Jeg synes det er både-og. Selvfølgelig er der en oprindelig lyst til at skrive, en kærlighed til sproget, til at fortælle en historie, til at formulere sine tanker og erfaringer i ord, sætninger osv..

Men ensomhed. Egentlig ensomhed har jeg kun oplevet i korte perioder i mit liv. Men en anden slags ensomhed er der, nemlig når man gerne vil tale med nogen om det man brænder for. Der er få mennesker man kan tale seriøst med. Når man i en samtale bevæger sig ud over der rene small-talk, så bliver tilhøreren død i øjnene. Det er underligt, mange mennesker læser bindstærke værker, men en seriøs samtale viger de tilbage for.

Jeg ønsker ikke at kede nogen, så i stedet går jeg hjem og betror mine tanker til papiret eller computeren. Jeg har i løbet af mit liv skrevet tusindvis af sider, historier, essays, breve, artikler og alt mulig andet, men jeg har gjort meget lidt for at få noget udgivet. En ven sagde mig, at jeg havde et forfattergen men manglede et udgivergen. Det er sandt.

Kåemer

Jeg mener så ikke at jeg skriver på grund af ensomhed, overhovedet.
Jeg har altid været ret indadvendt, så jeg har altid godt kunnet lide at sidde alene og skrive.
Efter jeg kom herind, mødte jeg så ligesindede som jeg kan tale med om bøger og alt muligt andet.

Jeg kender så godt det med at tale med nogen der ikke har lyst til at snakke om bøger. Det lever jeg så med og taler om noget andet, men det er egentlig ingen herindefra. Det er mere folk jeg kender privat. :)
Men ja, Kåemer. Jeg syntes godt om at udgive mine tekster på Pennen 'i gamle dage', men siden jeg blev udgivet, har jeg holdt de tekster jeg vil have udgivet, væk herfra. Dem sender jeg til betalæsere privat, og siden til min redaktør.
Men du har vist aldrig haft den lyst. Har da læst meget af dig som KUNNE være blevet udgivet.

Der er nok noget med ensomhed med i spillet for mig. For jeg er meget alene. Når jeg skriver, kommunikerer jeg med "papiret" på måder jeg ikke har lejlighed til sammen med andre.
Jeg ved godt at der er noget nederlagsagtigt i ikke at have venner, men jeg er ligeglad med det.
På arbejdet er jeg blandt en masse mennesker som jeg holder af, men hjemme er der bare min kone og jeg. Og hende kan jeg ikke tage med i mit skriveunivers.
Alligevel er det ikke det primære formål med at jeg skriver. Jeg har nok et ønske om at efterlade noget. Jeg kan ikke bygge huse, lave opfindelser, og mine evner som maler eller skulptør er ikke gode nok.
Jeg er heller ikke verdensmester i at skrive, men jeg har følt at det nok var der jeg kunne mest, trods alt.
Det jeg skriver er præget af en ikke-kommerciel holdning. Jeg ville da gerne sælge bøger, og gerne mange, men jeg forsøger at lave det bedste kunstneriske produkt. Så må andre vrage det, hvis de vil.

Hej Danielle
For mit vedkommende er der megen ensomhed forbundet med at skrive. Papir er taknemmeligt, jeg var meget indadvendt som helt ung, det hjalp mig meget at skrive. Jeg skrev hvad jeg mente var en roman, jeg tror snarere det var en klagesang. Jeg sendte den til Gyldendal og fik den retur med kommentar og en konklusion ala at der ikke var noget håb for mig som "romanforfatter". Så holdt jeg op med at skrive, fik en uddannelse, et arbejde og nogle andre fritidsinteresser. Fortællelysten beholdt jeg dog, og gjorde flittigt brug af i mit arbejde som pædagog i børnehaver. I en sygeperiode for en del år siden, opdagede jeg Fyldepennen der åbnede en helt ny verden for mig, det var både sjovt og udviklende at deltage i fællesskabet.Og ja man kan vel godt sige det opstod ud af ensomhed. Fortælletrangen, lysten til at formidle mon ikke det snarere er en del af en personlighed?? Ja det er ikke noget jeg ved som sådan. Men det er en spændende diskussion.

Man kan være en sprogkunstner uden noget at skrive om. Eller en person med et spændende og dramatisk liv med skrivefærdigheder der mildt sagt er mangelfulde.
Særlig fordelagtigt er det hvis man kunne kombinere tingene.
En mand som Henri Carriere havde haft et (alt for) spændende liv. En dag gik han forbi en boglade, med en udstilling i vinduet. En mand havde skrevet en bog som blev en stor succes. Henri erkendte at hans eget liv bestemt kunne hamle op, og han begyndte derpå at skrive. Han havde nok aldrig skrevet før, men han viste sig at være en glimrende fortæller. Det blev til romanen Papillion.

Hvis et forlag får en tekst ind der har en fantastisk historie, at forfatteren har talent, men lige mangler lidt finish, vil man stille en god håndværker til rådighed for at få detaljerne på plads.

En ting, man må kæmpe med, er at se hvordan den tekst, som man selv synes er fin, ser ud med en andens øjne.
Det er ikke let.

En sprogkunstner kan udtænke en historie der er fortænkt og uvedkommende for andre læsere. Og så hjælper et flot sprog ikke stort.

Der er en verden der bliver tilgængelig med det skrevne ord, som ikke er muligt ved talen alene.
At formulere sig på skrift er ligeledes en måde at gå på opdagelse i sindet. Nogle gange har sindet indlagte lukkede porte men andre gange åbner de sig. Når dette sker

opleves fred og frihed af en anden dimension.
Men det kan være ensomt at skrive. Derfor er det ikke alle forundt at gennemføre processen. Selv mærker jeg en længsel efter den anden dimension. Men det er svært at holde den ud, når verden omkring bliver mindre, medens der skrives, for det kan give følelsen af ensomhed, hvor der startende var, frihed og fred.
Det er den omvendte verden for mig. Skriveriet kan være en frelse såvel som et sort hul. Men altid vil jeg skrive!

Hej Daniella. Ej, hvor god en refleksion du bringer.
Mit incitament er smerte. En psykisk dimension en del forfattere kender alt for godt til under skriveprocesserne.
At skrive er at befrie trykket fra sindet, udlede smerten i ord og tage hævn over urørelige skurke. Amadeus.

@ Daniella Helvant (Eddie)

Jeg skriver bestemt ikke på grund af ensomhed. Jeg har altid godt kan lide at skrive. Nogle gange lysten i at skrive bliver for meget, hvis jeg ikke får ord ned på et andet sted, kan jeg bliver lidt rastløst. Jeg skriver også fordi, på den måde, har jeg det bedste ved at udtrykke mine følelser via ord, Jeg skriver også fordi, jeg har behov for at udtrykke mig. Her nu at jeg skriver også for at blive bedre i at skrive og udtrykke mig på en mere korrekte dansk.

Jeg kender alt for godt, det med at vil tale med nogen om bøger eller om livsfilosofi mm, at der ikke var interesse for emnet. Jeg har endda overvejet at oprette en facebook side, hvor folk som har de samme interesser som jeg, kan tale fri i et lukker rum. Men igen fordi jeg holder meget af de traditionel samvær end bagskærm, derfor motivationen bliver ikke stor nok, til at jeg kunne give et forsøg. Så det er faktisk dejligt at jeg nu begynder at åbne mig op og har lige læste dit oplag, hvor jeg kan få lov til at udtrykke mig. Tak! Jeg har nok altid været udadvendt, men har med tiden lært at hygge i mit eget selskab. Jeg vil nok bliver ved med at skrive. Om det er at dele med andre eller holde for mig selv.

Selve det at skrive opfatter jeg som en meget ensom proces. Man opbygger et univers og støder ind i diverse problemer, som kan være umulige at få sine nærværende til at forstå. Og jeg tror også klart, at skrivningen kan være selvterapeutisk - en måde at udtrykke sine smerter på og sætte ord på følelser, man ikke udelukkende kan rumme i sig selv. Men personligt skriver jeg ikke ud fra ensomhed - jeg skriver på grund af kærligheden til historier og dens karakterer, på grund af den indsigt og empati der kan opstå, når man indlever sig i en fortælling.

Jeg tror, at flere og flere vil være forfattere, fordi det er blevet lettere og lettere at dele sine historier (i form af selvudgivning, skrivesites på nettet). Meget af det er klart selvfremstillende - et slags forsøg på at gøre sig forstået af omverdenen, hvilket jo relaterer sig til ensomhed - men jeg tror også, at det handler om, at "den gode historie" jo nærmest har overtaget verden, både i form af bøger såvel som film og tv - vi sidder fx og bider negle i flere måneder, før den nye sæson af Game of Thrones rammer skærmen. Dernæst har globaliseringen også åbnet vores øjne for et utal af alternative skæbner og livsstile, der kunne tænkes at sætte kreativiteten og inspirationen igang og øge mangfoldigheden i de historier, der fortælles. Vi bombarderes med sanseindtryk, menneskeskæbner og konflikter fra nær og fjern - det kan vel kun være brændstof til fantasien.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

For mit vedkommende er jeg ALT alt for social til at skrive i al evighed uden andre omkring mig. Så får jeg simpelthen en helt traditionel "blokade" (selvom jeg godt ved, at de ikke findes, men, you know). Så tager jeg pen og notesbog med på café eller i parken eller where ever, og så flyder det igen. Det er for mig den største udfordring ved at være (pseudo)forfatter - det ikke at have direkte kolleger og den truende ensomhed ved at arbejde alene. (Men det er jo så det, man har betalæsere til at afhjælpe)

Filmen rammer klokke rent min situation som jeg oplever den.

Tak for linket.

Wernn

Jeg stopper med at skrive samme øjeblik, at jeg tør stole på, at jeg har fundet en måde at sige: "Don't kill me".
Sådan at denne vil opgive volden. Og vil tale og lytte ansigt til ansigt uden at se muligheden for at slå mig ihjel, som en mulighed for slippe for at tænke.

'Most people would rather die than think and many of them do!'
Bertrand Russell

Jeg vil, som Emmanuel Levinas pege på at det mere handler om:
'Most people would rather kill than think and many of them do!'

Og at en hver henvendelse mellem mennesker begynder og slutter med at udtrykke: "don't hurt me."

Ensomhed som værende alene, er en ensomhed.

Ensomheden som værnede mellem mennesker, der venter på en lejlighed på at slå en ihjel, er en anden og måske mere fundamental ensomhed.

Wern

Wern #14:
Haha.
Så vidt jeg har læst herinde de seneste par måneder, har du endnu ikke fundet en måde at sige 'Don't kill me!' Måske nærmere det modsatte. :)

Jeg har så aldrig tænkt over det med lejligheden til at slå mig ihjel.
Den tror jeg lige jeg skal tænke over.

Mvh
Eddie

At skrive... et supplement til alt det andet jeg udøver kunstnerisk. Jeg er tegner, maler og grafiker. Lige nu med en udstilling i Galleri Nybro.
Jeg er født ensom. Min familie var kærlighedsløs og jeg altid meget alene. Venner har altid været få, men millioner af bekendte, har altid haft udadvente jobfunktioner og ledende gøremål. Har altid været god til at formidle og samle tråde for Gud og hver mand. Når jeg så er alene... bare så lykkelig for mine talenter, dem jeg har bevaret livet igennem. Jeg er skiftende on / off. Mit introverte væsen tager ofte over. Jeg bliver tænksom og søgende... så skriver jeg. Især nu hvor alderen trykker, ved jeg, at det kommer til at fylde meget i min sensommer, hvor det bliver svært at være på og følge med. Ligesom de fleste mennesker gennem mit liv har ændret sig fra nærværende til fraværende... det er ikke så nemt at fange et menneske til en nærværende, spændende og dyb dialog... så skriver jeg.
Poul (Blækhuset)

@ #16 Blækhuset

"det er ikke så nemt at fange et menneske til en nærværende, spændende og dyb dialog"

Præcis!

Wern

@ #15 Eddie

"Måske nærmere det modsatte"
okey?
Det kunne være sjovt om du peger på underbyggende eksempler.

"Jeg har så aldrig tænkt over det med lejligheden til at slå mig ihjel"
Jeg ser ud i verden og ser at mennesker slå mennesker ihjel.
Så længe jeg ikke kan finde begrundelser for, at det ikke skulle gælde for mig. Må jeg tænke at det også gælder for mig.
Især når man lytter til de begrundelser, som dem, der vælger vold, bruger.
Så handler det ikke om, hvordan ofret er blevet mål for vold.
Men: At "En skal jo være målet". Volden er valgt forud.

"Den tror jeg lige jeg skal tænke over"
Men pas på. Det er en tanke, der er svær at komme tilbage fra og den indebære meget frygt og ensomhed.

Venligst Wern

Wern # 18:
Beklager at jeg lod dig hænge.
Jeg mente bare at du i dine første måneder herinde fik diverse debattører op i det røde felt = at du endnu ikke har fundet en måde at sige 'Don't kill me.'

Egentlig har jeg altid ment at jeg hellere vil skrive så NOGEN folk har lyst til at slå mig ihjel end ikke at skrive hvad jeg mener.
Nu skriver jeg hovedsagelig romaner, og det VILLE være surt hvis jeg blev dræbt fordi en eller anden tror at det er en af personernes mening jeg bruger som min egen hvor jeg egentlig er fuldstændig uenig med romanpersonen.
Min egen mening sniger sig dog altid ind på siderne nærmest over det hele, og hvis det er derfor vedkommende vil slå mig ihjel, er der jo ikke noget at gøre ved det.
Det samme når jeg taler med folk som er lodret uenige med mig. Her sker det dog at jeg kan UNDLADE at fortælle dem min mening. Nogle mennesker bærer nærmest volden uden på tøjet, så her undlader jeg som regel, men taler dem trods alt ikke efter munden.

Og SKULLE jeg blive slået ihjel for noget jeg har skrevet, kommer forlaget nok til at sælge mange flere (af mine) bøger for en tid, og det er vel heller ikke så skidt.
Tror dog min familie vil være kede af at tjene pengene på den måde.

Mvh
Eddie

Jeg, Eddie, er helt på din families side! c,")

Jeg skriver ikke fordi jeg er ensom. Jeg skriver fordi at min hjerne kører med 6000rpm i kreative baner og det er en måde at få det ud på. Musik er en anden måde, ligesom mine kreative udfoldelser i værkstedet er det.
Venner har jeg ikke mange af, men dem jeg har, opfylder til fulde mit behov for nærvær og at blive hørt.
Jeg er helt og aldeles uenig i slutningen. At manglen på litteratur vil gavne menneskeheden. Jeg mener at det vil være det modsatte. Det ville være et tab for menneskeheden. Tænk hvis man sagde det samme om musik?!

Dino #20:
Haha. Tak. c,")

Doctor Zoltron # 21:
Egentlig er jeg enig med dig, MEN måske mange mennesker der skriver af ensomhed, ville være uenige. Hvis de havde venner, ville de måske ikke skrive?
Jeg er på Fbs ForfatterForum, og en del af dem burde aldrig blive udgivet. Det gør de så alligevel via betalingsforlag som Mellemgaard eller Print on Demand.

PoD har jeg intet imod. Hvis folk er villige til at betale den smule det koster at udgive hos dem, er det fint med mig. Jeg kan jo bare lade være med at læse det.
Mellemgaard er en helt anden historie. De fortæller decideret vedkommende der skriver, at de står med en mere eller mindre unik historie så hvis de bare lige betaler x antal kroner (i gamle dage var det 15.000, læste forleden at de nu starter ved 18.000 kroner), vil det blive SINDSSYGT godt.
Personligt synes jeg at litteraturen kan undvære Mellemgaards forfatteres bidrag. Og ja, jeg ved godt at nogle faktisk er glade for Mellemgaard, men det er så dem der (evt med tiden) kunne udgives på et almindeligt forlag.

Og ja, jeg kan jo så også lade være med at læse de bøger der kommer fra Mellemgaard (det gør jeg også), men det er ikke helt det det handler om, synes jeg.
Mellemgaard tjener penge på forfatterspirer der måske ikke er helt gode nok til et 'almindeligt' forlag, men derudover skider de på forfatteren, og hvis forfatteren prøver at sige noget om dem, bliver de truet med en sag om injurier (som de så ikke har noget at have i).
Den slags 'forlag' synes jeg hverken litteraturen eller forfatteren har noget at bruge til.

Og mht musikken bryder jeg mig meget lidt om eksempelvis techno, men den musik har trods alt været igennem et pladeselskab hvor nogen har sagt god for det med tanke på hvor godt det vil sælge.
Så på den måde synes jeg ikke du kan bruge musik som et eksempel.
JEG kan eksempelvis bedst lide metal, mens andre elsker techno, men musikken har været igennem en procedure der skiller fårene fra bukkene INDEN det ryger ud til os andre.

Mvh
Eddie

@ #19 Eddie

Flot (for dig) at du ka sige "bare ærgerligt" til de millioner, som har mistet før dig og dine. Du nåede at skrive. Det gjorde mange af dem ikke.
Du ser nok ikke, hvordan accepten af vold, ligger i den tekst, som jeg lige læst og nu respondere på.

Hvordan ser det så ud, når man ikke taler volden efter munden?

Wern #23:

Nu var det ikke vold generelt jeg udtalte mig om.
Mistede selv en af mine bedste venner juleaftensdag i et overfald 'med døden til følge' som det så smukt hedder.
Og jeg vil ALDRIG sige at man bare skal ty til vold. 'Det kan jo ikke skade.'
Jeg er VIRKELIG vred på min vens morder, men hvad nytter det? Hun er varetægtsfængslet i øjeblikket og ender med enten en behandlingsdom eller en dom for 'vold med døden til følge', men det bringer sgu ikke min ven tilbage, så jeg er lidt ligeglad med hvilken dom hun ender med.

Jeg talte 'kun' om den vold der kan blive resultatet af noget en eller anden har skrevet, og egentlig kun for at sige at JEG er ligeglad. Det tvivler jeg på at eksempelvis John Lennon eller Salman Rushdie ville være enig med mig i.
Så nej, jeg accepterer ikke vold, men jeg ved trods alt godt at nogle mennesker kan finde på at ty til vold hvis de føler sig berettiget til det. Og for nogle mennesker skal der ikke ret meget til.

Og det er jo ikke selve volden man ikke taler efter munden, men personen BAG volden som jo derfor ikke finder sted.
De er - trods alt - nemmere at have med at gøre.

Mvh
Eddie

@ #24 Eddie

"Nu var det ikke vold generelt jeg udtalte mig om"
Det ved jeg. Slaveejerne talte heller ikke om vold. Det var bare deres privilege.

"Jeg er VIRKELIG vred på min vens morder"
Du ser det ikke selv vel?

"Hun er varetægtsfængslet i øjeblikket og ender med enten en behandlingsdom"
Gør hun det frivilligt eller gennem trusler om vold?

"så jeg er lidt ligeglad med hvilken dom hun ender med"
Hvordan er det ikke en totalt accept af volden?

"Jeg talte 'kun' om den vold der kan blive resultatet af noget en eller anden har skrevet"
Hvad havde han skrevet?

Bliver Salman Rushdie beskyttet af våben?
Hvem er disse våben rettet imod?

"Så nej, jeg accepterer ikke vold"
Jeg læser noget andet. Så må jeg have taget fejl i min respons ovenfor.
Vil du hjælpe mig med at udrede de fejl som må kunne se. Men som jeg overser?

"nogle mennesker kan finde på at ty til vold hvis de føler sig berettiget til det"
Ja Hvilket vel så er alle næsten pr definition.
Spørgsmålet er vel mere. Hvornår man finder berettigelse.

"Og for nogle mennesker skal der ikke ret meget til"
Ok.
Hvad skal det ske med de mennesker?
Fordi: "De er - trods alt - nemmere at have med at gøre"
Det er de vel kun fordi de kan være mål for vold ellers ikke? Eller hvad?

"Og det er jo ikke selve volden man ikke taler efter munden"
Det er det jeg læser her over.

"men personen BAG volden"
Findes der kun et mennesker, der begår vold?

"som jo derfor ikke finder sted"
Mener du, at der er tidspunkter, hvor vold ikke finder sted?

Vi ser tydeligt vis tingen meget forskelligt.
Det gjorde slaveejerne og slaverne også.
Det handler vist mest om, hvilken ende af våbnene, som man ser mest til.

Du behøver ikke svare.
Jeg er meget i tvivle om at trykke send...

Wernn

Wernn # 25

Haha. Er du bange for at jeg kunne finde på at blive voldelig?
Jeg vil gerne svare på de spørgsmål jeg KAN svare på, men vender lige tilbage på et andet tidspunkt.

Mvh
Eddie

#22 Eddie

Forlagsverden har jeg på ingen måde nogen holdning til, dels fordi at jeg ikke selv skal udgive inden for nærmere fremtid, dels fordi at det ikke interessere mig.

Musik derimod har jeg en holdning til og noget at have den i. Jeg er uddannet lydmand til studier, live, radio og film.
Musikverden er åbenbart som forlagsverden. I dag kan selv den dårligste musiker udgive sin musik, helt uden spørgsmålstegn til om det gavner verden eller om det bare er en selvisk trang til at udgive sit lort. Og der er meget af det, altså lort. Ind i mellem er man heldig at finde noget som rammer helt skævt på den gode måde, men for det meste er det onkel Jan der mener at hans sang om tissemyren er noget verden har manglet.
Nok om det.
Jeg tænker at filmen ikke er lavet som et facit, men som en mulig forklaring. Det er helt sikkert en rigtighed i at ensomhed og det at skrive hænger sammen, det er bare ikke den eneste årsag til at folk nedfælder tanker og ord på skrift.

Mvh Zoltron

Wern # 25

Inden jeg kaster mig ud i at svare, må jeg hellere nævne at jeg kun TROR noget er som jeg siger. Medmindre jeg siger andet, er det derfor IKKE baseret på facts som hverken du eller jeg kan slå op. Det er som sagt bare noget jeg TROR.

"Nu var det ikke vold generelt jeg udtalte mig om"
Det ved jeg. Slaveejerne talte heller ikke om vold. Det var bare deres privilege.

Jeg ved ikke lige hvad du mener her? Jeg FØLER mig ikke som nutidens slaveejer, men føl dig fri til at fortælle mig hvorfor jeg BURDE føle sådan.
Det var en situation jeg nævnte hvor JEG siger 'Fuck volden!' ikke at jeg talte for alle mennesker på jorden hverken før eller efter mit eget liv.

"Jeg er VIRKELIG vred på min vens morder"
Du ser det ikke selv vel?

Nope. Ikke medmindre du forveksler vold med følelsen vrede, men nu kommer jeg også fra et voldeligt miljø, så enlighten me.

"Hun er varetægtsfængslet i øjeblikket og ender med enten en behandlingsdom"
Gør hun det frivilligt eller gennem trusler om vold?

Jeg TROR ikke politiet decideret truer med fysisk vold nu til dags, men hvis du mener psykisk vold, er det sandsynligvis derfor. Men det kan da godt være hun gør det frivilligt. Hvad ved jeg? Jeg er som sagt lidt ligeglad.

"så jeg er lidt ligeglad med hvilken dom hun ender med"
Hvordan er det ikke en totalt accept af volden?

Du har helt ret. Jeg accepterer (af og til) vold når den kommer forklædt som loven, og 'lov' er jo egentlig bare et andet ord for 'vold'.

"Jeg talte 'kun' om den vold der kan blive resultatet af noget en eller anden har skrevet"
Hvad havde han skrevet?

Haha. Jeg skrev 'en eller anden', ikke han. Og her ER der en decideret definition:https://ordnet.dk/...ery=tog,1&mpage=2

Bliver Salman Rushdie beskyttet af våben?
Hvem er disse våben rettet imod?

Hvorfor spørger du MIG om det?
Jeg har overhovedet ikke fulgt med i hvad Rushdie har lavet de sidste 10-15 år, så det aner jeg ærlig talt ikke, men mon ikke han har livvagter med våben af både den ene og anden slags til at beskytte sig døgnet rundt? Og mon ikke våbnene er rettet mod stort set alle?

"Så nej, jeg accepterer ikke vold"
Jeg læser noget andet. Så må jeg have taget fejl i min respons ovenfor.
Vil du hjælpe mig med at udrede de fejl som må kunne se. Men som jeg overser?

Nope. Du har ret. Altså, hvis vi taler om loven som vold. Ellers må du lige uddybe din mening.

"Og for nogle mennesker skal der ikke ret meget til"
Ok.
Hvad skal det ske med de mennesker?
Fordi: "De er - trods alt - nemmere at have med at gøre"
Det er de vel kun fordi de kan være mål for vold ellers ikke? Eller hvad?

Det er alle mennesker vel? Altså, eventuelle mål for vold. Lige som alle vel kan blive voldsmænd (eller -kvinder) under de 'rigtige' omstændigheder. Og inden du spørger om hvad 'de rigtige omstændigheder' er, kan det eksempelvis være i selvforsvar eller for at beskytte andre. Vold er vold uanset hvem der gør det.
Hvad der skal ske med 'de mennesker', kan jeg ikke svare på. Som tidligere nævnt er jeg vokset op i et voldeligt miljø, og da de fleste af mine venner er - eller har været - slagsbrødre, og jeg alligevel nødig ser dem fængslet eller dømt til døden, kan jeg ikke svare på det. Det samme gælder i øvrigt kvinderne (mig selv inklusive) der dog meget sjældent har slået fysisk på nogen, men til gengæld tit har gjort sig skyldig i psykisk vold. Selv TROR jeg ikke jeg er slem til psykisk vold, men har til gengæld været ret tæt på at lange en gut en på hovedet fordi han skubbede til mig midt i et temmelig ophedet skænderi.

"Og det er jo ikke selve volden man ikke taler efter munden"
Det er det jeg læser her over.

Samme svar - eller mangel på samme - som ovenover.

Wern # 25:

Sorry. Kopierede teksten over fra word, og den glemte åbenbart slutningen. :)

"men personen BAG volden"
Findes der kun et mennesker, der begår vold?
Nej. Så ville verden være et bedre sted, tænker jeg, men jeg prøver så vidt muligt kun at være i selskab med en enkelt person ad gangen der - lige der, i hvert fald - overvejer at slå på mig. Derfor brugte jeg ental.

"som jo derfor ikke finder sted"
Mener du, at der er tidspunkter, hvor vold ikke finder sted?
Nej, der bliver begået vold hvert eneste sekund.
Jeg kan så godt se at jeg kom til at skrive 'man' i indlægget. Jeg retter til: 'Og det er jo ikke selve volden jeg ikke taler efter munden, men personen BAG volden som jo derfor ikke finder sted.'
Og når jeg siger at volden 'derfor ikke finder sted', er det den vold der KUNNE være sket (Husk at jeg har rettet til 'jeg', og at det er den rettede sætning jeg hentyder til), men ikke sker fordi jeg som sagt undlader at fortælle dem min mening, ligesom jeg undlader at fortælle dem at jeg synes de tager fejl.

Mvh
Eddie

Doctor Zoltron # 22

Hov, ja. Jeg glemmer hele tiden at folk nu kan udgive musik uden et pladeselskab. Sorry. Jeg hører kun Youtube, CDer og plader.

Resten er jeg enig i. :)

Mvh
Eddie

@ #29 Eddie

Så blev det færdigt ;-)

Jeg forholder mig til det, som jeg læser efterhånden, som jeg læser det. Derefter redigere jeg og sorterer, hvad jeg vil poste som indlæg.
I din tekst her læser jeg et forløb, hvor slutningen fremstår som en modsigelse af begyndelsen.
Derfor har jeg valgt at tage det hele med, således at du selv kan se efter om der er belæg for den vurdering.

Hvorfor tror du på noget, der ikke er baseret på facts?
Generelt forholder jeg mig IKKE til viden, facts, verden, virkeligheden, sandhed eller noget andet objektivt i mødet med andre mennesker.
Jeg forholder mig til det, som mennesker er kommet til at tro på og især hvorfor det tror på netop dette frem for noget andet. Fx det modsatte.

Jeg ønsker for mig selv, at det, som jeg tror på bygger på flest muligt sande betragtninger.
Færrest muligt ukendte falske betragtninger.
Og ingen kendte falske betragtninger.
Men jeg er åben for at andre er bevæget af noget andet mht. deres det de tror på.

"Jeg ved ikke lige hvad du mener her?"
At man bliver blind for sine egne privilegier.

"Jeg FØLER mig ikke som nutidens slaveejer"
OK
Har du nogle rettigheder?
Er der mennesker, der med våben håndhæver dine rettigheder?
Er der mennesker, som lider under tilsvarende våben, der på tilsvarende vis bliver brugt til at håndhæve de fås privilegier, luksus og komfort?
Det er helt i orden, at vi ikke kalder det slaveejer.
Det er alene en tilsvarende situation.
Nogle fås komfort på mange andre bekostning.

"hvorfor jeg BURDE føle sådan"
Læs det ikke som en dom.
Jeg vil blot pege på empatien for de millioner af mennesker, der betaler prisen for komforten.

"Det var en situation jeg nævnte hvor JEG siger 'Fuck volden!"
Nemlig- Dit privilegie, at du kan sige det. De oven for omtale våben peger ikke på dig. De pege på andre, her under mig.
Så vi kan vælge, at sige fuck volden og dø.
Vore valgmuligheder er lidt forskellige.

"ikke at jeg talte for alle mennesker på jorden hverken før eller efter mit eget liv"
Det er jeg helt med på.
Det gør jeg.
Det mennesker, der fylder mest i mit liv og det menneske, som jeg 'identificerer' mig med
Er det menneske, der, med min 'målestok', har det vært lige nu.

"medmindre du forveksler vold med følelsen vrede"
Det gør jeg ikke. Vreden er psykisk, volden er fysisk i min forståelse.

"nu kommer jeg også fra et voldeligt miljø"
Og her peger du selv på svaret.
At vi ikke er isoleret fra vores opvækst.
Men alligevel vender du vreden mod individet, frem for at vende den imod individets opvækst.

"Jeg TROR ikke politiet decideret truer med fysisk vold nu til dags"
Hvad skulle, der til for at ændre din tror mht. dette?
Du må se en form for grænse, hvor under, det ikke tæller som vold.
Hvor meget tvang, skal der til, før du ser det som vold?
Skal man have magt, for at kunne påtvinge et andet menneske noget?
Hvordan er magt håndhævet uden vold?
Er det den der med: "Det er ikke vold. Det er straf"?
Hvad forstå du ved vold?

"hvis du mener psykisk vold"
Det gør jeg ikke. Jeg tror slet ikke på narrativet om psykisk vold.

"Men det kan da godt være hun gør det frivilligt"
Kan det?
Ville du frivilligt vælge, at være spæret inde frem for ikke at være det?
Lad nu være med at tillægge andre mennesker noget alene begrundet i hvad der vil være komfortabelt for dig at tænke om en bestemt.
Lad os da se på det generelt.
Lader mennesker sig frivilligt indespærrer eller følger de med for at undgår det, der var værre?

Hvad ved jeg? Jeg er som sagt lidt ligeglad"
Netop! Det privilegie igen.
D behøver ikke bekymre dig om, hvordan andre har det.
De er jeg bare slaver. Eller jeg mente: De er jo selv uden om det.
Lige som du er i den gode situation, fordi DU har fortjent det. Eller?
Her ligger jeg ord i din mund. Det er jeg med på. Tag det ikke personligt. Det er det system, som vi lever i.
Jeg gør det for at tydeliggøre det, som jeg ser.

"Du har helt ret. Jeg accepterer (af og til) vold"
Lige som slaveejerne.

"når den kommer forklædt som loven"
Og hvordan gør den det?
Er det så ikke også det, der rammer kvinder, der bliver voldtage i områder, hvor man praktisere islam?
Det kunne jo bare være gået sammen med mænd, der beskytter dem, som det er foreskrevet i sharia.

"'lov' er jo egentlig bare et andet ord for 'vold'"
Der er og var love for slaveri.
Du skriver her at du acceptere love. Altså må du også acceptere vold ubetinget.

Lad mig opsummere, hvad jeg læser, så jeg ikke kommer til at misrepræsentere det du skriver:

Det er altså alene et spørgsmål om, hvad nogle mennesker med våben og gennem trusler om vold påstår som lov.

Er det helt skævt?
Ved du noget om argumentation?
Fx fejl argumenter?
Så som cirkelargumentation?

#31 Wernn

Jeg forholder mig til det, som jeg læser efterhånden, som jeg læser det. Derefter redigere jeg og sorterer, hvad jeg vil poste som indlæg.
I din tekst her læser jeg et forløb, hvor slutningen fremstår som en modsigelse af begyndelsen.
Derfor har jeg valgt at tage det hele med, således at du selv kan se efter om der er belæg for den vurdering.

'Det er en god taktik det der. Også derfor jeg - ved lange indlæg - kopierer hele balladen over i Word og tager det lidt ad gangen. Og jeg er da glad for at du blev udfordret. Det er altid godt, synes jeg, og diskussionen her hjalp faktisk på sorgen over min ven, simpelthen fordi jeg havde noget andet at tænke på.
At jeg så har været længe om at svare, skyldes at jeg fik temmelig travlt med andre ting. Jeg har i øvrigt sat mine seneste svar i enkelt-citationstegn bare så vi kan holde styr på hvem der har sagt hvad.'

Hvorfor tror du på noget, der ikke er baseret på facts?
Generelt forholder jeg mig IKKE til viden, facts, verden, virkeligheden, sandhed eller noget andet objektivt i mødet med andre mennesker.
Jeg forholder mig til det, som mennesker er kommet til at tro på og især hvorfor det tror på netop dette frem for noget andet. Fx det modsatte.
Jeg ønsker for mig selv, at det, som jeg tror på bygger på flest muligt sande betragtninger.
Færrest muligt ukendte falske betragtninger.
Og ingen kendte falske betragtninger.
Men jeg er åben for at andre er bevæget af noget andet mht. deres det de tror på.

'Jeg ELSKER facts, men som jeg nævnte/antydede i mit tidligere indlæg, er hvad jeg skriver her kun udtryk for MIN mening. Ikke alle andres. Men du er selvfølgelig velkommen til at rokke ved hvad jeg tror.'


"Jeg FØLER mig ikke som nutidens slaveejer"
OK
Har du nogle rettigheder?
Er der mennesker, der med våben håndhæver dine rettigheder?
Er der mennesker, som lider under tilsvarende våben, der på tilsvarende vis bliver brugt til at håndhæve de fås privilegier, luksus og komfort?
Det er helt i orden, at vi ikke kalder det slaveejer.
Det er alene en tilsvarende situation.
Nogle fås komfort på mange andre bekostning.

'Naturligvis har jeg rettigheder alene ved at være født i Danmark, i stedet for eksempelvis i Rusland eller de fleste steder i Afrika. Det er jeg skam opmærksom på.
Hvad jeg ikke helt kan følge, er hvorfor det går ud over andre mennesker at jeg siger at folk må slå mig ihjel på grund af noget jeg har skrevet i en bog. Jeg FORETRÆKKER at de ikke gør, men hvorfor mener du dermed at jeg skal stå til ansvar for de tusinder af mennesker der er blevet dræbt?
Jeg er opmærksom på at de fleste ikke har samme rettigheder som mig OG at mange er blevet dræbt alene fordi de giver udtryk for en anden holdning end den der ønskes af magthaverne, mafiaen eller hvem der nu står med geværet, men de bliver vel ikke dræbt FORDI jeg måske bliver myrdet?'


"Det var en situation jeg nævnte hvor JEG siger 'Fuck volden!"
Nemlig- Dit privilegie, at du kan sige det. De oven for omtale våben peger ikke på dig. De pege på andre, her under mig.
Så vi kan vælge, at sige fuck volden og dø.
Vore valgmuligheder er lidt forskellige.

'Aah. Det var FORSKELLEN på om JEG siger 'fuck volden' eller du/andre siger det?
Så er jeg med, og jeg HAR skam empati med dem/jer (hvor bor du egentlig henne i verden? Altså, hvilket land? Ikke din adresse.) der risikerer at blive myrdet for at give deres mening til kende. Jeg tror bare ikke at det hjælper hvis vi alle holder kæft, og eftersom jeg jo bor i Danmark, er min risiko for at blive myrdet for mine meninger, temmelig lille.'


"nu kommer jeg også fra et voldeligt miljø"
Og her peger du selv på svaret.
At vi ikke er isoleret fra vores opvækst.
Men alligevel vender du vreden mod individet, frem for at vende den imod individets opvækst.

'Jep, og det er netop FORDI jeg er vred på hende.
Var mordet nu foregået med modsat fortegn så min ven havde myrdet HENDE, ville jeg have været den første til at sige at han også havde en svær opvækst. Også selv om jeg vidste (og her siger jeg 'vidste' fordi jeg kender mange der ikke er videre voldelige (skal ikke læses som at vi ikke kan drives til vold) fordi vi er vokset op i sådan et miljø) at det ikke var helt sandt. Jeg har selv et ansvar for mine handlinger, og det har andre også.
Man behøver ikke blive tømrer bare fordi ens far var tømrer.'


"Jeg TROR ikke politiet decideret truer med fysisk vold nu til dags"
Hvad skulle, der til for at ændre din tror mht. dette?
Du må se en form for grænse, hvor under, det ikke tæller som vold.

'Ikke ret meget, må jeg tilstå.
Jeg kendte eksempelvis en fyr i gamle dage der modsatte sig arrestation og endte i håndjern med en brækket arm som han ikke havde FØR han modsatte sig arrestation. Her truede de ham dog ikke. De gjorde det, og det var det jeg mente med at politiet ikke TRUER med vold.
De bruger det så snart de mener at det er nødvendigt, og det er den virkelighed alle mennesker enten indretter sig under eller gør oprør imod. Sidstnævnte mulighed med vold som konsekvens.'


Hvor meget tvang, skal der til, før du ser det som vold?
Skal man have magt, for at kunne påtvinge et andet menneske noget?
Hvordan er magt håndhævet uden vold?
Er det den der med: "Det er ikke vold. Det er straf"?
Hvad forstå du ved vold?

'Åååh. Egentlig synes jeg al tvang er vold, uanset om man tvinger et lille barn til at tage gummistøvler på ud at lege fordi det regner, eller man bruger tvang til psykisk syge personer. Uanset om det så er for personens egen skyld eller ej.
Og ja, man skal i hvert fald have magt til at tvinge personen til at gøre hvad man ønsker. Igen uanset om det er barnet eller en psykisk syg.
Så vold er at få en person til at gøre noget vedkommende ikke VIL. Modsat at få en person til at gøre noget vedkommende ikke HAR LYST TIL.'

"Men det kan da godt være hun gør det frivilligt"
Kan det?
Ville du frivilligt vælge, at være spæret inde frem for ikke at være det?
Lad nu være med at tillægge andre mennesker noget alene begrundet i hvad der vil være komfortabelt for dig at tænke om en bestemt.
Lad os da se på det generelt.
Lader mennesker sig frivilligt indespærrer eller følger de med for at undgår det, der var værre?

'Haha. Det gør jeg skam heller ikke, men jeg kender folk der frivilligt har ladet sig indlægge på psykiatrisk afdeling i håb om at få det bedre, så der FINDES folk som er villige til at lade sig spærre inde.
Det ved jeg så ikke om hende her er, men som sagt er hun det MÅSKE. Efter hvad jeg kan læse mig til i avisen (som man ikke altid kan stole på), var hun temmelig chokeret over hvad hun havde gjort.
Som sagt er jeg bare for vred til at overveje om hun vil i fængsel, have en behandlingsdom eller gå helt fri.'

Hvad ved jeg? Jeg er som sagt lidt ligeglad"
Netop! Det privilegie igen.
D behøver ikke bekymre dig om, hvordan andre har det.
De er jeg bare slaver. Eller jeg mente: De er jo selv uden om det.
Lige som du er i den gode situation, fordi DU har fortjent det. Eller?
Her ligger jeg ord i din mund. Det er jeg med på. Tag det ikke personligt. Det er det system, som vi lever i.
Jeg gør det for at tydeliggøre det, som jeg ser.

'Lige i det her tilfælde ser du helt rigtigt.
I mange andre tilfælde tager du fejl.'

"når den kommer forklædt som loven"
Og hvordan gør den det?
Er det så ikke også det, der rammer kvinder, der bliver voldtage i områder, hvor man praktisere islam?
Det kunne jo bare være gået sammen med mænd, der beskytter dem, som det er foreskrevet i sharia.

'Her taler jeg kun om dansk lov, altså ikke sharialoven eller dødsstraf generelt. Hverken ved stening, den elektriske stol, giftindsprøjtning eller hvad folk nu kan finde på.
Den danske lovgivning er nedskrevet af folk der er enige om at det er en god idé at skulle beskytte den ene eller anden, og samtidig straffe folk der bryder den lov som er nedskrevet.'

"'lov' er jo egentlig bare et andet ord for 'vold'"
Der er og var love for slaveri.
Du skriver her at du acceptere love. Altså må du også acceptere vold ubetinget.

'Som sagt ovenfor er det den danske lovgivning jeg taler om her.
Den kan vi være enige eller uenige om, og det sker da at jeg bryder den, men hvis jeg bliver taget i det, er jeg nødt til at acceptere at blive straffet efter loven.'

Det er altså alene et spørgsmål om, hvad nogle mennesker med våben og gennem trusler om vold påstår som lov.

'Forhåbentlig PÅSTÅR ingen under det danske lovsystem at noget er lov, uden at det er det. Igen, uanset hvor tåbelig man så synes at netop den paragraf er.'

Er det helt skævt?
Ved du noget om argumentation?
Fx fejl argumenter?
Så som cirkelargumentation?

'Nej, det havde jeg ikke hørt om, men det lyder da rigtigt.
Jeg HÅBER at mine svar herover har udredt trådene, men ellers må du jo spørge igen. ???'

"Jeg skrev 'en eller anden', ikke han"
Men han blev jo ramt af vold.
Så, hvad taler vi om?
Er der flere slags vold?
Det er vist definitionen, der ikke er på plads.

'Du bliver ved med at skrive 'han' + at du lidt har taget den oprindelige sætning ud af kontekst. Den oprindelige sætning lød: 'Jeg talte 'kun' om den vold der kan blive resultatet af noget en eller anden har skrevet.'
Altså 'KAN BLIVE', ikke at 'han' BLEV ramt af vold. Men vi kan da bruge mig som eksempel på hvad jeg mener.
I min debutroman lod jeg en betjent tænke på alt det gode, men også det dårlige, han har oplevet i sin tid hos politiet. Her husker han blandt andet hvordan han var med til at sørge for at nynazisterne fik lov at marchere gennem Hillerøds gader fordi demonstrationen var lovligt anmeldt. Og i forbindelse med det, tænker han: 'Helst havde han pudset Tex på de sindssyge svin, men det var hans job at sikre alle grupper deres grundlovssikrede rettigheder, også selv om de trampede på alle andres.'
Jeg HAVDE overvejet hvilke konsekvenser det kunne få hvis det faldt en nynazist for brystet, men alligevel besluttet at skrive det. Da bogen røg til korrektur, spurgte korrekturlæseren mig om jeg var opmærksom på at bogen blev offentligt udgivet, og ordene derfor MÅSKE blev læst af en nynazist.
Det var jeg jo så, og det er derfor jeg siger 'kan blive'. Indtil videre har jeg ikke haft nogen som helst problemer ud af sætningen, men det kan jo være at det kommer en dag.'

Alle: Det er også mig.
Det må også være dig.

'Uden tvivl.'

"Det er alle mennesker vel?"
Som svar på dette som et spørgemål: "Nej. Det er ingen".
Mennesker ER ikke mål. Mennesker bliver valgt som mål af andre mennesker.

'Det var det jeg mente. ??? Du skal bare læse næste sætning med: 'Altså, eventuelle mål for vold.'
Men nu er JEG så nødt til at spørge om hvad DU mener, vold er? Er det noget fra det ydre rum der vælger at tage bo i nogle mennesker, men ikke alle? Er det noget NOGEN mennesker kaster sig ud i når de løber tør for ord? Eller er det noget helt tredje?
Det er ikke et nu-er-jeg-sur-spørgsmål. Jeg prøver bare at forstå hvad du siger, og det lyder som om vi taler om hver sin ting.'

"Lige som alle vel kan blive voldsmænd (eller -kvinder) under de 'rigtige' omstændigheder"
Præcis.
Og understreger dette ikke min undre over, at du vender vreden imod et mennesker frem for omstændighederne?

'Ikke rigtigt, må jeg tilstå. Det er netop PÅ GRUND AF vreden at jeg ikke kan - eller vil - se omstændighederne. Vreden er så ved at lægge sig (en smule) nu, så jeg kan godt GÆTTE på hvorfor hun valgte (eller kom til) at slå ham ihjel, men jeg har stadig ikke LYST til det. Og som jeg nævnte tidligere, er det MIN mening at hver enkelt er nødt til at tage ansvar for deres/vores handlinger.'

Selvforsvar eller for at beskytte andre:
Hvem er dommeren, der afgøre hvilken vold, der er angreb og hvad der er angreb?
Var det forsvare da slaveejerne kæmpede i mod angrebet op deres privilegier?
Beklager. Den, der 'forsvarede' sig er typisk den, der havde de største våben.
Det er 'vinderren' der afgøre, hvad der var forsvar.
Gør det nogen forskel om gazellen forsvarer sig mod løven eller ej?

'Nogle gazeller slipper faktisk godt fra et møde med en løve. Der er rigtig mange videoer på Youtube om både gazeller, gnuer og zebraer der slipper fra løver, krokodiller osv med livet i behold, men det hører jo så til sjældenhederne.
Jeg synes så egentlig at det er IAGTTAGEREN der bestemmer hvem der forsvarede sig, og hvem der angreb. Vinderen skriver historien, men iagttageren kan jo sagtens mene noget andet.'

"Vold er vold uanset hvem der gør det"
Præcis og helt enig.
At en kalder sig 'lov' gør ingen forskel.
Men hov! Er det ikke en selvmodsigelse?
Udred venligst det, der set her fra, hvor jeg læser fra ligner en kognitiv dissonans.

'Jeg tror jeg har redegjort for det højere oppe, men ellers må du - også her - spørge igen.'

"Hvad der skal ske med 'de mennesker', kan jeg ikke svare på"
Jo det kan du.
Du skriver selv, at du skriver ud fra det du tror på.
Ingen andre kan læse dine tanker.
Var jeg interesseret i andres tanker havde jeg ikke spurgt dig.
Så: I den verden, som lige akkurat ikke er perfekt, fordi den indebære disse mennesker, og der ud over ellers er perfekt.
Hvad mener du så, at der skal ske?

'Nej, det KAN jeg ikke.
For eksempel ville jeg ikke bryde mig om at have en serievoldtægtsforbryder rendende frit omkring. Dels fordi JEG ikke ville synes der var ydet retfærdighed for offeret, og dels fordi JEG kunne blive hans næste offer, men jeg ville ikke bryde mig om tanken at slå ham ihjel eller kastrere ham ved et fysisk indgreb. Omvendt er der vist nok en del serievoldtægtsforbrydere der falder tilbage til voldtægt, uanset om de så bliver lukket ud i samfundet efter en årrække eller det sker i fængslet.
Mordere kan have gjort det alene fordi de havde lyst til at begå mord, eller i affekt. Skal lystmorderen så dømmes ud fra samme regler som personen der i affekt dræber sin kæreste, eller kan sidstnævnte få en behandlingsdom og lukkes tilbage i samfundet når de er erklæret 'raske'? Raske er sat i citationstegn fordi der også er forskel på hvilken affekt der er tale om. Er jalousi måske affekt? Hvad med den kvinde som myrder den mand der egentlig ville voldtage hende osv.
Så jeg KAN ikke svare dig. Jeg har skam tumlet med spørgsmålet mange gange, men er endnu ikke kommet frem til en konklusion.'

"jeg alligevel nødig ser dem fængslet eller dømt til døden"
Peger du på et 'dem vs os' eller hvor er vi på ej hen her?

'Nej, det gør jeg ikke. Jeg skrev 'de mennesker' fordi det var sådan du selv omtalte 'dem' i det indlæg jeg svarede på.'

"kan jeg ikke svare på det"
Det har du lige gjort. Det giver vel ikke mening at sige, at du ønsker noget for andre, som du ikke ønsker for andre?
Så det må være dit svar.

'Øøøh ... nej, men som nævnt ovenfor, har jeg ikke noget 'rigtigt' svar.'

"men til gengæld tit har gjort sig skyldig i psykisk vold"
Har de?
Eller var de blot selv ofre for en opvækst, der agerer, som ofre agerer for en opvækst?

'Igen må jeg sige at man selv står til ansvar for sine handlinger, men det kræver jo at man kan SE hvis man gør noget på grund af sin opvækst.
Jeg kendte en mand (han var 40 på det tidspunkt) der seriøst mente at når han gjorde som han gjorde, var det 'samfundets skyld'. Er det også din mening?
På det tidspunkt hvor han sagde det til mig, må jeg tilstå at jeg skreg af grin, simpelthen fordi jeg troede at han mente det som en joke. Da han så fuldstændig uforstående på mig, gik det op for mig at han MENTE hvad han sagde, og det fik vi så en snak om. (Og nej, jeg har ikke været sagsbehandler. Vi mødte hinanden i kommunal aktivering.)'

"men har til gengæld været ret tæt på at lange en gut en på hovedet fordi han skubbede til mig midt i et temmelig ophedet skænderi"
Hvad holdte dig tilbage?

'Min mor.
Jeg var 20 og delte lejlighed med et temmelig dysfunktionelt par (for at kalde dem sådan) hvor pigen var gravid. Det havde dog på intet tidspunkt forhindret fyren i at slå løs på hende når noget (og det kunne så være noget der slet ikke havde noget med pigen at gøre) gik ham imod. Denne dag havde jeg (næsten som sædvanlig) lagt mig imellem da han begyndte at slå hende i maven, og det var så i det efterfølgende skænderi han skubbede til mig, og jeg egentlig VILLE pande ham én, men ak ... (Nej, jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed over det. Heller ikke selv om han 'kun' skubbede.).
Min mor dukkede op i lejligheden netop som jeg var på vej hen imod ham, og hun gjaldede mit navn så højt at jeg stoppede. Det gjorde fyren så også, både med at skændes og skubbe, og kravlede (bogstaveligt) i skjul bag min mor.'

"Og det er jo ikke selve volden man ikke taler efter munden"
Jo fordi du frikender volden og rettet din vrede imod individet.
Vold ER pr definition: imod individet.
Så jeg kan ikke læse andet end, at du går voldens ærende.
Du gør individet til mål.

'Ja, i tilfældet her har du som sagt ret.'

"Så ville verden være et bedre sted"
Ville mennesker være bedre (mindre voldelige) mennesker, hvis de ikke kom fra voldelige miljøer?

'Øh nej? Det er jeg RET sikker på at jeg heller ikke skrev. Mennesker fra eksempelvis 'de bedste' (bemærk at jeg bruger gåseøjne her) kredse i Gentofte, Hellerup osv kan være mindst lige så voldelige som mennesker der er vokset op i voldelige miljøer.'

"men jeg prøver så vidt muligt kun at være i selskab med en enkelt person ad gangen"
Men hvorfor gør du det?
Er det ikke, at agere på den potentielle mulighed for vold?

'Og efter at have skrevet hele mit indlæg til det her, bortset fra det sidste om hvordan jeg mener, vores dialog startede, TROR jeg nok jeg har fattet din pointe. Tror. For jo, jeg agerer på muligheden. Jeg REagerer bare ikke, men det er jo så også noget andet.
Men jeg synes så stadig ikke jeg taler volden efter munden, så derfor har jeg ikke slettet det næste, men pludrer roligt videre. ???'

Er det ikke, at tale volden efter munden?
Hvis ikke. Hvordan ser det så ud, når mennesker taler volden efter munden?
Du må se en skelnen som jeg overser.

'Nej, jeg synes ikke det er at tale volden efter munden at tage forholdsregler. Vold er selvfølgelig i tankerne NÅR jeg tager de forholdsregler, men jeg synes ikke det er det samme. Jeg har faktisk overvejet hvordan jeg skal argumentere for det i 14 dage, men jeg er bange for at jeg ikke kan.
Jeg prøver dog alligevel med et eksempel fra min egen (igen) bekendtskabskreds.
Jeg har en kammerat jeg har kendt siden jeg var 16. I gamle dage var han min ven, men nu er han som sagt bare en kammerat, nogle gange endda bare bekendt. Det afhænger lidt af hvordan han FØLES lige den dag. Han har nemlig drukket meget altid, og det er desværre gået ud over hans hjerne. Samtidig har han altid været en slagsbror og/eller voldsmand. Her skelner jeg mellem slagsmål hvor begge parter elsker at slås, og jeg derfor ikke synes man kan kalde den ene for et offer bare fordi den anden slår hårdest. Og så er der den deciderede voldsmand hvor kun den ene part synes at det er fedt at slås mens den anden part ER offeret. Hans kone har også fået tæv i perioder, men valgte vist for mange år siden bare at slå igen når det skete.
Min kammerat og jeg har så også altid haft ret forskellige holdninger på nogen områder. Blandt andet med hensyn til vold.
Da vi var yngre, slog han som regel til en væg når det irriterede ham. Dengang sagde jeg ham så altid imod, og jeg overvejede slet ikke at han kunne finde på at slå mig. Hvilket han som sagt heller ikke gjorde ligesom han heller ikke overfaldt andre i irritation.
Senere blev han så min svoger (hvilket egentlig er årsagen til at jeg stadig har jævnlig kontakt med ham) og udviklede sig mere aggressivt. Til at starte med kunne jeg stadig sige ham imod, men ret hurtigt - og når han havde fået mere at drikke - blev det til at han vendte sin irritation over VORES diskussion mod sin kone. Han slog hende ikke, men råbte ad hende på grund af småting.
Og det var så der jeg lærte lige at tjekke hans kropssprog (der er RET tydeligt) inden jeg svarede. Hvis han virker FOR aggressiv (eksempelvis har han det med at spænde i kæbemusklerne eller bide tænderne sammen), gider jeg ikke diskutere mere med ham og prøver at skifte emne. Dette virker som regel ikke fra starten, men jeg fortæller ham så igen og igen at vi næppe bliver enige om det, og det plejer at hjælpe. En tid, i hvert fald.
Og det er så det jeg kalder 'ikke at tale volden efter munden'. Jeg har hørt MANGE mennesker tale med voldsmænd (ikke kun min svoger) hvor de bare giver ham ret i alt hvad han (og de andre) siger. Hvilket JEG så kalder 'at tale volden efter munden'.'

"der bliver begået vold hvert eneste sekund"
Er der mennesker, der lider under denne vold?

'Øh ja? Ellers ville jeg ikke kalde det vold.'

"det er jo ikke selve volden jeg ikke taler efter munden"
Hvor jeg peger på, at det netop er det VI gør.
Vi gøre det for at undgå fornedrelsen, smerten og skaderne.

'Det synes jeg så som sagt ikke at jeg gør.'
Stod af og til (i gamle dage) over for folk der truede mig med øretæver hvor jeg fortalte dem at de da bare kunne slå. Så ville jeg melde dem til politiet hvilket (sært nok) altid 'hjalp'.
Men jeg HAR så også været i en situation med 4 nynazister (og ja, det påstod de i hvert fald i deres tatoveringer, så det går jeg ud fra, var sandt) og en ung, kvindelig tankstationpasser der ret hurtigt blev enige om at alle 'rigtige' danskere stemte DF. Ingen spurgte mig, og jeg sagde ikke noget, men har stadig dårlig samvittighed over det her omkring 15 år senere.

"men personen BAG volden"
Som du selv skriver. Der er ikke kun en person bag volden. Der et også en voldelig opvækst bag personen.
Det er den vold, som vi taler efter munden. Det er den vold jeg peger på.
Fordi volden bliver valgt, som en mulighed om ikke af det ene menneske, så den næste. Det bliver meningsløst at tale om at tale ET mennesker efter munden når det i realiteten er alle. I hver fald alle dem, der har støre voldspotentiale end en selv.
Da jeg meget aktivt har valgt et lægger mit voldspotentiale væk. Har alle mere voldspotentiale end jeg.

'Ja, og mht den voldelige opvækst har de færreste opdaget at de selv har ansvar for egne handlinger. På det punkt er jeg enig.
Som sagt prøver JEG at lade være med at tale den efter munden, men det er så efterhånden de færreste der overvejer at udse mig som mål (jeg er kvinde, 48 og fik for nogle år siden en blodprop der har lammet mig i højre side). Det er ikke videre glamourøst at tæve mig. Og alligevel har jeg - som nævnt - også oplevet at jeg tier og 'samtykker'. Dog - heldigvis - ikke når det har trukket op til øretæver, medmindre begge parter har været villige deltagere.'

"Og når jeg siger at volden 'derfor ikke finder sted', er det den vold der KUNNE være sket"
Men den sker jo. Den rammer bare ikke netop dig, i netop dette øjeblik.
Fordi du rettet ind for at undgå den. Du agere på den,
Du vælger din adfærd efter volden.
Var de ingen vold kunne du vælge en anden adfærd. Selv om der er andre mennesker.
Det er ikke mennesker du (vi) taler efter munden. Men volden.
Er det ikke udtryk for et noget usundt snæversyn (Tag det ikke personligt, Det er situationen som jeg peger på) at pege på individet frem for det, der bevæger individet til at vælge vold?

'Jo, det er. Også her er vi (almindeligvis) enige. Det ER usundt ikke at se på baggrunden for at individet tyer til vold.
Problemet er jo så at 'folk' (det gælder som sagt også mig) bliver vrede over konsekvenserne af den vold individet lige har udført og derfor ikke tænker videre. Som jeg nævnte i starten, ville jeg selv have sagt helt anderledes (om mordet) hvis min ven var 'kommet til' at dræbe kvinden i stedet for omvendt.'

"fordi jeg som sagt undlader at fortælle dem min mening, ligesom jeg undlader at fortælle dem at jeg synes de tager fejl"
Læse dette udsagn igen ... nogle gange.
Når du har gjort det og har tænke lidt over, hvad du har skrevet (og om du evt. vil skrive det om).
Jeg har et par kommetarer til udsagnet.
Men det ville virkelig glæde mig, hvis du med dette udsagn for øje, ser på, hvordan vores dialog startede.

'Argh! Jeg føler mig seriøst dum lige nu.
Jeg er opmærksom på at vores dialog startede da jeg påstod at jeg ikke accepterede vold. Det har du så vist mig at jeg faktisk gør. At vold ikke er noget man kan acceptere eller lade være med. Man agerer altid ud fra en eventuel trussel om vold, uanset hvordan man så vender og drejer det?
Ellers er jeg blank, og jeg HADER at være blank, så hvis det ikke er det du mener, må du meget gerne uddybe.'

Har vi så ikke, gennem dit udsagn her, svaret på det hele?
Har vi ikke fundet en version af de berømte 42?

'Måske? Jeg er ikke helt sikker som du nok kan se.
Men det KUNNE nu være rart hvis vi også fandt det spørgsmål som hører til svaret.'

Mvh
Eddie

@ #32 Eddie

Jeg har set dit indlæg og har kopieret det over i et tekst program.
Jeg kan godt se, at der komme til at gå nogle dage.

Tak for udfordringen.
Jeg er i gang.

Wernn