En leg med døden #11 Artificiel


9 måneder, 25 dage siden 2 kommentarer Noveller perspektiv

0Leg med døden #41 Klar luft med lange skygg...
Hun var tavs som en østers. Trådte bare hårdt på speederen så de ... [...]
Noveller · perspektiv, eftertænksomhed, illusion
3 timer siden
4Ord i snor
Børn må ikke bande og sige fuck · så går de voksne helt amok. · Selv ... [...]
Digte · mod, mismod
1 måned, 10 dage siden
6Grøn strøm
Andelsforeningen Smut råder over en elmåler, måleren er tilslutte... [...]
Kortprosa · illusion, suggestion, antiholisme
1 måned, 13 dage siden
0Leg med døden #40 Catwalk
Modehuset Calmin le Parisien havde lejet et afsnit i natklubben p... [...]
Noveller · perspektiv, uskyld, kvindekamp
1 måned, 26 dage siden
1Leg med døden #39 Grand Hotel Tremezzo
Føljetonen. Leg med døden. · Resumé · En september dag 2015 sårer Fri... [...]
Noveller · perspektiv, kvindesolidaritet, udnyttelse
2 måneder siden
2Post Corona
mutanter og døde elfenbens elefanter · fake og fagter med vaccine f... [...]
Digte · ytringsfrihed, fakenews
2 måneder siden
3Indlandsis
Langt derude på indlandsisen · råber de mit navn · men jeg er for træ... [...]
Digte · livsrefleksion
2 måneder, 3 dage siden
0Leg med døden #38 Mumien
Føljetonen 'Leg med døden'. Plottet: · En september dag 2015 sårer ... [...]
Noveller · perspektiv, pseudovirkelighed, tidsperspektiv
2 måneder, 7 dage siden
2Pájaro #2
Jeg prøver at styre det, ikke tænke for meget på sex eller død fo... [...]
Noveller · længsel, kærlighed, galskab
2 måneder, 7 dage siden
0En leg med døden # 37 Vor Herres brevkasse
"Mor, kommer de sorte mænd i dag?" · "Nej Elle, i dag er det søndag... [...]
Noveller · perspektiv, loyalitet, moderkærlighed
2 måneder, 12 dage siden
4Robotkvinderne kommer
Jeg hedder Torben Solware. I al beskedenhed er jeg en af verdens ... [...]
Kortprosa · substituering, skræmmende, klon
2 måneder, 13 dage siden
1En leg med døden # 36 Edelweiss
Elle trykkede på speederen, og den store bil satte i gang med et ... [...]
Noveller · perspektiv, omsorg, ansvarlighed
2 måneder, 16 dage siden
0En leg med døden # 35 En flig af frihed
Lene Lindstok var forsvundet fra avisernes forsider. Hun var rykk... [...]
Noveller · perspektiv, frihed, ansvar
3 måneder, 5 dage siden
0En leg med døden # 34 Sandhedens time
Hedvig Mandelkvist lå nøgen på spisebordet, det var pinligt men p... [...]
Noveller · perspektiv, retfærdighed, løgn
3 måneder, 12 dage siden
2En leg med døden #33 Mørkeleg
Hedvig Mandelkvist vrikkede sig ned ad kældertrappen i sin stramm... [...]
Noveller · perspektiv, besættelse, overgreb
3 måneder, 15 dage siden
0En leg med døden #32 På eget ansvar
Ole Eg Gormsen var ikke død takket være dr. Lindes risikable indg... [...]
Noveller · perspektiv, ansvar
3 måneder, 18 dage siden
2En leg med døden #31 Liv eller død
Det lynede og tordnede fra sorte skyer. Vindstødene var ekstreme.... [...]
Noveller · perspektiv
3 måneder, 20 dage siden
0En leg med døden #30 Begrebet Ild
Ole Eg Gormsen kunne udvide sit CV med titlen 'pyroman'. Det kunn... [...]
Noveller · perspektiv
3 måneder, 28 dage siden
0En leg med døden #29 Den autonome novice
Der var stor forfærdelse i det gamle alpeland. St. Lukas Klosterk... [...]
Noveller · perspektiv, omsorg
4 måneder, 3 dage siden
0En leg med døden #28 Skyld og uskyld
Det var mørkt, da den store Mercedes kørte ind ad den elektrisk s... [...]
Noveller · perspektiv
4 måneder, 7 dage siden
1En leg med døden #27 Blodspor til Lugano
Hjerterytmen var ved at komme ned. Nu sad Lene trygt i toget til ... [...]
Noveller · perspektiv
4 måneder, 10 dage siden
0En Leg med døden #26 Kamæleonen
Lene og baby Siv var alene i kupéen, en ung kvinde på 17 år med e... [...]
Noveller · perspektiv
4 måneder, 14 dage siden
0En leg med døden #25 Baby
Lene vågnede til lyden af Sivs gråd, blandet med lyden fra hjulen... [...]
Noveller · perspektiv, omsorg
4 måneder, 18 dage siden
0En leg med døden #24 Hamburg Hauptbahnhof
John studerede hende med et sultent blik. Sonja rejste sig og gik... [...]
Noveller · perspektiv
4 måneder, 22 dage siden
1En leg med døden #23 Nattoget
Han klemte hendes kinder sammen med sin knoglede hånd, så munden ... [...]
Noveller · perspektiv
4 måneder, 26 dage siden
2En leg med døden #22 Cubadrømme
Der var sus i skørterne og amoriner i luften, da Lene cyklede ned... [...]
Noveller · perspektiv, den første kærlighed
5 måneder, 8 dage siden
2En leg med døden #21 Dr. Graus testamente
Han så kun lys og skygger, og så mærkede han en kølig hånd i sin.... [...]
Noveller · perspektiv
7 måneder, 19 dage siden
1En leg med døden #20 Blodhævn
Der var sus i skørterne, da Lene cyklede ned ad Strandgade i efte... [...]
Noveller · perspektiv
8 måneder, 18 dage siden
1En leg med døden #19 Stjerneadvokaten
Lene Lindstok var anklaget for at have begået otte drab. · Østre La... [...]
Noveller · perspektiv
8 måneder, 23 dage siden
0En leg med døden #18 Janteloven
"Mor! Han er i gang med at skrive en parkeringsbøde," råbte Snott... [...]
Noveller · perspektiv
8 måneder, 26 dage siden
0En leg med døden #17 Dommedag
Hotellet brændte. Det var et kaos. Først var kasinoets bank spræn... [...]
Noveller · perspektiv
9 måneder siden
2En leg med døden #16 Kasino
"Livet er et Kasino - nogen vinder og flere taber," tænkte Lene. · ... [...]
Noveller · perspektiv
9 måneder, 4 dage siden
2En leg med døden #15 Gidslet
Da de landede i Tirana lufthavn, opstod der et farligt postyr. Be... [...]
Noveller · perspektiv
9 måneder, 8 dage siden
1En leg med døden #14 Højt spil
Der blev pudset vinduer, skrubbet og skuret i barakken i Mitchell... [...]
Noveller · perspektiv
9 måneder, 16 dage siden
3Svanen
Svanen i krystalklart modlys og frost på fjorden · eventyret min br... [...]
Digte · eventyrlige, drømmebilleder
9 måneder, 18 dage siden
1En leg med døden #13 Kaos
Klokken 23:20, indgik der en anonym anmeldelse til politiets vagt... [...]
Noveller · perspektiv
9 måneder, 20 dage siden
2En leg med døden #12 Kisten
Heinz Grau var rasende. Men som veluddannet akademiker med et sto... [...]
Noveller · perspektiv
9 måneder, 22 dage siden
7Onsdag
Han elskede rutiner planlagte og forudsigelige hændelser i kalend... [...]
Kortprosa · brud
9 måneder, 24 dage siden

Puls: 52,6

Publiceret: 13
Afgivet: 67
Modtaget: 25
Rud Stenfisker (f. 1949)
Da Donat vågnede op af narkosen, hørte han en mild stemme i tågen. Langsomt tonede der sig en sygeplejerske frem. Hun klemte hans hånd og sagde. "Donat, hvad er dit efternavn?" "Shpirti," sagde han automatisk. Hun fortsatte: "Kan du tælle baglæns fra ti?" Han talte ned fra ti. Hun smilede. Han var for træt til at smile, men var tryg ved at hun var der. Tågerne lettede, og nu så han hende helt tydeligt. Hun havde langt sort hår. "Vil du have en kop the?" spurgte hun. Han nikkede kort og stønnede af smerter. "Du får en smertestillende indsprøjtning om ti minutter, så kan du sove igen," sagde hun.

Et par dage senere trådte en velklædt mand ind med nystrøget skjorte og mørkt slips. Donat var straks klar over, hvem det var. Han kunne spotte en politimand på en kilometers afstand.
   "Goddag, jeg hedder Jens Østergård, kriminalassistent, Københavns politi," sagde han med alvorlig mine. Han viste sit politiskilt. Donat så uinteresseret op i loftet. "Vi antager, at du og Vigan Vëllezërit har været udsat for en forbrydelse. I er begge albanere og medlemmer af 2050. Vigan skal begraves i Tirana sammen med sine to dræbte brødre. Du blev fundet lemlæstet sammen med afdøde Vigan i bunden af elevatorskakten, Marengovej 7 B. Takket være en snarrådig paramediciner og professor Strøm-Jensen er du i live."

Han holdt en pause før spørgsmålet kom:
   "Har du noget, du gerne vil fortælle mig Donat? "

Donat tog en dyb indånding, og efterfølgende kom et dybt suk. Han svarede med svag stemme. "Jeg har aldrig bedt om det her," sagde han og bevægede hånden op til kranieimplantatet. Pulsen på elektrokardiografens monitor steg mærkbart i frekvens.

Der var en lang pause, hvor ingen sagde noget. Alligevel faldt pulsen ikke.
   "Hvad lavede I to på Marengovej, Donat?" fortsatte Jens Østergård roligt.
   "Vi var sendt ud af Siemens for at servicere elevatorer," svarede Donat. Men orkede ikke at le af sin egen joke.
   Jens Østergård havde svært ved at skjule sin irritation. "Vi kan vælge at indlægge dig på et hemmeligt og beskyttet hospitalsafsnit. Men hvis du alligevel ikke vil tale, kan du blive her, hvor alle og enhver kan vade ind. Du er berømt nu. Der er billeder af dig i alverdens aviser og på internettet, dem der vil skaffe dig af vejen, kan let finde dig." Han slog ud med armene og gjorde tegn til at gå.

"Vent!" sagde Donat med hævet stemme. Hjerterytmen steg yderligere. "Du skal hjælpe mig!" Jeg er ikke eksisterende, forstår du det? Død og borte! Du skal nok få alt at vide, men jeg er stendød!" Pulsen hamrede vildt, og hovedet gjorde ondt. Jens Østergård fik øjenkontakt med ham. De fastholdt begge blikket. "Vi har en aftale," sagde han, og smilede kort.

Sygeplejersken kom ind med the, samtidig med at elektrokardiografen nåede sit første alampunkt.
   Bib-bib-bib... Bib-bib-bib...
   "Du skal gå nu," sagde hun henvendt til Jens Østergård. Han nikkede. Ude på gangen briefede han den uniformerede betjent.

Jens Østergård kunne ikke uden videre erklære Donat død. Det ville professorerne aldrig gå med til. Efter lange forhandlinger endte de dog med et kompromis, de alle kunne leve med. De sendte en pressemeddelelse ud, der lakonisk meddelte, at han var overflyttet til Zürich Universitäts Hospital.
   Men i nattens mulm og mørke blev Donat kørt til et hemmeligt behandlings- og genoptræningscenter i Danmark.
   Det var hemmelige lokaler, som Rigspolitiet havde lejet specielt til dette formål. Der kunne indlagte vidner og andre, der var truet på livet, gemmes af vejen. I daglig tale kaldte politiet hospitalsenheden for 'Kisten'. Lokalerne var indrettet på Panuminstituttets tredje sal, og der var hemmelig adgang fra Rigshospitalet. Bygningerne var forbundet med en lang kældergang under Tagensvej. Når man skulle fra den ene bygning til den anden, tog man en af de små el-biler, der var dedikeret til formålet. På den måde kunne læger og sygeplejersker nå lokalerne på kun ti minutter.

For enden af kældergangen kunne man komme videre op i bygningen med en stor sengeelevator.
   Døren var armeret og beklædt med rustfri stål. På højre side var der en ID-terminal med forskellig kamera- og audioelektronik. Genkendelse af ansigt, iris, fingeraftryk og stemme samt et kodetastatur. Det hele blev styret fra en aflåst vagtstue, hvor en vagtbetjent manuelt kunne sammenligne data fra kameraerne og mikrofonerne med de arkiverede referencer. Derfra kunne der gives tilladelse til, at dørene kunne åbnes og lukkes, og at elevatoren kunne sættes i drift.

Lige nu skulle Donat koncentrere sig om af blive rask.
   Han var heldig. Den søde sygeplejerske, der havde holdt ham i hånden, da han vågnede af narkosen, var flyttet med over til 'Kisten'. Bag hendes kølige professionalisme var hun sød og i øvrigt ganske pæn. Sandt at sige, var hun hans eneste sociale kontakt i hans ensomhed. Han havde tid nok til at studere hende, når hun betjente de mange elektroniske apparater, monitorer og andet isenkram. Når hun gav ham sprøjter. Når hun vaskede ham. Hjalp ham på toilettet. Gav ham piller, forfriskninger og mad. Rettede Tv-skærmen ind eller bare talte frit eller fortroligt til ham. Nogle gange tog han sig selv i bare at stirre hæmningsløst på hende. Hun indeholdt en ukendt men fascinerende kompleksitet.

Første dag på 'Kisten' præsenterede hun sig: "Jeg hedder Pauline Dombrowski. Jeg er oversygeplejerske her på genoptræningscenteret, og jeg er din kontaktperson indtil videre. Vi to skal samarbejde om at få dig ud af hospitalet så hurtigt som muligt, så du kan vende tilbage til hverdagen," sagde hun og smilede. Uvidende om at det lige netop, var det han ikke ønskede. Han ville allerhelst have en sprøjte og dø. Han gad ikke gå rundt med en plastichjerne. At skulle tilbage til hverdagen hos Elvis og 2050 var udelukket. Han måtte dog erkende, at lige nu var døden sat på hold.

"Donat, jeg - eller rettere - vi ved, at det er svært for dig at skulle acceptere så stor en ændring af dit hoved, som operationen har afstedkommet. Det er både en psykisk og fysisk tilvænning. Du får smertestillende og beroligende medicin, men det skal du stille og roligt seponeres ud af. Det jeg viser dig nu, vil måske gøre dig forskrækket. Men jeg vil give dig et fuldstændig indblik i operationens visuelle resultat."

Hun rejste sengeryggen op, så Donat, kom lidt længere op i sengen. Derefter opstillede hun en stor monitor ved fodgavlen, så Donat ubesværet kunne følge med.
   Med et lille, kabelforbundet kamera filmede hun nu Donats hoved. Professorerne Sternmesser og Strøm-Jensen fulgte med henholdsvis fra Schweiz og København. Derudover var overlæge Heinz Grau også koblet på.

"Som du kan se, ligner du fuldstændig dig selv. Du har fået en paryk, der er magen til den frisure, du havde inden operationen med kraniefixtur, som Heinz Grau og hans team foretog."
   Donat stirrede med tomme øjne. "Nu viser jeg dig, hvordan du afmonterer parykken." Pauline skubbede sine smidige fingre ind under parykkens elastiske kant, og med stor rutine trak hun parykken af. Donat udstødte et gisp. Han kunne se sin egen hjerne med de karakteristiske folder gennem det transparente hjernelåg. Han trak vejret i korte stød og blev bleg. Pauline tog ham i hånden og klemte. "Rolig Donat, din hjerne er uskadt, som du kan se. Du kan leve, til du bliver 100 år. Dit liv er reddet. Du må forstå, hvor heldig du har været. Uden Sternmesser og Strøm-Jensen havde du været død nu." Hun klemte hans hånd ekstra hårdt for at understrege, hvor godt det var, at han var i live. De fik øjenkontakt, og hun smilede. Pulsen kom langsomt ned igen, og han kunne trække vejret i bund.
   "Pauline, vil du ikke være sød og slukke for det kamera? Jeg har sådan en mærkelig fornemmelse af, at der er nogen, der ikke vil mig det godt, som kigger med."
   "Selvfølgelig Donat, jeg slukker med det samme. Du kan være ganske rolig, vi optager forløbet af videnskabelige grunde, men ud over mig er der er kun tre forskningslæger, der har adgang til arkivet."

Klik! Pauline slukkede for kameraet og sænkede hovedgærdet lidt ned. "Er det bedre?" "Ja", svarede Donat spagt, og nu så hun tårerne, der løb ned ad hans kinder. Hun greb igen hans hånd med sin højre og med venstre strøg hun ham impulsivt og medfølende over håret eller rettere der, hvor håret plejede at sidde. I samme sekund indså hun, det var tåbeligt at kærtegne den følelsesløse plasticskal. Hun udstødte et næsten uhørligt "uh!", og venstre hånd havnede nede på kinden, hvor den fortsatte med at kærtegne hans våde kind.
   Hun håbede ikke, han havde lagt mærke til hendes lille fejltagelse. Han fangede hendes flakkende øjne, og uden for al logik begyndte han at grine. Først et par svage bølger med en lille pause, så en bølge man kunne kalde normal latter. Pauline så pludselig voldsomt forskrækket ud. Da han så, hvor forskrækket den ellers så kølige oversygeplejerske så ud, kom latteren som en tsunami helt nede fra mellemgulvet i voldsomme bølger. Da anden bølge ramte, blev Pauline revet med. Hendes latter blandede sig med hans dybe mafiagrin som i en brænding af latterbølger. Efter et minut pustede og stønnede de, og bølgetoget blev bragt til standsning, for straks at begynde forfra igen. I pauserne fik Pauline dog et fortrukket ansigt, der så meget bekymret ud. Og så grinede de igen. Bib-bib-bib... Bib-bib-bib...

Efter otte dage var Donat kommet ud af sengen, og balancen var fin. Efter grineturen med Pauline havde han generelt været i bedre humør. Han havde et stort værelse med udsigt ned til Tagensvej. Der var tolv éns værelser på 'Kisten.' Det var en lille lejlighed med køkken og spisebord, komfortstole og et skrivebord, hvor dagens aviser blev bragt sammen med de tidsskrifter og bøger, der kunne rekvireres. Derudover var der et stort bad og toilet. Der var ikke lås på døren, og han måtte kun gå ud på gangen og ned i fælleslokalet, gymnastiksalen og træningslokalerne sammen med en servicemedarbejder, som de kaldte sig.
   De havde lyseblå skjorter og lysegrå bukser. Det var vist meningen, de skulle se rare ud. Men i virkeligheden var det voldstrænede vagter. Der var også dukket en ny vagt op. En stor lysblond fyr, med kløft i hagen. Han kom ikke ud i fællesarealet lige som de andre, men han blev inde i den glasarmerede vagtstue. Donat kunne se ham gennem ruden. Han havde mørkeblå skjorte og sorte bukser med knivskarpe pressefolder, bredt sort bælte med et monster af en strømpistol. Han vejede sandsynligvis over hundrede kilo, men bevægede sig som en kat. Deres blikke mødtes gennem ruden. Det var iskoldt. Donat havde aldrig set så krystalagtige øjne før. Han fortrak skyndsomt, men i hans nyrenoverede gangsterhjerne ringede alle alarmklokker.

Professor Strøm-Jensen dukkede op efter to uger.
   "Nå, Donat så er ferien forbi, vi skal videre i programmet. Sternmesser har store forventninger til projektet", sagde han.
   "Projektet? Hvad mener du med Projektet? Skal jeg ikke bare genoptrænes, udskrives og tilbage til hverdagen igen om små fjorten dage?" spurgte Donat overrasket.
   "Donat, nu skal du høre godt efter. Du er ikke dansker. Vi har derfor haft møder om dit fremtidige tilhørsforhold. Danmark vil gerne sende dig tilbage til Albanien, men de vil, om man så må sige, ikke have dig tilbage. De er i øvrigt heller ikke i stand til at servicere dit implantat med den dertilhørende integrerede elektronik."
   Donat ville protestere, men Strøm-Jensen løftede hånden og fortsatte. "Sundhedsministeren i Danmark er under et politisk pres, idet et flertal i befolkningen mener, at de godt 50 millioner kr. du har kostet den danske stat er givet dårligt ud. Vi har derfor fundet en løsning på problemet." Nu så Strøm-Jensen ud som havde han fået en Maserati i julegave.

"Sternmessers familiefond i Schweiz, 'Artificiel', frikøber projektet af Det danske Sundhedsministerie for 30 millioner danske kr. Den ledende professor på hjernekirurgisk afdeling vil modtage 12 millioner. Riget og 'Kisten' får hver 2 millioner kr. Resten ryger i statskassen." Strøm-Jensen smilede lykkeligt.
   "Og hvad får jeg?" spurgte Donat fjendsk."
   Strøm-Jensen så pludselig meget forurettet ud. "Vi gav dig livet, Donat!" svarede han med et syrligt tonefald.
   Pauline så meget bekymret ud, men hun afholdt sig fra at tage Donats hånd, som hun ellers havde mest lyst til lige nu.
   Strøm-Jensen fortsatte: "I øvrigt kan jeg oplyse, at Heinz Grau er bortvist fra projektet. Han har opført sig upassende og forsøgt at kaste smuds på Steinmessers familie. Han og Pauline har kun få vagter tilbage her inden 31. august, hvor du forlader 'Kisten' og overføres til Steinmessers privathospital Artificiel Star i Lugano.
   "Og hvad skal jeg så i Lugano?" Spurgte Donat mistænksomt.
   "For at gøre en lang historie kort... Ja, det er jo ikke for sjov Artificiel overtager dig. Med terminalen og computeren, som vi opbevarer i skabet derovre, kan vi få adgang til de 200 sensorer, der ligger monteret mod din hjernebark, vi kan tune din hjerne. På den måde bliver den mere intelligent, om man så må sige. Men det vil professor Albert Steinmesser fortælle dig mere om.
   Donat og Pauline fangede hinandens blikke. Der var trods i begge.

Strøm-Jensen følte, at han spildte sin tid. Han kiggede på klokken og rejste sig med et sæt.
   "Farvel Donat! Farvel Pauline!" Han drejede om på hælen og forsvandt ud ad døren

Pauline tog Donats paryk af, og vaskede hans sårrand med et medicinsk vaskemiddel. Når hendes hænder rørte ved det transparente hjernelåg, hændte det ofte, at de kom til at grine. Det var befriende. De var blevet mere fortrolige. Sikkert meget mere end Strøm-Jensen ønskede.
   Så vidt Donat kunne aflure, var der ingen mikrofoner, der optog, hvad de sagde. Hun havde en lille brik i lommen med et nødkald til vagtstuen, men ellers mente han ikke, de var overvåget på selve stuen. De var begge fanger, følte han. De havde meget tilfælles. De var begge katolikker og elskede kirken. Den aften var han gået desillusioneret i seng og lå og kiggede op i det hvide loft. Skyggerne fra gaden fik ham til at tænke på den smukke kirke ude i Quëndër Laprake, og hans gode ven præsten Josef Osman. Han savnede hans vidunderlige prædikener og ikke mindst syndsforladelsen. Den havde han sådan brug for.
   Han bed hovedet af al skam og ringede på Pauline, som havde vagten. "Ja, Donat du ringede," sagde hun bekymret.
   "Kom her hen til sengen." Hun gik hen til ham. Der var mørkt i lokalet. Uden at ville det tog hun hans hånd, og denne gang uden nogen lægefaglig psykologisk doneret support. Deres blikke mødtes. Gud havde bestemt, at de var sammen lige her og nu følte han. Der var en lang pause. Meget lang. Så kom det. "Pauline vil du godt bede sammen mig?" Hun strøg ham over håret, der dækkede den følelsesløse kranieskal. De smilede. Et øjeblik frygtede hun, at de ville få et opslidende grineanfald, men det udeblev. "Ja" sagde hun "meget gerne". Og hendes stemme lød i mørket:
   "Vor fader, du som er i himlene, hellige vorde dit navn...
Forfatterbemærkninger
Følgeton læses bedst fra En leg med døden #1

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/02-2021 12:12 af Rud Stenfisker (Stenfisker) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 2490 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.