H.C. Andersen har et stærkt digt om døden:
Løft mig kun bort, Du stærke Død,
Til Aandens store Lande!
Jeg gik den Vei, som Gud mig bød,
Fremad, med opreist Pande.
Alt hvad jeg gav, Gud, det var dit,
Min Rigdom ei jeg vidste!
Hvad jeg har øvet, er kun lidt,
Jeg sang' som Fugl paa Qviste!Farvel hver Rose frisk og rød,
Farvel, I mine Kjære!
Løft mig kun bort Du stærke Død,
Skjøndt her er godt at være!
Hav Tak, o Gud, for hvad Du gav,
Hav Tak for hvad der kommer!
Flyv Død, hen over Tidens Hav,
Bort til en evig Sommer!
Jeg kunne jo også foreslå mit eget digt:
Hvis jeg skal dø, nåja, så skal jeg dø.
Jeg vil nu helst leve
lidt endnu.
Det er så godt at leve.
bare at leve.
Men altså, skal jeg så skal jeg.
Kåemer
Det er nu underligt,
jeg har levet så længe,
så længe, at det føles som altid.
Og dog er det kun så kort.
For kort tid siden løb jeg med bare ben og korte bukser
og spiste sukkermad, som mor havde givet mig
ud af vinduet. Og jeg havde fået myggestik på armen.
Skoletid, åh, den fordømte skoletid.
Ungdom som ikke var spor ungdom.
Arbejde, pligter, venner
lykke og ulykke.
Kærlighed
Åh ja, kærlighed
- det er bedre at elske, end at blive elsket -
Venner, færre med årene, tårer, resignation, afklaring.
Synder jeg angrer, og
synder jeg ikke angrer, og
som jeg med glæde ville begå igen.
Livet, selve livet
pinefuldt og vidunderligt.
Det gør ikke noget, at det slutter,
men det må gerne fortsætte lidt endnu.