1Navnesøstre - Darmoors Genkomst II - Kapite...
"Hvor er din navnesøster?" · "Min hvad?" Celina kiggede tydeligt ov... [...]
Fantasy · begyndelse, spænding, konflikt
2 år siden
1Navnesøstre - Darmoors Genkomst II - Kapite...
Desdemrula stod med et lille snu smil spillende over munden i for... [...]
Fantasy · politik, sladder, magtspil
2 år siden
1Under Overfladen - Kapitel 7
Allerede næste dags middag var hun tilbage i den gade hvor Kallas... [...]
Romaner · thriller, nedtur, frygt
2 år siden
3Navnesøstre - Darmoors Genkomst II - Prolog
Jean Daniel kiggede forsigtigt op over det høje næsten visne græs... [...]
Fantasy · fantasy, erkendelse, legender
2 år siden
2Under Overfladen - Kapitel 6
Diana var helt bevist kommet tilbage til Kallas en fredag aften, ... [...]
Romaner · thriller, sorg, selvdestruktivitet
2 år siden
3Under Overfladen - Kapitel 5
Efter at have sat Diana i en taxi udenfor baren slentrede Declan ... [...]
Romaner · thriller, ondskab, psykopat
2 år siden
2Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Kapit...
Clara grinede til Klaus hen over baren og lænede sig frem mod ham... [...]
Fantasy · begyndelse, angst, magtkamp
3 år siden
4Under Overfladen - Kapitel 4
Hjemme undgik Diana forældrene og allerede næste formiddag var hu... [...]
Romaner · thriller, efterforskning, selvbedrag
3 år siden
2Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Kapit...
Selv om Madelena vågende tidligt var kaffen klar og morgenmaden s... [...]
Fantasy · fare, det ukendte, rette vej
3 år siden
4Under Overfladen - Kapitel 3
Declan gik ned ad gaden med en varm fornemmelse i maven. Han havd... [...]
Romaner · thriller, psykopat, tortur
3 år siden
4Under Overfladen - Kapitel 2
Diana stod og skuttede sig. Hendes fødder var helt kolde, og hvis... [...]
Romaner · thriller, sorg, afmagt
3 år siden
5Under Overfladen - Kapitel 1
Wuuuuhuuuuu det var et rush. Declan følte sig højere oppe end han... [...]
Romaner · thriller, magt, mord
3 år siden
5Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Kapit...
Madelena vågnede iskold af angstens sved. Alt var mørkt omkring h... [...]
Fantasy · begyndelse, angst, forandring
3 år siden
4Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Kapit...
Madelena nød den forårsgrønne skov i fulde drag. Det var den perf... [...]
Fantasy · skæbnefortælling, usikkerhed, begyndelse
3 år siden
2Drømmen om livet indenfor grænsen
Lyden af boosteren drønede ned igennem gangen. Luften der fulgte ... [...]
Noveller · science fiction, desperation, samfund
3 år siden
9Forvekslingen - Darmoors Genkomst I - Prolo...
Madelena stirrede ud af vinduet. Hun stod med armene omkring sig ... [...]
Fantasy · roman, skæbnefortælling, episk
3 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Hanne Rump (f. 1971)
Selv om Madelena vågende tidligt var kaffen klar og morgenmaden stod på bordet da hun kom ud i køkkenet. Egentlig tvivlede hun på at Daniel overhovedet havde sovet efter at han var kommet over til hende selvom han ikke så videre træt ud. Mentalt sparkede hun sig selv over skinnebenet. 'Jean Daniel' selvfølgelig. Igen smagte hun prøvende på navnet og blev faktisk enig med sig selv om at det egentlig passede bedre til ham. Nu skulle hun så bare se at huske det.
   Efter en hurtig morgenmad spadserede de den lille kilometer der var over til Jean Daniels hus hvis man gik gennem skoven. Ad landevejen var der vel en fem stykker. Her smuttede han hurtigt i et par skindbukser, bløde ridestøvler og en praktisk jakke. Madelena som ventede i køkkenet fik ikke at vide at han denne gang også tog skulderhylstret på. Han håbede meget at han ikke ville for brug for den.
   Bagerst i haven stod en kæmpestor stålgrå hingst sammen med en fint bygget rød hoppe. Jean Daniel begyndte hurtigt at sadle hoppen og overlod på den måde hingsten til Madelena. Hun undrede sig, men han kom hende i forkøbet. ""Det har hele tiden været meningen at du skulle have ham. Chess hedder han. Han er en rigtig god lærehest, god til at passe på unge lærlinge." Han smilede.
   Langsomt næsten med ærefrygt lagde hun sadlen på ryggen af Chess. "Men hvad så med dig?"
   "Hoppen her er en udmærket hest og vi skal jo bare en lille tur ud til Portalen."
   Den røde hoppe trippede med små sirlige skridt, mens Chess gik med lange værdige skridt der udstrålede ro, elegance og stolthed ud i den morgenkølige skov. Madelena havde på mange måder svært ved at fordøje det hele. Alligevel var hun ikke et øjeblik i tvivl om at hun gjorde det rigtige ved at følge med Jean Daniel og de fornemmelser havde aldrig svigtet hende før. Faktisk var det nogle gange lige før at hendes evne til at forudsige ting skræmte hende. Lige nu var der også noget der gjorde hende nervøs. Hun var sikker på at dette her ikke ville blive så nemt som Jean Daniel havde antydet. Noget sagde hende det. Langsomt rystede hun den tanke af sig og tvang sig selv til at blive nærværende igen. "Hvad er det egentlig for et sted, Riget i Centrum, og hvordan kommer vi derhen? Hvad er det for en Port?"
   Jean Daniel smilede. "Det var flere spørgsmål. Lad mig tage noget af det lette, så kan Lomar Lacka tage det svære senere. En Portal er et sted med en specifik fysisk ramme, som en Magiker har gjort til det den er. Det der egentlig sker, er at man udnytter kvantefysikken i dens yderste konsekvenser. På den måde kan man bøje rette linier i universet og rejse mellem steder, der ligger meget fjernt fra hinanden på få sekunder, som gennem et ormehul i universet. Portalerne aktiveres ved tankens kraft, ved telekinese. De sættes op på samme måde, men kun en Magiker med et ganske særligt talent kan gøre det."
   Madelena kiggede på ham med rynkede bryn. "Magikere der benytter kvantefysik. Det lyder ikke videre magisk i mine øren?" Det var helt tydeligt et spørgsmål.
   Også det kaldte et smil frem hos Jean Daniel. "Magi er bare et navn, bare et ord. Magi, troldmænd, hekse og andet er begreber, der er skabt af folk, der ikke forstår det. Det en troldmand eller andre med magi gør, er at udnytte en særlig indre kraft, Det er et ganske særligt talent, eller gen om du vil, som man er født med. Troldmænd og kvinder eller hekse om du vil, Magikere, har et meget stort talent. Vi kalder det at de udøver den høje magi. På en måde kan man sige, at de er virtuoser, mens der er andre, der er mere eller mindre musikalske på anden måde, som for eksempel os riddere." Han smilede. "Jeg er sikker på at du også har det i en eller anden udstrækning."
   Madelenas øjne hang ved hans læber. På en eller anden skør måde gav det virkelig mening, det han sagde.
   Da hun ikke svarede fortsatte Jean Daniel. "Nå men en ting er, hvad en Portal faktisk kan eller er, en anden ting er, hvad man er nødt til at gøre. Jeg er ridder, og du skal måske være min lærling. Siden de ældste tider har ridderne skullet igennem tre prøver. Ridderne er en slags elitesoldater, en slags orden med et særligt formål, måske lidt som tempelridderne var det i gamle dage på Jorden. Kun dem med det rigtige talent kan optages, og det er det der testes, om man har talentet, og senere om man har evnerne og viljen. Den første test giver retten til at bliver lærling. Den anden stiller lige i kamp og den tredje gør fuldbåren og giver pligt til at tage en lærling. Du skal gå gennem den første nu. Det er en test både på dine hensigter og på dit talent. Den består i at du skal gå gennem Hjerternes Skov."
   Det fik Madelena til at gyse. "Hjerternes Skov? Der er et eller andet ved det navn. Det skræmmer mig og du får det til at lyde som om jeg skal gå gennem den alene?"
   "Det skal du også. Det er en af de ting, man er nødt til at gøre alene. Det er på sin vis en del af testen. Hvis du ikke kan finde den rette vej ud, så må jeg finde mig en anden lærling." Jean Daniel smilede. "Men det er jeg sikker på at du gør."
   Alt hvad han sagde gjorde Madelena mere og mere nysgerrig, fængslede hende. Alligevel afbrød hun samtalen for at se sig omkring. Det var som om hun genoplevede den fornemmelse af fare som hun tidligere havde følt ude i skoven den dag Sleipnir havde nægtet at gå over vejen.
   Hun følte en snigende uro bredde sig. Der var alt for stille omkring dem som om hele skoven ventede på noget der skulle ske. Fuglene, ja selv insekterne, tav og Madelena var bange. Frygten gjorde luften så tyk at hun næsten ikke kunne få vejret og dens smag på tungen gjorde hende bare endnu mere bange. Hun vidste med usvigelig sikkerhed at noget ville ske. Pludselig vidste hun også at selvom det ville blive ubehageligt så ville hun slippe fra det med livet i behold. Lige i det øjeblik gjorde den viden hende nu ikke mindre nervøs.
   Chess vippede uroligt med ørene. Jean Daniel rynkede brynene en smule. Han havde også hørt en lyd som han bestemt ikke brød sig om. Det var en sagte dundren, næsten som en meget fjern torden. Chess trippede, slog med hovedet og vendte det hvide ud af øjnene.
   Det gik op for Jean Daniel at det var heste der galopperede gennem skoven han kunne høre. Hans blik var stærkt og årvågent da han så over på Madelena. "Jeg tror faktisk, at Garden er ved at forsøge noget." Han sagde det ikke, men den eneste grund til, at han troede det, var den mand, som hun havde set ud af vinduet om natten. Ud fra beskrivelsen var han sikker på at han havde været fra Garden. Alene gardister bar den tatovering, et sort tegn. Han forstod bare ikke hvorfor Garden blandede sig i noget så trivielt som en ridder der var i gang med at finde en lærling. "Vi skal hen til den store nordmandsgran ved det gamle mindesmærke. Rid for dit liv." Hans stemme var så rolig som hvis han havde siddet hjemme i stuen og talt om vejret. I det samme sporede han hoppen der strøg fremad.
   Inden Madelena kunne nå at reagere var han nået et godt stykke væk. Så forsvandt han af syne. Stien de var på snoede sig meget og underskoven var tæt. Hun var forbavset og ville ikke, ønskede ikke at tro ham men bag hende blev lyden til stadighed højere. Hun så sig tilbage men kunne selvfølgelig intet se på den snoede skovsti.
   Pludselig var hun glad for at træerne spærrede for udsynet og tænkte med rædsel på hvor langt der var over til mindesmærket. 'Rid for dit liv' havde han sagt. Da hun gav los på tøjlen nærmest eksploderede Chess ned ad stien. Han havde utålmodigt ventet på at få lov til at følge Jean Daniels eksempel på hurtigt flugt. Pludselig kom hun i tanke om brandbæltet. Tanken fik hende til at presse hesten endnu mere. For at komme ned til det sted hvor stien forsatte, var de nødt til at følge et brandbælte et godt stykke. Det bekymrede Madelena at skulle være ude i det åbne men der var ikke noget at gøre ved det. Det var den eneste vej.
   Chess strøg ud i brandbæltet ikke langt bag den røde hoppe. Da de var halvvejs nede ved det sted hvor stien begyndte igen kom forfølgerne fri af skoven. Det var en flok sortklædte ryttere på sorte heste. På en måde blev Madelena lettet ved syntes af dem. Hun havde ventet et eller andet overnaturligt men dette her var mennesker af kød og blod ligesom hende selv. På en eller anden måde fik det faktum selvtilliden til at strømme gennem hende også selvom man ikke kunne være i tvivl om hvad det var de ville, de sorte ryttere.
   Da de nåede det sted hvor stien begyndte igen havde Chess indhentet den røde hoppe uden at lægge mere afstand mellem sig selv og de sorte. Madelena klemte Chess op på siden af den røde hoppe på den smalle sti. Hovene hamrede og Madelena mærkede den rødes arbejdende skulder ved sit ene knæ. Hun fik kvalme af at se hvor tæt stammerne for forbi hendes andet knæ. Hun så over på Jean Daniel. Han lignede ikke umiddelbart en der var i livsfare. Hun smilede og undrede sig samtidig over at hun kunne tage det på den måde. De sorte vandt langsomt men sikkert ind på dem.
   "Rid nu bare. Jeg klare mig nok." Selvom han rent faktisk ikke helt havde gennemtænkt, hvordan det var han skulle gøre det, var det overhovedet ikke at spore i Jean Daniels stemme. Den var stenrolig.
   Madelena rystede bare bestemt på hovedet. "Kom over bag mig. Chess kan let bære os begge to."
   "Ikke ret længe i den her fart." Jean Daniel forsøgte forgæves at trække den røde hoppe væk fra Chess men der var ikke plads til noget som helst på den smalle sti.
   Madelena fangede hans blik. "Kom nu inden de får os begge to."
   Nu var Jean Daniel en smule irriteret. "Vi har større chancer for at slippe væk hvis vi deler os."
   "Og hvor er det så du vil forsvinde hen? Jeg kender skoven. Denne her sti fortsætter mindst fem kilometer endnu. Vi kan ikke dele os."
   I det samme nåede de sorte op bag dem. Lederen forsøgte at mase sig op både ved siden af dem og mellem dem, men det var ikke let på den smalle sti hvor ingen af de to heste foran ham veg så meget som en tomme. Der var ingen steder de kunne vige hen. Så trak han en stor kniv frem for at kaste den.
   Madelenas øjne gnistrede farligt. "Nu!" Sagde hun stille. Alligevel hørte han hende helt klart gennem lyden af galoperende hove.
   Jean Daniel tænkte på det tåbelige i det. Et øjeblik så han bare på hende som om han overvejede, så skiftede han hest på nogle få lange sekunder. Så lå hans arm sikkert om livet på Madelena. I samme øjeblik Chess mærkede hans vægt satte han af sted og gav på opfordring af Madelena alt hvad han havde i sig.
   Den røde stoppede op. Den var træt og ligeglad med at den sorte hest skubbede til den bagfra. Det fik Casper til at bande. Resten af de sorte brød ikke deres ildevarslende tavshed. At lytte til ederne var på en gang skræmmende og opløftende. Netop som de forsvandt omkring det næste sving slog en i al hast kastet kniv ind i et træ ved siden af dem.
   Chess stormede videre ned af den snoede sti. Jean Daniel spekulerede som en vanvittig på hvor lang eller rettere hvor kort tid det ville tage de sorte at komme forbi den røde hoppe og videre og hvad der så ville ske. Især på hvad der ville ske når Chess ikke kunne holde tempo med den dobbelte vægt længere. Samtidig beundrede han Madelenas mod. Det var næsten ikke til at tro at det var den samme pige som for få timer siden havde hulket hysterisk i hans arme over en drøm og synet af et ansigt i vinduet.
   I det samme stoppede Madelena brat Chess. De sorte var nu et pænt stykke bagud og kunne ikke se dem på grund af stiens snoninger. Lige over dem var der en tyk lavt hængende egegren.
   "OP!!" Madelena var en anelse forpustet. "Så prøver jeg at ryste dem af." Hun klappede sigende Chess på halsen.
   Jean Daniel smilede. "Jeg var begyndt at spekulere over hvad du ville gøre når den dobbelte vægt blev for meget for Chess."
   "Gem dig nu bare. Så henter jeg dig senere."
   Jean Daniel overvejede et øjeblik, om det var et alternativ at tage kampen op. Men med så mange fra Den Sorte Garde mod kun en enkelt ridder var der dårlige odds. Flugt var en langt bedre mulighed. Han rejste sig vævert op på Chess' ryg men kunne lige netop ikke nå grenen. Han bandede sagte, mens han strakte sig op på tær men opgav hurtigt. "Madelena ret dig op. Jeg bliver nødt til at bruge dig som stige." Han satte blødt en fod på hendes skulder. "Nu Madelena!"
   Ridestøvlen skar sig ned i skulderen. Madelena var lige ved at knække under vægten, men så var han væk. Madelena så op. Jean Daniel bevægede sig smidigt fra gren til gren og snart skjulte løvet ham helt. Det hele havde kun taget mindre end et minut men det havde føltes som meget længere.
   Madelena rundede stiens næste sving i fuld fart netop som de sorte kom indenfor synsvidde.
   Jean Daniel nåede træets top. Det vidste sig heldigvis at være højere end de omkringstående træer så han kunne overskue en ret stor del af skoven fra sit skjul. Nu var Madelena alene og han kunne kun vente og håbe. Alene bortset fra Chess selvfølgelig. Chess kunne udmærket vise sig at blive en væsentlig faktor. Alligevel var han led ved hele situationen. Led ved den måde han behandlede det hele som et spil på, men det var en måde at overleve på og han vidste ikke hvordan han ellers skulle klare det.
   Madelena red bare. Chess syntes at kunne galoppere i evigheder, men de sorte heste var tilsyneladende både lige så hurtige og lige så udholdende. Selv om hun kun så et par ganske korte glimt af dem var de hele tiden lige i nærheden. Madelena var bare glad for at de ikke fik lejlighed til at opdage at hun var alene på hesten. Da hun tænkte det vidste hun selvfølgelig heller ikke at det egentlig kun var hende de var ude efter.
   Så langt hun kunne se til alle sider var der bare træer, træer og atter træer. Stien slyngede sig og delte sig i det uendelige. Farten fik det ensartede landskab til at flyde i et og der gik faktisk ikke så forfærdelig lang tid før hun helt havde tabt sin stedsans og ikke anede hvor de befandt sig.
   Pludselig var stien foran hende spærret af et par væltede graner. Madelena anede ikke om Chess kunne springe, men hun huskede at hun havde sprunget de stammer på Jupiter så det var da nok en høj forhindring, men den var ikke helt umulig. Godt nok var Jupiter en virkelig stjernespringer, men hun kunne nu ikke forestille sig at der var ret meget Chess ikke kunne klare. Altså red hun bare lige på og i øvrigt var der heller ikke andre veje - hun havde jo ikke ligefrem god tid. Chess fløj over. Madelena fløj på suset og adrenalinet.
   Casper tøvede mindre end et sekund ved synet af stammerne og fortsatte så lige på. Det var at presse hestens kapacitet til det yderste, men han kom over. Han vidste til gengæld at de andre ville blive nødt til at stoppe og finde en vej udenom. Det bekymrede ham nu ikke. Han strøg videre ned af stien efter pigen.
   Modsat hvad Madelena troede var Casper udmærket godt klar over at hun var alene. Han vidste bare ikke præcis hvor det var hun havde sat Jean Daniel af. Rent faktisk var han også ret ligeglad for det var først og fremmest hende han var ude efter. Nu var han bare godt klar over at det ikke var ret sandsynligt at han ville få fat på hende på den her måde, ikke at han var klar til at give op, men det virkede ikke længere sandsynligt. Et flygtigt øjeblik spekulerede han på om Lord Calvin ville statuere et eksempel når han kom tilbage uden pigen.
   Nu hvor Madelena vidste præcis hvor hun var kom hendes indgående kendskab til skoven hende virkelig til gode. Hun var ikke vokset op i skoven for ingenting. Helt bevidst om at en af de sorte stadig var tæt bag hende drejede hun hurtigt Chess væk fra stien og travede ind over skovbunden. Her forsvandt hun på få sekunder mellem rækker af tætte graner hvor hun holdt stille indtil hun havde hørt den enlige sorte rytter passerer ude på stien.
   Med tilbageholdt åndedræt ventede hun et øjeblik for at se om han kom tilbage. Da hun stadig ikke kunne høre noget fortsatte hun ind mellem træerne væk fra stien. Noget senere kom hun ind på en grusvej som hun galopperede ned ad til hun kom til en bred å. Der hvor vejen krydsede åen var der en betonbro uden rækværk. Madelena tvang Chess ud over siden af broen for at undgå spor der førte ned i vandet. Vel nede travede hun gennem vandet ned ad åen for at skjule sine spor. Desuden var åen en vej ind i en tykning som det ellers kunne være vanskeligt at trænge ind i. Vel derinde ledte hun Chess op på bredden og ventede og lyttede. Hun var forberedt på at blive i sit skjul til det blev mørkt i håb om at de sorte så ville have opgivet jagten.

♦♦♦

Jean Daniel sad afventende i træets top og så ud over skoven. En enkelt gang i dagens løb havde han set de sorte krydse en lysning nogle kilometer væk. Madelena havde han ikke set skyggen af og nu var det aften. Solen var ved at gå ned. Himlen var dunkelt rosa. Solkuglen glødede tungt men til sidst forsvandt den helt ned bag granernes mørke silhuetter. Langs trætoppene lå et øjeblik en skinnende gylden kant men så var den også forsvundet og himlen begyndte at gå over i blågrå toner.
   Jean Daniel håbede inderligt Madelena var ok mens han spekulerede over hvad Den Sorte Garde havde at gøre med det her, undrede sig over hvorfor Lord Calvin ville være interesseret i en almindelig ridderlærling. Endnu et par timer gik og det tidlige men lune forår blev til en mørk og kølig nat hvor skyer spærrede for månen. Uden dens lys var natten meget mørk. Det burde være en fordel.
   Langsomt bevægede Jean Daniel sig nedad i træet mens han spekulerede over hvor lang tid han skulle give hende før han forsvandt til Riget i Centrum og dermed afskrev både hende og Chess. Så hørte han en svag lyd der nærmede sig. En skridtende hest. Hans hjerte sprang et slag over og han smilede stille for sig selv i bevidstheden om at det var Madelena der endelig kom tilbage til ham.
   Han ventede til hun stoppede under træet og lod sig så falde ned på stien foran hende. Derfra smilede han til hende gennem mørket. "Jeg var faktisk begyndt at blive nervøs."
   Madelena var blevet forskrækket ved hans pludselige tilsynekomst. Hun var træt og nu følte hun lige pludselig en uventet vrede. "Hop op! De søger stadig efter mig, og selvom de er langt væk, må vi hellere se at få lagt endnu mere afstand mellem dem og os." Hvor hun vidste det fra var hun ikke klar over men der var ikke skyggen af tvivl.
   Smidig som en kat sprang Jean Daniel hurtigt op bag ved hende på Chess. Hans arme lå om livet på hende da Chess skridtede videre og hans hage hvilede blødt på hendes skulder. "Lad os komme hen til det mindesmærke, så vi kan komme videre med det, der egentlig betyder noget." Han lagde mærke til at hendes hår duftede vidunderligt.
   Madelena var nødt til at give sin vrede luft. "Og hvis jeg ikke har lyst til at være med mere? Hvad fanden er det her egentlig for noget?" Hendes øjne gnistrede som lynild da hun vendte sig mod ham. Alligevel kunne hun ikke gøre sig helt fri for følelsen af at alt i virkeligheden var præcis som det skulle være, at dette her havde været den eneste mulige række af begivenheder. Pludselig kom hun til at tænke på hvor lysende tingene nogle gange havde stået for hende da hun var barn. Nu var der ikke skyggen af tvivl om at hun ville ende med at tage med ham. Det var det eneste rigtige. Et øjeblik forbandede hun den slags viden langt væk.
   "Alt det der sker viser bare at du er et godt valg."
   "Et godt valg til hvad? For søren da jeg kunne jo lige så godt være død nu." Hans ånde var varm mod hendes hals, og pludselig vidste hun også, at han følte sig tiltrukket af hende, og at det ikke var en god ting. Hun holdt øjnene stift rettet mod stien foran dem.
   "Hvis du havde været død nu, så havde det sikkert været fordi, jeg havde valgt forkert, og så havde dit liv alligevel ikke haft den store betydning i det store billede." Det gjorde næsten fysisk ondt at sige det, men det kunne man ikke høre på hans stemme. Det var sandheden for ham. Hvad han selv ønskede betød heller ikke det store i den forbindelse. Samtidig kvalte han også alle tanker han havde om at der var et eller andet der ikke var som det skulle være. Garden burde ikke interessere sig for en almindelig ridderlærling. Han ønskede næsten desperat, at alt var som det skulle være.
   Den oplysning chokerede Madelena. "Kan du ikke bare sige det som det er? Jeg er snart træt af alt det her hemmelighedskræmmeri." Hendes stemme var træt, opgivende, og alligevel var hun sig bevidst at hun styrede Chess mod mindesmærket. Hun spurgte sig selv hvorfor hun ikke bare stod af og gik sin vej men hun kunne ikke. Hun vidste med usvigelig sikkerhed at hun gjorde det rigtige, gjorde det der var nødvendigt.
   Af tonefaldet syntes Jean Daniel at det lød som om hun regnede med at det heller ikke betød noget for ham. Det gjorde at der var en snert af kulde i hans egen stemme. "Jeg kommer fra A'Amala, Lysets Land. Der er også dem der kalder planeten for Riget i Centrum." Da der kun var tavshed til svar fortsatte han. "Jeg er Ridder, Ridder for lys og magi, blandt de øverste i A'Amalas hær. Faktisk er det ikke så længe siden jeg blev fuldbåren Ridder. Nu mente min læremester, at jeg kunne stige op og selv være Ridder, selv tage en lærling. Valget faldt på dig og alt hvad du har gjort har bekræftet det valg." Han spekulerede på om hun var begyndt at føle kaldet eller om det var for tidligt. "De sortklædte ryttere kommer fra Den Sorte Garde. De er eliten i Cantators hær, præcis som ridderne er det i A'Amalas. Det er dem, der er tættest på Lord Calvin. De er hans livvagter, de er hans garde, hans generaler, de er bundet til ham med en ganske særlig troskabsed. De er også nogen af de farligste krigere i universet. Begynder du nu at forstå hvad det drejer sig om?" Det var pludselig gået op for ham, at han måske ikke skulle fortælle hende alt for meget lige nu.
   Madelena forstod så meget som at han snakkede om soldater, om hære, om lande og dermed vel også om krig. Det lød som om at hun var på vej til at blive soldat i en krig, en krig hun ikke forstod, en krig som ikke burde kunne være hendes. Logisk set ikke noget hun ønskede. Logisk set lød han rablende vanvittig. Hun vidste med usvigelig sikkerhed at han talte sandt, at det var sådan det måtte være. Alligevel kunne hun ikke give ham nogen indrømmelser lige nu. "Overhovedet ikke! Hvis det ikke lige var fordi jeg havde set de sorte med mine egne øjne, ville jeg tro, at jeg var faldet i hænderne på en eller anden galning." Det var selvfølgelig temmelig langt fra sandheden, men Madelena havde et stort behov for at pille ham lidt ned lige nu.
   Bemærkningen sårede da også Jean Daniel, men han kommenterede det ikke. "Se der er mindesmærket."
   Madelena var helt klart utilfreds med hans reaktion men nikkede bare og styrede Chess helt hen til den store sten, der stod alene og majestætisk midt i skoven. Den forvitrede inskription var næste ulæselig, dens minder om fortidens helte ved at gå i glemmebogen. Et eller andet sted var det faktisk trist. "Og hvad så nu?" Også Madelenas stemme var fuldstændig neutral.
   Jean Daniel sprang af hesten og gik hen til en særlig stor rødgran der stod lige ved kanten af lysningen. På et eller andet niveau savnede Madelena fornemmelsen af hans arme omkring livet på hende, fornemmelsen af hans krop mod hendes ryg. På en eller anden måde havde hans nærhed givet hende en lille smule tryghed midt i al det mærkelige. Hun lod sig dog ikke mærke med noget, hun hoppede blot af hesten og fulgte efter ham.
   Det store træs laveste grene hang omkring to meter over jorden. Mens Jean Daniel stod foran træet var det som om luften under en af grenene blev lysere, som om der var en gråvejrseftermiddag på den anden side selv om natten for længst var faldet på i skoven.
   Madelena stirrede og spurgte sig selv om det var noget hun bildte sig ind, men alle andre skygger i lysningen var præcis så mørke som de burde være.
   "Kom!" Jean Daniel tog Madelenas hånd og ledte hende under grenen og ud på en forblæst klippefyldt sandstrand ikke langt fra et stort forbjerg, ud i en sen overskyet eftermiddag.
   Madelena klamrede sig til hans hånd og til Chess' tøjler, som hun stadig holdt i den anden hånd. Den store hest stod roligt som et fast kendt holdepunkt på stranden bag hende. Der var absolut intet spor af skoven. For Madelena så det ud som om de blot var gået mellem to store klippeblokke der lå i sandet. Men der startede deres fodspor bare, som om de var kommet ud af ingenting. "Hvor er vi? Hvordan?" Hendes stemme rystede.
   Han smilede bare.
   Madelena så på Jean Daniel med et blik, der sagde, at alt det her var det rene vanvid, men hun orkede ikke at stille flere spørgsmål, kunne ikke kapere flere sindssyge fakta lige i øjeblikket så hun fulgte blot efter ham hen til forbjergets fod. På dets top lå en gammel middelalderborg eller måske et kloster fra samme periode. Grå forvitrede stenmure rejste sig imponerende højt over dem.
   Borgen, ved nærmere eftertanke besluttede hun at det måtte være en borg, var beskyttet af lodrette klipper som bølgerne hamrede ind på roden af på tre sider. På landsiden ledte en smal sti op til en tung solid træport. Der var smalle skydeskår rundt langs toppen af ydermuren og rundt opad det enligt knejsende tårn.
   Jean Daniel gik op ad stien med Madelena efter sig. Det var en hård stejl opstigning. Vinden peb dem om ørene. Først foran den lukkede port standsede de. Jean Daniel ringede med en stor klokke der hang på en bjælke som stak ud mellem stenene lige til højre for porten. Det virkede fjollet for hvem skulle dog høre det? Madelena stod lige bag ham tom i hovedet, træt efter dagen, blæst omkuld af det der lige var sket, af alle de ting som hun overhovedet ikke forstod.
   Det var en gammel hvidskægget mand der åbnede den lille dør midt i den ene port fløj. Ved synet af Madelena og Jean Daniel smilede han varmt. "Jean Daniel, Velkommen!" Så blev udtrykket spørgende. "Jeg ventede jer tidligere?"
   Jean Daniel nikkede. "Vi kunne faktisk have været her allerede i morges, men Garden havde en lille overraskelse i baghånden til os." Ganske kort fortalte han hvad der var sket i løbet af dagen. Madelena stod stadig bag ved ham. Nu undrede hun sig over at den gamle mand ikke bød dem indenfor. Hun var træt og småfrøs.
   Hvisna trak på skuldrene. "Måske troede de, at du og Tarquin begge to var der. Guderne skal vide at de tit nok har forsøgt at snigmyrde ham. Han smilede lunt. "Eller måske er de blevet så trætte af dig, at det var nok at du var der."
   Jean Daniel smilede skævt. "Jeg tvivler ikke om at der er en del der ville klappe i deres små hænder til min begravelse men dette her?" Han rynkede brynene. "Hvisna det var Den Sorte Garde?"
   "Den Sorte Garde?" Pludselig så Hvisna meget bekymret ud og Madelenas mellemgulv trak sig sammen i frygt.
   "Ja Den Sorte Garde. Der er ingen tvivl. Jeg genkendte Casper. Og hvad mere er, så virkede det faktisk, som om de var mere ude efter Madelena end mig. Det var i det hele taget meget mærkeligt."
   "Ude efter Madelena?" Nu mumlede Hvisna nærmest ved sig selv samtidig med, at han sendte pigen et skarpt blik.
   Jean Daniel nikkede. "Jeg har aldrig set eller hørt om noget lignende før, som sagt var det meget mærkeligt."
   Hvisna virkede meget tænksom. "Måske har de læst et varsel, måske fået en anelse om, at hun engang kan blive farlig for dem. Der er ingen hurtige svar. Jeg vil prøve at spørge stjernerne. Under alle omstændigheder er det for sent at vende om nu."
   Jean Daniel nikkede igen denne gang en lille smule beklemt. "Ja du har ret. Det er op til dig nu." Han vendte sig mod Madelena. "Jeg bliver nødt til at gå nu."
   Den bemærkning fik hende helt op på dupperne igen med et slag. Hun så oprørt ud. "Men du kan da ikke bare efterlade mig her alene." Der var en lille skinger undertone i stemmen.
   "Det er jeg nødt til." Hans stemme var mild. "Der er nogen ting, som man er nødt til at gøre alene, og det her er en af dem. Der er ingen andre veje."
   Hun stirrede bare på ham. Hun var ude af stand til at komme med et svar der ville forekomme hende at være bare i nærheden af fornuftigt. Som tidligere vidste hun, at han havde ret i at det her var den eneste vej. Hun vidste at det var den her vej hun skulle gå. Men det betød ikke at hun var villig til uden videre at indrømme det. Lige nu anede hun bare ikke hvordan hun skulle komme væk fra det her sted igen.
   Da hun ikke svarede smilede Jean Daniel bare til hende igen og sad op på Chess. "Tag det bare roligt. Her kan der ikke ske dig noget og vi ses igen i morgen." Med de ord vendte han Chess rundt og steg ned af den stejle sti ned på stranden. Her satte han hesten i trav ind mellem de to klipper, hvor han forsvandt i den blå luft.
   Madelena stirrede efter ham. Så vendte hun sig langsomt mod den gamle mand bag hende. Han var klædt i noget der lignede en munkekutte. Både hans tykke hår og det store skæg var kridhvidt, men øjnene var livfulde og venlige.
   Hvisna smilede noget han håbede var et beroligende smil. "Jeg er Troldmanden Hvisna." Et øjeblik betragtede han hende bare. "Og du er Jean Daniels kommende lærling." Han vendte sig for at gå ind ad døren igen, men Madelena blev bare stående. "Jeg vil gerne hjem!" Det at blive efterladt alene havde fået noget til at brænde sammen indeni hende.
   Langsomt vendte Hvisna sig mod hende igen. "Det kan desværre ikke lade sig gøre." Der var noget bedrøvet over ham. "Når du er nået så langt som hertil er du nødt til at gennemgå prøven og hvis du består ende i A'Amala. Hvis du efter at have talt med riddernes leder der stadig ønsker at vende hjem kan du frit gå og glemme alt om os."
   "Prøven? Hvad er det for en prøve?"
   "Du må gå gennem Hjerternes Skov til A'Amala. Hvis du finder det er du den rette. Hvis du finder noget andet, ja så er din skæbne en anden, og du er en anden end vi troede."
   Det var kryptisk og hun gøs. Den viden hun hele tiden havde haft om, at der kun var den her ene vej frem ville ikke slippe hende. På den anden side gav det hele hende myrekryb. Alt hvad der var logisk skreg til hende, at det hele måtte være en drøm, at det var vanvid. Hun stirrede trodsigt på ham. "Jeg har ikke særlig meget lyst til at gå gennem Hjerternes Skov. Det navn skræmmer mig af en eller anden grund fra vid og sans. Faktisk har jeg ikke lyst til at spille med mere, er du med?" Hun vendte sig om og gik ned af stien mod stranden. Neden på stranden fortsatte hun i løb ind mellem de to klippeblokke. Hun stod stadig på den samme strand. Det gjorde hende forvirret og rasende. "Nej, Nej, NEJ!" Hun vendte om og løb mellem klipperne igen med samme resultat.
   I det samme nåede Hvisnas stemme hende. Han var fuldt efter hende ned på stranden. "Jean Daniel venter på dig på den anden side i A'Amala."
   "Kan i da ikke forstå at jeg ikke har tænkt mig at tage dertil?" Hun vidste at hun talte mod bedre vidende, men hun kunne ikke lade være.
   "Du er vred og bange nu. I morgen vil alt se anderledes ud."
   "Åben nu bare den port eller hvad det nu er for mig, så jeg kan komme hjem igen." Madelena kunne bare ikke lade være.
   "Det tilkommer ikke mig at tage den beslutning. Vejen for dig herfra går gennem Hjerternes Skov. Og tror du for resten at Garden har opgivet at finde dig? At sende dig tilbage ville være det samme som at sende dig i døden. Her er du i sikkerhed."
   Hun var vred. Logikken kæmpede med følelser, som en del af hende troede hun havde lagt bag sig i barndommen. "Og hvis jeg nu bare gik min vej?"
   "Tjaa vi er på en ø. Rasmo er en forholdsvis stor ø så det vil tage dig lidt tid at finde ud af at den også er øde. Vi der bor på borgen nu er ikke engang permanent bosat her. Der er selvfølgelig en del trafik frem og tilbage gennem portalerne, men jeg tror ikke, at du vil have held til at finde nogen, der vil hjælpe dig. Det er ikke tilladt og det er en meget alvorlig sag. Der er selvfølgelig altid Garden eller andre fra Cantator, men hvis du går med dem er det i hvert fald ikke på vej hjem du er. Der er tre veje væk fra Rasmo. Man kan gå gennem en portal, men for det første ved du jo ikke hvordan man åbner en og for det andet fører de alle sammen væk fra Riget i Centrum. Du ender et eller andet mærkeligt sted i universet. Man kan rejse over havet, men du har ingen båd. Måske kunne du finde nogen der ville tage dig med til fastlandet, men det vil blot bringe dig længere ind i Riget i Centrum og dermed på en måde endnu længere væk fra det du kalder hjem. Og så kan du selvfølgelig gå gennem Hjerternes Skov. Det vil enten bringe dig direkte til A'Amala, eller det vil bringe dig udenfor fare, for hvis du ikke klarer prøven vil ingen interessere sig for dig mere. Sådan er det. Det er den reelle verden nu."
   "Den reelle verden?" Hun fnøs hånligt. "Den er vist ikke så reel når det kommer til stykket."
   "Vist er den så. Den er bare langt større og indeholder langt flere ting, end du troede var muligt for bare et par dage siden. Nu har du selv set nogen af dem, og der var ingen, der havde lovet at det skulle være nemt."
   "Åh ja men det, som jeg har set, har ikke lige frem gjort det til en mere tiltrækkende verden. Måske ville det rent faktisk være bedre bare at gå sin vej, forsvinde ind i den her verden, finde et nyt liv her."
   Hvisna smilede. "Livet her er præcis lige som alle andre steder. Der er både gode og dårlige tider for os alle." Så blev han alvorlig igen. "For dig vil det være umuligt. Garden har vist sin interesse. Så længe du er uprøvet vil de ikke stoppe, uanset hvad det er, der har sendt dem efter dig."
   Madelena trak vejret dybt. Hun vidste det jo godt. Selv om hun lidt følte at hun sad fast i en fælde nu vidste hun det jo godt. Et øjeblik tillod hun sig selv at omfavne de følelser, som hun havde gjort alt for at fortrænge. Dette her var hendes vej og det nyttede ikke at kæmpe mod det. Selv om logikken sagde at det hele måtte være en drøm, et mareridt faktisk, så var der også en logik der sagde at man ikke med vilje skulle placere sig et sted hvor Garden ville komme efter en. Hun trak opgivende på skuldrene. "Lad os komme af sted til Hjerternes Skov. Jeg er nødt til at komme hjem på en eller anden måde, og hvis det er den eneste vej, ja så er der jo ikke noget at gøre ved det." Alt andet til trods kunne hun stadig ikke lade være med at tale om at komme hjem.
   Hvisna nikkede bare. "Det er sent. Vi sejler derud i morgen tidlig."
   "Sejler?" Madelena rynkede brynene.
   Hvisna vendte sig bare om og begyndte at gå tilbage til borgen helt sikker på at hun ville følge efter. "Ja sejler, Hjerternes Skov ligger på en mindre ø lige syd herfor. Der er ikke andet derude end golde klipper og skoven. Det er faktisk meget passende."
   "Jaså men lad os dog komme af sted." Hun traskede bag ham op ad den stejle sti fordi der ikke syntes at være andet at gøre.
   "Det er sent, og jeg vil ikke ud over revet midt om natten. Desuden er du træt og har brug for søvn og noget at spise."
   Det kunne hun faktisk ikke nægte, og da der egentlig ikke var nogen grund til at svare fulgte hun bare efter ham ind på borgen. Porthvælvingen var mørk, næsten som nat midt i den tidlige aften. Borggården var lille, murene af rå sten og vinduerne små. Det hele bar præg af forsvar.
   Hvisna kunne ikke undgå at bemærke hendes undersøgende blikke. "Borgen her er mere end 2500 år gammel. Det var en tid hvor krige rasede og det at indtage eller forsvare Rasmo kunne være det afgjorde ikke bare et slag men hele krigen. Borgen her står endnu. Rundt om på øen er der flere ruiner der vidner om slagene dengang. Der er ikke meget materiale tilbage så vi ved ikke meget om hvad der egentlig skete dengang. Der er stort set kun legenderne tilbage."
   Madelena kiggede sig lidt undrende omkring. Det var mærkeligt at tænke på stedet som centrum for krig. Også indenfor var væggene rå sten, lidt bedre tilhuggede end udenfor men stadig rå. Der virkede køligt men der var i det mindste tørt.
   Hvisna førte hende gennem nogle lange gange og så ned af nogle trapper. Der i kælderen lå borgens enorme køkkenregion. Her var der et buldrende ildsted med et bord stillet op lige i nærheden. Så længe man ikke var for langt fra ilden var der en god varme. Længere inde i kælderen var hvælvingerne fyldte med meget mørke skygger.
   En midaldrende kvinde drejede på et spyd med noget kød der var ved at blive stegt over ilden. Madelena følte sig totalt hensat ikke bare til en anden verden men til en anden tid eller måske til et sted hvor tiden havde stået stille. Hvisna satte sig ved bordet hvor der allerede stod brød og en skål med kartofler og grønne bønner. Der stod også en kande vand og der var dækket op til tre personer. Kvinden så op da de kom ind, tog spydet, lagde det på et stort spækbræt på bordet og begyndte at skære tykke skiver af kødet. Madelena satte sig ned.
   Hvisna smilede. "Det her er Rihanna, min kone."
   Kvinden så op i det øjeblik hun placerede en skive køb på Madelenas tallerken. "Og du er Jean Daniels lærling håber vi, hvad hedder du?"
   Det fik Madelena til at smile for første gang. "Madelena." Samtidig gik det op for hende hvor sulten hun var. Det var mange timer siden de havde spist morgenmad i en anden verden. Hun tog af brødet, bønnerne og kartoflerne og begyndte at spise. Det var enkel mad, men rigtig rigtig god mad.
   Rihanna nikkede og satte sig ned for at tage del i måltidet. "Jeg har gjort et værelse klar til dig. Der er tændt i pejsen, varmt vand klar og rene tæpper."
   Madelena nikkede bare med munden fuld af mad. "Tak." Hun sank igen og vendte sig mod Hvisna. "Kan du ikke fortælle hvad det er der foregår?"
   Til hendes store ærgrelse rystede han bare på hovedet. "Der er nogen ting, som det er bedst at gå uforberedte ind i. Hjerternes Skov er en af dem. Det er en udfordring. Det er en prøve. Hvis du er den rette får du alting at vide i morgen."
   "Og hvis jeg ikke er den rette." Hendes blik var skarpt. "Hvad sker der så?"
   Hvisnas blik var alvorligt. "Det er ikke til at sige. For det meste finder ridderne de rigtige, men der har været dem, der ikke har bestået prøven gennem tiderne. Det er meget forskelligt, hvad der sker med dem. Uanset hvad så vil du være prøvet og fundet for let. For dig er det vigtige ved det, at Garden i så fald vil tabe interessen for dig, og det vil dermed være sikkert for dig at forsøge at komme hjem."
   Madelena havde en underlig fornemmelse af, at han ikke fortalte hele sandheden, at det hun var på vej ind i var mere farligt end som så, men hun forfulgte alligevel ikke emnet. Hun var godt klar over at hun nok ikke ville være i stand til at få ham til at sige noget.
   Det værelse de gav hende var lille. Der var ild i kaminen og dermed dejligt lunt. Der var en seng og en stander med kande og vaskefad, det var alt. Vinduet var smalt som et skydeskår. Hun vaskede sig og forsvandt ned under tæpperne. Det havde været en lang lang dag. Hun faldt i søvn så snart hun lagde hovedet på puden.

Hvisna og Rihanna drak kaffe. Rihannas blik var skarpt hen over kanten på koppen. "Er du sikker på, at det her er det rigtige?"
   "Det er riddernes afgørelse, ikke min."
   Den kommentar fik hende til at fnyse hånligt. "Hold nu op med, at lægge ansvaret fra dig på den måde. Hvis der er grund til at tro, at hun ikke burde gøre det, er det vores pligt at sige det."
   "Tror du da ikke, at hun er, hvad Jean Daniel tror hun er."
   "Jeg ved det ikke." Rihannas bryn trak sig sammen. "Der er noget ved hende, som ikke burde være der i den her situation. Der er noget andet, der mangler. Jeg kan ikke sætte fingeren på, hvad det er, jeg ser, men er det ikke nok til begrundet tvivl, at der er noget at se?"
   "Ikke altid." Hvisna satte albuerne på bordet og støttede hagen i hænderne. Han så tænksom ud. "Alt hvad Jean Daniel har fortalt peger på at han har ret."
   "Måske nok lige undtagen det med Garden. Hvornår har du måske nogensinde hørt om en simpel lille ridderlærling, som de gad interessere sig for?"
   "Aldrig!" Tanken fik Hvisna til at rynke panden.
   "Nej vel, aldrig! Garden interesserer sig ikke for den slags. Men hvis de ikke interesserer sig for den slags hvem er hun så? Hvad er hun så? Og hvis vi tror hun er en anden, skal vi så sende hende ind i skoven?"
   "Og hvis de interesserer sig for hende, fordi de har en anelse om, at hun kunne blive en stor hærfører senere i livet. Det nemmeste for dem ville måske være at stoppe hende allerede nu."
   "Hvis det er tilfældet, ville det være en stor fejl ikke at lade hende fortsætte."
   "Præcis og hvad er det så du foreslår at vi gør?"
   Rihanna trak på skuldrene. "Når du siger det på den måde, ingenting." Men hun bed samtidig en anden bemærkning i sig. Der var noget forkert ved det hele, men når hun ikke kunne sætte fingeren præcis på hvad det var, så var det umuligt at gøre noget.

Om morgenen startede de med et solidt måltid ved bordet i køkkenet. Der blev ikke talt meget. Efter måltidet tog Hvisna Madelena med ned til en lille båd. Faktisk var det bare en jolle. I jollen sad et muskelbundt af en mand. Han var med for at ro.
   Pålandsvinden var stærk og krappe bølger slog uophørligt ind mod stævnen. Det var et hårdt job at ro og mandens overarme svulmede og han svedte. Snart var de alle sammen våde af skumsprøjt og det gik kun langsomt fremad. Først efter nogle timer fik de øen i sigte. Da var Madelena allerede ved at være træt. Det var ganske umuligt at slappe af i den lille båd der huggede voldsomt og det føltes som om der hele tiden var fare for at falde over bord. Endelig nåede de land på spidsen af en odde.
   Manden blev ved båden mens Hvisna og Madelena gik ind i landet. Han skridtede godt ud og virkede ikke det mindste træt efter timerne i båden. Madelena gik bagefter ham gennem det golde klippefyldte landskab mens hun pustede tungt og tænkte på hvornår hun ville få mulighed for at sætte sig ned bare lige et lille øjeblik.
   Det varede faktisk ikke længe før de fik en høj lodret klippe indenfor synsvidde og snart var de helt henne ved den. Den var virkeligt høj, omkring de 10-12 meter, høj og glat så ingen ville være i stand til at klatre over. Den strakte sig så langt øjet rakte til begge sider. Der var tilsyneladende kun den ene indgang som var lige til højre for dem. Portalen var høj som muren selv. Øverste oppe var der lagt en kæmpestor kampesten som tag over åbningen i muren. En anden lignende sten lå på jorden og dannede en slags dørtrin. Op til denne tærskel førte en langstrakt række af små lave trin. På den anden side måtte andre trin føre ned igen eller det var i hvert fald hvad Madelena gik ud fra. På hver side af trappen stod en enorm stenløve, rasende med gabet åbent så man kunne se de enorme tænder mens fråden flød dem om munden. Oppe midt på tærsklen sad et væsen som Madelena aldrig havde set magen til før. Det var den sagnomspundne sfinks Kadmos, vogteren over indgangen til Hjerternes Skov.
   Hvisna satte sig på en klippe og rakte en lille skinpose frem mod Madelena. "Sagnet fortæller at når de to løver engang kommer til live vil Hjerternes Skov smuldre og forsvinde for evigt."
   Madelena kiggede ned i posen. Den indeholdt brød, koldt kød, en lille flaske sød vin og en lille dunk vand. Det gik op for hende hvor sulten hun var og hun faldt ned på en klippe og gav sig til at spise mens hun ventede på at Hvisna skulle fortælle mere.
   Hvisna rystede blot på hovedet da hun forsøgte at dele maden med ham. "Jeg er hjemme igen senere i dag. Der er ingen der kan sige hvor lang tid det her kommer til at tage for dig."
   Madelena smilede ironisk. "Alle andre ser ud til at tage en lettere vej end mig." Hun sendte ham et skævt smil. "Du behøver ikke forklare, at det er en prøve på, om jeg er god nok. Så meget har jeg fattet. Men hvilken slags prøve er det?"
   Hvisna besvarede smilet. "Lige den måde er der vel ingen der har sagt det på?"
   "Nej." Nu var hun en anelse lakonisk. "Men det er sådan det føles."
   Hvisna rejse sig op. "Nå nu er det dig. Jeg kan ikke gå længere end hertil."
   "Men hvordan? Jeg ved jo intet om det sted her! Du må da fortælle mig hvad det er for en slags prøve!"
   "Nogen ting må man bare gøre alene, og nogle steder er det bedre at gå uden at vide for meget om dem først. Men der er to ting du skal vide. Når du går gennem portalen så kik endelig ikke på sfinksen, det vil Kadmos ikke bryde sig om, og så vil han muligvis ikke slippe dig igennem. Når du så er kommet ind, så må du finde en anden udgang. Dette her er en indgang, og Kadmos vil aldrig nogensinde lade dig passere den her vej ud igen. Gå altid fremad, aldrig tilbage." Han tav et øjeblik og så spekulativ ud, så fortsatte han. "Og tænk på Jean Daniel i A'Amala. Han venter på dig." Måske var det at sige for meget. Hvisna håbede, at beskeden var kryptisk nok til, at det var ok.
   Madelena vidste at hun ikke ville få ham til at sige mere så hun nikkede bare og begyndte at gå op ad trinene. Der var jo ingen grund til at udsætte det. Hun tænkte på sin familie, på Kristine, på en masse andre ting som hun nu var sikker på hun aldrig kom til at se igen. En del af hende ville stadig have at det her skulle være en drøm. Det var en gang vrøvl og det kunne ikke være virkeligt. Men det var det. Hun havde passeret det berømte 'point of no return' for et stykke tid siden. Der var kun en vej, og det var fremad. Hun satte bare den ene fod foran den anden op ad trappen ganske langsomt.
   Hvisna så efter hende, mens han spekulerede på om Kadmos ville lade hende slippe forbi, spærre vejen for hende eller dræbe hende. Det virkede af og til så tilfældigt, hvad den mægtige sfinks besluttede. Det var det, som han ikke havde kunnet fortælle Madelena aftenen før, at de fleste af dem som fejlede testen døde allerede her fordi Kadmos sorterede dem fra. Ja der var enkelte der kom ud forkerte steder, men det var ikke mange.
   Langsomt, langsomt nærmede Madelena sig sfinksen der sad stor og mægtig midt på det øverste trin. Både højre og venstre om Kadmos var der dog en tre til fire meters plads man kunne passere på. Det virkede for så vidt ret nemt at komme ind i skoven, men Madelena fornemmede klart at det ikke var et særligt venligt væsen der sad der til venstre for hende. Ikke at det egentligt var ondt. Det var nærmere totalt ligeglad med hende og det var faktisk mere skræmmende.
   Hun gik videre opad med blikket hæftet stift ned på trinet foran sig. Nu måtte det bare briste eller bære. Pludseligt var det fladt og så gik det nedad igen. Kadmos havde ladet hende slippe igennem. Hurtigt sprang hun ned ad trappen og stod så i Hjerternes Skov.

♦♦♦

Jean Daniel trak Chess ud af det særlige rum ved staldene. Synet af ham fik straks to andre riddere til at komme over. De vidste alle hvad det betød. Man rejste kun den vej når man havde sendt en mulig lærling ind i Hjerternes Skov. Den rejserute var noget af det mest hemmelige der fandtes og den blev kun brugt til en ting.
   "Velkommen tilbage!" En af mændene lagde en tung hånd på Jean Daniels skulder. "Er du tilfreds med dit valg"
   Jean Daniel nikkede. "Ja hun tog udfordringen op. Hun er stærk. Hun er realist. Hun har et godt tag på mennesker. Hun er stolt."
   Mændene nikkede. "Det lyder godt."
   "Der er bare en ting." Jean Daniel tøvede men fortsatte så. "Garden fulgte efter os, og det virkede som om det var hende de var interesseret i."
   Det fik den ældste af de to riddere til at hæve et øjenbryn. Den unge fornemmede klart at der var noget galt, men ikke hvad det var. "Hvorfor er det vigtigt?"
   Den ældste af dem smilede skævt som om han tænkte 'ungdommen nu om dage', men der var ingen irritation i stemmen. "Garden interesserer sig ikke for noget så ordinært som en tilfældig ridderlærling."
   Jean Daniel trak på skuldrene. "Endda kun en mulig lærling. Hun var jo uprøvet." Hans mund trak sig sammen i en undrende grimasse. "Det er ret sært, men ok måske har de en, der har fået en anelse om, at hun har en strålende fremtid, og så har de ønsket at skaffe sig af med hende på forhånd."
   "Måske og måske er det noget helt andet."
   De ville aldrig få Jean Daniel til at sige det, men for sig selv var han nødt til at indrømme, at de måske havde ret. Han havde valgt hende fordi han klart havde fornemmet at hun var noget særligt, men han var bange for at det også var fordi han var tiltrukket af hende. Det var ikke en god grund til at vælge en lærling. Der var en risiko for at han havde ladet sit valg forblinde af andre ting. At der var noget galt med valget. Han besluttede at droppe de tanker. Han ønskede ikke at have dem. Det var for sent. Hun var i Hjerternes Skov. Han håbede at hun ville klare prøven, at alt ville være ok om kort tid.

♦♦♦

Synet, der mødte Madelena indenfor muren, var på en gang mærkeligt, smukt og uhyggeligt, skræmmende. Der var røde hjerteformede klippeblokke, træer med blodrøde hjerteformede blade og vandløb hvor små røde fisk svømmede rundt. Alt dette udgjorde en umådelig labyrint som man måtte igennem for at komme til A'amala, eller hvor man nu måtte ende.
   Madelena trak på skuldrene og valgte på må og få en af de veje der gik ind i skoven i stedet for at gå langs med muren i den ene eller den anden retning. Hun var sikker på at det ikke var så let. Der var noget ved stedet. Udgangen ville ikke være et brud i muren på samme måde som indgangen. Hendes sjette sans svigtede heller ikke nu. Stedet knitrede af ældgammel magi.
   Stierne førte hende på må og få videre mens hun skiftevis valgte at gå til højre, venstre eller ligeud. Det varede overraskende kort tid før hun ikke længere kunne se den høje mur bag sig. Den ene sti lignede den anden til forveksling og snart gik det op for Madelena at hun ikke engang ville have været i stand til at finde tilbage selvom hun havde villet. Alligevel beundrede hun fortsat skovens skønhed endnu ikke videre skræmt af labyrintens enorme størrelse.
   Skoven var virkelig også smuk på sin egen måde. Overalt var der blomster og de utallige hjerter gav stedet et skær af romantik godt hjulpet af idylliske pletter ved vandløbene og stiernes overraskende snoninger der hele tiden afslørede ny skønhed. Faktisk mindede det lidt om kærlighedstunneler i forlystelsesparker og havde det ikke været for de kuldegysninger hun tidligere havde følt ved lyden af stedets navn ville hun måske have troet at det var det det var. Havde det ikke været for den fornemmelse af noget overnaturligt, der ikke ville forlade hende havde hun måske ligefrem nydt turen.

♦♦♦

Casper var rasende. Dette her havde været første gang han havde været sendt i byen som leder og så var det mislykkedes for ham. Han forstod godt nok ikke helt hvorfor pigen var så vigtig. Tilsyneladende havde hun bare været en kommende ridderlærling. Der havde været noget over hende, men alligevel. Hun havde været køn men det kunne jo være lige meget, det var i hvert fald lige meget hvad han syntes. Han forstod ikke at det kunne være så vigtigt. Det var selvfølgelig lige meget hvad han forstod. Opgaven havde været at bringe hende med tilbage død eller levende, og han havde fejlet. Nu stod han ret overfor sin overordnede.
   Obersten betragtede ham. "Du er klar over du har svigtet?"
   Casper nikkede bare mens han fortsatte med at stirre ned på sine egne fødder.
   Oberstens stemme var rusten. "Du har svigtet mig, du har svigtet din fader, du har svigtet Lord Calvin, du har svigtet din Skaber."
   Hvert statement fik Casper til at krympe sig. "Lad mig gøre bod!" Især det sidste punkt på listen over de mange han havde svigtet gav ham nærmest kvalme bare ved tanken.
   "Du har et enormt potentiale. Din slægt har tjent i generationer."
   Et øjeblik var der bare stille. Casper åndede let, for at der ikke skulle være nogen lyde. Imens var han bange for, at obersten kunne høre hans hjerte slå, for det var den lyd fyldte hans egne ører. Han var ikke bange for selve det at dø. Han var bange for det der kom bagefter. Han havde svigtet Skaberen.
   Så fortsatte obersten. "Jeg degraderer dig til rang af menig. Din første stationering bliver at vogte i fangekældrene. Hvad der kommer efter det bestemmer du selv, det afhænger kun af hvordan du opfører dig. Husk at Skaberen holder øje med dig hele tiden."
   Casper sank noget og nikkede. Han vidste godt, at han skulle være glad for, at han ikke var blevet henrettet. Han vidste godt, at han skulle være glad for, at han ikke var blevet smidt på gaden i unåde. Han havde set soldater, som det var sket for. Han havde set dem tigge, set deres usle eksistens. Det var Skaberens straf. Måske havde han fortjent det sammen, men Skaberen havde skånet ham. Han måtte vise sin taknemmelighed ved at tjene nidkært. Alligevel ønskede han, at han ikke var blevet sendt til fangekældrene. Han ønskede sig frisk luft og åbne vidder. Nu ville han leve i mørket og stanken. Han fortalte sig selv, at det var Skaberens straf for det han havde gjort. Han fortalte sig selv, at han skulle gøre det bedre fremover, at han skulle være mere lydig, at han skulle gå på troens, på dydens smalle sti og altid gøre sit bedste. Han fortalte sig selv, at hans troskab overfor Lord Calvin og overfor Skaberen aldrig nogensinde skulle vakle.
   Obersten var meget tilfreds med den reaktion han så hos den unge mand. Casper havde allerede udmærket sig. Unge mænd havde godt af en lektie i ydmyghed. Det ville gøre dem uvurderlige i fremtiden. Det ville gøre dem stærke i troen og dermed stærke i tjenesten.
   Casper gjorde honnør og forlod oberstens kontor. Igen fortalte han sig selv, at det kunne have været langt værre, at han var heldig, at han måtte tjene nidkært for at bevise sit værd. Alligevel var hans skridt tunge.
   Da han var meget ung, i slutningen af teenagealderen, have han tjent et stykke til i fangekældrene. Dengang havde han fundet det spændende. Skrigene havde pirret ham, og det havde ikke varet længe før han havde hjulpet til i torturkamrene. Her havde han med stor energi gjort alt hvad han fik besked på og nogle gange mere til. Mestrene i forhør havde elsket at have ham der, og spekuleret på om hans fremtid ikke burde være at komme i lære hos dem.
   Nu var han glad for, at han i stedet var blevet forfremmet. Dengang havde han været lidt skuffet. Nu gik han tilbage med en angst for at det kunne komme til at betyde at han skulle blive der altid. Hvis man tjente nidkært ville Skaberen belønne en. Hvis han var nidkær nok, ville han blive forfremmet igen. Han trak vejret dybt og gjorde honnør for officeren i vagtstuen. "Mening Casper melder sig til vagttjeneste."
   Officeren kiggede foragteligt på den yngre mand. Han havde hørt historien om hvordan den forfejlede mission havde ført til degradering til menig. Efter hans mening burde en sådan mand sparkes ud af Garden. På den anden side kunne han altid bruge en som kunne sættes til alle de værste opgaver. Det ville gøre ham mere populær hos de andre mænd. Forhørseksperterne derimod kiggede sultent på 'den nye' vagt. De kendte ham udmærket fra tidligere og håbede at det var skæbnen der havde bragt ham tilbage til dem, denne gang permanent.

♦♦♦

Imens vandrede Madelena formålsløst omkring i Hjerternes Skov. På et sted uden tid, uden at være i stand til at gætte hvornår hun ville komme ud eller hvordan hun skulle finde udgangen. Hun havde mistet al tidsfornemmelse side hun havde passeret Kadmos. Nu var hun ved at blive træt af skovens ensformighed. De utallige hjerter var ikke længere smukke men skræmmende netop fordi de var utallige.
   Hun var træt af at vælge mellem stier der lignede hinanden til forveksling. Alle veje syntes ens når man havde set så mange af dem som Madelena nu havde set. Som skønhedens fortrylledes slap sit tag i hende begyndte hun at gruble. Det fik hende til at holde op med at vælge planløst. Det fik hende også til at fortryde at hun havde gjort det fra starten. Hun forsøgte nu at holde en lige linje fremad selv om det praktisk talt var umuligt sådan som nogen af stierne snoede sig.
   Imens spekulerede hun på hvad der mon var tricket til at finde udgangen. Labyrinter var noget underligt noget. Nogle gange skulle man bare hele tiden holde til venstre. Andre gange skulle man holde retning som hun forsøgte nu. Noget andet der var meget mærkeligt var at der tilsyneladende ikke var nogen blindgyder i den her labyrint - var der ikke altid det i labyrinter?
   Hvad Madelena ikke vidste, var at hun faktisk bevægede sig mod skovens centrum, men pludselig hørte hun en stemme tale med sig selv. Taleren lød som om han havde ondt i halsen. Skoven havde givet hende det hun ønskede sig: En eller anden form for selskab for hun var begyndt at føle sig ensom blandt alle hjerterne.

♦♦♦

Jean Daniel smilede til Lomar Lacka. "Det er jo ikke første gang der har været forskellige betænkeligheder ved en eller anden lærling." Smilet blev skævt. "Så vidt jeg husker, var der nogen der sagde om mig, at jeg umuligt kunne have nogen nævneværdig fremtid som ridder."
   Lomar Lacka gengældte smilet. "Der var dårlige varsler i stjernerne på det tidspunkt, og det, at du og Hjalmar var født på den samme dag, gjorde det ikke nemmere at tyde dem." Et øjeblik var der stille så fortsatte han. "Der er ikke tale om dårlige varsler men om en fornemmelse. Der er noget ved det her." Han tøvede og stemme fadede ud. Så blev stemmen stærkere igen. "Fortæl mig om Madelena."
   "Madelena." Jean Daniel sukkede. "Hun er køn, nej faktisk er hun smuk, hun har et lyst sind, et vidunderligt godt humør, let til latter og let til at tilgive." Han smilede ved sig selv, mens han mindes den Madelena, der end ikke blinkede selv med de sorte lige bag sig. "Hun er modig, koldblodig og alligevel meget følsom, og der er også noget andet. Jeg ved ikke rigtigt, men det er som om, der er en særlig ro over hende, der får de fleste mennesker til at føle sig godt tilpas sammen med hende."
   Lomar Lacka betragtede Jean Daniel, mens han overvejede situationen. Der var selvfølgelig det med Den Sorte Garde. Ingen kunne sige hvad det betød. Men der var også noget andet. "Du kan godt lide hende ikke sandt?"
   "Hun er et af den slags mennesker alle kan lide." Det blev sagt med omhyggelig neutralitet i stemmen.
   "Du må lade din fornufts klare kraft tæmme din sjæls brand, det er du godt klar over ikke?" Lomar rynkede brynene.
   Jean Daniel smilede. "Hvad får dig til at tro at der er en brand?" Han var udmærket godt klar over hvorfor Lomar Lacka troede det. Han kunne høre sig selv give den beskrivelse, som en elskovssyg hundehvalp. Nu gjorde han alt for at skjule det, og han syntes selv det lykkedes meget godt.
   Lomar Lacka trak på skuldrene og slog tanken ud af hovedet. Jean Daniel burde være alt for professionel til at træffe den slags beslutninger på andet end et objektivt grundlag.

♦♦♦

Madelena var sikker på hun gik i ring. Hun sukkede opgivende og stod stille mens hun lyttede efter stemmen. Hun forsøgte at lokalisere den. Endelig rundede hun et hjørne og fik så øje på stemmens ejermand der sad på en lille hjerteformet klippeblok ved et vandløb. Det var en dværg klædt i jordfarver med hvidt skæg og hår. Også hans rynkede ansigt vidnede om at han ikke længere var ung.
   Som han sad der fordybet i sine egne tanker var det tydeligt at han endnu ikke havde opdaget at Madelena stod og betragtede ham. I son højre hånd holdt han en krum kæp som han brugte til at måle vandstanden med mens han snakkede med sig selv. "Der kan du se det er lige så dybt som det hele tiden har været."
   Hvorefter han selv svarede. "Er du sikker? Det tror jeg altså ikke på. Prøv lige at måle det igen."
   Igen og igen målte han det samme sted. Indimellem plaskede han i vandet med kæppen, oprørte det, lavede små bølger eller strømhvirvler hvorefter han straks målte det igen alt imens han snakkede med sig selv. Sådan fortsatte han bare tilsyneladende uendeligt.
   Madelena stirrede bare på ham. Det var et mærkeligt syn, mærkeligt at lytte til, det virkede en lille smule vanvittigt alt sammen. Så pludselig drejede han hovedet og fik øje på Madelena.
   Synet fik ham til at slå en temmelig hysterisk latter op. "Men goddag, goddag og velkommen!" Stemmen var skinger.
   Både den underlige latter og stemme fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Madelena. Alligevel nærmede hun sig forsigtigt. "Davs, jeg hedder Madelena, hvem er du?" Hun syntes absolut ikke dværgen så helt normal ud og havde faktisk ikke lyst til at snakke med ham.
   Han stirrede bestyrtet på hende. "Jeg er da Himibis." Han fnes ustyrligt og kunne næsten ikke holde op igen. "Vil det sige at du går rundt i Hjerternes Skov uden at vide hvem jeg er? TiihiiHIIIII du godeste hvor er det morsomt."
   "Hvad morsomt er der ved det?" Madelena holdt en vis sikkerhedsafstand til Himibis. Han virkede virkelig vanvittig, og hvem vidste hvad han i så fald kunne finde på.
   "Guuuud der må være gået længere tid, end jeg troede, hvis man ikke længere taler om gode gamle Himibis derude." Han trak på skuldrene. "Nå men skidt lad os ikke tale mere om det. Det kan jeg altid fortælle dig, vi får jo masser af tid." Ironien nærmest dryppede af ham nu. "Faktisk en uendelighed af tid, hihih."
   "Hvad mener du med det?"
   "Det her er et magisk sted. Det har stået siden legendernes tid. Herinde eksisterer begrebet tid ikke. Når dagen aldrig får ende, så lærer man noget om, hvad uendelighed vil sige." Nu lød han mærkeligt nok næsten normal.
   På en måde skræmte det hende endnu mere, fordi det nu lige pludselig var det han sagde og ikke længere ham selv, der skræmte hende.
   Himibis fortsatte ufortrødent. "Nå men nu har jeg da i det mindste selskab. Tihi, tihihihihihih. Vi kan lige så godt se at blive venner for nu hænger vi på hinanden resten af dagen. TihiHI. Hørte du det?? Resten af dagen!"
   "Hvorfor forsøger du ikke bare at finde en vej gennem labyrinten, at finde ud?"
   "Slippe ud? Du ved vist ikke hvad du taler om! Thihihi. Nææhh du til sidst opgir' man og blir' skør fordi tiden bare hele tiden går og går og alligevel ikke findes."
   Madelena stirrede på ham. Han måtte simpelthen være vanvittig. Han var blevet vanvittig af at være herinde meget meget længe. Hun havde ikke lyst til at tænke på hvor længe. "Hvad mener du med at vi har resten af dagen?" Der var noget mærkeligt ved den måde han havde sagt det på. Noget som fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende.
   "Tihihihih. TihiHIHI. Denne her lysning er, eller det tror jeg i hvert fald, at den er, centrum i Hjerternes Skov. Tihi hørte du? Du kan helt sikkert ikke komme længere ind, men til gengæld kan du helt sikkert heller ikke komme ud, så du kan lige så godt slå dig ned her sammen med mig i stedet for at gå i ring derude i al evighed. Og det vil du gøre. Gå i ring altså for ..."
   Madelena hørte ikke mere for hun løb bort fra lysningen så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. Løb uden at sanse. Ønskede bare at komme væk fra Himibis. Hun kunne ikke holde vanviddet ud, kunne ikke udholde tanken om at skulle sidde der og måle vandstand sammen med den ulidelige lille mandsling i al evighed. Ønskede bare at Jean Daniel var der, ønskede bare at han ville lægge armene om hende igen og fortælle hende at det bare var en ond drøm, at alt var ok. Løb mens angstens kolde sved løb hende ned af ryggen. Løb til hun så en dør for enden af den lange sti.
   Madelena flåede døren op, sprang igennem, smækkede den igen bag sig og trykkede ryggen mod den for at forhindre Himibis i at følge efter. Så følte hun langsomt lettelsen bredde sig. Hun havde fundet en vej ud.
   Nysgerrigt åbnede hun døren og skottede ind på den anden side. Stien, der var kranset af blodrøde hjerteklipper, var langsomt ved at falme og fortone sig. Hun så det ske lige for øjnene af sig og sank noget. Her var noget som hun knap kunne tro hun så, noget som hun i hvert fald ikke forstod. Hurtigt smækkede hun døren igen. Det gik op for hende at hun stod ved døren ind til en faldefærdig ubeboet hytte. Hun stirrede på den og åbnede den så igen. Nu så hun kun det indvendige af en fattig forladt lille hytte.
   Hurtigt vendte Madelena sig væk fra døren og så sig omkring. Hun stod midt i en løvskov. Langsomt gik det op for hende at hun ikke havde den fjerneste anelse om hvor hun var. Indtil nu havde hun bare været lettet over at være sluppet ud. Nu gik det op for hende at nok var hun ude, men hun anede ikke hvor hun var eller hvordan hun skulle komme videre derfra. Tanken fik hjertet til at synke i livet på hende og gav hende klamme nervøse håndflader.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 16/07-2016 11:48 af Hanne Rump (HanneR) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 11885 ord og lix-tallet er 27.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.