18 år siden

Bob på tur - 1

Sandhedens slag - 16.09.2...
Anna Gammelg...
1 år, 8 måneder siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
9 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
5 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
5 år siden
Mere tid. Mere alt.
Anja Lind An...
10 år siden
Karmacowboybukser og andr...
Olivia Birch...
9 år siden
Dreamtime tæller får, dow...
Camilla Rasm...
7 år siden
Vandet i dag
SeMig
2 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
6 år siden
Oktober
Camilla Rasm...
10 år siden
BILEN BLEV MIN I DAG :-))...
Flemming Tri...
11 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
4 år siden
Jeg har en plan
Halina Abram...
6 år siden
This is not a Bridget Jon...
Camilla Rasm...
9 år siden
Om alt og intet
Lisa Brøndbe...
3 år siden
Det aktive...
Poul Brasch ...
11 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
7 år siden
Tilstand - stilstand
Sylvia Ebbes...
11 år siden
Bornholm 3
Michala Esch...
16 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
11 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
12 år siden
Fra jam til pølsefest
Martin Micha...
4 år siden
13/07/2016: UFO
Cecilie Revs...
7 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
11 år siden
Det fandme typisk, med de...
Racuelle Hei...
9 år siden
Kender I det?
Hanna Fink (...
10 år siden
Nede på point
Olivia Birch...
9 år siden
Vent på mig
Halina Abram...
6 år siden
Hvis jeg havde tid.
Jytte Westen...
10 år siden
Hvem er først ?
Halina Abram...
6 år siden
Udgivelse - proces og drø...
Ansu Orheim ...
1 måned, 25 dage siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
8 år siden
Beskæring af roser
Hanna Fink (...
11 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
9 år siden
Anden bog started
JesperSB
3 år siden
Åh den vrede, den vrede!
Bastian
11 år siden
Jeg skal have en lille pr...
SoffiG
10 år siden
Månemand
Camilla Rasm...
15 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
8 år siden
poop
Regitze Møbi...
9 år siden
At være noget - at blive ...
Salomon
9 år siden
Mandag kære mandag.
Malene Hahn
8 år siden
Pink banko med Racuelle
Racuelle Hei...
9 år siden
Frækt Honey
Kenneth Hvid...
3 måneder, 24 dage siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
9 år siden
Flot fyr.
Ruth Christe...
7 år siden
Hr Solsort
Peter
8 år siden
En lidt hård weekend, kry...
xangelx
7 år siden
Kindfede og røvfuld!
Racuelle Hei...
9 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
10 år siden
Hvordan får man dog en sk...
K. S Ytting
8 år siden
I'm back!
Gittepigen
10 år siden
Hverdag igen
Michala Esch...
11 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
11 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
8 år siden
Hjem igen
Salomon
9 år siden
70år + 4 dage
Peter Munk (...
10 år siden
Mit lys brænder
Tine Sønder ...
10 år siden
Gode dage forud
David Hansen...
1 måned, 17 dage siden
Jamen det var jo sjovt
Kellany Bram...
11 år siden
Kære natbog (X)
Olivia Birch...
9 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
6 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
6 år siden
Sig appelsin - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Træt i dag
David Hansen...
3 måneder, 19 dage siden
Tillykke til mig...
Poul Brasch ...
9 år siden
Jeg er min egen forhindri...
Kasper Lund ...
8 år siden
Kun ti dage til konfirmat...
Michala Esch...
6 år siden
23 år - derfor naiv - Kas...
Kasper Lund ...
8 år siden
Et lille hjerte krydser m...
ingelnielsen
11 år siden
Farvel i morgen..
HCDitte
9 år siden
1-09
Halina Abram...
6 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
11 år siden
godmorgen og godnat
Simone Reinh...
1 år siden
Godnat morgen
Hannah White...
8 år siden
Min datters smukke sang
Ace Burridge...
11 år siden
At miste styrringen og jo...
Bastian
11 år siden
Hurry up!
Julie Vester...
10 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
10 år siden
Tømmer lige rygsækken.
Neola
3 år siden
Lykkedes at ride igennem ...
Regitze Møbi...
9 år siden
Spejle
Marie Martin...
10 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
7 år siden
Tilbage i Danmark
Salomon
9 år siden
Drømme om kærlighed
Ace Burridge...
11 år siden
sulten
Sunstar31
9 år siden
Hvorfor ikke...
Liza Abildsk...
9 år siden
Hvor skal vi hen?
Liza Abildsk...
9 år siden
Det her er ikke mit land
Olivia Birch...
9 år siden
Misfoster
Tine Sønder ...
11 år siden
Meningsforladt tankemylde...
Kasper Lund ...
9 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
9 år siden
Prego og ikke for sarte s...
Racuelle Hei...
7 år siden
Overgangen fra en hjerneh...
Camilla Rasm...
9 år siden
Læseferie... næsten
Michala Esch...
11 år siden
Svampe.
Ruth Christe...
7 år siden
Kære DagBob

For Bob var det væsentligste ved rejsen vel i virkeligheden ikke selve rejsen, men det at starte på den, og undervejs overvinde hvad der måtte komme af forhindringer.

Sådan må en ferie nemlig gerne være for Bob. Gøre ting han ikke rigtigt for alvor tør. For mange mennesker lyder det nok banalt, herregud, det var jo ikke en tur rundt om verden, med GlobetrotterBob spændt for vognen, men derimod kun et par dage i Sverige. Alligevel var det, for Bob, lidt af en sejr, da han drog afsted ved 10 tiden fredag, helt uden at vide hvor han skulle hen.

Sagt i alt fortrolighed, og du får tæsk hvis du siger det til nogen DagBob, så er Bob jo nok ret meget en "livrem og seler" fyr. PlanlægningsBob vil gerne have et minimum af plan, eksempelvis i form af overnatningsmuligheder på rejsen, og så er det også første gang Bob rejser rundt helt på egen hånd, hvilket ikke for alvor bringer TryghedsBob op i den helt trygge zone.

Men nu skulle det være, Bob skulle afsted, og "fandeme om ikke også han ggjorde det" (Fra "Kim i cirkus"...fortsættes "han holdt ikke op med at drikke portvin af den grund, men depressionerne forsvandt som dug for solen").

EventyrBob havde for alvor taget over, og derfor vidste ingen hvor Bob skulle hen, heller ikke Bob selv. Planen stoppede lige omkring Malmö banegård, hvor Bob satsede på at billetsælgeren var inkarneret vandrer, og kunne guide ham i den rigtige retning. Dog kom Bob aldrig så langt, for allerede på Østerport opdagede Bob, at toget kørte direkte til Halmstad, og der var vist noget med det der Halmstad og et lækkert vandreområde, så Bob to toget hele vejen, og endte dermed i Halmstad.

Fra Halmstad endte Bob med at drage videre i bus mod simlångsdalen, hvor der skulle være noget interessant vandring. Hvad der ikke var, og dette skulle vise sig at være faretruende tæt på skæbnesvangert, var en campingplads, eller en vandhane. Forklaring følger (Bemærk hvorledes ForfatterBob her holder publikum på pinebænken, og bygger spændingen op til nærmest ulidelige højder).

Bob havde fået fat på et kort med nogle forskellige vandreruter. Det viste sig dog hurtigt, at de fleste var for tøsedrenge, og da Bob jo naturligvis ikke er sådan en, valgte han en rute der var klassificeret "sort", den sværeste type, hvilket jo måtte være passende, for en mand der var alene på sit livs første vandretur, uden detaljeret kort iøvrigt.

Det passede overhovedet ikke VildmarksBob, at turen ned til ruten foregik på asfalt, men efter 5 minutter inde i selve skoven, måtte Bob sande, at det nok var bedst at vælge vejen, eftersom skoven var ret uhensigtsmæssigt designet, i forhold til en mand med 25 kilo på ryggen, og 5 i hånden. Svenskerne undskyldte deres rod og uorden med en storm og noget omfattende oprydningsarbejde. "Sjusk", var Bobs eneste kommentar til det, og tilføjede, for sig selv, da han jo var alene, "denne sag bør få konsekvenser for den svenske regering". Man kan ikke byde vildmarksturister en rodet vildmark, det er simpelthen for ringe. Men sådan er det vel bare med svenskere?

Bob fandt dog sin vandrerute, og bortset fra at den var alt for kort, levede den i teksnisk forstand, op til alt hvad Bob havde forventet. Ved hjælp af hans store erfaring fra SpejderSports sommerkatalog, kunne Bob dog med held forcere strækningen, og indtage en hurtig frokost siddende på en sten i et vandfald. Okay, måske det ikke var et vandfald i ordets egentlige forstand. Det var vel nærmere bare en å der skrånede let nedad, på et sted hvor nogen havde smidt nogle sted, så vandet brusede en smule. Men i brochuren hed det et vandfald, oven i købet "danske fallet", så nu er det altså officielt et vandfald Bob har siddet i. Basta!!!

Efter vandfaldet traf Bob en beslutning. En beslutning som enten var den bedste for hans ferie, eller den værste, alt efter hvordan man drejer den. Det er jo gerne sådan, at en historie oftest har to sider, og denne her har bestemt to sider.

Ruten sluttede kort efter vandfaldet, og Bob var ikke indstillet på at tage op til bussen igen, og køre videre til et andet sted, så Bob fulgte en anden sti ind igennem skoven, en sti der umiddelbart havde retning mod områdets anden sorte rute. Denne lå dog, at dømme efter turistbrochurens meget forenklede kort, godt 10 km væk, og da klokken var ca. 16.30 nu, og området ikke bød på overnatningsmuligheder iøvrigt, var det nok ikke en klog beslutning at følge denne sti. Så det gjorde EventyrBob, i et anfald af "det går jo nok" syge, som Bob desværre lider meget af.

Skæbnesvangert!!!!

Bob havde haft to vandflasker med á 750 ml. Den ene var tom nu, den anden stadig fyldt. Bob begyndte at gå. Han havde på kompasset fundet den rigtige retning, men igen måtte Bob sande, at den svenske natur ikke helt forstod at indordne sig under Bobs planer. Stien gik for det meste mod syd, hvor Bob skulle stik øst. Det kan være, for geografisk mindre velsignede læsere, at dette ikke umiddelbart udgør nogen specielt nævneværdig difference, men det gør det desværre for dem der skal finde vej.

Bob kunne ikke afvige fra stien, fordi der dels lå en stor å i vejen, dels var den her skov, som stadig ikke var specielt pænt ryddet op og forberedt til gæster.

Bob gik og gik og gik, og havde vel som sådan ikke rigtigt et mål, men nærmere et håb. Et håb om på et tidspunkt at ramme en vej med en bus, så han kunne køre hen til det andet vandreområde. Et håb der senere skulle vise sig at være temmeligt tæt på naivt, i al sin uskyld.
Stien førte til mindre grusvej, som igen ledte ned til en P-plads med et oversigtskort. Smukt tænkte Bob, det var bare lige ud på vejen der, og så op på hovedvejen, det kunne da ikke være så svært.

Det kunne det så. Klokken var nu 17.30, og hvis Bob skulle finde et sted at overnatte, med kun en flaske vand tilbage, skulle der ske noget snart. Hvilket der, ikke overraskende, overhovedet ikke gjorde. Medmindre selvfølgelig, at man tæller en absolut urimelig endeløs række af bøgetræer, der tilsyneladende er det foretrukne træ i denne del af Sverige, med når man definerer "ske noget". Bob tæller ikke den slags med, og således skete der ikke noget for Bob, i de to timer han vandrede langs det der bestemt måtte være Nordeuropas længste grusvej.

På et tidspunkt hvor Bob var meget tæt på at være desperat, for slet ikke at tale om træt og øm, og hvor han i flere kilometer havde diskutteret med sig selv, om ikke han snart burde bide i det sure æble og vende om, for der var da helt sikert noget de her fatsvage svenskere havde gjort galt, da de skulle lave kort og skov, kom han til et sted med en lille høj, og en smart placeret udkigspost. På vej derop, mistede Bob, skulle det vise sig senere, sit kort, hvilket ved nærmere eftertanke ikke gjorde så meget, eftersom han ikke stolede mere på svenskerne og deres kort, end en engelsk politimand stolede på arabisk udseende mænd i metroen, med mistænkeligt store rygsække.

Udsigten var nedslående. Hele vejen rundt, så langt øjet rakte, var der træer. Ikke andet end forbandede træer, og overhovedet ikke nogen hovedvej. Ikke engang et lille bitte hus med en vandhane kunne ses. Bob var træt, og det nedslående syn gjorde ham langt fra mere frisk. Der var ca. 1 1/2 time tilbage til danskerfallet, hvorfra der ville være yderligere en time tilbage til hovedvejen, og klokken var nu allerede ret mange. Bob havde telt med, men havde ikke meget lyst til at overnatte her midt i ingenting. Ikke at man måtte, men det var nok ligegyldigt, for Bob havde ikke set levende mennesker i 3 timer, så hvem skulle komme og opdage han lille telt? Det var mere konceptet i at ligge nærmest uden vand, ude midt i absolut ingenting, overladt til naturens luner, der ikke huede Bob. I det hele tage ville Bob bare gerne hjem snart, på det her tidspunkt.

Nå, men videre måtte han jo, for den forbandede hovedvej burde ligge derude et sted. Al logik, og hans kompas, fortalte Bob, at den skulle være lige derhenne, rundt om næste hjørne.

Et fornærmende stort antal næste hjørner senere, hørte Bob en bil. Til sin store glæde var han ikke begyndt at høre syner, og i næste nu kom en bil kørende mod Bob der på grusstien. Bob vinkede som en gal, og bilen stoppede. I samme øjeblik fortrød Bob inderligt sin entusiastiske vinken, mens han spagt krammede sin nyindkøbte spejderdolk. Bilen, en stor beskidt amerikanerbil og dennes chauffør som stak hovedet ud af den store beskidte amerikanerbil der 30 meter fremme, hvor han underligt nok var stoppet, lignede noget Bob normalt ville forvente at finde i håndbogen "Sådan laver du en rockerborg".

Tænk at Bob skulle blive bortført af en stor grim rocker, tortureret til døde til en rockerfest dybt inde i en svensk skov, hvis afsides beliggenhed udgjorde et ideelt gemmested for disse dødselskende engle. Bob besluttede sig for, at hvis han skulle dø, skulle det i hvert fald ikke ske uden kamp, og han var forberdt på at slå ihjel, da han kom hen til bilen, og til sin store lettelse opdagede, at det slet ikke var en rocker, men en rockabilly fyr, han havde stoppet. Fyren, der faktisk var flink nok, og måske alligevel ikke for alvor en syg massemorder, kunne oplyse Bob om, at der var 6 km. op til hovedvejen.

Fantastisk, tænkte Bob, efter at have slæbt rundt på de her ca. 30 kilo bagage i nu 4 timer, kunne han se frem til endnu 1 1/2 time før han nåede hovedvejen. Hvad han derefter skulle stille op, havde han ingen idé om, bortset fra at håbe på en bus.

Bob nåede hovedvejen på en times tid, så der havde nok ikke helt været 6 km. Han tænkte på at gå tilbage og finde fyren, for at rette denne misforståelse, men droppede det, og kastede sig istedet taknemeligt ned på jorden, for at kysse hovedvejens asfalt.

Det skulle han dog ikke have gjort. Dels smager asfalt ikke godt, dels er det vanskeligt i en tårevædet grad, at rejse sig igen, hvilket dog skulle vise sig for ingenting at regne, i forhold til at begynde at gå. Ligegyldigt hvad Bob gjorde nu, var det efterfulgt af en strid smerte. Både i fødderne og benene gjorde det nu så ondt, at det tæt på ikke at være sjovt.

Det holdt dog først for alvor op med at være sjovt, da Bob, efter at have gået de første ca. to kilometer, af de 8 ind mod den lille samling huse han var blevet sat af ved, kom til en lille rasteplads hvor han opdagede at der:
1. Ikke kørte flere busser nu
2. begyndte at dryppe ting ned fra himlen, som mistænkeligt meget mindede om regn
3. ikke var vand i hanerne på toilettet.

Nu var det slet ikke sjovt længere. Ingen bus var en katastrofe, for selvom han nåede til husene, hvilket ville kræve et mindre mirakel i Bobs tilstand, var der ingen bus videre ind til Halmstad. Bob havde nu ca. en halv liter vand tilbage, ikke nok til at lave aftensmad af, hvis han også skulle have vand. Bob overvejede at slå teltet op på rastepladsen, og så se på tingene imorgen tidlig, men endte med at gå videre, og håbe på det bedste. Måske man kunne tomle sig ind til Halmstad?

Det kunne man ikke. Bob gik et stykke vej med tomlen ude, demotiveret, træt, ondt i hele kroppen, ondt af sig selv, da mørket begyndte at falde på. Bob gik på noget der vel nærmest var en motortrafikvej. Det var ikke et velegnet sted til en lille mand med en stor rygsæk, når mørket faldt på, og distancen ind til husklyngen virkede overvældende.

Bob fandt en lysning i skoven, kun 3-4 meter fra vejen, hvor der var både jævnt nok, og langt nok mellem træerne, til at Bob kunne slå sit telt op, hvilket var præcist hvad Bob gjorde, efter en mindre slåskamp med sig selv, primært med ForsigtighedsBob indblandet. Ingen af Bob´erne syntes det var fedt at skulle slå telt op i en skov langt væk fra alt andet end en larmende hovedvej, men der var ikke meget tilbage i Bob, som nu var alarmerende tæt på at opfylde kriterierne for "drænet for energi"

Efter en del besvær med teltstængerne, og et ubehageligt møde med den samlede bestand af myg i Sydsverige, kom teltet op, og Bob kunne krybe i soveposen. Klokken var nu ca. 22, og Bob håbede at trafikken ville stoppe snart.

Det gjorde den imidlertid ikke, hvilket nok også var helt iorden med Bob, for så kunne han ikke høre stilheden. Der er noget ekstremt ubehageligt over stilheden, når man er helt alene, så de store lastbiler der susede forbi, var til at leve med for Bob.

Som Bob lå der i sin sovepose, sulten og tørstig, med ben der om muligt gjorde endnu mere ondt nu end tidligere, og en krop der generelt var øm efter hårdt brug og en tung rygsæk, tænkte han meget ihærdigt over, om det her nu også var det han gerne ville med sit liv?
Han havde god tid til at tænke, for der gik mere end to timer før han kunne sove, en ære der skulle fordeles ligeligt mellem Bobs generelle utryghed ved situationen (blev ikke bedre da det begyndte at lyne. Utroligt hvilke skrækscenarier den slags kan fremkalde i et lille telt under 4 store stræer), og larmen fra hovedvejen.

Næste morgen da Bob stod op, havde han dog svaret: JA, det var det hele værd. At komme levende ud på den anden side, og stå op til en svensk skovbund badet i sollys og dug. Nogenlunde frisk efter 6 rimelige timers søvn, med udsigt til, forhåbentligt, at kunne fange en bus lige om lidt ind til et sted med vand, så var det svært ikke at være tilfreds med sig selv og sin egen indsats.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Bob på tur - 1 er publiceret 27/08-2005 21:27 af ShopBob.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.