Vi har netop været en uge på højskole, Tisvilde Højskole, et vidunderligt sted. Overvejende ældre mennesker. En af dem Kamma Pedersen, 93. Hun var der også forrige sæson og da læste hun nogle af sine digte op.
Jeg ved godt, at dette ikke er stedet for digte, men da det ikke er mig eget digt og det tjener til debatoplæg, så går det vel an.
Min stok og jeg
Jeg sætter min stok, som jeg vil,
Jeg er ikke nået dertil,
Hvor psyke og soma helt kan enes,
(hvad mon der med dette menes?)
Viljen er stærk, lader sig nødig bøje,
Selvom smerterne kan være nok så drøje.
Holde sig i gang, se det er sagen,
Helst skal der ske noget nyt i løbet af dagen.
Jeg sætter min stok, som jeg vil.
Men er nu nået dertil,
Hvor stokken og jeg kan være lidt trætte,
Ingen af os er særlig adrætte.
De fleste en høj alder har nået
Og naturligvis nogle skavanker har fået,
Men livet skal leves indtil det sidste,
Jeg håber ej, de år bli'r for triste.
JEG SÆTTER MIN STOK SOM JEG VI.