1Navnesøstre - Darmoors Genkomst II - Kapite...
"Hvor er din navnesøster?" · "Min hvad?" Celina kiggede tydeligt ov... [...]
Fantasy · begyndelse, spænding, konflikt
4 år siden
1Navnesøstre - Darmoors Genkomst II - Kapite...
Desdemrula stod med et lille snu smil spillende over munden i for... [...]
Fantasy · politik, sladder, magtspil
5 år siden
1Under Overfladen - Kapitel 7
Allerede næste dags middag var hun tilbage i den gade hvor Kallas... [...]
Romaner · thriller, nedtur, frygt
5 år siden
3Navnesøstre - Darmoors Genkomst II - Prolog
Jean Daniel kiggede forsigtigt op over det høje næsten visne græs... [...]
Fantasy · fantasy, erkendelse, legender
5 år siden
2Under Overfladen - Kapitel 6
Diana var helt bevist kommet tilbage til Kallas en fredag aften, ... [...]
Romaner · thriller, sorg, selvdestruktivitet
5 år siden
3Under Overfladen - Kapitel 5
Efter at have sat Diana i en taxi udenfor baren slentrede Declan ... [...]
Romaner · thriller, ondskab, psykopat
5 år siden
2Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Kapit...
Clara grinede til Klaus hen over baren og lænede sig frem mod ham... [...]
Fantasy · begyndelse, angst, magtkamp
5 år siden
4Under Overfladen - Kapitel 4
Hjemme undgik Diana forældrene og allerede næste formiddag var hu... [...]
Romaner · thriller, efterforskning, selvbedrag
5 år siden
2Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Kapit...
Selv om Madelena vågende tidligt var kaffen klar og morgenmaden s... [...]
Fantasy · fare, det ukendte, rette vej
5 år siden
4Under Overfladen - Kapitel 3
Declan gik ned ad gaden med en varm fornemmelse i maven. Han havd... [...]
Romaner · thriller, psykopat, tortur
5 år siden
4Under Overfladen - Kapitel 2
Diana stod og skuttede sig. Hendes fødder var helt kolde, og hvis... [...]
Romaner · thriller, sorg, afmagt
5 år siden
5Under Overfladen - Kapitel 1
Wuuuuhuuuuu det var et rush. Declan følte sig højere oppe end han... [...]
Romaner · thriller, magt, mord
5 år siden
5Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Kapit...
Madelena vågnede iskold af angstens sved. Alt var mørkt omkring h... [...]
Fantasy · begyndelse, angst, forandring
5 år siden
4Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Kapit...
Madelena nød den forårsgrønne skov i fulde drag. Det var den perf... [...]
Fantasy · skæbnefortælling, usikkerhed, begyndelse
5 år siden
2Drømmen om livet indenfor grænsen
Lyden af boosteren drønede ned igennem gangen. Luften der fulgte ... [...]
Noveller · science fiction, desperation, samfund
5 år siden
9Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Prolo...
Madelena stirrede ud af vinduet. Hun stod med armene omkring sig ... [...]
Fantasy · roman, skæbnefortælling, episk
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Hanne Rump (f. 1971)
Madelena vågnede iskold af angstens sved. Alt var mørkt omkring hende. Det var en bælgmørk nat. Tykke tunge skyer skjulte både månen og stjernerne.
   Hun kunne ikke huske drømmen men frygten fik hende til at skælve. Mørket var tæt, uigennemtrængeligt, næsten som en fysisk substans der lagde sig over hendes ansigt. I noget der føltes som meget lang tid lå Madelena lyttende musestille med en følelse af at hvis hun stak foden uden for dynen og ned på det kolde gulv ville den sikkert blive bidt af eller et eller andet ville tage fat om hendes ankel og trække hende ned i en verden hvor mareridtet ville blive til virkelighed. Noget der skjulte sig i det tætte tunge mørke.
   Det var selvfølgelig noget pjat, men drømmen havde været så rædselsvækkende virkelig. Madelena kunne ikke huske den nu, men hun kunne heller ikke ryste følelsen af sig. Faktisk havde drømmen været langt mere håndgribelig end hun brød sig om at tænke på. Den havde været som en ond spådom om fremtiden.
   Endelig tog Madelena mod til sig og tændte lyset. Det gøs i hende da hånden forlod dynens lune beskyttende hule. Et øjeblik skar lyset hende i øjnene så hun blev helt blændet. Det gjorde hende næsten panisk at føle sig blind selv på trods af at hun vidste at det elektriske lys havde fortrængt det tunge mørke. Sekunder senere med synet tilbage var der noget trygt ved den kølige elektriske pære.
   Alligevel kunne hun ikke blive angsten kvit. Til sidst tog Madelena sig sammen og tvang sig selv til at blive roligere, til at stå op og tage morgenkåbe på. Hendes hjerte bankede stadig nervøst ved tanken om det tomme hus hvor det tunge mørke lå tæt udenfor soveværelset. Tanken om at bevæge sig ud i det mørke gav hende næsten kvalme. Igen og igen spurgte hun sig selv hvorfor hun kun havde en telefon i huset ud over mobilen som hun ikke kunne huske hvor hun havde smidt fra sig da hun kom hjem.
   Langsomt åbnede hun døren til gangen og lod det beskyttende lys strømme derud samtidig med at hun lod sine øjne vænne sig til det halvmørke som det indirekte lys fra værelset ikke kunne jage væk. Madelenas hjerte hamrede igen lidt hurtigere. Med hurtige skridt gik hun ned til kontakten i korridorens anden ende lige ved døren til stuen. Med et lå rummet badet i skarpt lys. Hun kunne næsten smage frygtens bitre eftersmag. Det gik op for hende at hun havde været voldsomt men tåbeligt bange for at døren skulle smække bag hende og efterlade hende i et mørke hvor hun ikke ville være alene.
   Madelena åbnede døren til stuen på klem, stak hånden ind og famlede efter kontakten ved siden af døren. Det krævede et vist mod. Hendes puls var hurtig og hun havde en følelse af fare. Det var i virkeligheden latterligt men hun kunne ikke holde op med at være bange, kunne ikke holde op med at handle som om det var angsten, drømmen der var det virkelige. Selv om lampen over spisebordet var tændt havde stuen masser af mørke kroge. Madelena nærmest løb hen og smed sig ned i lænestolen ved telefonen.
   Nærmest febrilsk ledte hun efter den seddel som hun havde skrevet Daniels nummer på. Fingrene skælvede men efter nogle meget lange sekunder lykkedes det hende at få hevet det rigtige notat ud af sin kalender. Telefonen ringede og ringede. Tog han den da aldrig? Var han ikke hjemme? Måske lå han og sov og så tog det tid at få ham vækket. Det kunne jo også være der var sket noget med ham. Det håbede hun ved Gud ikke. Men hun vidste med sikkerhed at det var noget farligt han var rodet ind i. Hvor hun vidste det fra var ikke klart men det var så sikkert som armen i kirken. Måske var det noget kriminelt. Den tanke stemte bare ikke overens med den fornemmelse af fare der havde fået hende til at ringe lige netop til ham og hun var helt sikker på at der var en forbindelse der. Tanken stemte heller ikke overens med det billede Madelena i øvrigt havde dannet sig af Daniel, slet ikke.
   "Hallo!" Hans stemme i røret virkede kølig og rolig, ikke spor søvnig men fyldt med kontrol over situationen.
   Madelena jublede indvendigt. "Daniel det er Madelena."
   Der var noget udefinerbart i hendes stemme som han ikke brød sig om. "Ja?" I hans egen stemme var der en snert af lettelse. "Hvad får dig til at ringe til mig midt om natten?" Faktisk var han lettet over at hun kunne finde på det.
   Madelena tøvede et øjeblik. "Jeg er bange." Igen var det som om det var svært for hende at få det sagt. "Måske trængte jeg bare til at høre din stemme." I samme øjeblik hun havde sagt det fortrød hun, at hun havde sagt det på den måde.
   Men Daniel forstod tilsyneladende. "Hvad er der sket?" Dybest set var han på samme tid lettet over og glad for, at hun rent faktisk talte med ham om hvad det så end måtte være, der havde skræmt hende. Han lagde slet ikke mærke til hvilken måde hun sagde det på.
   "Der er sket nogle underlige ting her på det sidste som skræmmer mig temmelig meget. Jeg ved ikke rigtig hvad, intuition eller noget, men et eller andet har altså fået mig til at sætte det i forbindelse med dig." Langsomt ligesom tøvende fortalte Madelena hvordan Sleipnir havde reddet hendes liv. Eller det troede hun jo i hvert fald, at den lille hest havde gjort. Hvordan hun havde været nødt til at flygte gennem uvejret. Der havde den lille hest reddet hende igen, men denne gang havde den gjort det ved at løbe hen til Daniels hus. Der havde hun på mærkværdig vis følt sig i sikkerhed. Hun fortalte også hvor fjollet det hele havde fået hende til at føle sig. Men så havde der været drømmene og til sidst var der så nu i nat. Den drøm havde skræmt hende fra vid og sans og havde så endelig været den ting der havde skubbet hende ud over kanten. Da hun følte at hun ikke længere kunne bunde, så bange havde hun været da hun vågnede, havde hun ikke kunnet tænke på andet end at ringe til ham.
   Her tav Madelena brat. Bag sig ved vinduet havde hun hørt en lyd der mindede om højlydt raspende åndedræt. Det måtte være noget andet for et åndedræt ville ikke kunne høres gennem ruden. Det var bare sådan det lød inde i stuen. Hastigt og med tilbageholdt åndedræt drejede hun stolen omkring. I et nu blev hun bleg og et lille tyndt skrig undslap de angsthvide læber.
   Daniels rolige stemme nåede hende fra et fjernt sted. "Madelena er du der? Hvad sker der?" Da hun ikke svarede lød den beroligende stemme igen i røret. "Madelena hvad er der i vejen?" Man kunne ikke spore det i stemmen, men han var bekymret.
   Det var som om den bløde stemme rystede hende vågen og hun gispede da det gik op for hende at hun havde holdt vejret. "Måske var det bare indbildning. Jeg så et ansigt udenfor vinduet. Han stirrede ind på mig." Selv stirrede hun intenst på den nu tomme mørke vinduesflade.
   Med et var Daniel på vagt. "Et ansigt? Hvordan så han ud?"
   "Det var et ansigt fra drømmen." Nu græd Madelena lige så stille. "Den drøm var som en ond spådom." Hun trak vejret dybt et par gange og blev med et bevist om at hun tit drømte ting der blev virkelige. Det var ikke en rar tanke. "Jeg er så bange. Fortæl mig at det ikke er sandt, at jeg stadigvæk drømmer, hvad som helst." Nu var gråden tydelig i hendes stemme.
   "Det er jeg bange for at jeg ikke kan." Stemmen var en anelse skarp nu. Hun fornemmede, at det rent faktisk også gjorde ham nervøs, og den tanke fik angsten til at stige endnu et par grader. Men da han fortsatte var stemmen igen rolig og blød. "Vil du gerne have at jeg kigger over?"
   Madelena nikkede og kom så i tanke om, at det kunne han jo ikke se. "Ja!" Stemmen var lav, luftigt og tyk af angst.
   "Godt jeg er der om lidt." Daniel lagde uden videre røret på, sprang op og var ude af døren inden der var gået ti sekunder.
   Madelena knugede røret et øjeblik før hun lagde det på. Så sad hun bare uden at røre sig lyttende til stilheden, ventende. Efter noget som føltes som meget lang tid men som hun var sikker på reelt kun var ganske kort bankede det på døren. Det kunne ikke være Daniel. Han kunne da ikke være kommet så hurtigt. Men hvis det ikke var ham hvem var det så? Hun sad bare uden at turde røre sig.
   Udenfor døren stod Daniel og spekulerede på hvad der kunne være sket siden hun ikke lukkede op. Hurtigt dirkede han døren op og gik lydløst ind med alle sanser åbne. Der var dødstille i huset men han fornemmede ingen form for fare. Hans instinkter plejede ikke at svigte ham.
   Et øjeblik fortrød han alligevel at han havde ladet skulderhylstret ligge hjemme men han havde været bange for at synet af pistolen ville skræmme Madelena endnu mere. Der var nu også andre måder end skydevåben og desuden tændte hans sjette sans ingen alarmklokker. Men hvor var hun og hvorfor havde hun ikke åbnet for ham? Hurtigt kiggede han ud i det tomme køkken og smuttede så igennem en dør der vidste sig at føre ind til stuen. Der sad Madelena stille og bange i lænestolen ved telefonen. Det slog ned i Daniel at hun havde troet at det var en eller anden anden der stod udenfor døren, og pludselig var han ovenud tilfreds med at have efterladt skulderhylstret derhjemme. Et øjeblik efter sad han hos hende i den store stol med armene om hende.
   Madelena rystede af både angst og lettelse, klyngede sig til ham og græd angsten ud. Daniel lod hende bare græde, holdt bare om hende og lod hende græde. Lidt efter da hun var blevet mere rolig holdt han hende ud fra sig og smilede blidt. "Har du det bedre nu?" Det gik op for ham at hun var køn selv med røde forgrædte øjne og stimede kinder, at hun var sexet i pyjamas. Den tanke blev fortrængt næsten hurtigere end den kunne opstå.
   Madelena gengældte forsigtigt smilet. "Undskyld."
   "Der er ikke noget at undskylde for."
   Hurtigt rejste hun sig op og gik ud i køkkenet hvor hun pudsede næse og plaskede noget koldt vand i ansigtet. Mærkeligt nok havde hun det fint nok med at sidde i pyjamas og græde med hans arme omkring sig. Han fik hende til at føle sig tryg, med ham i huset behøvede hun ikke være bange for ansigtet uden for vinduet. Så stak hun igen hovedet ind i stuen. "Er du interesseret i en kop kaffe?"
   Daniel nikkede bare, rejste sig og fulgte efter hende ud i køkkenet hvor han slog sig ned i spisekrogen.
   Madelena nød tydeligvis det at kunne gøre nogle helt dagligdags ting. Kaffeduften hjalp også på det skær af normalitet der lå over køkkenet. Hun skænkede for dem begge og satte sig så overfor ham.
   "Hvad var det ved manden udenfor vinduet, der gjorde dig så bange?"
   Madelena bed mærke i at han på ingen måde tvivlede på at der rent faktisk havde været en mand. Hun så over på ham. "Jeg ved at det lyder lidt fjollet, men jeg føler mig fuldkommen tryg med dig i huset." Hun smilede et lille smil der sagde at hun stolede på ham. I det øjeblik gik det op for hende, at hun vidste med usvigelig sikkerhed, at drømmen havde været en slags varsel om en fare, som ansigtet i ruden havde bekræftet.
   Det smil gjorde Daniel varm om hjertet. Alligevel havde han ikke rigtig noget svar så han besvarede bare lige så stille smilet hen over den dampende kaffekop. Han vidste at uanset hvor gerne han ville var det langt fra sikkert at han kunne give hende den tryghed.
   Madelena fortsatte uberørt af hans tavshed. "Jeg tror det var hans øjne." Et øjeblik så hun spekulativ ud. "Der var noget dødt ved dem." Hun tøvede næsten umærkeligt. "Hvordan vidste du for resten at det var en mand?"
   Daniel smilede. "Du kaldte ham for 'han' i telefonen." Nu var det ham der tøvede næsten umærkeligt. "Jeg har en ide om, hvem det kan være." I sit stille sind undrede han sig over hvad i alverden en fra Garden lavede her. Det fik ham til at spekulere over om der var et eller andet ved Madelena som han ikke havde opdaget. Han kunne selvfølgelig også sagtens tage fejl, han havde jo ikke selv set manden.
   Smilet blev ironisk. "Jeg vidste at der var en forbindelse til dig." Et øjeblik sad Madelena der bare. Det var som om hun overvejede om hun overhovedet havde lyst til at bevæge sig længere i denne her retning, om der overhovedet var en mulighed for at stoppe op eller dreje af. Så fortsatte hun. "Det var hans øjne. Resten af ham tror jeg faktisk bare var helt almindelig. Men øjnene. De var sorte med en død dybde. De øjne gjorde mig enormt bange men alligevel var det som at blive hypnotiseret, som en slange og dens bytte. Jeg sad bare der uden at kunne røre mig og ventede på at der skulle ske et eller andet forfærdeligt. Han må have haft sort tøj på for jeg kunne kun se hans ansigt. Hans ansigt og hals altså." Hun skuttede sig. "På siden af halsen havde han en tatovering, et sort tegn, nærmest som en blanding mellem et arabisk og et kinesisk skrifttegn."
   Det afgjorde sagen. "Jeg vidste det." Daniels blik var alvorligt. "Det var en fra Den Sorte Garde du så."
   Der var et eller andet ved det hele der fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Madelena. Samtidig fyldte det hende med undren.
   Daniel smilede lige så stille og fortsatte inden hun nåede at sige noget. "Du ville gerne vide noget mere om mig ikke sandt?"
   Madelena nikkede nysgerrigt. Hun var helt klar på, at hørte hun Daniels historie, ville hun også finde ud af hvordan den der sorte garde passede ind i det hele.
   "Ville du tro på mig hvis jeg sagde at mit rigtige navn er Jean Daniel og at jeg egentlig er arving til Et Hus, et vinslot et sted der hedder Kuvi. Samtidig er jeg Ridder tilknyttet Borgen i A'Amala. Grunden til, at jeg er her, er for at møde dig, fordi jeg håber, at du kan og vil blive min lærling."
   Madelena bare stirrede på ham. "Jean Daniel?" Hun ligesom smagte på navnet. "Det er ikke ret lang tid siden, at jeg nok ville have leet højt, men nu ved jeg ikke rigtig."
   "Jeg forstår dig udmærket godt. Rent faktisk lo jeg selv højt, da der var nogen der sagde stort set det samme til mig. Men tro mig det er sandt. I morgen skal du møde en som kan forklare dig det hele, min chef om du vil." Daniel smilede skævt.
   Der var absolut intet ved ham, der indikerede, at han ikke skulle fortælle sandheden, og pludselig var hun enormt nysgerrig. Det ville forklare så meget. "Det samme er sket for dig engang?"
   "Ja da. Man bliver måske nok født til dette her, men man bliver som regel ikke født ind i det. Der var bare ingen der skræmte mig halvt til døde. Jeg blev bare hentet, og jeg lover dig at jeg lo højt, da der dukkede en fyr op i mit liv, som fortalte mig, at det var tid for mig at blive Ridder af de Ældste Tiders Visdom, og jeg er endda fra Kuvi så jeg kendte alle historierne om Borgen før det skete og jeg lo alligevel." Han smilede skævt.
   "Sig mig tager du gas på mig?" Der var en snert ved stemmen, som talte om, at det troede Madelena egentlig ikke, at han gjorde, men hun måtte bare lige spørge.
   Jean Daniel smilede. "Det lover jeg at jeg ikke gør. Jeg kunne fortælle lange historier om heltedåd, om magi og troldmænd, sagn om navnesøstre, sagn om drager og om mænd og kvinder som jeg selv, om Riget i Centrum, om A'Amala. Jeg vil bare helst ikke gøre det nu. Du skal selv tale med Lomar Lacka, Den Øverste."
   "Altså, du er ridder, og ham Lomar er din chef, om man så må sige. Hvem var så ham udenfor vinduet? Hvad er det for en garde, du nævnte?"
   Jean Daniel sukkede. "Den korte version er at vi er lys og Den Sorte Garde er mørke."
   Madelena var et øjeblik tænksom. "Og den lange version?" Ved sig selv tænkte hun, at det lød fjollet, lidt som en fantasy roman der var kørt af sporet. Så skarpt skåret var der aldrig noget, der var i virkeligheden.
   "Jeg er næsten ked af at sige det, men den får du altså ikke nu. Så ville jeg kunne snakke i tre dage, og vi har brug for noget søvn." Han ville helst ikke sige, at der var grænser for hvor meget han kunne sige lige nu, at der var visse ting som det var en fordel at hun bare kastede sig ud i uden at vide for meget. Ellers var han bange for at hun ville sige nej.
   Heldigvis kunne Madelena sagtens se det fornuftige i at få sovet nogle timer, hun kunne bare ikke se hvordan. En snert af angst vendte øjeblikkeligt tilbage til hende ved tanken. "Men jeg kan da ikke sove nu."
   Jean Daniel rynkede irriteret brynene. "Jeg syntes faktisk det var ufint at skræmme dig på den måde." Igen spekulerede han som en gal på, hvad det var han havde overset. Han kunne ikke for sin død finde ud af det, men noget måtte der jo være. "Tag det bare helt roligt. Jeg skal nok blive her. Sofaen ser ud til at være fin at sove på. Så jeg lover dig, at det er slut med mareridt."
   Madelena gabte beroliget. Selvom det virkede skørt, så stolede hun på ham. "Kan du også styre mine drømme?" Selvom det virkede endnu mere skørt, ville hun også lade ham gøre det, hvis det var muligt.
   Han smilede skævt. "Nej, men jeg kan prøve at sørge for, at andre holder fingrene fra dem." Han rejste sig. "Kom lad mig følge dig." Han gik foran hende ned af gangen. Madelena var blevet sværere at overraske, så hun var bare glad for, at han ville se ind i hendes soveværelse, før hun selv gik derind igen. Et øjeblik efter lå hun trygt i sengen. Jean Daniel lod døren til gangen være åben og lyset i gangen være tændt. På trods af tankerne faldt hun hurtigt i søvn med en tryg bevidsthed om, at han ville være der på et øjeblik, hvis hun kaldte.

♦♦♦

Lord Calvin kiggede lige ud i luften uden egentlig at se noget. "Hun er noget helt særligt." Også stemmen var tænksom og en anelse fjern. "Jean Daniel tænker på at gøre hende til sin lærling siger du?" Med en katteagtig bevægelse rejste han sig op og begyndte at gå rastløst men langsomt frem og tilbage. "Det forstår jeg slet ikke. Det forstår jeg bare ikke. Hvordan kan de have overset det? Lomar Lacka og i hvert fald Anna begår ikke den slags fejl gør de? Det plejer de ikke." Pludselig fokuserede han på den ældre mand ved bordet. "Hvad siger stjernerne?"
   Den ældre mand kiggede op. Hans blik var uventet skarpt. "De spår hende en stor fremtid, men taler også meget om stor fare. Jeg tror hun har muligheden for at blive profet, men jeg tror ikke hendes skæbnebane er helt klar endnu."
   "Hmm." Igen blev Lord Calvin tænksom. "Det vil altså sige, at man med lidt snilde kunne bryde vejen mod storheden. Er det sikkert at hun ikke kan vendes til vores side?"
   Den ældre mand smilede. "Der er en mulighed for at vende hende og kun en. Den ligger ude i fremtiden og den er usikker. Det er forsøget værd at bryde banen og bare glemme den anden mulighed. Der er alt at vinde og kun en meget lille mulighed at tabe. De tager ud til portalen i morgen. Det er et ret øde område."
   Lord Calvin sendte ham et skarpt blik. "Hvad er det for en mulighed? Den du nævner der ligger ude i fremtiden?"
   "Det kan jeg ikke sige endnu, kun at chancerne ikke er store."
   "Men noget må du kunne sige?"
   "Der er en chance for at bryde banen nu, kun en chance intet er sikkert. Der er en chance år fra nu for at vende hende. Det er ikke en stor chance, men den vil komme. Brug den hvis det ikke lykkes at bryde banen."
   Et øjeblik irriterede Lord Calvin sig over svaret. Han var sikker på, at den gamle stjernetyder vidste mere end han gav udtryk for, men han vidste også at det ikke ville nytte at tvinge ham. Han var en af de få som det ikke nyttede med. "Foreslår du at jeg gør noget i morgen? Siger du at der er gode muligheder for at det kunne lykkes?"
   Den gamle mand trak på skuldrene. "Der er en mulighed. Den er bedre end den der kommer år ude i fremtiden, men ikke god. Jeg fremlægger bare kendsgerningerne. Dine beslutninger må du selv træffe." Stjernetyderen vidste udmærket at sandsynligheden for at de ville få fat på Madelena dagen efter var meget lille. Han vidste også, at skulle det lykkes på noget tidspunkt, var det vigtigt at få begyndt. At prøve i morgen ville forbedre den mulighed, der lå år ude i fremtiden. Den mulighed som, selvom den også var lille, faktisk var den der var gylden. Han vidste meget. Han vejede altid sine ord omhyggeligt.
   Lord Calvin sendte ham et uudgrundeligt blik og vendte sig så mod den tredje mand i værelset. "Løjtnant Casper!"
   "Ja Sir!" Manden var høj, mørk, sortklædt og vejrbidt. Hans ringbrynje skinnede i det flakkende lys fra kaminen.
   Lord Calvin smilede et smalt smil. Den Sorte Garde var hans ynglinge. Han spekulerede et øjeblik på om det ville blive nødvendigt at henrette den ellers så lovende unge Casper for at statuere et eksempel. Stjernetyderen guidede ham i en retning det var han ikke et øjeblik i tvivl om og det fik ham til at tænke at Casper ville fejle dagen efter. Fejl krævede handling. Hans stemme var nok bøs, men afslørede alligevel intet af hvad han tænkte. "Du ved hvad det er, Jean Daniel er i gang med. Som du lige hørte, skal de ud til Portalen i morgen. Du sørger for, at de ikke når frem. Bring mig Jean Daniels hoved på et fad, og Madelena i live og uskadt hvis det er muligt, hvis ikke så dræb dem begge."
   "Javel!" Casper gjorde honnør og forlod værelset med faste skridt. Når Lord'en udstedte ordre, stillede man ikke spørgsmål.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 30/05-2016 12:50 af Hanne Rump (HanneR) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 3856 ord og lix-tallet er 26.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.