Atvia strakte sig dovent, ignorerede de ømme musklers klagen og gabte. Klokkens skarpe falske klang lød for anden gang. Hun hadede lyden af den klokke. Den var, ligesom pisken, et redskab for undertrykkelse, alt i ens liv blev styret af den klokke. Det var mørkt i den lille hytte, som ingen vinduer havde, men hun havde ikke behov for lys. Efter et helt liv i mørke hytter og mørke miner, lærte man at føle sig frem og huske, hvor alting befandt sig.
   Hun greb den slidte kjortel, der lå ved siden af den tynde sovemåtte og trak den over hovedet. Hun rynkede på næsen. Lugten var ikke videre behagelig, men hun havde ikke haft tid til at vaske den. Tante var allerede oppe. Hun kunne skimte tantens sovemåtte og hendes få ejendele ved siden af, i den smule lys der sivede ind igennem døråbningen, sammen med de sædvanlige morgenlyde. Udenfor hytten stak hun sine fødder i de lette sandaler og snørede dem. Tæerne var sorte af støv og fyldt med en masse små skrammer og sår. Den ene storetånegl var helt blå. Den ville nok snart falde af. Det kom med arbejdet. Solen tittede op over horisonten og i det gyldne lys kunne man skimte de trætte skikkelser, der sad ved de faldefærdige borde, på bænke, som vaklede faretruende, når man satte sig på dem.

Andre søvninge skikkelser kom ud af de små hytter og som i trance hentede de hver et af de små brød, der lå i en stor bunke på et af bordene. Tante vinkede til hende fra et af bordene. Hun havde allerede hentet brød til dem begge og en kop varmt vand. Hun smilede og rakte Atvia det ene af brødene, da hun satte sig ned.
   "Det blev sent i går. Du fik ingen aftensmad," sagde Tante bebrejdende og nervøst.
   "Undskyld," mumlede Atvia og satte tænderne i det tørre brød.
   "Jeg svarede en af dem imod," som altid når hun blev ked af det eller bare tænkte på noget ubehageligt, gned hun sin slavemærkede skulder. Hun så ned i bordet. Hun vidste, hvor nervøs hendes oprør gjorde Tante, som rystede opgivent på hovedet, da Atvia så op og mødte hendes blik.
   "Hvor din trang til oprør er kommet fra ved jeg ikke, men en dag får den dig slået ihjel," sagde Tante hårdt og bittert. De tav begge.
   "Eller så får den dig væk fra dette sted," fortsatte hun og åndede tungt ud. Atvia smilede trist og så ind i det livstrætte blik over bordets ru overflade. Det knugede hende at se sin tante sådan.
   "Jeg er ked af at give dig bekymringer Tante, men..."
   "Tænk ikke på det Atvia. Bare pas på dig selv," afbrød hun hurtigt, med et lille tynget smil. De spiste videre i tavshed. Det varme vands metalliske smag, var ikke noget Atvia brød sig om, men hun vidste at det ville give hende varme indtil arbejdet overtog og tømte det skårede krus. Ikke engang et teblad kunne de ofre på slaverne.

Da den store klokke ringede for tredje gang, rejste alle slaverne sig og stillede sig i kø ved nedgangen til minen.
   "Atvia!" Anji som stod lidt længere fremme vinkede.
   "Mød mig i den vestlige gang!" råbte han og dukkede sig for et slag fra en af opsynsmændene. Hun nikkede tavst for sig selv. Anji havde været hendes bedste ven, siden den dag hendes forældre døde. Det var en mineulykke. Det var dagen efter hun var blevet brændemærket på skulderen. Hun kunne huske, hvor vred hun havde været på Herrerne og at det have stormet kraftigt den dag. De fleste af de andre børn havde grædt og kaldt på deres mødre, som var i minen og arbejde. Atvia havde bidt tænderne sammen og i sit indre, næret en ild af vrede i stedet. Det havde været, som om noget indeni blev antændt den dag og det var aldrig blevet slukket siden.
   Der skete en sammenstyrtning i minen. Atvia kunne stadig mærke lugten af blod i sine næsebor og synet af de sårede de trak op af minen, hjemsøgte jævnligt hendes drømme. Selv disse fem år senere. Der var sket flere sammenstyrtninger siden, men denne var den hun selv bedst huskede. Hun kunne huske, hvordan flere af de voksne havde grædt og at alle børnepasserne, de gamle og syge, havde trukket børnene væk fra nedgangen til minen, men at hun selv var smuttet væk fra dem og nærmere.
   Det var der de havde trukket hendes forældre op, hun så på en mindre nedgang, som ikke blev brugt længere. Som altid, havde de arbejdet side ved side. Begge var oversmurt af blod og hun kunne huske at moderen havde en rød plet i panden og at hendes fars en arm sad i en skæv vinkel. Begge døde. Hun skreg og kastede sig over dem. Slog alle de hænder væk som prøvede at trække hende til side. En af opsysnmændende piskede hende, men hun mærkede kun hvor ondt det gjorde indeni. Piskeslagene efterlod for altid, lyse striber på hendes ryg og nogengange om natten, når hun havde en af sine drømme, smertede de, som om det hele skete forfra igen. Det lykkedes en af de andre slaver at kaste sig imellem piskeslagene og Atvia og få hende trukket væk. Det var Anji. Han trak hende med sig ind i sin hytte og der sad han med hende, så længe det tog hende at græde sin smerte og vrede ud. Han vidste hvordan det var. Han havde stadig sin far, men havde mistet sin mor et par år tidligere i en anden ulykke.

Herrerne huskede længe den mineulykke. Ikke fordi det var en mineulykke. Det var en hændelse, de anså som et mindre irritationsmoment. Noget der blot forsinkede brydningen af de smukke ædelstene, men de huskede den, fordi der i de følgende dage regnede så meget, at mange hjem blev oversvømmet og fordi det lynede og tordnede så meget, at mange troede dommedag var kommet. Atvia selv græd og rasede i mange dage derefter, men så en dag stoppede tårerne og stormen stilnede langsomt af. Hun havde ikke grædt siden dengang. Længe efter troede hun ikke, at hun nogensinde ville le eller smile igen og det var godt. For andet ville være forræderi overfor hendes forældre, men Anji, der var blevet hendes ven, ændrede det. Aldrig for træt efter dagens arbejde til at underholde hende og da det blev tid for Atvia at komme i minen hjalp han hende. Viste hende, hvordan man kunne skelne imellem almindelige klippestykker og så dem der indeholdt ædelstene. I denne mine var det topazer de brød. Især de orange topazer var der mange af. Atvia var elleve første gang hun gik i minen, ligesom de andre slavebørn.

Hun fik udleveret sin hakke og kurv af opsynsmanden og fandt Anji nede i minen. De hilste tavst på hinanden og gik rutinerede i gang med arbejdet. Atvia svedte med det samme. Hun arbejdede sammenbidt stivheden ud af musklerne og faldt i takt med de omkringståendes slag. "Hvornår blev du færdig i går?" Anji lød ikke bebrejdende. Han vidste hvordan det var at have disse oprørske tanker, men ikke desto mindre mente han, at Atvia var lidt for god til at få sig selv i uføre.
   "Ved måneskifte tror jeg," svarede hun ligegyldigt og hakkede et klippestykke løst og lod det falde ned i kurven.
   "Kom nu ikke med et langt foredrag igen," skyndte hun sig at indskyde, da hun så ham lægge an til en salve. Anji lo og slog endnu et stykke klippe ned i sin allerede halvfulde kurv.
   "Du ved hvad jeg vil sige søster," lo han. De vidste at selvom de følte en stærk varme for hinanden, ville de aldrig blive valgt som mager og havde derfor valgt at kalde hinanden bror og søster.
   "At jeg må lære at være min mund bror? At jeg skal huske at vise ydmyghed? At jeg skal lade ham lægge sine herre hænder, hvor han vil på min krop?"spurgte hun sarkastisk. Anji standsede op.
   "Prøvede han at røre ved dig igen?" Hun mødte den ulmende vrede i hans blik og fremstammede.
   "Der skete ikke noget. Jeg undgik ham."

"De behandler os som ejendom!" vrængede han med et lidet klædeligt udtryk i sit ellers smukke ansigt og kløede sine skægstubbe irriteret.
   "Vi er ejendom," mumlede Atvia konstaterende. Hun så over på ham. Hans udtryk var let at tyde.
   "Du gør ikke noget dumt Anji. Det er min kamp. Lov mig det?!" Han nikkede langsomt.
   "Men hvis..."
   "Ikke noget hvis!" snerrede hun.
   "Du gør ikke noget!"
   De arbejdede indædt videre begge to. Lod vreden over det trøstesløse liv hamre hakken ind i klippen.
   Imellem de taktfaste lyde fra hakkerne, kunne man høre brudstykker af samtaler. Nogengange kunne man høre de ældre klage sig, som de rettede deres rygge under den tunge kurv, som de slæbte den op af minen. Andre gange kunne man høre gråd. Det var det værste synes Atvia. Den trøstesløse gråd fra mennesker uden håb. Eller gråden fra et barn, som knapt kunne løfte de tunge hakker. Atvia gøs. Den første tid i minen var den sværeste. At skulle vænne sig til mørket, lydene og det hårde arbejde.

Det allerværste var dog når man kunne høre opsynsmandens pisk falde over en eller andens stakkels ryg. Når man kunne høre dem skrige af smerte og vidste at det var alt dette liv indeholdt. Ingen fred, kun arbejde, trøstesløshed, smerte og topazer i Mith minen. Atvias kurv var fyldt. Anji hjalp hende med at få den på ryggen og hun banede sig vej op af minen. Oppe på overfladen sad en af opsynsmændene ved et bord. Her afleverede hun sin kurv, fik et kryds i et skema og kunne vende tilbage til minen med en tom kurv, klar til at blive fyldt. På en god dag kunne hun fylde fem kurve. Opsynsmændene var aldrig tilfredse, medmindre hun fik mindst 4 kurve op og nåede man kun 3, ja så havde de tid til at vente til man fik nr 4 hevet op. Atvia sukkede. Hun skulle nå mindst en mere kurv inden middag ellers ville det se sort ud.

Næsten ingen slaver drømte om frihed. Frihed var en tanke der havde svært ved at få grobund i et sind pisket til lydighed. Det eneste de fleste slaver drømte om, var at blive huslave for de velhavende, som jævnligt besøgte slavelejrene for at finde nye hjælpere i deres hjem. Der var derfor tre rang af slaver. De laveste var selvfølgelig mineslaverne, derefter huslaverne og til sidst de slaver der tjente i templerne og for de adelige. Et liv som huslave. Det var alt en slave kunne drømme om. Ingen drømte om frihed. Tohundrede års trøstesløshed var så overvældende, at det nu nærmest var medfødt. Det havde altid undret hende, hvordan både Anji og hun, så kunne have disse tanker om frihed. Nogenganhge sad de sammen under træerne og hviskede om flugt. Begge vidste at det var umuligt, men det gav alligevel håb at sidde der sammen under et hullet tæppe og planlægge.

Hun ømmede sig stille, da hun slog foden imod et løst klippestykke på vej ned i minen, men stoppede ikke op da en opsynsmand kom gående ud. Når man mødte en opsynsmand gjaldt det om at falde i med klippevæggen. Se ned i jorden og virke så underdanig som muligt, men det var ikke noget, som nogensinde havde faldet Atvia let at gøre, men på det seneste havde opsynsmændenes opførsel overfor hende ændret sig og nu følte hun den underdanige opførsel mere presserende end før. De var begyndt at se på hende med sultne blikke og det morede dem næsten, når hun ikke kunne styre sin opsætsighed. De udnyttede alle situationer til at lade deres hænder glide ned ad hendes krop og han, som havde idømt hende de ekstra kurve dagen før, var den værste. Mænd var mere end kvinder, men en slavekvinde var endnu mindre. Hun var støv. Noget man trådte på og de blev ikke anset for et tænkende væsen. De skulle bare vide, tænkte hun stille. Atvia fandt Anji nede i minen og kastede sig vredt over klippevæggen.

"Hvorfor Anji? Hvorfor tror de at de er mere værd end os? Hvad giver dem ret til min krop og til at mene at jeg ingen tanker og følelser har?" sagde hun forpustet imens det ene stykke klippe faldt ned i kurven efter det andet.
   "Pisken," mumlede Anji
   "og sænk for guds skyld din stemme."
   "Gud? Hvad har gud nogensinde gjort for os?" vrængede hun. Anji skulle lige til at svare, men så lød klokken i det fjerne og køkkenslaverne kom slæbende med store kurve fyldt med tørt brød og halvfordærvet kød. De spiste hurtigt og tavst. Hvis en af opsynsmændende synes de var for lang tid om måltidet, fik man pisken at smage, men hun havde ekstra travlt. Hun var allerede en halv kurv bagefter. Atvia nåede lige at sluge den sidste bid af brødet, da den værste af alle opsynsmændene dukkede op. Han som havde straffet hende dagen før. Hun rejste sig hurtigt og hakkede løs på klippen. Håbede at han ville fortsætte forbi hende. Men det gjorde han ikke. Hun kunne høre hans tunge vejrtrækning og det lyse skæg kildede hende i nakken.
   "Nåh?" stønnede han tungt. Han lugtede dårligt ud af munden, hun holdt vejret.
   "Er du mere medgørlig i dag?" Hun gøs og priste sig lykkelig for, at Anji spiste med sin mor et stykke nede i den anden minegang. Hun kunne ikke stole på at han ville holde sig udenfor. Den store ru hånd gled op ad hendes bare arm. Billeder af unge slavekvinder, der blev trukket med til opsynsmændenes barakker dukkede op på nethinden. Endnu værre var det efterfølgende billede, af de samme kvinder, som grædende vendte tilbage derfra. Nogen blev aldrig sig selv igen, andre havde taget deres eget liv.

Hun mærkede hårene rejse sig over hele kroppen som han trådte endnu nærmere. Hun gjorde sig stiv. Ingen af de andre slaver lod sig mærke med optrinnet. Det skete så tit og der var intet at gøre. Lidt væk stod en anden opsynsmand og lo.
   "Hvis du følger med så slipper du for mere arbejde i dag," hviskede han ind i hendes øre. Hun prøvede at vende sig væk, da hans kvalme ånde nåede hendes næsebor, men han greb hende om hagen med hård hånd og tvang hende til at vende sig om og se på ham.
   "Sådan min lille sorthårede og grønøjede djævel," han nød magten. Hun kunne mærke hvordan han nærmest sitrede af fryd.
   "Hvis du er god ved mig, så vil jeg måske anbefale dig som huslave til min familie. Så ville vi få mere tid til at hygge os," han smilede slesk. Hun stemte sine hænder imod hans brystkasse og forsøgte at støde ham fra sig. Hun var stærk af de mange års arbejde i minen, men han var stadigvæk stærkere. Hun hadede at føle sig så svag. Han forsøgte at kysse hende, men stivnede så midt i bevægelsen og en sagte sitren gik igennem hele hans krop. Blod løb stille ud af hans ene mundvig, øjnene blev tomme og så faldt han over mod Atvia. Hun så i et glimt Anji stå bag ved opsynsmande med et vildt blik, men så mærkede hun, hvordan den tunge krop tvang hende bagover. Hun følte en smerte i baghovedet og så blev alt sort.

Hun åbnede forvirret øjnene. Tante sad grædende ved siden af hendes måtte.
   "Hvad er der sket?" mumlede Atvia forvirret. Det sidste hun kunne huske var Anjis ansigt.
   "De vil slå ham ihjel.," sagde Tante stille og forsøgte at tørre tårene bort. Atvia satte sig op, men en hed smerte i hovedet tvang hende tilbage på måtten. Forsigtigt følte hun på sit baghoved. Det var hævet og meget ømt. Det havde blødt, for håret var helt stift og klistrede lidt. Hun så på sin tante.
   "De... de piskede ham til han var helt blodig," Tantes ansigt var en stivnet grimasse af frygt og afsky.
   "I morgen ved solopgang vil de hænge ham," græd hun og så væk fra Atvias lammede og halvt uforstående blik.
   "Hvad skete der?" spurgte hun så.
   Atvia berettede hurtigt om opsynsmanden og de tilnærmelser, som kom på daglig basis. Tante strøg hende forsigtigt over håret, med et bittert drag om munden. Nikkede så opgivende.
   "Døde opsynsmanden?" spurgte Atvia lidt dumt.
   Tante nikkede stille og rakte et krus med vand frem.
   De sad længe i tavshed og holdt om hinanden.
   "Nu må jeg se Anji," hun mærkede en klump i halsen af smerte og løsrev sig. Han havde reddet hende og nu skulle han dø. Åh det fjols! Det var blevet mørkt udenfor, men der var stadigvæk lys i de større stenhuse, som Herrerne boede i.
   "Vent til Herrerne er gået til ro," sagde Tante. De tog hinanden i hånden.
   "Jeg er bange, min skat. Jeg kan mærke at dette måske er sidste gang jeg ser dig," store tårer trillede ned af kinderne på den ældre kvinde. Atvia nikkede.
   "Jeg må forsøge at få ham væk," sagde hun og tørrede tårerne bort fra sin tantes kinder. Hun tænkte på Tante og Anji. De eneste to personer hun holdt virkeligt af.
   "Tag med," hviskede hun. Tante rystede på hovedet.
   "Jeg er for gammel, jeg vil bare sinke jer," svarede hun opgivende. Atvia blev vred. Tante var en stærk kvinde, men hun stod blot igennem. Hun søgte aldrig noget bedre. Hun lukkede af for vreden og kyssede i stedet sin elskede tante på kinden.

Der blev stille udenfor. Atvia vidste at Herrerne forberedte sig til midsommerfesten, hvor de fejrede årets længste dag. Det var ofte en kæmpe fest, som gerne varede hele natten. Det var hendes held at de gik tidligt til ro dagen før. Det var også hendes seksten års fødselsdag. Det var der ingen som fejrede. Hun strøg kærligt Tantes grånende hår og tænkte på, hvor forfærdeligt det var at Tante i en alder af femogtredive havde rynker, af at fortrække sit smukke ansigt i smerte og gråt hår. Ofte kunne hun næsten ikke bevæge sig for smerter i arme og ryg. Gigten plagede allerede. Måske var Herrerne nådige og ville snart lade hende passe børn, sammen med de andre syge og gamle.

Herrefolket udvalgte altid hvilke mænd og kvinder af slaverne der skulle være mager.
   Tantes udvalgte, var en dårlig mand. Han slog hende, indtil hun en dag fik nok og flyttede ind til sin bror, hans kone og deres datter. Efter sin brors død var hun blevet boende med Atvia. En gang imellem kom Tantes mand og lå med hende, som det var hans ret, men lod dem ellers være i fred. Da Atvia var yngre havde hun altid ventet udenfor den lille hytte med knyttede hænder imens hun hvæsede forbandelser over manden og Herrefolket. Dog aldrig så højt at nogen hørte, hvad det var hun mumlede. Anji plejede at sidde et stykke væk og le af hendes vrede, men hun vidste at han foragtede Herrefolket og deres love ligeså meget som hun gjorde. Tantes mand lod som om han ikke så hende gå rundt udenfor hytten, når han trådte ud og forlod altid stedet, uden så meget som et farvel til Tante eller Atvia. I sin naivitet var hun overbevist om at hun hellere ville dø end blive tvunget til at leve med en anden mand og hun var sikker på, at for hver gang Tante have ligget med sin mand, var der dukket en ny rynke op.

"Jeg må vel hellere gå nu," sagde hun og rejste sig forsigtigt op. Hun måtte støtte sig til Tante, da det sortnede for hendes blik. Hovedet. Smerten var overvældende og det suste ubehageligt for ørerne, men der var ikke tid til at vente på, at hun fik det bedre. Det var nu eller aldrig.

Efter en tårevædet afsked sneg Atvia sig over den lille plads ved de små forkrøblede hytter. Det var begyndt at regne kraftigt og torden kunne høres i det fjerne. Hvis det ikke var fordi hun vidste bedre, ville hun tro at alle de små førkrøblede hytter, kunne vælte til den ene side hvad øjeblik det skulle være, men mange af dem havde stået der længe før hun blev født. Det lykkedes hende at undgå vagtposternes blikke, men hun vidste også at de ikke så særligt godt efter. Det skete aldrig at folk prøvede at stikke af. Atvia havde oplevet det en eller to gange i hele sin levetid og hver gang, var de ikke nået langt, inden hundene havde jaget dem ind og dræbt dem. Alle slaver frygtede hundene mere end noget andet. Det var kæmpestore, frådende bæster og var der en slave som var for fræk, risikerede han at blive kastet for hundene, som straf. Hængning var til hver en tid at foretrække.

Buret, som det lille fængsel blev kaldt, lå ved skellet imellem slavelejren og landsbyen. Hun kunne først ikke se nogen i buret, men så lagde hun mærke til skikkelsen, der lå sammenkrøbet i et hjørne. Hun satte sig på hug og sikrede at ingen vagtposter var i nærheden. Hun var et øjeblik glad for det hovmod, der gjorde dem så selvsikre, at de ikke havde sat en vagtpost ved buret.
   "Anji," hviskede hun forsigtigt. Han løftede langsomt hovedet.
   "Atvia?" han krøb stønnende nærmere. Hun greb hans hænder igennem tremmerne og gispede ved synet af det forslåede ansigt. Det ene øje var blåt og hævet så meget, at det var helt lukket til. På kinderne var der plamager af blod og flere striber efter piskeslag kunne ses på hans hals arme og ryg. Hun begyndte at græde.
   "Jeg troede ikke du græd," sagde han blidt med et anstrøg af sin velkendte humor. Hun rystede langsomt på hovedet og lod det sorte glatte hår glide ned foran ansigtet for at skjule tårerne.
   "Hvorfor gjorde du det? Hvorfor?!" hun græd endnu mere og alle forsøg på at stoppe tårerne var forgæves.
   "Jeg elsker dig, Atvia," hviskede han sørgmodigt.
   "Jeg kunne ikke lade ham gøre det. Jeg kunne ikke klare at se dem gøre det imod dig. Forstår du? Jeg var egoistisk. Jeg kunne ikke klare tanken om det tomme blik, du ville få i dine smukke øjne." Han strøg hende over kinden. De sad lidt i tavshed. Hun indsnusede den velkendte lugt af ham.
   "Jeg skal dø Atvia. Jeg ved du vil leve videre og jeg ved du vil gøre mig stolt." Hans verjtrækning blev besværet og hun kunne se, at han prøvede at skjule, hvor mange smerter han var i. "Lad os flygte!"
   Hun prøvede at rejse sig op, men han holdt hende tilbage.
   "Jeg kan ikke, Atvia. Du skal flygte. Du kan klare det alene. Det ved jeg!"

Tårerne kom hurtigt nu, men blev hvisket bort af regnen der faldt så tungt og hurtigt at det var svært at se en hånd for sig. Hovedpinen var overvældende, men hun ignorerede den. Hun kunne høre vagtposterne lidt længere fremme. De brummede utilfredse med regnen og havde søgt ly under et stort træ i udkanten af skoven. Hendes held. Hun smuttede forbi dem uden problemer. Regnen og tordenen skjulte alle lyde. Hun trak vejret dybt og løb ind i skoven. Hun havde aldrig været så langt fra slavelejren før. Skovene var farlige. Vagterne var der for at holde slaverne inde, men så sandelig også for at holde ulvene ude. Ikke fordi ulve var set ofte, men for Herrefolket var det tydeligvis en stor nok trussel, bare at vide at de eksisterede. Hun indsnusede den ukendte lugt af våd skov. Der var så mange lugte og lyde, at hun farede sammen hvert øjeblik, men til sidst lykkedes det hende at overkomme frygten for det ukendte og hun satte farten lidt op. Det begyndte at lysne i horisonten og hun følte en knugen i brystet. Det var nu det skete. Hun græd ikke mere, men en brændende vrede kæmpede sig op igennem hendes krop og hun fik fornyede kræfter. Hun ville slippe væk og en dag skulle de alle få betalt. Tordenen kom nærmere og vinden tog fat i trætoppene med en fornyet styrke. Hun satte i løb. De ville have opdaget hendes manglende tilstedeværelse nu og imens hun kæmpede sig igennem lave bevoksninger af stridt krat, lyttede hun efter forfølgere. Først da solen stod højt på himlen, kunne hun høre hundene bag sig. Hun var så udmattet at hun snublede fremad. Det småregnede og blæste.

Slavehundene mistede aldrig færten af deres bytte og de opgav aldrig jagten. De kom langsomt nærmere. Hun kunne høre hundeførerne give korte hårde ordrer og forsøgte at sætte farten op, men det lykkedes kun i et par skridt. Hele kroppen gjorde ondt og lungerne føltes som skulle de sprænges, hvad øjeblik det skulle være. Nu var de helt tæt på. Hun kunne lugte dem, høre deres vrede snerren og gutturale gøen. En af dem fik fat i hendes kjortel og rev et stort stykke løs. Hun fik overbalance og snublede over en trærod. Straks var de over hende. Hun prøvede at skjule sit ansigt med armene og følte de skarpe tænder bore sig ind i det bløde kød. En mægtig brølen lød over hundenes snerren og hun kunne mærke hundene blive trukket væk en for en. Der lød nogle høje bump og hylen. Hun blev liggende. Dødeligt udmattet. Mon hun var død nu? Eller kom de om lidt og hev hende med tilbage? Hun var ligeglad. Hun kunne ikke mere. Måske hun så i det mindste ville se Anji igen. Han sagde altid at man mødte sine elskede på den anden side. Var der overhovedet nogen anden side?
   Der skete intet. Hun blev liggende længe. Indtil aftenkøligheden meldte sig og satte sig forsigtigt op. Rundt på det lille område lå hundene spredt. Alle døde. Flere havde fået hovedet knust imod træstammerne. Lidt længere væk lå de to hundeførere. Også de var døde, den ene havde brandsår over hele kroppen, som var et lyn slået ned i ham. Løv og græs var revet op, brændt eller flænset. Den lille lysning var fuldstændig raseret. Hun gøs. Lugten af blodet fik det til at vende sig i hende og hun kastede det sparsomme indhold af sin mave op. Hun var så tørstig og kold. Hun åbnede munden og lod regnen skylle munden og svælget.

Regnen var stoppet. Natten var kølig og hun følte en stille jublen indeni ved tanken om, at hun havde klaret en hel dag. En hel dag i frihed! Hun holdte små hvil, men lod ikke sig selv døse hen, det turde hun ikke også selvom der ikke havde været tegn på ulve nogen steder. Hun fandt en lille bæk og fik slukket tørsten og badede de forrevne fødder i det svalende vand. Den blå negl var for længst revet af i underskoven. Hun brød sig ikke om at se på tåen. Hun skyllede også sårene på armene rene. De var allerede hævede og røde. De blødte ikke længere og hun kunne bevæge sine fingre uden problemer.
   Da trætheden blev for meget, lagde hun sig bag en samling buske og faldt i søvn. Hun sov kun et par timer. Da solen igen tittede frem var hun allerede på vej videre. Sulten og smerterne tærede nådesløst på hendes kræfter. Som hun kom længere og længere ind i skoven begyndte dyr at dukke op. De første gange hun stødte på rådyr og ræve skyndte hun sig i skjul, men opdagede hurtigt at de også flygtede ved synet af hende. Hun studerede dem nysgerrigt. Hun havde ikke set vilde dyr før. Kun en enkelt hare eller to, som havde forvildet sig ind i slavelejren.

På tredjedagen var hun så svag at hun knapt kunne løfte sine stakkels fødder og sandalerne havde forlængst opgivet ævred. Hun havde badet fødderne flere gange i vandløbene, hun krydsede, men det hjalp kun kortvarigt på smerterne og hun humpede afsted så godt som det lød sig gøre. Hun stødte på flere bærbuske, men da hun aldrig selv havde tilberedt mad, endvidere smagt bær eller bare set et korn, før det blev forvandlet til mel, anede hun ikke om noget af det hun så på sin vej, var spiseligt.
   Da natten faldt på på den tredje dag faldt hun udmattet om midt på stien og blev liggende i en døs. Maven var tom, kræfterne væk og hele kroppen værkede i protest.
   "Åh Anji. Er det sådan det ender?" mumlede hun imellem de sprukne læber og lukkede sine øjne. Hun var så træt.