Som barn anså jeg hunden for at være et meget begavet væsen. Det skyldes sikkert at jeg dengang ikke selv var for klog; det er jeg heller ikke i dag, men det er altså noget jeg ikke kan gøre for. Til gengæld var de hunde jeg legede med mere begavede end gennemsnittet. Vips var mine bedsteforældres hund. Dens livretter var rå hønseæg, men det var ikke salmonella den døde af. Min onkel Peder havde en hund han brugte i hjemmeværnet. Den var god til at finde guldure og andre værdigenstande; og den havde sikkert også fundet frem til kemiske våben i diverse slyngelstater, hvis den havde fået den opgave.

I dag er jeg godt klar over at hunde ikke er intelligente i menneskelig forstand. Hunde har således aldrig grundlagt religioner og ideologier. Ej heller har de opfundet avancerede våbensystemer. Heldigvis er vi mennesker dygtige til den slags; ellers var vi jo heller ikke kommer så langt ud som vi er. - Men lad os nu fortsætte med vore undersøgelser.

Hunde tilhører som bekendt dyreriget - det gælder dog ikke porcelænshundene. Og den tilhører den række der kaldes hvirveldyr, ligesom også fisk og mennesker - skønt nogle af os er helt uden rygrad. Ikke overraskende hører de til klassen af pattedyr; det gælder også hannerne. Så bliver jeg vel også nødt til at sige at de tilhører ordenen rovdyr. Og de er selvfølgelig i slægt med ulve, hyæner, sjakaler - og den slags.

Det med grupperne, arterne og ordnerne har jeg lige slået op i LIVETS UDVIKLING af Catherine Jarman, en bog der udkom på Lademann i 1970, og som jeg selv købte hos en marskandiser i Vanløse i 1990, altså 20 år senere. Der er nu gået 13 år siden jeg købte bogen, men den stadig lige god. Den har en passede størrelse til min jakkelomme. Jeg tager den derfor tit med ud i naturen, når jeg skal studere arternes udvikling. På side 30 er der også et billede af nogle hunde. Det er en ulv, en schæfer, en gravhund og en collie - alle i farver. Neden under billedet står følgende tekst: "De tamhundeformer som mennesket kunstigt har fremavlet, tilhører alle samme art". Og det er faktisk rigtigt, hvis I vil høre min mening. På side 31 kan man se en tiger, en løve og en leopard, og de er som bekendt ikke til at spøge med. På siden 14 er der et billede af Charles Darwin med skæg. Det er ham der har sørget for arternes udvikling.

I lighed med koen, hesten og grisen er hunden et husdyr. Den er dog kendetegnet ved at have fem ben: To forben, to bagben og ét kødben. Men det siger jo ikke noget om hvor kloge disse vore fembenede venner er. - For resten kan jeg lige oplyse at bogen om LIVETS UDVIKLING kostede mig 10 kr. Der er faktisk mange bøger man også i dag kan få til kun 10 kroner, fx på loppemarkeder, i genbrugsbutikker, og i TIGER, GORILLA, PANDA - eller hvad nu de der 10 kroners butikker hedder. Og mange af dem er faktisk ret gode. Nogle steder kan man også få tolv bøger for en hund ...

I antikkens Rom nød hunden stor agtelse og respekt, da man mente at den var et klogt og vist dyr. Derfor lod digteren Pluto Plutak Selvtak sine hunde ligge med til bords. Den øvrige familie måtte derimod tage til takke med madskåle i køkkenet. Et år lod man endog en hund udråbe til konsul. Den fik indført træk og slip på alle hundetoiletter.

Til andre tider har man ment at hunde ikke var klogere end regnorme. Fx skrev en nederlandsk adelsdame i 1632: "Min tøjhund reagerer ikke engang på sit eget navn, selvom den kun hedder Ib". Den engelsk filosof Francis Bacon mente endog at hundes intelligens var negativ. "De løber efter alt hvad man kaster til dem, selv værdiløse kæppe, og det kan hverken regnorme eller tissemyrer finde på!"

I dag, efter grundlæggelsen af dyrepsykologien, ser man mere nuanceret på spørgsmålet. Hundes sjælsevner afhænger nemlig i høj grad af race og etnisk tilhørsforhold. Pekingeserne skulle således være meget kloge og tænksomme, men grand danoisen skulle være udpræget sløv og dorsk. Jeg kender således en meget doven og arbejdssky "Stor Dansker" fra Smørumnedre.

Schæfere og labradorer gør sig meget godt inden for politiet, mens støveren ikke er så anvendelig i rengøringsbranchen. Her skal man helst have fat i en moppe.

Jeg har i forbindelse med denne lærerige beretning gjort studier i marken, eller rettere: På hundeudstillinger. Jeg har deltaget i langt flere hundeudstillinger end jeg har haft lyst. Den seneste foregik ved Køge Bugt, i Hundige. De har nemlig indrettet et meget velfungerende og overbudgetteret pattedyrscenter lige ved S-banen. Man har også holdt meget velbesøgte udstillinger af henholdsvis kameler, næsehorn og narhvaler. Men det vender vi tilbage til en anden god gang.

Hundeudstillingen blev åbnet af selveste borgmesteren, som jo også er et pattedyr. Han talte meget om erhvervsudviklingen og infrastrukturen. Nu ved jeg ikke helt hvad "infrastruktur" er for noget. Men det er i hvert fald noget der har betydning for kommuner der ligger ved Køge Bugt.

Under borgmestertalen blev jeg afledt af en russisk pebermynde - ja, De læste rigtigt: Pebermynde, en hund der giver krydderi på tilværelsen. Hundens ejer og udstiller var den kendte skorstensfejerinde fru Julia Cæsar. Kataloget, som kunde købes for en halv hund (50 kr.) i kiosken, beskrev den russiske pebermynde som en rolig og trofast hund. Dog er den sky over for fremmede, både udlændige og danskere, samt folk af forskellige ikke godkendte trosretninger. Pebermynden er særdeles velegnet til både jagt og fiskeri, men også til indbrudstyveri og værtshusslagsmål. - Men så vidt jeg kunne se var det udstillede eksemplar ikke stemt for nogen af delene. Derimod var det yderst interesseret i en knækpølse som dets ejerinde just nu bærende på fra centrets cafeteria.

Ved siden af fru Cæsar og mynden sås en stolt landbetjent Sokkeøl sammen med sin hebræiske ulvehund Moses. Denne race er sky, men udholdende. Kan både være til gavn sommer og vinter, samt på rejser fra det ene sted til det andet - og omvendt.

Jeg forlod atter sokkeøllen og Moses, nærmest i bakgear. Landbetjenten var nemlig meget snakkesalig. Han elskede nemlig at fortælle anekdoter fra sin tid som landbetjent. Således havde han engang reddet en mosekone fra at drukne i en ajlebeholder. Moses lagde sig bare til at sove, og drømte formentlig om et svalende bad i Det Røde Hav.

Desværre resulterede min baglæns bevægelse i et sammenstød med en dame der kom bærende på en kasse med lysbilleder. Lysbilleder blev derfor spredt rundt omkring på gulvet. Jeg begyndte beredvilligt at samle billeder op. Men pludselig genkendte jeg hende som Irmelin Regenwurm, min gamle klasseveninde fra realen i Rubbestrup Centralskole. Hun havde efter skolen uddannet sig til dyrlæge med speciale i hundehygiejne. Og nu skulle hun holde et foredrag med titlen HUNDENS PASNING OG PLEJE. Alt dette fortalte hun, mens vi sammen søgte at få orden i lysbillederne.

Af nysgerrighed holdt jeg nogle af billederne op mod lyset. Det første forstillede en boxer der vær i færd med at børste tænder, dernæst et billede af en cockerspaniel, der var ved at pudse næse. Så var der ét af en samojede på et herretoilet. Det følgende foto var blot en hund, der så glad ud, måske på grund af at den fik den rette pasning og pleje. Alt i alt så det ud til at blive et ret kedsommeligt foredrag, som jeg valgte at gå glip af.

Derimod blev min interesse atter vakt ved præsentationen af en algebraisk alpehund. Det fremviste individ var i henhold til dets ejer, tidligere FN-inseminør Kurt Skovhjem, i stand til at udføre hovedregning: Både addition, subtraktion, multiplikation og division. (Nu kunne jeg selvfølgelig godt bare sige: lægge sammen, trække fra, gange og dele. Men jeg vil godt lige demonstrere at jeg sandelig ikke bare er en simpel midtsjællandsk bondetamp).

"Sådan en hund vil måske være velegnet inden for regnskabsvæsenet," bemærkede Kurt Skovhjem.
Hertil svarede jeg, at det både var hurtigere, lettere og billigere at anvende en simpel regnemaskine, idet sidstnævnte hverken skal fordres, luftes eller tilses af dyrlæger - og i det hele taget kan passe sig selv.

Mens vi er ved hundekunsterne, stod der ved siden af regnehunden en westfalsk hyrdehund, der kunne tale ved hjælp at morse. Et kort VOV betød prik, men et langt WAAUUWW betød streg. I henhold til dets ejer, svinehyrde Tuts Tidevand, kunne hunden morse et helt citat af Søren Kierkegaard. - Det lød dog nærmest som en hosteanfald i februar måned; men sådanne kunne den gode filosof jo også have haft en del af.

Men så var jeg også blevet hundesulten, så jeg tog ned til Hundige Station og fik mig en pølse i svøb og krybbe.