"Det var ikke mig. Det var det virkelig ikke, jeg sværger," sagde jeg.

"Men hvem tænker du så er skyld i det her?" spurgte psykiateren roligt og velovervejet fra den anden side af sit skrivebord. Han havde en dyb stemme.

"Har absolut ingen idé," forsøgte jeg med uskyldig mine.

"Hør nu lige her!" Psykiateren virkede nu let irriteret.
   "Din mand bliver bragt hertil i ambulance med en temmelig gedigen bule i hovedet. Du har selv ringet efter hjælp. Din mand er både klar og samlet, da han fortæller i skadestuen, at han mener, at du har slået ham, æh..."

Psykiateren kiggede ned i sine papirer, rynkede brynene et kort øjeblik og fortsatte så:
   "At du har slået ham i hovedet med et støvsugerør? Det er altså ikke for sjov, at du bliver sendt herover til mig for at jeg skal tale med dig om det her. Du må da i det mindste have haft en grund til at slå ham?"

Jeg overvejede hurtigt mine muligheder. Jeg kunne fortsætte benægtelsen, men hvis min mand virkelig havde fattet, hvad der var sket, og det var der noget, der kunne tyde på, havde det ikke noget mål at fortsætte benægtelsen - det hele ville jo komme frem alligevel. Hvor meget magt havde manden overfor mig egentlig? Skulle jeg frygte ham? Eller var han min ven? Jeg studerede ham grundigt. Jeg kunne mærke, at han var irriteret over min mangel på samarbejde, og jeg konkluderede, at jeg nok kom længst ved at fortælle hele historien, ærligt og som den var uden at sløre noget som helst - så måtte det bære eller briste.

"Vi er to herinde," hviskede jeg alvorligt, mens jeg med en finger pegede på min brystkasse.

Psykiaterens buskede øjenbryn hævede sig, og hans åbenlyst forvirrede ansigtsudtryk gjorde mig nervøs. Mit blik flakkede, og jeg pillede usikkert ved folden i mine bukser, lige nedenunder lommen.

"Kunne du fortælle mig lidt om... æh... at I er to derinde?" spurgte psykiateren i et venligt tonefald. Hans irritation havde tilsyneladende fortaget sig.

Jeg sukkede. Hvor skulle jeg starte? Og hvornår var det hele egentlig startet? Jo, det var vel godt 3 måneder siden. Jeg tænkte tilbage...

Jeg oplevede hende første gang en søndag eftermiddag i januar, "den vrede kvinde", som jeg senere bare kaldte hende. Jeg var i gang med at vaske gulvet i bryggerset. Jeg havde strøet aviser ud på gulvet for at forebygge flere vandpytter fra børnenes våde vinterstøvler på gulvet, da jeg tilfældigt faldt over en reklame.

På billedet stod en mand i front og støvsugede, mens en kvinde afslappet sad og så på i en kæmpesofa. Jeg hæftede mig ikke ved reklamen, men det var der en anden, der gjorde. Jeg sværger, at det ikke var min hånd, der med kuglepen tegnede tre cirkler og skrev "Find 3 fejl" henover reklamen. Jeg lover, at det ikke var min hånlatter, som familien kunne høre fra bryggerset, mens cirkler blev tegnet omkring mandens to sko og den afslappede kvinde i sofaen. Men hvem tilhørte latteren så?

Jeg hørte en stemme i mig, som ikke var min, skumle indædt, at enhver mand, der selv tog ansvar for rengøringen aldrig ville færdes indenfor med sko på, såvel som ingen nulevende kvinde afslappet blot sad og observerede, alt imens den anden halvdel af parforholdet gjorde rent. Hørte den vrede kvinde fabulere over, at reklamens billede alt andet lige havde været mere realistisk, hvis man havde set kvinden læse i nogle "vigtige papirer", eller man havde set kvinden i køkkenet med en baby på hoften, eller hvis man slutteligt blot havde ladet manden støvsuge uden tilskuere.

"Hvilket paradoks, hvilken selvmodsigelse," mumlede den arrige kvinde, som havde besat min krop og mit sind, alt imens hun rasede over reklamen. "Kun ordet plasticglas og begrebet mandsmod kan konkurrere med den artikels illusioner" hørte jeg hende sige, inden jeg forlod bryggerset af skræk for at smelte sammen med hende.

Vel tilbage inde i stuen spurgte min mand igennem 16 år, om det var mig, han havde hørt tale i bryggerset.
   "Nej nej," forsikrede jeg ham - "jeg var skam helt alene, da jeg vaskede gulv."
   Hans uro fortog sig, og i samhørig stilhed drak vi eftermiddagskaffen i den nytilbyggede udestue.

Udstrøgne aviser eller ej, vådt og beskidt blev bryggersgulvet efterladt, da tre børn i alderen otte, tolv og femten år var tilbage fra kælketuren.

Sukkende tog jeg atter gulvspand og moppe frem igen, og fik for anden gang den dag has på det beskidte gulv. Husets retriever sukkede også ved synet af den stadig våde moppe, som jeg tog ud af skabet, hvorefter den lydigt lagde sig op i kurven uden forudgående ordre fra mig.

"Du er da den eneste, der flytter sig af sig selv," mumlede den vrede kvinde til hunden. Hunden løftede sit hoved fra hundekurvens kant og så spørgende på mig. Spontant og forfærdet holdt jeg hånden over min egen mund, da jeg hørte kvindens bitre ord komme ud af min egen mund.

"Sagde du noget, skat," lød det igen fjernt fra min ægtemand inde fra stuen, som nu havde fordybet sig i Jyllands Posten i den største af vores sofaer.

"Næ nej," svarede jeg, mens overskrifter flød forbi i mit indre. "Sindssyg mor med personlighedsspaltning indlagt efter vold i hjemmet med gulvspand" eller "vanvittig kvinde stukket af hjemmefra, eneste kendetegn en moppe".

Da jeg var færdig med gulvvasken for anden gang denne dag, satte jeg mig ind i stuen til min mand. Jeg satte mig i den mindste af vores sofaer, som jeg plejede.
   Min mand lagde avisen fra sig og begyndte atter at tale om sine planer om næste projekt i huset, der som altid handlede om ombygning. Jeg må have været langt væk i mine egne tanker.

"Susanne? Hører du efter?" Min mands tonefald var skarpt. Jeg rettede mig op, så på ham og svarede febrilsk:
   "Ja ja, jeg lytter."
   "Du virker så fraværende i dag," sagde han bekymret. "Er du okay?"

"Jeg har det helt fint," kvidrede jeg i forsøg på at berolige ham. Det lod til at virke, for han fortsatte sin talestrøm: "Jeg tænkte på, at når nu vi er helt færdige med at renovere kælderen, så kunne vi jo gå i gang med kvisten. Du har jo altid ønsket dig dit eget syværelse, og jeg tænkte, at hvis vi nu slog en væg ned og..."

Jeg forsøgte at foregive, at jeg lyttede, men tankerne fór rundt i mit hoved, og jeg havde fået kamp med den vrede kvinde igen. Hun prøvede at få mig til at sige grimme ting til min mand, ting jeg slet ikke mente, og slet ikke følte for, så hvorfor var hun der? Alligevel var hun fuld af vrede og bebrejdelser, og ville have, at jeg skulle fortælle min mand, at det var urimeligt, at jeg stod for al rengøring, tøjvask, madpakker og opdragelse af børnene, foruden mit fuldtidsjob som klinikassistent i byens lokale tandlægeklinik. Hun ville debattere det rimelige i, at min mand havde fri, når han kom hjem fra sin lange arbejdsdag i sit selvstændige tømrerfirma ved 17-tiden. Hun ville diskutere, hvorfor jeg ikke havde fri før sent om aftenen, når sidste barn var gået i seng, og lektierne var læst og madpakkerne smurt. Hun ville vide, hvorfor min mand havde patent på 3 personers sofaen samt fjernbetjeningen, og hun ville debattere, om han ikke også ville have været træt ved midnat, hvis vi havde byttet pligter for en dag, og jeg krøb ned under hans dyne med et skælmsk og forventningsfuldt udtryk i øjnene.

"Men det er slet ikke rimeligt at stille det sådan op," argumenterede jeg indvendigt imod den vrede kvinde. "Han har jo så travlt med firmaet, og han har travlt herhjemme med at bygge alting om, og han er en god mand, og han har aldrig svigtet hverken børnene eller jeg. Han har netop været typen, der holdt mest af at være hjemme, og har ikke haft hang til at gå ud med vennerne, ligesom han aldrig har set efter andre kvinder - så hvad mere kan man forlange?"

Den vrede kvinde slog igen sin hæse hånlatter op, som tilsyneladende kun jeg kunne høre, da hun spydigt hviskede i mit øre, at hun da også ville have nydt at leve livet på et 5 stjernet hotel uden forpligtelser igennem et helt ægteskab.

"Men hvad siger du så Susanne?" spurgte min mand i slutningen af sit foredrag om husets samlede værdistigning og udsigten til mit eget syværelse.

"Jeg synes, at du skulle tage at lette din bagdel og lave aftensmad," svarede den vrede kvinde, men ud igennem min mund.

Min mand spilede øjnene op, og måbede. Vi var nok omtrent begge lige forbavsede over den vrede
   kvindes indtræden i min krop, og chokeret holdt jeg mig selv over munden for at forhindre den vrede kvinde i at sige mere igennem min mund. Jeg lukkede mine øjne og bad til, at hun snart ville forsvinde.

Nu var min mand kommet sig, og han rettede sig pludseligt op i sofaen, og spurgte mig, om jeg var sikker på, at jeg havde det godt.

Jeg strøg en hånd igennem mit hår, smilede og svarede, at ja, jeg var helt okay, men at nu var klokken jo også godt atten, så jeg måtte hellere lige starte på maden.

Til trods for min ihærdige indsats for at jage den vrede kvinde væk lykkedes det mig ikke - hun blev ved med at være der, og som dagene og ugerne gik følte jeg, at jeg havde mindre og mindre kontrol over hende samtidig med, at hun blev mere og mere vred.

Igennem den næste tid mødte jeg hende igen og igen. Så blev hun en dag vred over, at det altid var mig, der kørte hjem fra fester, fordi min mand godt kunne lide et par glas, når vi var ude. Jeg havde aldrig fundet dette problematisk, for jeg brød mig ikke om alkohol.
   "Hvad ved du om det?" havde den vrede kvinde hvæset - "Du har jo ikke fået et glas vin siden du blev konfirmeret." Hvis ikke ungerne havde været omkring mig den dag, havde jeg nok modargumenteret denne urimelige og vrede kvindes angreb, men jeg var nødt til at forsøge at skrue ned for hende, så jeg kunne samle mig tilpas meget om min søns behov for hjælp til matematikken.

Så var hun vred over, at det kun var mig, der luftede hunden, når nu hele familien til familieråd, inden vi anskaffede os hunden, havde lavet faste aftaler om, hvem der luftede den hvornår. Desværre var der ingen, der overholdte aftalerne, og gåturene med hunden var blevet mine ene og alene. Det havde jeg nu ikke haft det så svært med, for jeg holdt af naturen, og holdt af at gå ture.
   Imidlertid var den vrede kvinde ikke tilfreds med denne udvikling.
   "De holder ikke, hvad de lover, og DU lader dem slippe af sted med det," havde hun sagt en morgen, hvor jeg hastede afsted med hunden, inden jeg selv skulle møde på arbejde.

En dag på arbejde havde den vrede kvinde også stukket sit hoved frem, og havde stillet spørgsmålstegn til, hvorfor det lige var mig, af alle os ansatte på klinikken, der skulle tømme opvaskemaskine og sætte kaffe over om morgenen. Jeg forsvarede denne rutine med, at jeg jo altid mødte ti minutter før otte, og det at det derfor havde været helt naturligt, at jeg bare gik i gang med dagens arbejde. "Og hvorfor er det lige at du møder før tiden, når de andre aldrig er der før klokken otte?" havde hun bebrejdende spurgt. Jeg var i denne absurde indre dialog kommet lidt til kort, for hvorfor var det egentlig, at jeg mødte før tiden? Jeg havde ikke rigtig kunnet svare hende. Udover at jeg jo bare er typen, der har det bedst med at være der lidt før de andre for lige at få lidt overblik over dagen.
   Den godtog hun ikke. I stedet spurgte hun mig drillende, hvad der ville ske, hvis jeg f.eks. en dag ikke lavede kaffe og tømte opvaskemaskine. Jeg rystede på hovedet af hendes spørgsmål, men den vrede kvinde helmede tilsyneladende aldrig.
   "Bangebuks," hviskede hun i mit øre, da jeg åbnede lågen til opvaskemaskinen og begyndte at stille de rene krus på plads i hylderne.

Den ulykkelige situation, der havde forårsaget min mands gedigne bule i hovedet havde fundet sted en tirsdag eftermiddag. Det var den dag, hvor alle ungerne gik til hver deres sportsaktivitet, og først var hjemme klokken atten. Jeg havde sat kartofler over, og kunne lige nå at støvsuge underetagen inden jeg skulle i gang med kødet. Solen skinnede fra en skyfri himmel ind igennem vinduerne, da min mand fløjtende kom ind ad døren ved sytten tiden. I modsætning til børnene var det aldrig lykkedes min mand at lære at stille sine sko op i stativet, så da han var gået videre ind i stuen, var jeg nær snublet over hans sko.
   Som en trold af en æske dukkede den vrede kvinde op, og før jeg kunne nå at reagere, havde hun samlet hans sko op fra gulvet. Jeg så magtesløs til, da hun fnisende stillede dem i bryggersvasken, og åbnede vandhanen for fulde tryk.

Jeg kunne høre min mand råbe noget til mig inde fra stuen, men kunne ikke høre ham på grund af den brusende vandhane. Febrilsk fik jeg overtaget over den vrede kvinde, fik slukket for vandhanen, og hældte nu vandet ud af min mands sko. Jeg satte de drivvåde sko på en avis ind i tørreskabet, mens jeg nervøst råbte til ham, om han lige havde sagt noget.

"Ja, jeg sagde, at når solen sådan skinner som i dag kan man rigtig se, hvordan vinduerne trænger til at blive pudset," råbte min mand tilbage i et let tonefald.
   Det var mig, der pudsede vinduer hjemme hos os. Ikke at jeg havde noget imod det, det var jo heller ikke andet rimeligt, når han nu havde haft al maset med at få sat de nye vinduer i.

Alt dette vidste den vrede kvinde ikke, for min mands uskyldige kommentar provokerede hende yderligere.
   En bizar kamp udspilledes foran mig, og den forekom mig så surrealistisk, at jeg et kort øjeblik troede, at jeg sov, og at dette kun var en ond drøm. Den vrede kvinde havde resolut igen taget fat i de våde sko og hev dem atter op i vasken og fik tændt for vandhanen. Jeg slukkede for hanen, og fik fat i skoene, men hun var stærkere end mig, så hun tog dem fra mig igen. Da vi havde kæmpet lidt om ophavsretten til min mands nu meget våde sko, kunne jeg høre min mands skridt nærme sig bryggerset. Angsten for at min mand skulle overvære optrinnet gav mig styrke, og jeg fik i et snuptag revet skoene fra den vrede kvinde, fik stillet dem ind i tørreskabet og lukket skabslågen i en fart. Jeg nåede også lige at tage fat i støvsugeren inden han kom helt ud til mig, men jeg kunne godt mærke, at mine kinder blussede, og at svedperler trillede ned fra mine armhuler.

"Hvad foregår der?" spurgte min mand mere undrende end irriteret.

Jeg trak på skuldrene og så ned i gulvet.

"Hvornår spiser vi?" spurgte han i sit sædvanlige neutrale tonefald.

Den vrede kvinde gjaldede i mig: "Når DU har lavet mad for første gang i dit liv!"
   "Rolig nu" hviskede jeg til hende i mig selv - "han mener det slet ikke på den måde. Det er ikke fordi han jager med mig, det er bare sådan han siger tingene..."

"Vi spiser klokken atten, når børnene kommer hjem, sådan som vi plejer" svarede jeg, og klemte hårdt omkring støvsugerøret for at bevare kontrollen over min stemme, så jeg ikke afslørede, hvad der i virkeligheden foregik i mig.

Min mand brummede et eller andet, og vendte sig så for at gå tilbage til stuen, da det skete.

Jeg nåede kun lige at råbe pas på til min mand, da den vrede kvinde hævede støvsugerøret og slog ham hårdt i hovedet, men da var det for sent.
   Han faldt om på gulvet, og enten tog den vrede kvinde flugten, eller også tog jeg ikke længere notits af hende. I al fald husker jeg, at jeg skreg højt, da jeg så min mand ligge på gulvet helt stille. Jeg knælede ned ved siden af ham og forsøgte at få ham vækket, men uden held. Han blødte ikke, og jeg takkede Gud, da jeg kunne se, at han trak vejret.
   Jeg græd, og var vist noget usammenhængende, da jeg ringede efter en ambulance. Da jeg blev spurgt hvad der var sket, svarede jeg, at min mand havde slået hovedet, og at vi hurtigst muligt skulle have hjælp.

I ambulancen på vej ind på hospitalet sad jeg ved siden af min mand og holdt hans hånd. En stor og meget tydelig bule tog form på hans isse. Falckredderen spurgte, hvordan min mand havde slået sig, men jeg slap for at svare, for i det samme begyndte min mand at komme til sig selv.
   Stønnende åbnede han øjnene. Han tog sig til hovedet, og hans hånd fandt hurtigt vej til bulen.

"Hvad fa'en skete der?" spurgte han.

Jeg rystede undrende på hovedet, da jeg svarede, at han vist slog hovedet, men at det vigtigste jo var, at han nu var kommet til sig selv. For at understrege denne lykkelige kendsgerning klemte jeg hans hånd kærligt, og med en finger strøg jeg ham blidt over hans kind.

Min mand kneb øjnene i som for bedre at kunne huske, men et jag af smerte fik ham til at ømme sig, og han lukkede øjnene igen.

Det var en rolig dag i skadestuen. Vi ventede ikke længe på den undersøgelsesstue, som vi var blevet anvist, før en yngre læge kom ind ledsaget af en sygeplejerske. Lægen og sygeplejersken gav hånd og præsenterede sig ved fornavne.
   Min mand var nu kommet sig så meget, at han var vågen, og virkede klar. Han insisterede på at sidde op, men da jeg ville hjælpe ham op i siddende stilling, verfede han min hånd væk.

Lægen undersøgte min mands bule, lyste ham i øjnene med en lille lommelygte, og spurgte ham, om han havde kvalme, om han havde kastet op, og om han havde smerter. Min mand svarede benægtende på de fleste af lægens spørgsmål, men sagde dog, at det gjorde helvedes ondt.

Jeg var bange for, om han kunne huske noget om episoden. Hvis han kunne, nævnte han det i al fald ikke. Jeg så på min mand igennem 16 år, og på bulen, der nu havde nået sit højeste. Det var virkelig en stor bule, og jeg var oprigtigt bekymret for ham. Jeg kom til at tænke på en Anders And tegnefilm, jeg engang havde set, hvor Anders And havde fået en stor og meget høj bule på hovedet, men han havde ikke ladet sig mærke med den, og havde stolt og stædigt placeret sin matroshue på den, og var vraltet derfra som afslutning på tegnefilmen. Spontant kom jeg til at fnise ved tanken om min mand, der vraltede ud af undersøgelsesstuen med sin murerkasket dinglende ovenpå bulen.

"Og du har heller ingen idé om hvordan dette er gået til?" spurgte den unge læge mig.

Jeg kiggede skræmt over på min mand. Var min mand lige blevet spurgt om det samme, siden lægen sagde "heller ingen idé"? Hvor længe havde jeg været væk i mine egne tanker? Og var der nogen, der havde hørt, at jeg havde fnist? Jeg var rystet over, at jeg kunne forsvinde i mine egne tanker på et så kritisk tidspunkt. Det lignede slet ikke mig. Jeg rettede jeg mig op i stolen, og forsøgte at virke fattet.

"Øh... nej... altså... jeg hørte et brag fra bryggerset, og så lå min mand der bare," svarede jeg. Jeg mærkede sveden under armene og på overlæben.

Lægen og sygeplejersken så på hinanden, herefter på min mand, og så sagde sygeplejersken, der ellers havde været stille under samtalen, at de gerne ville bede mig gå ud i venteværelset, for de ville godt tale med min mand alene. Der sad jeg og ventede, indtil jeg af en sekretær blev bedt om at følge med over til et andet kontor.
   Jeg troede, at jeg skulle følges over til den afdeling, hvor min mand var blevet indlagt, men i stedet så jeg, at vi nærmede os psykiatrisk afdeling. Sekretæren stoppede foran et kontor og bankede på. Der hang et skilt på døren, hvorpå der stod "Hans Sørensen. Overlæge i psykiatri".

Nu sad jeg så her sammen med overlægen i psykiatri, og havde fortalt alt hvad jeg vidste om den vrede kvinde og de underlige begivenheder forud for min mands bule.

"Så du kan nok forstå, at det her altså ikke er min skyld. Det var jo den vrede kvinde, der gjorde det. Jeg kunne aldrig finde på at gøre nogen ondt, og mens jeg sidder her, ligger min mand sikkert nogle afdelinger herfra og lider alene. Jeg ville frygtelig gerne over til ham igen hurtigt, så hvis vi snart kunne afslutte samtalen?"

Psykiateren havde ikke sagt et eneste ord, mens jeg havde talt. Han så længe på mig. Mit blik flakkede, og jeg så på uret på den hvide væg. 1½ time var der gået. Det føltes slet ikke som om der var gået så længe. Jeg undrede mig.

Så rettede psykiateren sig op i sin stol, lagde sine hænder på skrivebordet og så på mig, og sagde så: "Hør her, for det første vil din mand hverken se dig eller tale med dig. For det andet, kan jeg ikke, som tingene er lige nu, bare lade dig gå. Jeg mener, at du har brug for hjælp."

"Jamen, det er jo ikke mig, det er galt med... det er jo hende den anden," råbte jeg. Havde han overhovedet ikke hørt efter?

"Lad mig sige det lige ud. Jeg har ikke tænkt mig at indlægge hverken dig eller den vrede kvinde. Det sidste sagde han lidt tøvende, og med et lille smil, mens han i luften med sine fingre tegnede gåseøjne om "den vrede kvinde". "Jeg holder dog fast i, at der er behov for at få det her nærmere udredt. Derfor vil jeg gerne se....æh... den ene af jer igen om en uge. Den af jer, som altså har brug lidt justering."

"Ja, så må vi jo håbe, at den vrede kvinde kommer frem, så du kan behandle hende," svarede jeg.
   Jeg kunne ikke finde ud af, om han vitterligt sad og morede sig over situationen.

Psykiateren kunne nu tydeligvist ikke lade være med at smile, da han svarede:
   "Næ, nej... hende, der slog sin mand i hovedet med støvsugerøret er jeg ikke så bekymret for, men den anden kvinde, der ikke har nogen idé om, hvorfor det skete, vil jeg rigtig gerne møde her, samme sted, om 1 uge."