3Hekseungen
Nenna lå på knæ i køkkenhaven. Hun skulle plante kål, havde hende... [...]
Fantasy
5 år siden

Puls: 0,0

Publiceret: 0
Afgivet: 0
Modtaget: 0
Mette Bødker (f. 1959)
Nenna lå på knæ i køkkenhaven. Hun skulle plante kål, havde hendes mor sagt, men det var ikke sjovt, for både køkkenhaven og kassen med kålplanter var alt for store, syntes hun. Morgensolen bagte hende i ryggen og hun tænkte på bækken nede i skoven, og hvor dejligt der var. Hun ville hellere have været dernede.

Det var mens hun sad der mellem alle kålplanterne, at hun fik øje flokken af ryttere, der kom ud af skoven. Det red langsomt forbi på vejen foran huset. Der var noget uhyggeligt ved dem, syntes Nenna, for selvom det lignede folk fra klosteret med deres sorte tøj på, red der adskillige mænd bagefter med hjelme og brynjer og med lange støvler, der gik helt op til knæene, og med sværd der hang ned fra deres bælter.

Nenna undrede sig, og synet af dem fyldte hende med uro, for abbeden kom ikke for noget godt sammen med den slags mænd, det var hun sikker på. Hun havde hørt om, hvordan der i en naboby var blevet holdt hekseret over en kone, og hun vidste at den stakkel kone var blevet dømt for hekseri og endte med at blive brændt.
   Var der mon fordi der også var en heks her i deres landsby? undrede hun sig og hun gøs ved tanken.

Så strøg hun tankefuldt den fugtige jord af fingrene, og fulgte mændene med øjnene, så længe hun kunne se dem. Hun mærkede hvordan uroen voksede sig i hende. For tænk nu hvis det var hendes mor, der var heksen. Hun var landsbyens kloge kone, og det var hende alle folk kom til, når de var syge og havde brug for hjælp. Nogen gange kom der også unge piger, som hviskede spurgte, om ikke hun kunne hjælpe med at få en bestemt ung mand til at få øje på hende, så de kunne blive gift. Men så grinede hendes mor og sagde, at det kunne hun ikke. Hun kunne heller ikke hjælpe dem, der ville være rige, eller dem som gerne ville have at deres marker til at give større og bedre afgrøde end de andres.

Nenna fulgte mændene med øjnene, indtil de forsvandt op mod landsbyen, så skrævede hun over kassen med kålplanter og løb op mod huset, hvor hendes mor var. Men hendes mor trak bare på skuldrene, da Nenna fortalte om mændene. Hun sad inde ved bordet og havde travlt med at ordne en masse forskellige urter, som hun havde samlet i skoven tidligt i morges. Deres krydrede duft fyldte hele huset, og det var en god lugt, syntes Nenna.
   Jamen, sagde hun, da moren ikke sagde noget. Hvad tror du de skal? Snakke med præsten, sagde hendes mor uden at se op og uden at hendes hænder slap de små planter hun sad med.
   Det lød som om hun tog det helt roligt, syntes Nenna og det undrede hende, for hendes mor kunne da heller ikke lide mænd med brynjer og sværd.
   Snakke om hvad, tror du? blev hun ved.
   Hendes mor samlede urterne i en lille buket og bandt et smalt bånd om. Så rejste hun sig og hang dem op på bjælken, hvor der i forvejen hang en masse andre store og små tørrede buketter.
   Jeg ved det ikke, sagde hun. Jeg har heller ikke lyst til at vide, hvad præsten nu har fundet på.

Præsten var ikke nogen rar mand, syntes Nenna. Hun var bange for ham, og hun vidste at hendes mor heller ikke kunne lide ham. Nenna syntes heller ikke, at det var særlig sjovt at sidde henne i kirken og høre på ham, men hun gjorde det, når hun skulle. Det var ikke ret længe siden, at præsten havde tordnet fra sin prædikestol, at folk i landsbyen gik alt for lidt i kirke. Og de lagde alt for lidt i kirkebøssen, havde han sagt, mens han så vredt ud over de folk, der krøb sammen på kirkebænkene.
   Hvis I ikke passer på, vil djævelen opsøge jer, havde han fortsat.
   Det gjorde folk bange, men mor havde bare grinet af ham.
   Der findes ikke andre djævle, end sådan nogen som ham selv, sagde hun bagefter.

Alligevel var der folk, der efter den prædiken havde lagt mærke til en sort og krumbøjet skikkelse, der gik rundt i landsbyen om aftenen. Det var ikke en de kendte og de så ham kun, når det var blevet mørkt. Nogen havde set, at han gik med en lang stav og at han sneg sig rundt langs husene. Det var især hos dem, der ikke kom så tit i kirken, at han blev set. Hvis der var et vindue sneg den krumbøjede sig hen til det, og der var nogen, der havde set et sort ansigt helt tæt på ruden. De var ikke i tvivl om, at det var djævelen, der kiggede ind til dem. Det kunne ikke være andre, mente de, og der var nogen gik til Nennas mor for at søge råd om, hvordan de kunne beskytte sig mod ham.
   Han har øjne som glødende ildkugler, var der en af dem, der sagde.
   Mon dog? svarede mor. Det er sikkert bare en eller anden gammel stakkel, der ikke har noget sted at være, havde hun fortsat.
   Men folk var sikre. Det var djævelen der gik rundt derude, mente de. Han lurede på dem med sine rødglødende øjne, og han rakte sine lange krogede klør frem, for at få fat i dem. Folk blev ved med at klage sig og ingen turde gå ud når det var mørkt. De blev ved med at komme til Nennas mor for at få hende til at gøre et eller andet. Så klappede hun dem trøstende på skulderen og sagde at det, kunne hun ikke. De måtte snakke med præsten om det, mente hun. Hvis det virkelig var djævelen, skulle han nok gøre noget ved det. Men ingen turde gå til præsten.

Nenna vidste at hendes mor alligevel gjort noget ved det. En mørk aften var hun gået ud og havde skjult sig i skoven bag præstens store sten hus. Der stod hun og så en sortklædt og krumbøjet skikkelse liste ud af en bagdør i huset. Hun fulgte efter ham hen til et af de andre huse i landsbyen, hvor han prikkede på ruden med sin stav. Hun var tæt nok på ham, til at se hvordan han grinede over folks rædsel derinde. Så vendte han sig og gik tilbage til præstens hus, og forsvandt ind i det.
   Nennas mor nikkede for sig selv. Det var det hun havde tænkt, og mens der endnu var lys i hans vindue, sneg hun sig hen til det, og gned på ruden med et stykke kork og et potteskår, så det hvinede. Hun var sikker på at han selv var så bange af sig, at ikke turde kigge ud. En gang til var hun fulgt efter ham. Denne gang havde hun banket hårdt på hans rude med en gren. Efter det var der blevet ro i landsbyen, og ingen havde set mere til djævelen. Nennas mor havde forbudt Nenna nogen sinde at snakke om det, for hvis præsten følte sig til grin, ville han for alvor blive farlig, havde hun sagt, og Nenna havde ikke fortalt det til nogen.
   Tror du det er præsten der ved at du bankede på hans vindue, spurgte Nenna stille, da hendes mor bare sad der med sine grønne planter.
   Hendes mor lagde tyssende en finger for munden.
   Husk du må aldrig snakke om det, sagde hun. Så smilede hun beroligende til Nenna.
   Han kunne ikke se mig, sagde hun.

Men det var alligevel Nennas mor, de kom for at hente senere på dagen, da Nenna endelig var blevet færdig med kålene. Hun sad udenfor døren med ryggen op ad væggen, og gnavede i et stykke brød, da mændene med sværd og brynjer kom ridende oppe fra landsbyen. De gjorde holdt lige ud for huset.
   Din mor, råbte en af dem til hende. Er hun hjemme?
   Nenna sank den mundfuld hun var i gang med, så nikkede hun.
   Ja, sagde hun. Hun er derinde.
   Så sprang mændene ned fra deres heste og inden Nenna kunne nå op at stå, var de inde i huset. Hun fulgte efter dem ind ad døren, og hun var fuld af bange anelser, for de kom ikke for noget godt, det kunne hun se.

Hendes mor stod henne ved ildstedet og var begyndt at koge salve af nogen af de friske urter. Hun havde blandet dem med fedt og andre ting, der duftede krydret og dejligt. Hun rørte langsomt og eftertænksomt rundt i gryden, og selvom hun nok havde hørt mændene komme ind, lod hun som ingenting, indtil de sagde noget til hende. Det var, som om hun vidste at de kom, syntes Nenna.
   Gertrud, sagde manden, der stod lidt foran de andre med skrævende ben og hænderne i siden. Gertrud Ravnevinge er det dig?
   Nennas mor nikkede.
   Ja, sagde hun uden at se op og uden at vende sig om. Sådan kalder de mig.
   Der var ingen venlighed i mandens grove stemme, da han sagde til Nennas mor, at hun skulle følge med.
   Og det skal være nu, sagde han. Det er en ordre.

Nenna stod lidt inden for døren og så hvordan hendes mor nikkede og langsomt tørrede sine hænder af i forklædet, inden hun tog det af. Hun lagde det fra sig og så skubbede hun gryden væk fra ilden og gik over mod døren. Lige idet hun gik forbi Nenna stoppede hun og bøjede sig ned. Hun omfavnede hende, og Nenna klyngede sig til hende, for de fremmede mænd og den måde de forlangte, at hendes mor skulle komme med dem, gjorde hende bange. Nennas mor gav sig god tid til at omfavne hende, og hun strøg trøstende Nenna over kinden og smilede.
   Du skal ikke være bange, hviskede hun. Jeg vidste jo godt at, de ville komme en dag. Nenna så måbende på hende. Hun ville gerne have spurgt, hvorfor, hun sagde det, men hendes mor tyssede på hende og strøg hende over det lange viltre hår.
   De får mig ikke, fortsatte hun, ikke rigtigt i hvert fald. Hun smilede igen, men hendes øjne var fulde af sorg og ordene fik det til at isne igennem Nenna. Hun klamrede sig til sin mor.
   Husk alt det, jeg har lært dig, fortsatte hendes mor. Så skal det nok gå alt sammen.
   Jamen, du må ikke gå med dem, hviskede Nenna fuld af rædsel. Hun forsøgte at holde fast i hende, men hendes mor var nødt til at følge med mændene. Hun gjorde sig forsigtigt fri af Nenna, og kyssede hende en gang til oven på håret.
   Jeg skal nok komme igen, hviskede hun. Det lover jeg dig. På en eller anden måde.
   Så mærkede Nenna at hendes mor lagde noget hånden på hende og lukkede hendes fingre omkring det. Det var noget, hun skulle passe på, forstod hun, og noget som mændene ikke skulle se.

Manden, der havde beordret hende til at følge med, trådte et skridt hen imod dem og tog fat i morens arm. Så trak han hende til sig, og Nenna var nødt til at give slip.
   Kom så, sagde han, og Nenna så en af de andre mænd træde frem og tage fat i morens i anden arm og skubbe hende ud af døren.

Nenna fulgte efter og stod i døren og så efter dem. De var sprunget op deres heste igen, og en af dem havde løftet hendes mor op foran sig. Nenna kunne se hendes brune kjole og det sorte hår flagre i vinden, da de red op imod landsbyen, men der gik ikke lang tid, så var de væk mellem husene. Synet af hendes mor, der forsvandt sammen med rytterne, fik Nennas mave til at gøre ondt af skræk, og uden at hun mærkede det trillede tårerne ned over hendes kinder. Så kom hun i tanker om det, hendes mor havde givet hende i hånden, og hun tørrede hurtigt sine øjne, med bagsiden af den tomme hånd. Da hun så hvad det var, gik det et sug af forskrækkelse igennem hende. Det var den amulet hendes mor altid havde haft i en snor om halsen. Det var den, der beskyttede hende og gav hende sine kræfter, havde hun engang fortalt. Hun havde altid sikret sig, at den var godt gemt under blusen, så ingen kunne se den. Det var heller ikke så tit, at Nenna havde fået lov til at kigge på den. Nu så hun at amuletten var af sølv og havde en figur formet som et stort øje i midten. Der var skrevet tegn hele vejen rundt om øjet, og den var rund og god at have i hånden. Hendes mor måtte have været bange for, at mændene ville tage den fra hende, forstod Nenna og knugede den ind til sig.
   Hun forstod også at de måtte anklage hendes mor for et eller andet. Men hvad? Det måtte være den historie med djævlen, der gjorde, at præsten nu ville have hævn, gættede hun. Nenna så ned på amuletten igen. Hun var nødt til at gemme den, var hun klar over, for det ville være farligt at gå med den i en snor om halsen.

Da Nenna var lille, havde hun haft et godt gemmested til sine hemmelige ting. Det var under en løs sten henne ved ildstedet. Når hun løftede den, var der et lille hulrum neden under, hvor hun dengang gemte fine sten og glasperler. De lå der endnu, så hun. Så viklede hun lædersnoren rundt om amuletten og lagde den forsigtigt derned, inden hun igen skubbede stenen på plads og strøede lidt aske hen over.

Bagefter stod hun igen i døren og stirrede tomt op mod landsbyen. Nogen høns løb rundt på vejen et stykke henne, så hun, og et sted var der en hund der gøede højt. Det hele så ud som det plejede, men inden i sig selv vidste hun, at alting var forandret.

Uden at tænke over det, og uden at vide hvor hun skulle gå hen, gav Nenna sig til at gå op ad vejen mod landsbyen. Hun ville vide, hvor de havde taget hendes mor hen, og hvad de gjorde ved hende. Men der var ingen der ville fortælle hende noget. Når folk fik øje på hende, var det lige som om, at de skyndte sig væk, for ikke at møde hende. Et sted var der en gammel kone, der gik uden for sit hus med en lille unge. Så snart hun fik øje på Nenna, trak hun den lille til sig og løftede ham op. Hun skyndte sig hen mod huset med drengen, men Nenna var hurtigere og nåede hen til hende, inden hun fik døren lukket.
   Hvad er det, der sker? spurgte hun bange og så bønfaldende på den gamle kone.
   Hvorfor har de hentet min mor? Hvad var det for nogen mænd?
   Den gamle kone virrede bare med hovedet og trak døren til. Hun ville ikke sige noget, selvom Nenna spurgte igen.
   Spørg hellere en anden, sagde hun til sidst og nikkede hurtigt op mod husene ved kirken. Jeg ved jo ikke noget. Spørg hellere præsten, sagde hun og hendes stemme blev lille og forsigtig. Han ved det.
   Præsten?
   Det var altså virkelig ham, der stod bag, forstod Nenna og tanken om hvad han kunne finde på fik hendes mave til at krampe sig sammen af skræk.

Længe efter at den gamle kone havde lukket døren, stod hun og stirrede på det stenhus længere henne ad bygaden, hvor præsten boede. Hun forstillede sig hvad hendes mor lavede derinde sammen med præsten og abbeden og de tilrejsende munke. De bevæbnede mænd var der vel også. De holdt måske vagt, så hun ikke kunne slippe ud. Nenna vidste ikke, hvad hun skulle gøre for at hjælpe sin mor, og hun var heller ikke sikker på, at hendes mor ville synes om det, hvis hun pludselig stod i døren. Alligevel gik hun derhen og bankede på.

Der gik lang tid, inden præstens gamle tjenestepige kom og lukkede op. Hun hed Sørine og var altid sur. Hun havde sådan et gråt ansigt, syntes Nenna, og selvom hun havde tørklæde på og et langt skørt og et forklæde, lignede hun alligevel en mand. Hun så ned på Nenna med et koldt og hånligt blik.
   Hvad vil du? sagde hun.
   Min mor? sagde Nenna forsigtigt. Er hun her?
   Din mor? Sørine tog en dyb indånding, så det hvæsede.
   Din mor er en heks, sagde hun så. Hun driver omgang med djævelen. Ved du ikke det?
   Nenna stirrede på hende, og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun kunne huske, at Sørine engang var kommet hjem til Nennas mor, for at få behandlet sine mange vorter i hovedet og på hænderne. Mor havde lavet noget salve til hende, og smurt det på. Sørine havde ikke brudt sig om at være der, huskede Nenna, alligevel havde hun siddet bagefter og snakket lidt, inden hun endelig havde skubbet et par pølser over bordet som betaling for salven.
   De siger, forsatte Sørine med stemmen fuld af ondskab, at hun rider rundt på en gris om natten.
   Nenna tog sig sammen og så lige på hende.
   Hvem siger det? ville hun vide. Hendes mor havde ingen gris, og hvorfor skulle hun ride på sådan en?
   Men Sørine ville ikke sige mere. I stedet blev hendes mund til en smal streg.
   Hun rider ikke på en gris, sagde Nenna så, og hun er heller ikke nogen heks. Men Sørine havde allerede klappet døren i igen.

Nenna drev rundt i den øde landsby i et stykke tid endnu uden at vide hvor hun skulle gå hen for at finde nogen, der kunne hjælpe hendes mor. Der var ingen der ville snakke med hende, og til sidst gik hun ned i skoven bag præstens hus. Der stod hun inde køligheden mellem træerne og kiggede over på stenhuset. En gang imellem kom nogen af mændene ud for at pisse i haven, så hun. På et tidspunkt så hun også, at nogen af dem red afsted og lidt senere kom de tilbage igen. Hen på eftermiddagen så hun Ulle, præsten gamle tjenestekarl, der sørgede for at køerne blev lukket ind.

Først da var blevet aften og solen var ved at gå ned, gik tog Nenna sig sammen til at gå tilbage til huset og gå ind. Der var tomt og stille og ilden på ildstedet var for længst gået ud.
   Det er også lige meget, sagde hun til sig selv. Hun var ikke sulten. I stedet krøb hun op i sengen og rullede sig sammen under tæppet, der duftede af mor. Der fik tårerne igen frit løb. Her skulle hendes mor jo have ligget, og hvor var hun nu? Og hvad gjorde de ved hende? Mon hun nogen sinde ville komme hjem igen? Eller ville de slå hende ihjel, ligesom som konen i nabobyen der blev brændt? Sørine havde jo sagt, at hun var en heks. Og hekse brændte man. Det vidste Nenna godt. Det isnede i hende ved tanken, men hvordan kunne hun hjælpe sin mor. Nenna græd længe, men til sidst blev hun stille og lå der bare og stirrede op i det sorte mørke. Hun kunne ikke sove, for der var tomt og uhyggeligt i huset, syntes hun og der var alt for stille.

Alligevel måtte hun til sidst være faldet i søvn, for pludselig blev hun klar over, at det var lyst udenfor. Det var blevet morgen og Nenna satte sig op i sengen og så sig rundt. Hun var stadig alene, og der var en underlig fornemmelse af forladthed i huset, syntes hun. Der lugtede sært af sod og af kold aske, og det var som om, det var længe siden, der var blevet lavet mad på ildstedet. Hun skuttede sig, men så mærkede hun, hvordan hendes mave knurrede. Hun havde ikke spist noget, siden mændene gik med hendes mor dagen før.
   Men der var altid noget at spise i fadeburet, vidste hun.

Det lå udenfor lidt væk fra huset, og det var gravet halvvejs ned i jorden, så maden altid blev holdt kold. Hendes mor sørgede for, at der altid var mad nok, vidste hun. Alligevel undrede det hende, da hun så, hvor meget der var. Det plejede der ikke at være. Der lå frugter og grønsager, og der var brød til adskillige dage. Der var også gryn til at koge grød af og pølser og fedt. Malkespanden stod der også, og den fik hende til at tænke på koen. Den stakkels ko havde hun helt glemt at malke dagen før og den skulle også have vand. Nenna tog spanden og den taburet, som hendes mor plejede at side på, når hun skulle malke. Så gik hun ud til koen og satte sig tilrette. Hun tog fat i dens patter og gik i gang, og koen drejede hovedet og så på hende med sine brune og venlige øjne. Det var som om den undrede sig over, at det var hende der malkede. Den kunne sikkert mærke, at hendes hænder ikke var lige så gode til det, som hendes mors hænder.
   Jeg gør det så godt jeg kan, sagde hun til den, og klappede den lidt på siden.
   Da hun var færdig rejste hun sig og inden hun gik ned i fadeburet med spanden, kløede hun den lidt på den hvide blis i panden.
   Nu er du min eneste ven, sagde hun trist.

Da Nenna havde sat mælken på hylden og dækket den til, skar hun sig en tyk skive brød. Mens hun spiste af det, gik hun langsomt op ad landsbygaden igen. Der var stadig ingen mennesker at se. Og selvom hun prøvede at banke på hos nogen af naboerne, var der ingen, der havde lyst til at lukke op. Der var ingen, der ville snakke med hende, forstod hun, og præstens dør ville hun ikke banke på en gang til. I stedet og gik langsomt og skuffet tilbage og satte sig ved siden af døren. Der plejede hun at sidde, når hun ikke havde andet at lave.

Det var, mens hun sad der, at hun fik øje på drengen i ovre skoven. Det så ud som om han stod og så over mod deres hus. Så snart Nenna rejste sig, vendte han rundt og stak af, så hun ikke længere kunne se ham. Han havde lignet en munk, syntes hun, og fuld af uro smed hun træskoene og satte efter ham. Hun ville have ham til at stoppe, så hun kunne spørge ham, hvor hendes mor var, og hvad der foregik. Drengen pilede afsted foran hende, men Nenna løb hurtigere, og halede ind på ham. Hans munkekutte flagrede om benene på ham, og af og til sad den sig fast i nogen grene, så han måtte rykke sig fri. Nenna var mere vant til at løbe i skoven. Hun havde hanket op i sit skørt og holdt det tæt ind til sig, så hendes ben kunne bevæge sig frit under det.
   Dreng, råbte hun efter ham. Så stop dog. Men drengen fortsatte, og først da hun var så tæt på, at hun kunne få fat i hans ene arm, stoppede han endelig. Hun så på ham, og drengen stirrede tilbage på hende med store opspilede øje, fulde af skræk.
   Jeg gør dig jo ikke noget, pustede Nenna. Jeg vil jo bare snakke med dig.
   Drengen hev i sin arm for at komme fri, men Nenna holdt fast. Hun stirrede undersøgende på ham. Det var tydeligt, at han var munk. Hans hår var barberet af, så der kun var en bred krans rundt om hovedet. Det var helt lyst og han havde klare blå øjne, og hans ansigt var magert, som om han ikke altid fik mad nok. Han stirrede på Nenna med åben mund og et forskrækket blik.
   Du er heksens unge, hviskede han næsten åndeløst. Hvad vil du?
   Ikke noget, sagde Nenna og slap ham forskrækket. Hun var lige ved at sige, at hun ikke var nogen hekseunge, men i stedet spurgte hun ham, hvad det var der sket med hendes mor.
   Hvor er hun? ville hun vide. Hvor er min mor?
   Drengen nikkede op mod landsbyen, der lå bag ham.
   Deroppe, sagde han. Hos præsten.
   Jamen hvorfor? ville Nenna vide.
   Fordi hun er en heks, sagde han med stemmen fuld af gru. Abbeden siger, at hun skal brændes på bålet.
   Hvad? sagde hun og stirrede på ham. Det passer ikke.
   Nenna var nødt til at tage fat i hans ærme igen, for det var som om jorden forsvandt under hende. Det kunne ikke passe, det han sagde, men det var det, hun havde frygtet. Hun stirrede lamslået på den fremmede dreng, mens hun rystede på hovedet. Hun ville have ham til at sige at det var løgn, men hun kunne se på hans forskræmte blik, at det var sandt og så begyndte tårerne igen at strømme ned over hendes kinder. Hun snøftede og så bønfaldende på ham, som om hun håbede, at han kunne hjælpe hende.
   Hun er en heks, sagde drengen igen. Hun grinede af dem, og hun er ikke bange for dem.
   Nenna nikkede og snøftede igen. Hendes mor var ikke bange for noget, det vidste hun. Men at skulle brændes levende på et stort bål, hvem ville ikke være bange for det?
   Hun dør jo, næsten skreg Nenna ind i hovedet på ham.
   Drengen nikkede, men vidste ikke hvad han skulle sige til det. Det var jo rigtigt. Og at blive brændt på bålet var en ond og grusom død, vidste han
   Hvornår? tog Nenna sig endelig sammen og spurgte og hendes stemme var bare en svag hvisken. Hun så bønfaldende på drengen, men han så væk, for at undgå hendes blik.
   I aften, tror jeg, sagde han stille og så hvordan Nenna blev helt hvid i hovedet. Hun hev efter vejret og stirrede på ham med opspilede øjne. Hun lænede sig tilbage som for at støtte sig til træstammen bag hende så hun ikke faldt. Så rystede hun på hovedet og tårerne begyndte at strømme ned over hendes kinder.
   Hvor er hun så nu? hviskede hun næsten uden stemme.
   I kirken. Drengen trak på skulderen med ansigtet fuldt af ubehag.
   Hvad gør de ved hende? ville Nenna vide.
   De forhører hende.
   Nenna vidste godt hvad det betød, at blive forhørt. Men hun ville ikke spørge om de pinte hende, for at få hende til at tale.
   Hvad siger hun til dem? spurgte hun i stedet.
   Ingenting, sagde drengen. Hun ser på dem med sine hekseøjne og så griner hun ad dem. Hun siger, at det er præsten, der er en djævel.

Drengen skrabede i jorden foran sig med en tå og Nenna lagde mærke til, at han ingen sko havde på. Hans fødder var beskidte og hans munkekutte var slidt og lappet og ikke særlig ren. Den var også alt for stor til ham, så hun. Så nikkede hun eftertænksomt og så lige på ham.
   Det var præsten selv, der klædte sig ud som djævel, sagde hun bittert.
   Men drengen rystede bare på hovedet og trak sig væk fra hende.
   De siger, at hun føjter rundt om natten sammen med djævelen, hviskede han med stemmen fuld af gru. De rider rundt på en gris og de lurer på folk om ind ad deres vinduer, fortsatte han. Der er nogen, der har set, djævlen, hviskede han og hans øjne blev igen store af skræk.
   Nenna vidste, at ingen ville tro på det, når hendes mor sagde, at det var præsten selv, der havde klædt sig ud.
   De har fundet djævelens sorte tøj, fortsatte drengen hviskende. Præsten viste os det.
   Nenna fnøs.
   Det er jo nemt nok, sagde hun. Det er jo hans eget.
   Men drengen rystede på hovedet.
   De fandt det altså i jeres hus, sagde han, og hans øjne var runde og fulde af overbevisning. Abbedens mænd hentede det i går.
   Han så på Nenna der bare stod foran ham med snot og tårer over det hele og rystede opgivende på hovedet. Det var håbløst det hele, syntes hun, og hun forbandede at hun var gået fra huset dagen før. Nogen af mændene måtte have været inde i huset med tøjet, så abbeden kunne finde det der.
   Du er en hekseunge, hviskede drengen igen. Og inden Nenna kunne nå at stoppe ham, drejede han rundt og sprang afsted ind mellem træerne og var væk.

Selvom det var sommer og solen skinnede oven over træerne frøs Nenna, og hun følte sig helt tom inden i da hun gik hjemad igen. Ordene munkedrengen havde sagt rungede i hendes hoved, og frygten fik hendes mave til at snøre sig sammen. De havde fanget hendes mor fordi de ville slå hende ihjel. Nenna snøftede og rystede på hovedet. Hun forstod ikke hvorfor. Hendes mor havde jo ikke gjort noget og hun var ikke nogen heks.
   Hvis jeg bare kunne hjælpe hende, sagde hun til sig selv da hun endelig begyndte at gå hjemad. Men hvordan kunne hun det? Der var jo alle de bevæbnede mænd, der holdt vagt, og der var præsten og abbeden. Hvis de fangede Nenna ville de sikkert også slå hende ihjel, forestillede hun sig.

Da hun kom hjem, lukkede hun døren og gemte sig inde i huset, hvor der var mørkt og køligt. Hun lå på sengen og stirrede op i taget, og hun kunne høre, hvordan der var liv oppe i landsbyen. Der var opstemt snakken og råben og hun gættede på at der var mange folk på gaden. Der var hunde der gøede og hun forestillede sig bittert, hvordan der sikkert var nogen, der havde brugt dagen til at drikke sig fulde, fordi det ikke længere var en helt almindelig dag. Hun forestillede sig også, hvordan nogen havde stablet brænde sammen til det bål, der skulle slå hendes mor ihjel. Så fornemmede hun pludselig, at der blev stille i landsbyen, og noget inden i hende fik hende til at stå ud af sengen. Hun åbnede døren på klem og kiggede ud. Det var blevet sent og solen var for længst gået ned, så hun. Så så hun også et varmt lysskær der flakkede henover landsbyens tage.
   Mor, jamrede hun, og så løb hun alt hvad hun kunne.

Hun havde ikke lyst til at se det forfærdelige ske. Alligevel banede hun sig vej ind gennem mængden af mennesker på pladsen foran kirken. Der stod alle dem hun kendte i landsbyen. De stirrede på hendes mor, der var bundet til en høj pæl midt i flammerne. Og Nenna hørte nogen koner, der jamrede over det. For hvad skulle der nu blive af dem, nu hvor de ikke længere havde hende at gå til, når de havde brug for hjælp. Nenna stod bag folkene, og når hun rakte hals, kunne hun se præsten i sin sorte præstekjole og abbeden der også havde sort tøj på. De stod ved siden af hinanden lige ved kanten af bålet, og abbeden holdt et stort kors op mod hendes mor. Hun kunne ikke høre hvad de sagde, men hun gættede på, at de forsøgte at få hendes mor til at indrømme at hun var en heks. Hendes mor sagde ikke noget, troede hun. Hun så bare ned på dem, selvom flammerne slikkede op omkring hende.
   Hun er en heks, var der en der råbte. Hun hyler ikke engang.
   I det samme så Nenna hvordan hendes mor pludselig løftede armene, og som en sort fugl gjorde hun sig fri af det hun var bundet med og svingede sig op i luften og forsvandt. Der gik et forfærdet sug gennem folk, så slog ilden højt op omkring pælen midt i bålet, og med en buldren væltede den ned i flammerne og forsvandt.
   Så I det? var der nogen der hviskede. Hun fløj væk.

De næste mange dage drev Nenna hvileløst rundt omkring huset og i skoven. Hun gik i en underlig døs og kunne ikke finde ro nogen steder. Hun sad udenfor døren og så abbeden og hans folk der red forbi i en lang række.
   Nu skulle de vel hjem til deres kloster igen.
   Nenna fulgte dem med et tomt blik. Hun kunne ikke engang græde mere. Alligevel blev hun ved med at se for sig, hvad der var sket. De store mænd med deres brynjer og kapper og lange sværd, der kom og hentede hendes mor. Amuletten som hun fik i hånden, og synet af hvordan hendes mor stod midt i flammerne, inden hun pludselig skabte sig om til en fugl og forsvandt. Det kunne ikke passe, syntes hun, for hvordan kunne hun det? Nenna forstod det ikke, og måske var det noget hun troede bare fordi, hun ønskede skulle være sådan. Fordi hun ikke kunne holde tanken ud, om at hendes mor var død.

Men hvis det var sandt at hendes mor havde kunnet folde nogen vinger ud og flyve væk, så måtte hun jo have været en heks, sagde Nenna til sig selv, og gøs ved tanken.

Det fik hende til at kigge i bøgerne, som stod på hylden over bordet. Hun havde aldrig tænkt over at de stod der, og hendes mor havde heller aldrig taget dem ned og kigget i dem, det var i hvert fald sjældent, huskede hun. Nu så hun at det var store og tykke bøger med mange sider i, og de så meget slidte ud. Nenna bøjede sig over dem, så hun kunne mærke duften af det gamle pergament, de var skrevet på. Hun så på de håndskrevne bogstaver i dem og hun studerede de fine tegninger. Heksebøger var det ikke, det var hun sikker på, for alle tegningerne forestillede blomster og blade og andre urter. Nenna kunne ikke læse, hvad der stod, men hun var sikker på at det var opskrifter på de salver og pulvere, som hendes mor havde lavet.
   Hvis hun bare havde lært mig at læse, sukkede Nenna trist, så havde jeg kunne bruge bøgerne. Så kunne jeg måske være blevet den kloge kone, der kunne lave salver til folk. Nenna vidste godt, at det sikkert ikke ville vare ret længe, inden der kom en ny klog kone til landsbyen.
   Så bliver jeg vel smidt ud af huset, forestillede hun sig trist.
   Hvor skulle hun så gå hen? Hun tænkte på bøgerne og på gryderne, som hendes mor havde kogt salver i. Hvordan skulle hun få alt det med sig? Eller ville den ny, bare beholde det, og sige det var hendes?

Så længe det var sommer og der var mad i fadeburet kunne Nenna blive i huset. Men når det blev vinter og koldt og der ikke var mere at spise, kunne hun ikke være der alene. Hun ville komme til at sulte og hun ville fryse, for hvor skulle hun få brænde fra? Der var åbenbart ingen der ville hjælpe hende. For ingen havde været forbi og se til hende, siden hendes mor forsvandt. Hvis nogen så hende, skyndte de sig væk, som om de var bange for, at hun også var en heks. Det gjorde hende endnu mere ked af det, for det mindede hende om at hun var helt alene. Hun havde ikke haft anden familie end sin mor. Hun vidste ikke engang, hvor hendes mor kom fra, men hun var sikker på, at hun ikke altid havde boet her i landsbyen. Sin far havde hun aldrig kendt, og ham vidste hun ikke engang hvad hed.

Selvom hun længtes efter nogen at snakke med, blev hun alligevel urolig, da hun en dag opdagede at munkedrengen stod henne på vejen et stykke fra huset og så på hende. Nenna sad ved siden af døren og krøb sammen under tagskægget, fordi hun ikke vidste hvor hun ellers skulle gøre af sig selv. Hurtigt kom hun op og stå og skyggede for solen med den ene hånd, for bedre at se ham. Abbeden og hans mænd var taget afsted for flere dage siden, og det undrede hende, at de ikke havde taget drengen med sig.
   Havde de glemt ham?
   Nenna så uroligt på ham, parat til at springe afsted, hvis han kom nærmere, men han stod der bare og så på hende.
   Hvad vil du? råbte hun vredt til ham. Hvad står du der for?
   Ikke noget, sagde han og kom lidt tættere på.
   Han rystede på hovedet.
   Jeg ville se, om du var her endnu, sagde han forsigtigt.
   Det er jeg, sagde hun og gjorde sig hård. Det kan du vel se.
   Han nikkede. Så vendte han rundt, som om han ville gå igen, og han gik ludende og foroverbøjet tilbage mod landsbyen, som om han også var ked af det.
   Nenna så lidt efter ham.
   Skulle du spørge fra nogen? råbte hun så.

Det fik ham til at standse igen og se tilbage en gang til. Så rystede han på hovedet trak han på skuldrene, som om det var lige meget. Men for Nenna var det ikke lige meget. Synet af den fremmede dreng fik al sorgen og vreden til at vælte frem i hende og hun sprang efter ham på sine bare fødder.
   Hvorfor kommer du så her og glor på mig? rasede hun ind i ansigtet på ham. Er det ikke nok, at I har slået min mor ihjel? Bare tanken fik tårerne frem i øjnene på hende igen, og hun hulkede og drengen trak sig forskrækket baglæns, som om han var bange for hende.
   Er det præsten der har sendt dig? snøftede hun arrigt, da han ikke sagde noget. Har han? Hun tørrede kinden med bagsiden af sin hånd og så rasende på ham, men drengen rystede på hovedet og så væk.
   Jeg har bare ikke noget sted at være, sagde han endelig og så lavt at det næsten var en hvisken. Jeg troede bare jeg kunne være her. Jeg troede ikke at her var nogen.
   Ved du ikke, det er et heksehus? hvæsede Nenna.
   Hun så på ham og først nu lagde hun mærke til hvor sølle han så ud, som han stod der med armene tungt ned langs siden. Han var bleg og mager og han lignede ikke en der havde været ret meget ude i solen. Men det skyldtes måske, at han altid sad indenfor og læste bønnebøger, fnøs hun for sig selv. Så lagde hun mærke til, at han havde en mørk aftegning under det ene øje og ned på siden af halsen, som om nogen havde slået ham. Og drengen så forlegent væk, ubehageligt til mode ved hendes undersøgende blik.
   Hvorfor ser du sådan ud? spurgte hun så og pegede på hans hals. Har du fået klø?
   Det svarede han ikke på, men den måde han kiggede væk på fortalte hende, at det nok var sådan det var.
   Af præsten, spurgte hun skarpt. Eller af abbeden?
   Drengen nikkede.
   Præsten, hviskede han. Han spærrede mig også inde i kælderrummet, hviskede han med stemmen fuld af rædsel. Jeg sad dernede indtil abbeden var væk.
   Hvorfor det? ville Nenna vide. Tanken fyldte hende med gru, for hun kendte godt sådan en kælder. Den var ikke større end at man lige kunne stå op rejst dernede. Der var hylder til mad og der var iskoldt,. Der var også helt mørkt.
   Hvorfor gjorde han det? undrede hun sig.
   Han gemte mig. Drengen snoede sig og ville helst undgå at snakke om det, men Nenna så skarpt på ham, og forlangte at få mere at vide.
   Præsten ville beholde mig, hviskede han. Han ville have at jeg skulle gå ind i heksehuset. Jeg skulle finde heksetingene til ham.

Et stød af overraskelse for gennem Nenna. Så forstod hun at præsten åbenbart ikke havde fået det han ville ud af at dømme hendes mor som heks. Nu var hun død og borte og han måtte finde på andre måder, at få fat i det han troede hun havde. Nenna vidste godt hvad det var, han ville have fat i, og hun så for sig amuletten som hendes mor havde givet hende. Hun var glad for at hun havde gemt den et sted, hvor man ikke lige kunne finde den. Så skubbede hun hurtigt tanken om den væk, som om hun var bange for, at drengen skulle kunne læse hendes tanker.
   Fandt du så noget? spurgte hun og hendes stemme var skarp, men drengen rystede på hovedet.
   Nej, hviskede han. For jeg turde ikke gå ind.
   Og så tævede han dig? gættede hun og uden at vente på at drengen skulle svare rakte hun hånden frem imod ham.
   Kom med, sagde hun.

Inde i huset fik hun ham overtalt til at tage munkekutten af, så hun kunne se hvor slemt det var. Hun blev forskrækket over at se, hvordan han også havde blå pletter ned ad ryggen og på armene, som om præsten både havde rusket ham og banket ham med et eller andet. Hun lod fingrede glide undersøgende ned over hans ryg, og han ømmede sig når hun rørte ved de mest forslåede steder. Så fandt hun en af krukkerne med salve frem og åbnede den. Hun snusede ned i den, for hun vidste ikke helt hvad der var til, men hun troede at det nok var bedre end ingenting. Måske kan det lindre så det ikke gør så ondt, sagde hun. Hun skulle lige til at smøre det ud over ryggen på ham, da hun lagde mærke til hvor beskidt han var. Det måtte være meget længe siden, at den dreng havde været i bad.
   Du er altså beskidt og du stinker, sagde hun og rynkede på næsen ad ham. Hvis du vil være her, og hvis du vil have salve på, skal du vaskes.

Det var helt tydeligt, at det ikke var noget han var vant til, kunne hun se, for han krympede sig ved tanken, óm at skulle vaskes, men så så han på hende og et forsigtigt smil bredte sig i hans ansigt.
   Være her? gentog han, som om han ikke havde forstået hvad det var hun sagde. Nenna nikkede og kunne heller ikke lade være med at smile ad ham. Så pegede hun ud af døren.
   Ja, sagde hun. Men i bad først.

Nenna var vant til at komme i bad. Om sommeren var det godt nok at vaske sig i karret ude ved brønden, men om vinteren slæbte de karrret indenfor i huset og så varmede hendes mor vand over ilden. Det havde været herligt at sidde der i det varme vand foran ildstedet, huskede hun trist.
   Det fik den fremmede dreng ikke lov til. Han måtte nøjes med at stå ude ved karret ved siden af brønden og skrubbe sig ren med den skrappe sæbe, som hun hentede i fadeburet. Hun lod ham få lov til at vaske sig i fred, mens hun blev inde i huset, men der gik ikke ret lang tid inden hans hoved kom til syne i døren. Han stod der uden tøj på og var helt lyserød og renskuret, så hun, og han så glad ud.
   Den der lugter også, sagde hun med væmmelse, da han rakte ud efter munkekutten for at tage den på igen.
   Jamen jeg har ikke andet, protesterede han.
   Men Nenna mente at hendes mor nok havde noget gammelt, der kunne bruges istedet for. Munkekutten kunne heller ikke være særlig rar at have på, syntes hun, for den var lavet af noget groft uldstof, som sikkert kradsede, og den var også alt for stor til ham. Hun rodede ivrigt i den gamle trækiste med tøj, som hendes mor havde gemt.
   Her, sagde hun og rakte ham først et par bukser og lidt efter en bluse der kunne bruges. Det var gammelt og slidt som munkekutten, men det var rent og det lugtede ikke. Og det gjorde ikke så meget, at det var for stort, for med en bælte kunne han godt have det på, mente Nenna. Hun så tilfreds på ham. Så fandt hun sin mors slidte træsko. De var også for store til ham, men de var bedre end ingenting. Til sidst så Nenna på ham og blev helt tilfreds over synet. Hun kunne ikke lade være med at smile. Det var alligevel rart, at der var en anden, syntes hun, og det var pludselig også dejligt at løbe over i fadeburet, for at se efter noget de kunne spise. Lidt efter kom hun tilbage med både gryn og en kande mælk, som de kunne lave grød af.

Der havde ikke været tændt op på ildstedet i meget land tid, men nu lod hun drengen få lov til at slå ild med mors fyrtøj og der gik ikke ret lang tid inden, der var god ild under gryden. Mens de ventede på at grøden skulle koge, spurgte Nenna drengen ud om, hvem han var.
   Jeg hedder Hugo, sagde han. Jeg skulle være munk.
   Men præsten beholdt dig, så nu skal du ikke længere være munk?
   Han trak undvigende på skulderen.
   Det ved jeg ikke, sagde han, og Nenna lagde mærke til hvordan han så ned i gryden med sultne øjne, og hvordan han snusede nydende til den gode lugt af grøden. Han så sulten ud, syntes hun, og han lignede en der ikke havde fået ordentlig mad i lang tid. Så skubbede hun gryden væk fra ilden og rakte op på hylden og fik fat i to skåle. Uden at sige noget øste hun op til den begge to og bagefter hældte hun mælk over fra kanden.
   Her, sagde hun, og rakte den ene til Hugo, som tog taknemmeligt imod med begge hænder og bar den hen til bordet, hvor han skubbede sig ind på bænken. Han spiste i tavshed men bagefter lagde hun mærke til hvordan han så undersøgende rundt i rummet. Det var som om han ikke kunne lade være med at se, efter det præsten havde kaldt heksetingene, men som han ikke vidste hvad var. Hvis han blev ved med at snuse omkring, for at fat i amuletten, ville han måske ende med at finde den, sagde Nenna til sig selv. Selvom det ville være sørgeligt at skulle gå fra huset og fra alt det der havde været hendes mors, var det måske alligevel bedst at hun fandt et andet sted at være.
   Så kunne Hugo jo blive der.

Alligevel gik hun ingen steder. Det var så rart at være sammen med Hugo, for hun havde følt sig så alene i alt for lang tid. Det var så rart at have en at snakke med, syntes hun, også selvom han var så nysgerrig. Han ville så gerne vide hvordan hendes mor havde hekset, og han blev ved med at spørge, selvom Nenna blev ved med at sige, at hun ikke havde været nogen heks, og at hun aldrig havde kunnet hekse.
   Hun fløj da væk, sagde han og så på Nenna med sine store opspilede øjne, der var fulde af uhygge. Så du ikke det?
   Nu var det Nenna der trak undvigende på skuldrene og så væk. Hun forstod jo heller ikke, hvad det var der var sket. Måske havde det bare set sådan ud, sagde hun. Men indeni vidste hun godt, at hendes mor havde gjort noget, som ikke bare kunne forklares. Hun havde jo også set det.

Hver nat sov de begge to i sengen. Hugo lå inderst ved væggen, der hvor Nenna plejede at sove, for han var bange for at ligge yderst. Nenna var ligeglad med, at han havde taget hendes plads, der var alligevel ingenting der var som før. Nu var hun bare glad for, at han var der. Hun var glad for, at hun ikke var helt alene i huset, selvom hun savnede sin mor, så det gjorde ondt, hver gang hun kom i tanker om hende. Nogen gange græd hun om natten, men kun når Hugo sov. Han skulle ikke vide, hvor ondt det gjorde, syntes hun, og hvor sørgeligt det hele var.

Om dagene, strejfede de to omkring nede i skoven. Så havde de det sjovt sammen. De fangede fisk i bækken, for det var Hugo god til, og han kunne også rense dem, så de kunne spises. Det var godt, for som tiden gik, var der ikke længere så meget tilbage i fadeburet. En dag foreslog han, at de skulle lave bål i skoven og stege fiskene der, i stedet for at tage dem med hjem, men bare tanken om et bål fik Nenna til at gyse.
   Nenna havde bare set på ham. Så havde hun rystet på hovedet.
   Tror du virkelig, at jeg vil spise en fisk, der er stegt på en pind over et bål? sagde hun trist.
   Aldrig, hviskede hun.
   Så grinede Hugo.
   Det var jo også bare for sjov, sagde han.
   Men for Nenna var det ikke sjovt. Hun blev ved med at huske hvordan hendes mor havde stået der midt i bålet, mens der blev tændt ild, og alle folkene fra landsbyen havde bare stået der og kigget på det, uden at gøre noget for at redde hende. Men hun huskede også, hvordan hendes mor var fløjet væk som en sort fugl.
   Kom nu. Hugo skubbede til hende. Skal vi så ikke gå hjem og stege den fisk? sagde han, og Nenna tog sig sammen og fulgte med.

Lige så snart de skubbede døren op og trådte ind, kunne Nenna mærke, at der havde været nogen i huset. Hurtigt så hun op på hylden efter bøgerne. De var væk. Men de folk der havde været i huset, have også ledt efter noget andet, kunne hun se, for tæpperne fra sengen var smidt ud på gulvet, og halmen i den var rodet igennem og spredt over det hele. De havde søgt oppe på tallerkenhylden, kunne hun se, for tallerknerne var sat ned ved siden af ildstedet.
   Der har været nogen herinde, hviskede hun og så sig rundt i halvmørket, som om hun frygtede at de stadig var der et sted.
   De har stjålet bøgerne. Hun kiggede hurtigt over mod stenen ved ildstedet, som amuletten var gemt under. Det så ikke ud som om, der havde været pillet ved den, kunne hun se, for der lå stadigvæk aske hen over den. De havde ikke fundet den.
   Tror du de har fundet hendes hekseting? spurgte Hugo, da de lidt efter sad spiste af fisken.
   Nenna trak på skulderen, som om hun var ligeglad.
   Det ved jeg ikke, løj hun, Jeg ved jo ikke hvad det er præsten tror her er.

Senere om aftenen, da de lå ved siden af hinanden i sengen, kunne Nenna mærke en sær uro i kroppen. Det var ikke længere trygt og godt at være i huset, syntes hun, og der var ikke rart at ligge i sengen. Måske var det bare fordi halmen var blevet rodet igennem og nu bulede ujævnt under hende.
   Måske er det bedst vi flytter, sagde hun op i mørket.
   Det kan vi jo ikke, hviskede Hugo, og Nenna kunne høre på hans stemme, at tanken fyldte ham med uro.
   Hvorfor ikke? ville hun vide.
   Hvor skal vi da gå hen? spurgte han og Nenna træk på skulderen, så halmen knasede under hende.
   Det ved jeg ikke, sagde hun stille. Men her er ikke længere rart at være. Der er snart heller ikke mere mad i fadeburet, føjede hun til.
   Hun lå lidt og tænkte på hvor de kunne gå hen.
   Har du ikke en mor og en far et sted? spurgte hun ud i mørket, og hørte hvordan Hugo rystede på hovedet.
   Næ, mumlede han.
   De er måske også døde? ville Nenna vide.
   Ikke mor, sagde han, men hun havde giftet sig med en ny mand. og ham skal jeg ikke tilbage til, sagde han og hans stemme fik en hård klang.
   Måske kan jeg blive tjenestepige et sted, sagde Nenna og lagde hænderne under nakken, mens hun så tænksomt op i mørket over sig. Eller jeg kan passe køer. Det var ikke fordi hun havde lyst til det, for hun havde altid troet hun skulle være klog kone ligesom sin mor.
   Hvad så med mig? sagde Hugo inde i mørket.
   Du kan vel også passe køer, mente hun.

Så drejede hun sig væk fra ham og trak benene op under sig for at sove. Men hun sov ikke. Så snart hun var sikker på at Hugo var faldet i søvn, listede hun hen til ildstedet, hvor amuletten var gemt. Hun løftede stenen og stak hånden ned og tog den frem og knugede den i ind til sig. Hun lovede sig selv, at hun aldrig at fortælle nogen om den. Hun ville passe på den, for når hun forlod huset, ville den være det eneste hun havde, som havde været hendes mors. Det var en god fornemmelse at holde den i hånden, mærkede hun. Det var lige som, der kom en rislen fra den, som fyldte hendes krop. Så åbnede hun sit skørt og bandt den fast på indersiden af det bindebånd, hun holdt skørtet sammen med. Her kunne den sidde uden at nogen kunne se den, og hun kunne hele tiden mærke, at den var der.

Om natten vågnede Nenna ved, at der var en puslen i rummet. Hun for sammen ved lyden og var sikker på, at det var præstens folk, der var der igen, for at lede efter hendes mors ting. Så lydløst som muligt satte hun sig op i halmen og så rundt i mørket. Der var ingen vinduer i det lille hus, kun lidt utætheder her og der, hvor der slap lidt af den lyse sommernat ind. Det var ikke nok til, at hun kunne være sikker på, at der ikke var nogen. Hun holdt vejret og lyttede, og hun var sikker på, at det var ovre ved ildstedet, hvor amuletten havde været gemt, at det puslede. Det kom tættere på, syntes Nenna og hun drejede hovedet og for forskrækket sammen, da hun pludselig stirrede ind i et par runde ravgule øjne. Hjertet hamrede hårdt i brystet på hende, og hun var nødt til at slå hænderne op for munden, for ikke at give et hyl fra sig. Hvad var det? Det eneste hun kunne tro var, at det var en ånd af en slags, eller et dyr. Men et dyr ville jo ikke kunne komme ind, for Nenna var helt sikker på at slåen var sat for døren. Hun lukkede øjnene, og det svimlede i hende, da hun et øjeblik efter mærkede hun noget skarpt gribe fat i sin skulder. Hun hev efter vejret af forskrækkelse, og uden at tænke over det, slog hun ud efter det, der havde taget fat i hende. Så hørte hun en stemme hviske stille og beroligende ind mod sit øre.
   Tag det roligt, hviskede den. Du skal ikke være bange. Det er bare mig.
   Mig? Nenna måtte kæmpe for ikke at skrige højt, og hun forsøgte at få det, der sad på sin skulder til at gå væk. Det var glat og køligt, mærkede hun. Det var ikke et menneske, der føltes sådan, men det var noget der var levende.
   Det er bare mig, hviskede stemmen igen. Og så genkendte hun den.
   Det var mors stemme, forstod hun. Det var mor.

Det var som om, et eller andet faldt sammen inde i Nenna. Gråden vældede op i hende. Hun hulkede og tårerne trillede ned ad hendes kinder, mens hun med sin kind mærkede den glatte fornemmelse af fuglen på sin skulder. Hvordan kunne hendes mor være her? Hun rystede på hovedet og snøftede. Hun forstod det ikke. Men hun genkendte stemmen, der talte beroligende ind i sit øre, og det var så rart at høre den igen.
   Kom med ud, hviskede den, og Nenna rejste sig og famlede sig over til døren og fik slåen fra. Det var lysere udenfor og nu kunne hun se fuglen der sad på sin skulder. Den var helt sort og den lagde hovedet på skrå og så skævt på hende med sine to gule øjne.
   Mor? hviskede hun med stemmen fuld af tvivl og undren, og det var som om fuglen nikkede.
   Du skal væk herfra, hviskede den stemme hun kendte så godt. Find et andet sted at være. Et sted langt væk.
   Hvorfor? hviskede Nenna tilbage. Hvorfor var de ude efter dig? Det er amuletten, sagde hendes mor. Det er den, de vil have. De ved at den er her et sted, at du har den. Jeg er så ked af, at jeg aldrig fik fortalt dig noget om den, og om hvad den kan, sagde hun, men jeg synes jo du var for lille til det. Jeg troede, jeg havde tid nok.
   Nenna nikkede tavst. Hun ville også ønske at hendes mor havde haft mere tid.
   Det er den, der heler og læger, hviskede hendes mors stemme.
   Var det da ikke dine salver? snøftede Nenna undrende. Hvad med det, der stod i dine bøger? Så kom hun i tanker om, at der havde været nogen inde i huset, som havde taget dem.
   Der er nogen, der har stjålet dine bøger, sagde hun så og så ned.
   Der kan du selv se, hviskede stemmen. De er ude efter det, vi kan.
   Så længe de ikke har amuletten, kan de ikke bruge bøgerne til ret meget, fortsatte hendes mors stemme. Altså ikke andet end at læse opskrifter på salver og pulvere.
   Jamen du lavede da også salve, indvendte Nenna.
   Fuglen hoppede lidt rundt på hendes skulder og hun kunne mærke de skarpe kløer mod sin hud.
   Hvad tror du folk ville have sagt, hvis jeg ikke lavede salver? fortsatte hun lavmælt ind mod Nennas øre. Hvis jeg bare havde holdt en amulet hen over deres dårlige rygge, og så blev de raske igen. Stemmen tav lidt, så fortsatte den.
   Det er hekseri.
   Hekseri? Nenna gentog forskrækket uden at forstå. Kunne du det?
   Det svarede morens stemme ikke på. I stedet drejede fuglen hovedet i små forskrækkede ryk, som om den så rundt i mørket efter noget og Nenna blev grebet af en sær uro, som om nogen måske lå på lur efter hende.
   At bruge amulettens kraft til at hjælpe folk af med deres ondt i ryggen, det er jo fint nok, fortsatte stemmen. Men man kan også bruge den samme kraft til skade folk, eller til at skaffe sig det, man vil have. Man kan få magt over folk.
   Det er det præsten er ude på, sagde hendes mor stemme. Derfor skal du tage den væk herfra, fortsatte hun, efter at have været stille lidt. Du skal aldrig vise den til nogen, heller ikke til drengen, og du skal aldrig snakke om, at du har den. Der er enorme kræfter i den, og der er mange der gerne vil have fingre i den.
   Hugo spørger hele tiden efter dine hekseting, sagde Nenna, og det var som om fuglen nikkede.
   Men du skal ikke sige noget, sagde morens stemme så, og fuglen strøg sit kølige næb over hendes kind.

Nenna ville gerne have spurgt sin mor om mere, men i det samme hørte hun en puslen ovre ved huset. Hun drejede hovedet og forventede at se Hugos forsovede hoved komme til syne i døren, men han kom ikke. Til gengæld blev hun opmærksom på et varmt lysskær bag ved huset. Hun så på det og syntes det tog til i styrke. Så mærkede hun lugten af røg, og med det samme forstod hun, at der var ild i huset. Det tog kun et øjeblik, så havde ilden godt fat i taget og der lød en buldren oven over huset. Hun stirrede lamslået på det, og på et øjeblik var det lille hus var omspændt af flammer. Det tørre stråtag brændte, og der var sikkert allerede ild i træværket.
   Hugo, hviskede hun rædselsslagen, og sprang op. Han lå jo derinde og sov.

Uden at tænke over det sprang hun ind ad døren. Rummet var allerede fyldt med røg, og selvom hun holdt sit tøj hen for munden, for ikke at indånde røgen, hostede hun og hev efter vejret. Der var gloende varmt og det sved i øjnene, så tårerne trillede ned ad kinderne. Alligevel famlede hun sig videre for at komme over til sengen. Nogen steder faldt der brændende strå og gløder ned fra taget. Og hun forstod, at hvis der faldt sådan noget ned i sengen, ville Hugo også hurtigt være omspændt af flammer, og så ville det være for sent at få ham ud.
   Hugo, råbte hun og ruskede i ham for at få ham vågen. Vi skal ud. Det brænder. Men han var helt væk.
   Hugo, råbte hun igen. Så vågn dog op.
   Hun hostede og ruskede i ham igen med den frie hånd, mens hun holdt den anden for munden. Hun vidste at man kunne blive kvalt af røg, og det var som om den tætte røg allerede havde gjort, at han ikke var til at vække. Uden at tænke over det strøg, hun hen over det sted, hvor hun havde amuletten. Den var der endnu, mærkede hun og det var som om fornemmelsen, gav hende nye kræfter.

Hun hostede og harkede og hev i den livløse Hugo. Hun fik fat i begge hans arme og fik ham trukket ud af sengen, mens hun forsøgte at holde vejret. Han skrabede hen over sengekanten, og med et bump fik hun ham ned på jordgulvet. Uden at stoppe fortsatte hun over mod døren med ham slæbende efter sig. Hans hoved slog nogen gange ned i gulvet, men det var den eneste måde, hun kunne få ham ud på. Oven over dem brølede flammerne, og hun vidste at det brændende tag snart ville styrte ned. Så ville det være for sent at komme ud, for nogen af dem. Krumbøjet asede hun videre, og selvom en lav skammel væltede og fulgte med Hugos ene ben, fortsatte hun over mod døren. Da hun endelig kom derover mærkede hun den friske og kolde luft strømme ind, og det var også som om, det fik ilden i stråtaget til at buldre endnu mere og lyse endnu mere op. Og så styrtede det hele sammen og en sky af gløder regnede ned over dem. Hun mærkede heden og hvordan gnister og gløder brændte hende i nakken og på armene. Alligevel kæmpede hun sig duk­nakket videre med den livløse dreng efter sig. Først da hun havde fået ham helt op på vejen, gav hun slip og sank hulkende sammen ved siden af ham. Der var også gået ild i hans tøj, så hun, og grædende hamrede hun på det med begge sine hænder, for at slukke det.
   Så vågn dog op, snøftede hun rasende, men Hugo lå ganske stille på maven og ænsede ikke engang, hvordan hun bankede på ham.

Så så hun over på huset, og så hvordan det sidste af det forsvandt i flammerne. Der var ikke mere noget at gøre, var hun klar over. Sådan en ild kunne ikke slukkes. Der var heller ikke kommet nogen, for at hjælpe med at slukke den. Det undrede hende, for folk var ellers altid så bange for ildebrand, for ild kunne hurtigt brede sig, og lægge hele landsbyen øde. I ildskæret kunne hun se den lille jordlod ved siden af huset. Det var der, koen plejede at stå. Den var der heller ikke mere, så hun.

Hun sad der i lang tid og så ulykkelig på huset der brændte helt ned. Ved siden af hende lå Hugo og var så godt som død. Men så hostede han pludselig, og rørte på sig og lidt efter løftede han hovedet og så op på hende. Så drejede han det og stirrede forskrækket og med vidåbne øjne på det nedbrændte hus.
   Hvad er der sket? hviskede han, med en ru stemme.
   Brændt. Nenna så væk, da hun sagde det. Huset er brændt, kan du vel se.
   Jamen hvordan, fortsatte han og glippede med øjnene. Han kæmpede sig op og sidde, og tog sig til benene, hvor gløderne havde brændt hul.
   Vi havde jo ikke ild, sagde han og ømmede sig højlydt.
   Nenna svarede ikke. Hun trak bare på skulderen og så tavst på ham.
   Hun forstod heller ikke, hvad der havde sat ild i huset, eller hvem.

De sad ved siden af hinanden i græskanten ved vejen til solen endelig stod op. Huset var helt væk nu, bare en sort udbrændt dynge aske, som det stadigt røg fra. Der var også stadigvæk flammer, men de var små nu.
   Vi må væk herfra, sagde Nenna til sidst og rejste sig langsomt op. Benene rystede under hende, men hendes stemme var fast og klar.
   Kan vi ikke blive her, klagede Hugo.
   Nenna rystede på hovedet.
   Kan vi ikke være ovre i fadeburet? forslog han, men Nenna rystede på hovedet igen.
   Der kan vi jo ikke bo, sagde hun. Der er koldt. Og hvor skal vi sove?
   Hun bøjede sig ned og tog fat i Hugo og hjalp ham op og stå. Han lænede sig op ad hende og havde svært ved at støtte på benene, mækede hun. Måske var det stadigvæk røgen, der havde forgiftet ham? forestillede hun sig. Hun tænkte på sin mors salver og pulvere. Det var også alt sammen væk nu, og hun havde ikke noget der kunne hjælpe ham. Hun lagde også mærke til hvor mange skrammer og brandsår han havde fået ned ad sine bare ben, og hun forstod hvor ondt det måtte gøre. Og uden at slippe ham hjalp hun ham over marken og ned til fadeburet, hvor hun hjalp ham ned og sidde igen.
   Vi bliver her kun til det bliver mørkt, sagde hun og krøb sammen ved siden af ham. Folk i landsbyen vil ikke have os her.

Hele dagen sad de med ryggene op ad det lille fadebur mens de så på de gløderne der ulmede, og mærkede den kvalmende røg, der stadig kom fra op fra brandtomten. Der lå halvbrændte bjælker midt i alt det sorte. De var styrtet ned og Nenna lagde mærke til, at skorstenen også var styrtet sammen. Den lå som en stor dynge sorte sten midt i det hele. Synet fik det til at gøre ondt i Nenna. Hun rystede tavst på hovedet over det, og følte sig helt tom i, for alting var helt håbløst nu syntes hun. Fuglen der havde talt med hendes mors stemme var forsvundet. Den var ikke kommet tilbage igen efter branden. Det var ellers nu hun havde brug for sin mor, sukkede hun, for nu var der slet ikke noget sted, der var hendes. Koen var der heller ikke mere, havde hun lagt mærke til. Dem der havde stukket ild på huset, havde vel taget den med, forestillede hun sig. Hun kunne ikke lade være med at tænke på hvem der havde været der og sat ild i stråtaget, Det kunne næsten ikke være andre end præsten, der stod bag.
   Men hvorfor? undrede hun sig. Hendes mor var der jo ikke mere. Eller var det fordi præsten ville have, at hun også skulle brændes? Det rislede koldt ned ad ryggen på hende ved tanken. Eller måske var det fordi folk bare ikke ville have et heksehus i landsbyen.

Det var en lang dag hvor de bare sad der og kiggede tavst. Af og til skottede Hugo til hende, for se finde ud af hun havde tænkt sig at gøre. Men Nenna orkede ikke at gøre noget. En enkelt gang var hun nede i fadeburet og tage noget mælk fra kanden til dem. Der så hun på sækken der stadig var mel i og på bøtten med gryn, men hvad skulle de bruge det til, når de ikke længere havde nogen gryde og heller ikke noget ildsted til at koge grød på? Hugo trak på skulderen da hun spurgte. Han vidste ikke hvad han skulle sige.

Da var det så småt begyndt at blive aften og koldt og Nenna syntes det var for sent at gå nogen steder, da hun fik øje på en vogn, der kom skrumplende oppe fra landsbyen. Fuldt af mistro fulgte hun den med øjnene, selvom det var bare en simpel gammel arbejdsvogn.
   For hvem kører ud for at arbejde når det er aften? undrede hun sig.
   Måske kan vi køre med, sagde Hugo ivrigt, Så slipper vi for at gå.
   Han var allerede ved at kæmpe sig op at stå, men Nenna lagde tyssende en hånd på han arm. Hurtigt trak hun ham helt ned og ligge i græsset så de ikke kunne ses. Der lå de og så hvordan vognen standsede ud for det udbrændte hus, og hvordan en krumbøjet mand steg ned fra bukken.

Det var helt tydeligt at han ikke kom for at hjælpe, så Nenna og bitterheden og vrerde fik igen tårer til at løbe ned ad hendes kinder. Det var så uretfærdigt, at der ikke var en eneste i landsbyen, der var kommet for at hjælpe med at slukke ilden, syntes hun. Man plejede at hjælpe hinanden, når der skete sådan nogen frygtelige ting. Hun tørrede sig under næsen med bagsiden af sin hånd, mens hun så på manden, der fik en greb ned fra vognen og gik i gang med rode i resterne af huset.
   Det er Ulle, sagde hun vredt. Det er præstens karl.
   Hvad laver han? sagde Hugo og hans stemme lød forskrækket. Tror du han leder efter os?
   Nenna fnøs.
   Selvfølgelig gør han ikke det, sagde hun. Han er fuldstændig ligeglad med os.
   Hun fulgte manden med øjnene i et stykke tid. Så strøg hun hånden hen over amuletten, som hun kunne mærke under tøjet.
   Han leder efter noget andet, sagde hun så. Han leder efter noget af mors.
   Heksetingene? spurgte Hugo og hans øjne lyste op fulde af nysgerrighed.
   Men det er der ikke, fortsatte Nenna. Hendes stemme var fuld af hån og vrede. Den lede præst kan spare sig.

Ulle rodede længe i askedyngerne, og det var stadig gloende varmt, kunne de se, for jævnligt standsede han og gik ud for at holde hvil. De så hvordan han smed trøjen selvom det var aften og køligt og han tørrede sig over panden, som om han havde det alt for varmt. Så gik han tung og krumbøjet tilbage og ledte videre mellem de nedfaldne træbjælker og de andre rester af huset. Han skovlede i det med sin greb, og Nenna var ikke længere væk, end at hun kunne se, at han også havde fat i gryderne fra ildstedet, og at han så undersøgende ned i dem. De havde nok ikke taget skade af ilden og kunne sikkert godt bruges endnu, gættede hun, men den store mand smed dem bare fra sig. Det var ikke til at holde ud at se på, syntes Nenna. Hun på Hugo.
   Kom, hviskede hun, vi må hellere komme væk herfra.
   Nu? spurgte han og lod blikket glide over mod skoven hvor der så mørkt og ikke særlig rart ud. Vi du gå ind i skoven nu? spurgte han, og Nenna nikkede.
   Hellere det end bare at sidde her, snøftede hun.
   Hun kravlende hen langs kanten af det gamle fadebur og om på den anden side af det, så Ulle ikke skulle få øjne på hende. og lidt efter kunne hun høre
   Hugo komme asende efter hende. Han ville ikke være der alene, forstod hun.

Forsigtigt og så lydløst de kunne sneg de sig over mod skoven og ind mellem træerne. Selvom solen var gået ned og det var begyndt at blive mørkt forslog hun, at de skulle fortsætte inde mellem træerne. Underskoven var tæt, og det var besværligt at komme frem, men hun kendte stierne, sagde hun.
   Det hjalp ikke at Hugo klagede sig. Nenna vidste godt at det gjorde ondt i hans ødelagte ben, når grene svirpede på dem, og hun syntes det var synd for ham, men hellere det end at blive taget til fange af Ulle, sagde hun. Hugo nikkede tavst og fulgte med så godt han kunne.
   Kan vi ikke gå ud til vejen, spurgte han alligevel forsigtigt, da han syntes de havde gået længe.
   Det er alt for farligt, sagde Nenna. Hvis der kommer nogen fra landsbyen forbi, genkender de mig, sagde hun. Måske spørger de hvor vi skal hen, og måske fortæller de til præsten at de har set os.

De var ikke længere væk fra vejen, end at de kunne høre det, da der lidt efter kom en vogn rumlende forbi. Nenna gættede på at det igen var en arbejdsvogn, for hun kunne høre, at der kun var en hest spændt for. Hun standsede og de stod helt stille i mørket mens vognen skrumplede langsomt forbi og lidt efter var der igen kun skovens og aftenens lyde at høre. Nenna og Hugo fortsatte inde i mellem træerne. De kæmpede sig videre og nåede hen til den brede å. Der kunne de ikke komme videre uden de at skulle vade ud i vandet, Så de var nødt til at gå tilbage til vejen.

Lige så snart de var ude på vejen igen, så Nenna at der stod en på broen. Forskrækket greb hun fat i Hugo for at stoppe ham. Men det var for sent. Manden på broen havde allerede fået øje på dem, og Nenna havde genkendt den store ludende skikkelse. Det var Ulle der stod og ventede på dem. Han stod der en stor sort skygge så ud som om han havde ventet på, at de skulle komme ud af skoven. Han stod og gjorde sig bred midt på broen, med skrævende ben og hænderne i siden. Det måtte være hans vogn de havde hørt, og han måtte være kørt længere ind i skoven, have stillet den og så være gået tilbage. Så snart Nenna så ham, smed hun sine træsko, og løb alt hvad hun kunne tilbage mod landsbyen. Hugo humpede efter hende på sine ødelagte ben, men den store mand var lige i hælene på dem, kunne hun høre. Det var Nenna han ville have fat i, og selvom om han var stor og tung halede han ind på hende. Selvom hun pilede afsted gik der ikke lang tid inden han havde fat i nakken på hende, så hun blev trukket bagover og var ved at falde.
   Der fik jeg dig, pustede han. Han løftede hende op, og Nenna stirrede lige ind i hovedet på ham. Han så uhyggelig ud i mørket, syntes hun. Hans hoved var helt barket med revner og furer, der voksede skæg ud af. Han havde en kroget næse og små stikkende øjne, der stirrede hende lige ind i ansigtet, og hun var nødt til at dreje hovedet for at slippe for lugten fra hans mund. Så grinede han og Nenna så, at han ikke havde ret mange tænder.
   I troede måske, at I kunne slippe væk, sagde Ulle.

Uden at slippet taget i Nenna, så han sig om efter Hugo der stod henne hvor de var kommet ud af skoven. Nenna forsøgte at gøre tegn til ham om, at han skulle komme væk, men drengen stod der bare og som om han ikke vidste om han skulle stikke af eller komme Nenna til hjælp.
   Så løb dog, hylede Nenna. Men inden Hugo nåede at få samlet sig sammen til at komme afsted var Ulle der henne og havde fat i nakken på ham med den anden hånd. Så slæbte han dem begge to med tilbage mod broen.
   Mine træsko, hylede Nenna rasende, da de kom forbi det sted, hvor hun havde smidt dem. Giv mig mine træsko. Den store mand stoppede et øjeblik, så hun kunne samle dem op, uden at han slap hende. Så fortsatte han krumbøjet med hænderne godt fat i nakkerne på den. Vognen var kørt ind mellem træerne ved vejkanten et stykke på den anden side af broen. Der stod den med den hesten spændt for, og uden at standsede slyngede Ulle de to op på vognen. Han sprang selv derop og med sin vægt holdt han dem begge to nede, mens han tog et reb stykke der lå klar til at binde dem. Nenna hylede og sparkede og snoede sig for at komme fri af hans greb, men det hjalp ikke. Han havde et knæ i ryggen på hende så hun næsten ikke kunne få vejret. og han var ikke til at få væk.
   Så lig dog stille tøs, snerrede han vredt og med bagsiden af sin barkede hånd slog han hende på siden af hovedet, så hun blev stille. Så tvang han hendes arme om på ryggen og bandt dem hårdt sammen med rebet. Det gjorde ondt i skuldrene og strammede om hendes håndled, og hun var nødt til at blive liggende, der hvor han havde smidt hende. Ved siden af, kunne hun høre Hugo græde og snøfte. Han blev også holdt nede af den store mands vægt, og han fik også armene vredet om på ryggen, hvor de blev bundet lige så hårdt, som Nennas. Der lå de tavse ved siden af hinanden, mens Ulle sprang op på bukken igen og vendte vognen. Nenna kunne ikke se, hvor de kørte, men hun var sikker på at de var på vej tilbage mod landsbyen igen. Hun kunne lugte brandstedet, da de kom forbi det, og hun kunne mærke varmen fra det. Hun kneb øjnene i, for ikke at komme til græde, mens hun lå her på bunden af den elendige vogn og var fanget. Hun var ikke i tvivl om, at de var på vej tilbage til præsten og hans stenhus, og der gik ikke ret lang tid, så stoppede vognen igen. Et øjeblik efter sprang Ulle ned fra bukken. Han bøjede sig ind over vognsiden og greb først fat i Nenna og smed hende op over sin skulder. Hun hylede af raseri, men også fordi det gjorde ondt i armene.
   Slip mig fri, hvæsede hun og sparkede, så den ene træsko faldt af, men det hjalp ikke. Ulle bar hende ind ad døren til præstens hus og smed hende fra sig på gulvet.
   Jaså, var der en stemme, der sagde oven over hende.
   Der har vi hekseungen.
   Hun genkendte med det samme at det var præsten, der sagde det, og hun stirrede lige ind i hans sorte lædersko og op ad hans sorte bukser. Han stod og så ned på hende, uden at gøre noget for at løsne hendes arme eller for at hjælpe hende op at stå. Han nøjedes med at stikke snuden af sin ene sko inder under kinder kinden på hende og tvinge hendes hoved opad.
   Hekseunge, sagde han igen, og hans stemme var fuld af hån og foragt.
   Nenna lukkede øjnene. Hun ville ikke se på ham, og hun ville ikke svare. Hun ville væk, ud af hans hus.
   Jeg skal nok finde ud af, hvor du gjort af din mors hekseting, sagde han så og trak foden til sig igen.
   Smid hende i kælderen, hørte Nenna ham sige da han gik lidt væk, og hun gættede på at det var Ulle, han sagde det til. Igen blev hun løftet op, og hun genkendte hans grove hænder, da han tog fat i hende. Denne gang sagde hun ingenting. I stedet samlede hun en stor spytklat i munden, som hun sendte hen foran præsten fødder, da Ulle gik med hende.

Han bar han hende ned ad en kold og mørk stentrappe og ind i lille rum. Der lempede han hende ned på gulvet og endelig bandt han rebet op så hun igen kunne bevæge armene. Et øjeblik efter smækkede han døren i og hun hørte en nøgle blive drejet i låsen. Hun var fanget.

Nenna satte sig op på det kolde jordgulv og så sig om. Der var et lille bitte kældervindue oppe foroven, som der kom en smule lys ind ad, men det var ikke stort nok til, at hun kunne komme ud af det. Heller ikke selv om hun var lille. Der lå en bunke halm på gulvet nedenunder, mærkede hun, og der lå også noget der nok var et gammelt hestedækken, som hun kunne tage over sig. Hendes hånd ramte et fad, der stod ved siden af. Nenna kunne lugte det og skubbede det væk med væmmelse. Det var til at pisse i. Så kravlede hun hen på halmdyngen og rullede sig sammen. Selvom hun var rasende på præsten, fik tårerne igen frit løb ned ad kinderne. Der var her hendes mor havde siddet og det var her hun selv skulle sidde, indtil præsten fik bygget et nyt stort bål, så hun også kunne blive brændt. Nenna snøftede, og ønskede at hun også kunne skabe sig om til en sort fugl og flyve væk.

Nenna sad i kælderen hele natten og det meste af den næste dag. Tiden sneglede sig afsted og selvom hun havde hestedækkenet, var der koldt og hun frøs. Hun var også sulten og tørstig, og ind imellem græd hun, både fordi hun var vred men også fordi hun syntes, at det hele var håbløst. Hun tænkte på sin mor, der også havde siddet her, og hun tænkte på Hugo, og hvor han mon var blevet af. Måske havde præsten et andet kælderrum, som han sad i. Eller var det mon var lykkedes ham at stikke af. Nenna troede det ikke, for Hugo var ikke sådan en, der var hurtig til at se en fare og til at komme væk. Han stod bare der og gloede, tænkte hun vredt. Men hun var også ligeglad, hvad der var blevet af ham. Hun ønskede bare, at hun kunne regne ud, hvordan hun selv kunne komme ud derfra og komme væk.

Gennem det lille vindue kunne hun se lidt af himlen og havens træer. I løbet af dagen så hun hvordan solstriben der faldt ind ad vinduet flyttede sig ganske langsomt, og til sidst faldt der skygge på vinduet. Det måtte snart være aften igen, gættede hun. Hun var så sulten at det gjorde ondt og hendes mave knurrede højlydt. Hun havde hverken fået noget at spise eller drikke hele dagen, og hendes læber var fuldstændig tørre og sprukne af tørst. Men præsten syntes nok ikke, at det var nødvendigt, at give hende noget. Hun var henne og rykke i dørens håndtag flere gange og hun råbte og kaldte og hamrede på den, men der kom ikke nogen og lukkede hende ud. Der var helt stille i huset, syntes hun og til sidst gav hun op og sank grædende sammen på halmdyngen.

Der lå hun længe, og kiggede op i loftet, mens et uhyggeligt halvmørke sænkede sig i kælderen. Hun måtte være faldet i søvn, for pludselig for hun sammen ved lyden af døren, der blev åbnet. Det var tjenestepigen, den gamle Sørine der stak hovedet ind. Hun havde et lys i hånden og skæret faldt på hendes rynkede ansigt, så det blev endnu mere grimt og knoklet end det ellers var.
   Præsten vil se dig, sagde hun.
   Du skal med op i stuen.
   Nenna sprang op. Måske slap hun ud nu, håbede hun.
   Du skal ikke tro du slipper ud, knurrede den gamle kone, som om hun vidste hvad Nenna tænkte. Så gik hun op ad den stejle stentrappe og gennede Nenna foran sig ind i præstens stue.

Der sad han ved sit bord, der var dækket med masser af mad. Det lugtede så godt, at Nenna måtte synke og hun havde svært ved at få øjnene fra fadet. Der var både stegt kylling og grønsager og der lå et stort brød lige foran hende. Men det var ikke fordi præsten ville lade hende spise med, at han havde hentet hende op fra kælderen, forstod hun.
   Han så i stedet længe på hende med sit ondskabsfulde smil uden, at sige noget. Så så han ned på kyllingen og trak låret af den. Han betragtede kødstykket lidt, så så han på hende igen.
   Du har noget, jeg vil have, sagde han så.
   Nå, sagde Nenna, og forsøgte at lyde så ligeglad som hun kunne.
   Hun kunne næsten ikke få øjnene fra kyllingelåret, som han holdt med to fingre foran munden, som om han var gået i stå. Men hun måtte tvinge sig til det, så hun rankede ryggen og drejede hovedet, for at se væk.

Det gav et gib i hende, da hun fik øje på bøgerne. Det var helt sikkert hendes mors bøger, der lå opslåede på præstens arbejdsbord ved vinduet. Hun var helt sikker på at det var dem, for de var store og gamle med mange håndskrevne sider og en af dem var slået op, så hun kunne se tegninger af planter i den.
   Det var dig, der stjal mor bøger, sagde hun og drejede hovedet og præsten ind i øjnene.
   Vi kan ikke have bøger med hekseri til at ligge rundt om i husene, sagde han. De skal være i sikkerhed her.
   Hekseri, vrængede Nenna. Har du fundet noget i dem.
   Jeg havde jo tænkt, at du kunne hjælpe mig lidt med det, sagde han og bed endelig af kyllingelåret. Du kan nok også lidt hekseri, mon ikke? fortsatte han, med munden fuld af mad.

Det var, som om Nenna kunne mærke amuletten brænde mod sin hud under skørtet. Hun havde lyst til at røre ved den, men hun var nødt til at lade som ingenting, forstod hun. I stedet rystede hun på hovedet uden at tage øjnene fra præsten.
   Jeg kan ikke læse, sagde hun.
   Måske behøver du ikke kunne læse, sagde præsten så. En hekseunge som dig kan vel noget andet, der kan tyde bøgerne. Men Nenna rystede bare på hovedet, som om hun beklagede.
   Det kan jeg ikke, sagde hun, Jeg er ikke nogen hekseunge. Så hun ned på bordet med al maden foran hende.
   Jeg kan i hvert fald ikke, når jeg er sulten, sagde hun.
   Uden at sige noget vred præsten endnu et kyllingelår af og rakte det til hende. Og Nenna gnavede det langsomt og nydende i sig. Det var sjældent hun havde fået sådan noget fint stegt kød. Så slikkede hun sig om munden, som for at sikre sig, at hun havde fået det hele med. Hun så præsten ind i øjnene.
   Jeg er mere sulten, sagde hun så, og jeg er tørstig.
   Det var som om præsten smilede ad hende, alligevel tog han sin kniv og skar en ordentlig humpel brød af, som han rakte hende med spidsen af sin den. Hun snuppede det hurtigt og bed af brødet, som om hun var bange for at han skulle ombestemme sig. Det var godt brød, smagte hun. Så tog præsten den kande, der stod på bordet og hældte øl i et bæger og rakte hende det, og Nenna drak.

Det var et stort og smukt bæger på en høj fod, så hun, da hun havde tømt det. Det var ikke fattigfolks krus, der så sådan ud. Så så hun sig rundt i stuen og blev klar hvor mange andre fine og kostbare ting præsten havde. Der var mange lys, og skæret fra dem glitrede i de blanke lysestager og de drikkebægre der stod på bordet. Hjemme i mors hus havde der aldrig været tændt mere end et enkelt lys ad gangen, huskede hun, men her var der helt oplyst, selvom det var aften og mørkt udenfor.
   Nå, sagde præsten så og lænede sig tilbage, mens han så tilfreds på hende.
   Skal vi så kigge i bøgerne?

Nenna kom om på den anden side af det dækkede bord og bøjede sig over morens bøger. selvom hun aldrig rigtig havde kigget i dem, kendte hun dem igen. Hun kendte alle dine fine tegninger af planter.
   Kan du se, hvad der står, ville præsten vide, men Nenna rystede på hovedet og bladrede nysgerrigt videre.
   Nej, sagde hun, jeg kan jo ikke læse.
   Det kan jeg, sagde præsten, men jeg forstår ikke, hvad bøgerne handler om.
   Nenna så forundret på ham.
   De handler om planter, sagde hun og mente, at det var da nemt at se.
   Ha, præsten fnøs.
   Der er noget mere i de bøger, sagde han. Og det vil jeg vide, hvad er.

Nenna vidste, at han havde ret. Der var noget andet i de bøger, som ikke havde noget med teksten og de fine tegninger at gøre. Hun kunne mærke det, når hun satte fingeren ned i bogen for at prøve at læse eller genkende nogen af de håndskrevne tegn. Så summede det sært i fingeren og efter lidt tid, var det som siden forandrede sig og der kom et lag til syne under teksten. Hun forsøgte at lade som ingenting, mens hun stirrede på den skjulte tekst. Det var også skrevne ord, men det var ord som hun kunne forstå og som sagde hende noget.
   Inde under linningen på hendes skørt brændte og sitrede amuletten, mærkede hun. Det var som om den ville være med. Hun havde lyst til at tage den i hånden, men hun tvang sig til at lade være. Hvis hun viste præsten at hun havde den, ville alt håb være ude, var hun klar over. Den var den han ville have, og så ville hun med sikkerhed blive brændt på bålet for hekseri. Præsten ville få fri adgang til det, der egentlig stod i bogen. Og han ville bruge både den og bogen til alt muligt ondt, det var hun sikker på. Hun bøjede sig dybere over bogen og kiggede endnu mere interesseret i den.
   Ordene i den var navne, forstod hun. Hun vidste ikke hvorfor, men det var hun sikker på. Ordene var ikke bare skrevne. Det var som om de var levende og flimrede rundt mellem hinanden, så hun kunne stikke fingeren ned og røre ved dem, på samme måde som hun man kunne stikke hånden i vandet, der hvor der var hundestejler. Ordene havde også forskellige farver og størrelser, så hun, og de lyste og glitrede mellem hinanden.
   Kan du læse det, spurgte præsten igen, og han lød utålmodig.
   Nej, sagde Nenna og så op. Hun så tænksomt på ham og hun kunne mærke hvordan det dirrede i ham ved tanken om, at han måske stod her med en virkelig heksebog, som han bare ikke kunne læse i.
   Vil du ikke gerne have bøgerne, spurgte han og hans mund blev til en smal streg, da han smilede.
   Selvfølgelig vil jeg det, sagde Nenna. Det er min mors. Og du har stjålet dem.
   Stjålet? hvæsede han. Det er djævelens bøger, og det er min pligt at opbevare dem. Så smækkede han dem i og tog dem op i favnen og holdt dem ind til sig.
   Du får dem ikke, sagde han og smilede grumt. Aldrig.

Nenna sagde ikke noget. Men inde under hendes tøj knitrede amuletten, så hun var bange for at han kunne høre det. Så råbte præsten på Sørine, og hun åbnede døren så hurtigt, at Nenna fik fornemmelsen af, at hun havde stået udenfor og lyttet. Hun greb hårdt fat i Nennas ene arm, og førte hende hen tilbage mod trappen til kælderen. Lige idet de gik forbi køkkenet, så Nenna at der sad en derude ved bordet. Hun kunne kende tøjet og det helt korte lyse hår på hans hoved. Han sad en med ryggen til.
   Hugo? sagde Nenna overrasket og stoppede. Hvad laver du her?
   Drengen så hurtigt på hende over skulderen, så så han ned i bordet og dukkede sig endnu mere og Sørine klemte endnu hårdere om hendes arm.
   Der er ikke nogen Hugo her, sagde hun og borede fingrene ind i hendes arm. Så trak hun hende med ned ad trappen og puffede hende ind i det kolde og mørke rum igen, Så smækkede hun døren i og låste.

Nenna smed sig i halmbunken og lå og stirrede op i mørket.
   Det undrede hende at Hugo havde siddet der oppe i køkkene, og det var mærkeligt, at han ikke havde sagt noget.
   Han havde måske ikke nået det, forestillede hun sig. Men hvis han var taget til fange lige som hende, hvorfor sad han så deroppe, når hun sad hernede? Det forstod hun ikke.
   Måske er han slet ikke var taget til fange? slog det hende. Måske har præsten tilgivet ham, at han stak af?
   Eller måske har præsten stadig tænkt at bruge ham imod mig?

Tiden sneglede sig afsted, mens hun lå der. Der lugtede koldt og væmmeligt af kælder, og kulden krøb op ad hendes bare ben, selvom hun havde pakket det beskidte hestedækken omkring sig.
   Her havde hendes mor også siddet, gættede hun på. Så var det den samme bunke halm de sad i.
   Mor, hviskede hun ud i luften, og tanken om hende fik igen tårer frem i hendes øjne.
   Det var nu du skulle være her.

I det samme bankede det på døren med en stille og forsigtig prikken. Hun sprang op. Kunne hun virkelig få sin mor til at komme. Fuld af håb sprang hun hen for at åbne, men døren var lukket udefra. Hun kunne ikke åbne.
   Hun lænede panden mod den kolde dør.
   Mor? hviskede hun.
   Så lagde hun munden helt hen til sprækken.
   Hvem er det? hviskede hun stille, men så højt at hun troede det kunne høres udenfor.
   Mig, var der en stemme, der hviskede tilbage. Så hørte hun nøglen blive drejet meget forsigtigt i låsen. Der lød et lille klik og så blev der åbnet.

Ude i den mørke gang stod Hugo.
   Hugo? Skuffelsen bredte sig i Nenna, så det brændte i hende, og hun havde svært ved ikke at lyde vred. Hun havde sådan ønsket at hendes mor skulle komme og et kort øjeblik havde hun virkelig troet, at hun var der. Og så var det bare ham.
   Hvad vil du? sagde hun hårdt. Hvad laver du her?
   Her, hviskede han i stedet for at svare. Han rakte det frem som han stod og knugede ind til sig. Tag dem.
   Og uden at sige mere, vendte han om og pilede lydløst op af trappen igen på sine bare fødder. Det var morens bøger.

Det var svært at se i bøgerne, når hun ikke havde noget lys. Alligevel satte hun sig i halmen og for at bladre i dem, bare for at mærke dem. Hun kunne ingenting se, men da hun åbnede den, hvor der var et andet lag under de skrevne bogstaver, den som hun havde set oppe i stuen, lyste det op i rummet. Lynhurtigt smækkede hun den i og så sig forskrækket om. For tænkt hvis præsten stod deroppe på den anden side at vinduet og lurede på hende. Det ville ikke undre hende, hvis han gjorde det. Måske var det præsten, der havde fået Hugo til komme med bøgerne, for at lokke hende i en fælde.

I mørket strøg hun hånden ned over amuletten under skørtet. Hun stak hånden ind og lod fingrene glide hen over den, og hun mærkede dens runde form og øjet i midten. Det var med det øje, hun skulle læse bøgerne, forstod hun. Men måske kunne hun også bruge den til at se andre ting med. Hun løsnede den forsigtigt og i mørket tog hun den op foran øjet, som om hun ville kigge igennem den. Og så så hun det hun ville se. Hun så en mørk skikkelse, der lå på knæ oppe foran vinduet med næsen helt ned mod den lille rude, for at se hvad hun lavede. Der var ingen tvivl om, at det var præsten. Forskrækket tog Nenna amuletten væk fra ansigtet. Hun knugede den i hånden og håbede, at han ikke havde set den. Så kiggede hun igennem den en gang til. Han lå der stadig. Han kunne ingenting se, for her nede i kælderen var der sort mørke. Så så hun ned mod bøgerne med den, og hun forstod, at hun var nødt til at bruge bogen, for at finde en måde, hun kunne komme ud på. Han skulle bare ikke kunne se det deroppe.

Nenna rejste sig op og tog de bøger som var almindelige opskriftsbøger. Langsomt og så lydløst hun kunne satte hun dem op i den lille vindueskarm, så ruden blev dækket. Kun den sidste bog med det levende lag, der kunne lyse, lod hun ligge. Så sparkede hun halmbunken sammen inde i hjørnet så langt fra vinduet hun kunne og satte sig med det gamle hestedækken trukket godt op over hovedet. Hun åbnede bogen og tog amuletten op foran øjet igen for at læse med den. Hun så på ordene der bevægede sig rundt mellem hinanden. Der var ord for alting, forstod hun, og hun kunne stikke hånden ned i bogen og tage dem op i hånden som små glitrende sølvfisk. Hun kunne ikke lade være med at smile over det. Så kom hun i tanker om den sorte præst oppe ved vinduet. Hun måtte finde et ord, der kunne gøre noget ved ham, og hun ledte mellem dem, til der pludselig var der et, der kunne bruges.
   Vildsvin, stod der.
   Ja, jublede det inde i hende. Lad et vildsvin jage ham væk.
   Hun forestillede sig hvordan et stort sort vildsvin ville komme farende ud fra skoven og flå ham med sine skarpe tænder.
   Men han bliver måske dræbt af sådan et vildsvin, slog det hende. Så rystede hun på hovedet. Det var ikke det hun ville. Hun skubbede ordet væk og ledte efter andet og lidt efter gled ordet gedebuk forbi hendes fingre.
   Det var bedre, syntes hun.
   Ja, sagde hun til sig selv, lad ham blive jaget væk af en gal gedebuk, det kan han nok godt tåle.

Så så hun for sig, hvordan en gedebuk med store horn og sænket pande gik til angreb på præsten og hvordan den stangede ham og jagtede ham rundt i haven. Nenna fnisede ved synet, og et øjeblik efter kunne hun virkelig høre forskrækket hylen og jamren deroppe fra. Der var nogen der løb, og lidt efter kunne hun også høre Sørines skingre skrigen og en dør der smækkede efter at hun havde halet ham indenfor i sikkerhed.
   Ha, fnisede Nenna, så bøjede hun sig over bogen igen. Nu skulle hun bare finde et ord eller en god måde, der kunne få hende ud herfra og få hende i sikkerhed.

Hun kiggede længe i bogen og bladede fra side til side, og der var mange forskellige ord, der gled rundt om hendes fingre nede i den. Men der var ingen, der viste hende nogen vej ud af fangenskabet. Hun stirrede også på døren med amuletten foran øjet, men der var bare mørke at se. Lige meget hvor meget hun ønskede, at den skulle gå op, så skete der ikke noget. Den blev ved med at være lukket.
   Hvor er du, mor? hviskede hun til sidst ud i luften. Hvorfor er du her ikke?

Til sidst lod hun amuletten synke ned. Hun gav op og lænede sig tilbage mod den kolde stenvæg. Hun forstod ikke hvorfor, hun ikke kunne gøre noget, og hun vidste ikke, hvad der ville ske nu, når det blev dag og hun stadigvæk sad her. Ville præsten hente hende op i stuen igen og anklage hende for hekseri? Han måtte jo have set lyset fra bogen om natten. Eller var han kommet slemt til skade med gedebukken. Hun troede det ikke. Hun havde jo ikke villet ham noget ondt.

Der sad hun hele natten, indtil hun kunne se himlen lysne oven over de bøger, hun havde dækket vinduet med. Ind i mellem sov hun lidt, men det meste af tiden holdt kulden fra væggen og gulvet hende vågen. Hun sad også og stirrede ud i luften, da hun hørte klikket i låsen, og der endelig blev låst op. Udenfor så hun Sørines sure ansigt komme til syne. Uden at se på Nenna skubbede hun en tallerken ind på gulvet med noget mad i. Det var en klat grød som ikke så særlig indbydende ud, men det var bedre end ingenting, var hun klar over.
   Tak, hviskede Nenna mat. Har du ikke også noget vand.

Sørine så så hurtigt hen på hende. Hun sagde ikke noget, men hun trak på skulderen og hendes mund blev til en smal streg. Det var tydeligt at se, at hun mest havde lyst til at sige nej, alligevel vendte hun sig for at gå op efter vandet. Denne gang låste hun ikke døren efter sig, og lynhurtigt var Nenna oppe og stå. Hun hev bøgerne ned fra vinduet og skrævede ligeglad over tallerkenen med grød. Så for hun op ad trappen med bøgerne under armen og tilbage til præstens stue. Der var ingen præst at se, så løb hun videre ind i rummet ved siden af. Der lå han i sin gamle natskjorte og med sit grå tjavsede hår strittende ud til alle sider. Der var hængt noget for vinduet, så der var ikke meget lys. Alligevel kunne Nenna se, at han at han var godt forslået af den tur geden havde givet ham aftenen før. Hans ene øje var helt blåt og hævet. Det gav et gib i ham, da han fik øje på Nenna, og han holdt afværgende den ene hånd op for ansigtet, som om han var bange for hende. Hans åndedræt peb ynkeligt.

Nenna gik helt hen ved siden af sangen og så ned på ham. Så tog hun amuletten frem og holdt den op for øjet. Den var helt varm, mærkede hun, og det var en god følelse at holde den i hånden. Gennem den så præsten helt anderledes ud, så hun. Han var helt sort, og det glødede rødt inde bag hans øjne. Hun kunne se, hvordan han ønskede sig amuletten, så det gjorde helt ondt i ham. Han rakte ud efter den, men det gjorde også ondt i hans bøjede ribben og hans ryg, som geden havde stanget. Alligevel trak hun sig lidt væk fra sengen.
   Du kan glemme det, sagde hun til ham.
   Glem alt om mig og om øjet her. Glem alt om min mor og om bålet du tændte, for at brænde hende. Glem alt om ravnen der fløj. Hun pustede over mod ham, som man gør, når man puster et lys ud, og hun så gennem amuletten hvordan hendes ånde var hvid som tåge i luften. Det knitrede svagt, da den nåede over til manden, og hun så hvordan ilden i ham langsomt gik ud og hun blev ved med at puste til hun var helt sikker på alt al hans onde grådighed var blæst væk. Så så hun længe på ham uden amulet. Nu lå han bare der, som en helt almindelig gammel mand, der var kommet slemt til skade. Endelig smilede hun.
   Det var en slem omgang med den gedebuk, sagde hun og klappede ham på hånden.
   Hvis du vil have det, kan jeg koge lidt salve til dig. Det vil gøre godt, sagde hun og præsten nikkede på puden.

Omme bag ved hende stod Sørine med kruset i hånden. Hun stirrede lamslået først på præsten så på Nenna, og Nenna smilede til hende, som om der ikke var noget særligt ved, at hun stod der.
   Tak sagde Nenna og rakte ud efter kruset. Sørine lod hende tage det men i stedet for at tømme det selv, bøjede hun sig ned over præsten og lod ham drikke af vandet. Så satte Nenna det fra sig ved siden af sengen. Hun smilede til præsten igen, så vendte hun sig rundt og smøg forbi Sørine og ud i gangen.
   Jamen, sagde Sørine og pegede anklagende efter hende. Bøgerne.
   Hun sagde ikke mere og Nenna så ned på bogstakken hun stadig havde under armen.
   Ja, sagde hun, det er min mors. Jeg tog dem bare med, fordi jeg ville være sikker på at finde nogle urter, der kunne hjælpe præsten. Hun smilede en gang til.
   Hvis præsten ikke får det bedre, kommer jeg igen, sagde hun og Sørine stirrede på hende med åben mund og store, runde og rædselsagne øjne.

Udenfor skinnede morgensolen. Det var stadig tidligt og henne i stalddøren stod Ulle og så lige så forundret efter hende. Han var ved at lukke køerne ud, så hun, og der midt imellem præstens køer, så hun sin mors ko med den hvide blis i panden. Nenna smilede til den store mand.
   Tak fordi du reddede koen, da det brændte, sagde hun sødt, og Ulle gik forskrækket til side og lod hende tage dens grime. Han sagde ingenting, men han fulgte hende med øjnene, som han ikke vidste, hvad han skulle tro. Så gik hun ud af byen med koen ved siden af sig, og med alle bøgerne under armen. Først da hun var helt ude ved det nedbrændte hus, stoppede hun og vendte hun sig og tog amuletten frem igen. Så så hun ind over landsbyen og endnu en gang blæste hun kølig glemsomhed ud over byen. Nu var der ikke længere nogen i landsbyen, der huskede at hendes mor var blevet brændt som en heks, ingen huskede at hun havde skabt sig om til en fugl og havde undsluppet flammerne. Der var heller ingen, der huskede andet end at Nenna bare var Nenna.

Alligevel ville hun ikke blive der, for hvor skulle hun bo. Hun var nødt til at finde sig et nyt sted at være. Hun satte sig i græsset i vejkanten ud for det, der engang havde været hendes hjem, og hun så trist på askedyngen. Så blev hun klar over en sort fugl, der svævede oppe over brandtomten og over skoven bagved.
   Mor? hviskede hun fuld af forhåbning. Er det dig? Hun fulgte den længe med øjnene og så, hvordan den kredsede rundt og kom tættere og tættere på. Endelig landende den på grusvejen lige foran hende. Den hoppede lidt rundt inden den så op på Nenna med sine ravgule øjne.
   Mor? sagde Nenna og så på den. Og som om den ville svare, lettede fuglen og fløj i en bue rundt om hende inden den endelig landede på hendes skulder. Det fyldte Nenna med glæde at fuglen var der endnu, men også med sorg over, at hun ikke længere havde en rigtig mor. Hun strøg forsigtigt fuglen ned over vingerne med en finger, og fuglen lænede sit hoved op ad Nennas kind.
   Mor, sagde hun igen, og det var som om den nikkede.
   Hvad skal jeg gøre nu?
   Du skal væk herfra, kom det fra fuglen med hendes mors stemme. Den drejede hovedet, som om den så ind over brandtomten. Her kan du ikke være længere.
   Tag din ko med, forsatte den. Og Nenna kiggede på koen med den hvide blis der græssede i grøftekanten. Der er også en anden du kan slå følge med, sagde morens stemme.
   Nenna smilede.
   Dig? spurgte hun, men fuglen lagde hovedet på skrå og så hende ind i ansigtet.
   Jeg vil jo altid være der, sagde dens stemme.
   Men, fortsatte Nenna for hende, Du vil altid være en fugl?
   Fuglen sad stille på hendes skulder igen.
   Jeg kan ikke skabe mig tilbage til min gamle skikkelse, sagde den. Jeg er ikke længere Gertrud Ravnevinge. Jeg er bare en sort fugl, sagde den. Jeg er en ravn, og en ravn kan ikke hekse. Den hoppede igen lidt rundt på Nennas skulder og hun kunne mærke de skarpe klør mod sin hud. Hun kunne også mærke tårerne, der fyldte hendes øjne. Så drejede hun hovedet og så på fuglen.
   Men det kan jeg jo, sagde hun overrasket. Jeg er jo hekseungen. Jeg kan lave dig til mor igen.

Og uden at vente på at fuglen skulle sige hende imod, tog hun amuletten og så på den sorte fugl igennem den. Hun bad fuglen om blive til Gertrud igen og hun så hvordan den rystede sine vinger og rettede sig op. Pludselig var det igen hendes mor, der stod foran hende. Hun rakte armene frem og Nenna kastede sig ind i til hende og nu lod hun tårerne løbe frit ned over kinderne.

Sådan stod de længe. Moren strøg Nenna ned over det filtrede hår og vuggede hende glad i armene og Nenna græd og snøftede af glæde. Hun havde stadig amuletten i hånden, og pludselig kom hun i tanke om den. Hun gjorde sig fri af moren og ville lægge hænge den om halsen på hende igen, men moren stoppede hende.
   Nej, sagde hun, og tog Nennas hænder i sine.
   Nu er det din, sagde hun. Jeg gav dig den.
   Så hang hun læderbåndet med amuletten om Nennas hals i stedet.
   Det er dig, der er heksen nu.

Så samlede hun de gamle bøger op og tog dem under armen så hun kunne Nenna i den ene hånd og koens grime i den anden. Sådan gik de ved siden af hinanden ind i skoven og ned mod broen. Det var her Ulle havde fanget dem, da de var på vej væk, og Nennas gøs ved tanken. Hun tænkte også på Hugo og hvad der mon var sket med ham.
   Præsten beholdt ham, fordi han ville have ham til at finde dine hekseting, sagde hun tænksomt.
   Han spærrede ham inde, fortsatte hun, og han tævede ham, fordi han turde ikke gå ind i huset.
   Men det var også Hugo der kom med bøgerne, så jeg kunne komme ud sagde hun tænksomt. Så lagde hun hovedet på skrå og så på sin mor.
   Stakkels Hugo, sagde hun, og forstillede sig, at nu blev han nok sendt tilbage til abbeden og klostret igen.
   Nennas mor nikkede, og trykkede hendes hånd, men inden hun nåede at svare hørte de klaprende fodtrin bag dem. Nenna vendte sig forskrækket, og der nede ad skovvejen, så hun Hugo komme løbende. Hun kunne ikke lade være med at grine, for han tumlede afsted i et par træsko, der var alt for store.
   Tag mig med, pustede han, da han endelig nåede hen til dem.
   Nenna smilede, så så hun på træskoene. og Hugo fulgte hendes blik.
   Det var vist Sørines, grinede han, men nu må hun klare sig uden.
Forfatterbemærkninger
Fantasy historie om en stor piges oplevelser, da hendes mor bliver anklaget for hekseri.

Skriv kommentar

Teksten er publiceret 04/07-2016 10:38 af Mette Bødker (metteboedker) og er kategoriseret under Fantasy.
Teksten er på 18224 ord og lix-tallet er 25.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

Log på for at læse kommentarer til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.



E-bogen kan læses på iPad, iPhone, iPod Touch og Mac, samt andre e-bogslæsere som understøtter EPUB-format.

EPUB (kort for electronic publication; alternativt ePub, EPub eller epub, hvor "EPUB" er foretrukket af formatejeren) er en fri og åben e-bogsstandard af International Digital Publishing Forum (IDPF). Filen har filendelsen .epub. EPUB er designet til ikke at være formateret til et bestemt papirformat, hvilket betyder at e-bogen dynamisk kan formateres til den enkelte e-bogslæsers orientering, skærmstørrelse og skærmopløsning.