Jeg husker en dansk roman der begynder med at stille spørgsmålet: "Hvad er tid?"
Trods et ærligt forsøg, lykkedes det ikke rigtigt at besvare det.
Tiden som fænomen dukker ofte op i mange sammenhænge. Vi ved at den må eksistere på en eller anden måde, for vi bliver ældre og forandres dermed.
Længe har man forsøgt at måle den og vi kender alle uret. Men uret definerer ikke hvad tid er. Den synliggør den heller ikke. Den er en maskine hvor noget roterer med konstant hastighed. Bevægelser i rummet bliver herved proportional med tiden. Skulle der end være usikkerhedsmomenter heri, så synes vi at uret gør det godt nok til at vi tør indrette vores liv efter det. Tilmed sammenknytter uret sin periodiske enshed (minuttets, timens dagens gentagelser osv.) med Jordens rotation om sig selv.
Nogle kalder tiden for den 4. dimension. Det kan forekomme som en tilsnigelse, da de øvrige tre synes os at have en anden natur. De andre er længder, der står vinkelret på hinanden. Vi synes ikke at blive lige så frustrerede, når vi bedes definere længder eller afstande. De synes os mere håndgribelige end tiden. Men er de egentlig det? Helt ærligt - prøv at definere en afstand uden i selve definitionen at benytte afstand som begreb. Her kan enhver plumpe i!
Lad mig gøre et forsigtigt forsøg: Afstand er at angive punkter i et tredimensionalt aksesystem, hvor mindst en af koordinaterne er forskellig fra de andre. Så har jeg ikke brugt afstand i definitionen.
Hvorfor pointere dette? Fordi det er en helt almindelig hindring, når vi vil definere tiden. Vi kan kun vanskeligt forklare hvad tid er uden at bruge begrebet tid i selve definitionen. Ved uret brugte vi afstand (eller vinkler imellem viserne) til at paralellisere tiden som en brugbar måling. Men uret kunne som sagt ikke forklare hvad tid er.
Hvorfor er det så svært? Måske fordi vi selv står på tiden og er i hele vort liv en sum af processer der sker i tidsdomænet. Det er svært at forklare noget objektivt, når vi selv er en del af billedet. Det handler om selvreference. Alt i vort legeme og i vore tanker er tidsprocesser, eller måske rettere processer der ikke kan ses eller forstås uafhængigt at tiden selv. Derfor er det svært at objektivisere tiden. Vi kan ikke stå uden for og kigge ind. Vi er inde hele "tiden" og i alt hvad vi gør.
Mange vil umiddelbart sige at tid er at alt i verden bevæger sig og forandres. Men bevægelse er en tilstandsændring i tidens løb og ligeledes er forandringen i et legeme en proces i tiden.
Men findes tiden egentlig så? Ja - for hvis kun materien fandtes og forandredes eller bevægede sig, så vender tiden straks tilbage som en størrelse der angiver forskellen på to tilstande for materien. Hvis en krop er ung i en tilstand og gammel i en anden, så er tiden netop forskellen på tilstandene og dermed noget der ikke kan adskilles fra materien. Ændring i position eller fremtrædelsesform skaber ved sin formulering straks tiden. Kun hvis alt forbliver konstant, synes tiden at ophøre. (Og det har ikke givet os svar på hvad tiden er.)
Hvis verden blev til ved et ekspanderende punkt, vil tiden være et udtryk for ekspansionens fremtræden. Der er tid til forskel på verden af i dag og verden af klokken nul.
Det drilske spørgsmål bliver naturligvis: "Hvor lang tid gik der før "Big Bang" skete? Det spørgsmål kan således ikke besvares, da tiden ikke fandtes før selve verden. Tiden er knyttet til verdens eksistens. Tid er selve fænomenet at verden forandrer sig. Hvis en forandring er lille, er tiden kort, hvis forandringen er stor er tiden lang. Hvis for eksempel en meteor findes i to tilstande hvor stedkoordinaterne er væsenligt forskellige, er tidsforskellen lang. (Vi kender ikke til uendelige hastigheder.) Hvis en anden meteor findes på to lige så afvigende steder men over kortere tid, må det udtrykke en højere forandringsevne. (Større hastighed.)
En sådan må bero på en større forandring af masse til energi. (Masse er en af energiens fremtrædelsesformer, og massen kan forandres til energi.) Stedkoordinatens forandring kan ikke ske uden forandring af masse til energi et eller andet sted. Enten i meteoren selv eller i den planet der har skudt den afsted.
Hvad er så tid? Tid er massers omdannelsesparathed. Vi fornemmer tiden fordi vi selv forandres. Tid er for os oplevelsen af at der sker processer i os selv. Vi synes nogle gange at tiden går langsomt og andre at tiden går hurtigt. Denne forskel peger måske på at tiden netop ikke er noget i sig selv. Hvis der sker en masse ting synes tiden kort. Og omvendt. Men vi relaterer os til uret fordi det har den egenskab at forandringerne i det er konstante og periodiske. Urets fjeder mister sin energi og dette tab betaler for visernes positionsændring.