Aslak trak hurtigt hovedet til sig og så sværdklingen glide forbi sit ansigt. Han mærkede sværdskæftet ramme ham hårdt på overlæben og smagen af jern fra blodet i munden. Hans næste slag var for kort og hans modstander huggede to hårde slag hurtigt efter hinanden. Aslak fangede begge slag med skjoldet, men han blev tvunget i knæ. Han kastede sig fremad og svingede sværdet igen, tæt nok på modstanderes til at han trak sig lidt. Aslak vidste at han måtte afgøre kampen inden han blev for træt.
   Det var Aslaks første togt til England. Han skulle være der i et år som en del af den danske besættelseshær. Han var godt forberedt og havde trænet våbenbrug siden han kunne gå. Efter han ankom til England, havde han kun været i kamp to gange tidligere, og begge gange havde det været ret ufarligt. Det eneste der var sket var at han havde forstuvet sin højre tommelfinger.
   Men denne gang var han en del af en 12 mands gruppe som pludselig var blevet overfaldet. Hans modstander var ældre end ham selv men han var ikke større.
   Nu skiftede hans modstander pludselig taktik. Hans slag blev mere lodrette. Aslak forstod ikke hvorfor, men han måtte parere slagene længere ude fra kroppen. For sent gik det op for Aslak hvad hans modstander var ude på. Efter at have pareret et slag, huggede hans modstander pludselig til og Aslaks højre tommelfinger hang og dinglende i lidt hud og nogle sener mens blodet strømmede ud.
   Aslaks modstader tøvede et øjeblik mens han så ham dybt ind i øjnene for måske at se en af de fjender han hadede forvandle sig til en lille flæbende bangebuks, som nu da han ikke længere kunne holde sværdet vidste at han skulle dø.
   Aslaks modstander havde måske nok større erfaring, men Aslaks træning fik ham til at overvinde sin egen selvmedlidenhed under kamp. Han vidste, at selvmedlidenhed ofte havde medført en tidlig død. Og desuden havde han bevidst trænet sin venstre arm så han kunne bruge den lige så godt som sin højre.
   Så da Aslaks modstander tøvede for at se blikket i hans øjne, så han kun et fast og frygtløst blik. Han vidste straks at Aslak enten havde noget i baghånden eller at nogen måtte nærme sig bagfra. Men inden han kunne nå at hæve sit sværd, havde Aslak hugget sit sværd dybt ind i sin modstanders krop med sin vestre arm og da han sank sammen huggede Aslak hans hoved af i faldet.


II
   Aslaks vågnede med et Z. Hans mor stod i rummet.
   "Er du vågen Aslak? Du havde mareridt og du råbte meget højt"
   "Åh for Satan hvor var det tæt på. Åh!, åh, . . . men jeg fik ham" sagde Aslak. "Ja, mor. En ny besked fra bedstefar. Jeg drømte igen at jeg var viking"
   Aslak var 18 år og havde lige siden hans morfar døde for godt et år siden haft flere mareridtsagtige drømme om at være viking.
   Aslaks far Carsten arbejdede i en bank som finansiel rådgiver, og så længe Aslak kunne huske havde hans fars tanker altid været ved arbejdet. Aslak vidste at hans fars chef var skrap og at alle som ikke var på tæerne og opnåede gode resultater hurtigt kom ud på et sidespor. Derfor brugte Aslaks far meget tid på at holde sig orienteret om konjunkturer og om virksomheder, og det var også grunden til, at Aslak altid havde tilbragt det meste af sin fritid sammen med sin bedstefar.
   Aslaks morfar Henning, som han altid havde kaldt bedstefar, havde for mange år siden spillet på håndboldlandsholdet, men da han stoppede med at spille på topplan, var han fortsat i den lokale håndboldklubs bestyrelse. Klubben havde netop vundet det danske mesterskab. Derfor vidste han stadig en hel del om hvad det ville sige at være professionel.
   Det var Aslaks bedstefar som havde lært ham alt det han vidste om sport. " Alle som arbejder på et professionel topplan har noget til fælles. Noget som de alle forstår fordi det er fælles for alle professionelle uanset om de er sportsfolk, soldater eller for den sags skyld bagere eller ansatte i en bank, nemlig engagement gennem viljen til at udvikle og forbedre sig og finde nye muligheder og løsninger.
   Det hold som jeg startede med at spillede for hed Vikingerne, fordi vi som professionelle sportsfolk kunne sammenligne den måde vi trænede på mellem kampene direkte kunne sammenlignes med den måde vikingerne trænede på mellem deres kampe og som de havde haft så stor succes med 1000 år tidligere. Vi ville gerne have den samme kampgejst og vilje til sejr som vikingerne havde. Vikingerne troede så meget på sejr at de ikke kunne tabe, og se lige engang her hvor meget de erobrede".
   Derefter havde hans bedstefar vist ham et historisk kort med alle vikingernes erobringer langs kysterne i hele Europa, helt ned til Spanien og Italien
   I skolen var Aslak ofte blevet drillet med sit navn. Men Aslak havde ofte fået fortalt, at han bedstefar, så snart han var født havde sagt "Jeg synes at han skal hedde Aslak, se selv, han er jo en rigtig lille viking" Aslak var høj af sin alder og da han begyndte at spille basketball var hans bedstefar også straks begyndt at interessere sig for basketball. "Jeg kan se at det er en sport som passer godt til det høje fyrtårn" sagde morfaderen.
   Bedstefaderens pludselige død var det værste det var sket i Aslaks liv. Pludselig var hans bedste ven borte, hans bedstefar som altid havde hjulpet ham uanset hvad og hvornår. Han som han kunne fortælle alt og som aldrig havde røbet nogen af deres hemmeligheder var pludselig borte. Hans bedstefar som havde læst eventyr for ham dengang han var yngre, og fortalt alt om vikingerne og vikingetiden for ham. Og nu var han pludselig væk.
   Men han mistede også samtidig sin træner som altid kunne hjælpe ham til at forbedre sine træningsmetoder. Godt nok havde Aslak en træner i den klub han spillede i, men han gjorde ikke nogen særlig stor indsats og havde hele tiden brugt den samme taktik. En taktik som de andre hold de spillede imod allerede kendte alt for godt.
   To måneder efter bedstefaderens død, havde Aslak haft sit første mareridt hvori han var viking. I drømmen skulle han som 18årrig sendes til England som viking i et år. Men hans mor, som bestemte alt på vikingegården, også når hendes mand var hjemme, havde i sidste øjeblik forlangt, at han skulle blive hvor han var.
   Aslak var fuldstændig overbevist om at det var hans bedstefar, der gennem drømmen prøvede at hjælpe ham til at de kunne vinde basketballkampen den følgende dag. Derfor havde han tolket drømmen sådan, at de fuldstændig skulle ændre deres sædvanlige taktik i allersidste øjeblik ligesom i drømmen.
   Da de var 10 minutter inde i kampen var de bagud 20-10. Aslak følte at nu var tidspunktet kommet. Ændrede de ikke taktik nu ville det være for sent. Derfor bad han om "time out". Aslak skyndte sig nu at fortælle de andre at han havde haft en drøm og hvad han troede den betød de skulle gøre.
   Da de fleste troede at de ville tabe klampen som de plejede, gik de med på Aslaks plan. De kunne jo lige så godt prøve. Men Aslaks taktik virkede. Og mens en måbende træner så på, vendte de et sikkert nederlag til en uforventet sejr.
   Ved aftenkaffen fortalte Aslak om sin store succes i kampen og om deres træner som måtte indrømme at hans taktik havde virket. Han fortalte også, at det hele stammede fra en drøm som "bedstefar" havde sendt til ham. Aslaks far havde for en gangs skyld stoppet sin læsning af avisens finanssider under hele Aslaks beretning og var kommet med en bemærkning om at det næsten var som i finansverdenen hvor man ofte måtte stole på sine fornemmelser.



III
   Der gik nu et halvt år, så skete det igen at Aslak havde mareridt om at være viking. Ved morgenbordet fortalte Aslak nu hele sit mareridt. Og pludselig begyndt hans far at stille detaljerede spørgsmål til hans drøm. Det var ellers sjældent at han spurgte Aslak om noget som interesserede ham. Han plejede kun sjældent at interessere sig for hvad Aslak gik og lavede.
   Da Aslaks mor spurgte Carsten om hvorfor han pludselig var så interesseret i Aslaks drøm, fortalte han, at han sidste gang Aslak havde haft sit mareridt om vikinger, netop var blevet spurgt af sin største erhvervskunde Ole Ström om hans skulle beholde eller sælge en stor stak aktier fra en bestemt virksomhed.
   Ole Ström hørte ikke til blandt de mest diplomatiske virksomhedsledere, men han kunne få en virksomhed til at køre og han var i det hele taget en snu ræv.
   På det tidspunkt havde Carsten været inde i en uheldig periode hvor mange af de valg han foretog senere viste sig at være dårlige. Carsten vidste at det i høj grad skyldtes at alle andre som havde et tilsvarende job som hans, havde brugt de samme lærebøger og gået på de samme kurser som han.
   Carstens chef havde netop stillet ham en anden stilling i udsigt hvor han i stedet skulle vejlede en større del af bankens håndværkerkunder. Derved ville han miste sin del af bankens større faste kunder, hvoraf de fleste var ejerne af større virksomheder. For Carsten betød det at han ville føle sig som en andenrangs medarbejder og miste en stor del af sit selvværd og så var der det, at han sikkert også skulle ned i løn.
   Den virksomhed som Ole Ström overvejede at sælge sine aktier i, havde satset alt på at udvikle et nyt produkt indenfor energibesparelse, men de havde ikke kunnet få de processer som var hele ideen bag produktet til at fungere. Efter et utal af forsøg, troede ingen længere på at det ville lykkes. Men muligheden var der.
   På baggrund heraf og den kendsgerning, at der sjældent kom noget særligt ud af at gøre som alle andre, kunne det måske være, at når Aslaks drøm havde virket for Aslak, så kunne den måske også virke for ham. Han var jo trods alt et slags bindeled mellem Aslak og "Bedstefar".
   Derfor havde han besluttet at taget varsel af drømmen. Den næste dag havde ham så anbefalet Ole Ström, at beholdt værdipapirerne på trods af at han dagen før ville have sagt at han skulle sælge dem straks.
   Ugen efter blev det kendt, at de to opfindere i et sidste desperat forsøg inden kreditorerne overtog virksomheden, havde adskilt de enkelte processer og set på dem enkeltvis. Midt i arbejdet havde de så pludselig fundet årsagen.
   Ændringen af beslutningen medførte faktisk at Ole Ström tjente godt to million på ikke at handle. Da rådet var givet i direkte modstrid med al sund fornuft ud fra lærebøgerne, havde Ole Ström bedt Carsten om at fortsætte med at rådgive ham. Og da Carsten fortalte Ole Ström at hans chef ville have ham til at tage de mindre kunder, gik Ole straks ind til Carstens chef og forlangte at han beholdt sin nuværende plads for at være i stand til at kunne rådgive ham.
   Carstens chef måtte da også indrømme at de resultater Carsten på det seneste havde opnået, dels med bankens dels med de private papirer som han som Carstens chef vidste at han havde, havde været endog usædvanligt gode.
   For en tid var Carsten nu fredet men ikke længe. Chefen talte om at kunderne ville have "yngre folk med visioner som var på forkant med udviklingen og sprængfyldte med gode ideer".
   Men kort tid efter havde Aslak igen drømt om vikingetiden. Drømmen havde dengang handlet om vikingernes træning forud for deres udstationering og om deres forståelse af at være koncentreret om selve kampen uden at lade følelserne løbe af med en. Men den havde også handlet om at Aslak havde fået den tanke, at det ville være godt hvis han kunne bruge sin venstre arm lige så godt som sin højre. En så god venstre arm var god at have hvis han blev træt i eller fik skader på højre arm eller som et overraskelsesvåben, når slagene pludselig kom fra den modsatte side. Derfor havde han brugt meget tid på at træne i sin drøm.
   Den drøm fik Aslak til at træne sin venstre arm, og hans far til at følge "lærebøgerne" og foretage en større spredning af de investeringer han anbefalede på dette tidspunkt. For både far og søn var der igen tale om et pletskud.


IV
   En dag kom Ole Ström pludselig op til Carsten og begyndte at tale til ham om dengang da han havde givet ham det råd, at beholde alle sine aktier i det firma alle troede ville gå konkurs.
   "Men det hele endte med at jeg tjente over to millioner. Bare lige sådan her" Ole knipsede med fingrene.
   Nu ville Ole vide om Carsten også selv investerede i værdipapirer. Carsten måtte indrømme, at det gjorde han.
   Ole Strøm sagde nu "og jeg tør vædde hvad som helst på at du den seneste tid har tjent usædvanligt godt på dem". Det måtte Carsten også indrømme, og også at det var blevet til en hel del på det seneste.
   "Hvad er det der er med dig Carsten." Sagde Ole og kiggede Carsten i øjnene. "Jeg ved at du har skovlet penge ind siden dengang du hjalp mig. Også selv om du ofte er gået imod almindelig sund fornuft med dine investeringer. Dine beslutninger er tilsyneladende tilfældige og det får mig til at tro at du bruger en terning eller et eller andet andet. Men det at du kan vinde hver gang siger mig, at det ikke er en terning. Du må have fundet en spåkone eller en eller anden form for et orakel".
   Ole stod og så Carsten ind i øjnene i tavshed indtil han pludselig sagde.
   "Det er et orakel".
   Ole tog sin taske og lagde sin jakke over armen. På vej ud ad døren sagde han.
   "Jeg kan huske, at jeg engang har læst, at de gamle orakler blev mere og mere utydelige efterhånden som menneskene omkring det fik mere og mere viden. Det må du huske "
   Ole Ström sagde også, at han var ligeglad med hvordan han bar sig ad, men at han ville være med næste gang Carsten hørte fra sit "orakel".
   Og Carsten kendte Ole Ström godt nok til at vide at han mente det.
   Da Aslak en måned senere havde sit mareridt hvor han fik sin tommeltot hugget af, ringede han derfor straks til Ole og sagde han havde modtaget en ny besked fra "oraklet".
   To minutter efter holdt Ole Ströms mørkegrå AMG foran banken på bankdirektørens P-plads.
   "Må jeg høre beskeden. Helst så nøjagtig som muligt, for jeg vil gerne tolke den så den gælder for min situation" sagde Ole.
   Carsten fortalte ham historien.
   "Det var satans." sagde Ole "Altså en professionel uddannet mod en selvlært. Den selvlærte er ældre og har overtaget. Endda nok til at hugge det bort som de fleste anser som nødvendig for at man k an udføre sit arbejde. Men vinder alligevel endda med overskud nok til at hugge den andens hoved af. Jamen, - lad mig lige, jamen - det passer jo perfekt på . . . Så er det bare at se om det virker".
   "Ja jeg kan jo ikke love noget, - kun gøre det for dig du bad om", sagde Carsten.
   Telefonen ringede og Carsten tog den. Et øjeblik efter sagde han "Det vil ske om et øjeblik".
   Carsten lagde røret, og begyndte at grine mens han vendte sig mod Ole og sagde.
   "Det var fra receptionen. De sagde, at direktøren ville have den rødglødende afbetalings Mercedes, som havde taget direktørens parkeringsplads lige for næsen af ham, fjernet straks."
   " Ja, ja" sagde Ole "Jeg bestilte den godt nok uden alle de forkromede numre - biltyve - du ved ".
   En uge efter da Carstens far kom på arbejde stod der en hel kasse Château Lafitte på hans skrivebord. Der var et kort med hvorpå der stod.
   "Det bedste var at jeg også fandt manden. Han finder ikke noget arbejde foreløbig Ring igen når der er nyt. PS. Check din bankkonto"


V
   Vi vidste at de var på vej og forberedte os på at de ville gå det sidste stykke i ly af natten. Derfor måtte de have planlagt at angribe os med morgensolen i ryggen inden de troede, at vi troede at de kunne være der. Derfor havde vi taget masterne af halvdelen af skibene og sat dem over på de andre skibe, så de hen over vores lejr kunne se skibsmasterne rage op over bevoksningen og tælle, at alle skibene var der endnu. I ly af mørket ville de masteløse skibe så blive fyldt op med mænd som i tavshed skulle ro rundt om næsset og ligge klar til at angribe modstanderne med solen i ryggen når de selv angreb.
   Vækkeuret ringede og Aslak skulle op og i skole. Denne gang var der gået lidt mere end et halvt år siden Aslak sidst havde haft en drøm hvori han var viking. Da Aslak fortalte sin drøm ved morgenbordet lyttede hans far igen opmærksomt. Aslak var ikke så oprevet som han plejede at være og kaldte det han havde oplevet for en drøm.
   Da Carsten kom op på sit kontor, ringede han til Ole Ström. Oles sekretær sagde at han var optaget af et vigtigt møde. Ole bad hende derefter om at tage en gul seddel og skrive "orakel" i anførselstegn og give Ole den hurtigst mulig.
   Ole kom et kvarter efter og sagde. "Nå Carsten, lad mig så høre." Og da Carsten havde fortalte ham Aslaks drøm sagde Ole.
   "Altså nogen prøver at få en fordel ved at angribe før de andre forventer at de er klar til at angribe dem. Men er selv klar og lokker dem til at tro på deres egen fælde. Ja, den er jeg med på. Det kan jeg bruge".
   "Ja" sagde Carsten "Igen, jeg giver ingen garanti for noget du må bruge det af det som du kan"
   Igen gik der en uges tid så stod der pludselig et ekstra beløb på Carstens konto, og dagen efter var der en besked på telefonsvareren fra Ole om at han ville have været oppe for at snakke, men at han ikke havde haft tid, fordi han var ved at blive skilt.
   Nu var "oraklet" sat i stå. De som kendte til det forventede, at der i hvert fald ville gå mindst et halvt år inder der skete noget nyt.


VI
   Pludselig en morgen nogle måneder senere da Carsten kom på arbejde, kom en af hans kollegaer ind og spurgte ham om han havde set at han var i avisen. Carsten blev hvid i hovedet. Hans kollega rakte ham en frokostavis og Carsten begyndte straks at læse.
   Ud fra det der stod i avisen og det hans kollega kunne berette fra de folk som havde underrettet ham, fik Carsten efterhånden sammenstykket hele historien. Ole Ström havde været alene i byen på et dyrt sted og havde bogstavelig talt kastet om sig med penge. Da man i Danmark kun kaster om sig med penge hvis de er stjålet eller er vundet i spil, havde hans nyvundne venner spurgt ham om hvilken af de to muligheder hans penge stammede fra.
   Ole havde været stærkt beruset og sagt at hans kone hidtil havde kunnet bruge hans penge ligeså hurtigt han kunne tjene dem, men at hun siden pengene var begyndt at strømme ind efter han var begyndt at følge "oraklet" også let kunne bruge dem og oven i købet nu hvor hun ville skilles krævede at få flere. Derfor ville han hellere give dem væk, end lade hende tage dem fra ham. Da alle ville vide hvad det var for et "orakel", havde Ole henvist til det kæmpe afkast han havde haft ved at benytte sig den økonomiske rådgivning han fik i sin lokalafdeling af den bank hans virksomhed benyttede.
   Alle vidste hvilken bank Ole Ströms virksomhed benyttede sig af, og alle i banken vidste også at det var Carsten som var Ole Ströms personlige rådgiver og at de især lavede handler med værdipapirer.
   Carsten kunne høre en masse telefoner på kontoret ringe. Også telefonerne i forkontoret til Carstens kontor ringede ustandselig. Carstens chef stod pludselig i døren og bad ham komme med ind på sit kontor. Her måtte han fortælle alt hvad han vidste. Derefter måtte han vente til hans chef havde talt med bankens direktør. Og herefter måtte Carsten så selv med sin chef ind til bankens hovedsæde og aflægge en beretning om hvad der var sket.
   Beretningen blev afleveret i direktionslokalet foran hele bankens bestyrelse. Flere af de tilstedeværende mente at det ikke var alt ved den historie som var rosenrødt. Især på baggrund af den useriøse metode. Men alt i alt mente man dog, at hændelsen havde været en fantastisk reklame for banken som hele formiddagen havde fået tilført en masse nye kunder.
   Bankdirektøren noterede sig, at ingen skade var sket. Alt var en enkelt mands værk og kunne, hvis noget gik galt, let afvises som værende en del af bankens praksis.
   Alt i alt en sejr for banken og Carsten blev sendt hjem med besked om at tage på ferie i en 14 dage.
   Da Carsten kom hjem lå der en mindre hær af pressefotografer og journalister klar til at modtage ham. De havde prøvet at afskære ham vejen til hoveddøren, men havde dog flyttet sig da han bad dem om det. Derfor var det lykkedes han at smutte ind i huset uden at svare på et eneste af journalisternes spørgsmål. Carstens kone var helt oppe at køre. Hun havde trukket telefonstikket ud, men var nu i stedet bange for at hendes bekymrede familie ville blive endnu mere bekymrede, når de ikke kunne ringe hende op. Men inden hun trak stikket ud var hun blevet ringet op af Ole Ström som havde sagt at han var frygtelig ked af alt det han havde sat i gang og som han havde udsat Carstens familie for. Hans eneste undskyldning, sagde han, var, at han var ved at blive skilt og at hans tidligere kone ville have det hele.
   Også Aslak var straks blevet omringet da han kom fra skole og var blevet spurgt om han var "Oraklet i Herlev".
   Den næste dag bragte alle frokostaviserne billeder af Aslak med teksten "Oraklet i Herlev". Et tilnavn som hans klubkammerater fra basketballholdet fortsatte med at bruge længe efter.
   Aslak fortsatte med at drømme om vikinger, og han hørte stadig efter hvad bedstefar sagde. Men hver gang nogen spurgte ham om han havde haft nye drømme om at være viking, sagde han, at det havde han ikke.
   Fremover var det noget som kun han og hans bedstefar skulle have sammen. Kun de to kendte den sande betydning af drømmene, at de holdt bedstefaderen levende i ham.