3København
"De bad os meget direkte om ikke at skrige op, hvis vi blev bestj... [...]
Noveller · venskab, savn
5 år siden
6Vores skår
Det er søndag eftermiddag, jeg står og vasker op. Inde i stuen væ... [...]
Noveller · kærlighed, familieliv, livsrefleksion
5 år siden
11Social bedrager
"Undskyld?" · Jeg træder ned fra det sidste trin og vender mig om. ... [...]
Noveller · social tillid, identitet, fordom
6 år siden
7Fisker
Havet bruser ikke længere. Vinden har lagt sig, bølgerne er blide... [...]
Noveller
6 år siden
12Brudstykker af sin tid
Jeg ser Jeanette komme ind ad døren. Hun kigger rundt, men har sv... [...]
Noveller
7 år siden
7Det falder alt sammen
Jeg ser huset første gang en dag tidligt i december. Klokken er o... [...]
Noveller
7 år siden
8Tavshed
Umiddelbart efter lussingen er jeg tom i hovedet. Jeg havde så ma... [...]
Noveller
7 år siden
7Voksen
Jeg har drømt. Det kan jeg mærke, for alt har været kaos, siden j... [...]
Noveller
7 år siden
9Lyst
Bibliotekaren smiler til mig. Hun er i gang med at sætte returner... [...]
Noveller
7 år siden
6Brudte løfter
Jeg spørger damen bag skranken, hvor jeg skal gå hen. · Hun siger: ... [...]
Noveller
7 år siden
6Ad rette stier
Vi snakker om hende. Mens vi går ned ad trappeopgangen, snakker v... [...]
Noveller
7 år siden
7Forandringen
Den dag i midten af oktober sad jeg på kanten af vores dobbeltsen... [...]
Noveller
7 år siden
8Den store opgave
Jeg foreslår hende at købe den mørkegrønne. Hun tager den grå ud ... [...]
Noveller
7 år siden
8Ned og købe frugt
Babyen klager sig. Jeg vågner ved de små utilfredse lyde. Forsøge... [...]
Noveller
7 år siden
6Dine Stjerner
Jeg kan hjælpe dig. Hvis du har behov for, at nogen lytter til di... [...]
Noveller
7 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Rasmus Jørgensen (f. 1990)
Havet bruser ikke længere. Vinden har lagt sig, bølgerne er blide og tålmodige. Snart kommer solnedgangen. Den lokker turisterne til stranden på en lun aften som denne. I små grupper kommer de vandrende oppe fra Klitvej. Taler om sneglehuset; alle de muslingeskaller, det er helt utroligt. Børnene er fulde af energi, forældrene virker tilfredse. De håber på en farve. De håber på lyserød eller orange.
   Jeg sidder på stranden alene. Sådan skal det helst være, i hvert fald lige nu, jeg har ikke lyst til selskab. Denne strand, denne udsigt, som jeg kender så godt. Det er sjovt at se, hvordan andre sætter pris på den. Ikke mange mennesker er vokset op ved Vesterhavet, jeg er. Stranden er ikke ferie, havet er hverdag. Jeg stoppede med at bade, efter jeg fyldte tolv, så skulle der ske noget andet. Men i fire år skete intet, og jeg fortsatte langs kystlinjen. Udsigten blev ved med at give mig kvalme, for det er svært at være ene i en lille by, og alt for ofte havde jeg kun lyst til at være alene.
   Nu er jeg nitten. Det er flere år siden, jeg har siddet her alene på stranden i Thyborøn, mit fødehjem. Minderne overvælder mig. Synet af stranden. Synet af havet. Synet af turisterne i poloshirts, sommerkjoler og supermarkedsfodboldtrøjer. Det her er mit hjem, den tunge følelse i min mave. Jeg forlader det nu, savner det.
   Ønsker ikke at komme tilbage.

Det tager ikke lang tid at pakke mit værelse ned, for det er småt. Mit skrivebord er reduceret til fire brædder, og i traileren virker min seng smallere, end jeg før har opfattet den. Jeg presser alt mit tøj ned i én stor flyttekasse og taper den til med sort tape. Mine køkkenting fylder mest. Størstedelen stammer fra min mormors genbrug, og der er næppe plads til det hele, når jeg nu skal dele køkken med to andre piger.
   Min far lægger en presenning over traileren, og min mor råber fra køkkenet, at vi skal komme ind og få kaffe. Hun har stillet an med jordbærtærte og hjemmebagte kokostoppe ved spisebordet i stuen. Min søster kommer ind med kaffe og porcelæn på en bakke. Hun er lige begyndt på efterskole og er hjemme på den første weekend. Hendes tænder er dækket af en smal bøjle; den får hende til at læspe.
   "Er du så klar?" siger hun og smiler til mig.
   "Ja, det tror jeg," siger jeg og smiler tilbage.
   Min mor kommer ind med sukkerskålen og flødekanden. Sidstnævnte er formet som en ko.
   "Så har vi vist det hele," siger hun med en nærmest lettet stemme og sætter sig ved siden af mig.
   Min søster er i gang med at dele kopper og underkopper ud.
   "Hvad så, tøs? Er du klar?" siger min mor og puffer mig på skulderen med sin næve.
   "Ja, det tror jeg."
   "Åh, Gud. Aarhus og den fine skole. Tænk det skulle overkomme nogen af os at opleve det, Viggo." Hun lyder nærmest udmattet
   "Ja, det er fine sager," siger han og tager om kaffekanden.
   "Fin og fin," siger jeg. "Det er jo bare en skole ligesom alle andre steder."
   "De kan da i hvert fald finde ud af at kloge sig om en masse," siger min far og skænker op til mig som den første. "De har ordet i deres magt, det må man give dem."
   "Efter så mange år har de vel også lært et og andet," siger min mor og lægger en arm omkring mig. "Vi er bare stolte af dig. Vi har jo aldrig været så boglige. Allerede nu har både du og din søster gået lige så lang tid i skole end os to gamle hoveder." Hun aer mig på ryggen og smiler til min søster, som lettere smigret blotter sin bøjle. "Og I har begge flere år i vente."
   Min mor er SOSU-hjælper, og min far er maler. De er begge født og opvokset i Lemvig. Min mor startede på gymnasiet, men droppede ud i løbet af det første halve år. Hun sagde, det gik for stærkt.
   "Vi har dog klaret os," siger min far og stiller kanden efter at have sørget for sig selv til sidst.
   "Ja, ja," siger min mor. "Det har vi skam. Tag nu et stykke."
   Hun skubber tærten hen til min søster, som begynder at skære det trælse, første stykke.
   "I dag kan man også lettere vælge og vrage i de uddannelser," siger min far og hælder fløde i sin kaffe gennem flødekoens gab. "Det var altså anderledes førhen. Der havde man én chance."
   "Er du sikker på, det ikke bare var dig, som syntes det?" siger min mor.
   "Du skal afslutte det, du starter," siger han og kigger skiftevis rundt på os. Min søster er fuldt optaget af at skære tærte og lader ikke til at høre ham. "Det var mentaliteten. Det sagde min far til mig dagen inden, jeg begyndte i lære."
   "Det var da noget vås," siger min mor.
   "Han sagde det nu alligevel."
   Tærten bliver sendt videre. Min mor skærer hurtigt et stykke og skubber fadet videre til mig.
   "Det er vigtigt at vælge det, man har lyst til," siger jeg og skubber et ekstra jordbær hen på mit udvalgte stykke, inden jeg skærer. "Også selvom man må rejse lidt væk for det."
   "Problemet er ikke, at de unge rejser væk," siger min far og skifter emne. "Problemet opstår først, når de har fået deres uddannelse og ikke kommer tilbage."
   "Det er jo en naturlig ting," siger min mor. "Hvad sker der ikke på fem år? Fra den dag vi mødte hinanden og fem år frem, var vi både med barn og jolle. Forestil dig, hvis det var sket hundred og halvtreds kilometer sydøst på. Så kan jeg love dig for, at dine to piger i dag havde kaldt sig århusianere."
   "Det er også lige godt dumt at vende tilbage," siger han og løfter kagekniven fra fadet. "Har man intet ønske om at gribe harpen i denne by, skal man ikke flytte hertil. Man er stavnsbundet for livet. Og tager Bent Hansen ikke livet af dig, så gør tvangsauktionen, når ægtefællen skrider, og ingen vil røre dit hus med en ildtang."
   Han skærer af tærten som den sidste.
   "Hold da op, en gejst du bringer for dagen," siger min mor og smiler først til min søster, derefter til mig. "Du må hellere blive i Aarhus, Liv. Ifølge din far hersker døden her i Thyborøn."
   "Vi skal jo alle dø på et eller andet tidspunkt," siger jeg og nipper til min kaffekop.
   "Ja, men sgu ikke på langs i et bagagerum på vej mod Herning."
   "Nej, nej," siger min mor tyssende og hakker skeen ned i spidsen af sit tærtestykke. "Spis nu. Tærten kan ikke beskyldes for noget."
   Vi spiser.

Mine bofæller er meget forskellige. Den ene læser til ergoterapeut og har mange åbnede poser fra ASOS liggende på sit gulv. Da jeg hilser på hende på indflytningsdagen, prøver hun lidt diskret at skubbe nogen af dem til side med sin ene fod. Jeg smiler ned mod poserne og derefter til hende. Hun trækker på skuldrene og siger noget med, at hun bare altid har været dovent anlagt. Det bliver sagt med et smil.
   Den anden læser litteraturhistorie og har store stabler med støvede bøger op ad den ene væg. Hun har det meget lyst på sit værelse, hvorfor man kun ser støvet meget bedre. Det var hende, som viste mig lejligheden for en måned siden, og jeg omfavner hende lidt forsigtigt, da jeg kommer op med den første flyttekasse.
   "Godt at se dig," siger hun og går ind på sit værelse og lukker døren.
   Da vi er halvvejs færdige og har slæbt sengen op, spørger den ergoterapeutstuderende, om hun skal hjælpe. Jeg siger, at hun gerne må tage et par kasser med.
   "Hvor længe har du boet her?" siger jeg, da vi er på vej ned ad trapperne.
   "Snart et år," siger hun. "Jeg flyttede ind et par uger før, jeg startede på skolen. Nelle boede på det tidspunkt sammen med en dreng. En lægestuderende. Han flyttede ud i starten af juli."
   "Var de kærester?"
   Hun griner. "Kærester? Nej, det tror jeg bestemt ikke. Han boede her bare. Så droppede han ud, da han ikke bestod sin eksamen i juni og flyttede vist nok hjem til sine forældre."
   "Hvor længe har hun boet her?"
   "Nelle?"
   "Ja."
   "Det ved jeg faktisk ikke," siger hun. "Hun skulle vist gerne blive færdig næste sommer, men jeg har ingen idé om, hvor længe hun har været her."
   "Okay. Jamen, hvor gammel er hun?"
   "Omkring de seks-syvogtyve, tror jeg."
   Jeg smiler og åbner døren for hende. "Men du er ikke sikker?"
   "Vi snakker ikke meget om de ting," siger hun og hilser på min far, der netop går forbi os og ind i trappeopgangen med en flyttekasse. "Måske er det aldersforskellen, som har gjort det." Hun løfter en kasse fra traileren og venter på, jeg har fået fat i en.
   "Så længe det fungerer," siger jeg og følger med hende tilbage.
   "Det gør det helt sikkert," siger hun og hoster. "Nogle mennesker er jo også bare mere sociale end andre."
   Jeg er ikke sikker på, om den sætning er møntet på Nelle eller hende selv.
   "Det er klart," siger jeg.
   "Hvor er det nu, du kommer fra?" siger hun, da vi begynder at bestige trapperne.
   "Thyborøn," siger jeg. "Jeg gik i gymnasiet i Lemvig."
   "Jeg synes nok, jeg kunne høre lidt dialekt," siger hun og griner. "Jeg vidste bare ikke lige hvilken."
   Jeg bliver rød i hovedet.
   "Jeg synes, det er charmerende," siger hun.
   "Charmerende?" siger jeg.
   "Ja, det lyder godt."
   "Det kan jeg jo ikke høre."
   "Nej, det er klart," siger hun. "For dig er det jo bare normalt. Åh, hvor bliver der dog varmt." Hun puster ud og griner til mig. "Tænk at du ikke er mere svedig og udmattet efter at have båret så meget op."
   "Det er fint nok. I det mindste er det kun anden sal."
   "Du er optimistisk anlagt."
   "Det ved jeg nu ikke."
   "Du skylder mig i hvert fald en øl eller to efter det her," siger hun.
   "Det kan jeg ikke løbe fra."
   "Så skal det alt sammen nok gå," siger hun og løfter op i kassen.

Nelle er veganer. I løbet af den første uge i lejligheden ser jeg ikke meget til hende, men en eftermiddag støder jeg ind i hende i køkkenet, hvor hun er i gang med at skrælle en gulerod helt igennem. Resultatet bliver en masse orange, fine bånd, som hun kaster op i en skål.
   Jeg er i gang med at lave en kop te. Efter at have skåret en citron over og presset den ene halvdel over gulerodsbåndene, rækker hun opfordrende den anden halvdel til mig.
   Jeg tager den.
   "Hvad skal jeg med den?" siger jeg.
   "Jeg tænkte, du kunne bruge den til din te," siger hun og smider den pressede halvdel i skraldespanden. Hun forlader køkkenet og går ind på sit værelse.
   Jeg står med den halve citron i hånden og føler mig tvunget til at bruge den. Jeg skulle lige til at finde sukkeret frem fra skabet, da hun rakte den til mig. Hvis jeg ikke bruger citronen, bliver jeg nødt til at smide den ud, for jeg vil ikke have, Nelle opdager, jeg ikke brugte den.
   "For helvede da også," siger jeg lavmælt og presser omkring halvdelen af saften ned i teen. Det sprøjter også ud på køkkenbordet og mit tøj.
   Jeg rører en teske rundt i teen og smager så forsigtigt på den. Citronen er økologisk, men surheden smager meget kunstig, og jeg kan ikke lide det. Den er ikke homogen med teen; den er naboen med græsslåmaskinen, som forstyrrer en ellers behagelig havefest.
   Erfaringen siger mig, at sure og søde ingredienser i flere tilfælde fungerer godt sammen i madlavning. Te er ikke madlavning, men eftersom jeg har skabt et produkt, som er rædselsfuldt, er risikoen værd at løbe. Jeg finder sukkeret frem og hælder tre store teskefulde i og rører rundt. Først nu ser jeg, at den mørke te er blevet gennemsigtig af citronsaften. Det får mig til at tænke på Nelles værelse, og hvordan hun kunne skjule det meste af sit støv ved at rulle gardinerne for noget oftere.
   Jeg løfter en teskefuld te op og puster forsigtigt på den, inden jeg smager.
   Smagen er svær at beskrive. Den er mig yderst ukendt på en træls måde.
   Jeg hælder teen ud i vasken og tager citronen med mig. Den kan jeg gå og tygge i.
   Sommetider bør modsætninger ikke mødes.

Min ergoterapeutstuderende bofælle hedder Liva. Hun kommer ud af en lærerfamilie og blev undervist i matematik af sin far i niende klasse. En uge før min rusuge begynder, sidder vi i Mølleparken og drikker de øl, som vi begge synes, jeg skylder i forbindelse med flytningen. Det er varmt for en dag sidst i august, og vi er flyttet ind under et træ for at komme i skygge for solen. Hun snakker meget, og jeg følger godt med. Det var på min opfordring, vi tog herned, og Liva reagerede med overraskelse og glæde. Jeg stødte bagefter ind i Nelle, som var i gang med at vaske sit gulv og skulle igennem gangen med sin spand for at udskifte det beskidte vand. Hun trådte forbi mig, og jeg sagde hendes navn med en forsinket tone. Hun standsede op og vendte sig mod mig.
   Efter at have spurgt hende syntes tiden at gå meget langsomt, og jeg blev proportionelt med sekunderne tungere og varmere under min alt for varme påklædning. Hun kiggede tavst og længe på mig gennem sine store brilleglas. Det lignede, at situationen ikke kunne interessere hende mindre.
   "Jeg tænkte, det kunne blive sjovt," sagde jeg og smilte.
   "Nej, tak."
   Hun gik videre ud i køkkenet og tømte vandet ud i håndvasken.
   Jeg stod og kiggede på hende gennem døråbningen. Det var visheden om, at hun vidste, jeg kiggede på hende, som gjorde det svært for mig at komme videre. Et nej er et nej, det ved jeg, men vores samtale føltes stadig uafsluttet.
   "Lad os gøre det en anden gang så," sagde jeg.
   Hun observerede spanden blive fyldt med vand og lavede et svagt nik til svar.
   "Jeg blev engang sendt uden for døren," siger Liva og ryster sin dåseøl for at konkludere, at indholdet er småt. "Det var udelukkende for at bevise over for de andre, at der ikke var nogen forskelsbehandling."
   Hun bunder det sidste og smider dåsen hen mod stammen af træet sammen med de to andre.
   "Hjalp det så?"
   "På hvad?" siger hun.
   "De andre?" siger jeg. "Forsvandt deres mistanke om forskelsbehandlingen?"
   Hun trækker på skuldrene og rækker ud efter de to sidste øl i six-pack'en, mens jeg gør et ihærdigt forsøg på at gøre hende kunsten efter og bunde det sidste af min, men uden lige så stort held.
   "Jeg tror ikke, de syntes, der var nogen forskelsbehandling," siger hun og sætter den ene af øllene i græsset foran mig. "Det var bare mig, som var bange for at blive et mobbeoffer."
   "Præventivt."
   "Ja, måske." Hun åbner sin øl, og det sprøjter lidt ud på hendes hånd, som hun efterfølgende tørrer i græsset. "Hvad med dine forældre, hvad laver de?"
   "Min mor er sygeplejerske," siger jeg og mærker, hvor uforskammet og behageligt det føles i hele min krop at sige det. "Hun arbejder på et plejehjem."
   "Fedt," siger hun. "Hvad med din far?"
   "Han er maler siger jeg," siger jeg. "Ingen af os har arvet hans flair for håndværk."
   "Ih," siger hun og løfter skulderne i noget, der minder om velbehag, imens hun smiler. "En sygeplejerske og en maler, det lyder altså som et godt match."
   "Det er det også."
   "Har du søskende?"
   "Ja, en søster. Hun er på efterskole nu."
   "Og hun skal vel på gymnasiet bagefter," siger hun og griner lidt.
   "Ja, det skal hun," siger jeg og smiler nærmest stolt. Det er ingen velfortjent følelse.
   "Så er der jo ikke noget nyt der," siger hun.
   "Ikke efterhånden, nej," siger jeg og løfter min øl.
   "Har du ikke fået pattet den i dig endnu?" siger hun og peger på dåsen i min hånd. "Og jeg som troede, I vestjyder kunne finde ud af at drikke øl!"
   Jeg skynder mig at bunde resten og kaster den tomme beholder mod stammen.
   "Nej, sådan er historien vist ikke," siger jeg og åbner hurtigt den nye. "Vestjyder er bare vestjyder. Engang var de fiskere."
   "Hvad er de så nu?"
   "Fiskere uden arbejde. Skål."
   "Skål på det."
   Vi slår dåserne sammen og drikker.

Den næste formiddag ringer det på døren. Jeg vælter ud af sengen til lyden af klokken og lander med mine bare knæ mod gulvet. Det gør ondt, men hele min krop er i forvejen tilredt af den forgiftning, jeg i selskab med Liva valgte at introducere den for i løbet af gårdagens eftermiddag, aften og tidlige nat. Min mund smager af cigaretter, og mine øjne klør. Jeg kan ikke lade være med at gnubbe dem på vej ud til hoveddøren.
   Det er postbuddet. Han spørger efter Nelle og udtaler hendes navn, som det staves. Inden jeg når at svare ham, rækker han mig en meget tyk, A4-formet boblekuvert, som jeg uden videre tager imod.
   "Ja, hun bor her," siger jeg og kigger på den. Der er et forlags stempel ved siden af hendes navn.
   "Det lyder godt. God dag."
   Han vender sig om, og jeg lukker døren.
   Nelle svarer ikke på min banken, og jeg står og bliver svimmel foran hendes værelsesdør. Det sitrer i min krop, da jeg tager fat om håndtaget og langsomt åbner op. Ingen af vores værelser er særligt store, og jeg konstaterer hurtigt, at hun ikke er hjemme. Alligevel er det på listefødder, jeg træder indenfor og bevæger mig hen mod skrivebordet. Jeg kigger ned på det nyvaskede gulv, hvor støv har lagt sig i små bolde og slangeformede bundter. De ligger ved fødderne af hendes møbler og i udstrakt grad rundt om en bunke systematisk rod, bestående af papirudskrifter, ringbind, gamle brune bøger og tøj, som har sin plads i det ene af værelsets hjørner. Jeg spekulerer på, om hun nogensinde har lært at gøre rent og lægger kuverten på skrivebordet, der har flere brugte krus og skåle stående på sig.
   På vej væk fra bordet rager jeg en tyk, åbenslået bog ned fra skrivebordet. Den rammer gulvet med en tung, stump lyd og smider en masse løse sider fra sig i faldet, som spreder sig ud over gulvet.
   Jeg spænder i hele min ømme krop, imens jeg tavst står og kigger ud over rodet. Det banker i mit bryst, og jeg bliver svimmel igen. Det er udelukkende risikoen for, at jeg dejser om, der gør, at jeg kommer ned på mine knæ og begynder at skrabe papirerne sammen, for jeg føler hele situationen uoverkommelig og ser kun for mig, hvordan Nelle pludselig kommer løbende ind og ser mig rode i sine ting.
   Siderne er revet ud af bogen, mange af dem er halve og har sin anden del stadig fæstnet til bogbindingen. Jeg ser, det er en masse vers, og jeg ser også, at det cirka er en tre-fjerdedel af bogen, som er revet ud: den sidste tre-fjerdedel. På mange af siderne har hun kommenteret det skrevne med store, vrede bogstaver. En side har hun skrevet fuldstændig over med en rød kuglepen. Jeg kigger hen mod den åbne dør og læser det med en rystende hånd.

Sy mine øjne i, så jeg ikke kan se? Det virker som en befrielse!

Jeg tager bogen op og kigger på omslaget. Det er Dantes Guddommelige Komedie. Jeg husker titlen fra oldtidskundskab, men kan knapt huske, hvad den handler om. Jeg slår blikket hen på den åbne dør igen og lytter for et øjeblik til stilheden, inden jeg rækker ind under skrivebordet for at samle ti eller tolv sider, hvor en af dem er malet fuldstændig over med en sort sprittusch på den ene side, så den er blevet helt stiv. Jeg vender den om og læser de syv sætninger, som hun har skrevet bag på.

Dem, som øvede vold mod sig selv
   og døde
   Må være som jeg, blot jeg lever.
   Som et tornet træ med kroppen hængende fra grenene
   og et tolv-tal siddende i mit luftrør.
   Dette er det mest præcise, som endnu er skrevet.
   Mit handlingsforløb slutter her, skønt der er masser at skrive.


Disse ord har hun skrevet med en tålmodig og rund hånd. De står med en tydelig og tyk sort over versene og ligner et digt. Jeg vender siden om, ser på det matte sorte og forstår, at dette er den første af alle de mange afrevne sider. Den er hendes skillevæg; hendes identifikation med det, som står skrevet lige før dette mørke er så stor, at de efterfølgende sider ikke har relevans for hende. Hun har læst dem, det kan ses på hendes sarkastiske og harme kommentarer med den røde kuglepen, men hun har efterfølgende kastet dem bort og adskilt dem fra det forhenværende af bogen. I de sidste hundred sider tilsyneladende med stor frustration, da disse synes ekstra voldsomt afrevne og spydigt kommenteret. Med det blotte øje ligner det et menneskes primitive reaktion på misundelse.
   Jeg skynder mig at få siderne samlet, så de ligger symmetrisk ovenpå hinanden, inden jeg putter dem ind i bogen og ligger den på bordet. Det føles som om, jeg har noget tungt og klistret i halsen, og jeg synker det på vejen ud på badeværelset, hvor jeg smider tøjet og tager et brusebad.
   Det er med sæbe i øjnene, jeg hører hoveddøren gå op. Der kommer ikke noget skingert, hilsende råb. Derfor ved jeg, det er Nelle.

Jeg er stået tidligt op. Tidligere end jeg behøver, men jeg har ligget den sidste halve time og kigget op i luften og spekuleret mig vågen. Hvis man altså kan spekulere og stadig være spændt, ja, så er spekuleret lige præcis, hvad jeg har gjort.
   I badet tænker jeg over hvilket tøj, jeg skal have på. Overvejer også om jeg skal sætte mit hår op i en knold eller lade det hænge løst. Det skal se naturligt ud; som om jeg altid ser sådan ud. Ligesom alle de andre. Jeg vil skille mig ud og ligne alle de andre.
   Jeg bør se ud, som jeg plejer.

Jeg sidder på køkkenbordet og spiser en portion neutral yoghurt med mysli, inden jeg skal afsted. Det er af ren pligt, for jeg har ikke den mindste appetit. Jeg drikker også et glas juice; kan mærke dets kølighed hele vejen ned i min mave.
   Døren går op et sted på gangen, og Nelle kommer ud i køkkenet i nattøj og uden briller. Hun kigger meget undersøgende på mig, og jeg siger godmorgen.
   "Er det virkelig i dag?" siger hun og går hen til køleskabet.
   "Ja," siger jeg stiller skålen på bordet ved siden af mig. "Det er det."
   Hun tager en grape og en banan fra grønsagsskuffen og nikker så til mig. Der er søvn i hendes øjne.
   "Er du spændt?" siger hun og henter et skærebræt fra et af køkkenskabene.
   "Ja, rigtig meget."
   Hun nikker til mig igen og finder en kniv. Stiller sig hen ved siden af mig og begynder at skære frugterne ud. Hendes bevægelser er meget langsomme og præcise.
   "Du har måske et godt råd til mig?" siger jeg.
   Hun ryster tålmodigt på hovedet. "Det kunne jeg virkelig ikke forestille mig."
   "Ej, kom nu," siger jeg. "Kan du ikke selv huske, da du startede?"
   Hun skærer færdigt og henter en dyb tallerken, som hun arrangerer frugterne i. Da det går op for mig, at hun ikke har tænkt sig at svare mig, springer jeg ned fra bordet.
   "Jeg klarer mig også uden," siger jeg og går ud ad køkkenet. "Farvel, Nelle."
   "Du lagde mit manuskript ind til mig den anden dag," siger hun, lige inden jeg træder ud i gangen.
   Jeg vender mig om. Ser hun stirrer på mig med hænderne nede i frugterne. Det isner i mit mellemgulv.
   "Dit brev?" siger jeg. "Ja."
   "Det ser jeg helst, du ikke gør igen."
   "Okay," siger jeg. "Hvad vil du så have mig til at gøre?"
   "Du skal ikke gøre noget," siger hun og flytter om på nogle af frugtstykkerne uden at kigge ned. "Jeg er ikke så glad for fremmede. Jeg er meget privat, Liv. Det ved jeg ikke, om du har opfattet?"
   Sveden pibler frem i min hovedbund. Jeg knuger hænderne og synker.
   "Jo, det har jeg."
   "Sådan har vi jo alle noget," siger hun og tager sin tallerken op i hænderne. "Ligesom at du er fisker. Det er der jo heller ikke noget at gøre ved."
   "Hvad er det, du siger til mig?" siger jeg og hører min stemme ryste.
   "Jeg siger, jeg har medlidenhed med dig."
   "Det behøver du ikke at have," siger og krydser armene.
   "Det ved jeg godt," siger hun. "Det kommer også lidt bag på mig."
   "Du står og gør grin med mig, fordi du synes, du er klogere end mig," siger jeg og mærker tårerne presse på. "Gider du ikke godt lade være med det?"
   "Jeg siger bare, det bliver fem lange år, hvis du klarer dig igennem dem."
   "Hvad?"
   Jeg nærmest spytter ordet ud. Forargelsen over hendes ubehagelige offensiv kommer så voldsomt bag på mig, at hele min krop begynder at sitre.
   "Men nyd nu den her uge," siger hun og går forbi mig, imens hun suger i et stykke grape.
   "Jeg læste, hvad du skrev," siger jeg og ser hende stoppe brat op ved sin værelsesdør
   Hun vender sig med grapestykket i munden og tygger lidt i det, inden hun lægger det ned på tallerken.
   "Jeg væltede din bog på gulvet, og jeg så alle de afrevne sider," siger jeg og snøfter. "Jeg læste på nogle af dem. Det må du undskylde, men det gjorde jeg altså."
   Hun kigger mig ind i øjnene i et tidsrum, hvis omfang jeg ikke kan begribe. Det er nogle mørke, granskende øjne, og de stirrer ind i mine med en sindsro, som jeg finder yderst ildevarslende i dette øjeblik. Da hun pludselig slår over i latter, mærker jeg et stød gå gennem min krop og gisper. Det er en varm latter; af den slags som kun finder sted rigtig gode venner imellem.
   "Liv, altså," siger hun og tørrer efterfølgende sine øjne med en neglebidt pegefinger, imens hun ryster på hovedet, og latteren hurtigt dør ud.
   "Jeg forstår ikke," siger jeg og mærker en tåre løbe ned ad kinden.
   Hun smiler til mig. For et øjeblik føler jeg, vi har noget sammen, men den følelse dør hurtigt ud. Jeg forsøgte at såre hende, og nu håner hun mig. Det er, hvad hun gør, og måske er det i virkeligheden, hvad jeg en dag selv har i vente. Hvor mange år skulle hun bruge, før hun malede den sorte side? Hvad maler jeg til den tid, hvis det kommer så vidt? At se Nelle ind i øjnene er ligesom at tage sorgerne på forskud.
   "Held og lykke, Liv," siger hun og nikker til mig med en underspillet oprigtighed, der virker komisk.
   "Tak."
   Hun går ind på sit værelse og lukker døren.
   Jeg går ud på badeværelset og tjekker kritisk mit spejlbillede. Mine kinder er røde, og mine øjne er trætte. Aldrig har mit hjerte føltes så presset før. Smerten gør mig tung. Jeg mærker den allermest i mine ben. Jeg tænker på mit hjem, på stranden - alle de ture jeg har gået frem og tilbage langs den kystlinje, i det sand. Aldrig har en vej været længere end den, jeg nu tager ud til hoveddøren. Ned ad trappeopgangen skinner solen mig skarpt i øjnene, men da jeg kommer udenfor er det koldt, og det går op for mig, at alle sandheder er subjektive og går klædt i falske klæder.
   Nelle kender måske sandheden om tilværelsen i disse lejligheders rum, men jeg kender sandheden om Thyborøn, og jeg skal jeg aldrig tilbage.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 25/07-2014 23:44 af Rasmus Jørgensen (Rasmus90) og er kategoriseret under Noveller.
Teksten er på 4661 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.