Jeg husker at komponisten Stravinsky oplevede i sin ungdom at have et omtrent helt værk i sit hoved, men ikke vidste hvordan han skulle få det skrevet ned på nodepapiret. Det kan måske kaldes en blokering. (Som heldigvis var midlertidig. Ellers havde Sacre de Printemps ikke eksisteret.)

Så blokering er vel noget med at bogen eksisterer et sted i vort mentale cyberspace, blot spærret ude fra de dele af hovedet der kan kommunikere med den fysiske omverden - skrivemaskinen.

Men der er også en anden slags blokering der handler om at man ikke kan få kringlet sin historie på en måde der gør den værd at skrive ned.

Det der hæmmer mig er nok selve den grundlæggende inspiration. Har jeg idéen til en historie kan jeg godt skrive den.
Og så er der jo igen forskelle på den lille koncentrerede novelle og det store romandrama. Og jeg er nok bedst til den korte historie.

Du er i gang med en roman. Og det er vigtigt at der er balance imellem forskellige dele, så det hele bliver en skulptur der giver mening for læseren. Og det er hundesvært, desværre.

Men bedste ønsker!

Ja, det er mega svært og kræver afsindig lang tid før alle kapitler og tråde er bundet ordenligt sammen! Lidt ligesom at lægge et puslespil på 10.000 brikker.

Jeg plejer at gå i gang med at skrive noget andet. Den nye glade energi der strømmer igennem mig, når jeg jeg skriver på noget nyt, kanaliserer jeg over i det gamle. Det gør også, at man efter nogen tid, kan se sit værk med mere friske øjne. Problemet er vel også, at man stirrer sig blind på sit eget arbejde, og ikke længere kan skelne skidt fra kanel. Jeg har læst det du har skrevet, og jeg synes det er fantastisk.

Mvh. Hanne

Wow, mange tak. Da jeg rundede midtpunktet, og havde fejret det, gik jeg død. Gad bare ikke rigtig høre mine egne ord længere. Så nu har jeg læst 8 bøger og er fyldt så meget op af andres ord, at der nu er plads til mine egne igen, uden at jeg brækker mig. :)

et mine bedste råd er nok jeg har lille bog med små sætninger eller ordsprog hvis jeg køre død så blader jeg lidt i den eller jeg laver noget andet sjovt som man lige kan få en ide midt i en opvask

Hej Natashia
Jeg har i efteråret gået på et skrivekursus gennem AOF det har været befordrende, med sjove inspirerende skriveøvelser, på trods af at jeg ikke rigtig er kommet nogen vegne med de tekster jeg er i gang med. Bare det at få skrevet lidt, og eller noget andet, gør at jeg ikke helt føler jeg er gået i stå. En af mine medkursister fortalte at der findes en udmærket bog om at skrive, en slags 12 ugers forløb med forskellige øvelser hver uge. En bog man selv kan arbejde ud fra. Jeg synes den lyder spændende. Den hedder "Kreativitet" og er skrevet af en der hedder Julia Cameron. Måske kan du også bruge den? Med gode tanker fra Ulla

Du er ikke alene!
Jeg kender det så godt! Lige præcis det der med at blive træt af sine egne ord, ("Hvor mange steder har jeg ikke skrevet noget lignende?" "Jeg beskriver alt for meget" "Det lyder alt for konstrueret" etc...) og som du skriver, så dukker "læseren" pludselig op, for man sidder der med sine egne kritiske briller og ser sine ord udefra og pludselig bliver man selv til "læseren" og al ens kritik som læser må betyde, at ingen andre læsere ville hænge på så langt.
SUK! Hvor jeg kender det...

Og du får lige et klip her:

Hold da fast! Sikke en kommentar! :) Hvor er det fedt at høre (eller tragisk vel egentlig), at jeg ikke er alene med skrivefrustration.
Jeg fandt i sidste uge ud af, at grunden til, at jeg var gået i stå, var fordi, eg havde læst og hørt så mange interviews og råd og vejledning omkring skrivning og strukturering, at jeg ikke længere syntes min historie levede op til de plotmæssige kriterier, jeg stødte på. Men efter længere tids surmulen og forvirring gik det op for mig, at de stortset alle sammen havde snakket om plotdrevne historie og ikke karakterdrevne, og min er i særdeleshed karakterdrevet. Så da den brik faldt på plads hos mig, fik jeg ligesom min selvtillid tilbage, så jeg ikke lægnere sidder med følelsen af, at det er noget værre l..., jeg sidder og skriver. :) Nogle gange kan man få lidt for mange råd, hva'. Så lige nu holder eg mig for ørerne, og forsøger at skrive det, jeg selv synes. Så må redigeringsrunder stå for at rette til. :)

Ifølge Julia Cameron er det ressourcerne, der skal fornys og fyldes op, når man er gået i stå. Man skal gå alene ud og få en kunstnerisk oplevelse - eller flyve i luftballon. Det er lidt svævende, hvad hun beskriver og jeg synes sommetider, hun modsiger sig selv, men det er noget med at få indtryk og gerne komme lidt ud af sin "comfort zone".
Hun er egentlig ok og har mange gode råd, når bare hun ikke begynder på alt det med at lytte til beskeder fra det alvidende univers og den slags.

Da jeg selv levede en free lance skribent tilværelse for snart mange år siden, oplevede jeg også at gå i stå. Og så læste jeg af en eller anden grund politiske biografier. Jeg aner simpelthen ikke hvorfor. Det var ikke noget, jeg bevidst valgte i starten, men det endte tit med det. Og efter at have læst om Engells, Bjerregaards eller Fog Rasmussens intriger var jeg da klar til at skrive igen.

Er man gået i stå, kan det desværre også betyde, at man er begyndt at kede sig ved historien. Så må man stramme op, for i de tilfælde vil læseren med 100% sikkerhed også kede sig.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]