3Kontinentet og Øen - Kapitel 3
Camina · Udenfor hyler vinden og rusker i min jakke, og jeg tager e... [...]
Romaner
7 år siden
3Kontinentet og Øen - Kapitel 2
Camina · Ligger på min briks og sluger strømmen af nyheder fra Bomt... [...]
Romaner
7 år siden
5Bonnie
Nogle ting er bare svære at forklare. · Min ældste spurgte engang; ... [...]
Digte
7 år siden
6Kontinentet og Øen - Sindenes kamp. Kapitel...
Martin · Min søster kaster op, og jeg vågner til lyden af opkast ... [...]
Romaner
8 år siden
4Vi låner lidt af dit mod
Har ikke flere tårer, og mit hjerte er blevet til sand. For du fl... [...]
Blandede tekster
8 år siden
34Til min eftertid
Human mice for the angel of death · Four hundred thousand more to d... [...]
Noveller
8 år siden
1Sådan en aften
Det er en af de aftener. · En af de aftener, hvor enhver saxofon de... [...]
Digte
8 år siden
23Skriget
Og der sidder du. Mit eneste barn. · Og jeg ser dig, som du var. · En... [...]
Digte
8 år siden
4Stille nu
... som et strejf ... · Nogen ånder tungt. Jeg kender parfumen. · "He... [...]
Blandede tekster
8 år siden
11Tunesisk flamme. Arabisk brand
"Borgmesteren er optaget." · Døren smækker hårdt, og jeg kan høre l... [...]
Kortprosa
8 år siden
4Adam og Jakob
Da Adam Behring Bertelsen var fyldt otte, havde han endelig lært ... [...]
Noveller
8 år siden
5Gamer
Mit navn er Hester. Jeg er gamer. · Første gang jeg tog linserne på... [...]
Noveller
9 år siden
26Andalob
Andalob betragtede den høje, bølgende, blågrønne mur. Derinde bev... [...]
Fantasy
9 år siden
3Historier fra Cliftonwille City - Cathy´s s...
Cliftonwille City, eller bare Cliftonwille, var på alle måder en ... [...]
Noveller
9 år siden
2Rage - Kapitel 1
Jack · So he walked through the rain and he walked through the mud.... [...]
Romaner
9 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Jan Kristoffersen (f. 1974)
Andalob betragtede den høje, bølgende, blågrønne mur. Derinde bevægede en sløret skygge sig frem og tilbage. Han bøjede hovedet frem og prustede, da næsen blev fyldt med saltvand. Dengang han var en babydværg rejste havet sig, og siden da havde det stået som en stor beskyttende væg foran bjerget Miria.
   "Andalob!"
   Han vendte sig og så Gendolfini vinke inde fra det gamle, slidte bolværk. Hendes lange, mørke fletninger dansede fra side til side, og han smilede og vinkede tilbage. Så gik han hurtigt ind mod bolværket, hvor Gendolfini kom ham i møde med et kys.
   "Du har stået der længe. Igen i dag."
   "Ja. Skyggerne var der. Havfolket. Og de var tættere på. Det var som om, de ville fortælle noget."
   Han så hvordan alvoren dæmpede de gnister der altid sprang fra hendes brunstensfarvede øjne.
   "En dag må du ligge det bag dig, Andalob. Du var så lille dengang. Bare en stor babydværg."

...og havfruerne vrider sig på den blottede strand...
   ...gæller snapper efter ilt...

   "Det har jeg da også gjort. Men de er der, altså. Kom med ned og se."
   "Nej. Vi skal ind på pladsen nu. Hele bjerget er der allerede. Jeg gider da ikke stå og kigge efter havfolk i muren i dag. Det er sommerfest, og min søster er færdig med sin livsbane. Kom nu."
   Gnisterne funklede igen, og han kunne ikke gøre andet end at følge efter.
   "Nå, glæder du dig?" spurgte han og rodede ved sit mørke, flettede skæg.
   "Ja. Meget"
   " Altså det bliver selvfølgelig mærkeligt at skulle væk. Men jeg kommer jo tilbage hver sommer. Og jeg har hørt så meget om Tiris nu."
   "Ja. Stor. Beskidt. Og fyldt med fattige dværge og elvere."
   "Hold op. Det er kongens by. Og der er jo fattige allevegne nu. Selv her i Miria."
   "Ja, ja." Han sparkede til en sten og bed smerten fra tåen i sig.
   "Det er jo også det eneste sted, hvor jeg kan lære dragesprog og historie."
   Hun så op mod porten i det store sorte bjerg. Solen var ved at gå ned bag muren og sendte en kaskade af regnbuer ind mod deres hjembjerg.
   "Tiris skulle være så smuk. Glinsende spir og tårne over hele byen. Store åbne pladser. Ligegyldigt hvor du står, kan du se op mod himlen. Og der er elvere der synger smukke sange allevegne."
   "Jeg har bare aldrig rigtig forstået det," mumlede han stille.
   "Hold nu op. Du er bange for alt udenfor Miria."
   "Jeg siger bare, jeg ikke har forstået det."
   "Andalob. I dag skal vi starte på vores livsbane. Lad os nu bare have en rigtig god dag sammen."
   Hun så på ham med gnistrende øjne.
   "Vi kan jo ikke blive smede alle sammen. Vel? Og jeg har jo altid elsket dragerne."
   "Ja...ja. Men de er jo væk nu."
   Det sidste mumlede han så lavt, at hun ikke kunne høre det. Hun kiggede bare på ham.
   "Vi mødes jo. Hvert eneste år. Indtil vi er færdige med vores livsbane," sagde hun, og holdt sin tvillingering op mod hans.

Og Andalob og Gendolfini startede på deres livsbaner. Han, i den buldrende varme smedje i Miria, og hun, i de tavse kølige kamre på kongens slot i Tiris. Og som de havde lovet hinanden mødtes de hver eneste sommer. Nogle gange stod de bare og nød hvordan solens stråler blev brudt af muren. Andre gange sad de på den lille granitbænk, Andalob selv havde hugget ud og kiggede ned på samlingspladsen i midten af bjerget. Så fortalte Andalob om året der var gået i Miria. Om sin hidsige mester, om arbejdet med den magiske Myriakrystal, og om handlen der blev dårligere og dårligere. Gendolfini fortalte indgående om slottet og byen Tiris, gamle sagn om drager der i virkeligheden havde bløde hjerter, og de seneste ondsindede rygter om kongeparret, der åbenbart havde deres problemer. Og Andalobs skæg blev mørkere og længere, og Gendolfini trak i det hvert år og sagde det mindede om nisseskæg. Og de så på det pulserende skær fra deres tvillingeringe, hans i rød og hendes i blå Myriakrystal, og efterhånden som somrene gik nærmede ringenes puls sig hinanden.
   "Der går ikke mange somre nu. Så skifter de skær og bliver taktfaste," sagde Gendolfini.
   Og det sagde hun nøjagtig tre somre før, de blev færdige med deres livsbaner, og dagen før Andalob havde et forfærdeligt mareridt om døde havfruer og en pige med langt mørkt hår.

Og tre somre efter Andalobs forfærdelige mareridt, stod han udenfor Miriabjerget og spejdede mod svinget i slugten, hvor Gendolfini var kommet ridende de sidste 25 somre. Duften af glødestegt laks og nybagt perlemorsbrød strømmede ud fra bjerget, hvor forberedelserne til aftenens sommerfest var i fuld gang, og han så ned på pulsen i hans tvillingering. Hun var sent på den. I baggrunden buldrede trommerne, og fik hans tanker til at svæve tilbage til de historier, han elskede at lytte til, da han var lille. Fra tiden før den store mur. Dengang dragerne fløj over en havn fyldt med handelsskibe.
   "Så kongen lod de syv slå deres kræfter sammen, og i fællesskab rejste de havet. Og siden har bjerget Miria, skoven Horn, byen Tiris og hele Omalia levet uden at frygte for vores børns liv og levned. Længe leve kongen."
   Deres høvding, Edofar, havde altid sluttet historien med en hyldest til kongen, men der var efterhånden ikke mange der istemte den hyldest.
   Andalobs blik blev fanget af en fugl på himlen, og da han lagde hånden over øjnene, for at skærme for solen, så han en hvid due nærme sig med høj fart. En kølig fornemmelse strømmede gennem ham.

...og havfruerne ligger så stille på den blottede strand. Pigen kalder...
   Duen landede og begyndte at cirkle omkring ham, mens den kurrede og pirkede i jorden. Den havde et stykke pergament og en filtpose om den ene fod, og Andalob bøjede sig for at tage det af. Han foldede pergamentet ud og begyndte at læse.

Min kæreste Andalob.
   Kongen er død og Omalia vakler. Portene til Tiris er lukket. Jeg har sendt dig min ring for Myrialkrystal er eftertragtet i Tiris nu. Hils min mor, min far og min søster mange gange og fortæl, at jeg gør alt for at komme tilbage til Miria. Du må under ingen omstændigheder prøve at komme hertil. Kongevejen er ikke sikker, og ingen ved hvem der regerer Tiris nu. Pas på elverne fra Horn.
   Din Gendolfini.

   For første gang i Andalobs liv blev der ikke holdt sommerfest. De ældste havde kaldt sammen til rådslagning, og nu stod han ved muren og betragtede skyggerne med en tom fornemmelse i kroppen. Hver gang han så ned på den blå krystal stak det i brystet, og til sidst måtte han stryge en tåre væk fra øjet.
   I det øjeblik stoppede bølgerne op, skyggerne samlede sig og et ansigt voksede ud af muren. Et blidt ansigt med langt hår og sørgmodige øjne.
   "Andolob. Du græder i dag," lød en klirrende, blød stemme.
   Andalob trådte forskrækket tilbage.
   "Hvem er du?"
   "Beline. Og jeg har ventet på dine salte tårer siden du var lille."
   "Mine tårer?"
   "Du var en stor baby. Og du kom ned på stranden med din mor dengang vi blev spærret inde i muren. Jeg var ung dengang og nåede tilbage i havet. Det var ikke alle der gjorde det."
   Andalob gik nærmere.
   "Min søster. Hun lå på stranden. Uden halefinne. Med ben og fødder til at gå i sandet. Og jeres øjne fangede hinanden, før hun gik i dvale."
   Beline fikserede Andalob med sine øjne.
   "Du drømmer stadig om hende. Ikke?"
   Andolob sagde ingenting.
   "Min søster kalder på dig. Andalob, alt er sat i gang. Kongen er død, og vi vil have vores prinsesse. Hendes salt løber i dit. Tag til Tiris, find hende og giv hende fred."
   Hun trak ansigtet tilbage og forsvandt ind i muren.

Andalob løb tilbage, og allerede da han trådte gennem byporten og ind i det snørklede virvar af miner og grotter, vidste han at der var noget galt. For der lå et tyndt lag vand overalt, og duften af festmåltid var erstattet med salt og rådden tang, og den eneste lyd var plaskene fra hans støvler.
   Han drejede ned mod samlingspladsen og stoppede brat, da han var kommet rundt om hjørnet. Miria stod stille. Alle beboerne var stivnet bag en skal der bølgede på samme måde som muren. Ved det hævede runde bord sad ældrerådet, og Edofars hænder hang stift i luften. Han havde været midt i en ophidset diskussion. Rundt om sad resten af medlemmerne. Fanget og forskallede. Overalt stod klynger af dværge i en frosset bevægelse. Midt i en sætning. En mor med sit barn på armen. En storebror med sin lillesøster i hånden, og far bagved med armen om sin kone. Alle sammen dværge som han kendte fra sin barndom, de første skoleår og de sidste 25 år i smedjen. Og der stod hans mor og far. Han løb over mod de stivnede skikkelser. Lyset fra bjergkrystallerne i grotten fik ansigternes farve til at skifte i takt med bevægelserne i skallen, og hans hånd blev våd, da han rakte ud.
   "Mor?"
   Han prøvede at fange hendes blik, men øjnene så ingenting. Andalob vendte sig.
   "Far?"
   Heller intet svar. Ikke en eneste lyd. Han gled ned på knæene og gemte ansigtet i hænderne, og for første gang følte han sig helt alene.

Andalob blev vækket af sit eget skrig. Han havde haft mareridt før, men dette havde været værre end virkeligt. Havfolket havde fanget ham bag muren. De havde grebet ham om halsen og munden og stoppet hans vejtrækning. Og så havde hun stået foran ham. Pigen der kaldte på ham. Pigen der bad om fred.
   Kulden fik ham til at ryste, og han havde glemt alt om dagen i går, før det ramte ham som en smedehammer retter jern. Han var alene i Miria, og tanken fik ham til at trække tæppet over hovedet igen. Sådan lå han i lang tid, og det var en knurrende mave der fik ham til at stå op. Gendolfini havde forbudt ham at komme til Tiris. Han kendte intet til verden udenfor. Kunne intet sprog. Havde aldrig været i kamp, og hvis Kongevejen var usikker, ville en enkelt dværg ikke have en chance.
   Han havde taget Gendolfinis ring på og betragtede pulsen i begge ringe. Vandet udenfor var langsomt begyndt at sive ind i familiens hjem. Så fandt han sine støvler og gik ind i stuen og pillede sin fars gamle kløveøkse ned fra væggen. Han kunne ikke gøre noget i Miria. Uanset hvad Gendolfini havde skrevet, måtte han gå ad Kongevejen mod Tiris.

Andalob sad på en sten og tyggede på et tørt stykke perlemorsbrød. Indtil nu havde han ikke mødt en eneste elver eller dværg. Kongevejen var omgivet af høje klippevægge på begge sider, og han vidste at det havde taget mange hundrede år, at forbinde kongens by med havet på den anden side. Hans tip-tip-tip-oldefar havde arbejdet med at hugge de glatte brosten, og dengang havde trolde og drager ryddet passagerne gennem bjergene og skoven.
   Han skyllede efter med slurk vand og hoppede ned af stenen, da tonen af et horn rungede gennem passagen. En lang dyb og mørk tone, der fik ham til at kigge op mod toppen af klippevæggen, og deroppe så han skyggen af en kæmpeskikkelse med lange, brede arme og et lille hoved. Han gøs, for selvom Gendolfini havde fortalt, at stentrolde i bund og grund var harmløse, var det første gang Andalob så en trold.

Solen var gået ned over Kongevejen, og han havde lagt sig under et klippefremspring. Hvis han huskede og regnede rigtigt, havde han stadig omkring tre dage tilbage i bjergene, før han ramte skoven. Han trak tæppet hen over hovedet, og kort efter drømte han igen urolige drømme om havfolk, stentrolde, drager.

Vejen slog et skarpt sving, og med et blev klippevæggene erstattet af ældgamle træer der var lige så høje som mange af de bjerge, Andalob havde passeret. Det var skoven Horn. Trækronerne dannede en grøn himmelhvælving og lukkede alt lys ude, mens vejen blev smallere og en tung lugt af jord, fugt og gammel magi slog op fra undergrunden. Han trådte ind i skoven med rystende skridt.
   Han havde gået en halv dag, da en kølig vind fik de halvrådne blade på vejen til at danse omkring hans støvler. Tre elvere i sorte kåber trådte ud foran ham og spærrede vejen, og en mager elver med sylespidse ører stillede sig helt tæt på på Andalob og stirrede ned på ham med kolde øjne.
   "Hvem er du? Og hvad laver en dværg alene i Horn?"
   Andalob sank to gange. Han skulle passe på.
   "Jeg hedder Andalob. Og jeg er på vej til Tiris."
   "Alene?" Elveren bøjede sig, og Andalob kunne mærke noget trykke omkring sit kranie.
   "Der var ikke andre der kunne tage med,"fløj det ud af ham, og han vidste med det samme, at det havde været en fejl.
   Elveren rettede sig og sagde noget til de andre på et sært, hviskende sprog, som Andolob ikke forstod.
   "Myria," sagde elveren og pegede på Andolobs ringe.
   "Giv mig dem."
   "Det er mine ringe."
   "Ja. Men jeg beder dig om at give mig dem. Omalia er forbandet. Og vi har brug for al den Myria, vi kan skaffe. Vi er på vej mod havfolket og muren ved Miria. Det eneste havets folk elsker mere end deres eget salt er Myria, så giv mig dine ringe. For Omalias skyld."
   "Havfolket. De har ikke noget med der her at gøre. Og du får ikke mine ringe. Aldrig," sagde Andolob sammenbidt.
   "Så tager vi dem."
   "Men så mister de deres puls. Så er det ikke Myria mere. Du kan ikke stjæle Myria på den måde."
   Elveren løftede de smalle læber i et stramt smil.
   "Det er himmelråbende, at griske dværge ved så lidt om Myriakrystallets hemmeligheder. Giv mig dem. Ellers tager vi både dine ringe og din smedehånd."
   "Nej. Ikke mine ringe," hviskede Andolob.
   "Dine ringe. Nu!"
   "Nej."
   Øjeblikket efter lå Andalob med maven mod brostenene og armene vredet ud til siden. Elveren med de spidse ører trak sit sværd, og Myriaklingen glimtede og pulserede tydeligt i mørket.
   "Din smedehånd. Vil du virkelig hellere undvære den, end du vil give mig dine tvillingeringe? Tro mig, dværg. Hun vil forstå dig."
   Elveren hviskede på det sære sprog. Andalob lukkede øjnene og bed tænderne sammen, og så kom smerten jagende fra håndledet og ud i armen. Ud i kroppen. Og han skreg, som han aldrig havde skreget før. Og da han åbnede øjnene, så han hvordan huden groede sammen omkring en bleg knoglestump i en mørkerød flod af blod og grønne gnister. Og han så hvordan elveren samlede en hånd op fra vejen og forsvandt ind i mørket mellem træerne.

Hans arm snurrede, og selv om han i tankerne knyttede sin smedehånd, var der kun en ubevægelig afrundet stump knogle med ny hud for enden armen. Han tænkte på Gendolfini og deres ringe. På årene ved essen med smedehammeren. På Miria og hans forældre, og skægget var vådt da han lukkede øjnene, og natten sænkede sig over skoven. Han sov så dybt, at han ikke vågnede, da lyden af træstammer der flækkede kom tættere og tættere på. Og han sov stadig, da han forsigtigt blev løftet op fra brostenene og båret ud af Horn og op i bjergene.

Andalob troede det var endnu et mareridt, da han slog øjnene op. Foran ham sad en stentrold, der var så stor at han ikke kunne være på samlingspladsen i Miria. Grå som granit, med negle af flint og store brune øjne i et lille hoved uden næse. Bagved trolden rejste solen sig og kastede morgenlys ind over en lang række stentrolde, der næsten gik i et med bjergene omkring dem. Trolden løftede forsigtigt Andalop op på sin håndflade og åbenbarede et ildelugtende gab med skarpe, trekantede tænder.
   "Dværg," kom det langsomt.
   "Ja." Andalobs stemme rystede.
   "Jeg er en dværg. Og jeg hedder Andalob." Andalob huskede Gendolfinis historier om stentrolde. Tal langsomt for de er født af grå granit, som drager er født af blussende flammer.
   "Dværg. Jeg fulgt dig mange dage."
   "Så det var dig," sagde Andalob.
   Stentrolden pegede på sig selv med den ene af sine tre fingre.
   "Grom."
   "Grom," gentog Andalob, og fik Grom til at smile igen.
   "Du hjælpe Grom?"
   "Hvad kan jeg hjælpe med?"
   "Se."
   Grom vendte sig, og Andalob så hvordan en bølgende havblå rem var spændt om maven på alle troldene bag dem.
   "Den kom bare."
   "Men hvordan kan jeg hjælpe?"
   "Du dværg. Du smede. Vi har Myriakrystal. Smed kløveøkse af Myria."
   Andalob rakte sin smedearm ud, og trolden så forskrækket på knoglestumpen. "Du ikke smede?"
   "Ikke mere. Ikke uden min hånd. Elverne tog den."
   Stentrolden kneb øjnene sammen og gned sig på panden.
   "Vent her."
   Stentrolden satte ham ned på jorden og tog et kæmpemæssigt stenhorn frem, lod den dybe tone buldre gennem luften og begyndte at gå med sine enorme skridt.

Andalobs mave knurrede, og solen var ved at gå ned, da han kunne mærke det gungre i bjerget igen. Grom var tilbage.
   I løbet af dagen havde han prøvet at tale med de bundne bjergtrolde, men det var som om remmen også havde sat deres tunger fast.
   "Nu du smede," sagde Grom og lagde en stor bunke Myriakrystal og et sært stykke klippe med samme grå farve som Grom foran Andalob.
   Andalob løftede sin summende arm igen, men Trolden stirrede uforstående på Andalob. Så løftede han Andalob op sammen med klippen og krystallerne og sammen gik de ind i en varm og enorm hule. Det var en smedje for trolde. Rundt omkring stod der ambolte på størrelse med dværgehuler, og i midten tronede en esse der var større end samlingspladsen i Miria. Grom greb en tang og stak klippestykket ind over ilden, og straks begyndte hulen at genlyde af en dyb summen, der steg i takt med at klippen blev mørkere og mørkere. Og pludselig var der liv i klippestykket.
   Andalob gik tættere på og betragtede fascineret hvordan det bulede og boblede, som om der lå nogen og sparkede indeni i klippestykket.
   Grom nikkede ned mod Andalob.
   "Ny trold. Eller ny hånd."
   Andalob smilede, og så greb Grom ham pludselig om livet og løftede ham ned mod klippestykket, mens han viftede med sin hånd.
   Andalob skreg, men Grom blev ved med at vifte med hånden, og endelig strakte Andalob sin knoglestump ned mod det levende stykke klippe. Han kunne mærke den gloende hede mod den tynde hud, mens den mørkegrå klippe kom tættere og tættere på. Så mærkede han varmen strømme gennem hans krop, og han så hvordan den mørke klump smeltede sammen med hans håndled, og hvordan der langsomt voksede fingre frem.
   Grom satte ham ned på jorden, og Andalob vendte, drejede og knyttede sin nye hånd der langsomt blev mere og mere grå.
   "Nu dværg smede."
   Andalob samlede Myriakrystallerne op og gik hen mod essen.

Der gik tre dage før Andalob kom ud af smedjen og hævede en funklende og pulserende kløveøkse over hovedet. Grom gryntede og klappede sine store hænder sammen, mens Andalob gik hen mod rækken af stentrolde. Så rettede han det første hug mod den bølgende rem, og der lød et skarpt skrald, da remmen splintredes og gled ned på jorden. Stentroldene rejste sig langsomt, og satte deres stenhorn for munden og de dybe toner fra alle hornene, samlede sig til en melodi der fik det til at krible i Andalob. Han vendte sig og så op på Grom.
   "Grom. Tag mig til Tiris"
   Grom nikkede langsomt og vendte sig mod flokken af stentrolde.
   "Tag til Miria. Dan mur. Grom kommer senere."
   Så løftede han Andolob op.
   "Grom og dværg tager først til Tiris."

Synet af Tiris var lige så smukt som Gendolfini havde fortalt ham. Fæstningsværket og bymuren omkransede kongens by, og inde bag ved kunne han se de blanke tårne med alle de krøllede spir. Men portene var lukkede, og da de kom nærmere, så de hvordan vagterne stod stille bag en tynd, bølgende overflade.
   Grom hamrede sin knyttede næve gennem byporten der faldt til jorden med et brag, mens Andalob prøvede at huske Gendolfinis mange historier om Tiris og slottet.
   "Grom. Den store gade. Der. Den fører op til slottet."

Andalob vinkede til Grom, før han forsvandt ind ad hoveddøren til slottet. Overalt stod der stivnede vagter, væbnere og tjenestefolk. Hvorfor var han egentlig gået fri? Og hvorfor var Grom?
   Han rystede spørgsmålene ud af hovedet og lod sine korte ben føre sig ned af de lange gange, han kun kendte fra Gendolfini. Ned, rundt og op igen. Til venstre og så til venstre. Forbi den store spisesal, og ned af korridoren med de slidte trædøre. Han stoppede foran døren der var prydet med et stort G, og med rystende hænder skubbede han den op. Kammeret var tomt, og han kunne mærke håbet blive knust indeni. Hvorfor skulle hun dog også sidde på sit kammer? Hun stod jo stivnet et eller andet sted som alle de andre. Han skulle være taget mod Miria sammen med Grom, for at lede efter elverne og tvillingeringene.
   Så fik et prik på skulderen ham til at fare forskrækket sammen, og før han nåede at vende sig, hørte han et fnis der fik varmen til at brede sig.
   De kyssede og omfavnede hinanden hårdt og længe, før han kiggede ind i hendes gnistrende øjne.
   "Hvad er det, der sker?" spurgte han.
   "Det er dronningen. Jeg tror, hun er blevet gal."
   "Alle andre er stivnet. Også i Miria. Min mor og far. Din mor og far."
   Gendolfini nikkede.
   "Det er ikke dronningen. Hun har bare siddet foran sin mand, siden han døde. Det er havfolket. Jeg ved ikke engang, om det er gået op for hende. Hvad det er, der er sket."
   Hun så pludselig forskrækket ud.
   "Andalob. Hvad er der sket? Hvad har du gjort med din hånd?"

Gendolfini førte vej gennem de snørklede gange, mens han fortalte hende om elverne i Horn, stentroldene og historien om sin hånd.
   Gendolfini havde gnister i øjnene.
   "Men hvorfor gav du dem ikke bare de ringe?"
   "Jamen, det var jo vores ringe. Vi har båret dem så lang tid."
   Hun rystede på hovedet, og trak ham hidsigt ned af gangene, og til sidst åbnede hun døren til et lille mørkt lokale, hvor en smuk, spinkel elverkvinde sad foran liget af en langhåret elver.
   Andalob og Gendolfini gik forsigtigt nærmere, men det så ikke ud som om hun ænsede dem. Endelig kiggede hun op, med øjne der var udmattede af sorg.
   "Det er min fejl," sagde hun hæst.
   "Hvad er din fejl?" spurgte Gendolfini stille.
   "Det er min skyld. Det hele er min skyld. Jeg troede, han ville glemme hende."
   "Hvad er det, du vil fortælle?" spurgte Gendolfini og tog hendes hånd.
   "Dengang. Han havde mødt en havfrue. En prinsesse. Og jeg fandt ud af, at hun ville opgive alt og smide sin halefinne for at leve sammen med ham."
   Dronningen bøjede hovedet.
   "Også gik jeg til de forbudte syv."
   "Så det var dig og dem der rejste havet? Ikke kongen?"
   Dronningen nikkede.
   "Havfolket blev spærret inde, og hun blev lagt i dvale. Langt væk fra havet. Ingen mulighed for at få endelig fred, og lade sig sive ud som havskum. Men han glemte hende aldrig. Selvom han endelig giftede sig med mig, var det altid hende. Det ved jeg. Og da han fandt hende i dvale i dragetårnet, og det gik op for ham, hvem han var gift med blev det for meget. Han drak gift."
   Det var Gendolfini der brød stilheden.
   "Havfolket tager deres hævn nu, og spærrer Omalia inde. Nøjagtig som de selv har været spærret inde."
   "De syv må være glade," sagde dronningen stille.
   "Hvor er hun?" spurgte Andalob.
   "Stadig i dragetårnet."
   "Hun skal tilbage til havet. De mangler hende" fortsatte han.
   "Men hun er i dvale og dragen våger over hende"
   "Vis os vej," sagde Gendofini bare.

De gik op, op, op, og op, før de endelig standsede foran en tung trædør.
   "Bliv udenfor," sagde Gendolfini, og lukkede døren i foran dem.
   Så stod Andalob og dronningen på vindeltrappen. Og lyttede. Og ventede. Og ventede.
   "Andolob! Kom ind! Alene!" lød det omsider gennem trædøren.
   Andolob trådte ind i et enormt rum med store åbne vinduer, der førte direkte ud i himlen. Solen strømmede ind på dragen og de røde skæl glitrede i lyset, mens den takkede hale hvirvlede støv op fra gulvet. Foran lå pigen fra hans drøm. Et blegt ansigt, med langt mørkt hår og et forsigtigt smil på læberne.
   "Så det er ham," sagde dragen og nikkede venligt.
   "Ja," sagde Gendolfini.
   "Sæt jer op"
   Og da de havde sat sig op på dragens ryg med havfruen mellem sig, gik den hurtigt over mod det største af vinduerne.
   "Hold fast," sagde dragen og sprang ud mod solen.

Gendolfinis fletninger piskede mod hendes kinder, når hun lænede sig frem og hviskede ind i dragens flagrende ører. Også fløj den endnu hurtigere og højere. Hvæsede, spyttede flammer og ildkugler sammen med stinkende sort røg, og lidt efter begyndte en rumlen at komme nærmere. En fjern torden der pludselig var lige over dem. Lyden af baskende vinger. Overalt dukkede dragerne op. Nogle glitrede gyldent i solen. Nogle havde farve som trækronerne i Horn. Der var himmelblå skæl, og der var drager så hvide som de højeste bjergtinder. Hele tiden kom der flere og flere, og da de nåede til bjerget Miria og kiggede på den bølgende mur under dem, var himlen ikke længere blå. Den var en farvepalet af skinnende, glødende og gloende drageskæl.
   "Se!" råbte Andalob og pegede ned.
   En hær af stentrolde havde taget opstilling og stod nu som en række ubevægelige klippestykker langs med det gamle bolværk. De dybe toner fra deres horn gjaldede gennem luften.
   Nu samlede dragerne sig og svævede på række. Og en efter en fløj de ned mod muren. Åbnede deres munde og lod ilden regne ned over den. Igen og igen spyede dragerne ild mod den bølgende mur, og pludselig begyndte muren af boble og syde. Små skyer af hvidt skum rejste sig mod himlen og forvandlede sig til en skypumpe af hvæsende og skurrende damp. Himmel og hav smeltede sammen i en stor tåge, og der lød et brag da dampen begyndte at falde mod jorden som store tykke dråber. Og under dem kunne de se et blågrønt tæppe begynde at sprede sig. Enorme bølger rullede ind mod troldene, for at blive kastet tilbage igen, mens havfolket endelig boltrede sig i bølgerne igen.
   De landede bag stentroldene der tog imod de sidste flodbølger og lagde forsigtigt prinsessen på bolværket. Stentroldene fjernede sig, og nu vuggede havet foran dem med en glitrende overflade af sølv i blåt.
   "Så smukt," mumlede Andalob.
   Det gungrede i jorden bag dem, og Andalob vendte sig.
   "Grom!" udbrød han glad.
   "Jeg mødte elverne," sagde Grom og rakte to ringe ned til ham.
   Bag dem trak to havfruer forsigtigt prinsessen ned i bølgerne, hvor hun langsomt blev forvandlet til blidt, hvidt skum på en bølgetop.

Andalob og Gendolfini sad på bolværket, og kiggede på mylderet af dværge der råbte i munden på hinanden, mens de lastede Myriakrystal på de mange handelsskibe i havnen. Ude på havet dansede havfolket på bølgerne, mens dragerne brølede og tegnede flammende mønstre på himlen.
   Andalob lagde hånden på Gendolfinis mave, og så hvordan skæret på hans tvillingering havde skiftet farve og nu pulserede i samme takt som hendes.
   "Gendolfini?"
   "Ja," sagde hun og lagde sin hånd ovenpå hans.
   "Der er noget jeg har tænkt på længe."
   "Ja?"
   "Hvad sagde du egentlig til dragen dengang? Oppe i tårnet?"
   Gendolfini kastede et blik på hans grå smedehånd.
   "Jeg har da fortalt dig, at drager har bløde hjerter, ikke?"
   "Jo."
   "Så må du selv regne resten ud, Andalob"

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 02/07-2011 12:36 af Jan Kristoffersen (JanK) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 4630 ord og lix-tallet er 28.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.