Det var en fredag formiddag - 16. marts 1979 helt præcis. Jeg var blevet forsinket og kom til mit kontor i radiohuset en time senere end normalt. Jeg havde travlt og der var dynger af post. En konvolut indeholdt et kassettebånd og et brev. I brevet stod der:

"Denne optagelse stammer fra det sixtinske kapel i Rom 1725. Sangeren er Carlo Broschi.
   Hvis De vil være venlig at sende det i radioen d. 30. marts, vil De modtage endnu et bånd."

Der var ingen underskrift og heller ingen afsender.
   Man modtager så mange underlige breve, så jeg lagde båndet på en hylde for at høre det senere. Og glemte så alt om det.
   I begyndelsen af april kom der et brev til:

"Jeg er ked af at mit bånd ikke blev sendt. Men jeg forstår at De er skeptisk. Men optagelsen er virkelig fra 1725, og sangeren er Carlo Broschi. Vær nu venlig at sende det d. 20. april. De vil så modtage et til."

Jeg fandt båndet frem og tog det med hjem. Og om aftenen satte jeg det på mens jeg ordnede med maden. Jeg havde regnet med at det var en amatør som på en fiks måde ville gøre opmærksom på sin kunst.
   Men dette var alt andet end amatøragtigt. Det var en meget fin optagelse af en katolsk messe eller kantate. Jeg kendte den ikke. Der var to vekslende mandskor og en ganske vidunderlig sopran. Stemmen var meget stor og smidig, og jeg var sikker på at jeg aldrig havde hørt den før.
   Jeg glemte alt om mad og satte mig til at høre båndet til ende. Og derefter hørte jeg det en gang til.
   Så ringede jeg til min ven Frans. Han ved alt om musik.
   "Jeg har noget du må høre. Kan jeg komme over til dig?"
   "Ja kom bare."
   Ovre hos ham satte jeg båndet i båndoptageren, og holdt øje med hans ansigt. Musikken begyndte stilfærdigt i orkesteret, hvorefter korene satte ind ganske stille men med stigende styrke. Han lyttede først interesseret, så undrende.
   "Det er meget smukt," sagde han.
   "Hvad tror du det er?"
   "Tjah - barok i hvert fald."
   "Du kender det ikke?"
   "Nej, jeg har aldrig hørt det før."
   Sopranen satte ind og han lyttede betaget. "Hvem er hun?" spurgte han.
   Jeg svarede ikke.
   Hans ansigtsudtryk vekslede mellem forundring og skepsis. Der var noget han ikke kunne få til at passe.
   Da båndet var færdig gentog han: "Hvem er hun?"
   "Kender du virkelig ikke den stemme?"
   "Afgjort ikke. Jeg har aldrig hørt hende før. Hun er bedre end både Callas og Sutherland. Stemmen har en ganske speciel, mærkværdig klang. Den ville jeg altid kunne genkende."
   "Siger navnet Carlo Broschi dig noget?"
   "Ja naturligvis, det er jo Farinelli. - Men mener du at det der er en kontratenor? De bedste af dem forveksles ofte med kvindestemmer. For du mener da ikke, at det er en kastrat?"
   Jeg viste ham de to breve og han læste dem omhyggeligt. Så lo han.
   "Du er blevet taget ved næsen. Farinelli er død for to hundrede år siden."
   "Det er jeg klar over. Det fremgår jo også af brevene, ikke sandt? Og hvordan er jeg blevet taget ved næsen. Jeg har fået dette tilsendt og nu lader jeg dig lytte til det. Du er jo ekspert. - Jeg ved ikke hvad det er."
   "Jaja. Det er ikke alt man kan vide. Der findes faktisk fabelagtige kunstnere gemt i afkroge af verden som selv eksperter ikke har hørt om. Nogen har fundet dette på en rejse. Jeg har selv været ude for noget lignende. For nogle år siden, i en lille kirke på Sicilien, hørte jeg en tenor synge "Panis Angelicus" af Cesar Franck. En ganske vidunderlig tenor. - Jeg opsøgte ham bagefter. Det var en ung bonde. Han sagde beskedent at han kun sang til Guds ære, men indrømmede dog senere at han den dag også havde sunget for sin pige som han netop var blevet forlovet med, efter at de længe ikke havde måttet få hinanden. - Han sang villigt nok for mig, men det var slet ikke det samme. Han havde en god stemme, men ikke bedre end hvad man hører i enhver kirke og på ethvert værtshus i Italien. - Næste søndag var jeg selvfølgelig igen i kirken, og han sang også. Men det var ingenting."
   "Var det ikke bare et spørgsmål om uddannelse?" spurgte jeg.
   "Jo selvfølgelig. Jeg prøvede også at undervise ham, og hersede længe med ham, men han var umulig. Dum som et bræt. Vi var gode venner, men endte som uvenner. Så opgav jeg ham. - Men havde jeg bare haft en båndopta¬ger den dag i kirken."
   "Men mener du at dette er en amatør?"
   "Nej det kan det ikke være."
   "Og musikerne og koret, kan de være amatører?"
   "Nej det kan de ikke være."
   "Og optagelsen virker da heller ikke særlig amatøragtig."
   "Nej den er meget professionel."
   "Men hvad kan det så være?"
   Han smilede syrligt. "Tjah! så må det vel være Carlo Broschi." Han lo spottende. "Tænk at jeg skulle komme til at høre Farinelli. Det har jeg altid ønsket."
   Jeg blev vred, men bed mig i læben og sagde bare: "Vil du have en kopi?"
   "Ja, men vent til du ved noget mere. Find ud af hvad det er."
   Jeg gik hjem og talte ikke om båndet til flere. Men jeg udvalgte et "Agnus Dei", og den 20. april fik jeg puttet det ind i et af mine programmer, uden kommentarer. Jeg fik heller ingen reaktioner fra lytterne.
   Et par dage efter modtog jeg et nyt bånd og et brev:

"Tak fordi De sendte "Agnus Dei" fra mit bånd. Jeg havde håbet at De ville sende det hele. Det er det da værd, synes De ikke? Rent bortset fra det fantastiske i at kunne høre Carlo Broschis stemme i dag.
   Det bånd jeg sender nu er noget helt andet. Det er fra en koncert i Tivolis koncertsal, København 2173. Det vil sige fra en koncertsal som slet ikke eksisterer endnu.
   Vær venlig at sende det fredag d. 18. maj."

Ja hvorfor ikke? Når jeg kunne få en to hundrede år gammel optagelse, hvorfor så ikke en fremtidskoncert?
   Hjemme satte jeg båndet på. Det var ikke nær så godt som det første. Jo teknisk, men ikke musikalsk. Der var noget orkestermusik som jeg havde svært ved at høre nogen sammenhæng i og med nogen for mig ukendte klange, som vel må have været elektroniske. Så kom en afdeling danske sange. Nogle af Carl Nielsen og nogle for mig ukendte. De blev sunget af en ikke særlig op¬sigtvækkende tenor. Hans sprog var underligt. Overdrevent korrekt og med besynderlige betoninger, som om han ikke selv forstod det han sang. Alt var nydeligt. Og så sluttede det gudhjælpeme med Champagnegaloppen. Den var der fut i. Den var lige ved at få en til at bære over med det øvrige, som oprigtig talt var temmelig kedsommeligt.
   Jeg ringede til Franz. "Nu er der kommet et bånd til. Men belav dig på at det ikke er så godt som det forrige."
   Sammen hørte vi det igennem.
   "Vorherrebevares!" sagde han.
   Nåja, det var middelmådigt, men alligevel var det dog gådefuldt. Hvor var det optaget? Hvad var det for et orkester? Det var dog professionelle musikere kunne man høre. Hvem var sangeren?
   "Det kan være hvad som helst," sagde Franz. "Det der er i hvert fald det rene sludder."
   Vi spillede det første bånd igen, men nu var han også forbeholden over for det.
   "Dette er dog stadig enestående godt, synes du ikke?" spurgte jeg.
   "Joh, det er glimrende, det er det."
   "Men hvad skal jeg stille op med det?"
   "Send det hele i radioen."
   "Men hvad skal jeg sige?"
   "Fortæl historien som den er. Præsenter det som en kuriositet. Det er jo det det er, ikke sandt?"
   "Kuriositet? Nåja, det er det vel. Men Carlo Broschibåndet er da mere end det. Det er stor kunst."
   "Jaja," sagde han utålmodigt. "Men send det i alle fald. Du får da et program ud af det."
   Jeg var lidt mismodig over hans valenhed, men fulgte hans råd. 18 marts sendte jeg begge bånd. Jeg fortalte omstændighederne, læste brevene, og efterlyste en forklaring.
   Nu væltede det ind med breve. Og der kom båndoptagelser med de underligste ting. Kompositioner som Liszt og Chopin havde lavet efter deres død (og hvoraf man kunne konstatere at det var gået tilbage for dem hinsides). Dem havde jeg nu hørt før. Der var bånd med mystiske stemmer som sagde underlige ting. Og jeg fik indbydelser fra spiritistiske selskaber som lovede at jeg på deres møder ville få ting at se og høre som var mærkeligere end det på mine bånd. Der kom nogle meget gamle 78-plader, ja jeg fik endda tilsendt en fonografvalse med optagelser med Jenny Lind. Optagelser som rygtet hårdnak¬ket har sagt skulle eksistere, men som ingen har troet på. Desværre var det alligevel ikke Jenny Lind men Adelina Patti, og jeg kendte dem godt i forvejen. Så kom der en del som folk havde optaget eller købt på rejser rundt om i verden. Men disse var så afgjort amatøragtige. Ikke desto mindre var der morsomme og interessante ting imellem, og jeg fik faktisk lavet en udsendelse med nogle af dem.
   Men mine spørgsmål om Carlo Broschi-båndet fik jeg ikke besvaret, og fra den anonyme hørte jeg intet. Det var jeg lidt stødt over, for jeg havde da virkelig gjort noget ud af det.
   Den 24. august sendte jeg så messen igen. Jeg fik vrøvl med min chef for det. Der var grænser for hvor meget jeg kunne ride mine private kæpheste i radioen. Men jeg kunne henvise til kvaliteten af optagelsen, og det måtte han give mig ret i. Og da var det sendt.
   Nu fik jeg et brev:

"Jeg var glad for at høre båndet med Carlo Broschi igen i radioen. Jeg har mange flere optagelser med ham. En fra den spanske konge Filip den femtes hof. De bånd vil jeg også gerne sende til Dem.
   Men tag og interesser Dem noget mere for det andet bånd. På sit vis er det jo endnu mere interessant, ikke sandt?"

Jeg tog fremtidsbåndet frem. Men jeg kunne ikke rigtig stille noget op med det. Det kedede mig. Naturligvis spekulerede jeg stadig på hvad det var, men alt hvad jeg kunne gøre ved det var at spille det igennem. Jeg fik Jonas, en ung tekniker, til at undersøge begge båndene. Han var meget hjælpsom og gjorde hvad han kunne. Men det var ganske almindelige bånd.
   Franz gad ikke høre mere hverken på båndene eller mig.
   "Du er helt til grin," sagde han.
   "Såh! Er jeg det? Ja, det kan da godt være. Jeg er ligeglad, for mystisk er det. Og det første bånd er da godt, ikke sandt."
   "Åhjo!"
   "Nej ved du nu hvad? Du sagde jo selv at sangeren var bedre end både Callas og Sutherland."
   "Nå, sagde jeg det? Ja man siger så meget."
   "Så er du vel ikke interesseret i en kopi?"
   "Nej jeg er ej. Find ud af hvad det er og kom så igen. Når det nu kan more dig at lege detektiv."
   Jeg forstod ham ikke, og vi blev lidt uvenner på grund af den historie.
   Nogle uger senere fik jeg igen et brev.

"Jeg er klar over at De ikke vil sende tivolibåndet igen. Selvom det vel er det mest interessante. Måske ikke musikalsk, men det er da fantastisk at høre en koncert som først vil blive opført om to hundrede år. Jeg har forsøgt at finde ud af noget mere om sangeren, men det har ikke været muligt.
   Men jeg har jo alle disse andre bånd. Send nu alligevel optagelsen fra Tivoli, så vil De modtage nogle flere."

Jeg gik til min chef og viste ham brevet, men han ville ikke være med på det pjat. Jonas, som nu interesserede sig for sagen lige så meget som jeg, støttede mig, men han havde jo ikke meget at skulle have sagt. Og nu kunne jeg ikke henvise til den musikalske kvalitet. - Jeg tiggede Franz om at bakke mig op. Jeg mener, for at få fat i nogle flere bånd med Carlo Broschi (eller hvem det nu var), men han ville slet ikke have noget med sagen at gøre.
   "Jeg skal ikke være til grin," sagde han.
   Det kan godt være at jeg blev til grin, men jeg var ligeglad. Men 5. oktober kom og gik, og jeg fik ikke sendt noget. Der gik nogle dage. 12. oktober fik jeg så det sidste brev.

"De er et godt menneske. Jeg ved at det var Deres mening at sende båndet 5. oktober. Jeg ved også hvorfor, og hvorfor det ikke blev til noget. Måske er det bånd heller ikke ægte. Jeg er ikke sikker. Jeg mener, fremtiden eksisterer ikke og kan altså ikke optages på noget bånd.
   Båndet med Carlo Broschi derimod er ægte nok."

Siden har jeg ikke hørt noget fra den anonyme. Fremtidsbåndet, som jeg stadig må kalde det, hører jeg ikke mere på, selvom det da stadig rummer mange ubesvarede spørgsmål.
   Men med Carlo Broschi er det noget andet. Ham hører jeg tit på. Men i radioen kommer det ikke mere med min medvirken. Den eneste jeg deler denne lidt specielle interesse med er Jonas. Og han er ingen ekspert.
   Med Franz taler jeg aldrig mere om denne sag. Vi ser kun hinanden når det er nødvendigt for arbejdet.
   Jeg kunne sagtens gøre mere ud af det. Jeg kunne få musikhistorikere til at hjælpe mig med at identificere musikken. Jeg aner stadig ikke hvem komponisten er. Jeg kunne sende båndet til kolleger andre steder i verden, de kunne spille det i deres radioer. Nogen måtte vel kunne finde ud af noget. Men nu gør jeg det ikke. Det er lige meget.
   Jonas sagde i går: "Carlo Broschi, Farinelli eller en helt anden. Stemmen er på en gang uvirkelig og dybt menneskelig. Den svinger sig i snirklede og kunstfærdige koloraturer og er dog så naturlig som en brors eller søsters stemme. Eller stemmen til den man elsker. Den er opstået i en ældgammel kultur, og er dog ganske nærværende. Den tilhører i hvert fald en kunstner som har evnen til at give ro og fred til sind som er trætte, og oprevet af denne verdens plager, en som Carlo Broschi, også kaldet Farinelli.