Da Ivar og Bjørg flyttede til Seljord var jeg igen flyttet ind til dem, men jeg kom da stadig hos Olav og Gunhild, som jeg og Asbjørn først havde boet hos. Deres datter, Anne, var kommet med i menigheden, og vi var blevet meget gode venner. Hun ville gerne giftes med mig, og bortset fra hvad det skulle løse af problemer, ville jeg da gerne have mit eget hjem, børn og så videre. Jeg var 26. Så vi giftede os. - En del synder har jeg vel begået i mit liv, men dette er den værste, men den blev begået med velsignelse fra alle vennerne, fra menigheden, fra Jehovas Vidners organisation, ja, fra Jehovas Gud selv, efter hvad der blev sagt.
   Vi flyttede ind i stuehuset til en gammel bondegård, og vi havde det sådan set udmærket sammen, og vi fik da også en dejlig søn, Kim. Når man er ung, kan man finde ud af hvad som helst. Vi var begge uerfarne, og jeg synes vi var meget gode til at hjælpe hinanden over de værste problemer. Alligevel hobede de sig op. Mine specielle problemer løste sig aldeles ikke nu jeg var kommet i lag med en rigtig kvinde. Tværtimod blev de nu aldeles håndgribelige. Som i andre sager var det som skulle være store glæder blevet vendt til at være tunge pligter. Det som jeg hidtil knapt havde måttet tænke på, skulle jeg nu præstere jævnligt. Vi var fanget i en fælde der ikke fandtes nogen legal vej ud af. Vi tænkte naturligvis ikke på skilsmisse på det tidspunkt, men den udvej var også lukket. Jehovas Vidner anerkender ikke anden skilsmissegrund end seksuel utroskab, og på det tidspunkt skulle det være et forhold til en anden kvinde, og det var der jo ikke lige fare for. Derimod skete der noget andet.
   Jeg var ven med en dreng, som jeg her vil kalde for Frank. Han var omkring 16 år og søn af nogen i menigheden. Vi havde været på fjeldture sammen, og havde også 'leget med ilden' uden at overskride visse grænser - den slags grænser laver man i sit hoved - så jeg vidste, at han var villig. Nu brød det igennem og blev til et regulært seksuelt forhold.
   Jeg tror ikke folk i almindelighed syntes, at Frank var særlig charmerende, dertil var han for egensindig, men han var en smuk dreng. At vort forhold blev så nært skyldtes nok, at hans forældre selv fik problemer i deres ægteskab, således at jeg ordnede mange praktiske ting for ham, og desuden tiltalte det ham vel at nogen interesserede sig for ham, også på den måde - og så venskab, naturligvis. - Og skulle nogen spekulere på, hvad vi foretog os sammen, så kan jeg forsikre, at det ikke var særlig avanceret. Det gav mig fred i sindet bare at være sammen med ham, se ham og røre ved ham.
   Ingen fattede mistanke til vort venskab. Det kan lyde underligt, men hvad vi gjorde kunne vi gøre næsten åbenlyst, fordi ingen åbenbart tænkte i de baner. Jeg kom til at leve et dobbeltliv, jeg opbyggede en væg mellem mine to verdener. Jeg troede jo stadig på hele Jehovas Vidners verdensbillede og levede i det. Jeg var aktiv i menigheden, holdt taler på møderne, og var med i tjenesten på feltet. Min tro var ægte nok. - Men mit forhold til Frank var jo udtryk for en side af mig, som var lige så ægte. - Samlivet med Anne fandt en skrøbelig balance. Det haltede, men det gik. Faktisk var det sådan, at når jeg havde det godt med Frank, havde jeg også overskud til Anne, og havde jeg problemer med ham, fungerede det ægteskabelige samliv heller ikke.
   Naturligvis tumlede alle disse ting rundt i hovedet på mig. Jeg kendte ikke meget til homoseksualitet ud over, hvad jeg selv oplevede. Det skete at det blev nævnt i bøger og aviser - sjældent eller aldrig for det gode. Men en dag var der i avisen en kronik af en læge, der omtalte homoseksualitet som en sygdom, og i øvrigt grundigt forklarede årsagerne: bindinger til moren, konflikter med faren og så videre - det stemte så nogenlunde med mit tilfælde. Denne artikel var en stor lettelse for mig, og jeg læste den om og om igen. - I dag kan jeg nok mene, at det var absurd, at jeg var glad for at få at vide, at jeg var syg. Men så var det jo ikke min skyld. Jeg var måske slet ikke det moralsk anløbne individ, jeg efterhånden anså mig selv for.
   Det var dog mit eget problem at komme ud af miséren. Artiklen indeholdt ingen opskrift på, hvordan man kunne blive rask. Jeg gjorde ind imellem desperate forsøg. Jeg fortalte Frank om mine kvaler, og han forstod mig udmærket. Han var jo selv opvokset og opdraget som Jehovas Vidne, uden at det dog syntes at have givet ham skrupler med hensyn til hans eget seksualliv. Så prøvede vi at holde os fra hinanden, men det gik slet ikke. Når jeg nærmede mig sammenbruddet, fandt vi sammen igen.
   Jeg førte på den tid en slags dagbog. Det er mest strøtanker og sentenser. Jeg kunne ikke så godt nedskrive, hvad jeg foretog mig. Der er altid nogen der får fingre i dagbøger.
   "Vær naturlig!"
   Sådan står der ganske enkelt på en af de første sider. Meningen er kryptisk på trods af ordenes dagklare simpelhed. Jeg ved udmærket, hvad jeg lagde i disse to ord, som blev et slags motto for mig. At jeg ville lytte efter mine egne følelser og instinkter og handle efter dem. Det er underligt, at jeg med den slags tanker aldrig prøvede at gøre op med Jehovas Vidners lære og strenge moral. Men det gjorde jeg ikke. Læren blev jeg ved med at betragte som den absolutte sandhed. Ikke sært at jeg måtte have to adskilte verdener. - Men på en måde hang det alligevel sammen for mig. I bund og grund var jeg overbevist om Guds organisations ufejlbarlighed, Guds ord, Bibelen, måtte være sandt, og Guds natur var jeg vel selv en del af, så alt dette måtte være i overensstemmelse, når man bare kom dybt nok ned eller højt nok op. At jeg da allerede var langt væk fra Jehovas Vidners lære indså jeg ikke.
   En dag ramlede det hele naturligvis. Frank havde været nok så åbenmundet om forholdet over for kammerater, og ad omveje fandt rygterne frem til Franks forældre og til de ansvarlige i menigheden.
   En udstødelse hos Jehovas Vidner er en skræmmende affære. Det er en proces, der dels bygger på Paulus' ord om menighedsjustits, og dels på moselovens påbud om at en overtræder skulle føres uden for byen og stenes. Da man jo ikke sådan kan give sig til at stene folk, kommer synderen for et tremandsudvalg, hvor han bliver forhørt. Kommer de så til den konklusion, at han er skyldig, bliver afgørelsen læst op i menigheden, og fra det øjeblik skal alle regne ham for død. Dette gælder også for den nærmeste familie, dog med den forskel at man, hvis man tilhører samme husstand, jo ikke helt kan ignorere hans eksistens. Det hedder da, at man ikke må have åndelig kontakt. Et ægteskab er stadig et ægteskab med de rettigheder og pligter det indebærer, men man kan ikke læse Bibelen sammen, bede sammen og så videre.
   Sagen mod mig blev besværliggjort af, at vi var en så lille menighed, så der måtte hentes assistance fra en menighed et andet sted, men ellers kørte den glat og lige efter bogen. Jeg havde intet at skjule eller undskylde. Jeg var selv en del af systemet og anerkendte det i hele dets strenghed. Midt i elendigheden var jeg lettet, væggen mellem mine to verdener var faldet, og alt var klart for mig. At jeg skulle udstødes var der ingen tvivl om, heller ikke hos mig selv. Der var tvivl om, hvor vidt jeg også skulle meldes til politiet. Som loven var dengang var Frank under den seksuelle lavalder. Som den er i dag ville han ikke være det. Jeg sagde, at de helt og holdent skulle gøre, hvad de mente var rigtigt, jeg ville tage alt som det kom. Men som følge af den politik de havde, og som de stadig har, så vidt muligt ikke at gå til myndighederne, hvis noget kan ordnes internt, blev jeg ikke anmeldt. Om denne afgørelse var korrekt i samfundsmæssig henseende, skal jeg ikke kunne sige, men jeg var naturligvis lettet over den.
   For Anne var det naturligvis et hårdt slag, men dog mindre end man kunne tænke sig. Vort ægteskab havde kørt stadig dårligere, og som jeg selv, så hun vel dette som bunden, og fra nu af kunne det kun gå opad. Hun var i hvert fald parat til at tilgive og begynde på en frisk.
   Jeg så dette som en mulighed for at komme ovenpå igen. Jeg vidste jo, at jeg havde mulighed for at blive genoptaget i menigheden. Jeg skulle komme til møderne, holde mig diskret i baggrunden, ingen måtte hilse på mig eller i det hele taget bemærke min eksistens. - Dette kan virke absurd i enhver menighed, men var det særlig her, fordi møderne blev holdt i Ivar og Bjørgs hjem, hvor jeg havde boet i årevis og hvor alle var mine nærmeste venner. - På et tidspunkt kom der besøg af den rejsende repræsentant for Selskabet, og han sagde, at det ikke var korrekt, at jeg kom der i et privat hjem. Så lejede de et lokale i kommunehuset og holdt møderne der.
   Frank var jeg naturligvis skilt fra. Men jeg var den eneste frisør i bygden, og han ville ikke klippes af sin far. Så kom faren med ham, og jeg klippede dem begge. Situationen var underlig, jeg havde været venner med faren i årevis, og det var umuligt at opretholde den kølige tone imellem os, så uvilkårlig fald vi tilbage i den gamle. - Men Frank ville ikke finde sig i at blive holdt i snor, så snart kom han alene. Men vi holdt os i skindet. - Han havde ikke megen respekt for processen.
   "Du er jo homo," sagde han, "det kan de da ikke lave om på." - Det så han klarere end jeg.
   Selvom jeg faktisk kom i en letsindig stemning efter udstødelsen, eftersom der pludselig ingen hemmeligheder var mere, så skal der ikke herske tvivl om at situationen var alvorlig nok, og at jeg tit var dybt mismodig. Jeg var udenfor. Selvom jeg på mange måder var blevet en del af Seljords liv, så var jeg først og fremmest et Jehovas Vidne. Måske havde tanken om paradiset på jorden nok fortonet sig noget, jeg havde fundet mit paradis, Seljord, men jeg var i høj grad også stadig medlem af hvad vi kaldte 'den nye verdens samfund'. Eller det var jeg netop ikke med i, jeg var udenfor, jeg var udstødt. - Jeg vidste, at jeg ved god opførsel kunne blive genoptaget efter et år. Det år gik forbavsende hurtigt, og jeg blev da også genoptaget.
   Alle kom mig i møde med åbne arme. Alle var glade. Jeg var den fortabte søn, der vendte tilbage. - Men da jubelen havde lagt sig bredte en underlig tomhed sig. Hvad nu? - Ja, nu skulle vi vel alle være tilbage i det gamle spor, og jeg genoptog da også alle menighedens rutiner, møder, felttjeneste og så videre. - Alle og alt var som før, men jeg syntes alle spillede skuespil, og det gjorde jeg også selv. Hvordan havde disse kære mennesker, som var mine nære venner, kunnet slukke for venskabet som man trykker på en kontakt, og hvordan kunne de nu trykke på kontakten igen og så var venskabet der igen fuldt intakt. - Jeg greb mig selv i at ønske, at de skulle hade mig, skælde ud, sparke mig ned ad trapperne. Det ville være mere ægte. De kunne jo have grund til det. Jeg havde selv svigtet venskabet og udsat den nystartede menighed for en urimelig belastning. Hvad var ikke kommet ud i bygdens befolkning? - Og mine grundlæggende problemer var jo ikke ændret, der var alt som før, og ingen gjorde noget for at ændre noget. Det forventedes vel bare at jeg skulle rette ind. Og Frank gik der og så ironisk på det hele.
   "Hvad gør du alt det for?" spurgte han. "Det hjælper jo alligevel ikke."
   Det mente jeg nu nok det gjorde.
   Men jeg kørte træt. Jeg fortsatte i menigheden med det minimum af aktivitet som skulle til for lige at hænge på. I stedet for begyndte jeg at deltage i forskellige aktiviteter i bygden, lånte bøger på kommunebiblioteket, tog på daglange ture på fjeldet, mest på Skorve. Og omsider genoptog jeg forholdet til Frank.
   Ægteskabet gik naturligvis helt i stå, men egentlig var vi aldrig uvenner, tværtimod blev det til et stilfærdigt kammeratskab, hvor vi fik hverdagen til at glide nogenlunde gnidningsløst. Jeg beskæftigede mig meget med min søn, Kim, og tog ham med på fjeldture.
   Men en dag sagde Anne: "Hvis du vil skilles, kan du godt blive det."
   I samme øjeblik vidste jeg, at det var det jeg ville. Jeg tror, de fleste vidste, at det var den vej det bar. Jeg så det vel også selv, men lukkede længe øjnene for det.
   Da beslutningen var taget gik det hurtigt, alle praktiske ting blev ordnet og i begyndelsen af 1967 brød jeg op og rejste til København, som jeg var kommet fra næsten tolv år tidligere. Det var med tungt hjerte jeg forlod alt hvad der betød noget for mig, min religion, alle vennerne, Norge, Seljord, mit hjem, min søn, Anne, min kone - nåja, jeg holdt jo alligevel af hende - og ikke mindst forlod jeg Frank. Jeg rejste til en by, et land der faktisk var fremmed for mig.
   Jeg var 31 og skulle begynde et helt nyt liv. Og jeg bestemte mig for at aldrig mere skulle noget i mit liv være hemmeligt. Alt jeg foretog mig skulle foregå i fuld åbenhed, så at sige for alles øjne. Kun sådan kan man leve.
   *
   Fortsættes herunder. Tryk på pilen.