År 917 F.UOE (før Union of Elements)
   En mild vind blæser hen over de endeløse sletter. Bortset fra et par fugles kvidren er alt stille. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og jordens små beboere titter frem mellem de spredte klippestykker og de ensomme buske og træer. Pludselig brydes stilheden af den klaprende lyd af hestehove.
   En mørk hingst tordner hen over sletterne. På dens ryg sidder to unge ryttere. Den ene er en ung dreng. Hans hvide hår er beskidt og pjusket, og hans krop og tøj er forrevet og snavset. Han bløder fra mange rifter og sår, og på hans venstre skulder er kun en blødende armstump bundet ind i stofstrimler fra hans bukseben. Randene under hans gule øjne og hans trætte, men alligevel fokuserede blik, fortæller hvordan han har redet i mange dage og nætter.
   Bag ham, klamrende sig til ham, sidder en ung pige. Når hendes smukke øjne endelig er åbne, er hendes blik sløret og fjernt. Hun er svag og afkræftet af feber.
   Drengen knækker næsten sammen, da han hoster en mundfuld blod op. Han drejer hovedet og ser bekymret på pigen.
   "Akea! Du må ikke give op. Vi skal nok nå frem til templet! Bare lad være med at give op!"
   Pigen smiler besværet tilbage, men krymper sig sammen da et jag af smerte skyder gennem hendes spinkle krop. Drengen vender ansigtet fremad og ser ud imod horisonten...

Marun… hvorfor kan du ikke bare leve ligesom os andre? Hvorfor søger du konstant efter magt og kontrol over andre? Og hvorfor… hvorfor skulle det gå ud over Akea? Er det fordi hun er et menneske...?
   Bare tanken om Marun gør ham rasende. Han knuger hårdt om tøjlerne i sin hånd, og bider smerterne fra den blodige skulder i sig. Pludselig stopper hesten op. Den er lige så afkræftet som dens ryttere.
   Drengen stiger ned fra hesten og klapper den på halsen. "Det har du gjort godt du gamle." Han rækker pigen sin hånd og hjælper hende ned. Hendes fødder har knap nok rørt jorden, før benene kollapser under hende. Drengen giver hesten et sidste klap på halsen, og lader den så løbe. Han går hen til pigen og løfter hende op på sin ryg. "Bare rolig Akea, vi er snart fremme," siger han til hende med et smil og begynder at gå. Han ved godt at det er løgn. På hesteryg var der måske en halv dagsrejse, men til fods vil der gå mindst en dag - måske to. Men han vil ikke se hende miste det sidste hun har at holde sig fast til... hun må ikke miste håbet.


3 dage senere
   Det er ved at blive mørkt. Olielamperne omkring det lille tempel er blevet tændt. Indenfor i templet, sidder tre unge kvinder på gulvet omkring en briks. Den ældste ser ud til at være midt i 20'erne. De er alle tre klædt i hvide kåber. På briksen ligger en mand med begge arme bundet ind i bandager. Han sover.
   "Aaaaah... det var hårdt..." udbryder en af kvinderne da hun rejser sig.
   "Ja, men heldigvis har det været en rolig dag. Der har ikke været mange nye patienter," siger hendes sidemand og smiler.
   "Gudskelov for det," svarer den yngste. "Jeg tror ikke jeg kunne have klaret flere efter ham her."
   "Men du klarede det ellers fint Minerva. Og du har kun haft din kåbe i to uger," siger den ældste af dem. Hendes lange sorte hår står i skarp kontrast til den hvide kåbe der så smukt omfavner hendes krop. Elandra, står der på hendes armbind.
   "Kom, Jana." Elandra og den mellemste af kvinderne rejser sig og går rundt for at se til de mange patienter der ligger på gulvet omkring dem. Den yngste, Minerva, går hen og sætter sig på en bænk for at hvile ud, da det pludseligt banker på døren.
   "Hvem kan det dog være på denne tid. Det er jo næsten midnat," siger den ældste af kvinderne overrasket. "Minerva, kan du ikke lige se hvem det er?"
   "Det skal jeg nok, Elandra," svarer Minerva og rejser sig, hvorefter hun strækker sig grundigt igennem. Det banker igen. "Jaja, jeg kommer nu!"
   Da hun åbner døren giver hun et forskrækket gisp og træder et skridt tilbage. En mand - nej, en dreng. Hans ben er forrevne, og overalt på hans tøj er der pletter af størknet blod. Men det der chokerer Minerva mest, er hans venstre arm - eller rettere hvad der er tilbage af den. Den er delt midt på overarmen, og er bare en blodig stump viklet ind i stofstrimler. Hans blik er flakkende, og hans åndedræt er tungt og besværet.
   Hele hans krop ryster, da han sætter sig ned på knæ. Da opdager Minerva den pige der sidder på hans ryg og halvvejs i søvne klemmer sig tæt ind til ham. "ELANDRA! JANA! SKYND JER AT KOMME!" råber hun, og skynder sig at løfte pigen ned fra drengens ryg. De to andre kvinder kommer styrtende og lægger pigen på en briks, hvorefter de begynder at undersøge hende.
   Da Minerva lægger hånden på drengens skulder og begynder at studere hans arm, slår han hendes hånd til side. "Hvorfor sidder du stadig her? Tag dig af Akea. Jeg er ligegyldig..." siger han med en stemme der emmer af vrede, frustration og udmattelse. Han er så afkræftet at hans stemme nærmest er en hvisken.
   De to kvinder der står ved Akea ser på hinanden.
   "Det er ikke almindelig feber. Hun er blevet forgiftet," hvisker Jana til Elandra.
   "Du har ret," svarer Elandra og ser hen på drengen. "Du, knægt. Hvad er der sket?"
   "Hun... hun stak sig på en giftig plante..." svarer han.
   Jana ser på Elandra. "Han lyver. Den gift er for stærk til at være fra en plante her fra egnen." Elandra rejser sig og går hen til drengen. Hun sætter sig ved siden af Minerva og lægger en hånd på hendes skulder. "Minerva, gå hen og hjælp din søster. Jeg tager over her."
   Elandra ser på drengen og får øje på hans gule, katteagtige øjne. Hun tænker et øjeblik, men siger så. "Jeg tror jeg fik fat i pigens navn. Det var Akea, ikke sandt?" Han nikker. "Okay," fortsætter hun. "Hvad hedder du så?"
   "Sentai-- Sentai Menah," svarer han.
   "Jaså. Hvor gamle er I?"
   "Hun er 14, det samme er jeg," svarer han og ser væk.
   "Sentai, sæt dig hen på bænken der, så kommer jeg med vand, så vi kan få renset dine sår."
   "O- okay..." siger han og forsøger at rejse sig, men i samme øjeblik giver hans krop efter, og han falder sammen på gulvet.
   Elandra samler ham op og lægger ham forsigtigt på bænken for ikke at vække ham. "Selvom der vist ikke er den helt store chance for at han vågner foreløbigt," tænker hun for sig selv og går hen til de to andre, der så småt er ved at være færdige med at undersøge Akea.
   "Hvordan ser det ud?" spørger hun dem.
   "Som jeg antog, er det en meget stærk gift. Vi bliver sandsynligvis nødt til at arbejde hele natten, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at redde hende," svarer Jana.
   "Jamen jeg tror ikke at jeg kan klare mere... der er ikke mere mana tilbage i min krop..." siger Minerva nervøst.
   "Det er i orden," siger Elandra og smiler til hende. "Kan du så ikke undersøge ham knægten, imens Jana og jeg arbejder på hende her?"
   "Jo, det skal jeg nok," svarer Minerva og går hen mod bænken hvor Sentai ligger. Hun er jo stadig ny, og kan ikke holde til at arbejde lige så længe som sine søstre, og hun græder stadig når de en gang imellem mister en patient. Hun er glad for, at hendes søstre bærer over med hende, men skammer sig samtidig over ikke at være stærk nok til at kunne hjælpe. Hun sætter sig på hug og begynder at undersøge den sovende dreng. "Nå. Lad os nu se..."

Efter et par minutter kommer Minerva hen til sine søstre der allerede er godt i gang med arbejdet. Som striber af lys flyder manaen fra deres hænder og ud i Akeas krop.
   "Nå. Fandt du ud af noget?" spørger Jana.
   "Ja. Han har ikke mistet armen ved en ulykke. Det er snittet alt for rent til. Der er ingen tvivl om at den er blevet hugget af. Han har mistet den i kamp."
   "I kamp? Jamen han er jo så ung!" udbryder Jana.
   "Det tænkte jeg også," svarer Minerva. "Men der er også noget andet. Hans hjørnetænder... var lange og spidse... og hans øjne... de var gule..."
   "HVAD? Mener du at..." udbryder Jana og farer op.
   "Ja jeg tænkte også over det, da jeg så hans øjne," indskyder Elandra. "Det er ingen tvivl... han er en dæmon!"
   "..." Jana stirrer et øjeblik i retning af hvilerummet hvor Sentai stadig ligger på sin bænk og sover. "EN DÆMON!!! JAM- JAMEN HVAD GØR VI?!?!" jamrer hun.
   "Tag det nu roligt Jana," siger Elandra beroligende.
   "Ja, tænk lige på at han har båret den pige hele vejen hertil, og ikke ville undersøges før vi havde taget os af hende... han kan da umuligt være så slem," tilføjer Minerva.
   "Tjooo..." Jana tænker sig om. "Men hvorfor? Hun er jo et menneske. Hvorfor hjælper han hende?"
   "Ja jeg tror, at de er et forelsket par, der er stukket af sammen, og så er der pludselig sket noget der har tvunget dem til at søge her til templet," siger Minerva drømmende.
   "Er det ikke liige lovlig romantisk?" spørger Jana og skuler til Minerva.
   "Jeg tror, at Minerva har ret - i hvert fald delvist," siger Elandra. "Var der ikke et sår i hans håndflade?"
   "Mmjooo, det skulle jeg mene... hvorfor?" Minerva ser skeptisk på Elandra.
   "Har i slet ikke undret jer over at Akeas ene øje er gult ligesom Sentais?" spørger Elandra. "Der er et sår magen til Sentais i Akeas ene håndflade. Jeg tror han har blandet sit blod med hendes, for at give hende styrken til at modstå giften. Dæmoner er utroligt hårdføre og derfor ville hans dæmonblod styrke hendes immunforsvar. Er i med?" Hun ser på sine søstre, der ivrigt sluger hvert ord af hendes teori. De nikker, og hun fortsætter. "Jeg tror også at det er en af grundene til at han er så afkræftet, for mens hans blod giver Akea styrke, vil hendes menneskeblod forstyrre mana-cirkulationen i hans krop betydeligt. Og alligevel har han uden at tøve gjort det for at redde hendes liv. Inden for et par dage vil hans dæmonblod have udstødt menneskeblodet, men indtil da vil han være svækket."
   "Du mener altså at han har gjort hende til en halv-dæmon... for at redde hendes liv?" spørger Minerva, og gør store øjne.
   "Lige præcis."
   "Jamen alligevel. Han ER jo en dæmon. Tror du ikke vi burde sende bud efter Mirenmei?" spørger Jana eftertænksomt.
   "..." Elandra tager Jana hårdt i armen og trækker hende op at stå. "Hvis du så meget som TÆNKER den slags, bør du også spørge dig selv om du er værdig til at bære den hvide kåbe!" snerrer hun vredt. "Har du glemt den ed vi aflagde da vi modtog vores kåber? Vi SVOR at bruge vores kræfter til at hjælpe de syge og sårede. Ligegyldigt hvem der måtte komme til vores tempel ville vi hjælpe dem. Hvis du har tænkt dig at vende ryggen til dit løfte, så forlad templet og lad din kåbe ligge!"
   "..." Jana vender skamfuldt blikket ned mod gulvet. "Om forladelse storesøster..."
   "Jaja, det går nok for denne gang, men lad os nu koncentrere os om at helbrede Akea," siger Elandra med sin sædvanlige milde stemme. De to yngre søstre nikker og retter deres koncentration mod arbejdet.


Næste morgen
   "Mmmhm..." Sentai åbner langsomt øjnene og sætter sig sløvt op på bænken. Han plirrer med øjnene og ser sig omkring. Nu hvor solens stråler skinner ind gennem vinduerne i loftet og bader alt i lys, giver templet ham pludselig et helt andet indtryk end da han og Akea ankom i ly af nattens mørke. Pludselig kan han se de kunstfærdige billeder og skrifttegn på de mange bannere der hænger under det kuppelformede loft og ned af alle vægge. Verden er egentligt et smukt sted. "..." han bliver en smule trist ved tanken om at det snart er forbi. Magerne har efter al sandsynlighed opdaget at han er dæmon, og de har sikkert allerede sendt bud efter Mirenmei, og når de ankommer, er det slut. Han er stadig for afkræftet til at kunne slås, og med kun én arm har han ikke en chance. Men alligevel smiler han indvendigt ved tanken om at han fik bragt Akea i sikkerhed. Det er det vigtigste. "Akea..." Han må se hende en sidste gang.
   Forsigtigt åbner han døren til behandlingslokalet. Det første han får øje på er den yngste af magerne, Minerva hed hun vist. Men hvorfor græder hun? Midt på gulvet sidder de to ældre søstre på hver sin side af en briks. På briksen ligger en skikkelse dækket af et hvidt klæde.
   Minerva sender Sentai et trist, undskyldende blik. Pludselig slår det ham. "Nej!" Han går hurtigere, og med faste skridt hen imod briksen. "Sentai..." Elandra rejser sig og går hen mod ham. Hun forsøger at lægge en hånd på hans skulder, men han slår den væk, "Akea?"
   "Sentai!" Elandra griber fat i hans arm, men han rykker sig fri, "AKEA!" Han griber fat i Jana og nærmest kaster hende til side. Han sætter sig ned på knæ, med en rystende hånd tager han fat i det hvide stof og trækker det væk fra skikkelsens ansigt... "NEJ!"
   Hendes øjne er lukkede, og hendes blege hud er helt kold. Han lader sine fingre kærtegne hendes kind. "Skaf mig en kniv..." mumler han. Elandra ser vantro på ham, "hvad sagde du?" Han rækker sin hånd frem mod hende, "SKAF MIG EN KNIV!" Elandra får øje på såret i hans håndflade. Pludselig føler hun et stik af smerte, men smerten er ikke fysisk. Hun føler en blanding af sorg, medlidenhed. "Sentai... det er for sent. Ikke engang dit blod kan redde hende nu..." Da hun ser det fortvivlede, desperate blik i hans gule øjne, er det som om hun kan føle hans smerte.
   Han stirrer et øjeblik på hende, men tager så hånden op til munden.
   Til venstre for ham har Jana sat sig op. Hun ser lamslået på drengen, der bliver mere og mere desperat. Hvad laver han nu? "Han prøver at bide hul!" Han lader bloddråberne løbe ned over Akeas læber. Han tager fat i hendes skulder og rusker hende. "Vågn op, Vågn op!"
   Elandra tager mod til sig og går forsigtigt hen og lægger en hånd på hans skulder. "Sentai..." Han løfter Akea op og knuger hende ind til sig, "nej, nej...." Tårer triller ned ad hans kinder og pletter det hvide ligklæde.
   "Selvom vi brugte vores magi til at rense hendes krop for gift, var det som den blev ved med at brede sig. Som om der stadig blev pumpet gift ind i kroppen. Hun holdt ud længe, og dit blod gav hende styrke til at kæmpe videre, men det var bare ikke nok. Tidligt i morges holdt hun op med at trække vejret..." Elandra bøjer hovedet og rejser sig. Hun vender sig rundt og begynder at går hen for at berolige Minerva som stadig græder.
   "Marun..." Sentai lægger Akea ned på briksen og dækker hendes ansigt med ligklædet. "Marun..."
   han rejser sig og knytter næven så hårdt at knoerne bliver hvide. En mørk skygge glider hen over hans ansigt.
   Elandra knuger Minerva ind til sig, da en kraftigt vind pludselig blæser gennem lokalet. Hun vender sig om og ser Sentai stå omgivet af en varmedis. Han står med bøjet hoved. Hver eneste muskel i hans krop er spændt. Der er som om en svag vind blæser fra hans krop og får hans hår og tøj til at blafre. Han bider tænderne sammen og blotter derved sine spidse hjørnetænder. "Marun!" Jorden begynder at ryste.
   Elandra ser lamslået til, "hans mana... den er for stærk - selv for en dæmon." Med ét lægger han hovedet tilbage og skriger. "MARUN KAI!" Et kraftigt blodrødt lys flammer op omkring hans krop, og striber af rødt lys hvirvler rundt om ham. Han rækker hånden frem mod den fjerneste væg. Da han knytter hånden, begynder væggen at slå revner, og da han åbner hånden igen, nærmest eksploderer den. Han sender et sidste blik ned mod Akeas livløse krop, og stormer så ud gennem hullet i væggen. Marun... Jeg finder ham... jeg finder ham og dræber ham med denne hånd! Han ser et øjeblik på sin hånd, og retter så blikket mod horisonten. Hvorfor...?
   Tilbage i templet sidder de tre søstre midt på gulvet. Elandra holder Jana og Minerva tæt ind til sig, imens hun ser ud mod horisonten. "Ser det sådan ud... når et hjerte knuses?"


År 1017 E.UOE (efter Union of Elements)
   Vinden fejer hen over luftskibets øverste dæk. Helt ude ved kanten, stirrende ud imod horisonten, sidder en ensom skikkelse. Hans armløse, venstre ærme blafrer i vinden. Havbrisen blæser gennem hans småpjuskede, hvide hår med de to små fletninger hængende ned fra hans venstre tinding. De beslutsomme gule katteøjne fæstnet ved den blodrøde solopgang. Ved hans side ligger et stort sværd i sin skede. Hans fingre kærtegner sværdets skæfte. "Så er det nu... det sidste kapitel i min historie... min rejses mål..."
   "Du, Sentai?" En ung mand kommer hen og sætter sig ved hans side. Den unge mands hår er ligesom Sentais helt hvidt, og hænger løst ned over hans kønne ansigt. Han ser et øjeblik på Sentai. Han ligner bare et menneske som alle andre. Midt i 30'erne måske. Men at tænke sig, at han har levet så længe, og oplevet denne verden i flere tusind år.
   "Ja, Shinsuke?" svarer Sentai uden at fjerne blikket fra solopgangen.
   "Er du slet ikke bange?"
   "For at dø? Nej... ikke længere. Efter 2000 år frygter man ikke længere døden."
   "2000 år...? Hvad vil du gøre når du møder ham?" spørger Shinsuke og ser på Sentai.
   "Jeg vil afslutte hvad jeg begyndte for to årtusinder siden..."
   "...hvorfor har du ikke gjort det tidligere?"
   "Det prøvede jeg også... men jeg var ikke stærk nok," svarer Sentai og ser på sin hånd. "Hvis jeg skal være ærlig, så håbede jeg, dengang for 1000 år siden da Kyoku og jeg forseglede Marun, at han en dag ville slippe fri, så jeg selv kunne afslutte det. Lige siden den dag har jeg trænet og forberedt mig på at kæmpe imod ham igen. Og nu... med kraften fra dette sværd..." sige han og klapper Kaitsuga på skæftet. "..." Han tænker tilbage på dengang de to mødtes for første gang.

De var begge lige blevet udstødt af deres landsby, og havde ingen steder at tage hen, men sammen klarede de sig alligevel. Det var først senere, at Marun begyndte at hade menneskene. Han hadede dem for deres svaghed, og for deres latterlige følelser. Han mente, at han og Sentai var født til at herske over Minardis. Men Sentai delte ikke Maruns holdninger. Han havde forelsket sig i en pige ved navn Akea. Et menneske.
   Marun blev rasende. Han begyndte at afsky Sentai på grund af hans kærlighed til disse svage væsner. Da han en dag fandt Sentai og Akea sammen, trak han i raseri sit sværd og gav, med den giftige klinge, Akea et snit hen over ryggen.
   Det var ikke meget mere end en rift, men det var nok til at klingens gift kunne trænge ind i kroppen...

En anden ung mand træder ud gennem døren til dækket.
   "Hey i to! I må hellere komme indenbords. Skye siger at vi snart ankommer til destinationen." Hans lange sorte hår flagrer bag ham som en kappe.
   "Jaja, Rashi. Vi kommer nu," svarer Shinsuke og rejser sig.
   "Hvordan i alverden er jeg dog endt i det her selskab?" spørger Sentai med et skævt smil, da han rejser sig. "To halv-engle, et medlem af Shirenmei, hans gale søster, og en dragedræber..." han ler da han og Shinsuke træder indenfor luftskibets stålpanser.

Jetstrømmene fra luftskibets enorme motorer hvirvler sand og støv op, da de lander mellem landskabets rødlige klipper og få hårdføre træer. Shinsuke, Sentai og Rashi træder ned fra luftskibets landgangsbro og ned på den tørre støvede jord.
   "Ska' vi så gi' det svin no'en tæsk?" griner Rashi og knækker fingre.
   "Vent Rashi..." Shinsuke lægger en hånd på Rashis skulder.
   "Hvorfor dog det?" spørger Rashi undrende.
   "Sentai har ventet på dette øjeblik i to årtusinder... det er hans kamp..." Shinsuke ser i retning af Sentai.
   "Ja... du har nok ret..." siger Rashi og nikker.
   Et stykke fra dem, mellem klippestykker og udtørrede træer, står en skikkelse med ryggen til dem. Hans lange sorte hår er delt i tre hestehaler som flagrer let i vinden. Ved hans side hænger et smukt sværd med en lang, smal klinge. Han vender sig rundt og ser på Sentai med kolde, røde øjne.
   "Marun Kai..." Sentai knuger sværdskæftet i sin hånd og trækker Kaitsuga fra skeden.
   "Hvad vil du så gøre denne gang? Vil du "gøre dit bedste" igen?" ler Marun. "Bare ærgeligt at "dit bedste" ikke er godt nok!" Han blotter sine spidse hjørnetænder i et grin.
   "I 2000 år har jeg ventet på at dræbe dig. Jeg vil hævne Akeas død!" råber Sentai rasende.
   "Hvad? Handler det stadig om den ynkelige tøs? Hun var jo bare et menneske." griner Marun nedladende. "Hvornår fatter du at vores styrke er en gave? En gave som vi skal bruge til at herske over de svage..." Han lægger hånden på skæftet af sit sværd og trækker det af skeden.
   "Du snakker om styrke og svaghed, som om du ved hvad det betyder..." mumler han og knuger Kaitsugas skæfte. Jorden omkring Sentai begynder at ryste og slå revner. Kulsort mørke emmer op ad revnerne og begynder at sno sig op ad Sentais ben og hvirvle omkring hans krop. "DU FORSTÅR INGENTING!" I samme øjeblik sætter begge dæmoner af og springer imod hinanden.
   Et øjeblik er det som om alt står stille. De to krigere svævende midt i luften, en stille vind der får træernes blade til at rasle, og morgensolens stråler, der bader landskabet i et gyldent skær.

"AKEA! NEJ!" Hun ser på ham med sine kønne triste øjne. "HOLD UD AKEA!" Han trækker en kniv frem og snitter hul i sin og Akeas håndflade. Han tager hendes hånd i sin så deres blod blandes, og hvisker til hende. "Du skal nok klare den. Med mit blod i dine årer, kan vi være sammen for altid..."
   Han rejser sig og ser på Marun med øjne der brænder af had. "Hvorfor...? Hvorfor kan du ikke acceptere hende?"
   "Hun er jo et menneske - en svækling. Vi er dem overlegne," svarer Marun.
   "Og hvad så? Det giver dig ikke ret til bare at dræbe dem! De er da lige så meget værd som os!" råber Sentai rasende tilbage.
   "Du fatter det stadig ikke... menneskenes eneste formål er at tjene OS! Vi er skabt til at herske. Vi er de ultimative skabninger!" og slår ud med armene. "Alt dette tilhører OS!"
   "Hvorfor skal du altid være sådan? ...OG HVORFOR SKULLE DET GÅ UD OVER AKEA?!" Sentai knytter næverne og farer frem mod Marun.
   "Tåbe..." Marun træder et skridt til siden og fejer med et simpelt spark benene væk under Sentai. Sentai ruller rundt og kommer på benene igen.
   "Lad være... med at undervurdere mig..." Med venstre hånd trækker han sin kniv og springer frem samtidig med, at han hugger vildt ud efter Marun.
   "..." Marun dukker sig for slaget samtidig med, at han trækker sit sværd af skeden og svinger det opad i en lodret bue.
   "UAAAARGH!" Sentai falder til jorden, skrigende af smerte. Et stykke fra ham, lander hans arm, hvis hånd stadig knuger om knivens skæfte. "Gngh!" Han bider smerten i sig og tager sig til sin blodige armstump.
   "Du er en skændsel for hele din race..." siger Marun nedladende, før han vender sig og går.
   "Akea..." Sentais blik falder på Akea, der ligger ved siden ad ham. "..." Hans syn bliver sløret, og han besvimer.

De omkringstående klipper slår revner, og sværdenes klinger gnistrer, da de to krigere tordner sammen. Støvet lægger sig, og midt i en cirkel af sorte flammer står de to krigere ansigt til ansigt. De presser deres sværd mod hinanden af alle kræfter. Stålet skriger under den enorme belastning. De står så tæt at deres ansigter næsten rører hinanden.
   "Hvad vil du gøre?" hvisker Marun i et provokerende tonefald.
   "Det her!" råber Sentai, og slår Maruns sværd til side og hamrer sit sværdskæfte ned i ansigtet på Marun.
   "Aargh..." Marun træder et par skridt tilbage imens han tager sig til hovedet. Blodet løber ned over hans ansigt fra et sår i panden. "Jeg må vist hellere tage dig alvorligt," griner han og holder sit sværd vandret ud til siden. En grønlig dis begynder at dannes omkring klingen.
   "Giftklingen? Det var den teknik der dræbte Akea..." Sentai holder sværd ud til siden ligesom Marun. "Det er nu eller aldrig..." Mørket omkring Sentai bliver til røde striber af lys der hvirvler omkring hans krop. Kaitsugas klinge begynder at stråle med det samme røde lys, som omgiver Sentai. "Det er tid til at se om Blodklingen lever op til mine forventninger..." Han hæver sværdet til slag og springer frem mod Marun. "Nu skal du føle 2000 års smerte!"
   Marun smiler ondskabsfuldt og trækker sit sværd baglæns samtidig med, at han retter spidsen fremad. Klar til stød.
   Idet Sentai nærmest slynger sit sværd fremad, eksploderer manaen omkring ham og hans sværd i en kaskade af rødt lys. "DEN HER ER FOR AKEA!"

Alt er stille. Kun lyden af Kaitsugas klinge der klirrer mod klippens hårde overflade, og lyden af bloddråber der rammer den tørre jord.
   "Hv- hvordan...?" Sentai står med armen hængende ned langs siden. En stribe af blod løber fra hans ene mundvig. Blikket i hans gule øjne er fjernt og spørgende. "Hvordan...?" Den blodige spids af Maruns sværd stikker ud gennem hans ryg. Foran ham, halvt siddende, knuger Marun Kai om skæftet på sit sværd, hvis klinge er begravet i Sentais krop. Hans hænder er smurt ind i blod, da han rejser sig og trækker sværdet ud.
   "Argh!..." Sentai hoster en mundfuld blod op og går i knæ. Han støtter mod jorden med sin hånd. Han hører Shinsuke og Rashi råbe til sig, men deres stemmer er allerede svage og utydelige. Giften virker allerede. Han kan mærke at Rashi rusker i ham imens han råber et eller andet, men han kan ikke høre hvad. Han ser Shinsuke stå med Kaitsuga rettet imod Marun. Hans krop bliver kold, og det sortner for hans øjne. "Akea..."


* * *
   "Hmmhhm..." Sentai åbner langsomt øjnene. "Hvor... er jeg?" Overalt omkring ham skinner et blændende hvidt lys. Han sætter sig op og føler omkring sig med hænderne... med begge hænder. "Græs... blomster...?" Lyset toner langsomt ud. Han sidder midt på en eng, og hans tøj er helt hvidt.
   Han rejser sig og retter blikket mod himlen. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og fuglene kvidrer lystigt. En mild vind får engens græs til at bølge. "Sentai?!" Han hører en velkendt stemme kalde på ham. Han vender sig rundt.
   Der står hun. Midt på engen i en smuk hvid kjole. Hun er blevet voksen. Det lange brune hår omfavner hendes krop og understreger de voksne men stadig ungdommelige former. Med bankende hjerte går han hen til hende. Han tager hendes små hænder i sine, og ser hende dybt i øjnene. Hun ser op på ham.
   "Sentai..." Hun omfavner ham og trykker sig ind til ham. Tårer triller ned ad hendes kinder.
   "Har du... ventet her... i alle de år...?" spørger han og gengælder hendes omfavnelse. Akea nikker og lægger sit hoved på hans skulder.
   "Du har ventet længe nok... min rejse slutter her... jeg bliver hos dig... for altid..." Han knuger hende ind til sig, og ser ud mod horisonten. "For altid..."

"Dreams may fade,
   and memories may be forgotten,
   but a legend will never die."
   - Alexander Alastor Raijin-