Åh ja, kender godt problemet. Jeg skriver mest historisk fantasy og så længe jeg holder mig til kristen tid, er der ingen problemer. Men jeg kan da finde på at gå længere tilbage og så må man være lidt kreativ. Senest har jeg bøvlet med en historie fra vikingetiden. 'Ved Thor' var lidt for oplagt, syntes jeg.

Hvis du opfinder din egen verden, så hører der vel en form for religion med? Så kan du opfinde nogle kraftudtryk, der har forbindelse med den religion. Peter V. Brett har skrevet en serie, hvor menneskene er oppe imod en dæmonverden og kraftudtrykkene relaterer sig til den.

Ellers kan gode, gamle kaptajn Haddock måske give lidt inspiration. Han kan googles. Selvom nogle af dem nok heller ikke kan bruges, f.eks. lomme-Mussolini. :-)

Der er desværre ikke religion med, ellers havde jeg valgt at arbejde ud fra det :)

Og jeg har haft fat i Haddock, men hans består mest af kaldenavne og ikke så meget den form for kraftudtryk jeg skal bruge.

Der må være gået mange bandeord tabt igennem tiderne. Det er helt sørgeligt.

Du skal ud i noget tabulagt i dit univers. Kan læse mig til at det som du nævner også kan være noget kropsligt og noget med sygdomme at gøre. F.eks, vidste jeg ikke at pokker er kommet fra sygdommen kopper.

Desuden bandede man ikke meget dengang, hvor man snakkede mere formelt til hinanden. Der havde man respekt for hinanden og bandede man over for en voksen så blev man straffet, sikkert med smæk.

Men kan se at voksede man f.eks. op hos en slagter så formede ens sprog sig derefter. Måske det samme med en bager.

Måske kan man også kæde bandeord sammen med noget i naturen. Jeg har da hørt udtrykket "kattens" f.eks. Og jeg læste på en hjemmeside at engang havde bjørn været et nedsættende ord som betyd den brune.

Peter V Brett bruger ordet 'Nat' (Night!) i hans bøger. I hans verden hersker dæmonerne om natten, så der er natten blevet en slags bandeord.
Han bruger også 'Nigh', som hentyder til den onde gud.

Brandon Sanderson bruger ordet "farver" (By the colors!) idet at farver en et af grundelementerne i et af hans magisystemer, som ikke er helt velanset i alle steder af hans verden.

Derudover kan du jo sige:
Hold kæft
Forbistrede (Har vist relation til spedalskhed)
For pokker (Relation til byldepest)

'Forbandede' kan vel også bruges hvis der findes en form for overtro i din verden.

Ellers kan du jo hentyde til alt godt fra bagdelen, såsom: lort, prutter og hæmorider. Og til det kan du lave et twist, såsom kolort, hesteprut eller kalkunhæmoride.

Derudover er der jo også en masse bandeord der er har sexuelle relationer, fx.:
Hønsepuler, Bøsserøv, Hesteknepper eller Luderkarl.

Og du har vel sikkert et fjendebillede i dit projekt. Så et bandeord kunne også være en relation til dem.

fx.
Din grimme svensker! (Jeg kan godt lide svenskere, både Abba og knækbrød kom jo fra sverige)
Fjeldabe, tyskerkælling (Kælling var faktisk et pænt ord for en gammel dame (engang))

Og så er der relationer til ildelugtenden ting som fx. ost - men det er lidt kedeligt.

Ha ha, mange tak for alle de gode bud, Flemming. Der var mange ting, jeg ikke havde tænkt på.
De bliver taget til efterretning!

Jette, tak for dine indput :)

Hvis du vil have din historie udgivet på et forlag, så vil jeg råde dig til at begrænse dine personers brug af bandeord - for hos forlag falder bandeord ikke i god jord.

Jeg synes heller ikke, at en voldsomt bandende person, er særligt interessant, men træls, måske så træls, at jeg ikke gider læse mere af historien.

mvh. Benno

Jeg vil nok give Benno ret.

Vær påpasselig med bandeord. De kan være et krydderi, men pas på at retten ikke bliver uspiselig :)

Bare rolig, det er ikke fordi, de bander ud i ét væk, men et bandeord i ny og næ er bare med til at understrege karaktertræk og situationer :)

Min erfaring er at man uden videre kan beskrive en situation med helt normale ord. F.eks tyveriet - som han kaldte det - endte med at han viste ham døren.
Sætter man et bandeord ind bliver det for personligt, det farver også af på læseren og har negative virkning også selv om det kun er for at understrege sin mening.

Jeg er uenig i tolkningen af udtrykket "kraftedeme"
Jeg mener det betyder "lad mig med en ed blive bundet til den ondes kraft." Det betyder ikke noget med kræft og æde, tror jeg. Forskellen i stavemåde er netop ikke tilfældig, synes jeg.
Lige som med "såmænd," som også er et bandeord. Det er måske en forkortelse af "så kom da, fanden og alle dine mænd" eller noget i den retning. Jeg har hørt en ældre slægtning omtale det således.

Jeg mener at man godt kan bruge bandeord i en skønlitterær tekst, for at lade en person komme til orde på den måde han har trang til.
Men som det siges i et indlæg ovenfor bliver retten uspiselig hvis den krydres for kraftigt.
I gode bøger udtrykker personerne sig ind imellem med stærke følelser. Og bandeord er en del af sådan folklore. Men kun personerne, ikke fortælleren, må bande!

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

For satan

Jeg husker en arbejdskammerat, der af udseende virkede som et stilfærdigt, venligt menneske. Men han kunne altså ikke udtrykke noget som helst, andet end det var pyntet med mange bandeord. Topmålet var da vi diskuterede religion. Da fortalte han, at han for fanden ringede til præsten og sagde, at han/de havde et barn , der skulle døbes. "Men jeg ved , for Fanden ikke, hvordan, det går til.

"Men præsten var, for Fanden meget venlig og tilbød, at besøge familien. Også kom han satame ud og fortalte, hvordan, det gik til."
Jeg tror ikke selv, at han vidste, at han bandede ekstremt. Det var bare så naturligt for ham.

Så, jeg håber, at Gud vil se i nåde til ham - ligesom præsten gjorde.

Jeg tror det er et tegn på at deres ordforråd ikke er ret stort Engbo.
Jeg havde en skolekammerat der gjorde det samme,
men skriftlig gør de det ikke, der kan de ikke stave til de bandeord de kan.
I dag sætter man imoji i SMS så kan man selv gætte hvad de mener.

Ja, Fink. jeg tror også, det er mangel på selvværd. Det er også noget med den kultur, der har været i opdragelsen. I mit barndomshjem eksisterede ordet "røv" ikke. Det er så naturligt for mange i dag. Men for mig er det ikke naturligt. Det skyldes ikke vilje eller uvilje; men er bare frastødende - lige som bande ord.

Jeg husker et træk fra min barndom. Min mor havde erfaret at Frelsens Hær samlede ind. Da de kom til Olsens - råbte Olsen: "Frelsens hær spiser sveske tæer - tørrer sin ryg i et viskelæder." - og mor bemærkede. Det var da mærkeligt at Olsen ville nedværdige sig til det.

Først mange år senere kom jeg i tanker om, at hun citerede "tørrer sin røv;" Men det var bare uden for hendes ord forråd.