Hej Ansu

Først og fremmest vil jeg sige dig tak for, at du tør sætte dig selv på spil ved at skrive et kritisk debatindlæg.

Jeg kender udmærket din frustration over at have investeret sig selv og sin energi i et digt og så bare få noget massekopieret lort i hovedet - men nu var det jo ikke min støtte, du bad om.

Selvom jeg forsøger at give analyserende, perspektiverende og kritisk kritik, så kunne jeg nok også blive bedre selv.

Jeg tror, hvis jeg også lige skal sætte lidt på spil i debatten, at mange skribenter her inde ikke har den erfaring eller teoretiske kunnen, der skal til for at give en god kritik. Jeg synes i hvert fald, at meget af det, der publiceres her inde (måske noget nær 80%) er af meget ringe litterær kvalitet. Men sådan vil det nok være på et forum som dette, hvor alle har mulighed for at publicere. Derfor vil folks kritik nok også være af dårlig kvalitet.

Hvad kan vi gøre? Jeg selv vil fra nu af stramme op og brede min kritik mere ud. Det ved jeg, at jeg kan! For nogle måneder siden skrev jeg et debatindlæg, hvor jeg efterlyste mere kunstneriske og intellektuelle ånd. Måske skulle vi (I ved selv hvem jeg taler om), der ønsker en mere levende fyldepen blive mere solidariske og bygge "sandslotte" i fælleskab? Give hinanden solid, bred kritik uden tomme ord og indsætte skarpe debatindlæg, som vi i fælleskab udforsker. Det er min bøn til jer - og mig selv.

Åh, manner. Rigtig tappert, at du tør at bringe dette op. Tro mig, jeg tror ikke, du er den eneste, der finder dette frusterende.

Jeg erkender, at nogle af mine kommentarer ikke er de mest dybsindige og kvalitetsprægede her. Jeg kan tage det med, at det er bedre at fuldstændig afholde sig fra at kommentere, hvis overskuddet ikke er der end at kommentere med tomme, indholdsløse sætninger.

Det er tydeligt, når en kommentar er afgivet med henblik på bare at opnå de fem kommentarer, så vedkommende kan udgive sin middelmådige tekst omhandlende noget totalt forudsigeligt, overfladisk, snævert, ukreativt og uinnovativt, der selvfølgelig får 10 kommentarer, som alle sammen er pensionerede husmødre, der forguder teksten..

Jeg vil super gerne kommentere dine tekster f.eks., men fordi de er så tunge, indholdsrige og lange, finder jeg sjældent det overskud, det påkræver at forfatte en brugbar kommentar. Derfor gør jeg det ikke. Men jeg påtænker at dedikere en uge på litteratur snart, hvor det vil give mere mening at investere i din forfatterskab dér.

Og for nu at respondere til dig Nicolas:

Jeg synes, du sætter tingene i god perspektiv; at det er forventeligt, at den slags hænder så ofte, som det gør.

Men jeg synes stadig, at folk kunne makke lidt mere ret. Det behøver selvfølgelig ikke at være et essay for at være relevant og kritisk; jeg har fået kommentarer, som er ganske korte, men KONCISE.

Ift. til din idé om fællesskab, så vil jeg hjertens gerne være med!

Hej gutter
Jeg er lidt forbavset over jeres tilgang til siden her. Der bliver både skrevet, at "80% af alle tekster er af ringe litterær kvalitet", at rigtige "artister" ikke vil nærme sig fyldepennen, og at folk bare vil op på fem kommentarer, så de kan udgive deres "totalt forudsigelige, overfladiske, snævre, ukreative og uinnovative" digte. Det lyder til at komme fra et rimelig surt sted.. Det er da disse tekster og disse forfattere, der får siden til stadig at være bare en smule relevant, og det er da det positive og livsbekræftende fællesskab herinde, der styrker vores fælles passion om at læse og kommentere andres og skrive vores egne digte.

Jeg forstår helt klart jeres efterspørgsel på mere uddybende og fokuseret kritik, men synes sgu jeres kynisme fremstår en smule prætentiøs her. Vi har jo ikke alle drømme om at blive den næste Yahya Hassan, så jeg tror faktisk, det er sundt, at siden her er baseret på overvejende positiv feedback. Det gør, at der både er plads til påskønnelse, konstruktiv kritik og diskussion af emner og stilarter. Hvis kravet for en kommentar var minimum 10 linjer og en intertekstuel reference til et litterært værk, tror jeg størstedelen af os ville stoppe med at dele og kommentere herinde.

Jeg vil slutte af med at sige, at jeg bakker op om jeres entusiasme omkring kommentarerne herinde, og at jeg deler jeres glæde omkring de mere kritiske kommentarer, men at jeg overhovedet ikke ser alt dette som et problem.
Vh Lukas

Hej Lukas - tak for lidt modspil!

Jeg ser det egentlig ikke som et problem, at ikke alle ønsker at skrive dybe, nuancerede tekster, men konstaterer bare at vi har forskellige forudsætninger for at give kritik. Jeg er meget glad for, at der er en bred skare af mennesker hér. Det betyder nemlig, at mange forskellige typer personer læser mine tekster. Jeg synes, at tekster lever mere herinde, end de ville gøre på et lille lukket forum eller i et oplag af 50 stk. i nogle tunge, støvede bogreoler.

Jeg tror faktisk også, at de 80%, som jeg tidligere beskrev som nogle, der ikke har den "erfaring eller teoretiske kunnen," som skal til for at skrive en skarp kritik (eller digte mm.), faktisk tager deres skriverier seriøst. Det er ikke en kritik af dem, men et
ønske om at os, der ved, at vi kan gøre det bedre, tager os sammen og giver bedre kritik samt skaber en fælles modpol til majoriteten.

Hej Nicolas
Jeg er oprigtigt glad for, at du lige gav dig tid til at skrive en ekstra kommentar her. Jeg er 100% enig i, at vi alle har forskellige forudsætninger for at deltage i fællesskabet, men jeg synes bare at det kom til at lyde unødvendig barskt, og som om at der var nogle, der var "bedre" end andre. Nu ved jeg dog, hvad intentionen med det var - i hvert fald din intention. Som du fint pointerer, skal der være plads til, at vi alle kan deltage på vores egne vilkår, så derfor synes jeg måske også, at tråden skulle være startet i en lidt mere positiv og opfordrende tone, men skid nu hul i det. Det vigtigste er vel i realiteten også bare, at tråden i det hele taget blev startet.
Vh Lukas

Hej Lukas,

Godt modspil du kommer med. Jeg erkender, at jeg er noget prætentiøs, når det kommer til litteratur og skrivning, men det gør mig selvfølgelig ikke bedrestillet.

Jeg erkender tilmed, at jeg skrev mine kommentarer under kynisk affekt, hvorpå jeg fremstod noget sort-hvidt. Jeg bibeholder dog mine standpunkter, men vil fremover værdsætte, at ikke alle er prætentiøse, og nogle folk blot afbenytter siden på en tilbagelænet måde, hvilket er ganske retfærdigt.

- Görkem

Prætentiøs
-
"som har eller vidner om store prætentioner, ofte på et utilstrækkeligt grundlag eller på en billig måde"

Bare lige så vi er enige om, hvad ordet "prætentiøs" betyder. Jeg ser det jo klart som et meget negativt ladet ord..
Vh Lukas

Åh, shit. Jeg mente mere noget i retningen af ambitiøs, seriøs og arbejdsivrig. Jeg havde en forkert opfattelse af ordet. Min tankegang har været, det betød noget i retningen af, at en bestræber sig meget på at præstere godt.

Min fejl, Lukas.

^^ jeg har aldrig slået ord op indtil nu

Det er helt fair. Det var også sådan jeg valgte at forstå din forrige kommentar, men jeg ville bare lige være sikker på, at vi forstod hinanden korrekt. Forresten synes jeg, det er så fedt, at du/folk har store ambitioner. Det skal der bare bakkes 100% op om! God skrivelyst :)
Vh Lukas

Faktisk så tror jeg ikke på, at det er ambitionerne, der afgører, om det er et interessant værk eller ej. Ambitionen kan være en drivkraft, men i sidste ende så er det evnen til at skabe, der er afgørende. At skabe et interessant værk handler for mig først og fremmest om, at man kan fornemme noget originalt. At kunstneren har sat sit eget personlige præg på værket. Det er heller ikke nok, med et dybt og nuanceret budskab, hvis man spørger mig. Alle mennesker kan skrive en tekst med et budskab, men at skrive en tekst ud fra et budskab, der samtidig virker som nøglen til en ny horisont i læseren, det er for mig interessant kunst.

For det første =

undskyld at jeg starter en debat og så skrider; jeg havde en dårlig dag/måned og har det stadig, men har overskud lige nu.

For det andet =

hvor er I seje, Nicolas, Görkem og Lukas: super interessante observationer I alle gør jer - observationer jeg har læst flere gange fra dag 1, og som er både perspektiverende, velskrevet og provokerende, som al ny lærdom er :-)

Jeg kan ikke lige nu sige andet end musikken her, men måske en anden dag da emnet er for vigtigt til ikke at blive uddybet - altså vigtigt for mig personligt. =

Nå ja, lige kort:

jeg så filmen Surviving Picasso forleden. Den er ikke særlig god pga slutningen, og Picasso var sådan et røvhul, MEN:

han sagde noget interessant. Al kunst er levende, og et værk aldrig færdigt. Aldrig.

Man KAN argumentere at få kommentarer er et sundhedstegn. Trods anerkendelse er et behov på behovspyramiden... der ligesom fødekæden egentlig ikke er en kæde, og ligesom pyramider ikke er en pyramide men et interindependent kredsløb, som dikteret af kvantefysikkens love.

#extinctionrebellion

Ansu

Kunst er levende, så frem det har et publikum - ergo lever det også uden kommentarer. Men hvad med kunstneren? Lever han/hun uden anerkendelse?

Hvorfor anser du det for at kunne være et sundhedstegn, det synes jeg ikke, at du augmenter for?

Hej Nicolas,

ja, kunstneren lever uden anerkendelse - fattig på en kapital, men lever, for andre anset som rig. En kunstner er ikke mere værd end nogen andre. Og mennesket er ikke i toppen af fødekæden men del af et kredsløb. Selvfølgelig er det svært at behandle ALT liv som helligt og ligeværdigt, men ikke umuligt, og i forsøget stiger IQ-niveauet via chok (tese), sympati (anti-tese) og solidaritet (syntese) - syntese skaber dog pr. definition tese, og det hele starter forfra.

Fortjener guldfisken, sølvfisken og sommerfuglen ingen anerkendelse?

Jeg har lige tændt en pind og holder fri, med The Wire kørende og en pause lige nu.

Ift. augmentering - det kan være et sundhedstegn fordi kunstneren ofte søger originalitet; en ny tese/antitese, som du selv var inde på tidligere. Opstår der ingen syntese, altså ingen anerkendelse i dette tilfælde, så kan det både være en velsignelse og en forbandelse, eller noget 3'de = fordi at tesen/anti-tesen muligvis stopper der.

Kafka... Ej, dén er for søgt.. Nina Simone blev som ung klassisk pianist afvist af Juliard Universitet i USA, fordi hun var afro-amerikaner/amerikaner-afrikaner. Det stod sort på hvidt/blegt papir. Trods hun var... fænomenal, og modsat andre havde en hvid/bleg lærers anbefaling - farvel til 2 karrierer.

Altså ingen anerkendelse. Først tog Nina Simone (som blev født et andet navn) samfundets mantra til sig = ikke være et offer / have offermentalitet. For "jeg er jo nok bare ikke god nok, selvom... ej, jeg er ikke god nok".

Men da hun så papiret med begrundelsen fra universitet (jeg ved ikke hvordan hun fik det), som havde opfyldt deres n***r-kvoter, kvinde-kvoter og fattig-kvoter, indså hun at hun selv var et offer.

Common Sense, en rapper, og for resten i en periode Obama's ven hvilket fik undergrunden til at vende ham ryggen, forståeligt, har også et track fra før han gik op til solen fra undergrunden, hvor han sampler følgende. Han, Common (sense), blev seksuelt misbrugt i barndommen. Men nu er det Nina Simone det handler om == fremtiden er feminin, ligesom Lao Tzu, Epikur, Sokrates, Mandela, Martin Luther King, Malcolm X og Maya Angelou, og Kurt Kyed og Lone Holm, argumenterer, i min tolkning.

PS: jeg søger selv anerkendelse alt jeg kan, men historien... er ikke altid skrevet af vinderne. Ikke altid. Anerkendelse er noget der opstår indvendigt, psykologisk og fysiologisk, men selvfølgelig er det nemmere at søge den udenfor, nemmere - og menneskeligt!!! Kommentere ingen, er det måske fordi at det er noget virkelig originalt, eller fordi... hvad skriver man til John Lennon's tekst, til Lowkey's tekst online, til Speech Debelle's, til Anna Vigsø's, til XXXX? Ingen kommentarer KAN være godt, men intet levende er som diamanter = vi har ikke godt af tryk, og stress. Livet er som en flod, ingen dråbe ens og en vigtig lektion, tror jeg, er at stoppe op og føle, nyde PRÆCIS dette øjeblik, for det kommer aldrig igen. Føle floden anerkende dig, så at sige - det er SÅ meget nemmere end gjort, som jeg nu er bevismateriale A for.

Hej alle,

I tv-serien "The Corner", baseret på virkelige, autentiske og ægte hændelser, lavet af holdet bag "The Wire", "Generation Kill", "The Deuce", "Show Me A Hero" og andre serier, følger man =

mennesker der søger anerkendelse.

Den er gratis på youtube, på 6 afsnit, på 6 timer i alt.

Forfatteren David Simon skrev 2 bøger = først Homicide, som blev til tv-serien af samme navn, en serie som følger drabsafdelingen i en politienhed i Baltimore, baseret på virkelige hændelser. Dernæst skrev han The Corner, hvor man følger gadelivet. The Wire er inspireret af begge bøger.

"The Corner" brød med AL tidligere tv - for første gang i tv-historien kom en tv-serie om gadeliv. Den udkom på HBO, hvor serien ikke længere er da skaberne fra start havde en aftale med HBO om at serien SKULLE være gratis senere hen. Hvorfor? Fordi den er AF gaden, TIL gaden, og til enhver der søger anerkendelse.

Den handler også om arv og miljø.

Nogle vil formentlig genkende mange af skuespillerne, der startede deres karriere med "The Corner" som udover tv-produktion også var et socialt projekt, lavet på et lille budget men med mange, MANGE frivillige der måske ikke universelt nogensinde få anerkendelse, omend MANGE fik en karriere ud af serien, men:

vi er alle del af et kredsløb, lige; overalt i verden er der et "Corner".

"It's like we slowly turning ourselves less human.." - Gary McCullough

Et par ord fra en gammel dame som har skrevet her de sidste 7 - 8 år.
Jeg vil helst forholde mig kort og sagligt for det er jeg bedst til.
Hvis man gerne vil diskutere det man skriver, hvorfor ikke sætte det på debatten,
for at få andre menneskers mening???
Skriver man for at meddele sig med det som bevæger en og får et par korte positive kommentar, er det ikke i orden ???
Er man god til at skrive dagbog og fængsle andre med sit liv, er det ikke i orden???
For mit vedkommende - Jeg sætter pris på et godt formuleret digt og foretrækker at beskrive den positive side af livet, jeg ser ingen fordel ved at kritisere alting, men jeg mærker mange døjer under de dårlige erfaringer som livet har givet dem.

Hej Inge,

når vi med vilje er positive, og når vi jager lykke, afføder det ikke lykke eller positivitet da alt er relativt.

At jage lykke / have et positivt mindset, lærer ikke hjernen, hjertet, maven eller sjælen lykke - det giver ikke positivitet eller lykke at vælge, eller jage det. Bare spørg Svend Brinkmann, eller Glen Bech.

Dén tilgang lærer hjernen AT JAGE. Jagten på lykke, grundvilkåret i kapitalisme, er dårlig for dig/alle pr. definition ifølge neurologien og psykologien (som jeg ved at religiøse har et anstrengt forhold til, ofte, ikke altid), fordi at det lærer hjernen at lykke er noget fast forankret. Fysiologisk og psykologisk, sjæleligt (sjæl = syntesen af tesen krop og antitesen sind, eller omvendt), er lykke lykke fordi det er unikt, uerstatteligt, aldrig at opleve igen. Det er "nu'et" (antisen til tid og rum, eller syntesen af tid og rum, om man vil - nu'et har ikke som sådan noget med tid og/eller rum at gøre, det er udefinerbart, og dette et ringe forsøg).

Neurolog og aktivist Yousuf Aslam (religion ikke oplyst) har følgende sætning:

"Jeg foretrækker at kalde det Glæden ved jagten".

Hjerteligt god dag, og god medvind frem, trods jeg ved at De kan modstå modvind. mvh Ansu

Godt spørgsmål.

For mit eget vedkommende vil jeg meget gerne kommentere andres skriverier, men som én vist nok skrev, så er det jo ikke det hele herinde der er litterære perler.

Som udgangspunkt giver det ikke mening for mig at kommentere noget jeg ikke bryder mig om. Jeg er ikke anmelder og sat her for at kritisere andres glæde ved at skrive. Det betyder for mig, at der skal være et eller andet jeg kan tage fat i. Meget af det der publiceres er digte, og hvis jeg ikke fatter en bønne af hvad digtet handler om, giver det for mig ikke ret meget mening at kommentere. Personlige tekster er også svære. Lidt længere tekster er lidt nemmere, for der er der altid et eller andet man kan tage udgangspunkt i.

Jeg var på Fyldepennen for ca. 10 år siden, og der var der 10 gange så meget gang i den. Der var løbende skriveøvelser og novellekonkurrencer. Jeg ved ikke hvad der skete, og hvorfor stedet er gået i stå.

Alene det at man vil kvantificere kunst og sætte sig til doms over hvornår noget er et litterært pragtstykke eller ej. Giver i sig selv problemet.

Da jeg startede på fyldepennen.dk i 2017 var der krav om at skrive ti kommentarer pr. tekst man selv kunne publicere. Hvis da ikke man ønskede at holde sig til en tekst om ugen.
Dette blev så reduceret til fem kommentarer pr. tekst. For konsekvensen af de ti var umiddelbar. Jo mere man vil definere de grænser som vi alle skal holde os inden for jo mere lider kvaliteten. Det stod enhver umiddelbart at ti kommentarer pr. tekst gav en hel masse fyld og ligegyldige kommentarer.

Indledningsvis var der også en publiceringsmulighed for at kunne udgive sine tekster via. Fyldepennen. Den forsvandt og med den ens ambitioner om at udgive noget som helst.
Jeg skriver kun for min egen skyld. Jeg værdsætter de fleste kommentarer. Selvom man med et halvt øje kan se at de fleste kommentarer er skrevet for at vedkommende selv kan publicere sit eget.
Generelt set er kvaliteten af tekster svingende men man bestemmer jo selv om man ønsker at læse videre. Eller om man møder en Wall-of-text. Hvor man ikke orker at læse det hele?

Hvis nogen får noget ud af at læse mine tekster er det hovedsageligt positivt. Der er undtagelser men heldigvis er der langt imellem at man krydser klinger.
Hvad der afholder mig fra at lave lange kommentarer?
Simpelthen mængden af kommentarer som man er nødt til at give for at publicere. Fem kommentarer er rigtigt mange når de er i en tvungen fem til en ratio.
Kunne Fyldepennen.dk ikke lave en måling på længden af kommentarer i stedet for antallet af kommentarer?
Sådan at man i princippet kunne optjene en publicering pr. x antal anslag i en kommentar?
Hellere en godt kommentar end fem ligegyldige?

Det blev da alligevel til en del.
Tak til Ansu for at stille debatoplægget.

D

Tak for dit indspark @ Lars Bahlsen.

Og tak for dit, @ D (Daniel Stege Lindsjø)

Interessante observationer I begge gør jer :-) Jeg fornemmer at I begge skaber for egen skyld, ikke for andres. Det samme gør jeg, jeg er uden sammenligning verdens største egoist, dybt, dybt narcissistisk, men jeg arbejder på det. Og jeg ser intet i vejen med det - gør man hvad man gør for andre, prøver man at frelse og/eller at imponerer, så er det jo så ofte det modsatte man ender med at gøre, som fortalt mig af de ældre - og her mener jeg ikke internettet. Begge dele er selvmodsigende, for gør man dét, frelser eller søger at imponerer, så bliver man den andens fange. Måske hele verdens fange, i den evige jagt.. jeg er det selv. Fange af ønsket om at være så kreativ og original, at verdens dejligste kvinde vil have mig - og nej, jeg taler ikke om min mor= ligesom jer har jeg gjort mig fri af Ødipus-komplekset, modsat dem der stadig er lost, i evig jagt på omsorg. Altså dem der ikke er kreative endnu - når VI er kreative, udfra udelukkende egoistiske behov, i frelsen af os selv og/eller blot leg, passion og lidenskab, så hjælper vi netop dem vi ØNSKER at hjælpe, til selvhjælp - ved at inspirere, frem for at fascinerer.

Undskyld at jeg deler endnu en sang, men... når andre siger det bedre end jeg kan, hvorfor så agere papegøje? Gudskelov er der jo ikke så mange der taler dansk i verden, så jeg tænker at vi, os, alle der forstår dette, er dybt dybt privilegerede = at vi kan afføde noget nyt, og original.

Shadia Mansour og Omar Offendum = We have to change (husk evt. at aktivere undertekster, hvis nogen lytter, ser og synger med :-) (omkvædet er nemt)

Hovsa, forkert video=

jeg VILLE have delt Sage Francis - Blue, en sang der handler om en tidligere amerikansk soldat, der hjemme igen efter udstationering i udlandet søger ANERKENDELSE; men hverken får den i hjemmet hos konen, i det lokale tempel/kirke, eller nogen andre steder