Du har ret. Korrektheden går ofte over gevind. Jeg har netop set en dansk udsendelse om renæssancens heksejagter. Her var der også sindelagskontrol og ve den der trådte lidt udenfor, eller blev beskyldt for det.

Denne "lille racisme" kan skygge for den større. Og den går bestemt begge veje. Der skal nok være dem der mener at mørkhudede folk ikke kan være racister. Det kan kun de hvide.

Vi er sku' blevet så korrekset i vores tid.
Ingen vaklen, børnebøger omskrives og ingen negerboller på hylderne. kun den lige vej. Jeg tror alle kalder sin nabo noget selv om han er hvid som "de fleste af os om vinteren er hvid"
, for noget han ikke ved.
Hvem har ikke ved poolen sydpå, kaldt gæsterne noget, eller tildelt dem en rolle, men I sagde det ikke højt til den selv.
Alt kan siges med et glimt i øjet, som du skriver, ja fordi face to face, giver mimikken alvoren i og humor til dialogen,
I min opvækst, boede vi "på den anden side af banen" det var der rosset boede, det var ikke velset at sige man kom derfra.
Dem på den rigtige side forbød at deres egne børn legede med os, nej kom ind i kampen, og kæmp i det liv og bliv respekteret for den du er, rød, gul eller grøn, man må selv bevise at sandhed og værdier er en anden. Med eller uden farve. Må man så sige albino, alkoholiker aller autist.
Min mening. Vh. Hanna Fink

Jeg er så gammel, at en sort mand/kvinde er en neger. For mig er der intet nedsættende og racistisk ved den betegnelse, men må konstatere, at det ikke gælder for sorte mennesker. Jeg undlader derfor at bruge den betegnelse i mit hverdagssprog, hvilker ingen udfordring har været. Jeg bruger det dog stadigvæk i min egen tankeverden og vil sikkert til min død gøre det uanset.
Jeg kan dog sagtens følge de to unge mennesker på TV-indslaget et langt stykke hen ad vejen. De er, som Fink så rigtig skriver, født og opvokset på den forkerte side af banen. Jeg har også selv følt på egen krop og sind, hvad det indebærer.
De måske små, men utallige uretfærdige tilsidesættelser og ydmygelser i barne- og ungdomsårene hober sig op, og uanset senere oplevelser og samfundsplacering bærer man dem med sig i tornystret.
Nogle bærer byrden lettere end andre, men arrene fra fortiden er der. Uanset sminke og senere accept.
Det bør vi huske i vores møde og omgang med andre og måske i vore øjne anderledes og aparte personer og kulturer.
Boomeranger har det med at vende tilbage til afsenderen, når de rammer ved siden af.

Med venlig hilsen
Kattegat

Kattegat, sjovt nok vidste vi som børn ikke vi var på den forkerte side af byen, men har arvet holdningen fra vores forælder, som selv trykkede dem på selvsamme side, for selv at få småborgelige fornemmelser.
Det er der vi skal sætte ind, at andre ikke arver vores ord, holdninger selv om vi ikke syntes de er farlige, så bliver vi der har sagt ordene, korrekset.
Det er også ok. Jeg kan da stadig lave mig selv om, nu kalder jeg negerboller for Spangsberg. Ha ha. God dag. Vh. Hanna Fink

Der er noget der hedder almindelig høflighed. Og derfor skal man ikke sammen med andre bruge betegnelser der støder dem. Men hvis et ord har haft hævd gennem århundreder, kan man ikke forlange at der ikke ved visse lejligheder kan smutte en finke af panden.
En hvid svensk kvinde udtalte dyb frustration over at Sverige var så forfærdeligt hvidt alle vegne. Men tanke på hvor godt Sverige har modtaget og behandlet folk udefra, er en sådan holdning i min målestok at ligne ved skinbarlig sindssyge. Her er "korrektheden" ved sin stærke overdrivelse drejet over i sin modsætning, og det er direkte farligt for Sverige hvis sådan tænkning ikke tøjles.

Racismen opstod ikke mindst i England i 1800 tallet. Man drog overdrevne konklusioner ud fra visse objektive facts og brugte dem til at begrænse nogle folks værdighed og rettigheder.
Det værste ved det var at det blev gjort til universelle sandheder.
At man i det mindste ville bevare visse forhold i sit eget land var ét. Et andet at de beklikkede folk også blev mindre værd i DERES egne lande. Det var ondartet.

Jeg går nu efter det princip at man ikke skal kalde folk noget de ikke bryder sig om.

Bevars, manden er måske tyk og man mener ikke noget med det, men hvis han ikke bryder sig om at blive kaldt tykke, så skal man bare ikke gøre det. Heller ikke når han ikke er til stede.

Hvis folk ikke bryder sig om man kalder dem negere, skal man lade være. Og det gør det ikke. De kan ikke lide det, så lad dog være med at bruge ordet.

Og hvis man kalder folk chokolademand, skal man være ret sikker på han også synes det er sjovt. Ellers skal man lade være ... faktisk skal man bare lade være, da der ikke er det mindste sjovt.

Det er et meget enkelt pricip, og det skal følges over alle mennesker. Tykke, tynde, høje, lave, sorte, hvide.

Iøvrigt har jeg for pålidelig kilde. At pipilangstrømpe VAR racistisk. Så den burde skrives om ja.

Skal gamle bøger skrives om hvis der påviseligt er racistiske indhold? Så er jeg bange for at meget andet end Pippi skal ændres!
Man behøver ikke en pålidelig kilde for at vurdere Pippi Langstrømpe. Man kan bare selv læse den.
Det er nok mere pålideligt end at lytte til en svensker.
En svensk handelsmand blev også meldt til politiet for racisme. Han solgte nylonstrømper, og han havde dem angiveligt både i sort og hudfarvet.
Måske er der en forretning i Afrika der sælger strømper i hudfarvet og grisefarvet. Ville vi andre gide blive sure over det?

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Man skriver jo jævnligt de gamle klassikkere om, så sproget er forståeligt. Selv biblen bliver jævnligt redigeret.
Og selvfølgelig gemmer man de gamle. Man laver bare nogle nyere mere tidssvarende versioner til børnebibliotekerne og boghandlerne.

Jeg tror nu alligevel, det er en dyd at sikre sig, at begge parter synes, det er sjovt, inden man giver sig til at kalde nogen chokolademand, eller hvad det nu måtte være. Jeg kan godt have en fornemmelse af, at vi her i landet ofte ikke tænker os så godt om, inden vi bruger ord, som vi selv synes er sjove. Så jeg kan nok godt følge de to unge mennesker i aftenshow-indslaget.
Jeg må nok sige, at jeg sikkert ikke altid lige godt har overholdt det, jeg lige prædikede. Forhåbentlig er jeg blevet bedre til det og bliver bedre endnu. Omvendt har jeg så også oplevet at måtte lægge øre til morsomheder i forhold til MIN herkomst, mit arbejde, sprog etc., og jeg må indrømme, at jeg bestemt ikke altid har syntes, det var sjovt.