3Okay okay boys - Kap. 10: Sandet. Januar 19...
Hun følges med Alex hjemad, han bor alligevel på vejen til Classe... [...]
Romaner · hash nedtur
2 måneder, 5 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 6: Krigeren. December...
Han har taget hende med i skoven, selvom det er vinter. Er rigtig... [...]
Romaner
2 måneder, 7 dage siden
0Okay okay boys - Kap. 5: Hanekammen
De skal på besøg hos Jeanett. Brorens kæreste har inviteret foræl... [...]
Romaner
2 måneder, 9 dage siden
3Okay okay boys - Kap. 4: Benet
Hun kan gå ned til det besatte hus i Viborggade på ti minutter. H... [...]
Romaner
2 måneder, 12 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 3: Flammen
Hun er begyndt at stå op, når der er mad. Altid kl. 17.30. Præcis... [...]
Romaner
2 måneder, 14 dage siden
4Okay okay boys - Kap. 2: Stoppestedet
Bålene brænder stadig udenfor Hesten. Hun går ad Vesterbrogade in... [...]
Romaner
2 måneder, 18 dage siden
5Okay okay boys - Kap. 1: Hesten. November 1...
Hun står foran spejlet. Skal ud snart. Bliver nødt til det. Hun k... [...]
Romaner
2 måneder, 22 dage siden
6Tidsploven
Tiden træder ud af det ene minut og · trækker det næste med sig. · Pl... [...]
Digte
2 måneder, 26 dage siden
6Okay okay boys - Prolog: 1978. Barnet i spe...
Hun var fem år, da hun fik sit første glimt af, hvordan det var a... [...]
Romaner
3 måneder siden

Puls: 34,8

Publiceret: 9
Afgivet: 41
Modtaget: 28
Lise Hendriksen Lose (f. 1973)
De skal på besøg hos Jeanett. Brorens kæreste har inviteret forældrene og åbenbart hende til middag. For første gang.
   Hun har prøvet at tage rigtigt tøj på, efter krav fra moren. Moren vil gerne have, at det gøres rigtigt. De skal spise og det skal være hyggeligt. Hun har ikke noget rigtigt tøj, endte med at tage et par hullede cowboybukser på. Moren havde insisteret på, at hun skulle have rent tøj på. Det andet lugtede, sagde hun. Resterne af sin røde nissekjole har hun beholdt på; hun er ikke rigtig uden den.
   Hun havde røget en halv joint ud ad vinduet inden de gik hjemmefra. Nok til at skubbe verden på en halv meters afstand, men ikke mere end at hun kan sidde i Jeanetts nye lejlighed uden at få nedtur og skulle have benene over hovedet.
   De spadserer til Jeanetts lejlighed i Horsensgade, hun fem meter bag forældrene. Broren åbner døren, prøver at ligne værten, byder indenfor, sid endelig ned, sikke et vejr, et glas Lambrusco?
   Hun sætter sig på kanten af kurvestolen i hjørnet, lader blikket gå på opdagelse i stuen, som på et museum. Hun har god tid, ingen forventer, at hun deltager i samtalen. Hun plejer bare at være der uden at sige noget og uden, at nogen taler til hende. Sådan har det altid været.

Som barn undrede det hende nogle gange, at de kunne glemme, at hun sad der, når talen gik på ting, som hun nok ikke burde have hørt; når de sad til de iskolde, lyseblå påskefrokoster hos farmoren og farfaren, når de talte om sig selv og andre, der ikke var der. Måske troede de ikke, at hun hørte efter. Eller at hun ikke kunne forstå det? Hun havde suget oplysningerne til sig, vidste langt mere om de voksne, end de var klar over. Gemte det med en mærkelig følelse af strategi, tilegnede sig viden.

Hendes skisokker synker ned i væg-til-vægtæppets tykke, lysegrå luv, der opsuger lyde og skarpe stemmer og giver lejligheden en tæt og syntetisk lugt. En nyafstøvet stuebirk i hvid skjuler læner sig ind over Daells Bolighus-sofaens uldmønster; fersken, dueblå og jadegrøn i indbyrdes kamp. De mættede farver suger lyset ud af blikket og ligner sammenblandet modellervoks. Man måtte ikke blande modellervoksfarverne sammen.
   Hun ser på Jeanett under Monet-reproduktionen med de ufarlige, udflydende pasteller, en yndig, kønsløs grød af spejlet blomsterbræk; matcher rosenpotpourrien i den facetslebne krukke. Den står og stinker sødt og tørt, i et forsøg på at tilføje hjemmet noget. Jeanetts mor havde garanteret også sådan en stående derhjemme. Jeanett smiler med udstrakt rektangelmund og lige tænder; hun har opnået det hele. Lejlighed, arbejde, kæreste, svigerforældre til middag.
   Lysene i den tynde smedejernsstage på den anden side af sofaen kaster et himmelsk skær over Jeanetts nye postejkrøller. Stagen ser høj og skrøbelig ud, ville nemt kunne vælte og sætte fut i det uoprørte, grå væg-til-væg-hav.
   Hun ryger en af Jeanetts gule Savoy og asker i det hvide, runde askebæger. Får drysset ved siden af på glassofabordet, mens det sidste dagslys glider gennem metalpersiennerne som udtværede ridser i røgen og blander sig med Sko og Torp. Roxette, Dodo and the Dodos, Hanne Boel, Michael Bolton, et blandet bånd, lige akkurat hørbart, siver fra stereoskabet bag den røgfarvet glaslåge, båndoptageren kan vende båndet af sig selv og spille i en uendelighed. Livet bliver ikke meget større. Faren smiler anerkendende til Jeanett, ser på hende når hun taler, nikker med fasthed. Siger ikke noget om røglugten.
   Det er et voksenhjem. Jeanett leger voksen, har voksenindretning, er med på noderne. Jeanett følger strømmen. Intet provokerer hende åbenbart, hun stiller ingen spørgsmålstegn. Passer godt til broren. Det er dum pop. Et parallelunivers, der hverken er ungt eller gammelt, bare som alle andres. Lejligheden er ny, ikke boet til, som et forstørret dukkehus. Hun får næsten ondt af Jeanett.
   Jeanett går på arbejde hver dag. Den rigtige måde at gøre det på.
   Hun tænker, at faren ser besøget som en studietur, så hun kan se, hvordan det skal gøres. Jeanett har sit eget. Har råd til at indrette med pæne ting. At blive voksen.
   Hun ved ikke, hvad han tænker. Forældrene kigger ikke på hende. Det er de holdt op med.
   Hun havde nogle gange indfanget deres blikke, når hun virkelig gjorde sig umage. Men når hun et øjeblik var for stolt over noget, når hun kom til at vise noget af sig selv, reagerede de med et undertrykt udtryk, der mest af alt mindede om skam eller forlegenhed og vendte deres blikke indad. Over at hun gjorde sig synlig. Næsten som om, at de blev flove over sig selv på hendes vegne, med et lille snert af smerte, der lærte hende at lukke ned for sig. Man skulle jo ikke tro, at man var noget. Eller nogen. Selvom hun higede efter at være det. Bare at være nogen en lille smule. Hvis de bare ville se en lille flig af, hvem hun var og lade hende træde frem i det glimt, så hun selv kunne se det og være det. Men det var ikke noget for hende.
   De ferskenfarvede tallerkener står centreret på helt lige dækkeservietter, der skåner det lakerede fyrretræsbord. Jeanett må have strøget dækkeservietterne. Jeanett fabler om Karolines kogebog med et hårdt, tilfreds udtryk i øjnene, serverer tunmousse i skiver. Lørdagskylling med flødekartofler. Kinakål, tomat og agurk med thousand Island-dressing. Syltede dåsefrugter med råcreme. Glas med sort fod. Hvid vin. Kører den ned, gratis alkohol, får blik fra moren. Drikker lidt langsommere, Jeanett har sikkert ikke købt så meget. Må få den til at strække sig, indtil hun kan gå.
   Faren peger anerkendende på maden med sin gaffel, der vinker diskret op og ned, mens han nikker i takt med sine tyggebevægelser.

Da hun var lille, fik hun nogle gange ondt af faren, når han spiste. Når hun sad og iagttog ham, mens han spiste uden ord med hurtige tyggebevægelser og spændte kæbemuskler, der fik de hårde skægstubbe til at bølge sort og gråt. Han fortjente maden. Måske kunne den gøre ham gladere. Han havde set ud som om, han trængte til den. Hun forstod ikke sin medlidenhed og at det kunne være synd for en voksen. Måske havde hun ondt af hans ensomhed. Eller var han træt? Måske havde hun ondt af, at han ikke kunne være med i samtalen, at han ikke forstod, hvis der blev grint, ikke forstod indholdet? At han ikke kendte deres verden. Og hun havde undret sig over, hvor hans verden var henne. Den måtte være på hans arbejde. Den var ikke her. Og han var ikke i deres verden. Men han sad alligevel midt i den som en skarp klippe, som deres bølger blev brudt mod, og opløste dem til hvidt skum, når de rullede langsomt tilbage igen uden tyngde.

Man hyggede ikke om bordet i farens familie. Man opførte sig ordentligt. For det meste. De havde engang været til en af de krystalskarpe påskefrokoster hos farmoren og farfaren, hvor man skulle huske at sige tak. Det var blevet skingert. Snapsen havde omskabt spisebordet til en hård, tiliset sø, hvor de voksne kunne slå sig og slå sig løs og tillade sig at blive usikre på benene. Men hvor man ikke skulle trampe for hårdt i isen, før den blanke overflade slog sprækker. Lysekronen over bordet gjorde de matte aprilsolstråler uvenlige og facetskårne. Og snapsen havde gjort de voksne overstadige over det kortvarige frirum, der blev skabt om bordet. I den korte parentes uden kontrol var de blevet vovede i takt med at snapsedampene steg op ad deres halse. De turde pludselig sige frække ting, mens der blev skævet ud af øjenkrogen mod farmoren og farfaren for bordenden for at se, om det gik, imens små kokette hvin fra både mænd og kvinder fløj gennem luften, som om nogen havde løftet op i deres skørter i al offentlighed.
   Talen var faldet på dårlige vaner. Og moren havde med snapsens påståelighed og blikket rettet mod bagvæggen og fortalt, hvordan hun nogle gange blev nevet af faren, hvis hun ikke gjorde, som han bad om. Moren havde sagt det med få, afsnappede ord, som om hun sladrede til hans forældre og havde lydt som et barn, ikke hans kone, og ordene var klasket mod den træbeklædte bagvæg, hvor de klæbede sig fast og afventede deres skæbne.
   Snakken var fortsat, som havde moren bedt om saltet. Men tanten og fætteren havde med ordløse grin og skubbende fagter bag morens ryg opfordret hende til at vise, hvordan det foregik, når hendes mor blev nevet. Deres fingre lavede hapsende pincetgreb og pegede opfordrende og viftende mod bagsiden af morens arm, mens de smilede opfordrende til hende. Kom nu. Vis det. Niv. Gør det nu. Det er sjovt.
   Hun ville gerne være sjov. Hun havde demonstreret nivet med en hurtig bevægelse op under morens cardigan, et hårdt niv i morens løse, bløde hud på indersiden af den tynde arm. Havde følt at øjeblikket var langt, at nivet tog til i styrke, langsomt og støt, uden ende, som om hun med meget små skridt kunne have øget intensiteten i nivet i det uendelige, uden at vide, hvornår det var hårdt og hvornår det ikke var. Hvor hårdt nev faren? I hvor lang tid?
   Lussingen var hård. Hurtig og ordløs, men præcis og med lyd. Moren ramte perfekt på kinden, et hurtigt nedslag uden at se på hende imens.
   Hun vidste ikke, om lussingens lyd kun fandtes på indersiden af hendes hoved eller om andre også kunne høre den. Moren havde vendt sig om og smilet videre i retning af farmoren og farfaren, der hverken havde responderet på morens ytring, nivet eller lussingen. Man fik som fortjent.
   Lyden blev hængende i hende, mens de hvinende, skarpe piruetter fortsatte over bordet. Hun huskede at slukke sig. Splinter fra isen blinkede i hendes øjenkroge, da hun grinede stivnet med tanten og fætteren, det var lattertårer. Det var det.
   Tanten og fætteren var hysteriske af lydløs latter over den grænseoverskridende frækhed, der udspillede sig i påskerummet, og pegede indforstået på hendes glinsende øjenkroge, mens de fnisede ukontrolleret videre og skubbede hinanden i ribbenene med hurtige albuer over den lille infantile revolte, de havde gennemført med hende som spydspids. Hvis de ikke havde grint, ville ingen kunne vide, om det var sket. Morens revolte var punkteret og fordampet, som om den heller ikke var sket, og morens ord om faren gled uhørte ned ad trævæggen, som en langsom snotklat, der havde ramt ved siden af.

Hun skæver igen til Jeanetts trekantede ur i stigereolen. Sekundviseren hakker sig i slowmotion over de vinrøde og mørkeblå farvefelter. Fyrretræsreolen er hurtigt overset. Afstand mellem tingene, kun få bøger. Isabel Allende, Fay Weldon, Gyldendals røde ordbøger, dan-eng, eng-dan, dan-tysk, tysk-dan og den lysegrå Hvad kan jeg blive? Lyserød og lyseblå miniaturecykel i tyndt metal med tynde plastikdæk. En sort-hvid klovnemaske med silkebånd, magen til den, hun selv havde haft på værelset engang. En hvid, buttet perlemorsvase uden blomster. Nummererede kassettebånd i alfabetisk orden. Stilstand. Intet der fortæller, hvem der bor her. Et mormorhjem med børnenips.
   Hun lader Jeanetts fimsede Savoy-smøger glide ubemærket i brystlommen, fylder og tømmer glasset med sød hvidvin, smiler med mundvigene, tak for i dag, bliver nødt til at gå. Rend mig i røven.

Hun tager på Gammel Torv, møder nogen. Drikker. Bommer. De driver rundt i gaderne, hører musik og høje stemmer fra en lejlighed i Sankt Pederstræde og beslutter at crashe festen. De stavrer larmende op ad trappen mod musikken fra den åbne dør. De andre går selvsikkert ind før hende; hun vil være den sidste. Hun står alene på reposen, trækker vejret og tager tilløb til at gå ind. Idet hun tager skridtet over tærsklen, er en fyr på vej ud. Hun tror, han stopper for at give plads til hende, men i døråbningen banker de sammen, hendes skulder mod hans ribben, som om der mangler noget af ham, hun hænger fast i hans ærme, der flagrer mærkeligt tomt efter ham, og hun når at kigge op på ham og registrerer kort hans halvlange fedtede hår og at han har mascara på, mens hans dybe stemme dunker hende tungt oven i hovedet.
   "Skrid nu med dig, maaand!".
   Hun banker hovedet mod dørkarmen og klemmer sig op af den, mens han trækker sit tomme ærme til sig og går ned af trappen, som om han ikke behøver gelændere. Af en handicappet at være, var han fandeme arrogant.
   Folk sidder allevegne i lejligheden, på armlæn, i vindueskarme, på gulvet. Hvor der er plads. Luften er tæt og tung af kropsvarme og røg. Hun finder plads til sig selv og sin pose øl nedenfor en lænestol.
   I midten af rummet står en gammel mand med hængende underlæbe og halvtør hanekam. Han er egentlig for gammel til det, men det er jo Pisserenden. Han står der bare i midten af rummet, lader øjnene glide hen over bogreolerne og over folk i lokalet. Står som om, han ejer luften omkring sig. Har en autoritet. Står der hele aftenen, som om det er nok for ham at stå der og give lov til at blive set på, give lov til at være i samme rum som ham, som om han ikke behøver at tale med nogen. Han kæderyger højtideligt, suger den orange glød i sig. Hun iagttager i smug hans draperede hængefjæs, underlæben, poserne under øjnene, halspludderet der hænger i guirlander som en fortsættelse af øreringenes runding i de tunge øreflipper. Den slidte hanekam søger opad, som om den prøver at trække ansigtsfolderne modsat tyngdekraften, tilbage i tiden, væk fra alderdommens kurs mod jorden. Men hanekam eller ej, han ligner en, der snart vil ligge med tuden i mulden.
   Hun ser ikke nogen tale med ham. Der er heller ikke nogen, der taler til hende. Hun har også sin egen luft omkring sig. Af andre grunde. Og pludselig er han væk.
   Hun kan ikke finde ud af, om det var cool, at han stod der og var med, selvom han var mindst lige så gammel som hendes far. Om det var cool, at han ikke havde overgivet sig til den stille død og var blevet normal. Og hvad fanden er det egentlig? Er hendes forældre normale? Eller er deres almindelighed bare blevet så normal, at den er blevet til intethed? Og i hvilken alder forventes det, at man retter ind og bliver normal? Hun vil egentlig skide på det. Og på, om Hanekammen var normal eller bare en gammel idiot, der troede, at han var noget, han ikke var. Og på, om hun selv er normal eller er noget, hun ikke er. Normalitet bliver alligevel nok aldrig noget for hende.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 10/09-2018 10:20 af Lise Hendriksen Lose og er kategoriseret under Romaner.
Teksten er på 2433 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.