Det var lige blevet daggry. Isbryderen brød igennem de kæmpe isflager der dækkede det øde hav, med få rev stikkende op fra havbunden. Det eneste man kunne høre var larmen af jern mod is; en høj, skurrende lyd, der fik passagererne til at undres over hvornår jernet gav efter. Men det havde det nu ikke gjort i 30 år, så det skulle heller ikke blive i dag, tænkte skipperen sikkert for sig selv. Der var helt vindstille, endnu en smuk dag oppe ved Arktis. De var heldige ikke at have haft sne - eller isstorme endnu, men prognosen lovede optræk til sne hen ad aftenen. Skipperen var ikke glad ved det. Den eneste grund til, at han overhovedet befandt sig her, var på grund af drengen med de lilla øjne. Havde han mon brugt magi imod ham? Eller også var det de mange penge, som skipperen havde fået stukket i hånden, der havde overtalt ham til denne selvmordsmission. Hvad det end var, befandt de sig altså her nu. Der var ikke langt til at de nåede deres mål; han skulle skynde sig hjem, så konen ikke anede uråd. Han ville nemlig ikke sættes i forbindelse med sådan nogle typer, som drengen med de lilla øjne. Nej, skipperen ville helst forholde sig på et sikkert plan, uden magi og uden dæmoner. Uden warlocks. Ja, de var dårligt selskab - ingen fornuftige mennesker havde noget med dem at gøre. Men det havde skipperen nu; han skød tanken fra sig. Lyset ramte den gamle skipper i øjnene; de var ved at nå deres destination.


Athe var ikke tilfreds. Skidtfisk og ris? Det var ikke engang godt nok som foder til en gris. Han havde sovet elendigt; den skurrende lyd af is mod jern var på ingen måde søvndyssende, som skipperen havde påstået. Han tog en dyb indånding og kiggede på sin kompagnon - hans fætter. Han lå stadig i sin køje, og snorkede med det ene ben dinglende i takt til bådens monotone bevægelser. Athe kunne fornemme at skibet havde sænket farten en anelse: ikke nok til, at almindelige mennesker ville kunne fornemme det, men han var heller ikke almindelig. Eller menneske. Han skyndte at tage resten af sit tøj på, og fæstnede diverse dolke til lår, underarme og bælte. Da han gik over for at finde sin taske, sparkede han til sin fætters ben. "Av for helvede!" lød det mumlende fra køjen, og herefter et højlydt snork. Athe hev dynen af ham, og rev puden væk fra under hans hoved. "Athe! Hvad fuck laver du?!" råbte drengen, der var et par år ældre end ham selv, hans øjenbryn rynkede i irritation. "Står op," mumlede han, "du snorker så højt at jeg ikke engang kan høre isen blive brudt." Han rodede lidt rundt i sin taske. "Beej! Har du nu hugget mine sokker igen?" Beej gloede ondt på Athe, mens han gned sig træt i øjnene. "Sikkert. Hvorfor kan du aldrig vække mig på en pæn måde? Jeg lå og drømte om lækre kællinger..." Athe sukkede, og stak sine sokkeløse fødder i nogle store, sorte, og meget slidte militærstøvler. "Jeg er pænt ligeglad. Kom nu bare i tøjet, vi er ved at være der." Athe gik ud af det lille rum, kastede sin lange læderjakke over skuldrene, og smækkede døren efter sig. Beej gryntede, og begyndte langsomt at tage sit tøj på; ekstra langt undertøj, flere trøjer, derefter en ekstra jakke, og både sine egne og Athes sokker. "Jeg skal fanme ikke fryse," mumlede han.


Athe blinkede mod det skarpe lys. Så langt oppe mod nord var luften mere behagelig, og lyset renere. For første gang i lang tid smilede Athe for sig selv; han skulle betvinge endnu en dæmon i dag. En B-dæmon endda. De fleste i hans arsenal var C og D, som de fleste andre warlocks. Men i dag ville være dagen, hvor han ville hæve sig over de andre; han ville rykke op i en liga, hvor ikke mere end en håndfuld andre nulevende warlocks befandt sig. Det var ikke for Beej's snorken, han ikke havde sovet; det var hans egen irriterende nervøsitets skyld, og havde brugt tiden til at indskrive yderligere runer langs æggen på hans mange dolke. De 13 dæmoner, han indtil videre havde betvunget, havde han klaret i første forsøg, hvilket i forvejen udmærkede ham til en af de bedre warlocks på den nordlige halvkugle. Men jo bedre man var, jo mere hadede folk én. Han gik mod styrehuset, hvor skipperen sad og kiggede ud over horisonten. "Vi er her," sagde skipperen ud i luften, da Athe var tæt nok på. Han havde ikke en eneste gang kigget Athe i øjnene, heller ikke da de indgik deres aftale i havnen for en uge siden. Athe havde været i tvivl om skipperen ville holde sit løfte om at tage dem til Arktis, men han havde nok været for pengegrisk; dagen før havde skipperen holdt i havnen, nervøs, men til stede, og taget dem herop. Det irriterede Athe grufuldt, men var vant til at folk ikke brød sig om at kigge ind i hans mørklilla øjne, som kendetegnede hans erhverv. "Det ved jeg," svarede Athe stille, "vær venlig at hjælpe min fætter sikkert ned på isen." Skipperen skævede i drengens retning, da han begyndte at gå mod rælingen. "Endelig," mumlede skipperen så lavt, at han selv ikke kunne høre det; men ordene nåede alligevel Athes ører. Som om du er den eneste, der er glad for at vi ikke skal ses mere, tænkte Athe for sig selv. Idet kom Beej gående op fra trappen, iført så meget tøj at han lignede en bold med tændstikker som ben. Han vraltede over ved siden af en mand fra besætningen, der langede et tov ned ad siden på skibet, og gestikulerede mod Beej. "Men der er jo godt 20 meter ned!" sagde Beej skræmt. "Det kan jeg da ikke?" "Giv mig taskerne," sagde Athe uden at se på ham, "jeg skal nok tage dem sikkert ned." De bliver ved med at overraske mig, de warlocks, tænkte skipperen for sig selv. Jeg er en garvet gammel sejler, og jeg bliver nødt til at tage ekstra tøj på. Men drengen dér, han nøjes med sine støvler, sin læderjakke og handsker. Det må være Djævelens magi der holder ham varm. Hvis han da har et hjerte. "Skynd jer lidt," råbte skipperen, "jeg vil gerne hjem nu." Beej tog en dyb indånding af den bidende kolde luft, og begyndte at klatre ned over rælingen, der var dækket af is. Besætningsmedlemmet, en ung mand med et nervøst drag om munden, firede ham ned, mens Beej lukkede øjnene solidt i. Da han endelig var nede, vendte han sig om mod Athe, skævede til hans ansigt, og gjorde anstalter til at det var Athes tur. Athe valgte at ignorere ham, hoppede op på rælingen med bevægelser finere end en kats, og faldt ned uden et sekunds tøven. Manden råbte efter ham, skipperen rejste sig og løb så hurtigt hans fede krop tillod ham det og ramte rælingen hårdt, så han selv var ved at falde i. Nede på isen stod drengen, og var intet kommet til. Skipperen måbede, genvandt fatningen, og råbte: "Så vender vi drenge! Jeg vil være hjemme til mors kødgryder inden aftenstide!"


Nede på isen landede Athe elegant ved siden af Beej, som lå på ryggen, ude af stand til at rejse sig selv op. "Din blærerøv," sagde han, "no wonder ingen kan lide din slags!" Beej kæmpede for at komme op ved at tilte sig om på maven, men uden videre held. Athes ører summede. "Ej, så hjælp mig dog!" Athe stirrede på ham. "Ja, det har jeg selvfølgelig også lyst til, når du taler sådan om mig og min slags," svarede han provokerende, og begyndte at gå, mens Beej kæmpede for at få vejret under sneen, som lå spredt på isen. "Athe! Athe, kom nu her!" Beej kæmpede endnu mere indædt, men det var en forgæves kamp. "Ej, undskyld så. Du ved jo jeg ikke mener det. Giv mig nu en hånd," tryglede Beej, og rakte hånden frem. Athe tog den med et lille suk, og hev ham op. Beej børstede hurtigt sneen af ansigtet og tøjet, inden han så skibet begyndte at forlade det forfrosne islandskab, og sejle tilbage fra hvor de kom. Han løb så hurtigt de mange lag tøj kunne tillade ham, og råbte: "Hey! HEEEEYYY!! Hvad laver I? Vi betalte sgu da for at I skulle tage os med tilbage! Argh!" Beej begyndte at løbe efter det enorme skib, imens Athe sukkede endnu en gang, vendte sig om og begyndte igen at gå. "Athe, skal du ikke lave voodoo på dem? Hvordan fuck skal vi dog komme tilbage til fastlandet?" Beej løb op på siden af Athe, og kiggede ham i øjnene. Den eneste person, ud over andre warlocks, der har gjort det, tænkte Athe for sig selv. Hvilket nok var den eneste grund, til at han respekterede Beej. Athe undrede sig altid om, om det var fordi Beej var frygtløs, eller bare ualmindelig dum.
   "Athe, hvordan kommer vi væk? Jeg nægter at sove her på isen," sagde Beej, og stampede sigende med støvlen mod den is, de stod på. "Der er i hvert fald 300 mil til nærmeste civiliserede sted!" "Jeg har styr på det," svarede Athe bare. Han var begyndt at koncentrere sig; han havde en dæmon han skulle finde. Beej bed tænderne sammen, og indfandt sig med situationen. De gik godt fem mil uden at snakke; ind imellem stoppede han op, og udsendte små mængder magi. Beej, der kendte proceduren, flyttede sig fra ham, da han stod stille lidt længere tid end sædvanligt. "Er der noget?" spurgte han langsomt. Athe svarede ikke. Han lod sine sanser fare hid og did, berørte samtlige partikler i nogle meters omkreds med magi, men fandt ingenting. Han begyndte at gå igen.
   "Du ved, det gør altså ikke ondt at svare mig," muggede Beej, og begyndte at trave ved siden af Athe, og sparkede irriteret til de klumper hård sne, der lå spredt rundt om på isen. De kurede flere meter væk med en mærkelig, buende lyd. Lille møgunge, tænkte han, jeg er den ældste, jeg burde være den, der bestemmer. Han er kun en 16årig knægt. Eller, warlock. Men stadig... Athe skævede til ham: han kunne fornemme når folk tænkte ilde om ham, så blandt andre mennesker kørte der en summen i hovedet på ham som en sirene. Det var sjældent, at Beej gjorde det, især hele to gange på en dag. "Undskyld," mumlede Athe, "men jeg prøver at få det her overstået så hurtigt som muligt." Beej vidste, at det var sandt; Athe hadede at bruge lang tid på noget som helst, ud over at researche om dæmoner som han kunne smide i sin samling. "Ja ja," svarede Beej med rullende øjne, "hvis du virkelig mener det, så lad os lave nogle jobs når vi kommer til fastlandet igen. Der er lavvande i kassen." Athe vendte sig hurtigt mod ham med blottede tænder. "Igen? Hvad fuck har du brugt dem på?? Hvis svaret er damer igen, så skærer jeg den kropsdel af, som du bruger på dem!" Gnisterne, der stod om Athe, blev højrøde. "Tjah, jeg bruger kun min halvdel på damer. Og din halvdel på mad til os begge. Men nej, dit krav om at bo på de fine hoteller styrter altså regnskabet. Jeg ved godt hvorfor du vil bo der," fortsatte Beej da Athe ville afbryde ham, "men det gør bare at vi må tage et job eller to ekstra. Så slemt er det altså heller ikke, og det giver gode penge for ingen tids arbejde. Og desuden..." Athe hørte ikke resten af hvad Beej argumenterede for, for det var nu. Hans søgning havde givet fangst. Han havde fundet en dæmon på den anden side, og nu skulle han trække den over det sorte hulrum mellem deres parallelle verdner, uden at dø.
   "Fuck mig i..." mumlede Beej, da han endelig opdagede hvad der foregik. Han løb tilbage til Athe så hurtigt hans overbeklædte krop kunne bære ham, og begyndte at tegne en cirkel med foden i sneen rundt om Athe, og rundt om den endnu en. "For helvede!" råbte Beej, "en eller to cirkler?" En cirkel var for en D dæmon, og to for en C, og så fremdeles. Det forkerte antal cirkler kunne ødelægge hele ritualet, og Beej ville ikke være årsagen til at bryde Athe's perfect streak. "Tre," hviskede Athe, og derefter vendte han det hvide ud af sine lilla øjne. Athe svævede et lille stykke over isen, og hang ubevægelig i luften. Dæmonen var på vej, og cirklerne skulle være på plads inden da, ellers ville dæmonen være fri i verden, og Athe ville dø. "HVAD?? Vi er i gang med at hidkalde en B-dæmon, og du har ikke fortalt mig det?!" Beej råbte af hans lungers fulde kraft, og svor, at han ville tæve den lille nævenyttige unge, ligeså snart han var færdig. Om han overlevede eller ej.


Beej tegnede modstræbende den sidste cirkel rundt om Athe, og gik derefter et godt stykke væk. Der kunne ske alt muligt, især nu hvor han ikke var forberedt. Athe messede flerstemmigt vers på det dæmoniske tungemål, med en dyb, unaturlig stemme. Beej forstod ikke nogle af ordene, udover Khazak, hvilket kunne oversættes til forsegling, som han gentog efter hver sætning. Han ville altså være sikker på, at den var lukket godt og grundigt inde i cirklerne. En stråle af unaturligt hvidt lys materaliserede sig over ham, som langsomt bredte sig til alle cirklerne. Det var tydeligt at se at Athe kæmpede en brav kamp; han drev af sved, og var begyndt at gispe efter vejret. Men det gik fremad. Beej blev koldere og koldere jo længere tid han stod stille, og kulden krøb op gennem hans tykke skosåler. Hans fingre var stivfrosne, og han var sikker på at han havde fået forfrysninger på næsen. Pludselig holdt messen op, og Athe's hænder greb efter de skjulte dolke, der hang rundt omkring på hans krop. Han kastede alle tolv op i luften på en gang, og de landede alle på deres plads på de tre cirkler; fire hugget dybt i isen på hver cirkel med perfekt afstand mellem sig. Athe landede også, og hoppede baglæns ud af cirklerne. Dér, hvor han få sekunder inden havde hængt i luften, materialiserede sig nu en kæmpe dæmon, med enorme vinger og lange, frygtindgydende tænder der dryppede af gift. Beej havde set en del i sin tid rundt i verden med Athe, men dette var dog det værste syn, han endnu havde haft. Den lignede mest af alt en mørk drage på to ben, og afgav et uhyggeligt skrig. Den prøvede at træde ud af cirklerne, men cirklerne, der nu afgav et lilla lys, løftede sig og lagde sig rundt om uhyret. Dens stærke arme blev tvunget ind til dens krop, og afgav endnu et skrig. Athe stirrede koncentreret på dæmonen, og gik langsomt frem mod den. Beej lå endnu en gang på isen, med munden åben i et stille skrig.
   "Vil du have at jeg løsner dig, dæmon?" sagde Athe let hånende til uhyret. Er du dum, din idiot?! Tænkte Beej for sig selv, men turde selvfølgelig ikke gøre opmærksom på sin person. Dæmonen svarede ham på det mystiske tungemål, der lød som hundrede hvæsende slanger, hvortil Athe svarede: "Jeg er din nye herre. Du skal adlyde mit mindste vink, og til gengæld vil jeg behandle dig retfærdigt. Jeg er din herre, og du er min tjener." De stirrede hinanden intenst i øjnene; mennesker havde det dårligt med at kigge en warlock i øjnene, fordi at det var dér, en dæmon skulle se ind. En dæmonsjæl i en menneskekrop.


Dæmonens bryst rumlede som et forvrænget grin. Den ville ikke have sådan en lille dreng til herre. Ham, en af de største inden for hans egen art? Det skulle være løgn. Vergil-dæmonen tog hurtigt bestik af situationen. De eneste mennesker der var, var den lille dreng og en større én et lille stykke borte. Kunne det virkelig være sandt at et så lille menneske kunne hidkalde ham? Det kunne kun være snyd. "Hvem har hidkaldt mig?" spurgte dæmonen drengen med dyb røst. "Mig," svarede han, "jeg er warlock, og jeg binder dig til mig." Drengen tog en stor, enkel dolk op fra en lomme gemt under jakken. Dæmonen kunne fornemme drengens sikre blik under det lange, mørke hår. Var det lilla iriser, han kunne skimte? Børn som warlocks nu til dags, tænkte dæmonen, hvad sker der for denne verden? Endelig gik det op for dæmonen, hvad det var drengen var i færd med. Han ville fuldende ritualet! Han hev op i sit jakkeærme, og skar i sin arm, så rødt, varmt blod dryppede ned på isen, og smeltede det, den ramte. Høj kropsvarme og lilla øjne. Han er sgu warlock. Kniven var nu indsmurt i blod, og drengen gik langsomt, men sikkert mod ham. Men den ville ikke lade sig betvinge så let. Den forsøgte at brede vingerne ud, og slog hårdt med dem; de bindende cirkler holdt akkurat. Dolkene sad godt fast, men dette var is, de sad fast i, og dæmonen havde et es op i sit ærme. Den opbyggede et vakuum i munden, og ud sprøjtede utallige ildtunger, som fjernede den is, som dolkene sad fast i. Den var på vej mod friheden endnu en gang, og et gratis måltid!

Athe opdagede, hvad Vergil-dæmonen havde tænkt sig at gøre, og bandede for sig selv over ikke at have tænkt over det. Idiot! Nå, men så måtte han ty til plan B. "Beej?" kaldte Athe over skulderen til sin fætter. Intet svar, kun en sagte piben. "Beej! Hvis du ikke vil dø, så hjælp mig nu!" råbte Athe igen. Dæmonen kunne kun ramme en cirkel af gangen, så de to andre cirkler bandt ham stadig. Men det var et spørgsmål om tid. "Beej! Tegn en cirkel mere!" "Er du fuldstændig hjernedød?! Skal jeg gå tættere på det der? Glem det!" Skreg Beej med højt stemmeleje, som i en anden situation ville have været morsom. Athe rullede med øjnene, og vendte sig opgivende mod sin fætter. "Så du vil hellere sidde der og dø, end komme tættere på og muligvis ikke dø? Din logik er jo ufejlbarlig," svarede Athe. Endelig rejste Beej sig op på rystende ben, og kom lidt tættere på. "Jamen, så er der jo for mange cirkler," vrøvlede han dumt. "Gør bare som jeg siger. Inden du tegner den helt færdig, så lad mig det vide."

Vergil var ved at være klar til at spy ildtunge nummer to. Det kradsede på tungen, når huden smeltede af. Han var ingen ilddæmon; han havde ladet ilden tage hjem i sin krop, mod at han kunne bruge den når han lystede. De levede i symbiose, som han foretrak at tænke på det, i stedet for at forestille sig ilden fortære ham op indefra, som nok var mere rigtigt. Det andet menneske var på vej mod ham, og begyndte at cirkle om ham. Endnu en cirkel? De var jo ikke rigtig kloge.

Athe's krop var helt spændt: han var klar til enten at leve eller dø. Helst førstnævnte. I realiteten kunne han forsage dæmonen tilbage til dens egen dimension, men det var ikke Athe's stil. Dø med ære, eller leve ligeledes. Han stirrede stadig dæmonen i øjnene, uden at blinke. Den stirrede tilbage på ham, med de samme lilla øjne, som han kendte så godt. Det var som at stirre ind i et spejl. "Jeg er næsten færdig!" råbte Beej ovre fra højre. "På tre," råbte Athe. "1 - " han spredte fingrene ud, strakte dem mod de inderste dolke, "2 - " dolkene løftede sig fra smeltevandet, og kun to cirkler fastholdt dæmonen. Athe kunne med det samme mærke en ekstra byrde lægge sig på sine skuldre, som tvang ham i knæ, og adrenalinen skd smertfuldt op gennem hans krop. "Og 3!" Beej sluttede cirklen, og dolkene faldt på plads i den nye med en lille skarp lyd. Beej bandede for sig selv, da en dolk ramte isen med et svup, der hvor hans fod havde været få øjeblikke inden. Athe løb over mod dæmonen, mens han messede på dæmonsprog. Dolken med hans eget blod, som han havde holdt krampagtigt fast i, ramte dæmonen der, hvor hjertet burde have været, hvorefter den skreg. Spredte ildtunger brændte Athe's tøj, da dens mørke blod piblede ud af såret, og det hornede hoved sank ned mod knæet. Athe hev dolken ud af dens bryst, knælede, og vendte bladet mod sit eget hjerte. Sandhedens øjeblik.

Dolken gled ubesværet ind i Athe's hjerte, og blandede dæmonens blod op med hans eget. Han kunne med det samme mærke ilden tumle uvant rundt i hans krop, brændte hans indre, og vidste at han måtte bekæmpe den. Han hentede fornemmelsen af den kolde vind mod sit ansigt fra hukommelsen, og brugte den til at kæmpe mod ilden. Idet han mærkede ilden blive til gløder i sin bevidsthed, dukkede der en iskold kulde op i hans hjerte, blandede sig med hans egen kulde, som tog vejret fra ham.

Beej så til mens fæstet fra dolken stak ud af Athe's bryst. Det at hidkalde dæmonen plejede at være den lette del, og den indre kamp den svære. Beej kunne ikke forestille sig hvilke strabadser Athe måtte gennemgå siden hidkaldelsen, og gispede overrasket da blod begyndte at løbe fra Athe's læber. Det plejede ikke at ske. Dæmonen stirrede stadig med sine lilla øjne mod Athe's lukkede, og fremviste et forvrænget smil da blodet løb ned ad halsen på sin modstander. Hvorfor skal vi absolut betvinge monstre, der ikke vil betvinges? Tænkte Beej stille. Jeg er glad for at der ikke er en dæmonfagforening. Athe begyndte at gispe efter vejret, og få blå læber. Var han ved at tabe? Beej følte sig magtesløs; det eneste han kunne gøre, var at se til, og håbe for det bedste.

Giv op, lille warlock, raspede en stemme i Athe's øre. Han vidste ikke, hvad han skulle gøre; hvordan bekæmpede man både ild og is på samme tid? Brugte han ild mod isen, flammede ilden endnu stærkere i ham, og omvendt. Det element, der betvang det ene, fodrede det andet. Han havde ikke tid til at tænke, for så pressede begge elementer ubønhørligt mod hans bevidsthed. Han var ved at tabe, og havde kun lidt tid tilbage til at vende situationen i. Dæmonens skrattende grin fyldte hans ører, og alt pressede på hans sammensunkede skuldre. Hvilket element betvinger hinandens modsætninger? I samme sekund slog svaret ham.

Athe slog øjnene op. Han kunne mærke det størknede blod mod hans mund, og så dæmonens smil. "Du er ikke stærk nok," hviskede den, hvorefter Athe satte ind med sit forsvar - orkaner, tornadoer og storme skar ubønhørligt gennem isen, og slukkede ilden og gløderne. Dæmonens smil forsvandt, og blev erstattet med et skrig. Nu var det den, der led under Athe's indflydelse. Athe mumlede det sidste vers, der ville forsegle dæmonen, trak dolken ud af brystet, og så var den væk.

Beej løb over til Athe i det sekund, dæmonen gik op i røg. "Jeg ved ikke om jeg skal kysse dig eller smadre dig," råbte Beej, "mest det sidste. Med mindre du har en meget god forklaring på det her!" Han gestikulerede mod der, hvor dæmonen lige havde været. "Hvorfor sagde du ikke, at du gik efter en B-dæmon? Jeg vil altså gerne være forberedt på at dø!" Athe tog imod klædet, Beej holdt frem mod ham, og tørrede blodet væk fra ansigtet. Han trængte virkelig til et bad. "Du ville have gjort alt for at overtale mig til at lade være," svarede han, "og jeg var sikker på at jeg kunne klare det. Når de andre dæmoner bliver barnemad at betvinge, er det altså på tide at man rykker videre. Jeg havde tegnet ekstra runer på dem her - " dolkene kom flyvende mod ham da han strakte hænderne, og han lagde dem forsvarligt i skederne - "intet kunne gå galt. Udover at en Vergil-dæmon havde sværget til ild! De plejer jo at hade det modsatte element. Jeg kunne mærke hvordan ilden var stærkere end is inde i ham." Han tog sig til brystet, og rystede af adrenalin. Havde han fået sympati med dæmonen? Han vidste, at på et tidspunkt ville ilden være stærkere end isen i hans krop, og han ville blive konverteret til en ilddæmon. Eller dø. En udstødt af sine egne, præcis ligesom Athe. Det passede ham perfekt, indså han. "Men hvordan klarede du det så?" spurgte Beej forundret. "Det er lige meget. Hovedsagen er, at vi lever og er gået et niveau op. Så jeg er faktisk i top 50 over nulevende warlocks," sagde Athe med et ondt smil. Beej var ofte i tvivl; hvis endnu en krig ville bryde ud, hvem ville han så holde med, og beskytte? Højst sandsynligt kun sig selv, tænkte Beej, ligesom Livan-folket. De skiderikker med deres fine sprog, fine madlavning og smukke by er for gode til at redde nogens røv ud over deres egen. "Og du er blandt de 50 bedste ecca! Er du ikke glad?" fortsatte Athe til Beej. "Jo, hvor er jeg glad. Jeg er blandt de 50 bedste ecca, som folk hader fordi de beskæftiger sig med warlocks, som ingen kan lide. Så nu kan jeg blive endnu mere hadet, end jeg er i forvejen! I det mindste kunne jeg forholde mig anonym når jeg gik i byen," klynkede Beej. Athe's smil forsvandt. "Det her er altså større end lidt let fjams rundt omkring. Vi skal til Ila for at fremvise vores bedrift. Hvad er dit problem?" Beej lignede en tordensky. "Problemet er, at før i tiden gjorde du opmærksom på dig selv bare ved dit sure fjæs og lilla øjne! Nu skal du fremvise emblemer om, hvor warlocket du er! Så stirrer folk bare endnu mere på os. Jeg er virkelig træt af den her livsstil," tilføjede han klynkende. De var stille lidt, og stirrede i hver sin retning - Beej op på de få måger der cirklede over dem, Athe på tundraen et par mil fra dem. Han sukkede. "Jeg burde have fortalt dig om dæmonen, men så havde du aldrig fulgt mig. Var det ikke derfor, du lod dig Binde til mig? For at se verden, og bevise at ecca er helt normale mennesker, der tilfældigvis har en warlock-fætter, som de vil passe på, den slags. Hjælpe med at betvinge dæmoner, og se farer, hvor vi ikke ser dem. Du er det eneste menneske, jeg vil snakke med," hviskede Athe bittert med ryggen mod Beej. De stod lidt sådan, med ryggen mod hinanden, begge utrygge ved stilheden. "Hør nu, fætter," begyndte Beej, "jeg kan også godt lide dig, når du ikke er en sur møgunge, der skal føre sig frem. Så, lad os nu komme tilbage. Du lovede mig at du havde styr på det." Små bitte snefnug begyndte at drysse ned fra den truende himmel. "Og lad det gå lidt tjept," tilføjede han. Athe tog jakken af, så han stod i bare, arrede arme. Op og ned langs dem kunne man se utallige sår, mærker fra knive og brændemærker, et af dem helt fra håndryggen til omkring skulderen. Han slog hænderne mod isen, de stod på, og frem kom tre lilla cirkler på isen foran ham. I midten kom dæmonen, Athe lige havde betvunget, frem. "Kravl op," sagde Athe. Beej så grædefærdig ud. "What?! No way at jeg sætter mig op på den der tingest! Hvis den kunne få dig til at bløde, kan den lave mig om til shish kebab!"