig at genkalde forbandelsen og få Verdens eneste nulevende fe til at komme og give kvinderne al magt. Ja, smed, sikke noget vås, men de tror sgu på det - og de vil have din kone til at sørge for at Den Ondes udvalgte - altså ham den lille blåøjede - lider så meget, at hun kommer flyvende med udbredte vinger. Sødt, kez war?"
   "Lad være med at bruge de ord," udbrød kongen vredt.
   Generalen ignorerede sin konges befaling og fortsatte: "En del af de gule fjolser holder med heksene - eller Kajtansøstrene - kald dem, hvad I synes - og derfor sendte de besked til Ralph, der lige for lidt siden, fortalte mig, at han kender en flugtvej. Noget med en underjordisk gang - ja, ligefrem et net af gange under jordoverfladen. Ja, den kender jeg godt, men Ralph kommer nu ikke ud den vej. Hvem den gule pil er, som skulle sørge for at nedgangen ikke var bevogtet; det vil han nødig ud med."
   Martin kløede sig i panden og bestemte sig for at vove at stille et påtrængende spørgsmål:
   "Hvorfor fortæller I mig alt det?"
   Spørgsmålet om hvorfor han i det hele taget var blevet slæbt hertil, var det nok bedst at gemme lidt.
   "Vil du gerne have, at din kone bliver brændt på bålet?"
   Det var Harry, der slyngede spørgsmålet ud.
   "Nej!" udbrød Martin forfærdet.
   Selvfølgelig ville han da ikke have det, men hvorfor skulle nogle gøre det? Åh jo, de havde jo lige fortalt ham, hvor hun var. Og der var jo noget med hende allerede før de kom - den nat…
   "Slut dig til os, Martin Johnson. Bliv en rød djævel, kæmp for en bedre verden - og red din kone fra flammerne. Vi henter både hende og Freddy, inden det er for sent. Du kan bo med din kone og dine børn her i Dalen og være smed. Hvad siger du så?"
   Det ser dumt ud at gabe af forbløffelse, tænkte Martin, men det nyttede ikke; han følte sig overrumplet. Mente de det? Skulle han være en af dem? Han havde jo allerede en gang takket nej. Nu troede de måske han var blødgjort? Eller var det en fælde? Om lidt tilføjede de vel noget om, at han så skulle forråde Ralph og at de for resten også kunne mishandle Emily?
   Han kunne vel lade som om han holdt med dem? Række hånden ud og beæret fremmumle et "Ja tak."?
   "Hvorfor skulle jeg det?" brast det ud af ham; "I hentede mig. I voldtog min søster og jog min kone i armene på en heks og hendes ækle, lille…"
   "HVEM kalder du en ækel lille .." spurgte kongen vredt.
   "Min mor er ikke en heks," sagde Niku, "men de forbistrede koner har talt hendes fornuft ihjel. For fars skyld vil jeg tage hende her til, sammen med de to andre. Jeg…"
   "Ja, for farmands skyld," drævede Barney, "Er det ikke sødt?"
   "Så klap da i," anbefalede generalen og tyksakken overtrumfede Martin i kunsten at måbe.
   "Jeg.." begyndte Martin og kunne ikke holde op med at glo på den tykke, der blev ved med at se forbavset på generalen.
   Han fortrød sin hidsighed og vidste han måtte glatte ud - som mor sommetider havde kaldt det.
   "Undskyld," sagde han, "drengen er sikkert flink og sådan, men jeg bryder mig ikke om, at man voldtager min søster og slæber os med her til."
   "Hvorfor skulle den kvinde i grunden voldtages, Greg?" spurgte kongen.
   "Som straf, vel - og for sjov," svarede generalen i et ligegyldigt tonefald, Han fortsatte; "Jeg var desværre ikke med, men mange af folkene holder jo af lidt morskab."
   "Hrm." Kongen pillede ved papirkniven og brugte den som kløpind mod sin nakke; "Vi skulle jo bruge en dygtig smed. Desuden var der jo noget med din bror, Niku?"
   "Det var nu tilfældigt," svarede Niku, "det var - ham - ja, altså det var sir…Niku skar ansigt af væmmelse.
   "Nåh," sagde generalen, "Det var sir John, der gav smedjen til din halvbror, Cedric?"
   Martin så på Niku, der nikkede mat.
   "Vil I påstå at sir John er med i jeres sammensværgelse?" gispede Martin.
   "Med og med?" Kongen smilede drilsk: "Lad os sige, at vi en gang lærte ham lidt om livet."
   Men alt det kan du få mere at vide om, hvis du slutter dig til os. Hvad svarer du, smed?"
   "Jeg bryder mig ikke om, at kvinder voldtages og folk bliver pint for små forseelser."
   "Det gør jeg heller ikke!" Kongen sagde det med eftertryk og så indtrængende på Martin. Det var lige før, han troede på ham. Men kun lige før, for det kunne ikke passe. Kongen måtte være en god hykler.
   "En eller anden Tobby skal pines fordi han spyttede på en grav," sagde Martin og undrede sig over, hvorfra modet kom. Måske fordi hans raseri havde været spærret inde i lang tid? Måske fordi kongen virkede så fredsommelig? Han følte sig mærkelig rolig og fortsatte: "Og den der kvinde - Polly, hed hun for resten - var nær blevet voldtaget."
   "Det blev stoppet," indskød Niku.
   "De skyldige vil blive straffet," sagde kongen og så dystert ud i luften.
   Så gjorde han en afværgende bevægelse med papirkniven: "Nu kan du jo tænke over det, smed. Lad mig få besked inden for en uge."

Audiensen var forbi og både Niku og Harry fulgte med Martin udenfor. De talte ikke sammen, før de var uden for slottet.
   Så spurgte Niku, i et henkastet tonefald:
   "Vil du se, hvilken grav Tobby spyttede på?"
   "Joeh," svarede Martin, for det kunne han vel lige så godt.

Gravpladsen lå tæt ved slotshaven og han havde et par gange set der ind; den var rund og alle gravene var formet som cirkler. Mange af dem med en stor sten i midten. Indenfor cirklerne var der blomster og forskellige former for udsmykning: mest figurer i træ eller ler. Mellem dem snoede et netværk af snørklede stier sig og i gåsegang gik de mellem dem. På de store sten, var der indhugget navne og flere steder datoer. Han genkendte nogle af bogstaverne og ønskede, at han kunne læse. Ikke bare skrive sit eget navn, med tungen lige i munden.
   "Hvad med fangerne og de gule?" spurgte Martin.
   "De har deres egen gravplads," svarede Niku, "har du ikke set pælene med deres navne? Angus har lavet en engel, der kan vogte over dem. Skåret den i træ. Han har også lavet den dér"
   "Og har sagt til far, at det er Fruen," supplerede Harry.
   "Ikke den, jeg peger på," protesterede Niku.
   Nikus ene finger pegede mod en statue af marmor, der statue forestillede en mand med tjavset halvlangt hår. En tot af det dækkede det ene øje halvt. Statuen lignede faktisk Niku. Men hvorfor i alverden skulle nogen anbringe en statue af ham på en grav?. Martin gik lidt nærmere. Så fra statuen til den unge mand, der havde lokket ham i en fælde. Jo, de lignede hinanden, men statuens sorte øjne gloede på. Forbløffet trådte Martin sig selv over den ene fod. En statue kunne hverken stirre eller glo - men det så sgu sådan ud. Den billedhugger var vist overnaturligt skrap.
   Det var underligt at stå på gravpladsen med netop Niku og Harry - næsten som om de var kammerater. Der måtte stikke noget under. De havde vel brug for ham?
   Graven var omgærdet af lutter hvide sten. På den store navnesten sad en stor hvid stendue, med en blå stribe på hver vinge. Der groede roser, liljer og store, flotte margueritter.
   Det første bogstav på stenen var et "S"
   "Samuel Keily," læste Niku, "min far. Død september - 68. Hængt af min bedstefar! Pint og stukket af den sir John, Allan taler så pænt om."
   "Drengen spyttede altså på din fars grav," konstaterede Martin, "og det må man ikke?"
   "Ville du bryde dig om at nogen spyttede på din fars grav?"
   "Njøeh," mumlede Martin. Faderen var en sur og fordrukken mand, men han havde da været venlig. En håndfuld gange, måske.
   -" eller din mors?" blandede Harry sig.
   "Folk skulle lige prøve," brast det ud af Martin. Niku smilede.

Raja sad i det høje græs nede ved elven og ville ikke høre vandets klukken. Hun var gået der ned for at få ro. I hytten var ungerne overtrætte og pylrede, opvasken truede og katten teede sig, fordi den skulle have killinger.
   Som regel kunne hun klare den slags dagligdags skærmydsler, men i aften, havde andre lyde blandet sig og det trommede i hendes hoved. Der var sket noget, der ikke måtte ske. Hun vidste ikke hvad og måske var det en helt almindelig fornemmelse af uro? Det troede hun nu ikke, for trommehvirvlerne i hendes hoved varslede som regel indsigt.
   Og det klukkende vand, som hun ellers holdt meget af at lytte til, lød som et buldrende vandfald, der truede med at overdøve de lyde og lugte, hendes sanser modtog. Langt borte fra. I fantasiens eller magiens dimension? Hun hørte en vred skræppen fra en due og troede først at Salfer var vendt tilbage.
   Dirrende af forventning rejste hun sig og gik efter lyden. Fuglen flaksede op, da hun var tæt ved den. En vinge strejfede hendes næse. Lidt efter landede en klat på hendes hår. Spruttende af vrede, verfede hun til klatten. Den klæbede. Ækelt.
   Duen, der åbenbart ville skide på hende, var ikke Salfer.
   Et øjeblik var der meget stille i skoven. Det var som om alle lyde og alle bevægelser, alle dufte og alle strejf af vind og plantedufte blev suget bort af fuglen eller af hendes vrede. Stilheden voksede til hun var omgivet af tomhed.
   Så kom lydene, hun ventede på. De hørte hjemme et helt andet sted og kunne ikke opfanges på almindelig vis.
   Et forpint skrig og tæer, der skrabede mod sten. Onde, vrede stemmer og en spottende latter. En latter, der ikke var menneskelig. Det var væsnets latter. En lugt rev i hendes næsebor. Lugten af grusomme væsner, der rev mennesker i stykker - flænsede dem og åd dem. Hun fornemmede både små og store af dem. De små var ikke så farlige endnu - men de kunne godt flænse små børn. Flænse Sara - flænse den anden lille pige.
   Det sortnede for Raja. Hendes verden var aldrig farvet, som andres, men nu smeltede alle lyde og lugte sammen til et dybt mørke, der virkede som en kold intethed.
   Og så var det alligevel ikke intet, for en tvivl åd af mørket. Var det lyde, der kom til hende fra noget der skete her og nu? Bare et andet sted? Eller minder, der trængte sig på?
   Var det alt det, der var sket sidste sommer? Da Freddy hjalp en af de blodtørstige bæster og sluttede sig til de Underjordiske?
   Raja trykkede to fingre ind mellem øjne og næsetip. Smerten havde flyttet sig. Hendes øjne brændte og det skar gennem næsen og indad. Hun holdt det ikke ud. Hun smed sig ned i græsset, fik jord og græs for tæt mod ansigtet, så hun løftede det refleksivt og skubbede armene til rette, før hun igen lagde sig.
   Hun kunne ikke bære alle disse lyde og tanker alene. Hun måtte sende dem videre.
   Sende dem videre?!
   Bedstes søster havde lært hende, hvordan man gjorde.
   Nå ja - det havde godt nok aldrig virket før. Men en gang skulle vel være den første?
   Et smil gled over Rajas ansigt, da hun satte sig op og rodede i forklædelommen.
   Smerten forsvandt næsten og snart var hun opslugt af at gnide på en lille perle, mens hun mumlede magiske ord.

Der skete ikke noget. Ingen hvislende lyde bragte besked om, at alferne havde opsnappet beskeden og bragt den videre.
   Raja sukkede.
   Så måtte hun jo ty til metoden med at aflægge besøg og få snakket med denne smedekone. Samtidig kunne hun måske finde ud af, hvad lille Freddy virkelig havde tænkt sig at gøre.
   Hun var vokset op sammen med ham og hun holdt af ham, men han havde kludret i det. Og selvom han bare var en dum unge, så gik det ikke.
   Raja rejste sig og gik hjemad, med hovedet summende af tanker.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 14/08-2006 10:46 af Pia Hansen og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2303 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.