"Hvor er din navnesøster?"
   "Min hvad?" Celina kiggede tydeligt overrasket op. Og svarede først efter at have set sig omkring, men til hendes overraskelse var der ingen andre i nærheden så det måtte jo være hende spørgsmålet gjaldt. Synet af manden der havde stillet spørgsmålet gjorde ikke overraskelsen mindre. Hun kendte ham ikke, havde faktisk aldrig set ham før. Han var mørk, mørkt hår, mørkt tøj, mørke øjne, mørkt truende udtryk. Øjenbrynene var buskede. De nåede sammen over hans næseryg. På en eller anden måde gav det ham et ulveagtigt udtryk. Ham var hun helt sikker på hun ikke havde set før. Der kom mange mennesker på stedet men ham her var anderledes. Han skræmte hende. Det var sent. Celina spekulerede pludselig på om hun var alene i stalden.
   "Din navnesøster!" Selv hans stemme virkede mørk også selvom der ikke var nogen øjeblikkelig trussel i den.
   Men Celina følte sig truet. Hun sank noget. "Hvad taler du om?" Hun var tør i munden.
   "Din navnesøster, Den anden Celina."
   Det ramte hende som et slag. "Hvor kender du mit navn fra?" Underligt nok rystede hendes stemme ikke.
   "Det er ikke vigtigt. Hvor er hun henne?" Der lå en klar ordre om at svare i tonefaldet.
   "Jeg ved overhovedet ikke hvad du taler om?" I Celinas tonefald var der derimod et klart spørgsmål.
   Manden betragtede et øjeblik kvinden foran sig. Hun lignede faktisk et stort spørgsmålstegn. Han overvejede et øjeblik om der kunne være en chance for at hun rent faktisk fortalte sandheden. "Den anden Celina! Du må kende en til der hedder Celina?"
   Celina betragtede på sin side ham mens hun overvejede sine muligheder for at slippe væk. Hun var tættest på døren ud til parkeringspladsen og døren ind til ridehallen. Måske var der en chance for at der stadig sad nogen oppe i rytterstuen selvom det var ved at være sent. Den var ikke stor men den var der vel. Hun følte sig meget alene lige nu. Det værste var at han stod mellem hende og de to veje ud. Hun anså ikke sine chancer for at komme forbi ham for særligt gode. Bag hende længere nede af gangen var der en anden dør ud mod banerne bagved. Men der var et stykke derned og hun var ikke nogen særligt god løber. "Tjaaa jeg kender faktisk tre andre der hedder Celina."
   Den oplysning så ud til at overraske ham.
   Mens hans øjenbryn trak sig sammen i spekulation prøvede Celina forsigtigt at rykke baglæns væk fra ham. Hun havde håbet at han ville overse det men han sprang lynhurtigt frem og greb fat i hendes overarm. "Tro ikke du kan slippe væk på den ynkelige måde." Selvom han ikke havde hævet stemmen lå der en helt klar trussel i den.
   Celina gispede overrasket. Hun havde aldrig før set nogen bevæge sig så hurtigt. Hans greb om hendes arm var som en skruestik og hun var med det samme klar over at hun ikke ville kunne vriste sig fri igen. Det fik hende til at gøre noget for manden højest uventet. Hun åbnede munden og skreg af sine lungers fulde kraft. "Hjælp! Hjælp! HJÆÆLP!!"
   I par sekunder stirrede manden blot på hende. Så greb han ud efter hende med den anden hånd og forsøgte at lægge den over hendes mund. Celina vred og vendte sig fast besluttet på at blive ved med at råbe så længe som overhovedet muligt. Det var ikke den eneste beslutning hun traf lige der. Hendes anden beslutning var at når nu han fik lukket munden på hende, og det ville han uden tvivl gøre lige om lidt, ja så ville hun uanset hvad ikke fortælle ham noget som helst om de andre tre der hed Celina. Manden var farlig og der var absolut ingen grund til at han fik fat på flere.
   I det samme rundede en af de ansatte hjørnet. Hun kom til inde fra ridehallen hidkaldt af råbene. Hun afbrød med høj stemme tumulten. "Hvad foregår der her?"
   Celina kunne have sparket sig selv. Hun vidste jo godt hvem der havde aftenvagten og alligevel havde hun stået og skreget op som en anden tåbe. Nu ønskede hun bare at advare den anden, bede hende løbe, redde sig selv, ringe efter politiet, noget, hvad som helst, men manden skubbede hende brutalt til side inden hun nåede noget som helst. Hun røg ind i væggen, hårdt, og fik al luften slået ud af sine lunger. Hun gispede ude af stand til hverken at bevæge sig eller råbe.
   Manden gik med lange skridt hen mod pigen ved hjørnet. "Aha den anden Celina. Jeg burde have vidst, at i ikke ville være langt fra hinanden."
   Celina forstod ingenting. Hun hvæsede bare efter vejret mens hjernen ræsede efter en mulighed for at de kunne slippe fra ham, hvem han så end var.
   Den anden Celina betragtede lamslået sceneriet men nåede ikke at gøre andet end at bakke til hun havde ryggen mod væggen så var han over hende. Han greb hende om kæben og tvang hende til at se op på sig. Hans øjne lyste i triumf. Det sendte kolde ilinger ned af Celinas ryg. Han nikkede og smilede et lille kynisk smil. "Og køn er hun også, hmmm ja selvfølgelig." Han mumlede for sig selv og uden at tage øjnene fra hende rakte han ind under jakken og trak en stor kniv frem.
   Næsten i samme øjeblik gik han langsomt i knæ foran hende og kniven faldt klirrende ned på staldgulvet. Uden hans blik til at holde sig fast var Celina næsten øjeblikkeligt på vej sidelæns udenom ham og væk. Hen over hans hoved så de to gange Celina hinanden i øjnene den ene med skræmte grønne øjne og overraskelsen malet i alle sine træk, den anden med køligt beregnende blå øjne.
   De blå øjne flyttede sig fra Navnesøsteren til manden mens hun hævede skovlen hun stod med i hænderne og slog ham oveni hovedet en gang til. Denne gang sank han helt sammen og lå uden at røre sig - men ikke længe. Allerede mens de trak sig baglæns væk fra ham rørte hans fingre ganske lidt på sig. Det var nok til at få dem til at vende om og løbe alt hvad de kunne ned gennem staldgangen og ud af døren ud mod banerne.
   Udenfor fortsatte de ned forbi banerne, stakladen og om bag det gamle maskinhus der nu blev brugt til at opbevarer forskelligt materiel i. Her gik de hurtigt ned på hug mellem nogle buske. Celina bandede stille indeni sig selv. Hun var ikke det mindste i tvivl om at han ville komme efter dem lige så snart han kom til sig selv. Der var et stykke til nærmest nabo og stalden og dermed manden var mellem dem og parkeringspladsen hvor hendes bil holdt. Der var ikke andet at gøre end at håbe på at de kunne gemme sig for ham.
   I det samme hørte de et brag oppe fra stalden. Ingen af dem var i tvivl om at det var manden der havde hamret stalddøren op. De kiggede forskræmt på hinanden og trak så opgivende på skuldrende. Ingen af dem havde den fjerneste ide om hvad det her handlede om. Til gengæld var der heller ingen af dem der var i tvivl om hvilke forfærdelige konsekvenser det ville få hvis manden fandt dem. De sad musestille.
   Men på samme mystiske måde som han havde vist hvem de var oppe i stalden så han også ud til at kunne finde dem nu uden at kunne se dem. Efter ganske kort tid hørte de hans skridt der knasede i gruset for enden af maskinhuset. "I kan lige så godt komme frem med det samme. Jeg er udmærket klar over hvor i er." Der var ingen tvivl om at han talte med front mod de buske som de sad under.
   Et øjeblik så de bare på hinanden uden at vide hvad de skulle gøre. Så gav Celina tegn til Celina om at blive siddende og være stille mens hun selv rejste sig op så han kunne se hende. Hun knugede stadig den skovl som hun havde brugt til at slå ham oveni hovedet med inde i stalden i begge hænder. "Hvem er du?" Overraskende for både hende selv og for manden var der ingen usikkerhed i hendes stemme. Spørgsmålet lød faktisk mindst lige så meget som en ordre.
   "Det behøver du ikke bekymre dig om." Langsomt begyndte han at gå hen imod hende. Han havde igen kniven i hånden.
   Celina løftede med en truende bevægelse skovlen så den var klar til slag. "Ikke nærmere! Og fortæl mig så hvem du er og hvad du vil." Nu var der helt sikkert noget bydende næsten regalt over hende.
   Et øjeblik rynkede han brynene. Det var tydeligt at han var overrasket over hendes ændrede opførsel. Hans skridt blev langsommere endnu, men han stoppede ikke helt op. Han svarede heller ikke på spørgsmålene. "Hvor har du gjort af din navnesøster?"
   Det gik op for Celina at han af en eller anden grund overhovedet ikke var klar over at hun sad på hug lige bag hendes egne knæ. Manden havde pejlet direkte mod hende selv men vidste mærkeligt nok ikke hvor den anden Celina var henne. Det indgød hende en lille smule selvtillid. Det var meget vigtigt at han ikke fik fat i den anden Celina og når nu han ikke vidste hvor hun befandt sig kunne Celina måske lokke ham væk fra hende. Hvorfra hun vidste det var Celina ikke klar over men der var ikke skyggen af tvivl. Hvis han fik fat på hendes Navnesøster så så det virkelig sort ud.
   Hurtigt steppede hun lidt væk fra maskinhuset og navnesøsteren som hun bare kunne håbe var fornuftig nok til at blive i skjul. Skovlen var stadig hævet til slag. Indvendig grinede hun lidt af sig selv. Hun havde udmærket set hvor rædselsvækkende hurtigt han havde bevæget sig inde i stalden da han havde taget fat i hende og hun var udmærket godt klar over at skulle han finde på at kaste sig over hende ja så var der ikke store chancer for at gøre det mindste før han var over hende.
   Alligevel så det mærkeligt nok ud til at han nu betragtede hende med en vis forsigtighed. "Hvor er hun så?!" Hans stemme var nu lav og knurrende og truslen var ikke til at tage fejl af.
   Nu var det Celinas tur til at lade et lille kynisk smil kruse sine læber. Øjnene var hårde. "På vej væk mens du står der og spilder tiden." Hendes fokus var helt på ham. Der var kun ham og hende i denne verden. Ham og hende og den viden at navnesøsteren var midlertidigt i sikkerhed - i hvert fald så længe Celina kunne aflede mandens opmærksomhed.
   "Hvornår er du blevet Beskytter? Jeg har fået at vide at i ikke har haft kontakt endnu." Nu var han stoppet op og så nærmest ubeslutsomt på hende. Tanken om en Beskytter, der vidste hvad hun gjorde, gjorde ham usikker. Han var trods alt bare en lejesvend der var sendt ud for at myrde et par unge kvinder der ikke anede hvad det hele handlede om. Han havde gjort det før. Kombinationen af sporrhundetalentet og lejemorderprofessionen var faktisk meget praktisk. Det gjorde nogle ting nemmere måtte han indrømme.
   Men han havde næsten ingen magi udover sporhunden så tanken om at stå overfor en Beskytter der havde bare den ringeste anelse om hvad det handlede om gjorde ham nervøs. Ikke at han vidste meget om hvad det egentlig ville sige, men legenderne kunne nogle historier der var mere end rigeligt til at gøre en mand som ham nervøs.
   Celina på sin side havde ikke den fjerneste ide om hvad han talte om og det gjorde til gengæld hende nervøs. Hun prøvede at spille med så godt hun kunne for at holde ham på afstand. "Man kan jo ikke vide alt vel." Hun lod endnu et lille kynisk smil ledsage bemærkningen.
   Det så ud til at have sin virkning. Han trak sig et par skridt tilbage.
   "Beskytter til fingerspidserne allerede. Der kan man bare se. Miraklernes tid er ikke forbi endnu. Der blev du nok snydt Alzim." Stemmen, en meget dyb bas, kom fra en mand der netop rundede hjørnet på maskinhuset og dermed gjorde sin entre på scenen.
   Manden sad på den største skimmel Celina nogensinde havde set. Han var klædt i lange læderstøvler og mørkegrønt tøj. En lang mørkegrøn kappe hang over hans skuldre. Ved hans hofte hang et langt tungt sværd og fastgjort til sadlen så det hang bag hans højre ben. På ryggen sad en kraftig bue og et kogger med pile. Hans farver var mørke på samme måde som Alzims men over hans ansigt spillede en vis morskab over hele situationen. Celina havde umiddelbart svært ved at afgøre om han også udgjorde en trussel eller om det faktisk var kavaleriet der var kommet.
   Alzim snurrede rundt ved lyden af stemmen. "Hvem er du? Hvor kender du mit navn fra?" Så var det som om han først rigtig så rytteren og gispede. "Jack!"
   "Ja Alzim det er mig." Igen var der det udtryk af morskab. "Ventede du en anden?" Bassen var nu om muligt endnu dybere og nu var der pludselig også noget svagt truende over den. "Hvis jeg var dig Alzim ville jeg se at komme videre inden der skete noget mindre heldigt med mig. Du har en sporhund foran dig og en Beskytter bag ved dig. Jeg ved selvfølgelig ikke hvad du siger meeen som sagt hvis jeg var dig..."
   Den bemærkning havde sin virkning på den i forvejen nervøse Alzim. Han stak kniven tilbage i skeden under jakken og sprintede ud over marken væk fra dem.
   Rytteren ventede til han var ude af syne så vendte han sig smågrinende mod Celina. "Så kan du godt slappe af. Ham ser vi ikke mere til." Grinet blev bredere. "Man må sige at noget må du have gjort rigtigt. Jeg har sjældent set ham så skræmt og der skal altså noget mere til end bare mig kommer jeg nok til at indrømme."
   På trods af glimtet i hans øjne og den i hvert fald tilsyneladende kammeratlige tone kunne Celina ikke bare slappe af. "Hvem er du?" Skovlen var stadig hævet.
   "En ven." Det kom simpelt og ligetil.
   "Hvordan kan jeg være sikker på det? Det kan enhver jo komme og sige."
   Han trak på skuldrene. "Hvis ikke hvorfor skulle jeg så have blandet mig? Nok havde du skræmt ham men alligevel ikke nok til at han stak af før jeg bekræftede at der rent faktisk var noget at være bange for. Han ville have luret dig i løbet af ganske kort tid og jeg kan forvisse dig om at han med største fornøjelse ville have stukket den kniv i jer begge to. Hvis jeg ikke var en ven kunne jeg jo lige så godt bare have ladet ham gøre arbejdet færdigt og dermed sparet mig selv for besværet." Et lille grin fløj igen over hans ansigt. "Og desuden er jeg jo Sporhunden, Annas Sporhund, så om noget er jeg kommet for at beskytte jer."
   "Beskytte os? Beskytte os mod hvad? Hvad er det der foregår?"
   "Har du din navnesøster her i nærheden eller er det sandt hvad du sagde om at hun er på vej væk?"
   "Det er jo dig der er Sporhunden, find selv ud af det." Det irriterede Celina at han ikke svarede på hendes spørgsmål.
   Den kommentar fik Jack til at slå en latter op. "Jeg elsker at du er så kæk. Jeg hedder Jack. Jeg er Sporhund som du tydeligvis har lagt mærke til. Alzim er også Sporhund. Jeg ved ikke hvorfor men vi kan kun pejle på dig ikke på din navnesøster. Måske er det en del af beskyttertalentet at du kan trække hele radaren til dig selv og dermed holde hende fri jeg aner det simpelthen ikke."
   Lige pludselig var det svært for Celina at lade være med at smile, men faktisk ville hun gerne være kommet med endnu en spids kommentar. Men det nåede hun ikke for bag ved hende rejste den anden Celina sig op. "Jeg er lige her og jeg vil også gerne vide noget mere om hvad det er der foregår."
   Igen slog Jack en smittende latter op. "Ja jeg burde have gættet at du ville være lige her omkring når alt kom til alt. Det var dog finurligt som i fik narret Alzim. Fantastisk!" Han hoppede storsmilende ned fra den enorme grå hest som han så trak hen imod dem. Da han først kom ned på jorden og stå var han faktisk ikke nogen særligt stor mand. Hans enorme stemme og placering højt oppe på hesten fik bare folk til at tro det. I virkeligheden var han næppe højere end den mindste af de to piger, slank og senet. "Jeg har to andre heste og lidt udstyr gemt af vejen ovre i skoven. Går i med derover? Så skal jeg forsøge at forklare lidt på vejen selv om der er meget som jeg slet ikke ved nok om, med det må i vente til vi kommer til Tårnet."
   Ingen af de to gange Celina så meget som blinkede. Der var sket så meget den sidste times tid som de ikke forstod en pind af så det her var bare en ekstra lille detalje. De nikkede bare og fulgte med ham over mod skoven. Et ganske kort øjeblik efter at have nikket drejede de hovederne og så hinanden lige i øjnene. De vidste og de vidste hver især at den anden også vidste det, at manden, Jack, med den grå hest var god nok og at det var det rigtige at gå med ham om ikke andet så i hvert fald for at høre hvad han havde at sige.
   Jack smilede til dem mens de spadserede over mod skoven med den grå hest efter sig. Han virkede på mange måder jovial, fuld af smil og godt humør. En meget behagelig type. Stemmen var meget dyb men nu hvor skarpheden var forsvundet var den faktisk også meget behagelig. "Navnet er som sagt Jack, Jack Nightborn, men jeg går ofte bare under navnet 'Sporhunden'. At være en sporhund vil sige at jeg kan finde andre med særlige talenter før resten af verden har opdaget dem, ofte også før de selv har opdaget at de har talentet. Som nu jer for eksempel, en magiker og hendes beskytter, navnesøstre. Wow! Det er noget! Det er fantastisk! Det er ... WOW!" Et øjeblik stirrede han bare på dem men tog sig så sammen og fortsatte. "Alzim er også sporhund." Nu blev hans blik mørkt. "Desuden er han lejemorder. Det var ret heldigt at jeg kom netop som jeg gjorde. Jeg havde ingen anelse om at han også var på sporet af jer."
   Begge de to Celinaers øjne hang ved ham mens de sugede informationer til sig og forsøgte at få bare en lille smule rede på hvad i alverden det var der foregik. Det var bestemt ikke nemt.
   Jack fortsatte bare. "Wow Navnesøstre, det er fabelagtigt, det er... det kan ikke beskrives, jeg ved ikke hvad jeg skal sige..."
   "Hvad er det for noget snak?" Celina, Beskytteren, trak vejret dybt. Hun brød sig ikke om det hun hørte. Hun brød sig ikke om på den måde at blive sat op på en piedestal. Hun brød sig ikke om tanken om de forventninger der sikkert fulgte med den placering.
   "Altså for en sporhund er det jo fantastisk at finde noget første gang. Navnesøstre og brødre er noget som vi kun kender fra legenderne. Tænk at skulle opleve det i virkeligheden, tænk at det skulle være mig der blev sendt ud for at spore jer. Hå hå det er fantastisk!"
   Igen brød Beskytteren sig ikke om tankerækken. Hun brød sig ikke om at være udset til at være noget fra en legende. Hun var tilbage ved det med forventningerne. Hvordan skulle man nogensinde kunne leve op til en legende?
   Igen fortsatte Jack bare. "Du." Han nikkede mod den indtil videre tavse grønøjede Celina. "Du er Magikeren og du." Han nikkede mod den anden Celina. "Du er Beskytteren, din opgave er at beskytte din magiker således at hun kan udføre de farefulde opgaver der er hendes skæbne." Han rystede undrende på hovedet. "Jeg har aldrig før set nogen der kunne benytte deres talent så effektfuldt uden at have fået nogen som helst form for træning. Men dig, du brugte det i dag til at narre Alzim med. Det var fantastisk! Du må være usædvanlig stærk i talentet."
   Ingen af de to gange Celina havde rigtig noget at sige til det. De havde på fornemmelsen af det var en alt for personligt farvet sandhed de fik serveret lige nu og selv hvis noget af det var rigtigt var det for stort, for nyt, for indviklet og faktisk for absurd. De kunne ikke rigtig rumme at stille flere spørgsmål lige nu.
   I det samme nåede de frem til to heste der stod tøjret mellem nogle buske. Jack sprang op på den grå efter at have hægtet tykke saddeltasker på alle hestene. "Hop op så vi kan komme af sted." Hans stemme var munter.
   Celina, Magikeren, kiggede op på ham. "Nej."
   "HVA?!" Jack var nær faldet af hesten i overraskelse da han vred sig rundt for at se lige ned på hende. "Hvad er det du siger?" Han både lød og så nærmest helt forvildet ud.
   "Vi kan da ikke bare gå med dig, en ukendt mand, et eller andet ukendt sted hen. Hele situationen er jo absurd."
   "Jamen nej!" Jack stirrede på Celina med kuglerunde øjne. "Nej det må du ikke gøre." Han vendte blikket mod den anden Celina for at få hendes støtte men hun stirrede bare ned i jorden. Hun ville ikke verbalt støtte Celina i det hun havde gang i lige nu men intet i verden kunne få hende til at gå direkte mod navnesøsteren. Det lå i hendes natur. Det eneste der kunne havde fået Beskytteren til at gå imod Magikeren var hvis Magikeren bevægede sig direkte mod faren, så måtte Beskytteren gribe ind. Lige nu var ingen af dem klar over i hvilken retning faren befandt sig. Jack resignerede. "Hvad vil i så gøre?"
   Beskytteren stirrede fortsat ned i jorden så den anden Celina måtte svare. "Gå tilbage." Hun famlede efter ordene og fortsatte tøvende. "Gå tilbage til det liv vi havde. Jeg ved ikke hvad der foregår her men det forekommer mig at være alt for mærkeligt. Enten er i alle sammen mentalt forstyrrede eller også er det her en drøm som jeg forhåbentlig vågner af lige om lidt."
   "Og når Alzim kommer tilbage eller han sladrer og Garden sender noget værre?"
   Celina trak på skuldrene. "Ringe efter politiet. Det kan ikke være en løsning på noget som helst at rende rundt i skoven sammen med en vildt fremmed mand der opfører sig som om han hørte hjemme på en galeanstalt. Vil du ikke også sige det Celina?"
   Beskytteren vred sig. Hun vidste oprigtigt talt ikke hvad hun skulle tro. Hun kunne faktisk ganske godt lide Jack. Et dybt begravet instinkt sagde hende at det ville være mere sikkert at gå med ham end det ville være at blive her alene. Men den mere jordbundne del af hendes hjerne, den del der var opdraget i en verden uden magi, sagde hende at Celina måtte have ret. Når alt andet var sagt stod en ting dog lysende klart. Hvis Celina valgte at gå en vej måtte Beskytteren gå med. Også det var irrationelt og den jordbundne hjerne kæmpede vildt for at blive af med alle de fremmede tanker. Det så dog ikke ud som om hun ville være i stand til at blive dem alle sammen kvit. "Jeg ved ikke." Hun tøvede. "Tanken om Alzim eller gud forbyde det noget der er endnu værre giver mig kvalme af nervøsitet. Vi kunne jo ikke have nået at ringe efter politiet her til aften kunne vi vel?" Hendes blik gled tænksomt over til Jack. "På den anden side bryder jeg mig heller ikke om tanken om at gå med en fremmed. Godt nok er han sympatisk, jeg kan faktisk godt lide ham." Hun smilede ganske svagt til Jack. "Men han er også en meget mærkelig mand der taler om magi og talent, en mand der taler om at tage os med hen til nogle mennesker der tydeligvis deler det som man næsten kun kan se som vrangforestillinger. Og oveni en mand der render rundt med våben. Jeg ved ikke."
   "Vrangforestillinger! Ja det må være lige det rigtige ord." Med den bemærkning vendte Celina, Magikeren, om på hælene og begyndte at gå tilbage.
   Beskytteren stod et øjeblik og så på ryggen der fjernede sig mere og mere, så sendte hun Jack et blik der var halvt undskyldende og halvt lettet over at få lov at gå tilbage og satte så i løb efter Magikeren. "Hey vent på mig!"
   Jack så efter de to unge kvinder der snart forsvandt mellem træerne skulder ved skulder. Han bandede ganske svagt ved sig selv mens han overvejede hvad han nu skulle gøre. Der var ingen tvivl om at når Alzim fandt ud af at de stadig var her og at han var blevet narret ja så ville han enten selv vende tilbage eller Garden ville sende nogle andre for at myrde dem. Sikkert det sidste. Alzim var ikke særligt modig og han kunne jo ikke med sikkerhed vide om Beskytteren nu også var helt ufarlig. Så var der jo selvfølgelig også lige den lille detalje at han ikke kunne vide om Jack blev i nærheden. Nej han ville temmelig sikkert sende noget eller nogen andre. Spørgsmålet var så hvad eller hvem. Jack kunne ikke undgå at blive nervøs ved tanken. Måske var det også på tide at han selv fik lidt hjælp. Han havde faktisk aldrig været ude for noget lignende før, aldrig oplevet at der var nogen der nægtede at lytte til ham, nægtede at gå med ham så han vidste ikke helt hvordan han skulle gribe det an. Han var splittet mellem at hente hjælp og ønsket om at blive lige i nærheden dels for at forsøge at tale dem til fornuft og dels for at være i nærheden når Alzim kom tilbage, eller hvad der nu kom til at ske.

Vel tilbage på rideskolen vidste de to gange Celina ikke rigtig hvad de skulle sige til hinanden. De så bare tavse på hinanden og alligevel kunne de ikke rigtig bare slippe hinanden og gå hver til sit.
   "Hvad gør vi nu?" Det var Beskytteren der endelig brød tavsheden. Det var tydeligt at hun ikke havde lyst til bare at lade den anden gå. "Hvad hvis ham Alzim alligevel kommer tilbage? Hvad hvis det her bare er begyndelsen?"
   Der var noget lidt trodsigt over Celinas svar. "Men det er jo fornuftsstridigt. Det er jo alt sammen totalt vanvittigt." Hendes blik søgte støtte hos den anden men hun kunne ikke undgå den tvivl der krøb rundt indeni hende. "Det har jeg slet ikke lyst til at tænke på." Så slog hun blikke ned. Hun var i tvivl om alt også om om det var det rigtige hun lige havde gjort. "Jeg håber at det var et sindssygt tilfælde som vi bare kan glemme nu." Hun så Beskytteren lige i øjnene. Nu var der et beslutsomt glimt i de grønne øjne. "Jeg går hjem i seng nu. I morgen ser vi nok på det hele med friske øjne." Det var underforstået at så kunne de nok se hvor tåbeligt det hele var. Alligevel turde hun ikke sige at så ville de nok le af hvor fjollet de havde opført sig. Der var en undertone der var bange for at det var lige præcis hvad det her var, en begyndelse. "Godnat og sov godt!"
   "Godnat." Beskytteren så efter hende. "Og i lige måde." Hun ønskede bare at hun kunne stå vagt ved den andens dør hele natten. "Lov mig at være forsigtig!" I det samme hun råbte det kunne hun godt selv høre hvor fjollet det lød.
   Alligevel lød det tilbage lige netop som Celina rundede hushjørnet og forsvandt. "Det lover jeg!"
   Celina sukkede, satte sig ind i bilen og kørte hjem. Lejligheden virkede tom og hun kunne ikke blive bekymringerne for den anden Celina kvit.