Endelig en slutning
   Jeg stødte på en af mine kolleger da jeg var på vej hen til kontoret, for at ringe til Jea.
   - Hej Henrik! Jeanne har ringet, du skulle ringe til hende med det samme, det var vist ret vigtigt, havde hun sagt, og fortsatte. Hun græd vist også, lød det som.
   - Tak for beskeden, svarede jeg tilbage.
   Ok! Jea havde ringet. Hmm! Hvad kunne det dog være om? Hun havde jo kun ringet sjældent til mig de sidste to måneder. Det var faktisk kun mig, der havde vist interesse i det forhold det sidste stykke tid.
   Nej! Nej. Nej! hørte jeg mig selv sige, gentagne gange. Jeg måtte bare ikke blive svag nu.
   Lige meget hvad det måtte dreje sig om, måtte jeg ikke tabe besindelsen igen. Alt for mange gange havde jeg jo foreslået hende at vi stoppede vores forhold, og hver gang, var det lykkedes hende at overtale mig til at blive sammen med hende. Men ikke denne gang! Nu skulle det altså være slut. Jeg måtte ikke vise tegn på svaghed igen, for hun ville til sidst knuse mit liv, og jeg ville måske aldrig kunne finde styrken til at komme videre i mit allerede svære og kaotiske liv, hvis jeg ikke kom ud ad det nu.
   Lige meget hvad hendes historie måtte handle om, og lige meget hvad årsagen var til at hun nu havde ringet mig op, grædende, så måtte jeg holde hovedet koldt og gøre hende det klart, at det nu skulle være slut.
   Jeg gik ind på mit kontor, låste døren indefra så ingen kunne forstyrre mig mens jeg talte med hende.
   Mine tanker gik i selvsving over hvad det kunne dreje sig om, mens jeg hørte ringetonen og ventede på at hun ville løfte røret.
   Jeg nåede kun lige at høre, at forbindelsen var oprettet.
   - HVOR HELVEDE VAR DU HENNE I GÅR AFTES OG HELE NATTEN? råbte Jea ind i røret.
   Jeg måtte holde røret væk fra øret, da hun fortsatte.
   - ER DU OVERHOVEDET INTERESSERET I AT HØRE HVAD DER ER SKET?
   Mine tanker havde slået koldbøtter hele den foregående aften, på grund af min egen beslutning om at stoppe vores forhold nu. Men også nysgerrigheden over hvorfor hun nu for lidt siden, grædende havde ringet mig op på mit arbejde havde igen sat mine tanker på overarbejde.
   Det var ligesom rigeligt, det hun allerede havde budt mig i de fire måneder vi nu havde været sammen. Hendes tilsyneladende ligegyldige energi og manglende entusiasme, havde nu placeret hende til et sted i min verden og i mit fokus, som jeg intet havde kendt til før. Jeg havde ikke brug for mere af denne type kærlighed som hun havde kunnet tilbyde mig indtil nu, og alligevel spurgte jeg hende.
   - Rolig Jea! Hvad er der sket?
   Jea var ikke faldet til ro endnu, slet ikke, men nu kunne jeg også fornemme en gråd i hendes stemme.
   - BULLER HAR KASTET EN BROSTEN IND GENNEM MIT SOVEVÆRELSESVINDUE I NAT! svarede hun nu mens hun samtidig begyndte at græde højlydt.
   Jeg valgte at tale med den helt store forståelse, for ellers var der ingen grund for at fortsætte samtalen. Det fik også omsider Jea til at falde lidt til ro, så det endelig lykkedes mig at få et sammenhæng af historien.
   - Jeg er nede hos min eksmand og hans kone, hvor jeg også har været det meste af natten! Jea fortsatte.
   - Buller blev anholdt klokken to i nat, men jeg tør alligevel ikke være i min lejlighed længere.
   Vi har været på politistationen i flere timer i nat, og Buller ved ikke hvor jeg er, gispede hun, hvorefter hun igen kunne trække vejret lidt roligere.
   Jeg anede ikke hvad jeg skulle svare hende nu, for den historie jeg lige havde hørt, virkede ikke som virkelighed for mig.
   Jeg havde det hele tiden som om, at jeg var midt i en drøm, eller måske nærmere, et mareridt. Jeg kunne ikke i første omgang få fornemmelsen af hvad jeg lige havde hørt, men jeg havde så ekstreme følelser for hende, at jeg nu begyndte at hive mig selv op fra hatten, for at være i stand til at se hende helt. Alle ordene jeg hørte fra hendes stemme i røret, kunne ikke forenes med den verden som jeg havde kendt til de sidste 25 år af mit liv. Følelsen af, at jeg havde levet i en verden hvor intet ondt eksisterede, gav mig nu pludselig et billede af det liv jeg selv havde da jeg var omkring 17 år. Dette dagligdags billede af, hvor meget jeg var i stand til at rode mig selv ud i. De bandekrige, som jeg samlede villige venner, og bekendte til at deltage i sammen med min nabo. Han og jeg, havde ved flere lejligheder lagt de fornemmeste planer om, hvordan vi kunne udrydde de værste rødder i Vallensbæk. Vi fik ved flere lejligheder og mange sene fredage, arrangeret hvem der skulle gå forrest, og hvilke våben vi hver især skulle anvende i tilfælde af et møde med vores ærkefjender.
   Men den tid er var ? forbi nu. Det var dengang vi ikke anede bedre. Dengang alting var så enkelt og vi ikke behøvede at tage de ansvar som vi står med i dag.
   Jeg havde været så skuffet over den behandling jeg havde været igennem fra hendes side i så lang tid, og alligevel svarede jeg hende med.
   - Ok!! Det lyder da helt vildt. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?
   - KAN DU IKKE BARE KOMME HERUD MED DET SAMME? råbte hun igen.
   Jeg følte mig så forvirret. Jeg elskede denne kvinde, som jeg aldrig havde elsket en kvinde før. Det var ikke første gang jeg havde hørt hende græde, men det var første gang hun havde givet en antydning af, at hun havde brug for mig, og det gav mig nu en forfærdelig hjertebanken som smertede, og gav mig åndenød.
   Nu sad jeg et par sekunder og tænkte over om jeg skulle tage fri fra job og skynde mig ud til hende, eller jeg skulle holde fast i min første beslutning, om at slutte vores forhold lige nu og her.
   - DU SKAL DA BARE SIGE OM DU GIDER HJÆLPE MIG ELLER EJ, råbte hun igen.
   - Jeg kommer ud til dig nu! svarede jeg forbitret, samtidig med at jeg igen følte mig såret over hendes opførsel.
   - Giv mig adressen, jeg er der om en halv time, svarede jeg og sluttede samtalen lige efter.
   Jeg havde skrevet den ned og kørte fra jobbet få minutter efter. Jeg vidste at de boede et sted i Brøndby, og på vejen ud til dem, tænkte jeg over alle de onde ting Jea havde budt mig gennem vores "Indtil nu korte forhold" Alle episoderne dukkede skiftevis op i mine tanker. Billederne af, hvordan hun havde hensat mig som hendes sidste prioritet, hver gang vi havde været sammen. Hvordan hun havde afvist mig, når jeg havde mine børn. Hvordan hun bevidst havde holdt igen med at svare på mine SMS-beskeder. Hvordan hun havde latterliggjort mig foran andre mennesker.
   Tankerne stoppede dog da jeg ankom på adressen.
   Jeg bankede på hoveddøren hvor eksmandens kone Tina åbnede. Tina var en køn kvinde, dog havde hun et par overflødige kilo placeret de forkerte steder på kroppen. Hun havde nogle kønne og milde grønne øjne, som alligevel gjorde hende attraktiv.
   - Kom indenfor! sagde hun med et dejligt smil, mens hun holdt døren på vidt gab, så jeg med det samme følte mig velkommen.
   - Hvordan går det med Jea? spurgte jeg hende.
   - Hun er inde i stuen! gå bare ind til hende, svarede hun, mens hun lukkede døren.
   Jeg gik ind i stuen hvor Jea sad og talte i telefon. Det var åbenbart politiet, som havde ringet hende op lige inden jeg ankom.
   Jeg kunne forstå på samtalen, at ham bankrøveren, Buller var sat på fri fod, lige inden jeg var nået derud.
   - HVAD FANDEN VIL I SÅ HAVE JEG SKAL GØRE FRA NU AF? råbte Jea ind i røret, mens hun tværede en mentholcigaret ud i et overfyldt askebæger, som stod foran hende på det store glasbord som udgjorde det som sofabord.
   - JEG KAN SGU DA IKKE TAGE HJEM I MIN LEJLIGHED NÅR HAN ER UDE IGEN! fortsatte Jea og lod sine frustrationer dukke frem i sit ansigt.
   - HVORFOR FANDEN KAN I IKKE HOLDE HAM INDESPÆRRET NÅR I VED AT DET ER - HAM DER HAR KASTET BROSTENEN IND GENNEM MIT VINDUE?
   I VED OGSÅ AT DET VAR HAM DER SKAR MINE DÆK OP! råbte Jea igen.
   Der blev sagt noget i den anden ende af røret, hvorefter Jea nu virkelig blev gal.
   - OK!! SÅ FLYTTER JEG BARE OG OPSIGER MIN LEJLIGHED MED DET SAMME! OG DET SAMME GØR JEG MED CARINAS LEJLIGHED! HUN KAN SGU DA HELLER IKKE BO DER LÆNGERE, FATTER I IKKE EN SKID DERINDE?
   - JA.... JA... JA... OK!
   Det var det sidste jeg hørte af samtalen, inden Jea endelig knaldede røret på.
   Jeg vidste godt at hun var bange, men hun havde efter min mening, ikke lige handlet på den mest hensigtsmæssige måde med politiet, efter det jeg nåede at overhøre af samtalen.
   Jeg forstod godt hendes paniske forsøg for at finde en hurtig løsning, og jeg forstod også godt, at jeg nu var hendes og datterens eneste løsning, for at de begge kunne undgå at støde på Buller. De måtte begge væk fra deres lejligheder nu, og i det hele taget skulle de bare væk fra Brøndby hurtigst muligt.
   Vi drak en kop kaffe inden vi besluttede, at jeg skulle hente de mest nødvendige ting i Jeas lejlighed. Jea kørte med i min pickup, men blev sat af et stykke inden vi nåede hjem til hende. Hun rakte mig sine nøgler og fortalte mig udtrykkeligt hvad hun havde brug for, og hvor de forskellige ting var.
   Jeg ankom til hendes lejlighed få minutter senere og begyndte at pakke tingene ned i en flyttekasse som jeg havde medbragt fra bilen.
   Soveværelse lignede en slagmark. Alt lå hulter til bulter på sengen og på gulvet. Der lå splintret glas i hele værelset, eftersom brostenen havde gennemtrængt den dobbelte termorude. Jeg fornemmede nu bedre grufuldheden i det hun havde oplevet denne nat. Brostenen var øjensynligt blevet kastet i en vinkel, som havde retning lige mod Jeas hoved. Jeg kunne jo se hvor den var landet første gang, inden den øjensynligt var hoppet videre ind i det store hvide garderobeskab med de kraftige spejllåger. Glasskårene lå også som spredte atomer på det meste af sengen. Stenen var landet cirka tyve centimeter fra hendes hovedpude, og nu dannede jeg mig et billede af, hvad der kunne være sket, hvis Jea bare havde vendt sig i sengen, som ville havde været nok til at hun var blevet ramt. Jeg mærkede den kulde, der var i værelset, der nu havde omtrent den samme temperatur som udenfor. Det, at stå her på gerningsstedet, gav mig pludselig en fornemmelse af kvalme og uro, så jeg skyndte mig ud fra værelset igen, ud i entreen hvor hoveddøren stadig stod åben, samlede flyttekassen op, og forlod hurtigt dette kolde hjem.
   Jeg skyndte mig ned til bilen, smed kassen ind ad skydedøren i siden af bilen, satte mig derefter ind i bilen, startede og kørte igen over til stedet, hvor Jea havde stået og ventet.
   Jea hoppede hurtigt ind på passagersædet og vi kørte indad mod København city, mens Jea stadig febrilsk forsøgte at få kontakt med Carina på mobiltelefonen.
   Jeg standsede bilen da vi var nået ind i udkanten af byen, fandt en parkeringsplads og standsede motoren.
   Hvad har du gang i? spurgte Jea.
   Vi er vist lige nødt til at tale sammen om det her inden vi fortsætter, svarede jeg.
   Jea begyndte at græde, samtidig med at hun nu rystede over hele kroppen.
   Skal vi ikke få fat i en psykolog til dig nu? spurgte jeg hende.
   Du er sgu nødt til at få den her oplevelse ud ad dit system, foreslog jeg hende.
   Jeg forsøgte at give hende et kram, for at berolige hende, men blev skubbet væk lige så hurtigt jeg nærmede mig hende.
   - Jeg er nødt til at få nogle flere beroligende piller, jeg har ikke flere og den sidste jeg tog virker ikke længere, svarede hun.
   - Skal vi så ikke ringe til din læge med det samme? spurgte jeg.
   Jea bad mig i det samme, om at køre hende op til psykologisk afdeling på Glostrup Hospital.

Vi ankom til Hospitalet cirka et kvarter efter, hvor vi blev bedt om at vente i et af venteværelserne. Vi sad der nok cirka tyve minutter, inden der kom en for at fortælle os, at vi nok kom til at vente yderligere en halv time inden der var en psykolog ledig.
   Dette var nok ikke lige det svar Jea havde mest brug for, for det skabte en voldsom panik i hende. Hun kunne ikke se sig selv sidde yderligere en halv time, inden hun kunne få svar på om de ville ordinere beroligende medicin til hende.
   Vi ventede dog kun et kvarter yderligere, da der endelig kom en, som kunne hjælpe os, selv om det havde føltes som flere timer.
   Vi blev bedt om at følge med den kvindelige psykolog, ind til hendes kontor eller konsultationslokale.
   Psykologen som hed Janni, spurgte roligt Jea om hvad der var sket, samtidig med at hun satte sig til rette ved sit enorme skrivebord. Hun havde en skriveblok liggende foran sig på bordet, og i sin venstre hånd, havde hun en kuglepen som hun kunne anvende til eventuelle notater. Hun var omkring de halvtreds år, og så efter hendes alder, rimelig sporty ud. Hun havde dog tilsyneladende, en irriterende vane med at rette på sit pandehår hele tiden og det virkede som om hun ikke helt var der alligevel.
   - Jeg har været ude for, at en Bankrøver nu er kommet ud fra spjældet igen, svarede Jea.
   Min datter, som for to år siden var kæreste med ham, havde lige slået op med ham, og et par dage efter begår han et bankrøveri, hvorefter min datter, Carina, et halvt år senere vidner mod ham i retten. Han fik to år i fængsel for røveriet, men er nu ude igen, og han har her i nat kastet en kæmpe brosten igennem mit vindue hvor jeg lå og sov.
   Jeg vågnede op og troede at der var mennesker inde i min lejlighed som kom for at slå mig ihjel.
   Jea begyndte at hulke som et forladt barn, men forsøgte alligevel at tale videre.
   - Jeg kravlede ind under min seng med min mobiltelefon for at ringe til politiet, men kunne ikke ramme tasterne,,, fordi jeg rystede for meget på hænderne, fortsatte hun. Jeg fik efter mange forsøg, endelig ringet til min eksmand.
   - Hans mobilnummer er allerede lagt ind i telefonbogen, sagde hun, samtidig med at hun nu rakte sin mobiltelefon frem så psykologen kunne se den....
   Jeg siger dig, jeg troede jeg skulle dø, stønnede hun, hvorefter hun begyndte at græde højlydt igen.
   - Brostenen ramte cirka tyve centimeter fra mit hoved. Havde den ramt mig, havde jeg været død nu.
   Jea sad nu stille et stykke tid uden at sige noget, men græd stadigvæk.
   - Jeg forsøgte at trøste hende, men blev dog hurtigt afvist af hende.
   - Men det vidste jeg ikke før senere på natten, fortsatte Jea igen. Min eksmand hentede mig så hurtigt han kunne, og først dér fandt vi ud af det med stenen.
   Jea holdt igen en pause inden hun igen kunne sige noget.
   - Jeg troede jo hele tiden at der var nogen i min lejlighed for at slå mig ihjel.
   Politiet fortalte mig i nat at de havde anholdt Buller, for det med stenen, men nu har de så ringet her til morgen og fortalt mig, at de måtte slippe ham fri igen, fordi de ikke havde beviser nok til at holde på ham.
   Jeg trak en serviet ud fra en æske, som stod på skrivebordet og rakte den til Jea, og hun tørrede sine øjne med det samme. Jeg kunne fornemme hendes angst og hendes forbitrede vrede over det som hun havde oplevet, så jeg selv fik en følelse af fortabthed.
   - Jeg kan ikke få fat i min datter Carina, og nu er han sikkert også efter hende, og hun aner ikke at han er efter os. Jeg sætter heller aldrig mine ben i min lejlighed igen, efter det der er sket.
   Psykologen sad og lyttede roligt, sagde ikke noget, mens Jea hurtigt fortalte videre om forløbet.
   På det tidspunkt forsvandt min opmærksomhed væk fra Jeas historie. Jeg lyttede ikke længere, men havde pludselig fået en hel ny tanke.
   Hvor skulle Jea nu bo? hvis hun mente det alvorligt, med at hun aldrig igen ville sætte sine ben i sin egen lejlighed... Hvem kunne hun bo hos fra nu af? Jeg havde jo den samme morgen besluttet at stoppe vores forhold, og nu sad jeg i en situation hvor det ikke længere var mig der besluttede noget. Jeg sad i fuldstændigt samme situation som alle de andre gange, hvor Jea havde taget over og overtalt mig til at fortsætte. Jeg blev nu så skræmt ved tanken, da jeg igen hørte Jea fortælle videre på sin historie.
   Psykologen havde lige spurgt Jea om hun havde et andet sted og bo, da hun åbenbart godt forstod at hun ikke kunne komme tilbage til hendes egen lejlighed.
   - Jeg flytter ud til Henrik, og det gør Carina også, sagde Jea.
   Psykologen spurgte nu mig, om det også var ok med mig.
   - Ja! øh.. Ja, selvfølgelig! svarede jeg.
   Nu fik jeg et totalt ændret billede af hvad der var ved at ske.
   Jea havde igen taget en hel ny beslutning hen over hovedet på mig.
   Jeg havde ikke haft en jordisk chance for at svare nej, lige da Janni spurgte mig om det var ok. Jea havde jo allerede fortalt hende, at det ikke var noget problem, så hvad kunne jeg svare på det?
   Janni skrev en recept ud på nogle beroligende piller, som vi kunne hente på apoteket med det samme.
   Vi takkede for hendes hjælp, selv om Jea nok ikke følte hun havde brug for en samtale med psykologen. Det var vist mere pillerne hun havde brug for, for da hun fik overrakt recepten, rejste hun sig resolut op fra stolen og sagde.
   - Henrik! Vi kører nu!

Vi hentede pillerne på apoteket lige efter. Det var nogle piller som hed "Alopam"
   Der stod på sedlen i æsken, at man maksimalt måtte tage 3 på en hel dag. Jea valgte dog at tage alle 3 med det samme, mens vi stadigvæk sad i bilen.
   Jeg foreslog hende, at vi tog hjem til mig og talte det igennem, og Jea var med på ideen.
   Da vi er nået cirka halvvejs hjem til mig, var pillerne begyndt at tage sin virkning. Jea blev pludselig kold og afvisende. Samtidig forsøgte hun konstant at få fat i Carina, og da det ikke lykkedes, virkede det som om hun var ved at miste kontakten til virkeligheden. Hun svarede nu groft tilbage på ellers naturlige spørgsmål fra mig. Hun blev mere og mere bange, fordi hun nu ikke længere kunne skelne virkeligheden fra den omtågede verden hun var havnet i, på grund af piller og hændelser.
   Vi ankom en halv time senere hjemme i mit hus på Amager. Jeg åbnede bildøren for Jea, hjalp hende ind i huset, og fik hende hurtigt lagt i seng, hvor hun nu endelig fik muligheden for at indhente noget af den søvn, hun ikke fik natten forinden.
   Jeg satte mig på kanten af sengen og betragtede hendes ansigt mens hun var ved at falde i en dyb søvn. Jeg sad et stykke tid og nød stilheden, nød at høre hendes rolige åndedræt. Jeg elskede den kvinde. Kvinden med de smukkeste blå øjne, det vilde lange røde kraftige hår, og den flotteste krop i denne verden, jeg endnu havde set.
   Det var nu blevet øjensynligt for mig, at det eneste sted Jea kunne være, var her hos mig. De mest nødvendige, og personlige ejendele af Jeas, var nu allerede i mit hjem, og det gik for alvor op for mig, at vi skulle bo sammen fra denne dag, den 10. december 2002.