Julegaven


1 måned, 24 dage siden 1 kommentar Livshistorier alkoholisme afsked fortid

1Julegaven
Jeg er følelsesløs af kulde, da jeg ringer på dørtelefonen for ty... [...]
Livshistorier · alkoholisme, afsked, fortid
1 måned, 24 dage siden
6Drømmen
Jeg dukkede op ud af det blå · En regnvejrsdag hvor din verden var ... [...]
Digte · lys vs mørke, drømme, afhængighed
1 år, 2 måneder siden
5Undskyld
Jeg sidder ude i bedstefars lille, indelukket køkken. Her er fyld... [...]
Livshistorier · svigt, alkoholisme, undskyldning
1 år, 5 måneder siden
6Hullet
Der' hul midt i spanden, · kære Lisbeth, · kære Lisbeth. · Der' hul mid... [...]
Livshistorier · udholdenhed, alkoholisme, sange
5 år siden
5Finkeline
Er du smuk med hvidblondt hår · Fint og let som fjer · Dit ansigt dug... [...]
Digte · barndom, afsked, uskyld
7 år siden
7Skriget
Jeg sidder på mit værelse i min lille enmandsseng. Det er søndag ... [...]
Livshistorier · magtesløshed, sammenbrud, alkoholisme
7 år siden
5Hjem
"NEJ!" skriger jeg. · Jeg hyler og stamper i jorden. Mit hoved føle... [...]
Livshistorier · alkoholisme, svigt, afsked
8 år siden
7Drømmespind
Drømmespind, sommervind · Himmelblå, let på tå · Alt er smukt når man... [...]
Digte · erkendelse, afhængighed, drømme
8 år siden
5Regn
Jeg står alene herude i regnen · En kold dag i juli og glemmer hvor... [...]
Digte · barndom, sorg, savn
9 år siden

Puls: 13,6

Publiceret: 1
Afgivet: 6
Modtaget: 1
Michelle Jeannie Madsen (f. 1990)
Jeg er følelsesløs af kulde, da jeg ringer på dørtelefonen for tyvende gang. Det er 2. juledag og jeg står ude foran min mors opgangsdør i den rasende snestorm. Himmelen er allerede kulsort og de røde murstenslejligheder i mit gamle barndomskvarter ligger fredeligt og sirligt på række, deres røde tegltage dækket af et tykt lag sne og julelys skinner fra de fleste af vinduerne. Da jeg blev ringet op tidligere i dag af Maren, sad jeg stadig i min natkjole derhjemme på det lille kollegieværelse, hvor jeg har boet siden jeg flyttede hjemmefra for snart 2 år siden.

"Michelle, jeg ringer fordi at vi er lidt bekymret for din mor. Der er ingen der har hørt fra hende i 3 dage nu og hun dukkede jo aldrig op til juleaften hos os. Vil du ikke tage hen og tjekke op på hende?"

Maren er søster til min mors ekskæreste Kjeld og tilhører min "papfamilie". Hjemme hos os var det kun mig og min mor gennem hele min barndom. Maren og hendes familie blev derfor min nye familie; det var dem der tog sig af mig, holdte fødselsdag for mig, tog mig med ud at rejse, og som lånte os penge til mad og tøj når min mor havde drukket vores egne op. Så selvom min mor og Kjeld gik fra hinanden for flere år tilbage, så er jeg alligevel forblevet en del af familien. Jeg ved ikke hvad jeg ville have gjort uden dem - eller hvad min mor ville have gjort uden dem. Jeg har siden jeg var barn altid holdt jul hos Maren. Men ikke lige i år. Da jeg hørte at min mor også var blevet inviteret, holdte jeg for første gang jul et andet sted. Jeg havde ikke behov for at få min juleaften ødelagt af hendes rødvinsbrandert. Siden jeg flyttede hjemmefra som 18-årig har jeg kun set min mor en håndfuld gange. Mit fuldstændige brud på kontakt kom åbenbart som et stort chok for hende. Det første år kimede hun mig ned, nu ringer hun mere sjældent.

Det er i hvert fald et halvt år siden jeg så hende sidst. Men hun havde faktisk ringet til mig dagen før juleaften. Jeg havde som vanligt ignoreret hendes opkald, indtil jeg modtog en sms, hvor hun skrev at hun havde købt en julegave til mig og at hun ikke vidste hvor hun skulle gøre af den. Det var næsten nok til at give mig dårlig samvittighed. Næsten. Jeg bed i det sure æble og skrev tilbage, at hun bare kunne tage den med over til Maren juleaften, så ville jeg lige komme forbi og sige god jul. Men hun dukkede aldrig op.

"Vi er bare bekymret og vi kan ikke få fat på hende over mobilen, den går bare direkte på telefonsvareren. Vil du ikke være sød at tage derover?" lød det fra Maren i telefonen.

Jeg havde lyst til at sige nej. Det er ikke mit problem. Ring til en anden. Men der er jo ikke andre, kun mig.

Derfor finder jeg nu mig selv ude foran hendes opgangsdør; det absolut sidste sted jeg har lyst til at være. Jeg har undgået dette sted og alle der bor her som pesten siden jeg flyttede hjemmefra, så at være tvunget tilbage her på denne måde, skærer mig i nerverne som en rusten kniv. Jeg ringer på dørtelefonen igen og holder knappen inde indtil jeg får ondt i fingeren. Gid hun dog bare ville give et eller andet livstegn fra sig, så jeg kan tage hjem igen. Lejligheden ligger i stuen, så jeg kan se tydeligt gennem køkkenvinduet, men der er bælgmørkt derinde.

Jeg sukker og trækker min frakke tættere omkring mig, mens jeg langsomt begynder at bane mig vej om på den anden side af lejligheden. Ude på græsplænen foran hendes altan når sneen mig til lårene og jeg kan mærke at den glider ned i mine spritnye knæhøje ruskindstøvler. Jeg får kæmpet mig frem til altanen og får med besvær trukket mig op på den isglatte kant. Jeg kan mærke at bagsiden af mit bukseben revner i bevægelsen, men jeg ignorerer det. Herfra kan jeg se lys derinde i stuen gennem de nedrullede persienner. Jeg hopper ned igen, og strækker mig op for at banke hårdt på stuevinduet vedsiden af med mine forfrosne knoer.

"HALLO?" råber jeg gennem ruden.

Hun sover inde i stuen på sin sovesofa, mindre end 1 meter fra vinduet, så hun må godt nok være fuld hvis hun ikke vågner af det, så let som hun plejer at sove. Hun sover den sikkert bare ud tænker jeg for mig selv, mens jeg baner mig vej om på den anden side til opgangsdøren igen. Men noget nager mig alligevel.

For andre ville det måske ikke virke underligt, at en alkoholiker af min mors kaliber kan finde på ikke at dukke op til aftaler, ikke at tage sin telefon eller pludselig forsvinde i nogle dage. Men ikke min mor. For hun er intet, hvis ikke et vanedyr. I hendes 54 leveår har hun boet det samme sted, haft de samme venner, de samme rutiner, kommet de samme steder, gjort de samme ting, uden nogen som helst form for ændring. Hun ville aldrig kunne finde på bare ikke at dukke op til juleaften, uden at give besked - eller for den sags skyld at gå fra lyset tændt i lejligheden, så besat som hun altid er af at spare på sit beskedne kontanthjælpsbudget. Når det ikke lige gælder øl, selvfølgelig. Tilbage ved opgangsdøren ringer jeg op til Maren igen med beskeden om, at jeg heller ikke kunne få fat i hende. Jeg håber inderligt på, at hun vil sige at jeg bare kan tage hjem.

"Vent der Michelle, jeg kommer over" lyder det fra den anden ende af røret.

Selvfølgelig. Jeg sukker igen og overgiver mig til tanken om at skulle bruge resten af aftenen på det her. Maren bor i et hus på de tilstødende villaveje, ikke mere end tyve minutters gågang herfra og hun dukker op den halve tid. Hun er en pæn, ældre dame med hvidt pagehår, og er i dette øjeblik pakket ind i en tyk lyseblå dynejakke og matchende strikvanter. Ligesom jeg selv, ser hun også ud til at være ved at omkomme af kulde. Så er der vel ingen vej tilbage nu.

Vi beslutter os for at tage eftersøgningen fra en ende af og starter med min mors overbo. Hun svarer på dørtelefonen med det samme og lukker os helt ind i hendes lejlighed, der er pinlig ren og overdænget med julepynt. Hun er en lille, skrutrygget ældre dame med små stikkende øjne. Min mor kan ikke fordrage hende ved jeg, hun synes at hun stikker næsen i alting og omtaler hende udelukkende som "sladrekællingen". Og Sladrekællingen virker da også yderst nysgerrig og ivrig efter at hjælpe, selvom hun desværre ikke kan fortælle os mere end vi allerede ved. Hun har ikke set min mor siden dagen før juleaften, hvor hun så hende gå over og handle i Netto. Vi takker hende mange gange, og lover højt og helligt at give hende besked så snart vi ved noget, inden vi får lov til at gå igen.

Nå, næste på listen. Siden hendes bedste ven Bodybuilderen flyttede for nogle år tilbage, kan hun ikke være der, men i samme opgang lige vedsiden af hendes egen, bor faktisk en anden af hendes drukbekendtskaber. Han bliver kaldt Digteren og ham skulle min mor åbenbart have brugt en del tid oppe hos her på det sidste. Vi får kæmpet os vej til opgangen vedsiden af og ringer på hos Digteren. Vi må ringe på et par gange, før der bliver åbnet. Jeg har kun set Digteren en eller to gange, men han genkender mig med det samme. Han er en høj, tynd og gravalvorlig mand med dybe linjer i ansigtet. Han lukker os ind i gangen i hans lille, tilrøget lejlighed og giver os apatisk beskeden om, at han heller ikke har set min mor siden et par dage før juleaften. Han virker irriterende rolig. Jeg kan ikke finde ud af om han er søvnig, påvirket eller bare ligeglad. Vi skynder os ud igen. Heller ingen hjælp at hente der så.

En af de sidste fra kvarteret jeg kan komme i tanke om er Benny; en af kvarterets mest berygtede drankere og min tidligere barnepige. Folk kalder ham Fulde Benny eller Dumme Benny bag hans ryg, selvom han egentlig ikke er uintelligent, men bare så fuld at pædagogerne på mit fritidshjem var overbevist om at han var mentalt retarderet, de gange min mor havde sendt ham over for at hente mig. Jeg ved udmærket godt at min mor ikke kommer hjemme hos ham, da hans niveau af druk er for meget for selv hende, men de har alligevel kendt hinanden i mange år. Det er vel et forsøg værd - og så er der i hvert fald ikke nogen der kan beskylde mig for, at jeg ikke har gjort det grundigt nok.

Bennys lejlighed ligger et par blokke bag min mors og det føles som timer før vi endelig når frem. Vi ringer på i lang tid og er lige ved at give op, da vi pludselig bliver trykket ind. Da vi træder ind i opgangen, kommer Benny til syne i døren kun iført et par posede grå underbukser. Han er en lille, hjulbenet fyr med grydeklippet gråsprængt hår. I dette øjeblik mangler han sine karakteristiske hinkestensbriller, som han sikkert har smadret igen, og han misser anstrengt med øjnene ud til os. Maren virker helt befippet over at han kun har underbukser på. Han inviterer os ikke indenfor, og det er jeg lykkelig over. Selv kun stående her i døråbningen, kan jeg lugte den velkendte stank af indelukkethed, årevis af snavs og uvasket sengetøj, der spreder sig i hele opgangen. Benny virker temmelig fortumlet som om han lige er vågnet, men han er heldigvis ædru nok til at kunne kommunikere med. Men lige meget hjælper det, for han har ikke set min mor i flere måneder, hvilket egentlig ikke overrasker mig. Jeg lover ham at give besked når vi finder hende.

Men da vi træder ud af opgangsdøren igen, har jeg ingen anelse om hvor jeg nu skal gå hen. Der er et par stykker tilbage som jeg ved at min mor har kendt i mange år, såsom Trubadur Jørgen og hendes veninde Lis, men det går pludselig op for mig at jeg ikke har den mindste anelse om hvor nogen af dem bor. De mødtes jo altid bare på diverse bodegaer eller på bænken ude foran vores lejlighed. Hendes stamværthuse, Centerbodegaen og Pusterummet, er jo også lukket 2. juledag. Så i stedet sætter jeg bare blindt kursen tilbage mod min mors lejlighed igen. Da vi når frem må jeg indrømme overfor Maren at jeg ikke har flere ideer om hvor hun ellers kunne være. Den sidste mulighed jeg kan komme på, er at direkte ringe til politiet og melde hende savnet. Selv i mit hoved lyder det meget drastisk, men da jeg nævner ideen er Maren med på den med det samme. Tja, nu er jeg jo alligevel kommet så langt. Jeg får fundet min mobil frem og taster 112.

"Bliv på adressen, vi sender en vogn" lyder det fra betjenten jeg får i røret.

Politiet dukker overraskende hurtigt op. De to mandlige betjente der stiger ud af bilen er begge høje, karseklippet og i midt 30'erne. Med dem har de en yngre lyshåret kvinde, som viser sig at være en jurastuderende, der er med for at observere. Vi bliver lukket ind i opgangen igen af Sladrekællingen, der er kommet ned på afsatsen for at kigge med. Den ene betjent banker hård på døren.

"DET ER POLITIET" bliver der råbt, men lige lidt svar kommer der ud af det.

Mens den anden betjent går ud igen og om på bagsiden til altanen, bliver den første stående i opgangen og begynder at stille mig en lang række spørgsmål. Jeg svarer monotont tilbage, mens tankerne kører rundt i hovedet på mig. Hele situationen virker nu pludselig helt absurd og uvirkelig.

"Nej, ingen har set min mor siden dagen før juleaften."

"Ja, vi har skam ledt alle steder."

"Nej, vi kan ikke få fat i hende på mobilen, den er slukket."

"Ja, min mor er alkoholiker."

Betjenten virker til at tage ret let på situationen. Han slutter af med at sige, at min mor nok skal dukke op. Men NEJ - det får de bare ikke lov til. Jeg orker simpelthen ikke at de bare kører igen, nu når jeg har været al det besvær igennem. Jeg forsøger at gøre det klart for betjenten, at det her bestemt ikke er normal opførsel for min mor og at det aldrig nogensinde er sket før. Til min store lettelse lykkes det mig at overbevise ham. Han ringer til en låsesmed. Låsesmeden, der ankommer små tyve minutter efter, bærer på en tung værktøjskasse og går straks i sving med hoveddøren. Mig, Maren, Sladrekællingen, de to betjente og den jurastuderende står alle i en ring rundt om ham og ser tavse på.

Mens jeg betragter ham bakse med låsen, plager én eneste tanke min hjerne: Jeg bliver sindssyg hvis hun ikke er derinde. Nu har jeg vadet det halve af kvarteret rundt, ringet til politiet, låsesmed og jeg ved snart ikke hvad, alt sammen i jagten på den allersidste person jeg har lyst til at se. Og hvis det så bare viser sig, at hun ligger fordrukken hjemme hos en eller anden som jeg har overset - så bliver jeg sindssyg. Det her skal have en afslutning nu. Min krop er ladet med en underlig energi. Jeg har det som om at alle mine 20 leveår har ledt op til dette øjeblik og hvis jeg ikke får forløsning nu, så mister jeg forstanden.

Pludselig får låsesmeden døren op. Betjentene træder først ind, i den mørke gang. Den ene af dem kaster et blik til højre ind mod stuen og siger så prompte:

"Der er hun"

Jeg får et sug i maven og må anstrenge mig for ikke med det samme at mase mig forbi flokken og ind i lejligheden. I stedet tager jeg en dyb indånding og går roligt ind bagefter betjentene. Så snart jeg træder ind i stuen ser jeg hende. Hun ligger stivnet på knæ på gulvtæppet med forkroppen bøjet ind over sovesofaen, nærmest som om hun beder. Hendes ansigt er skjult i folderne af et blomstret vattæppe. Hendes benmagre krop er klædt i de velkendte lyseblå cowboybukser og islandske sweater, og det sølvgrå hår sidder i sin vante hestehale. Der er ikke et hår der sidder forkert på hendes hoved. Ikke nogen som helst tegn på panik eller tumult i stuen. Det er nærmest som om, at hun bare selv har besluttet sig for at lægge sig ned og dø.

"Jeg havde sgu holdt mine penge på, at hun ikke var hjemme" siger en af betjentene fra vedsiden af mig.

"Nej, jeg vidste det godt" overrasker jeg mig selv ved at svare.

For ja, jeg vidste det jo egentlig godt. Jeg tror bare ikke, at jeg har turde tænke tanken til ende før i dette øjeblik.

Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde regnet med at føle, når jeg så hende ligge der død. Måske direkte glæde over at vide, at jeg aldrig mere skal lægge krop og sind til hendes misbrug, råberi og svigt? Måske sorg over det der kunne have været og som nu er væk for evigt? Måske vrede over det der var, et had som ikke ville ophøre selvom hun selv var ophørt? Eller som minimum bare lettelse, over at vide at det endelig er overstået? Men som jeg står der og ser ned på hendes lig, så føler jeg absolut ingenting. Jeg er tom for enhver tænkelig form for følelse eller tanke. Jeg betragter hele scenariet med en distanceret interesse, som man ville se et kedeligt afsnit af en krimiserie på tv. Politibetjentene som går rundt i stuen og observerer. Den ene som beretter om fundet til politigården, gennem sin skrattende walkie-talkie. Den anden betjent som går hen til altanen og åbner døren for at lufte ud.

Maren er blevet stående ude i opgangen vedsiden af den jurastuderende, men Sladrekællingen er kommet helt ind i stuen. Hun bliver ved med at insistere på, at vi skal mærke efter om min mor er blevet kold, og går endda hen og lægger hånden på det lille stykke bare læn, der er blottet mellem min mors cowboybukser og sweater. Jeg synes at det er en åndsvag ide at få, for det er ret tydeligt for enhver at min mor har været død i flere dage. Siden juleaften. Tanken om selv at røre hende, får det dog til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Ansporet af Sladrekællingen går en af betjentene hen og griber fat om min mors skulder, og løfter hende en smule op så hendes hoved slipper vattæppet. Jeg kan ikke se hendes ansigt fra der hvor jeg står, men Sladrekællingen som står bøjet næsten helt henover min mors lig udstøder et lille gisp.

"Åh nej, der er ikke noget at gøre" siger hun og træder hurtigt tilbage.

Betjenten slipper liget og det dumper blødt ned på sovesofaen, så ansigtet igen er skjult. Jeg er trods alt glad for at jeg ikke så noget, beslutter jeg mig for. Jeg har ikke behov for at have de billeder inde i mit hoved. Min egen gode fantasi er rigelig nok. Jeg ser min mors ansigt helt tydeligt for mig; forvredet i en grotesk, stivnet grimasse, hendes mund åben i et stumt skrig, hendes øjne mælkehvide og stirrende mod ingenting.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre af mig selv, så jeg lader betjentene gøre deres arbejde og tager i stedet en rundtur i lejligheden, af ren morbid nysgerrighed. Lejligheden ligner sig selv som den har set ud gennem hele min barndom; lille, gammel, slidt og mørk. Den er fanget i en tidslomme fra engang i 1970'erne, dengang min mor selv var barn og lejligheden tilhørte mine bedsteforældre, med sine brune, orange og gule farver, savsmuldstapet, messingfigurer og mønstret tæpper. Umærket af tiden omkring den, der bare fór forbi. I stuen på marmorsofabordet, står bakken med rulletobak på sin vante plads og det overfyldte askebæger vedsiden af. Det kulørte blad 7 TV-Dage ligger slået op og fjernsynet står på History Channel. Ude i det lille køkken ligger en pose med kyllingesuppe til optø i den store, sorte emaljegryde på gaskomfuret og den er allerede begyndt at lugte. Komfuret er omringet af tomme Hof flasker. Opvasken ligner at den har stået i flere uger og alle tallerknerne er dækket af et tykt lag gulligt fedt. Nu når jeg er herude, ser jeg også lige efter i køleskabet. Der er vel ingen grund til at lade noget gå til spilde. Men både køleskab og fryser er gabende tomme. Det virker som om hun har overlevet udelukkende på øl og smøger den sidste tid. Til gengæld finder jeg en pakke spaghetti, en pose bolsjer og også en helt ny pakke Chef du Fond bouillonterninger i spiseskabet. Jeg snupper en pose fra under vasken og smider hele baduljen ned i den.

Ude på det lille badeværelse med de hæslige brune fliser, der matcher dem i køkkenet, kan jeg se at hendes make-up ligger fremme på kanten af håndvasken. Hun må have været i gang med at gøre sig klar til juleaften, kort før hun faldt om. Jeg slutter af med mit gamle værelse. Det er det eneste rum der har ændret sig siden jeg boede her. Den solgule farve er malet over med isblå, og der står et par få møbler sporadisk placeret, som om hun stadig har været i gang med at flytte ind. Men der er ingen seng. Trods al hendes brokken og jamren over at hun måtte opgive soveværelset for min skyld, så blev hun inde i stuen selv efter jeg flyttede. Jeg kigger også hurtigt rundt efter, om der skulle stå en farvestrålende pakke med gavebånd på et sted - den julegave, som hun påstod at hun havde købt til mig. Men jeg finder intet.

Jeg kommer pludselig til at tænke på, at jeg på en eller anden måde skal have kontaktet alle dem hun kender og invitere dem til begravelsen. Jeg får heldigvis en ide, da jeg får øje på hendes slukkede Nokia 3510, der ligger fremme på spisebordet inde i stuen. Hvis jeg tager den, så kan jeg bruge hendes mobil til at ringe til folk i hendes telefonbog, så jeg ikke behøver at bruge min egen.

"Må jeg tage denne her?" spørger jeg en af betjentene og han nikker bekræftende.

Pludselig er der ankommet en ambulance og tre ambulanceførere i skærende skriggrønne jakker, bærende på en stor båre, træder ind i stuen. De virker til at optage alt pladsen i lejligheden, så jeg tager min pose og går tilbage ud i opgangen. Maren står stadig derude og har ikke rørt sig en tomme. Jeg spørger hende om hun ikke vil ind og se.

"Nej tak, jeg har set nok døde mennesker" svarer hun hovedrystende.

Jeg står lidt og undrer mig over hvordan ambulanceførerne har tænkt sig at få min mors lig op på båren, med den position hun sidder i, hvis dødsstivheden er indtrådt. Men jeg er heller ikke helt sikker på hvornår den indtræder og hvordan, så jeg slår det ud af hovedet igen. Jeg fordriver i stedet tiden med at sludre med den jurastuderende. Jeg fortæller hende at det også er min drøm at læse jura. Hun fortæller lidt om sit studie og sine arbejdsopgaver når hun er ude til sådan nogle ting. Jeg ænser dårlig nok båren, der nu er dækket af et hvidt tæppe, blive båret ud forbi os. Jeg er ærgerlig da vi bliver afbrudt af en af betjentene, som træder ud efter båren. Han smækker hoveddøren i efter sig og giver mig nøglen til lejligheden, samt et telefonnummer, hvis jeg nu skulle få brug for at komme i kontakt med dem igen. Jeg takker ham og fumler med at få lukket min frakke, parat til at gå. Men betjenten bliver stående og ser lidt på mig med skrålagt hoved.

"Du er helt okay med det her eller hvad?" spørger han så.

"Øh, ja" svarer jeg, da jeg ikke ved hvad jeg ellers skal sige.

"Ja, du virker nu også temmelig afklaret" siger han og går så ud efter den anden betjent.

Sladrekællingen går endelig op til sig selv, ambulancen kører afsted og politivognen bagefter den. Jeg står igen alene tilbage med Maren i sneen ude foran opgangsdøren. Jeg siger til hende at jeg vil tage hjem nu og få noget søvn. Det er allerede næsten midnat. Men Maren standser mig, før jeg kan nå væk.

"Michelle, er du sikker på at du ikke hellere vil med hjem til mig og sove i nat? Efter alt hvad der er sket?" spørger hun forsigtigt.

"Nej ellers tak, det er helt i orden" skynder jeg mig at sige og håber på at det lyder nogenlunde overbevisende.

Før hun kan nå at protestere, drejer jeg om på hælen og marcherer bort ned af fortovet. Jeg efterlader lejligheden og Maren med hendes bekymret blik bag mig.

Jeg har ofte set for mit indre øje en nær frygtet fremtid, hvor min mor ville være gammel, syg og hjælpeløs. Men stadig i live. Hvor hun ville være afhængig af mig og jeg ville være ude af stand til at slippe af med hende. Ude af stand til at komme videre, fanget i fortiden i den forpestet lejlighed, indtil jeg selv blev gammel og grå. Da jeg sætter kursen hjemad igennem de snedækkede gader, virker kulden nu pludselig helt behagelig. Og jeg ved én ting med sikkerhed: Efter sådan en dejlig julegave, så kommer jeg til at sove som en nyfødt.
Forfatterbemærkninger
Dette er et minde fra julen 2010.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 05/12-2022 23:57 af Michelle Jeannie Madsen (Frk. Madsen) og er kategoriseret under Livshistorier.
Teksten er på 3980 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.