I forbindelse med terrorisme er det flere gange blevet sagt, at hvis vi begynder ikke at gå på gaden eller andre steder af frygt, så har de vundet.
Noget af det samme gælder også helt almindelige drab, selv om gerningsmændende i de tilfælde ikke lige er bevidste om noget mål som terroristerne er. Så det er en yderst fornuftig holdning ikke at lade sig styre af frygt, det holder jeg på er det rigtige.
Når drabene fylder så meget i nyheder, så er det fordi det er effektivt salgsstof. Så ser det værre ud end det er. Men selvfølgelig kan jeg også blive bange for, at vi bliver alt for upåvirkede.

Dødsfald gør altid indtryk, særlig når det er voldeligt og særlig når det er børn. Men naturligvis vil det altid røre en mest, når de døde er nogen der står os nær. Skulle man sørge over alle der dør, kunne man lige så godt begrave sig selv med det samme. Kan vi feste og more os, samtidig med at flygtninge drukner i Middelhavet? Vi hjælper ingen ved at klæde os i sæk og aske.

da jeg var indlagt på hospital for en tid siden, døde patienten i sengen ved siden af mig på en ret voldsom måde. Hvad der gjorde mest indtryk var at se hvor resolut og effektivt personalet arbejdede med manden.

Bagefter kom en sygeplejerske og talte med os der ufrivilligt havde overværet dette. Om vi var chokerede. Jeg og en anden svarede, at chokerede var vi ikke, men naturligvis gjorde hændelsen indtryk. "Det må da være værre for jer Der er midt i det". - "Vi er jo vant til det," svarede hun. - Men vi var enige om, at naturligvis gjorde det indtryk, og det ville ikke være godt den dag det ikke gjorde. Man kan godt acceptere døden i alle sine forer, men den kan aldrig blive rutine.

Kåemer

Døden kommer naturligt. Inden for de næste 100 år vil syv milliarder mennesker dø.
Men døden er ikke en del af livet. Døden er livets modsætning.
Der er uendelig meget der stræber os efter livet. Men vi lever en vis tid fordi vi har et (mange) forsvar imod døden.
Det er når døden slår til på det forkerte tidspunkt at vi skræmmes. Og det sker desværre nok oftere og oftere. Eller gør det?
Vi bliver måske mere sårbare med tiden. For døden er taget bort fra hjemmene og ind på institutionerne. Bort fra den komfortable hverdag.
Gammelmor dør ikke længere inde i værelset ved siden af de yngres soveværelse.

Drab på unge mennesker er noget rod, som ikke bør ske. Hvis drab sker for at skræmme os, bør vi vel gøre alt for at sende et signal om at der skal mere til.
Men står man med ét lige i suppedasen er det svært at holde modet oppe.

Vi er i nyhederne proppet med informationer time for time, man kan næsten fornemme ud fra dem, at de skyder om hvert hjørne i byerne.
Jeg mener vi skal være varsom med at lade det fylde og ikke bare lade nyhederne køre nonstop, så det sætter stemningen i hjemmet.
Ja døden kan vi ikke undgå, men min ønskedød er at få en værdig afslutning og sove ind i den. Vh. Hanna Fink