Jeg har netop truet med at oprette en ny tråd omkring visse principielle parametre ved vores sprog. Jeg vil lægge mig mod den biologiske side. Ikke mindst fordi vort sprog er biologisk bestemt.
Hvorfor nu det? Har sprog ikke principielt en universalitet, der gør biologiens konkretisering uinteressant? Jo, på en måde. Men biologien er en vinkel som er interessant fordi den måske ikke altid har alles opmærksomhed. Og det vil jeg komme ind på her.
Til sagen:
Har I prøvet at få noget galt i halsen? Sikkert. Har I også tænkt over at det kan være livsfarligt? Har i så spurgt jer selv, hvorfor et sådant problem eksisterer? Burde evolutionen ikke for længe siden have ryddet denne misère af vejen?
Svar følger!
Hvordan er sproget opstået? Og hvad er egentlig sprog? Sprog er en metode til at udveksle informationer imellem en arts medlemmer og herigennem skabe virkninger der har forskellige positive eller negative indflydelser på disse individers liv.
Sproget kunne principielt opstå på mange måder, og gør det faktisk også. Man kan lave lyde ved at slå på en hul træstamme med en kæp og opnå at andre kommer nærmere. Eller man kan sende røgsignaler som andre kan se med deres øjne.
Men her skal vi beskæftige os med de signaler der kan opstå, når vejrtrækningsorganerne ved deres luftbevægelser kan skabe hørbare lyde af forskellig art.
Løver kan brøle, hunde kan gø og også mennesker kan sætte bindevævsflapper i resonans således at visse lyde opstår. Endnu er sproget ikke opstået! Men menneskene har fundet ud af at visse bestemte lyde kan repræsentere visse begreber eller meninger, og hver gang disse lyde dannes, vil de ALTID have denne betydning. Hermed er sproget faktisk til stede. Nu gælder det bare om at skabe nuancer, så mange flere begreber kan repræsenteres af flere forskellige lyde.
Vejrtrækningen er faktisk ikke særlig egnet til dette formål. Men vi har opdaget, at hvis tyggeorganerne inddrages, kan lydene moduleres og ændres på fantastisk mange måder.
Det er derfor afgørende for et nuanceret sprog at vejrtrækningsorganet og spise/tyggeorganet har forbindelse til hinanden.
Derfor har udviklingen aldrig ladet individer med en farlig forbindelse imellem spise og vejrtrækningsorganerne uddø. For den sproglige mulighed har givet dem så mange fordele, at disse mere end opvejer risikoen for at dø af kvælning.
Et ideelt designet menneske ville have et selvstændigt sprogligt organ, et herfra isoleret vejrtrækningsorgan og et spiseorgan der ligeledes intet har med de øvrige at gøre.
Når det ikke er således, skyldes det nok at sproget som vi kender det er kommet til siden og er blevet afhængigt af at luften fra vejrtrækningen ledes igennem munden, hvor lydene kan varieres.
Man kunne spørge sig om sproget som begreb simpelthen er noget artsspecifikt, som ikke har en begrebsmæssig universalitet.
Men det er jeg nok ikke enig i. Sprog har ligesom matematik generelle "sandheder."
Men hos os hænger sproget sammen med denne oprindeligt uheldige forbindelse imellem to organsystemer, der ellers intet har med hinanden at gøre.
Det er ikke ligefrem intelligent design. Men det fungerer. Jeg kan dog ikke tro på at sproget som noget i menneskehjernen virkende kan være meget ældre end vore tidligste luftvejslyde eller anden støjende adfærd.